Egolibris 2017
272 sider, 249,95 kr.
Af Egil Hvid-Olsen
Bogen ”Om” har genrebetegnelsen ”Biografisk roman”. Den er dog lidt sværere at genrebestemmen end som så. ”Om” er en sympatisk hybrid mellem selvhjælpsbog, biografi, essaysamling, poesibog og – måske – roman.
En beskrivelse af livet
”Om” forener modsætninger. Den har mange gentagelser, men er ikke desto mindre fængende. Den er ensidig, men skaber udblik. Den har en trist grundtone, men er ofte hylende morsom. Den er pinagtigt selvudleverende, men på den fede måde. Den er til tider formuleret en tand for popsmart – andre steder så smukt og præcist, at man må læse sætningen igen for at fastholde nydelsen. Den er benhård i sin kritik, og dog umådeligt rummelig. Den er på samme tid selvoptaget og favnende. ”Om” er med andre ord en beskrivelse af livet.
Ikke et hvilket som helst liv, men det, der leves af den overvægtige, medicinerede, angst-, stress- og depressionsramte forfatter, der tilmed kæmper med et ringe selvværd som kontanthjælpsmodtager, men finder en mening med livet ved at tage sin egen lille kamp mod overforbrug og klimakrise i form af gendyrkning og privat formuldning i kælder, baggård og lejlighed.Persille Ingerslev finder kasserede grøntsager i supermarkedernes affaldscontainere og planter rødderne i plasticspande. Hun udvikler sig til krydderurtespecialist og deler glad og gerne dyrkningsråd på sin facebookside. Med planternes sunde vækst gør hun det, der ellers er et fyord i nutidens vækstøkonomi: Hun sparer penge! Og ikke nok med det. Hun, hendes mand og hvem, der ellers kommer forbi, spiser afgrøderne. I frederiksbergbaggården udvikles en privat planteskole, hvorfra der deles gratis ud af høsten.
Hun har fået et formål med livet
Persille Ingerslev tager stafetten op fra landbohusholdningerne for 6-7 årtier siden, men hun gør det inde i byen på meget begrænset plads og uden brug af sprøjtemidler af nogen art. Glæden ved den vækst, der ikke har med økonomi og effektivitet at gøre, medfører, at hun får energi til at deltage i aktivering; noget, der ellers tidligere har knækket hende mentalt. Hun har fået et formål med livet, og selvom det virker lidt ensidigt, er det en smuk beskrivelse af et anstrengt sind, der pludselig blomstrer op og strækker sig mod – ikke solen – men månen, for Persille Ingerslev har det bedst med mørke: ”Jeg holder af mørket. Nogle er bange for mørke – de er bange for, hvad der gemmer sig i mørket. Jeg er rolig ved mørket, for jeg ved, det bare er mig, der gemmer mig dér. Jeg kan liste uset langs gader, hække, baggårde eller landeveje i mørke. Jeg kan næsten se med fødderne i mørket. Mine skridt er bløde i månelys, mit sind er mildt og vågent.” (s. 208).
En samfundsnassers selvbiografi
Forfatterens særlige planteskole har sine op- og nedture, men den giver hende tilstrækkelig energi til også at skrive en biografisk roman, der blandt andet skildrer livet som kontanthjælpsmodtager: ”Tonen både på sociale medier og i pressen bliver i sommerens løb skærpet over for alle de såkaldte samfundsnassere. Det er svært for mig at opleve, hvordan flere og flere mennesker føler sig i deres ret til at dømme andre. At slå ned på for eksempel førtidspensionister som grunden til, at vi har en finanskrise. Nasseriet bliver internaliseret, og man får endnu et gok i nødden, i tilfælde af man ikke havde det skidt nok i forvejen. Jeg er bange for, om jeg overhovedet har lov til at være her.” (s. 56).
Blot fordi man modtager kontanthjælp, er man ikke et ringere menneske. En person, der kan beskrive tankemylder troværdigt, har i hvert fald værdi for dem af os, der har svært ved at forstå lidelsen. Efter en beskrivelse af en totalt rodet tankegang, følger denne morsomme, og dog dybt plagede overvejelse: ”Det er lidt syret, at jeg kan observere, at jeg har alle disse tanker, men hvis det er mig, der har tankemylder, hvem er det så, der observerer tankemylderet? Har jeg nu mere end én personlighed? Er jeg multi-egoist? Det er slemt nok bare at være samfundsnasser og egoist, hvad nu hvis jeg er dobbelt- eller tredobbelt-egoist? Ha, der er i hvert fald ikke nogen yderligere udbetaling af kontanthjælp, der er ingen bonus for at være multitænkende. Mit hjerte hamrer. Min hud klør. Tiden går alt for langsomt.” (s. 149).
Den nikotinafhængige kat
Andre gange gør det ikke spor, at tiden tager den med ro. Når tankemylderet, angsten, stressen eller depressionen ikke raser, skal der være tid til en smøg og en stille samtale. Persille Ingerslev har ofte selvironien med i det selvudleverende (med mindre hun ved læsningen af disse linjer sidder og ler af anmelderen, fordi det følgende citat ikke hægter sig på den første, men den sidste del af genrebetegnelsen ”biografisk roman”): ”Vi ryger smøger, det gør vi sgu. Så her er godt gulligt over det hele. Vores ældste kat må være nikotinafhængig. Han slikker på døre og vægge for et godt ord, og det er tydeligt, hvor langt op han kan nå. Der er simpelthen en synlig linje, der viser, hvor højt oppe han kan slikke på døre og vægge.” (s. 184).
En beskrivelse af det skjulte
Persille Ingerslev tager læseren med ind i en tilværelse, man ellers helst undgår, fordi man bliver så frustrerende magtesløs over for sindslidelse og fattigdom. Det er meget lettere at marginalisere andre end at forsøge at forstå dem. Men Ingerslev vil ikke gemmes af vejen: ”Jeg ved, at jeg ikke er alene, men det virker sært omgærdet af hemmelighedskræmmeri, at vi er, som vi er. Vi skammer os og gemmer os og er selvudnævnte eksperter i at lade som om. Hvad skulle vi ellers gøre? Skrive en bog om det?” (s. 265). Ja! Det var en rigtig god idé.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar