onsdag den 31. oktober 2018

Den virkelig ambitiøse dadaist

Ole Perregaard
Ork
Digte mm. (Det poetiske bureaus forlag)
146 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum
Lad os være ærlige. At være radikalt samfundskritisk dadaist, så langt, at selv sproget i sin opbygning deltager i afsløringen af vore forfængelige, selvoptagne, materialistiske, flygtige begærsdrevne måder at undgå at tage hensyn til andre mennesker, verden, miljøet, naturen, kærligheden og tiden som eksistensform, det er ikke rigtig på mode for tiden. Tværtimod. Og det er heller ikke meningen, en dadaist, kan ikke være moderigtig. Tværtimod.

Sådan en er Ole Perregaard, der netop har udgivet sit hidtil mest ambitiøse og omfattende digteriske værk i brevform, Ork. Han har tidligere udgivet mindst tre bøger, med en debut tilbage i slutningen af 1980’erne og han er blevet anmeldt i flere landsdækkende aviser.

Men hvad er en dadaist overhovedet? En dadaist er en proto-surrealist. Dadaismen var en ubønhørlig kunstform, hvor kunsten ikke i sig selv er målet, men midlet til at udtrykke sig om virkeligheden. Blandt de uforglemmelige dadaister er Marcel Duchamp, Picabia, Max Ernst, Hans Arp og mange andre. Bevægelsen udfoldede sig i tidsskrifter og udstillinger i 1910’erne og har også inspireret bevægelser som Popart og Fluxus.

Et centralt, virkelig vellykket eksempel er kritikken af vækstsamfundet i dette digtuddrag:

”kære kladja
vækst vækst vækst
åh nej støn støn
åh støn åh støn
men hør min bøn bøn bøn
åh støn åh støn
hør dog min bøn bøn bøn
ja min bøn min bøn
væk ikke væksten væk ikke væksten
den slumrende vækst
væk den ikke
nej væk med den væksten
væk væk væk med væksten
svæk den væksten
svæk den svæk den svæk den
væksten væksten væksten
svæk svulsten
svulsten svulsten
svæk vækstsvulsten
vækstsvulsten (s. 46)

I bogen skriver han til Kladja, breve og korte digte om verden og om det skånselsløse, menneskesyn som præger den danske politiske ledelse. Som her i sammensmeltningen af en offentlig advarsel mod et bakterieudbrud og andre politiske, mere dagaktuelle emner:

”Men var nationen ikke allerede betændt, var det ikke allerede sket og hændt med de gyldne stafylokokker, okker gokker, føj for pokker? Var nationen ikke som bekendt allerede betændt i situationen i forvejen, okker gokker føj for pokker, betændt af gyldne stafylokokker, MRSA dada? Eller er det måske alligevel lige omvendt, dada pga. det der er hændt, jaja, at situationen i nationen blir mere og mere betændt af de gyldne stafylokokker? Jeg har ikke svaret, men nu er du advaret.” (uddrag af en længere tekst, s. 16)

Ole Perregaard skriver også om det essentielle i livet:

”Kære Kladja!
Mødes med døden skal vi jo alle. Og måske kunne jeg tænke mig, til sidst, lige før, helst helt ubemærket, at lægge mig i vandkanten, lægge mig som en lille sten, som en lille bølgeslidt rullesten, eller som et lille tomt, gult sneglehus, og så bare ligge der, skvulpende, og vente til den, døden, som en bølge endelig kommer væltende over mig, fører mig med sig langt bort, væk og først lægger mig til hvile igen, når den også selv opløses og bliver væk, fordi der til allersidst ingen vej er uden om intet, for hverken den eller mig. Ja, det er jo ikke til at komme udenom.
Kram fra
din klat” (s. 29)

I formen ser det ud til, at Ole Perregaard kan være inspireret af Knud Steffen Nielsen, hvis udvalgte digte er kommet på samme forlag i fjor, særlig af mesterværket ”Kaptajn Kugeln og min brev- og notesamling 1 - Om Håndtering af og Lærestykker i det enkle Liv.” (Forlaget Armé, 2014). Knud Steffen Nielsen er nok det nærmeste man nogensinde er kommet noget, der kunne kaldes en grundtvigiansk dadaist. Også Lars Bukdahls lyrik lurer i baggrunden flere steder.

Ole Perregaard nyder stor respekt i lyrikerkredse på Nørrebro, og de er som bekendt store og rige i disse år. Selv bevæger han sig som en behagelig, men uforudsigelig, ikke ret hurtig skygge gennem den poetiske undergrund i kvarteret. Og der bevæger han sig godt.

Dada i tidsskriftform, 1917
Ork er et vigtigt udråb, et sted at hente mod til virkeligheden. Den er forsynet med enestående vellykkede, computertegnede farveillustrationer af forfatteren. De ligger lige i snittet mellem arbejder af Klee og Miro og børnetegninger, som Jorn ville have elsket dem og som man kunne se i Situationistisk Imnternationale, en senere aflægger af de tanker, der ligger bag Dada.

Perregaards bog fortjener stor udbredelse. For nogle vil den ovenikøbet kunne blive det, Rifbjerg i en anmeldelse kaldte et internationalt digtudvalg, foretaget af Ivan Malinowski for Borgen: En livsvigtig lommebibel!

torsdag den 18. oktober 2018

I konflikt med normer og traditioner

GULDSTØV
Ibrahim al-Koni
Oversat fra arabisk af Ellen Wulff
134 sider
Forlaget Vandkunsten

Af Jes Nysten
Tilbage sidst i firserne læste jeg den franske forfatter J. M. G. Le Clézio’s intense og gribende roman “Ørkenen”, som beskriver livet for et par unge mennesker, der tilhører Tuareg-folket eller det “blå folk” - et afrikansk nomadefolk, der er en del af berber-folket. Det er fortællingen om europæisk imperialisme og brutal undertrykkelse, men det er også en fortælling om et stolt folk, der forsøger at stå imod og bevare sin identitet som folk i en foranderlig verden. Siden jeg læste den bog, har jeg altid været fascineret af dette folk.

Bogen, der her skal anmeldes, Guldstøv, handler også om det “blå folk”, men her er hovedkonflikten ikke kampen mod en ydre fjende - selvom vi hører sporadisk om kampe mod italienerne (så tiden må være omkring 2 verdenskrig) og den efterfølgende hungersnød - men den afgørende konflikt er intern. Den unge Okhayyid forsøger at finde sin egen vej i livet i stadig konflikt med sin families og stammes normer og traditioner. Han finder styrke og handlekraft gennem den kamel, som han fik i gave som helt ung. Det er ikke “bare” en kamel, men en broget mehri-kamel! Denne kamel, Ablaq, bliver ikke blot hans særlige livsledsager, men er den der bærer hans styrke og hans svaghed, den er hans kampfælle, hans sjæl-broder.

Disse to uadskilliges fælles liv udvikler sig til en dramatisk “livs-rejse” - en barsk dannelsesrejse. Med fatale konsekvenser. Romanen fortæller ikke kun de tos turbulente samliv, men den udvikler sig også til en filosofisk, ja spirituel reflektion over livsvilkår i et ekstremt reguleret stammeliv og med ørkenen som stedet, hvor denne eksistentielle kamp for at komme fri af de traditionelle bindinger og komme til live som individ må kæmpes “Ablaq havde reddet ham fra lænken.... Ablaq var en ånd Gud havde sendt for at befri hans lænkebundne hjerte. .... han var nær kommet ind i mængden af de ubesindige, mængden af de skødesløse som havde taget fædrenes byrde i arv, lassoen .... og illusionen. Ablaq var det frelsende sendebud, det frelsende skib, frihedens skib. Nu ville de drage ud i Guds vide ørken som to gazeller, ud i den evige ørken forbundet med det hinsides. Farvel til de sønderbrudte lænker. Farvel til buret med tremmer kraftigere end dem fra ruinerne af de fængselsceller den tyrkiske guvernør efterlod da han trak sig tilbage fra oasen. Det var Ablaq’s fortjeneste at have ødelagt dette bur” ( s 106).

Ørkenen viser sig ikke at være en paradisets have, men en afsindig vild og uregerlig kampplads. Midt i romanens beskrivelse af dette totalt fremmede liv med uforståelige riter og leveregler, møder vi således denne trang hos det enkelte menneske til frigørelse, til at finde sig selv som individ.

Guldstøv er gribende i al sin fremmedhed og brutalitet, fortalt i en smuk  poetisk og fortættet stil, der helt sikkert har dybe rødder i traditionel arabisk fortælletradition. Og blændende oversat af Ellen Wulff.

Forfatteren Ibrahim al-Koni er selv af Tuareg-folket, har skrevet mere end 80 bøger, de fleste oversat til diverse sprog. To andre af hans bøger er allerede kommet på dansk “Blod af sten” og “Natteurt”. Også på Forlaget Vandkunsten.



torsdag den 11. oktober 2018

Kommisær Haritos under pres

"Forfatteren mestrer ikke sit håndværk. Plottet er søgt, spændingsniveauet lavt, opklaringsarbejdet urealistisk." Carina Wøhlk er usædvanlig hård i sin kritik af den græske krimi.

Petros Markaris
"Forfaldne lån"
Forlaget Solidaritet



Af Carina Wøhlk
”Forfaldne lån” er første bind i en såkaldt ”krisetrilogi”, skrevet af den græske forfatter og venstreorienterede samfundsdebattør Petros Markaris. Bogen lanceres på én og samme tid som et stykke skarp samfundskritik og som spændende krimi. Spørgsmålet er, om dette forsøg på genresammensmeltning lykkes?

En god krimi er en såkaldt pageturner, som læseren har vanskeligt ved at lægge fra sig. I dette tilfælde har læseren mest lyst til at kyle bogen hen i et hjørne af stuen. Første bind i krisetrilogien lever op til sin betegnelse ved netop at udløse akut læsekrise. Og hvorfor nu det?

Makaber sag
Handlingen udspiller sig i 2010 i Grækenlands hovedstad Athen. Hovedpersonen kriminalkommisær Kostas Haritos står overfor en makaber sag, der hurtigt viser sig at være kædet sammen med den græske finanskrise.

En græsk bankdirektør findes halshugget. Inden længe bliver en udenlandsk bankdirektør, en kreditvurderingschef og en inkassochef ofre for samme forbrydelse. Athen er på den anden ende.

Kommisær Haritos kommer under massivt politisk og mediemæssigt pres. Samtidigt kæmper han en intern magtkamp med en kollega og andre, der vil trække sagen ad et terrorspor.

Som om det ikke er nok, plastres Athen til med plakater og klistermærker, der opfordrer byens befolkning til ikke at betale af på deres banklån. Som handlingen skrider frem, viser det sig, at mordene har forbindelse til dopingskandaler i idrættens verden. Lyder det langt ude? Det er det også.

Makværk
Det er vanskeligt at vurdere, om bogen er dårligt oversat – eller om den slet og ret er elendigt skrevet. Jeg er mest tilbøjelig til at mene, at det halter med både oversættelsen og skriveteknikken.

Et eksempel på ringe oversættelse viser sig i den tiltale, som kriminalkommisæren møder pressen med indtil flere gange: ”Børnlille!” (se f.eks. s. 151). Jamen, kære venner, sådan er der da vel ingen, der taler nu om stunder!?

Hvad indholdet angår, virker det meget fortænkt, at dialogen næsten hele tiden – både på arbejdspladsen og i hjemmet – kredser om økonomiske forhold. Mennesker, som er ramt på pengepungen, kan tænke på og tale om andet end drakmer og euroer – de elsker, kæmper, arbejder, leger.

Helt absurd bliver det, da en larmende stilhed på politistationen beskrives som ”sorg” (se s. 268) – sorg over fremsættelsen af lovforslag om at hæve pensionsalderen fra 55 til 60 år! En nordeuropæisk læser kan have svært ved at mønstre empati og sætte sig i de sørgendes sted. 
   
Ingen anbefaling
Det er muligt, at nogle vil finde dette genremæssige eksperiment forfriskende anderledes. Undertegnede er ikke begejstret: Litterært set er der tale om makværk. Forfatteren mestrer ikke sit håndværk. Plottet er søgt, spændingsniveauet lavt, opklaringsarbejdet urealistisk, persongalleriet utydeligt, sproget armodigt og dialogen ubehjælpsom. Det er samfundskritikken, der stjæler billedet – og tyveriet er alt andet end elegant.     

De næste to bind i krisetrilogien hedder henholdsvis ”Brød, uddannelse, frihed” og ”Slutafregning”. Tro mig, der er ingen grund til at læse videre. Det er livet simpelthen for kort til.


tirsdag den 2. oktober 2018

"Har lige læst Dagbogen igennem og overvejer at brænde den ..."

Morten Nielsen: ”Dagbøger” v/ Arne Herløv Petersen, Det Poetiske Bureaus Forlag 2015, Bureauets Lommebibliotek, 127 sider, 100 kr.

Af Egil Hvid-Olsen 
Dagbøger er oftest skrevet med den hensigt, at kun forfatteren skal læse dem. At det var tilfældet med Morten Nielsen dagbøger vurderede digteren Halfdan Rasmussen, der havde Nielsens dagbøger fra 1940 og ’41 liggende. Dertil kom nogle notater, der strakte sig frem til 1943. I et brev til Nielsens gode ven fra gymnasietiden, Morten Ruge, skrev Rasmussen i 1989: ”Efter at jeg på ny har kikket i Mortens ’Dagbøger’ fra 1940 og 1941, er jeg kommet til den erkendelse, at indholdet er privat, at det ikke bør gøres til genstand for almindelig beskuelse” (s. 9). Året efter ændrede Halfdan Rasmussen holdning og vurderede, at Ruge burde overtage dagbøgerne, så han, efter endt læsning, kunne aflevere dem til Det Kongelige Bibliotek. Fem år senere skrev han: ”Hvad Mortens to hæfter angår, kan jeg tilslutte mig at de brændes, på pejsen i Bisserup eller andetsteds” (s. 9). 


Dette ville Morten Nielsen sikkert have bakket op om, for d. 19. juni 1941 noterer han: ”Har lige læst Dagbogen igennem og overvejer at brænde den. Den er for idiotisk åben: hvis en eller anden faldt i den, var det Helvedes ubehageligt.” (s. 123). Slutresultatet blev en blanding mellem Rasmussens to sidste opfordringer: Dagbøgerne blev afleveret til Det Kongelige Bibliotek, men først efter Ruges hårdhændede redigering. Morten Nielsens gamle ven havde eksempelvis klippet efternavne ud af hæfterne, hvilket gik ud over det på bagsiden skrevne. Redigeringen har været kraftigst i andet halvår af 1940, hvor Morten Nielsen kæmpede med en forelskelse. Han var betaget af Inger Ravn, men kunne ikke blive klog på, i hvor høj grad hans kærlighed var gengældt. Ruge beskriver sin redigering af denne periode således: ”Fjernet er utallige samtaler, refereret frem og tilbage og med utallige lidt naive redegørelser for muligvis delvis uforståede hændelser. MN er faktisk meget sårbar, fuld af mistillid, skuffet og samtidig ude af stand til at forstå sine følelsers bærekraft. Tilbage er værdifulde strejftog henover hans forhold til studiet.” (s. 10).

De af Ruge fjernede tekstdele kunne have givet læseren indsigt i Morten Nielsens tanker om kærlighed og det deraf berørte følelsesliv. Som den næstbedste løsning genskaber Arne Herløv Petersen rammerne for det bortredigerede i sit forord til dagbøgerne. Naturligvis går man glip af Nielsens egne ord, men den ungdommelige forelskelses forvirring er dog ikke til at tage fejl af. Morten Nielsen var 18 år, da Danmark blev besat i 1940, og hans tanker om kærlighed og sex adskilte sig tilsyneladende ikke meget fra enhver 18-årig ungersvends. I vinteren 1940 gør han grin med sin egen optagethed af det modsatte køn:



”Vil snart indrykke sådan en Annonce under Personlige:

UNG STUDENT

Student fra Provinsen

Høj, slank, hestepæreblond, søger Bekendtskab med 10 unge Damer, 18 til 25. Åndelige Interesser    frabedes. Bill. mrk. Montus 4520”.


Modsat Nielsens fokus på kvinder, var hans tanker om poesi mere enestående. I dagbøgerne fremstår han som ekstremt selvkritisk. En enkelt gang skammer han sig oven i købet over at have fået et digt trykt, som han i mellemtiden har revurderet og nu finder for ringe.


Krigere uden Vaaben
Læser man ”Krigere uden Vaaben” (1943), der er den eneste digtsamling, Morten Nielsen fik udgivet, mens han levede, er det i høj grad også kærligheden, han kredser om. Der er en melankolsk stemning over mange af digtene, som også fører tanker om døden med sig. Dette bliver naturligvis så meget desto mere bemærkelsesværdigt, fordi Morten Nielsen døde i sensommeren 1944 under uopklarede omstændigheder. Nielsen var tilknyttet modstandsbevægelsen og havde blandt andet deltaget i en stikkerlikvidering, dog uden selv at affyre sit våben. Om digterens død skriver Herløv Petersen, at Morten Nielsen ”[…] skulle aflevere en Luger-pistol til Citronen og blev ramt af et skud i brystet. Thomas Bredsdorff har undersøgt det, vi ved om sagen, og kommer til den konklusion, at der antagelig var tale om et vådeskud. De andre muligheder – likvidering eller selvmord – forekommer usandsynlige. Luger-pistolen var kendt for at være usikker. Den kunne gå af ved mindste berøring af aftrækkeren.” (s. 19).

Digtsamlingens titel stammer fra det første digt, ”Riget af tusind Aar”, hvor tredje strofe lyder:



Vi andre blev hadske og blege

- Mænd på atten Aar,

Krigere uden Vaaben

Og saarede uden Saar.


Umiddelbart får man indtryk af, at der i titlen ”Krigere uden Vaaben” ligger en henvisning til den afmagt, der kunne præge den danske befolkning, som var blevet løbet over ende af den tyske krigsmaskine. De våben, man havde til rådighed, var ganske utilstrækkelige at tage kampen op med. Men digtet handler om noget helt andet, nemlig en jævnaldrendes psykiske lidelse. Den syge har været et let offer for sin omgangskreds, der har haft svært ved at forholde sig til hans galskab og derfor har såret ham uden våben, blot med ord eller bortvendte blikke.

Dagbogen gør det muligt at få et lille indblik i det arbejde, Nielsen lagde i sin digtning. I november 1940 nedskriver han ”Riget af tusind Aar” i sit dagbogshæfte (s. 106ff.), men det er i en meget anden version end den, han lod udgive i 1943. 1940-versionen fremstår mere stram og lettere at forstå end det udgivne digt. Til gengæld mangler strofen med krigerne uden våben i dagbogsudkastet. I den endelige version er der altså større fokus på, hvordan de udenforstående svigter deres kammerat, i kraft af deres manglende mulighed for at følge hans afvigende forestillinger.


Digte og døden
Selvom det dybest set er kunstigt at bruge Nielsens pludselige død til at undersøge, om han selv søgte mod den, er det svært helt at undgå. Den unge digters produktion fremstår i et særligt lys på baggrund af hans skæbne. Derfor har man det med at glemme, at Nielsens død må være kommet lige så meget bag på ham selv, som på alle andre. Når han skrev om døden, var det snarere, fordi det er et emne, der ofte beskæftiger børn og unge, idet livets skrøbelighed pludselig går op for dem. Og dog skal man ikke overse, at Nielsen som aktiv modstandsmand må have været sig den risiko, han løb, bevidst. Måske ligger der en refleksion over hans engagement i modstandskampen til grund for det næstsidste digt, ”Samme Motiv” i ”Krigere uden Vaaben”. Her udfolder han tanker om tiden, der går uden store ændringer. Og dog overbevises han undervejs i digtet om, at han selv kan være med til at forandre tingenes tilstand. Derfor kan han slutte med denne strofe, der kan læses som en slags gravskrift over ham:



Og det blev trygt og varsomt, det at vente

med Liv som er forfulgt af angst og delt.

Enhver, der har forsvaret noget, ved det.

Og den, som kæmper, taber aldrig helt.



I sommeren 1940 noterer den 18-årige digter et to-strofet digt, der også kredser om døden:



Jeg tror, jeg går, mod fremmede Øer

i dette Rums uendelige Sø.

Jeg føler, jeg skal favnes af Mørket –

jeg tror, at det er Året, jeg skal dø.



Denne triste trosbekendelse modsiges af anden strofes ønske om, at døden lader vente på sig:



Å lad mig drage voksen af Lande!

Jeg lover, at jeg længselsløst vil gå…

Men lad mig have levet, ja lever

før Hjærtet holder op med at slå. (s. 63).


Få dage efter, under indtryk af sin komplicerede forelskelse, skriver Nielsen:

”Jeg har været glad ved hende.

Og jeg ser, at jeg har levet, vokset, arbejdet, digtet og elsket.

Jeg kan dø.

Ingen af Tingene – især ikke den sidste – har jeg prøvet til Bunds. Men jeg har anet deres Lykke og fornemmet deres Sorg.

Tanken om at dø er mig ikke fremmed. At måtte gå fra hende og vide, at hun vil møde en anden – for det er Loven – er så tungt, så tungt. Og at gå fra Digtet er tungt – Selv om jeg ikke er moden, hvis jeg skal høstes nu, er jeg heller ikke helt umoden.” (s. 67).

Senere på året minder et blik hen over sundet ham om, hvorfor det er, han sætter livet på spil: ”Månen forsvandt bag nogen Skyer; men så glimtede Lysene ovre i Sverige. Ved at se de Lys huskede jeg med eet på, hvad vi har mistet.” (s. 89). Lyset forblev tændt i nabolandet, mens han måtte fortsætte hjem mellem mørklagte ruder. Det er disse vilkår, der gør, at han natten mellem 1940 og ’41 noterer: ”Jeg synes ikke, det er meget mørkt. For de taber Krigen, mine Fjender. Vore Fjender. De taber Krigen og jeg er glad for det, selvom jeg ikke tror på dem, der vil sejre. Jeg går ud på min Skæbne. Piet [Hein] lærte mig en Sætning, Karen Blixen har sagt – ’at være forelsket i sin Skæbne.’ Jeg vil tage min. Selv om den bliver skåret over af en Spade.” (s. 114).


Intet originalt, og dog givende
Som beskrevet oven for er Morten Nielsens dagbøger blevet beskåret markant. Alligevel kommer man ved læsningen af dem lidt tættere ind på livet af den unge digter, lige fra de smådårlige vittigheder, han nedfælder i 1937, til hans overvejelser over livets store spørgsmål centreret omkring kærligheden og døden i de efterfølgende år. Langt hen ad vejen er der intet originalt over dagbøgernes indhold, og dog er der noget givende i at læse om digteren i en historisk kilde fra hans egen hånd. Under alle omstændigheder vækker læsningen en nysgerrighed, der let kan friste én til at dykke ned i hans produktion, hvad enten den nåede at blive udgivet i hans levetid eller det skete posthumt.