torsdag den 31. marts 2022

Eftertænksomhed mejslet i sten

Dorte Fogh og Annette Østergaard: ”Levende stene. Laila Westergaards Kunst”, Eksistensen 2021, 262 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Laila Westergaard mestrer kunsten at give stenens hårde materiale et blødt og let udtryk. Men det er ikke tilstrækkeligt, for Westergaard vil også skabe eftertanke og debat, f.eks. med en kæmpemæssig kombination af et hjerte og en håndgranat. Dette og meget mere kan man læse om i bogen "Levende stene".

Efter læsningen af kunstbogen ”Levende stene” slår det mig, at to nulevende danske kunstnere minder om hinanden, selvom de har valgt de mest forskelligartede materialer at arbejde i. Peter Callesen foretrækker papiret som sin udtryksform, mens Laila Westergaard, som bogen handler om, bearbejder sten. Papiret er noget af det mest skrøbelige, mens det kræver holdbart værktøj blot at ridse i en sten. Alligevel har Callesen og Westergaard flere ting til fælles: De indarbejder ofte humoren i deres værker, samtidig med at de har en alvorlig tilgang til den verden, de er en del af. Denne alvorlige tilgang skyldes nok ikke mindst, at de begge er inspireret af de store eksistentielle spørgsmål, som de i hvert fald til en vis grad søger svar på i kristendommen. Det betyder ikke, at de udelukkende laver kirkekunst, selvom de begge har lavet altertavler: Peter Callesen i Margrethekirken i Valby og Laila Westergaard i Gødstrup Hospitalskirke. Papiret er ikke velegnet til udendørs kunstværker, mens stenen kan holde sig både inde og ude. Derfor ses Lailas Westergaards værker både inde i offentlige bygninger såvel som på torve, i kirke- og skolegårde og i andre former for udendørs anlæg. I bogen ”Levende stene. Laila Westergaards Kunst” gennemgås en lang række værker af den danske billedhugger.

Til øjet, hænderne og tankerne

Det er en beundringsværdigt gennemført bog, Eksistensen har udgivet med massiv fondsstøtte. Selv forsidebilledet med titel og forfatterangivelse ser ud til at være mejslet i sten, hvorefter det er blevet fotograferet og grafisk bearbejdet.

Bogens mangfoldige billeder står skarpt med smukke gengivelser af kunstnerens værker. Netop fordi billedmaterialet er så godt, kan de meget grundige beskrivelser af værkernes udseende virke lidt overflødige. Samtidig er der noget sobert over forfatternes grundighed. Om man finder bogens gennemgående diskussion om, hvilke genrer, Westergaard bevæger sig i, interessant, er nok subjektivt, men der springes i hvert fald ikke over, hvor gærdet er lavest. Fogh og Østergaard har en ærlig interesse i at placere Westergaard som en moderne genrebryder, der fører sin særlige kunstform ud i helt nye udtryk. At forfatterne har ret, er man slet ikke i tvivl om, når man ser på bogens illustrationer, der afslører kunstneren bag som en teknisk ekstremt dygtig og originalt tænkende ophavskvinde. Her er både noget til øjet, hænderne og tankerne. Øjet, fordi værkerne er ualmindelig smukt udført, hvad enten deres budskab er barskt eller poetisk. Hænderne, fordi det kribler i én for at røre ved den kniplingsdug eller den dåbskjole, der med små forsigtige slag er mejslet ind i eller i nogle tilfælde snarere ud ad stenen. Og tankerne, fordi hvert værk enten kalder på en tolkning eller har så tydeligt et budskab, at en tankebane sætter i gang sekundet efter, at man har kastet blikket på værket.

Et 33 meter langt digt

Forfatterne opdeler Westergaards produktion i 1) kar, 2) relieffer, billedsten og sten med tekst, 3) Skulptur og 4) Sten på kirkegårde. Hertil kommer udsmykningen af Gødstrup Hospitalskirke, der udgør en enhed for sig og som derfor også har fået sit eget kapitel i bogen. Opdelingen afslører en stor bredde i Westergaards produktion, der tilmed breder sig ind i poesien. I Ribe Katedralskoles gård findes værket ”Ord på vej”, der består af citater fra vidt forskellige litterære værker, mens ”Rejsefrise” er et 33 meter langt digt, som Westergaard selv har skrevet. Teksten er gengivet i sin helhed i bogen, så man kan glæde sig over formuleringer som:


”HØRER DU

TOGET

DRØMMER DU

LÆNGES DU

FRISTES DU AF FREMTIDIGE ERINDRINGER…”


og


”VINTER I SIBIRIEN

KINDBIDT AF KULDE” (s. 130).


og


”…KIGGER IND I DINE ØJNE

FALDER

BEGRIBER DU MIG…” (s. 131).


Også i de øvrige værker digtes der, blot med billeder. Til tider er det med gentagne motiver i meditative friser, andre gange er det i naturtro gengivelser af fotografier, og atter andre gange er det i formgivningen af en skulptur, f.eks. en kombination af et hjerte og en håndgranat; et barsk billede på den dobbelthed, vi alle har i os.

Fordi Westergaard mestrer mange håndværksmæssige teknikker og kan supplere disse med en dybsindig og billedrig tankegang, er der altid noget at blive inspireret af i hendes kunst, hvilket Foghs og Østergaards bog i høj grad er med til at slå fast.

tirsdag den 29. marts 2022

Historien om den unge danske soldat, Herman Andersen

Pastorale - Krig og kærlighed
Max Ulrich Klinker
600 sider
Forlaget Brændpunkt


Af Jes Nysten

Max Ulrich Klinker’s seneste roman bærer titlen “Pastorale” med undertekst “Krig og kærlighed”. Denne titel skal man ikke tage for pålydende eller rettere: den skal læses i citationstegn. For disse 600 sider fortæller historien om den unge danske soldat, Herman Andersen, der i ungdommelig ubekymrethed forsøger at leve livet som en evig “Pastorale” fyldt med det, der i hans umodenhed gør livet værd at leve : krig og kærlighed.

Det er juni 1939 i Cambridgeshire i den lille landsby Wyton i England - på en militær sovesal “en solstråle tvang ham til at slå øjnene op. Han vendte sig i sengen og fik øje på natbordet med det overfrankerede brev hjemmefra. Pilot officer Herman Andersen, Royal Air Force, RAF Wyton stod der på kuverten med farens sirlige håndskrift. Han havde allerede læst brevet flere gange, og alligevel fik en indskydelse ham til at række ud efter kuverten igen. Så fortrød han og nøjedes med at glæde sig over frimærket med Kenyas stolte løve; en hanløve med en manke så stor, at den nærmest rakte ud over frimærkets takker” (s 9).

Allerede i dette citat fra bogens første side, får vi ridset vigtige elementer af bogens plot op: en ung dansker i engelsk krigstjeneste. Breves betydning i hans liv. Afrikas betydning for ham. Og ikke mindst billedet af den afrikanske løve. En ubevidst selvspejling - for han vil gerne være en sådan stolt hanløve, der også vil forsøge at sprænge den ramme, han er sat i!

Som det allerede fremgår af titel og undertitel, så er denne Herman fanget i den uopslidelige ungdommelige drøm: at gøre nytte, ja måske blive den beundrede helt, der efter utallige bedrifter bliver forenet med drømme-kvinden. Men også for ham bliver mødet med virkeligheden en prøve på drømmens (manglende?) slidstærkhed.

Virkeligheden i form af militærtjeneste og kamp på liv og død, der har omfattende omkostninger. Vi følger Herman i denne modningsproces gennem et år - fra juni 1939 til maj 1940. Gennem de 600 sider tegnes der et friskt og levende billede af livet blandt de unge soldater, der er sammen med Herman i flyvevåbenet. Der er fængende beskrivelser af luftkampe med tyskerne, hvor der kommer noget helt Tom Cruise over scenerne. Men vi hører også om en fatal kampsituation, hvor flyet bliver ramt og en nær ven bliver dræbt.

Vi møder de to kvinder, der griber ind i hans liv: overklasse pigen Anne og den forførende Vanessa. Vi får fornøjelige beskrivelser af det fine miljø han for en tid bliver del af. Forfatteren har også moret sig med at lægge nogle historiske - og muntre - episoder og personer ind i fortællingen. Bl.a. møder vi Churchill (og det skuffer mig, at denne livsnyder drikker RØD Jack Daniels!) i flere situationer. Både ved en fin middag, hvor han falder i søvn, og vi lærer ham at kende som spillefugl!

Der er afgjort mest spændstighed i de dele af romanen, hvor der handles og kæmpes, hvorimod de lange - til tider lidt for lange - samtaler ikke altid fænger for alvor.

Men man kan ikke andet end lade sig fange ind og blive involveret i fortællingen, der måske alligevel ender som en “rigtig”, men spøgefuld Pastorale!

 

onsdag den 23. marts 2022

Lys i mørkemalerierne

"Den smalle bog" udvider sit område til også at rumme kunstudstillinger. For nogle uger siden blev Jens Christian Tops bog, ”Erik Hansen – Esbjergs mørkemaler”, anmeldt her på siden, så hvad er mere oplagt end at supplere med en anmeldelse af den betagende udstilling i Janus Bygningen - Vestjyllands Kunstmuseum, som bogen udkom i forbindelse med?

Janus Bygningen, Vestjyllands Kunstmuseum: ”Erik Hansen”, 29. januar-17. april 2022.

Af Egil Hvid-Olsen.

Den fattige maler, der ikke ville sælge sine værker

Erik Hansen (1914-1970) var en temmelig speciel esbjergensisk kunstmaler, der var så glad for sine malerier, at han havde svært ved at sælge dem. Ganske vist var han ikke mere glad for dem, end at han lod dem hænge udenfor om sommeren i sin have, der fungerede som galleri. Hvis de ikke kunne holde til det, var det dårlige malerier, fastholdt han. Men når en mulig køber meldte sig, var værkernes ophavsmand ikke meget for at sælge. Derfor måtte Hansen ofte ernære sig som bygningsmaler.

At Hansen ikke ville af med sine malerier kan man for så vidt godt forstå, når man besøger udstillingen, for her hænger den ene perle ved siden af den anden. Ganske vist er der også mindre vellykkede værker imellem, men overordnet set er kvaliteten så høj og indtrykkene så markante, at man går beriget og opmuntret fra kunstmuseet i Tistrup.

Hansen malede landskaber, byscener og portrætter. Han sparede bestemt ikke på oliemalingen, men smurte på i tykke lag, hvilket har haft den konsekvens, at der er revner i mange af hans malerier. Selvom Hansen tilhørte de såkaldte mørkemalere, der – som titlen mere end antyder – malede i mørke nuancer, er der knald på hans malerier. De trænger sig på. Insisterer på at blive set. 

Hyldest til foråret.

Skønt de mørke nuancer er flest, var det et lyst billede, der betog mig mest. En kvinde går i forgrunden. En mørkklædt mand følger efter hende. Begge personer og de nøgne træer langs vejen kaster skygge. For så vidt er kompositionen lidt uhyggelig, for hvad er manden ude på, og hvorfor har Hansen placeret de to på en vej sidst på vinteren? Er der grund til at gyse? Nej, for der er noget med lyset, der modsiger utrygheden. Det er det lys, der er så klart og insisterende hen mod vinterens slutning, at mørkets gerningen har slette kår. Så mon ikke manden i baggrunden blot er forelsket? Og går kvinden ikke også demonstrativt feminint med hænderne koket strakt ud fra kroppen? Hun ved, at han er der, og vil gerne ses. De færreste af Hansens billeder har titler, så vi får ingen hjælp fra ham, men for mig at se, er billedet af de to en hyldest til foråret.

Et af de få mørkemalerier, der har fået en titel, er også lyst, men på en lidt anden måde. ”Frodesgadebroen i sne” er selvsagt hvid på grund af den sne, der nævnes i titlen. Men i modsætning til det tidligere nævnte værk, er himlen her mørkeblå og truende. Det lader personerne på maleriet sig dog ikke gå på af. To kvinder med hver sin barnevogn taler med hinanden i forgrunden. Den eneste bil på vejen er gjort mindre, end den ville være i virkeligheden. Det er menneskene, der har fået lov at fylde i det sneoplyste gadebillede.

Munch, Søndergaard, Willumsen – og Hansen

Selvom Hansen var inspireret af bl.a. Edward Munch, er esbjergmalerens motiver generelt gladere end den norske mesters. En undtagelse kan være maleriet af en sørgende kvinde. Måske er hun fattig, måske har hun mistet et familiemedlem, måske er hun tynget af begge dele. Hendes tomme, sorte øjne stirrer ned i jorden uden antydning af håb. Ansigtet er gulliggustent. Det hvide hovedklæde står i kontrast til den sorte baggrund, der kun brydes af farvestrøg, som synes at skyde ned mod kvinden som lyn.

En anden inspirationskilde var Jens Søndergaard, hvilket fremgår meget tydeligt af Hansens landskabsmalerier. Og dog er Hansen en anelse mere præcis end Søndergaard, dog uden at nærme sig naturalismen. Et maleri, der snildt kunne være malet i omegnen af Ferring, hvor Søndergaard arbejdede, viser et klitlandskab med en hvidkalket middelalderkirke i forgrunden. Et højdedrag tårner sig op bagved kirken og adskiller denne fra landsbyen, der ligger spredt til højre for højdedragets bratte fald.

Visse af Hansens værker synes også inspireret af J.F. Willumsen. Der er en dramatik i den brede penselføring, de to kunstnere har til fælles, særligt i nogle af landskabsmalerierne.

Selvom det er let at se, hvor Hansen fik en del af sin inspiration fra, var han dog langt fra en epigon. Han udviklede tilsyneladende ret hurtigt sin egen stil, som han sidenhen fastholdt, sandsynligvis i erkendelsen af, at hvis ingen andre syntes om værkerne, så gjorde han det i det mindste selv.


mandag den 21. marts 2022

Historien ville følge nye veje

Russisk roman til tiden: "Fortælleren her er altså et sådant “augustmenneske”, der nærmest ved et tilfælde står direkte konfronteret med den drøm, han og alle de andre augustmennesker netop havde i de måneder, nemlig at finde sandheden om fortiden, så de samme fejl ikke blev gentaget." 

Sergej Lebedev
Augustmennesker
Oversat af Lotte Jansen
338 sider, Forlaget Palomar

Af Jes Nysten

Jeg har haft denne bog liggende alt for længe på mit bord til anmeldelse, men at læse den nu - i lyset af begivenhederne i Rusland og Ukraine - er gribende på en langt mere intens måde, end hvis den blev læst for et halvt år siden. 

Jeg har tidligere anmeldt Sergej Lebedev’s roman “Ved glemslens rand”, og med denne “Augustmennesker” i hånden mødes man igen af litteratur af høj klasse og et tema, der har klare paralleller til den foregående roman. 

Bogens titel foldes nærmere ud allerede i prologen. “Det var nogle fantastiske måneder! Der var i august (1991) på Lubjankapladsen (i Moskva), hvor Jern-Felix (Felix Dserschinski, lederen af det forhadte hemmelige politi) med en dump lyd ramte asfalten, en fælles følelse af at her, i dette øjeblik, var et nyt land ved at blive skabt. Vi stod allerede midt i det, et sidste par kraftanstrengelser var alt hvad vi havde brug for for at frigøre os fra en sørgelig og dyster arv; vi havde brug for sandheden om fortiden - så ville vi ikke begå de samme fejl, og historien ville følge nye veje” (side 9f). 

Læs citatet langsomt igen, og hver enkelt af os kan huske eller har hørt om lignende euforiske måneder rundt på kloden, når “noget helt nyt” var nært forestående. Men vi kender også tiden EFTER euforien!

Fortælleren her er altså et sådant “augustmenneske”, der nærmest ved et tilfælde står direkte konfronteret med den drøm, han og alle de andre augustmennesker netop havde i de måneder, nemlig at finde sandheden om fortiden, så de samme fejl ikke blev gentaget, men noget helt nyt kunne bryde frem. Men så enkelt er det jo aldrig. Sandheden med stort og i bestemt form er en vanskelig mangefacetteret størrelse. Og fortiden har det med at glide gennem fingrene på selv de ivrigste forskere og “sandfærdige” erindrings forsøg

Det der sker for fortælleren er, at han får fat i den dagbog, som hans bedstemor har skrevet i gennem mange år. Det viser sig imidlertid også, at dette øjensynlig er en “renskrift” af et oprindeligt manuskript. Hun har bevidst formuleret om, rettet til, udeladt ting, der var med i den oprindelige dagbog. 

Efter flere gennemlæsninger går det pludselig om for fortælleren, at der intet står i denne “renskrift” om bedstefaderen Mikhail! Så han indleder dermed en søgen efter oplysninger. Han vil have dagbogens “huller” fyldt ud med sandheden om fortiden - og ikke mindst om denne bedstefar, der er blevet skrevet ud af dagbogen. 

Flere gange vender han tilbage til dengang i 1991, da det så ud til at disse “Augustmennesker” virkelig skulle træde nye veje, hvis Jeltsin blev valgt

“Folk mødte op for at stemme, især de ældre. Jeg så stadig tundraens matblanke søer for mig, de rådne grå stolper fra en nedlagt lejr. Jeg vidste hvem de kom for at stemme på, disse gamle mennesker, og jeg så dem ikke som udslidte og forarmede mennesker der havde oplevet deres vante verden blive vendt på hovedet og nu fortvivlede og magtesløse greb ud efter fortiden. Jeg så dem som slaver der under den usynligt tilstedeværende Stalins hånlige, smilende blik blev ført afsted, slaver der i årtier var kommet her for at sætte deres fuldstændig betydningsløse kryds til de sovjetiske valg; og iblandt dem - med nyt tøj og nye uvaner - gik også de pensionerede bødler, bødlernes sønner, døtre og børnebørn hen for at stemme for bøddelvældets tilbagekomst…… og da jeg have sat mit kryds ud for Jeltsins navn på stemmesedlen, lovede jeg mig selv at fik jeg mulighed for at handle, for måske endda med våbenmagt at være med til at standset dette vanvid, så ville jeg gøre det” (side 178f). 

En vanvittig "opdagelsesrejse"

Det bliver en slidsom, til tider vanvittig “opdagelsesrejse” ind i et menneskeligt mørke “jeg tænkte på bedstemor Tanja, på hvordan hun havde fjernet, på redaktørvis skrevet bedstefar Mikhail ud af teksten; for første gang følte jeg dette forbud - gå ikke den vej! Der venter den onde selv; der er intet godt at hente. Bedstemor syntes at have vidst at man ikke bare kunne “åbne” en fortid som denne, den skulle desarmeres, dens sprængladninger af gammelt had skulle fratages deres eksplosive kraft” (side 155). 

Han ikke blot begiver sig på jagt efter sandheden om bedstefarens skæbne, men han bliver en “søger” for andre, der også vil finde slægtninge, der har været lukket ind i “tavshedens mørke”! 

Dette bringer ham rundt i de mest øde, brutalt smadrede, dødsmærkede områder af det gamle Sovjet. 

Her viser Lebedev for alvor sin mesterlige sprogsans (der selv i oversættelse har kraft og saft), for man kan både smage, lugte og se de mishandlede landskaber, de afstumpede mennesker og de desperate hunde, der befolket dette inferno. 

Lykkes det for fortælleren at bryde tavsheden? Når han frem til Sandheden? Lebedev foregøgler os ikke noget, men bare det at forsøge at bryde tavsheden, at slå sprækker i løgnene er vel: “at være på vej”? 

Dog slutningen er ganske tvetydig, men den skal ikke leveres her. Den skal læses! Og læses skal denne roman. Jeg kan ikke nok anbefale den - og i det hele taget denne forfatter. Hans sproglige overskud, hans korte og præcise karakteristikker, hans vovemod. 

Romanen kan virke lidt kalejdoskopisk og springende, men for mig er det et ekstra plus. Det gør den livfuld, vedkommende og hele tiden skal man være opmærksom på det nye, det foruroligende, der står på spring hver gang man vender et blad.  

Igen oplever man, at et tildels historisk stof får særligt liv og bliver vedkommende, når det formidles i romanform, hvor “det historiske” løftes væk fra annalerne og ind i vores bevidsthed. 

Til det tyske tidskrift taz fortæller Lebedev, der nu er bosat i Berlin, at plottet med dagbogen tildels er selvbiografisk, og han fortæller også, at romanen endelig også er udkommet i Rusland, men på et beskedent forlag med en særlig læseskare!! 

Men forstår det vel godt under de nuværende omstændigheder, for sikke et blik han har på på sit fædreland. 

NB Og så forlyder det, at Lebedev er på vej med en krimi!! Det er bare om at være på spring. 


mandag den 14. marts 2022

Dansekæder imellem fiktion og virkelighed

Theodoros Grigoriadis
Hvorfor jeg har forrådt mit fædreland
Noveller
Det Poetiske Bureaus Forlag 2021 - Bureauets Lommebibliotek

Af Carina Wøhlk
Drømmer du om en litterær virkelighedsflugt? Om en bog, der dufter af ouzo, stegte auberginer og solvarme minder om ungdommens interrailture til Grækenland? Så er det ikke Hvorfor jeg har forrådt mit fædreland, du skal læse. Novellesamlingen, som ellers er prydet med en ferieidyllisk forside, lader nemlig fiktionen danse zorba med en broget og barsk virkelighed – og det i et tempo, der får læseren til at gispe efter vejret.   

Hvorfor jeg har forrådt mit fædreland er skrevet af den græske forfatter Theodoros Grigoriadis, der har adskillige udgivelser bag sig – både romaner og novellesamlinger. Denne seneste samling er oversat til dansk af Pia Johansen, der tydeligvis har sans for formidlingen af de særlige stemninger i Grigoriadis´ univers.

Grigoriadis er uddannet i engelsk litteratur og har arbejdet som gymnasielærer indtil 2010. I novellesamlingens epilog I stedet for et efterskrift – at skrive noveller fortæller han selv, hvordan han har skrevet noveller siden studietiden i 1970´erne og frem til i dag. Som han gør rede for, har han hele tiden en historie på vej. Og novellegenren egner sig fortrinligt til de afgrænsede og alligevel så prægnante fortællinger. 

Den tematiske spændvidde

Hvorfor jeg har forrådt mit fædreland indeholder 26 noveller, som i al deres forskellighed er ganske kendetegnende for Grigoriadis og hans skrivestil. 25 af novellerne har været udgivet i forskellige sammenhænge – den 26. har ikke før været publiceret. 

Novellesamlingens emner spænder vidt – fra hævn, mord og overlevelsesskyld over spil mellem kønnene, sadomasochisme og queer identitet til migration, trafficking og flygtningeliv. Der er mange temaer i spil. Og det kræver en vis omstillingsparathed fra læserens side at gå fra den ene historie til den anden.  

Som læsningen skrider frem, viser det sig, at nogle af historierne trækker tråde til hinanden. En bifigur i en tidligere novelle bliver pludselig hovedfigur i den næste. Der sendes hilsner rundt imellem fortællingerne, så læseren tvinges til at holde tungen lige i munden og øjet på papiret.  

Det politiske og det eksistentielle

Grigoriadis´ måde at skrive på er båret af en politisk tone, som også kalder på læserens stillingtagen. For eksempel lader han migranten i en novelle sige: ”Det paradis, Europa siges at være, var ikke mit paradis. Nu er det det ikke engang for europæerne selv” (se side 374), Også Grækenland får knubbede ord med på vejen: ”Hun ville nærmest betegne det som et ugæstfrit land” (se side 307).   

Men først og fremmest forholder Grigoriadis sig eksistentielt til sit stof. Som forfatter er han optaget af skæbner, grænser, identitet og tilhørsforhold. Og hovedparten af hans noveller drives frem af en længsel; af fortællerstemmens higen efter at finde sig selv – som græker, europæer, verdensborger, kønnet væsen og menneske.   

Grigoriadis
Den stærkeste oplevelse finder læseren ikke i den forvirrende titelnovelle, men i samlingens sidste fortælling, der bærer den sigende titel European Refugee Tourism ”Sværhedsgrad A”. Novellen beskriver en form for krigsturisme, der – også med tanke på verdenssituationen lige nu – næsten vælter læseren omkuld. Fortællingen kredser om en bizar forestilling: Hvad nu hvis vi forvænte og spændingshungrende europæere betalte penge for at danne en modstrøm tilbage til de brændpunkter, som så mange flygter fra – for at få en ”flygtningeoplevelse” (se side 401) og ”komme helt ind i hjertet af krigen og katastrofen” (se side 402)?       

Hvorfor jeg har forrådt mit fædreland sætter tankerne i gang. Muligheden for nostalgisk eskapisme opstår kun i glimt – ikke desto mindre bør bogen læses! Og gerne med et glas ouzo indenfor rækkevidde. Så kan læseren skylle ordene ned og skåle for en novellesamling, der danner dansekæder imellem fiktion og virkelighed.             


tirsdag den 8. marts 2022

Noget om kunst og noget om helte

Måske når individets erfaring af skel, brud, afsked, længsel bliver for svært for kollektivet at bære og lindre, sker der noget sådant? Som en sort sol stæreflok, beskytter vi os måske imod vore egne gamle ideer og paradigmer?

Af Nikolaj Callesen

I get the urge for going, but I never seem to go. 

Min heltinde Joni Mitchell, fortæller om sommeren der forlader hende, hendes længsel efter at følge med den, eller i hvert fald tage af sted, på vandringen, være fri i sin færden. Hun beskriver hvordan hun må slippe mænd og blade, sommervind og det grønne græs, som vinteren kommer. Mændene må videre, alting forandres og hun må acceptere at verden kommer og går, hvor meget hun måske end kunne ønske sig at blæse let i vinden, være på evigt træk, spundet ind i verden, fri og omsluttet. Verden, livet binder hende til evig forandring, tærskler, skel og brud, det er tilværelsens ramme, hvor meget vi end længes efter det evige, eller det der blæser i vinden måske, er vi bundet op på i sidste ende vores egen forgængelighed.

John Blakemore, wind series II, 1975.

Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor. Halfdan Rasmussen, en anden helt, har skrevet et kendt lille heltekvad, verdens mindste siger han selv, som kommer omkring de samme temaer. Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø. Han vil passe sin have, sine grøntsager, livets gang i det kendte og nære, velvidende at også Lærken, om den tænker på det eller ej, som han må dø og forsvinde. Sjælen synger sin pilgrimssang, vi vandrer, men livet er til stadighed en gave, det er dyrebart.  Gaven ér hvert eneste øjeblik, og selvom vi måske længes efter blot at tage livet fuldt ind, svinge synkront, harmonisk i takt med årstider, med storme og briser, aftensol og støvregn, kommer der en dag med det sidste øjeblik. Helten i Halfdans Rasmussens digt vil egentlig kæmpe for at lade helte være helte, og selv om der er Krokus på hans bord så ved han godt at kæmpes skal der stadig hver dag, for at radiserne kan gro i fred og for fortsat at kunne så og ikke slå. I digtet spørger Halfdan Rasmussen til hvad der betegner en helt. Er de helte som vi kender dem, stadig værd et kvad?

Gerhard Richter, 6.august 1989

”Kunsten skal forberede et menneske på døden” Skrev den russiske filmskaber Andrej Tarkovskij. Døden er allestedsnærværende i ethvert brud, ethvert skel, enhver ændring, fra fødslen, fra morgenstunden, livet igennem. Er der en lykkelig evighed på den anden side? Er det dén Mitchel længes efter, hvor hun ikke skal mindes om savn, tage afsked, ældes? Uanset er det en længsel i os alle, ikke efter et liv efter døden, men efter en forløsning af smertenspunktet, det at alting er flygtigt.

”Skønheden i kunsten skal lindre smerten i tilværelsen” Siger den amerikanske fotograf Robert Adams. og nu nærmer vi os også noget om hvad kunst kan være. Heltedåd, samtale, livsaftryk, kanal for kærlighed til kruspersille eller til ly for vinteren, som kanal for den evige påmindelse om brud, skel, forandring, om at vi er her midlertidigt. Hvis kunsten er form. Formgivning af erfaringen af skønhed, medieret og formidlet, så fylder den en funktion for mennesker. Hvorfor kan formen være smuk? Fordi den hjælper os med at møde vores værste frygt. At al lidelsen er meningsløs. Skriver Robert Adams videre. 

Det er for mig at se klart en af kunstens vigtigste funktioner. At vi hjælpes til at møde frygten, at vi livet igennem tør erkende, at det er flygtigt. Heraf opstår øjeblikket, de enestående, overvældende erfaringer af naturens skønhed eksempelvis. At kigge op på himlen i bevidstheden om at en dag, er jeg her ikke, til at betragte den himmel. Der kan jeg erkende, hvor storslået og egentlig evig den er, dén himmel.

Julie Lænkholm 2018-2020

Men hvad med brud og skel? Vores pilgrimsfærd, vores længsel efter blot at blæse i vinden som Lærken? De tilbagevendende påmindelser, om at ville gå selv, men ikke kunne? Om at vandre, og ikke røre sig? Om alle de mennesker og steder, ting og fænomener der kommer ind og ud af vore liv? Med mere eller mindre smerte, forelskelse, kærlighed, savn, sorg, forlis, begejstring, mening eller angst der er forbundet hermed?

Det er ikke for at fastholde noget fundamentalt flygtigt at vi har kunst. Kunsten kan for mig at se når den er bedst, hjælpe os med at forholde os poetisk til verden. Lade den åbne sig, i øjeblikkelige evigheder. I syntetiske formsprogs overlap og koblinger, tale til os og aktivere sider i os, som ofte ikke lader sig udtrykke verbalt, endnu. Det er et fornemt formål, for kunsten. At kunne tale direkte til os om det vi endnu ikke har ordene til at udtrykke, men som ligger latent i os alle. F.eks. skønhedserfaring, samt dens stadige genopdagelse.

For ethvert sprog, enhver retning, ethvert tankesystem; et paradigme. Vi undersøger og udfolder, men paradigmerne skal og vil altid lade sig opløse eller genfortolke efter kortere eller længere tid.

Måske vi i dag i verden er i en større forandringstid? Paradigmerne, har længe været underkastet kritik og intellektuel tvivl. Heltene har været en bestemt slags i generationer. Men måske er vi begyndt at erfare på vore kroppe, at vi er mere og andet end vi troede. Kunsten taler til os om synteser, om det der knyttes sammen, og opstår i befrugtninger, om at vi er en del af verden. Hverken over, under, eller ved siden af, men i verden.

Med alt dér, der er der samtidig med os selv.

Robert Adams, fra bogen ”Pine Valley”, 2005.

Måske når individets erfaring af skel, brud, afsked, længsel bliver for svært for kollektivet at bære og lindre, sker der noget sådant? Som en sort sol stæreflok, beskytter vi os måske imod vore egne gamle ideer og paradigmer?

Gerhard Richter, Untitled 4.1.91

Fordi vi er her begrænset tid, er det så dét vilkår der til hver en tid, får os til at kunne gentænke os selv, uden endda helt at have sprog for hvordan vi gør det?

Og måske er vi i en tid hvor vi tør at lukke verden ind igen? Af nødvendighed. Efter i generationer at have bildt os ind at vi kunne kontrollere og skabe vort drømmesamfund, så har vi det nu, og lider samtidig ubærligt i det.

Tilværelsens brud, skel og forandringer er simpelthen for voldsomme for os som individer, hvis ikke vi samtidig, kan erfare vores grundlæggende tilhørsforhold og ophav i en stor verden, af planter og dyr, af mennesker, af bjergkæder, af verdenshave, tundra og blæsevejr, som grundlæggende trygt, fundamentalt og naturligt.

Det kan være fint at passe radiser, og lade andre lege helte, måske også et naturligt heltemodigt skridt frem imod at lade sig opsluge, indhylle og være i verden, men vi har altid også the urge for going. Både heltedåd, af dem som skaber og tænker, og fortæller os andre hvad de har set og gjort, vore forbilleder, samt kunstens måder at tage form, som en af flere kollektive kanaler, som kollektive skæringspunkter, som formidlet skønhedserfaring, som lindrer af tilværelsens smertenspunkter, som forløser og genfortolke, af de ting vi allerede ved uden at vide det, er til hver en tid uundværligt i ethvert kollektiv og i ethvert liv. 


onsdag den 2. marts 2022

At leve blandt både levende og døde

Elof Westergaard: ”Memento Vitae. Betragtninger om liv og død”. Eksistensen 2022, 62 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Biskop og forfatter Elof Westergaard vil med sin lille bog ”Memento Vitae” minde læseren om vilkår, mange ønsker at fortrænge. Døden er ikke ren tragedie. Kirkegården et fredfyldt sted, og de afdøde lever videre i andet end erindringen. Dette udfoldes i både poetiske og debatterende småtekster.

Elof Westergaard er af stenhuggerslægt. Han boede med sin familie over faderens værksted og fik hurtigt en vis indsigt i sorgfuldes ansigtsudtryk, tanker og ønsker. Siden blev han præst, provst og biskop, men har beholdt en levende interesse for kirkegårdskultur.

Kirkegårde anses ofte for at være uhyggelige, men faktisk er de fredfyldte. De bærer vidnesbyrd om levet liv, om efterladtes taknemmelighed, om tro på et evigt liv som "en fornyelse af en relation" (s. 24), fordi "svaret på spørgsmålet om vores bestemmelse ikke er angivelsen af et sted, men en udfoldelse [...] (s. 24).

Forsøget på at være unik helt ind i døden

Westergaards lille bog består af en række korte tekster. Med udgangspunkt i erindringer og erfaringer trækker forfatteren tråde mellem fortid og nutid, mellem afdøde og levende, mellem tradition og fornyelse. Forfatteren er ikke en reaktionær gnavpot, men problematiserer den fornyelse, der ligger i, at nogle vælger kirkegården fra i et forsøg på at gøre den afsluttende handling personlig og unik i ønsket om at forlænge deres tilstedeværelse. "Jeg synes, du gør dig falske illusioner både om, hvor langt din selvbestemmelse og dit nærvær rækker. Nu du er død, er du død, og du trækker ikke længere vejret." (s. 29). Det lyder næsten hoverende, men der ligger den nøgterne pointe i udsagnet, at man i døden må overgive sig til kræfter, man ikke selv har indflydelse på. Dette kommer til orde i bogens videredigtning af Det Nye Testamentes fortælling om Judas, der efter at have forrådt Jesus, hænger sig selv. I Westergaards version slutter historien: "Da Jesus stod op påskemorgen, gik han straks ned i lunden, skar Judas ned fra træet og tog ham med." (s. 23).

En tak for livet

Kultur, tro og debat blandes i "Momento Vitae", som priser det evige liv, der allerede er påbegyndt, og som ifølge kristendommen fortsætter efter døden. I sin bog møder Westergaard ikke alene afdøde i erindringen, men også i fantasien, hvilket giver ham mulighed for at blive beriget af mennesker, han gerne ville have mødt, mens de levede. Og dog er de afdødes liv ikke blot indeholdt i andres erindring og fantasi, men udfoldet i en relation, der transcenderer det menneskelige.

Al denne tale om død kan umiddelbart lyde nedslående, men bogens titel, "Memento Vitae", er en åben modsigelse af det traditionelle "Memento Mori" – ”Husk, at du skal dø!” - som man tidligere anvendte som en måde at minde folk om det store regnskab på dommedag. En trussel, der i nogle tilfælde kunne få folk til at leve skrækslagent himmelvendt. Westergaards pointe er derimod, at livet er værd at leve i bevidsthed om dets rigdom, både før og efter døden. Kirkegårdene er med til at skabe taknemmelighed for andres liv. Den pointe er det værd af genoplive, hvilket Elof Westergaard har gjort sit for med "Memento Vitae".