fredag den 23. november 2018

Gåder vi rækker hinanden

Jens Carl Sanderhoff
Europas floder
Djævelens protegé
Død mands manifest

(Forlaget Wunderbuch 2016-2017)

Af Anders Møller Gade

1: Jens Carl Sanderhoff - Europas floder


Jens Carl Sanderhoffs roman Europas floder er første del af en trilogi udgivet på forlaget Wunderbuch. Sanderhoff har flere udgivelser bag sig, heraf en række under pseudonymet Tage Allie Borges, senest Selvanskrivelser udkommet på forlaget Arme. Han har også under navnet Tage Allie Borges arbejdet sammen med digteren Ejler Nyhavn


Floder
Jens Carl Sanderhoffs roman “Europas floder” er som et lysende orgel af glas på en moden kornmark indhyllet i nattens mørke. Stor og mærkelig. Og det er den fornemmelse man som læser sidder tilbage med. En stor og mærkelig fornemmelse af at være til i dette liv.

I romanen møder vi 9 personer der ikke kender hinanden på forhånd, men et har de til fælles. De skal alle til deres vens begravelse i Gl. Skørping landsbykirke. Alle har de fået besked fra et advokat firma om en arv. Deres fælles ven, som vi ikke får meget at vide om, har på et eller andet tidspunkt optrådt i deres liv på på den ene eller anden mere eller mindre omsiggribende måde. De 9 meget forskellige personer, det være sig fx en kunstmaler, en fløjtenist, en fadermorder og en almindelig familiefar, begiver sig af forskellige årsager afsted gennem Danmark for at deltage i begravelsen.

Romanen er inddelt i 9 dele, en del til hver person. Delen kaldes vandringer. Hver vandring er delt i to. Den ene del består af en række nedslag i personernes liv, fx sansninger, problemer eller oplevelse. Nedslagene, eller floderne om man vil, er stærke poetiske frembringelser. Afrevet stumper af tid. Uordnet. En pludselige opstået støj, grebet og frembragt i sproget. Floderne står på den vis som en poetiske måde, et poetiske forsøg på at gribe den menneskelige væren. Som her hos personen Maria Juul Jensen:

“Hun mærkede sig selv med en gigantisk følelse. Hun lod den ukendte strøm rive alt med sig. Udløsningen gjorde hende bange. Hjertet hamrede af sted, og hun troede et øjeblik, at hun havde gjort noget, der var farligt, at hun måske skulle dø, og hun begyndte at græde. Langsomt faldt pulsen ned igen, og mens hun lå på sengen, forstod hun helt sprødt og ukompliceret, at hun skulle dø en dag”.

Den seksuelle lyst, orgasmens tilfredsstillelse, menneskets udtryk kødelige eksistens sammenkædes med erfaringen af at det kød er forgængeligt, at lysten til livet er sammenføjet med smerten ved livet, at vi en dag skal dø.

Havet 
Den anden del af vandringen har fået navn efter det hav floderne udmunder i. Det hav kalder Sanderhoff for nuet. Dette består af en længere sammenhængende beskrivelse af de 9 personers rejse gennem Danmark til begravelsen i Gl. Skørping landsbykirke.

Hvert hav indledes med sætningen “Set udfra ligner alle mennesker hinanden. De er summen af behov indfarvet af særhed”. Dette punkt spiller op mod sætningen, der indleder roman “Viden bevæger sig og afspejler den, der søger den”. Disse to punkter samler sig i nuet, i havet, som dermed fungerer som metafor for identiteten. Den, der søger viden er summen af behov og særhed. Den, der søger viden bevæges af den, bevæger sig og forbliver således ikke den samme.

De 9 personer i romanen har hver i sig noget med sig i bagagen, en traumastisk oplevelse, der danner klangbund for deres selvopfattelse. Dette er egentlig, i Sanderhoffs optik, vil jeg mene, deres tragedie i livet. De er stoppet op. De er sådan. Livet er nok sådan.

Men nu har de af forskellige grunde sat sig i bevægelse mod en begravelse. En bevægelse mod en begravelse af deres egen selvopfattelse. De ser det endnu ikke. Nok ser de ud som adskilte bevægelse, men vi ser dem alligevel som dele af det hele. At dem de er peger udover dem selv.

Sanderhoff har her skabt en stor og smuk metafor, som tegner et kort over menneskelivets forløb, der når det betragtes fra oven, som på kort, viser sig at være større end det enkelte menneske selv.

Livet er livet. Kan vi sige mere? Stringent? Logisk set? Men vi siger mere, vi vil vide mere, have forklaring, mening, betydning og forståelse. Og vil vi nærme os dette liv, forstå, forklare det, have viden om det, må vi forlade den tautologiske stilstand. Og netop sproget muliggøre dette, muliggøre identifikationen med noget andet. Sproget er det mægtigste organ hedder det et sted i romanen.En bevægelse sættes i gang, en søgen er indledt, en vandring påbegyndt. Gør det endelige med Jens Carl Sanderhoffs “Europas floder”. Gør det for pokker!


2: Jens Carl Sanderhoff - Djævlens Protegé.
 

Jens Carl Sanderhoffs roman “Djævlens Protegé” er den anden i rækken af trilogien, der indledtes med “Europas floder” og som her i år 2017 fuldendes med sidste del “Død mands manifest”.

Forgængeren “Europas Floder” tog os med ind i 9 forskellige menneskers liv. Gennem en række nedslag, eller øjeblikke om man vil, gav Jens Carl Sanderhoff os en stærk poetisk indfarvning af den 9 menneskers tilværelse.

I “Djævlens protegé” følger vi igen de 9 personer. Denne gang henover en weekend i en spejderhytte.

Der er hos Sanderhoff tale om både et sprogligt skiftet, væk fra de poetiske øjeblikbilleder til en nøgtern funklende prosa, og et blik på den menneskelig væren væk fra den poetisk indfarvning til et psykologisk.

Den døde trækker i trådene og de levende danser 
I forgængeren “Europas floder” var de 9 personer på vej til deres vens begravelse. Den begravelse er her i begyndelsen af “Djævlens protegé” netop overstået, men det er de 9 personers rejse langt fra. Den ven de netop har lagt i graven, og som på den ene mere eller mindre omsiggribende måde prægede deres liv, sender stadig, fra sin side af graven, signaler afsted mod dem. Der findes nemlig et testamente, som skal læses op i en afsides liggende spejderhytte. Testamentet afslører en arv, som de 9 kan få del i, hvis de weekenden over, i spejderhytten, påtager sig en række opgaver.

De 9 personers samtaler, deres gøren og laden bliver overvåget og registreret. Således kan der ved weekendens slutning gøres op og arven kan fordeles til den rette. Romanen udspiller sig henover denne weekend, hvor alle på hver sin vis deltager i dette bizarre set-up. På den vis minder det mest af alt om et reality show, hvor alt er arrangeret, redigeret, overvåget og deltagerne castet til forskellige roller. Og her melder spørgsmålene sig, hvor langt er man selv villig til at gå, hvor meget af sig selv vil man sætte på spil, i denne leg, en leg med ens jeg. Som Sanderhoff selv er ind på i sin indledning:

“ Men mest af alt bliver det et opgør, hvor deres personlige suverænitet sættes på prøve, udfordret gennem den afdøde vens eksperimenter med deres selvopfattelse, og han intrikate greb om deres selvforståelse. Han sætter dem i scene. Han udfordrer dem gennem prøvelser, der presser dem ud af de klassiske, psykologiske adfærdsmønstre”.

Ingen sætter sig for alvor imod denne iscenesættelse. Personerne minder og opfører sig romanen igennem som deres afdøde vens marionetter. Den døde trækker i trådene og de levende danser.

Et brændende vindue.
Sanderhoffs roman er således ikke en roman om opgøret med en umyndiggørende autoritet. Se blot her, hvor et af gruppens kvindelige medlemmer taler om de forskellig eksperimenter deres afdøde ven udsatte dem for:

“Han barberede engang min kusse. Det var en del af et totalt grænseoverskridende eksperiment, han udsatte mig for. Han ville få mig til at spille bedre, mere intimt, men det virkede kun ophidsende. Det var sådan set også godt”.

En afsluttende replik, der er en undskyldning, en begrundelse, en meningsgivende replik, der skal underbygge at det var i orden det han gjorde. For han gjorde netop noget, gjorde hende til et eller andet.

Dette er gældende for alle personerne i romanen, at de har et stærkt, ja næsten sygelig behov for at blive defineret, at være noget, at blive tildelt en identitet.

Det er som at se ind gennem et brændende vindue. Ind i vores selvopfattelse, vores liv som moderne mennesker pendulerende mellem frihedens indvidualitet og netop usikkerheden overfor denne udtrykt i behovet for at høre til noget, behovet for at slå alting, særligt spørgsmålet om hvem er jeg, fast i en endelig færdig form. Og på den vis er Sanderhoffs roman en stærk indsigt i menneskets selverkendelse, eller mangle på samme, og behovet for at blive optaget i gruppen med de dynamikker der nu hører med i en sådan.

Kunstens mulighed
I forgængeren “Europas floder”, fulgte vi i de 9 personers livsforløb. Det dannede en struktur, som ovenfra set, lignede floder i et landskab. Floder som alle munder ud i hav. Dette hav brugte Sanderhoff som en metafor for nuet. Det er i dette nu vi befinder os i, i “Djævlens protegé” eller i det mindste på kanten ved et nu, hvor de 9 står overfor at blive en del af noget, der er større end dem selv.

Netop denne tanke bringer Sanderhoffs trilogi i slægt med Peer Hultbergs “Byen og verden” og Peter Seebergs “Ved havet” og sammes “Om fjorten dage”. Ligeledes leder dette på næsten unægtelig vis til en tanke om kunstens, navnlig romanens mulighed for at være det sted hvor vores splinterede verden og sjæle kan samles og i kunsten, i romanen overskue dette menneskeliv i dets helhed. Hævdelsen herfra lyder på, om ikke Sanderhoffs to romaner indtil videre er en kraftig modpol til medieverdens enten - eller logik og en stadig påmindelse om kunstens evner og ikke mindst romanens mulighed for at belyse den menneskelige tilværelse i dens helhed, i al dens relativitet og flertydighed? Døm selv!

3  Jens Carl Sanderhoff: Død mands manifest


Med romanen “Død mands manifest” når vi til vejs ende i Sanderhoffs romantrilogi, der foruden “Død mands manifest” består af “Europas floder” og “Djævlens protege”. Det er en stor og værdig afslutning på trilogien. På en gang en foruroligende og fortryllende smuk undersøgelse af grundlæggende spørgsmål om menneskets væren. Det er en bedrift, som fortjener en fremtrædende plads i det danske litteratur landskab. 
Hvem er jeg? 
“Men hvem er jeg? Hvilket sted findes jeg?”. Sådan spørges der et sted i Jens Carl Sanderhoffs “Død mands manifest”. Det er spørgsmål, der ligger som grundsten under hele hans trilogi, som vel bedst kan betegnes som en tour de force ud i det moderne menneskes søgen efter sin identitet, i en søgen efter af forstå dets egen væren. 
Spørgsmålene følger også digteren Ida, der i romanens indeledning er på vej i tog mod det hus i Freiburg hun har arvet fra hendes mystiske ven fra fortiden. Vi følger hende på rejsen og i det liv hun begynder i Freiburg. Det bliver en rejse og ankomst til det nye liv i det tyske, som er præget af hendes kampe med at finde vej til og forstå sig selv. Særligt for Ida er det en kamp med hendes traumatisk fortid. En fortid, som rider hendes sind som en mare, som fx her: 

“Forstanderens lugt, hans tøj. Han ligende noget nogen havde glemt midt i halvtredserne. De andre børns ansigtsudtryk, de morgener der fulgte efter deres ufrivillige natlige besøg; deres slukkede blikke, deres bleghed. Hun overvældes af minder, mens hun lå på køkkengulvet og tårerne løb uhindrede over næseroden og dryppede ned på gulvet…”.

Idas historie er dog ikke en histoire om en magtsløshed over for ens fortid. Hun forsøger at frigøre hendes ødelagt og sår gabende sind igennem kunsten, og som en sonde glide ud i verdens åbne dyb og her finde et fælles menneskeligt rum, hvori, der er mulighed for at forstå og erkende det liv der der hendes eget. Det er dog ikke altid, som ordlyden måske ligger op til, en lykkelig og forløsende sag. Sanderhoff lader os forstå, at nok kan Ida opleve at hun rykkere tættere på sig selv og hendes fortid, men det er ikke en erkendelse og forståelse som løser eller forløse hende fra den. Hun er uløseligt sømmet til den. Det er kun den tid der er nu og den tid, der kommer hun kan gøre sig forhåbninger om at styre.  

Gåde. 
Livet. Det store og ufattelige. Hvordan skal vi begynde at begribe det, forstå det? Som romanen skrider frem oplever Ida flere besynderlige og ubegribelige ting i huset i Freiburg. Hun finder bla. et manifest forfattet af hendes mystiske ven. Manifestet er et dokument, hvor i den mystiske ven, der tilsyneladende hedder Leif og er dødelig mærket af sygdom, har nedfældet sine tanker om sig selv, verden og de mennesker og de liv han kom i berøring med. I Manifestet afsløres det, at den egentlig hovedperson i hele trilogien er Leif. Han skriver:
“Det gik op for mig, at hvis jeg ville huskes, så skulle jeg præge et andet menneske, så det aldrig ville glemme mig og i sin fascination eller afsky eller kærlighed eller undren begyndte at digte om mig, eller male mig, eller spille mig eller bygge noget, der skulle bære mit navn. Jeg valgte det første. Jeg valgte dig, Ida”. 

Han har på metafysisk vis sat hele denne virkelighed i scene for at blive husket. Er manifestet og trilogien således ikke dels et udtryk for den menneskelige forfængeligheds ønske om at blive husket, ja vel på den vis skrive sig ind i udødeligheden, og dels udtryk for den menneskelige viljes ønske om at være betydningsbærende og meningsgivende i denne verden?

Er hele denne trilogi så ikke en særegen konstruktion stablet på benene for øjnene af os. En virkelighed skabt i sprog. Og alt mens dette sære og gådefulde rulles ud foran os kigger vi og kigger igen for at erfare at dette værk, disse personer spejler de der kigger, spejler det gådefulde i vores væren. Dette er romanens og trilogiens største bedrift - at række os den gåde vi er. 
























































torsdag den 22. november 2018

Meningsløshedens mani

Gerard Reve: ”Aftenerne”, roman, oversat til dansk af Lise Bøgh-Sørensen, TURBINE 2018, 294 sider, 249,95 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

Tomheden i unge Frits van Egters tilværelse er endeløs. Det er hollandske Gerard Reves roman ”Aftenerne” en lang demonstration af. Den udspiller sig over de sidste ti dage af året 1946. En dag per kapitel.

Det begynder en søndag morgen. Frits glider ud og ind af den samme drøm, indtil han omsider står op. Det er en gudsjammerligt kedelig dag. Også denne. Hans forældre er gået en tur. Han søger på radiokanalerne, men finder ikke noget, der interesserer. Står og vrænger lidt af sig selv i spejlet, betragter sig fra forskellige vinkler. Ser ud af vinduet. ”Han satte hjørnetænderne i vinduessprossen mellem to ruder, lod tungen glide hen over glasset og gik ud i køkkenet”. (s. 15) Så keder man sig altså virkelig! Han er sig da også bevidst, at det er spild. Spild af tid, spild af dag, spild af liv. På den anden side: hvad kan man overhovedet forvente sig?

Trods sine 23 år bor Frits stadig hjemme hos sine forældre. De går ham på nerverne. Især faderen, som er halvdøv, har dårlig bordskik og tørrer fingrene af i sit tøj. Eller i dugen. Samtalerne er så forudsigelige, trummerummen så latterlig. Derfor tilbringer Frits færrest muligt af sine vågne timer i hjemmet. Sådan går det også lettest med at ignorere skærmydslerne forældrene imellem. Og moderens gråd.

Han har et arbejde, som har den fordel, at det slår tid ihjel. Det er ikke noget, der optager ham på nogen måde. Over for en gammel gymnasiekammerat beskriver han det på følgende måde: ”Jeg arbejder på kontor. Jeg tager kort ud af et kartotek. Når jeg har taget dem ud, sætter jeg dem tilbage igen. Det er det hele.” (s. 49) Et Sisyfos-arbejde for kontorfingre, kunne man sige.

Det er nu ikke sikkert, at det er helt sandt, hvad Frits fortæller. Han giver ikke noget af sig selv. Man ved aldrig rigtig, hvor man har ham. Når han ikke sover, ikke er på arbejde og ikke er hjemme – dvs især om aftenerne - går han rundt i Amsterdam. Opsøger sine bekendtskaber og fører besynderlige ikke-samtaler. F.eks. har han en mani med at fortælle sine venner af hankøn, at de er ved at blive skaldede. Det er ikke det kosmetiske, han er optaget af, men den forgængelighed, som skaldetheden er et tegn på. Memento mori – husk, at du skal dø. Kan han tale angst eller ondskab frem i mennesker, så gør han det gerne. Bare for at se, hvor langt han kan gå.

Han lever uengageret, på afstand af verden og mennesker. Han er forbavsende lidt optaget af det modsatte køn eller af noget køn overhovedet af en 23-årig at være. Der er ingen fortrolighed med nogen, ingen oprigtighed. Men meget ironi. Og en lad kynisme, som bl.a. kommer til udtryk i vittigheder, som overskrider grænsen for sort humor. Intet er helligt, og dog taler Frits en del om Gud, som ser alt. Og alle. Frits eksperimenterer med andre menneskers følelsesliv på samme måde som en lille dreng med brændglas og myrer. Det er nok i lørdagens brandert, at han kommer noget personligt og alvorligt nærmest. Hans syrede, ofte mareridtsagtige drømme, som flittigt refereres, hans tilløb til gråd ved flere lejligheder og så den afsluttende bøn til Gud nytårsnat vidner om, at forhærdelsen måske ikke er så komplet, som han lader den syne.

Forfatteren var selv 23 år, da han skrev romanen, som udkom i 1947. Den fik stor opmærksomhed og anses nu for at høre til blandt klassikerne. Men den er altså først nu oversat til dansk. (Derfor drikker de unge mennesker også ”shots”). Da den udkom i Holland, blev den kritiseret for ikke at nævne Anden Verdenskrig med et ord. Men mon ikke den netop derved illustrerer den meningsløshed, som en krig efterlader ikke mindst en ungdomsgeneration med? Det er en splintret verden, de står tilbage med. Det viser den unge forfatter, som er samtidig med sin romanfigur, ved at udpensle rastløsheden. Frits læser ikke en bog eller hører et stykke musik. Han læser lidt i en tilfældig bog, hører noget af et stykke musik og slukker igen. Han ser uafladeligt på sit ur, tæller timerne, som skal henslæbes. Frits er selv ligesom den gamle vittighed om uret – han går og går, men kommer ingen vegne. Også dialogen er fragmenteret og distanceret. Lidt teatralsk, med replikker og bemærkninger om, hvordan personerne bevæger sig. Således bliver også læseren placeret i betragterens rolle snarere end at blive inddraget.

Jo, bestemt kan han noget, Gerard Reves. Han er da også blevet sammenlignet med Salinger og Camus. Og hvem ved, om værket havde vundet større udbredelse, hvis det ikke var fra så lille et sprogområde? Jeg er ikke overbevist. ”Aftenerne” vil næppe bringe sind i kog på samme måde længere. Måske nærmest tværtimod.

fredag den 16. november 2018

Verden som vi opfandt undervejs

Overbevisende stærk debutsamling fra Kristen Forster


Kristen Forster
Verden som vi fandt den
114 (upaginerede) sider, 150 kr.
Det Poetiske Bureaus Forlag

Af Jens Carl Sanderhoff

’Nullet der blev væk

Lyset fra solen en proletar i sne’

Dette er de indledende vers i Kristen Forster debut. Der bliver slået en tone an, som vidner om et indgående kendskab til litterære forgængere, og allerede i næste vers kommer vi et helt andet sted hen; ’tåge og gaze blankpoleret smat’. Det er et særkende ved samlingen, at der hele tidens skiftes mellem forskellige sproglige anslag, og denne energi har både fordele og ulemper. Fordelen er selvfølgelig, at man mærker opmærksomheden og sensibiliteten, mens ulempen er, at man indimellem ikke får lov at blive i sprogets musik, hvor man ofte har lyst til at være.

Tumultarisk, frit
Men det er en tumultarisk strøm, Forster skriver frem, en bevidsthed der flyder frit, mens den sætter spor i en kulturhistorie så lang og tung som netop den europæiske, og man gisper indimellem efter luft, når han sætter turbo på, for lige så vidende denne debutant er lige så vild også. Der springes frit mellem storpolitik og matematisk mystik, mellem poesiens evige sne og hverdagens smat. Stilistisk kommer vi også godt rundt i manegen, og alt fra dadaistisk/surrealistisk eksperiment og frem mod en kulmination i en (sådan læser jeg det i det mindste) uforbeholden kærlighedserklæring til senmodernismen, som eksemplificeret i referencer til fx Broby-Johansen, Johannes L. Madsen, Højholt og Ørnsbo, blot for at nævne koryfæer fra den lille danske andedam. Men også filosofien som litterær genre, som set i fx Barthes og Bataille, har et spor.

Og det globale perspektiv kan ses i digtet CHINA SYNDROME, som bringes senere i denne anmeldelse. Det er eksistensens krøllede Big Bang, der slippes løs, og energien bliver ved gennem hele samlingen.

Man kunne fristes til at mene, at digtene er det, der er blevet tilbage af en rasende strøm, og at helheden derfor kun anes, og det kunne man sikkert også slippe afsted med, hvis ikke det lige var fordi, man rent faktisk kan følge med i noget, der minder om erfaringer, et liv, en dannelse og en politisk identitet, der træder i karakter. Det er flot, og det er forvirrende. Begge dele til u.g.
Man kan som anmelder så ikke skrive om tekststykket på den og den side, for der er som skrevet i infofeltet ingen paginering, men til gengæld kan man orientere sig efter de overskrifter, ja, det formoder jeg det er, som der fra tid til anden dukker op, eller efter de tegningen, der ikke illustrerer noget i teksten eksplicit, men som forstærker en stemning af skabelse; de er som digtene og teksterne (Forster kalder det digte, det hele, men der vil jeg nok mene, at nogle af teksterne er for tekstagtige til ikke at være tekster) ret frie, meget erotiske i deres pareidolistiske åbenhed. Det er ikke blot naturskildringer eller lignende, if you know what I mean. Jeg holder meget af dem. De er, ligesom omslaget til bogen, skabt af Ole C. Hansen, og lægger sig fint til og i bogens ånd.
Jeg har lyst til at understrege, at jeg synes det er en fabelagtig bog, en voldsom tour de force i eksistensens vilkår. Se fx disse udsnit af teksten:

  En flise revnet af frygt
  løvet i poolen lyser som bladguld

Og senere hedder det:

  rangérterrænets engle
  klipper billetter
  af de rustne jernplader

Og senere igen dette:

  Et hjørne brunt af lugt – voksfrugter
  lyser symbolsk og gulvtæppet emmer af
  buksbomhæk og pis – nu vil hunden ud
  den løber omkring sig selv og dens sorte pels
  forvandles til en frakke – gennem ruden
  trænger en sej grå betonmasse ind

Alle eksemplerne er fra forskellige steder i bogen, og som man kan se, er der rent faktisk en rød tråd i ordstrømmen, en sprogtone, så selvom den virkelig gør sig umage med at være alle steder, så er den dog alligevel mest hos Kristen Forster. Og det er nok i virkeligheden dét, der redder bogen fra at være et hysterisk og opulent ordmylder, for man får faktisk en historie fortalt – ganske vist en historie der handler om alt – men set gennem et mere og mere tydeligt menneske, som samlingen skrider frem. Det er godt gået!

Tænkende og observerende
Langsomt forsvinder den umiddelbare irritation over de talrige klip fra det ene til det andet, og fornemmelsen af et tænkende og observerende menneskes historie træder frem. Det er næsten (som jeg indledningsvist antydede) som at læse uddrag af en almindeligt opbygget roman, der ganske vist er skrevet med en vildskab a la Rimbaud og Ørnsbo parret, og man får nærmest den samme trang til at læse frem, som man gør i læsningen af den klassiske, narrative roman, for man skal da lige se, hvad der sker om det næste litterære hjørne, selvom man godt ved, at man ikke får mere lys kastet ind i affæren. Det er en spændende effekt, som dog til en vis grad giver samlingen et gammeldags udtryk, de store narrative digt-eposer in mente. Hist og her hilses der også så langt tilbage, at man for sit indre ser Homer lette på hatten.

Man fornemmer at det drive, der driver samlingen frem, er på vej mod en form for kollaps (eller katarsis), og hen under slutningen optræder digtet CHINA SYNDROME, som i høj grad er både et pejlemærke og en slags poetik, og digtet har netop denne funktion – vi får et kig ind i værkstedet, hvor denne strøm har sit kildespring – sådan virker digterens hjerne:

CHINA SYNDROME

Gennem Aphex Twin og Squarepusher
gennem Eno eller Bowie
eller John Cage og Christian Wolf
gennem Frank Zappa eller Morton Feldman
lad os dykke ned i maskinrummet:
gennem Elliott Carter og Milton Babbitt
og hvis det ikke kan være andet:
gennem Karl-Heinz Stockhausen og Hans-Werner Henze
og gerne gennem Maurizio Kargel og Ligeti
gennem Led Zeppelin og Deep Purple
Pink Floyd og Bob Marley og Motorhead
shall I rip it off and leave it to bleed
gennem Hendrix Joplin, både Jimmy og Scott og Janis
og gennem Monk gennem Bill Evans gennem Earl Garner
Chet Baker og Coltrane gennem Charlie Mingus
Dizzy og Miles Beatles og Stones
eller gennem Edgar Varese og Webern og Stravinsky
og gennem Eric Satie
blander det sig med Marcel Duchamp og Schönberg
styrter det gennem Proust og Rilke og Rimbaud
river Yeats og Pound og TS Eliot helt oppe fra Audens ærmeskånere
med i faldet blander sig Trakl og Mallarmé
rammer dernæst Baudelaire og glider som bolchemasse
ned over Heine en gletscher over Novalis ned i Hölderlinkløften
hvor det størkner som figurer i et landskab af salt
der stirrer ubevægelige ind i branden

Jeg ved ikke, hvordan Kristen Forster selv læser dette digt op, men når jeg læser det op, og det kan man næsten ikke lade være med, når man har fulgt digter-jeget gennem de mange kringelkroge og afstikkere, så er der fart og tempo her i stuen! Der er flere steder i samlingen af denne art, men lige her rammer det den læsende, nærværende anmelder per se, med større kraft, både fordi det holder, er mere homogent og rytmisk spændt op (til li’r), og så elsker jeg det svirp, den himmelråbende patos, der får lov at hamre døren i til sidst i digtet.

Hvis der fx skulle uddeles stjerner eller æselører eller blyantspidsere eller hvad-har-vi-for-en-kategori, så ligger bogen og vipper mellem fem og seks ud af seks, men det gør vi jo ikke her, så i stedet kommer der blot en inderlig opfordring til at læse samlingen, for det er en oplevelse, en fest, et tankevækkende bekendtskab. Og der er noget for enhver, for bogen handler om alt!

fredag den 9. november 2018

Den ikoniske danske stol

"Det vil være et fattigt samfund, der må leve uden specialiserede håndværkere, der med faglig stolthed tilvejebringer smukke brugsgenstande, hvad enten det foregår industrielt eller ej."


Christian Holmsted Olesen: ”Den danske stol. En international affære”
Strandberg Publishing 2018, 336 sider.

Af Egil Hvid-Olsen
Der er ikke prestige i at være håndværker for tiden. Unge mennesker søger i flokkevis til de gymnasiale uddannelser. En del af disse følger blot med strømmen og har intet begreb om, hvad de skal bruge eksamensbeviset til.

For nogle vækkes interessen undervejs, for andre ikke. Derfor er det ikke kun engagerede elever, der møder op til undervisningen (hvis de da møder op), og det er der sådan set ikke noget at sige til. Det er nemlig ikke alle på en hel ungdomsårgang, der har lyst og evner til at tage en gymnasial uddannelse, ligesom det ikke er alle, der nødvendigvis bør have en videregående uddannelse. Deres interesser og evner kan være knyttet til helt andre, men lige så nødvendige fagområder. Det vil for eksempel være et fattigt samfund, der ikke fostrer håndværkere nok til at supplere og vedligeholde den eksisterende bygningsmasse. Det vil ligeledes være et fattigt samfund, der må leve uden specialiserede håndværkere, der med faglig stolthed tilvejebringer smukke brugsgenstande, hvad enten det foregår industrielt eller ej.

I Christian Holmsted Olesens bog “Den danske stol. En international affære” sættes der fokus på det gode håndværk. I sin egenskab af udstillings- og samlingschef på Designmuseum Danmark lægger Holmsted Olesen særlig vægt på møbeldesignerne, der for de flestes vedkommende har været arkitekter, men – ligeledes for de flestes vedkommende - inden da var udlært indenfor et håndværk. Derfor havde de en klar fornemmelse af, hvad materialet formåede, så de kunne stille betydelige, men ikke uopfyldelige krav til de håndværkere, der skulle omforme skitserne til møbler. Netop håndværkernes formåen hjælper Pernille Klemps talrige fotografier med at anskueliggøre. Hver stol vises i sin helhed, men suppleres af et fotografi af en vigtig detalje, der bringer beskueren tæt på enten designerens eller håndværkerens udfordringer. Man kommer så tæt på materialet, at man næsten kan både føle og lugte det.

Danish Design - med inspiration fra udlandet
Jeg havde fornøjelsen af at høre Christian Holmsted Olesen fortælle om bogen under BogForum 2018. Her afslørede han, at der i undertitlen ”En international affære” lå en venlig provokation, idet mange anser Danish Design for at være en gennemført dansk opfindelse.

Hvis man tænker efter, kan man sige sig selv, at det ikke hænger sådan sammen. Vi står altid på skuldrene af de tidligere generationer, og sådan er det også indenfor møbeldesign. Kaare Klint, der var en af Danish Designs pionerer lagde en trend, hvor man tog særligt danske og udenlandske almuestole frem fra gemmerne og forenklede deres udtryk. Til en vis grad øgede man også deres brugbarhed. Derfor indeholder ”Den danske stol. En international affære” fotografier og korte tekster om noget så eksotisk som en japansk foldestol fra slutningen af det 14. århundrede (s. 18-19), en klismosstol tegnet af guldaldermaleren N.A. Abildgaard og udført i 1790-92 (s. 134-135), en kinesisk stol af rosentræ fra cirka 1800 (s. 108-109) samt en dansk stol fra 1860’erne fremstillet af papmaché! (s. 226-227).

Holmsted Olesens hensigt er ikke at tale de store danske møbelarkitekters evner og resultater ned, men at sætte deres virke ind i en historisk ramme. Designernes resultater bliver ikke mindre iøjnefaldende af, at de arbejder videre på eksisterende stoletyper; måske tværtimod. Det kan være en mindst lige så stor kunst at skabe noget nyt ud af noget bestående som at finde på noget, der aldrig tidligere er set. Hvad Holmsted Olesen gør er altså at trække en designhistorisk rød tråd gennem alle de 113 stole, der gennemgås i bogen. Det anskueliggøres, hvordan små detaljer tages op og får nyt udtryk af den samme designer eller i indbyrdes inspiration. På den måde får læseren øjnene op for, at en stol ikke bare er en stol, men et tidsligt udtryk. En stol er ikke bare et antal ben, et sæde og et ryglæn. En stol kan også være et kunstværk. Når dette er tilfældet, opstår der et dilemma, hvor møbelarkitekten må afgøre sig for, hvad der er vigtigst: det æstetiske udtryk eller stolens komfort. Vægtes det første kan resultatet blive en stol, der fungerer bedre som en form for skulptur end som brugsgenstand. Vægtes komforten risikerer resultatet i yderste konsekvens at blive en rædsel at beskue, men en fornøjelse at sidde på.

Skalstolens salgssucces
Holmsted Olesens gennemgang af de 113 udvalgte stole fra Designmuseum Danmarks samling præsenterer læseren for 10 forskellige møbeltyper, hvoraf skalstolene får mest opmærksomhed. Dette skyldes ikke mindst Arne Jakobsens særlige fingeraftryk indenfor netop denne stoletype. Selvom man måske ikke er bekendt med deres navne, kender alle dansker de to Jakobsen-succeser: ”7’eren”, der er Danmarks mest solgte stol (s. 254-255), og ”Myren” (s. 256-257). En nyere, meget populær skalstol, der også har fået plads i bogen, er Nanna Ditzels ”Trinidad” fra 1993.

De store danske møbeldesignere
Selvom der er fokus på danske møbelarkitekters stole, giver Holmsted Olesen også plads til nogle udenlandske designere for at dokumentere den inspiration, der er bølget frem og tilbage over landegrænserne. Blandt udenlandske inspirationskilder kan nævnes tyskeren Ludwig Mies van der Rohe. Dog lever bogen op til sin hovedtitel ved først og fremmest at gennemgå danskdesignede stole. Af samme grund slutter Holmsted Olesen af med nogle minibiografier om de mest indflydelsesrige danske stoledesignere: Kaare Jensen Klint, Mogens Koch, Ole Wanscher, Børge Mogensen, Hans Jørgensen Wegner, Finn Juhl, Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og Verner Panton. Blandt disse var Panton den, der tydeligst brød med de andre, idet han helhjertet kastede sig ud i arbejdet med plastic, glasfiber og andre utraditionelle materialer. En mand som Finn Juhl gjorde op med de rammer, Klint i sin tid afstak, men fastholdt arbejdet med de traditionelle materialer. Hans krav til træets kvalitet såvel som håndværkernes kunnen var så kompromisløse, at det var svært at seriefremstille hans møbler. Alligevel var hans møbler medvirkende til, at teaktræsmøbler blev meget populære i 1960’erne (s. 331). Det er nok, fordi Finn Juhl havde sin egen stil, at han kun er repræsenteret med en enkelt stol, ”Knoglestolen”, i bogen (s. 110-111).

Dygtig formidling
”Den danske stol. En international affære” er en glimrende introduktion til det ikoniske ”Danish Design”, der altså ikke er helt så pæredansk, som man måske går rundt og tror. Christian Holmsted Olesen har garanteret været nødt til at vælge nogle ”darlings” fra i sit udvalg af stole, ligesom det må have været en udfordring for ham at koge sin betragtelige viden om de enkelte stole ned til de korte, men meget informative tekster, der gør læsningen overskuelig for den almindelige læser. Det er – kort sagt – dygtig formidling, og skulle det ske, at bogen endte i hænderne på et ungt menneske, der ikke fristes af en gymnasial uddannelse, kan de stilfulde fotografier af det smukke håndværk måske vække en interesse for håndværket som levevej.