torsdag den 30. december 2021

Kulturmøde i Kenya

Karen Blixen: ”Den afrikanske Farm”, 1937, 298 sider (Gyldendals Paperbacks) og ”Skygger paa Græsset”, 1960, 125 sider (Gyldensdals Paperbacks).

Klassikerlæsning.

Af Egil Hvid-Olsen.

Karen Blixen forvandlede i ”Den afrikanske Farm” sit lange, opslidende ophold i Afrika til en fængende, tragisk fortælling. Bogen er selvbiografisk, men bærer præg af at være blevet genfortalt af den kvinde, der siden skulle blive verdenskendt for sine fortællinger. Ganske vist er sproget ikke helt så svulstigt, som det tit er tilfældet i hende øvrige værker, men Karen Blixen tvister i sine erindringer virkeligheden, så den bliver endnu mere fængende. Således er det måske mere korrekt at omtale ”Den afrikanske Farm” som en roman.

Det nygifte par, Karen og Bror Blixen, bosatte sig i 1914 på en kaffefarm i Kenya. Grundet 1. verdenskrig, en række klimatiske forhold, der ikke gavnede kaffeproduktionen, og Bror Blixens ringe sans for økonomi gik det skidt med forretningen. Hr. Blixen måtte i 1920 overgive driften af farmen til sin hustru. Samme år blev de separeret, men skilsmissen blev først en realitet i 1925. I romanen spiller eksmanden kun en rolle mellem linjerne.

Fra Karen Blixens overtagelse af kaffefarmen og 11 år frem forsøgte hun at gøre den rentabel, men i 1931 ville investorerne ikke miste flere penge på projektet. Farmen blev solgt på tvangsauktion, og Karen Blixen måtte vende retur til Danmark, hvor hun totalt ruineret flyttede tilbage til sit barndomshjem Rungstedlund. Da var hun 46 år gammel.

I Kenya havde Blixen fordrevet sine bekymringer ved at skrive nogle fortællinger. Nu færdigskrev hun dem, og i 1934 fik hun sin engelske debut med ”Seven Gothic Tales”, der året efter udkom på dansk under titlen ”Syv fantastiske Fortællinger”. Siden fulgte blandt andet ”Den afrikanske Farm”, der blev hendes mest solgte udgivelse.

Forskellig retspraksis

Det særlige ved ”Den afrikanske farm” er Blixens sans for de lokale afrikanere, som dels består af masaier, kikuyuer og somaliere. Det er ret sandsynligt, at Blixen fortegner hver befolkningsgruppes særpræg, så de står skarpere for læseren. Til tider gør hun sig morsom på deres bekostning, men ikke mere end at hun afslører en langt større sympati for landets oprindelige befolkning end for kolonimagtens repræsentanter. ”Den afrikanske Farm” rummer blandt andet et langt retsdrama, hvor det er tydeligt, at de indfødte opererer med et helt andet retfærdighedsbegreb end kolonimagten. Blixen morer sig selv og læserne med den forvirring, som den lokale retsforståelse skaber hos hende, men hun beskriver det for at give læseren en forståelse for, hvor voldsom en forandring den indfødte befolkning må vænne sig til, når en sag skal gennem kolonimagtens retssystem.

Således kan Blixens beskrivelser af de lokale skikke nok være humoristiske, men hverken latterliggørende eller fordømmende, hvorimod hendes beskrivelser af europæernes rovdrift på den afrikanske fauna ikke bærer det mindste præg af morskab. På en af sine ture hjem til Danmark ser hun en flok giraffer i et bur på det skib, hun sejler med. Ejeren ved, at de fleste vil dø undervejs. Det er derfor, han har ladet så mange fange. Blixen slutter beskrivelsen med ordene ”Hvad os [europæere] angaar, da maa vi skaffe os nogle gruelige Skyldnere at forlade, førend vi med Sømmelighed kan bede Girafferne om at forlade os vor Skyld imod dem” (s. 233).

Set i bakspejlet kan man påpege, at Karen Blixen selv var en ivrig jæger, og skønt hun mest beskriver jagten som nødvendig for at beskytte kvæg og mennesker, kan man overveje, om hun selv har været med til at retfærdiggøre den rovdrift, hun klandrede andre for.

Denys Finch Hatton

I 1985 havde storfilmen ”Mit Afrika” præmiere. Den byggede dels på ”Den afrikanske Farm”, dels på en Blixen-biografi af Judith Thurman, der inddrog de mange breve, forfatterinden skrev, mens hun var i Kenya. Filmen formede sig (så vidt jeg husker) som et kærlighedsdrama, hvor den afrikanske natur dannede bagtæppe for romancen mellem Blixen og briten Denys Finch Hatton. Denne romance introduceres cirka halvvejs i romanen, men forbliver antydningsvis. Ganske vist er det tydeligt hen mod slutningen af bogen, at Blixen var meget berørt af Finch Hattons død og begravelse, men hvis man vil læse om, hvordan de udlevede deres kærlighed, mens han stadig var i live, må man søge til de offentliggjorte ”Breve fra Afrika”. I ”Den afrikanske Farm” er det i højere grad Blixens kærlighed til Kenya og landets indbyggere, der beskrives, end hendes kærlighed til Finch Hatton.

En gammel, men stadig aktuel påmindelse

Afrika fremstår her til lands ofte som et hærget og problemfyldt kontinent. Der er hungerkatastrofer, borgerkrige og korruption. Men der er også storslået natur og en mentalitet (eller snarere flere mentaliteter), som europæere garanteret også kan lære noget af. Dette minder Blixen sine læsere om … også selvom ”Den afrikanske Farm” har godt 80 år på bagen.

Et enkelt eksempel på, hvordan fascinationen blev gensidig mellem Blixen og de kenyanske børn, berettes i et kort erindringsglimt, hvor forfatterinden introducerer enderim for en flok unger. Hun havde lært sig swahili og digtede et vrøvlevers, som børnene straks havde ører for. ”Tal igen. Tal som regn”, bad de, hvilket får Blixen til at gøre sig denne overvejelse: ”Hvorfor de skulde føle, at Versene lignede Regn, ved jeg ikke, det maa have været et Udtryk for Bifald, for Regn er i Afrika altid længselsfuldt ventet, og velkommen.” (s. 215).

Gensyn med minderne

I 1960, to år inden Blixens død, udgav hun erindringsbogen ”Skygger paa Græsset”, der supplerer fortællingerne fra ”Den afrikanske Farm”. Selvom der er mere end to årtier mellem de to bøger, er stilen den samme: Det poetisk fortættede sprog, de essayistiske betragtninger og de mere eller mindre bearbejdede erindringer. De første tre kapitler kunne snildt indgå i ”Den afrikanske Farm”, mens det fjerde og afsluttende – ”Ekko fra Højene” - omhandler tiden fra Blixens hjemkomst til Danmark og hendes forsøg på at fastholde forbindelsen til sine mange bekendte i Kenya. Dette blev besværliggjort af 2. verdenskrig, men nogle af forbindelserne blev knyttet på ny i årene, der fulgte.

Blixen var da også blevet knyttet tæt til de lokale, der arbejdede på hendes farm. På trods af at hun havde et meget begrænset kendskab til lægevidenskab, blev Blixen anset for at være den sikreste at søge hjælp hos i tilfælde af sygdom. I lyset af vore dages tilgang til coronapandemien, kan hendes syn på de epidemier, der var i omløb i hendes nærområde, virke dumdristigt: ”Der forekom fra Tid til anden Tilfælde af Pest i Distriktet, og man var da tvunget til at bringe de Syge til Nairobi Pesthospital, hvis man ikke vilde have hele sin Farm belagt med Karantæne. Jeg var ikke bange for Pest, for det var blevet mig fortalt at man enten dør af Sygdommen eller staar op fra den lige saa god som før, og fordi jeg tillige følte at det vilde være paa særlig Vis storslaaet at dø af en Sygdom som engang Dronninger og Paver var bukket under for.” (s. 65f.).

Nu er det jo ikke sikkert, at Blixen gengiver den holdning, hun rent faktisk havde på det tidspunkt, hun beskriver, men det er svært at forestille sig et menneske, der ville være mere egnet til at indtage netop denne position over for en livsfarlig sygdom, end netop Blixen, der havde en særlig sans for det grandiose og dramatiske.

Nøgterne analyser og forførende fortællinger

Som i ”Den afrikanske Farm” veksler Blixen i ”Skygger paa Græsset” mellem nøgterne analyser og forførende fortællinger. Som et eksempel på det første kan denne redegørelse for europæernes fejl i at overse de indfødtes historie inden kolonimagtens tilstedekomst tjene: ”Det var, tænkte jeg, en Fejl hos os, at vi i vor Omgang med den ældgamle Verdensdels Folkeslag glemte eller oversaa deres Fortid, og i Almindelighed ikke gav os af med at regne med, at de havde været til forud for deres første Møde med os. Vi berøvede med Vilje deres Billede en Dimension, saa at det maatte blive falsk og tabe sin naturlige Skønhed og Harmoni, - og vort Fejlsyn tillige maatte føre til dybe Misforstaaelser mellem dem og os. Min Opfattelse blev for mig bekræftet gennem et enkelt Træk: de Mennesker, der havde Fortiden præsent – deres Lands, Navns og Slægts eller Hjems Fortid levende for sig – kom lettere paa Talefod med Afrikanerne end andre, for hvem Verden blev skabt igaar, eller den Dag da de fik deres Automobil.” (s. 77). Dengang som nu førte historieløshed til indbildskhed og fejl.

Hvad angår de forførende fortællinger kan det nævnes, at det brev, som Karen Blixen havde modtaget fra kong Christian X som tak for et løveskind, og som i kapitlet ”Barua a Soldani” blev brugt som en smertestillende amulet blandt de indfødte, hvorved det blev ”brunt og stift af gammelt, størknet Blod og Materie” (s. 64) – at dette brev ifølge Rungstedlunds hjemmeside (blixen.dk) blev ”fundet i Karen Blixen-arkiverne, velbevaret og uplettet.”

Man siger, at virkeligheden overgår fiktionen, og sådan forholder det sig også tit. Men Blixen gjorde, hvad hun kunne, for at få fiktionen til at overgå virkeligheden. Således omformede hun i ”Den afrikanske Farm” og ”Skygger paa Græsset” sit eget liv til litteratur.


fredag den 24. december 2021

Fantasi og virkelighed i eget mix

Ingvild Schade: ”Bjergværket”, 2021, Forlaget Silkefyret, 139 sider, 200 kr., oversat fra norsk af Thomas Mangaard Hansen.

Af Egil Hvid-Olsen.

Forlaget Silkefyret udgiver en del eksperimenterende litteratur pakket ind i enkel, men smuk indbinding. Også Ingvild Schades lille roman ”Bjergværket” er trykt i et udstyr, der gør det svært at lade den ligge, og når først læsningen er påbegyndt, er det svært at lægge bogen fra sig. Dette skyldes dels, at romanens fortælling er fængende, men også at der ingen inddelinger er i teksten. Den udgør én lang tankestrøm, fortrolig, privat og så indforstået, at man skal holde tungen lige i munden for at gribe og huske de enkelte spor, så helheden samles.

Den fiktive mordgåde

Når ”Bjergværket” er fortalt, som det er tilfældet, skyldes det, at fortælleren er den 14-årige Karsten, der har tydelige autistiske træk. Han fungerer ikke særlig godt socialt og er derfor et oplagt mobbeoffer. Det lader han sig dog ikke presse mere af, end at han kan flygte ind i en fantasiverden, som han lader smelte sammen med virkeligheden. Karsten er belæst og kan redegøre for diverse naturvidenskabelige sammenhæng med en grundighed, der får de fleste tilhørere, voksne som børn, til at falde fra. Men netop denne indsigt benytter Karsten i sin opklaring af en fiktiv mordgåde. En mannequindukke er blevet myrdet og hendes veninder må forhøres af privatdetektiven Karsten, som både drages og frastødes af de kvindelige figurer, der er skabt til at vise sig frem.

Fordi Karsten mest af alt ser med fantasiens øje, har han et fortrin som efterforsker: ”Ja, tro det eller ej, sagde jeg, men jeg klarer mig fint uden hjælpemidler a la lup og forstørrelsesinstrumenter, kan sagtens skille pollenkorn fra alt det andet organiske stenstøv som groft opsummeret består af smuldrede, rustne jernmineraler, algestrimler fra urtiden, jeg ser meteoritrester i regnen, nikkelmalm, isotoper med forskellige antal neutroner og kemiske egenskaber. Hvis I vil, kan jeg pille et papirtyndt insektben fra skidtet på denne flig af metamorf, glimmerstribet gnejs. Det var en middelstor tovinget flue, så jeg, da jeg samlede den op.” (s. 50).

Manglende filtre erstattes af fantasisatte rammer

Skønt Karsten har svært ved at aflæse andre mennesker og selv at gøre sig umiddelbart forståelig, er han velsignet med et par forældre, der har forståelse for hans udfordringer, og som ind imellem gerne bevæger sig med ind i hans fantasiverden. Dog kan han også blive udfordret af virkeligheden. Det sker for eksempel i begyndelsen af romanen, hvor hans far tager ham med på en vandretur, som Karsten nok snarere forstår som et skæbnesvangert farvel til alt det, han føler sig tryg ved. Karsten har ikke de samme filtre som de fleste andre, men benytter fantasien som et værktøj til at danne rammer, han kan føle sig tryg indenfor. Derfor fylder mordgåden også hans tanker, mens faderen og han vandrer derudaf. Dette mix af fantasi og virkelighed er ganske smukt beskrevet i ”Bjergværket”, der samtidig er morsom på en måde, der ikke latterliggør Karsten og andre med de samme udfordringer.

tirsdag den 21. december 2021

Frugtbart genremix på videnskabelig ekspedition

Klassikerlæsning: John Steinbeck: ”Logbog fra Cortez Havet”, Gyldendal 1960, 343 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

I John Steinbecks to sidste Monterey-romaner ”Et mægtigt gilde” (1945) og ”En dejlig torsdag” (1954) spiller karakteren Doc en stor rolle. Steinbecks gode ven, marinbiologen Ed Ricketts, inspirerede forfatteren til denne karakter. Ricketts havde et laboratorium samme sted som Doc. Han havde omtrent de samme naboer, og han havde langt hen ad vejen den samme personlighed.

Tre år efter udgivelsen af ”Et mægtigt gilde” døde Ricketts i et trafikuheld, men han blev ”genoplivet” i ”En dejlig torsdag” seks år senere. Det er i denne anmelders øjne den bedste af de tre Monterey-romaner, og derfor et fornemt eftermæle for Ed Ricketts.

Ricketts fik dog også et mere traditionelt biografisk eftermæle, da Steinbeck i 1951 udgav en bearbejdet udgave af hans og Ricketts ”Sea of Cortez: A leisurely Journal of Travel and Research” fra 1941. Bogen byggede på en ekspedition, som Ricketts, Steinbeck og den øvrige besætning på båden ”The Western Flyer” havde foretaget i marts-april 1940. Hensigten med turen var at foretage marinbiologiske undersøgelser i Den Californiske Havbugt, der tidligere var kendt under navnet Cortez Havet.

Doc/Ricketts

De første 72 sider af den danske udgave består af Steinbecks portræt af Ed Ricketts. Selvom der naturligvis også er tale om en subjektiv skildring af den afdøde ven, er det forbløffende i hvor høj grad Ricketts og Doc ligner hinanden. Dog kommer der lidt flere nuancer på personen Ricketts, end der findes i hans litterære alter ego. På sin vis er det også mere virkelighedsnært, når Steinbeck skriver om Ricketts’ særheder i et portræt, end hvis han havde pakket dem ind i den skønlitterære ramme. Samtidig er det ikke sikkert, at følgende oplysning ville have fungeret i en roman. Den kunne let opfattes som for fantasifuld:

”Eds videnskabelige notesbøger var meget interessante. Blandt notaterne om indsamlinger og zoologiske iagttagelser dukkede pludselig de mest åbenhjertige og indiskrete iagttagelser op fra et ganske andet samlerfelt. Efter hans død måtte jeg gennemgå disse notesbøger, før jeg videresendte dem til Hopkins Marine Station […], således som det var bestemt i Eds testamente. Jeg var ked af at måtte tilbageholde et antal, et meget stort antal af notaterne. Det var ikke, fordi de var uinteressante, men det faldt mig ind, at en student, der kulegravede Eds noter for at skaffe sig oplysninger om invertebralogi, pludselig kunne stå med et fuldstændigt materiale til pengeafpresning over for halvdelen af Montereys kvindelige indbyggere.” (s. 56).

Dette er blot en af de gange, Steinbeck konstaterer, at Ricketts’ libido var af en anselig størrelse. Konstateringerne har ikke karakter af udlevering, men af venskabeligt drilleri, og – hvem ved? - måske udtrykker de også en anelse misundelse.

Steinbeck beskriver Ricketts med en vis ømhed; en tendens, der også findes i skildringen af Doc. I ”En dejlig torsdag” beskrives Doc på denne måde:

”Doc var glad for sig selv, ikke på en utiltalende og selvoptaget måde, men akkurat ligesom han ville have været glad for enhver anden. Ved at være i balance med sig selv var han samtidig i balance med sin samtid.” (s. 25). Baggrunden for denne særegenhed udfoldes i Steinbecks portræt af Ricketts: ”Ed sagde engang til mig: ’I lang tid kunne jeg ikke lide mig selv.’ Det blev sagt uden medlidenhed, som var det bare en sørgelig kendsgerning. ’Det var en svær tid at komme igennem. Af flere årsager kunne jeg ikke lide mig selv, det var undertiden af gode grunde, men undertiden helt hen i vejret. Jeg ville nødig den periode igennem en gang til. Så opdagede jeg efterhånden til min store overraskelse og glæde, at der var nogle, der kunne lide mig. Og så spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg ikke kunne lide mig selv, når de kunne. Det var selvfølgelig ikke nok, men ganske langsomt lærte jeg at kunne lide mig selv, og så fik jeg det bedre.’

Ed Ricketts

Han sagde ikke dette af selvglæde i den dårlige betydning af dette ord, men fordi han kendte sig selv. Han mente ganske bogstaveligt, at han lærte at acceptere og sætte pris på mennesket Ed, ligesom på andre fremmede mennesker.” (s. 70).

Ud over at være et portræt er John Steinbecks beskrivelse af Ricketts også et tidsbillede, hvilket blandt andet bliver tydeligt i fremstillingen af hans alkoholforbrug, der var så stort, at han i dag ville blive anset for at være alkoholiker:

”Ikke alene elskede Ed spiritus. Han gik endnu videre, han nærede den dybeste mistillid til alle, der ikke delte hans smag på dette område.” (s. 45).

Dengang var man ikke var så opmærksom på alkoholens skadevirkninger på længere sigt, og man må sige, at nogle af de situationer, alkoholen bragte Ricketts i, har en ikke helt ringe underholdningsværdi.

Steinbecks portræt af Ricketts emmer af savn, men også taknemmelighed over, at forfatteren har lært dette generøse menneske at kende. Det, man i andre sammenhænge ville beskrive som svagheder, formes i Steinbecks beskrivelse ikke ligefrem som dyder, men som personlighedstræk, der skulle til for at danne lige netop det menneske, som Ed Ricketts var.

I en helt anden verden

Det var Ed Ricketts, der med sin marinbiologiske baggrund var ekspeditionens ankermand. Steinbeck deltog dog ikke blot som ven, men også i kraft af sin interesse for marinbiologien. Dog er det ikke bogens opremsning af forskellige slags indsamlede søpølser, søstjerner, rejer, krebsdyr, krabber, koraller mm., der hører til bogens mest interessante – med mindre naturligvis, at man har en særlig interesse i de kystnære bundforhold i Den Californiske Havbugt for 80 år siden. Nej, det interessante ved bogen er selve rejsebeskrivelsen og de tanker, oplevelserne bringer med sig. Her breder Steinbeck (og Ricketts) sig ud over mange forskellige områder. Der er referater af dybe drøftelser af filosofisk karakter, af naturvidenskabelige overvejelse samt antropologiske iagttagelser. Der er politiske diskussioner, der ikke kun handler om de mexicanske forhold (havbugten ligger i Mexico), men også om den på det tidspunkt nyligt påbegyndte 2. verdenskrig.

Det grundigt iagttagne mikrokosmos på havbunden får besætningens tanker til at løfte sig og betragte mennesket på samme måde, som de betragter eksempelvis krebs; nemlig som en art:

”Vi har betragtet de små dyr, der ernærer sig, formerer sig og dræber for at få føde. Vi giver dem navn og beskriver dem og efter lange iagttagelser kommer vi til en opfattelse af deres sædvaner, der kan formuleres sådan: ’Det er karakteristisk for denne art, at den handler således.’ Men vi iagttager ikke vor egen art som en art, skønt vi kender individerne temmelig godt. Når det ser ud til, at mennesker handler venligere mod mennesker, at krigens tid er forbi, ser vi ganske bort fra den beretning om vor art, der foreligger. Foretog vi den samme pertentlige iagttagelse af os selv som af eremitkrebsen, ville vi være nødt til at sige ud fra de oplysninger, der står til rådighed: ’Det er et træk, der indgår i diagnosen af mennesket, at samfundet, individerne lever i, periodisk inficeres af en feberagtig nervøsitet, der får individet til at vende sig mod og ødelægge, ikke kun sin egen art, men også sin egen arts værker.’” (s, 91f.). Her formuleres en naturvidenskabelig pendant til det teologiske arvesyndsbegreb.

Naturbekymring inden klimakrisen.

I det hele taget råbes der vagt i gevær over for mennesket som art i ”Logbog fra Cortez Havet”. Allerede i 1940 er Ricketts og Steinbeck klar over, at naturen lider overlast:

”De [andre dyr end mennesket] griber ikke dybt ind i tilværelsen omkring sig. Men verden fures og skæres til, rives op og sprænges i stykker af mennesket. Floraen er blevet fejet væk og ændret; bjergene er blevet brudt ned af mennesket, og det flade land er oversået af levn, der vidner om, at her har mennesket levet; og disse forandringer er hidført, ikke fordi en eller anden medfødt færdighed krævede det, men fordi menneskets higen skabte dets tekniske færdighed” (s. 161).

Kritikken af den menneskelige rovdrift fører til en udfoldelse af en tilværelsesforståelse, der afviser en stræben efter mål og mening, fordi der ingen anden mening er end at være til i altet. Dette alt udgør en slags beånding af naturen, der sætter mennesket på plads som en lille del af en helhed. Gud og natur synes at være ét i en slags panteisme, der dog ikke nødvendigvis ligger så fjernt fra kristendommens forståelse af Gud som skaber. Naturvidenskab og teologi flettes sammen. Kristendommens virkningshistorie får verbale tæsk, men selve indholdet afvises ikke kategorisk.

Mellem marinbiologiske beskrivelser og optegnelser, essayistiske samtidsbeskrivelser og historiske oplysninger fletter sig beretninger om oplevelser fra sejladsen. Mexicanerne beskrives som umådeligt gæstfri. En beskrivelse af en jagt pr. stedfortræder hører til blandt de humoristiske højdepunkter. Skildringer af den vrimmel af liv, der befinder sig i bugten, får læseren til at ønske sig til Cortez Havet; men det skal netop være fortidens Cortez Hav, ikke nutidens Californiske Havbugt, for man har en fornemmelse af, at vandet ikke længere er så fuld af liv som i 1940. Hen mod slutningen beskrives da også en industriel overfiskning, der konsekvent ødelægger havbunden, hvilket bringer følgende overvejelse med sig:

”Vi har i De forenede Stater gjort så meget for at ødelægge vore egne ressourcer, vort tømmer, vor jord, vor fiskebestand, at man burde betragte os som afskrækkende eksempel, og enhver regering og ethvert folk, der er oplyst nok til at drive planøkonomi, burde undgå vore metoder. Vi har sløset med egne ressourcer, og det vil tage vort land lang tid at få arrene af vor gridske dumhed til at forsvinde. Men her, hvor det gælder rejeindustrien, er nationer, ideologier og organisationer i konflikt. Individerne i organisationen er udmærkede mennesker […] Den meksikanske embedsmand og den japanske kaptajn var storartede mennesker, men ved at arbejde med en plan, der var lagt af hæderlige eller uhæderlige kræfter, de ikke havde indflydelse på, forbrød de sig mod naturen, mod Meksikos velfærd og mod hele menneskehedens velfærd.” (s. 323).

Siden da er denne beskrivelse desværre kun blevet mere og mere aktuel.

Logbogen og Havbogen

Med sin kombination af gribende naturbeskrivelse og kritik af det ødelæggende overforbrug af klodens ressourcer minder ”Logbog fra Cortez Havet” om den utroligt smukke, nysgerrighedsvækkende, men også angstprovokerende norske ”Havbogen eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider” af Morten A. Strøksnes (dansk udg. 2019).

Selvom bekymringen for naturen ligger som en understrøm gennem det meste af den bearbejdede logbog, er det en fornøjelse af være på ekspedition med den lille, men farverige besætning, både når de sejler og når de lægger til. Det synes besætningen også selv, så på trods af at hjemveen har sat ind, ændrer følelserne sig, da det bliver tid til at forlade havbugten:

”Langt fra at glæde os var vi snarere kede af at skulle tilbage til aviser, telegrammer og forretninger. Vi var havnet i en anden verden – en sideordnet, lige så virkelig verden; og den verden, vi kom fra, og som man ellers kalder virkeligheden, var i vore øjne fyldt med åndelige luftspejlinger. Moderne økonomi, krigsmål, partilinjer og partidisciplin, had – det være sig politisk, socialt eller racemæssigt – bevarer ikke sin værdighed, når man først får det på afstand. Vi forstod, fordi vi selv følte på samme måde, at indianerne rystede på hovedet, når de hørte om den store myretue oppe nord på; vi kunne næsten høre dem sige: ’men det er jo åndssvagt! Det ville være dejligt at have nye Fordvogne og rindende vand, men ikke hvis vor sunde fornuft var prisen.’ Selv tidsberegningen var ændret: Ebben var vort ur, og maskinens dunken var sekundviseren i vor tilværelse.” (s. 315).

Charmerende genremix

I ”Logbog fra Cortez Havet” viser Steinbeck, at han ikke kun mestrer skønlitteraturen, men også rejseskildringen og essayet. Dog titter fortællingen også frem ind imellem, hvilket blot gøre genresammenblandingen endnu mere charmerende. Selvom det ikke havde skadet med en grundigere redigering fra Steinbecks side, så læseren slap for de gentagne opremsninger af fundene på havbunden, er bogen en meget smuk beskrivelse, og først og fremmest en lovprisning af den natur, forfatteren allerede dengang var bevidst om, at man skulle passe på.

Det har ikke været nogen let opgave at oversætte ”The Log From The Sea of Cortez”, som originaludgaven hedder, men Niels Povelsen er sluppet så godt fra det, at oversættelsen stadig er en fornøjelse at læse, selvom den stammer tilbage fra 1960.

Som et kuriosum kan det nævnes, at den legende, som Steinbeck syv år efter ekspeditionen byggede sin lille roman, ”Perlen” (1947), op omkring, fortælles på s.176. 


Et råb fra bunden

John Steinbeck: ”Vredens druer”, 1939, 513 sider, Gyldendal, oversat af Aase Hansen og Ellen Kirk.

&

John Steinbeck (redigeret af Robert Demott):” Working Days. The Journals of The Grapes of Wrath”, Penguin Books 1989, 180+57 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

John Steinbeck vandt i 1940 Pulitzerprisen for ”Vredens druer”, der er socialrealisme på et tårnhøjt litterært niveau. Romanen handler om en ud af tusindvis af familier, der må forlade det landbrug i Oklahoma, hvor de har været fæstere. De kan ikke længere arbejde så effektivt som den maskinkraft, ejerne kan dyrke jorden med. Massevis af plakater oplyser om, at der er arbejde nok i Californien. Derfor indledes en folkevandring mod vest fra Oklahoma og andre stater, hvis landbefolkning har mistet hjem og levebrød.

På landevejen.

Romanens første halvdel beskriver familien Joads rejse til Californien, som de – i lighed med de øvrige hjemløse - anser for at være et forjættet land. Ganske vist advares de om, at der langt fra er så meget arbejde at få, som plakaterne har stillet i udsigt, men de kan ikke slippe drømmen, fordi de kun har et mareridt at vende tilbage til. Undervejs beskrives livet på landevejene og i de interimistiske lejre, der opstår i udkanten af enhver større by langs hovedfærdselsårerne. Hver enkelt familie kæmper for at få pengene til at slå til, indtil den californiske grænse nås. Herefter er planen, at de vil arbejde hårdt en tid, indtil de kan købe et lille stykke jord, bygge et hus og påbegynde en ny tilværelse i en langt mere frugtbar stat end den, de forlod. Spørgsmålet er dog, om de nogensinde når frem, for inden de drager hjemmefra, kan de kun sælge deres overskydende ejendele for en slik, idet køberne ved, at de ikke kan tage mere med sig, end der kan være på ladet af en bil. Og når ejendelene er solgt for langt mindre, end de er værd, er der ingen mangel på sælgere, der anser det for deres fornemste opgave at plukke deres kunder. Alene det at skaffe et brugt, men brugbart køretøj, der kan holde til turen, er en næsten uoverstigelig opgave; og i sidste ende slipper ingen for at betale en helt urimelig overpris.

Denne grove udnyttelse af andres svaghed bliver modsagt af den gensidige forståelse, der opstår mellem de rejsende. Man hjælper hinanden, så godt man kan, selvom man nærmest ingen midler har dertil. Der opstår en uudtalt forståelse af, at det, man giver, kommer igen på et andet tidspunkt.

At blive revet op med rode og at skulle begive sig på en lang rejse mod det ukendte har konsekvenser, særligt for de ældre, og mange bukker under undervejs. Dette beskriver Steinbeck blandt andet i et af de korte, analyserende stykker, hvor han løfter blikket og taler mere alment om befolkningens vilkår, end i de fortællende kapitler om familien Joad:

”Men man kan ikke begynde igen. Det kan kun et barn. Vi andre – vi er alt det, der har været. Et øjebliks vrede, de tusinde billeder – det er alt sammen os. Dette land, dette røde land er os, og oversvømmelsesårene og støvårene og tørkeårene fortærede os. Vi kan ikke begynde igen. Den bitterhed, vil solgte til manden, der købte vore sager, har han godt nok fået, men vi kom ikke af med den for det. Og det øjeblik, da ejernes repræsentanter sagde til os, at vi skulle rejse, lever endnu i os, og det øjeblik, da traktoren ramte huset, det er også os, det lever, til vi er døde.” (s. 101f.).

I det forjættede land

Da familien ankommer til Californien, og alle deres penge er brugt, viser det sig, at det ikke er et forjættet land, de er kommet til. Ganske vist er staten frugtbar, men slaveriet venter i form af lønninger, man hverken kan leve eller dø af. En flok selskaber og rige landmænd sidder på magten og har bevidst tilkaldt alt for megen arbejdskraft, så de kan sætte lønningerne så lavt som muligt. De har skabt en udefrakommende underklasse, som de kan behandle efter forgodtbefindende. Samtidig skaber de nyankomne en utryghed blandt lokalbefolkningen, der gør dem fjendtligt stemt over for de fremmede. Statspolitiet spekulerer i uro, så de mangfoldige daglejerfamilier ikke organiserer sig. Der slås hårdt ned på enhver form for oprør.

Tom og Ma Joad

Tom Joad er familiens ældste søn. Han er nærmest blevet synonym med ”Vredens druer”, fordi han er den i romanen, der sammen med eksprædikanten Casy formulerer de fagforeningspolitiske tiltag, der skal til for at ændre situationen. I en samtale med sin mor, siger han: ”Hver gang der er kamp, for at sultne mennesker kan mættes, hver gang en panser hugger en mand ned, vil jeg være der […] Jeg vil være i rasende menneskers hylen og – i børnenes latter, når de er sultne og ved, at maden er færdig. Og når vort folk kan spise de ting, de har dyrket, og bo i de huse, de har bygget – så vil jeg være der.” (s. 474).

Det var denne replik, Bruce Springsteen gendigtede på albummet ”The Ghost of Tom Joad” fra 1995 i nummeret med samme titel:

“Now Tom said, ‘Mom, wherever there's a cop beating a guy

Wherever a hungry newborn baby cries

Where there's a fight against the blood and hatred in the air

Look for me, Mom, I'll be there.

Wherever somebody's fighting for a place to stand

Or a decent job or a helping hand

Wherever somebody's struggling to be free

Look in their eyes, Ma, and you'll see me’."

 

Selvom Tom udvikler sig til den, der vil organisere løsarbejderne, så de får ordentlige lønninger, er det dog i endnu højere grad hans mor, der indtager rollen som hovedperson i romanen. Hun gør, hvad hun kan, for at holde familien samlet, og selvom det ikke lykkes helt, holder hun humøret oppe, da mændene er ved at opgive.

Det er ikke småting, Ma har at slås med. Steinbeck beskriver for eksempel, hvordan familien yngste bliver stadig mere afstumpede over for hinanden, og Ma kan ikke gøre andet end irettesætte dem. Over for den lidt ældre, gravide Saronsrose, må moderen også være hård og bede hende om at bide sin selvmedlidenhed i sig. Der er ingen kære mor af finde i hende, og dog er det hendes kærlighed, der binder familien sammen og som også gør, at de fortsat kan hjælpe og tage imod andres hjælp.

Når vold er den eneste løsning

Steinbeck blev angrebet hårdt af folk fra hans californiske hjemegn, da romanen udkom, og det er da vitterlig heller ikke noget kønt billede han giver af befolkningen i den stat, han stammede fra. Men ”Vredens druer” løfter sig over dette specifikke sted og disse specifikke problemstillinger. Det er en roman om uretfærdighed, om menneskers udnyttelse af andre, og om de udnyttedes ukuelighed på trods af alle odds. Denne ukuelighed risikerer at få afløb i vold, for udnyttelsen kan blive så kompromisløs, at det er svært at se andre muligheder. Skal ”Vredens druer” kritiseres for noget, er det ikke, at Steinbeck lader Tom Joad gribe til vold, men at han ikke lader Tom være synderlig påvirket heraf. Og dog ligger der måske netop den pointe heri, at Tom selv er blevet så afstumpet af den mentale vold, der gang på gang har ramt ham og hans familie, at han vitterlig ikke kan se noget galt i det, han har følt sig presset til at gøre.

Et trodsigt råb fra bunden

Skønt ”Vredens druer” er barsk socialrealisme, rummer den også en lun humor, der dog aftager betragteligt i den sidste tredjedel. Steinbeck fortæller i et roligt tempo, med de præcise person-, miljø- og naturbeskrivelser, der er så karakteristiske for ham. Når handlingen ind imellem tager fart, kan det som læser være svært at holde det rolige tempo og få alle detaljerne med, men det er en skam, for intet ord er tilfældigt valgt i denne helt eminente murstensroman, hvis grundlæggende tema om, hvordan vi mennesker behandler hinanden, desværre er evig aktuelt.

Selvom romanen bevæger sig længere og længere ned i det tragiske, slutter den fuldstændig fantastisk med et spinkelt, men vildt og trodsigt råb, der rejser sig fra bunden og skaber det håb, der peger fremad mod lysere tider. De tider som Ma og Tom Joad på hver deres måde kæmper for.

Indignation som drivkraft

Som det var tilfældet i 1951, mens Steinbeck skrev ”Øst for Paradis” (1952), førte han dagbog i den periode, hvor han arbejdede med ”Vredens druer”. Fra slutningen af maj til slutningen af oktober 1938 skrev han på manuskriptet – og dagbogen. I årene inden havde han blandt andet udgivet ”Det ukuelige sind” (1936) og ”Mus og mænd” (1937), som begge handler om fattige landarbejdere, sådan som det også er tilfældet med ”Vredens druer”. Begge bøger solgte godt, og ”Mus og mænd” blev en stor succes på landets teaterscener, hvilket Steinbecks dagbog giver indblik i. Her får man ligeledes hans reaktioner på de positive omtaler, der følger på udgivelsen af novellesamlingen ”Den lange dal” (1938). Dertil kommer Steinbecks bekymrede kommentarer til udviklingen i Europa, hvor Hitler skaber usikkerhed om verdensfreden. Men Steinbeck er stadig mest optaget af den måde, hvorpå de fattige landarbejdere bliver behandlet i Californien. Han har nemlig foretaget grundig research, og truffet mennesker, der siden danner forlæg for en del af karaktererne i ”Vredens druer”.

Den sidste periode, hvor Steinbeck levede blandt landarbejderne, oplevede han en oversvømmelse, der gik hårdt ud over de interimistiske lejre og deres beboere. Han bevidnede kamp mod naturkræfterne, opgivelse og død, og netop den oplevelse gav ham ideen til bogens dramatiske slutning. Oversvømmelsen og dens følger styrkede den indignation, der havde fyldt ham i lang tid, og nu formede der sig en historie, som skulle nedfældes og blive til hans hidtil længste bog.

Hverdagsliv under pres

I sin dagbog udtrykker Steinbeck til tider begejstring og fuld tiltro til romanen. Andre gange er han jamrende og nervøs, usikker på om han kan fuldende opgaven, og om nogen overhovedet vil gide læse bogen. For en udenforstående er hans jammer temmelig trættende, men det har givet været langt værre for ham selv. Han stod ikke for at skulle skrive ”den svære toer”, men han havde fået så megen succes, at han var bange for, om han kunne leve op til forventningerne. Samtidig gik successen ham på nerverne, for den førte en lang række tiggerbreve med sig fra folk, der mente, at Steinbeck måtte være blevet så rig, at han passende kunne dele sin indtægt med andre.

Også Steinbecks ægteskab med Carol får man en smule indblik i. Til tider er han bekymret for, om hun kan overkomme alle de praktiske opgaver, hun har påtaget sig – og nok også er blevet pålagt af sin succesrige mand. Steinbeck noterer løbende, hvem han og Carol har været til fest med. Persongalleriet af venner og veninder er stort og tæller blandt andet Ed Ricketts, der skulle komme til at danne forlægget for Doc i ”Et mægtigt gilde” (1945) og ”En dejlig torsdag” (1954), og Charlie Chaplin. Af og til udfordrer tømmermænd dagen efter en fest Steinbeck i at skrive sine sædvanlige to manuskriptsider, og ind imellem konstaterer han, at han er blevet for tyk og må slanke sig. Samtidig skal han tage stilling til en række forespørgsler fra diverse organisationer, der vil benytte hans navn i kampagner til støtte for landarbejderne. Også larm fra nabohusene eller hjemmets vaskemaskine kommenteres og får forfatteren til at have ondt af sig selv, men da han og Carol køber en ranch, for at han kan få arbejdsro, bliver han bekymret for, om han kan nå at skrive sin roman færdig, inden de skal flytte.

Dagbogen giver altså et ganske grundigt og ufiltreret indblik i Steinbecks tanker og frustrationer, mens han skrev ”Vredens druer”. Som læser bliver man af og til lidt irriteret på ham, for hvor kan han dog sukke! Men egentlig er der ikke noget at sige til, at han føler sig presset. Han har besluttet sig for at skrive sin hidtil længste bog, fordi nogen skal fortælle lige netop den historie. Men arbejdsroen bliver jævnligt afbrudt, og det ved enhver, der har prøvet at koncentrere sig om en svær og langvarig opgave, er enormt frustrerende.

Tanker efter udgivelsen

Da ”Vredens druer” var udkommet, fortsatte Steinbeck med ind imellem at notere lidt i dagbogen. Det fortsatte til ind i januar 1941.

Romanen blev en kæmpe succes. Så nu skulle Steinbeck forholde sig til, at han pludselig virkelig var blevet stenrig, og at de arbejdsgiverorganisationer, der stod bag udnyttelsen af landarbejderne, kørte smædekampagner mod ham og romanen. Samtidig knasede ægteskabet med Carol, og Steinbeck indledte en affære med den meget yngre Gwyn Conger. Det er bemærkelsesværdigt, at Steinbeck fortsat og i stigende grad skriver meget varmt om Carol, men det er nok mere bekymring for hende, der nok har bemærket, at det i højere grad er omsorg end dyb kærlighed, der præger hans relation til hende. Det endte med, at Carol opdagede sin mands sidespring, hvorefter Steinbeck besluttede at forlade hende. Han og Gwyn blev gift i 1943, men skilt igen fem år senere. De fik to børn sammen.

Efter de tre landarbejderromaner fandt Steinbeck det nødvendigt at genopfinde sig selv, så han ikke ”blot” blev en arbejderforfatter. Han kastede sig over et samarbejde med Ed Ricketts, der var marinbiolog. Dette førte til ”Logbog fra Cortez Havet”, som udkom i en folkeudgave i 1951. Også 2. verdenskrig satte sit præg på Steinbeck, der dels virkede som krigskorrespondent, dels skrev den lille, men vægtige ”Månen er skjult” (1942) som en moralsk opmuntring til befolkningerne i de af Tyskland besatte lande. Således havde han udstukket en ny retning for sine værker, men forståelsen for samfundets svageste forlod dog aldrig Steinbeck og hans produktion.

”Working Days. The Journal of The Grapes of Wrath” er ikke oversat til dansk. Men får man fat I den amerikanske udgave, er man godt hjulpet på vej af Robert Demotts lange indledende kapitel og hans grundige noteapparat.

lørdag den 11. december 2021

Hvorfor det er nødvendigt at læse kinesiske digte

Arne Herløv Petersen
Uden for tiden – Klassiske kinesiske digte
Det poetiske bureaus forlag – Bureauets lommebibliotek, 468 sider, 200 kr.

Af Jakob Brønnum
Hvor stor er den kinesiske litteratur egentlig? Der er kommet et nyt, fremragende udvalg af kinesiske digte fra 1000 år, som giver en mulighed for at (forsøge at) få en idé om det. 

For nogle år siden, da vi forberedte en rejse til Kina, genlæste jeg bl.a. Tao te-king, det berømte, kinesiske mystiske værk fra 500-tallet fvt., der på en måde står i verdenslitteraturen ved siden af Bhagavad Gita og Johannesevangeliet og et par stykker mere som de store formidlere af menneskelivets enkleste, tidløse sandheder. Jeg forstod ikke et muk.

Efter en tid gik det op for mig, at hvis jeg læste tre forskellige oversættelser samtidig, en engelsk, en ældre dansk og en svensk, jeg også havde liggende, kunne jeg få færten af, hvad der var essensen i de enkelte udsagn. Det var naturligvis ret besværligt, men lidt efter lidt bærer teksten jo sig selv. Som om oversættelserne hver især kun kunne fange et udsnit af indholdet og føre det gennem den snævre ordtunnel til et andet sprog

Så langt fra vores ligger den kinesiske, litterære udtryksform, og det skal man holde sig for øje, når man begiver sig ind i Arne Herløv Petersens nyudkomne, mesterlige antologi over kinesiske digte fra 300-tallet til 1200-tallet.

Mødet med Li Bai

Hvis man har beskæftiget sig en anelse med kinesisk poesi, genkender man navnene Wang Wei (699-759) og Li Bai (også kaldet Li Po, 701-62). Li Bai har nogle af verdenslitteraturens mest suveræne, melankolske drikkeviser i digtform:

Mellem blomster med en krukke risvin
Ingen af vennerne her. Skænker op til mig selv
Hæver bægeret og hilser på den lysende måne
Finder min skygge. Og så er vi tre.

(Fra digtet Drikker alene – under månen, s. 105)

Den samtidige Du Fu skriver om Li Bai i digtet ”Tænker på Li Bai, der hvor himmelen ender” (s. 132):

”Hvor himmelen ender,
stiger kolde vinde op
Sig mig, hvad du går
og tænker på
Hvornår vil en vildgås
komme med brev?
Floder og søer er fulde
af efterårets vand”

Det er en fantastisk åben og rummelig surrealisme eller måske bare elegant metafor-brug. Som læser ved jeg ikke om vildgåsen i kinesisk poesi er forbundet med noget lignende storken, bare for voksne, i vores - altså med en forbindelse til en anden verden. Eller om den og efteråret har et eller andet sammen, der udtrykker den ene digters savn efter den anden.

Det er ikke sikkert, det gør noget, at jeg ikke ved det, for jeg kan fornemme, at der er noget og det siger mig noget alligevel. Det, der altså kan virke som en lidt mystificerende sanselighed i både sprog og indhold, er derfor tværtimod givetvis den mest præcise måde at gengive de kinesiske digte.

Uden for tiden – gennem tiden

Digtene har desuden en sær lighed over alle århundrederne bogen igennem, og minder – sådan oplever jeg det som vestlig læser – også ikke så lidt om digte, man kan læse i dag. Prøv for eksempel at gætte, hvilken et af de to uddrag her, der er fra det 21. århundrede:

”Jeg har aldrig set et rødt bjergfår græsse på heden
eller stående for sig selv i buskadset
eller springende over vilde floders strømme
eller trippe omkring på skarpe bjergskråninger”

og

”Den enlige gås hverken drikker eller spiser
Den flyver kaldende rundt og savner sin flok
De andre end ikke husker denne skygge
De skiltes inde i skyers utallige lag.”

Det første er fra tidsskriftet ”The Journal of 21st Century Chinese Poetry” (oversat af mig fra den engelske oversættelse), det andet af samme Du Fu fra midt i 700-tallet (Fra digtet ”Enlig gås”, s. 153).

Det er essensen af Kina og det vi til daglig ikke forstår, der gør landet så svært at beundre: Der er en sammenhæng gennem hele historien. Hvad der sker gennem nogle årtier her og der er krusninger på overfladen af et mægtigt verdenshav af en nations lange liv. 

Forskellen på meget gamle bygninger i Kina og Rom og Athen er, at i de sidstnævnte steder er de ruiner, i Kina er de nymalede. Det er noget, der sidder i alle mennesker, og der er meget større ligheder mellem det, der sidder der i dag og dengang hos kineserne, end der er hos os.

Det er derfor der er nødvendigt at læse kinesiske digte – det er vejen til at se kulturen uden at skulle sidde og rase over dens nuværende politiske liv.

Og deri ligger nøglen til teksterne, for en europæer at se: At hvor vores litteratur langsomt, men sikkert peger ind mod den enkelte og bliver identitetsdefinerende, jegsøgende, personlig, peger alle digte i Kina udad. Der er hele tiden noget større, der venter i baggrunden. I Kinas digtning i 700-tallet er selv ensomheden kosmisk, som man kunne se.

Kinas storhed

Den sammenhæng fornemmer man tydeligt i det ”lille” udsnit af Kinas litteratur med uddrag af ikke mindre end 71 digtere, Arne Herløv Petersens præsenterer i den gedigne og smukke bog. De tre nævnte digtere, plus et par stykker til lidt senere i historien, får så meget plads, at man oplever det som en egentlig introduktion til deres forfatterskab. Man kunne lave et udvalg af mindst samme omfang og tidsspand på hver side af de århundreder dette udvalg dækker. 

Det er i forvejen meget svært at sluge for europæere og amerikanere (og ikke mindst de om muligt endnu mere nationalt selvoptagede russere), at Kina er historiens i særklasse mest vellykkede nationsbyggeri, men at landet skulle have en litteratur, der i dybde, bredde og omfang overgår den vestlige verdens majestætiske kanon, det er naturligvis tys-tys, men fuldstændigt korrekt ikke desto mindre. Det har vi fået et uvisneligt glimt af i den mere en 450 sider store bog i lille, handy format i Bureauets Lommebibliotek, den serie, der nu rummer flere snese internationale klassikere

Og hvis man har lyst, kan man more sig over at digtene i antologien er fra den periode, hvor den katolske kirke lukkede de sidste antikke filosofskoler (i 529) og kastede et totalitært mørke ind over et sultent og forarmet Europa, så man kan læse hos Gregor af Tours, at han skriver ”Frankernes Historie”, fordi det snart ikke er til at opdrive en bog nogen steder. 

I Kina sad embedsmændene og skrev digte, for det var en del af kravene til offentlig ansættelse, at man beherskede de litterære former, som Herløv fortæller i bogens oplysende forord. 



onsdag den 1. december 2021

Tegneserieteologi

Peter Madsen: ”Urhistorien”, Bibelselskabets Forlag, 120 sider, 249,95 kr. & ”Noter til urhistorien”, Bibelselskabets Forlag, 88 sider, 49,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


Overskriften – Tegneserieteologi – kan godt lyde hånsk, men det er ikke meningen. Overskriften skal helt og holdent forstås positivt. Peter Madsens tegneserie om de første 11. kapitler i 1. Mosebog er nemlig en særdeles god teologisk tolkning. 

Med mindre man har et strikt fundamentalistisk syn på Bibelen, er det klart, at dens skrifter skal fortolkes ligesom al anden litteratur. Når det gælder de kapitler, som Peter Madsen har gennemarbejdet i billeder og tekst, er det endnu mere klart, for her er der tale om regulære myter.

I ”Noter til urhistorien” skriver Madsen om denne genre: 

”I daglig tale er vi vant til at skelne mellem en sand, historisk beretning – noget, der skete for et bestemt menneske et bestemt sted i en bestemt tid – og en myte, som er fri fantasi, en historie, der ikke kan efterprøves og derfor ikke er sand.

Men sagen er, at en myte er sand, bare på en helt anden måde. For en myte er ikke en fortælling om noget, der skete for et bestemt menneske et bestemt sted i en bestemt tid, men derimod noget, der sker for alle mennesker alle steder til alle tider. En fortælling, der er almenmenneskelig og gentager sig uafbrudt, en fortælling, vi ikke kan få bevis for og heller ikke behøver bevis for.” (s. 4).

Det er denne tekstforståelse, Peter Madsen har lagt til grund for sin nye tegneserie.

Fra Thor og Odin til Adam og Eva

Det er ikke nyt for Madsen at beskæftige sig med Bibelens skrifter i tegneserieform, selvom han indledte sin karriere med ”Valhalla”-serien, der handler om den nordiske mytologi. Det var en serie, der primært henvendte sig til børn, selvom den også fik – og stadig har – mange voksne læsere. Hans bibelske værker retter sig mere mod større børn og voksne. ”Menneskesønnen” fra 1995 er nærmest fast inventar i landets konfirmandstuer, mens ”Historien om Job” (2000) henvender sig mest til voksne.


I ”Urhistorien” tegner/maler Peter Madsen de velkendte tekster, ikke som illustrationer, men som fortællinger for øjet. Netop for at give billederne og de tolkningsmuligheder, de fører med sig, plads, har Madsen skåret den medfølgende tekst mest muligt ned. Han driller ved at placere dinosaurer blandt de dyr, Gud skaber på den femte skabelsesdag, selvom de mennesker, der først fortalte myten, næppe har kendt noget til disse på det tidspunkt for længst uddøde væsner. Slangen, der frister Adam og Eva til at spise af den forbudte frugt, har ben, fordi den siden forbandes til at krybe på sin bug. Der er desuden det særlige ved slangen, at den synes af vokse ud af træet, som om det er træet selv, der frister med det forbud, det er omgærdet med. Frugten fra træet er postkasserøde granatæbler, der virkelig ser fristende ud, selvom de – med deres danske betegnelse – er sprængfarlige.

En kasse på havet

Da Adam og Eva forvises fra Edens Have, skifter tegnestilen til gråbrune nuancer. Resten af Bibelens historier foregår da også udenfor den paradisiske tilstand – i verden. I Peter Madsens streg fortsætter livet dog ikke med at være gråbrunt. Der kommer flere farver til igen, selvom myterne byder på død og ødelæggelse nok. I fortællingen om Noas ark er det jo næsten alle mennesker, der lider druknedøden. Der bygges effektivt op til katastrofen, ikke mindst på s. 73, hvor Noa i glimt ser, hvad der snart vil ske.

Peter Madsen gengiver arken efter de mål, der er angivet i den originale tekst, så man ser, at den er formet som en kolossal trækasse, uden køl og ror. Hvis den blev sat i havet, ville den hurtigt kæntre, men hvis man vil forsvare de gamle, der fortalte historien første gang, kan man forestille sig, at de lod arkens sejlegenskaber være så elendige, fordi de ville understrege Guds magt, der var stor nok til at kunne holde arken oppe. Mere sandsynligt er det dog, at dem, der fortalte myten, intet anede om skibsbyggeri, og det gjorde dem, de fortalte den til, nok heller ikke.

Tegneserien slutter med historien om Babelstårnet. Her trækker Madsen tråde op til de babelstårne vi bygger i dag, både fysisk og mentalt. Tårne, som ikke nødvendigvis bliver brudt ned som i den bibelske myte, men som har en tendens til at nedbryde os.

Folkelig formidling af akademisk stof.

I ”Noter til urhistorien” redegør Peter Madsen dels for sine tanker og tolkninger i ”Urhistorien”, dels for den læsning af de gammeltestamentlige skrifter, som landets teologistuderende bliver præsenteret for på de statslige teologifakulteter i Aarhus og København, men Madsen præsenterer stoffet uden akademiske fagudtryk, hvorved det bliver ganske let at gå til.

Læseren sidder tilbage med en klar forståelse for, at de gamle tekster ikke er dikteret af Gud, men er opstået som dybsindige og facetterede myter om det, der ligger til grund for det liv, vi alle har del i.


fredag den 26. november 2021

Den Grønne Ridder – og hans mere og mere erfarne kollega

Sir Gawain og den grønne ridder: En fortælling fra engelsk middelalder
overs. Ole Meyer, ill. Lars Lauge
Multivers 2018
159 sider, 259,95 kr.

Af Søren Holst

For nogen tid siden havde ”The Green Knight” biografpremiere. Den er løseligt bygget over heltedigtet Sir Gawain og den grønne ridder, som i 2018 for første nogensinde kom i dansk oversættelse ved Ole Meyer, der især er kendt som oversætter af Dantes Komedie – en præstation, der må imponere enhver som har prøvet at oversætte noget som helst.


Digtet stammer sandsynligvis fra 1300-tallet, og det eneste bevarede manuskript vides at have ligget i en bestemt bogsamlers private bibliotek siden 1600-tallet. Først i 1839 blev det udgivet og dermed kendt i offentligheden. Det har altså ikke været en del af den engelske litterære tradition op gennem århundrederne, sådan som fx Chaucers Canterbury-fortællinger eller kvadet om Beowulf har været. Men siden har digtet taget revanche. Mange som ikke kunne drømme om at læse noget, der er ældre end Ringenes Herre, vil kende dets titel, eftersom J.R.R. Tolkien har frembragt en af de mange oversættelser til nutidigt engelsk. Og den sene klassikerstatus er bestemt fortjent.

En god historie

Der er, som Keith Harrison skriver i sine kommentarer til sin oversættelse i Oxford World’s Classics, tale om ”a rattling good story”: Det er nytårsaften ved Kong Arthurs hof. Både riddere og damer er forsamlet i den traditionelt indrettede gildesal, hvor kongen sidder ved højbordet og det øvrige hof ved hans side eller ved en række langborde. Fortælleren nævner, nærmest en passant, at selv om der bliver serveret, og måltidets øvrige deltagere tager for sig, havde kongen selv den vane på højtidsdage ikke at sætte tænderne i maden, før han havde hørt en fortælling om ridderlig heltedåd eller, endnu bedre, oplevet at der var bud efter én af hans riddere til at påtage sig en eventyrlig opgave.

Denne lille særhed hos heltekongen går igen flere steder i Arthur-digtningen, men i akkurat dette tilfælde får kongen – og læseren – mere end vi havde regnet med: Midt i forretten kommer en ridder med kæmpeskikkelse galoperende ind i salen på sin hest. Både hans dragt, hestens udstyr, hesten selv og ridderens hud er, som man har gættet ud fra bogens titel, lysende grønne. Og det naturstridige udseende er endda det mindst uhyggelige ved ham. Han er ikke iført rustning, men har en grøn gren i den ene hånd og en stridsøkse i den anden, og udfordrer kongen til at lade en af sine riddere deltage i en usædvanlig tvekamp: Den udvalgte skal få lov at rette et hug af øksen mod Den Grønne Ridder; men han skal først forpligte sig til ét år og én dag senere at opsøge Ridderen og lade denne gengælde hugget. Den navnkundige Gawain beder kongen om tilladelse til at tage udfordringen op. Og da han hugger mod Den Grønne Ridders hals, falder Ridderens hoved af, som man kunne forvente, og løftet om selv at tage imod et hug det følgende nytår synes dermed at bortfalde. At det afhuggede, grønne hoved triller hen ad gulvet, mens skræmte hoffolk puffer det fra sig med fødderne, er imidlertid den sidste gang i digtet, at noget går som forventet. Og vi er kun nået til det nittende af digtets 101 kapitler.

En fabel om ridderlighed – og meget andet

De fleste af os kan næppe længere huske, hvordan det var at læse eller høre om Odysseus’ ankomst til kyklopernes ø uden på forhånd at vide, hvordan Polyfemos ville blive overvundet. Det forhindrer os ikke i fortsat at læse Odysseen med begejstring. At noget er værd at læse flere gange – og dermed at læse for andet end det overraskende plots skyld – er vel nærmest en af de fundamentale definitioner på litterær kvalitet.

Men det ændrer ikke ved, at plottet også er et centralt aspekt af værket, og at det er en særlig oplevelse at læse noget for første gang. Så det ville være en skam at røbe for læseren, hvad der sker med den nu hovedløse Grønne Ridder, og hvad Gawain oplever, da han den følgende Allerhelgensdag faktisk forlader Camelot for at være i god tid til at finde Det grønne Kapel, som Ridderen har opgivet som sin adresse. Men jeg kan love, at der ikke er nogen mangel på dramatiske begivenheder – på trods af at helten på den anden side, noget overraskende, faktisk kommer til at ligge passiv hen i en central del af handlingens forløb.

Ud over at fortælle den spændende historie om de farer og prøvelser, som Gawain må gennemgå, udgør digtet naturligvis også en behandling af nogle grundlæggende temaer, som de dramatiske begivenheder kaster lys på. En del vidtløftige forslag har været fremsat i digtets knap 200 år lange fortolkningshistorie. Den Grønne Ridder, der dukker op netop ved det nye års indtræden, er blevet set som en slags naturguddom eller personifikation af naturens årlige genopblomstring efter midvinterens fejring af frelserens fødsel. En lignende tolkning, blot vendt på hovedet, har set digtet som en skildring af striden mellem natur og kultur: Camelot og ridderstanden er kulturen, Den Grønne Ridder repræsenterer den utæmmede natur, når han kommer brasende ind på kongens enemærker, og netop denne ugæstfrie natur udenfor må Gawain rejse igennem på sin lange søgen efter Det Grønne Kapel den følgende vinter.

Der kan være noget rigtigt i begge tolkninger, og i adskillige andre. Men mest centralt er digtet nok en drøftelse af selve ridderskabets ideal om ”trawthe”, som det hedder på middelalderengelsk, og som både rummer begreberne sandhed (”truth” på moderne engelsk), troskab og trofasthed (”troth” som i det gammeldags udtryk ”betrothal” for en forlovelse) og endelig integritet (at være ”true to one’s self”). Gawain stiller tårnhøje krav til sin egen ”trawthe”, men er samtidig overbevist om at han faktisk kan opfylde disse krav. Undervejs viser virkeligheden sig at være mere speget, og Gawain kan siges at komme ud af historien forvandlet fra skinnende forbillede til angrende synder. Da han ved digtets slutning giver udtryk for dette markant mindre selvsikre syn på sin ridderværdighed, slår omgivelserne det imidlertid nærmest hen som en bagatel der kan gøres til genstand for spøg. Om den ene eller anden part har ret, skal læseren øjensynlig selv inddrages i at afgøre. Spørgsmålene bider sig selv i halen, lige som den ene streg, der danner den femtakkede stjerne på Gawains våbenskjold, og som er et centralt motiv i digtet.

At oversætte poesi

At oversætte noget som er på vers, byder naturligvis på vanskeligheder ud over de strabadser som enhver oversættelse indebærer. Det er ønskeligt at bevare den særlige klang, som den poetiske form giver indholdet på originalsproget. Den er en del af værket. Men det kan sjældent opnås uden omkostninger. Hvis bestræbelserne på fx at bevare et særligt rimskema uforandret medfører, at man må ty til ejendommelige gloser eller akavede ordstillinger, som ellers ikke var kommet på tale, risikerer man at få værket til at lyde arkaisk eller ligefrem klodset – og dermed netop ikke yde dets form retfærdighed.

Man kan godt overveje, om ikke dét netop var den beklagelige følge, da Meyers forrige forgænger som Dante-oversætter, Chr. Molbech, absolut ville kræve af sige selv at Komediens elegante rimskema skulle bevares, på trods af at vi på dansk slet ikke har den rigdom af ord med forskellige vokalværdier i tryksvag udlyd, som italiensk råder over. Det kan hverken undre, at Molbech undervejs bemærkede at oversættelsesarbejdet var ”som at vade gennem knædybt sand”, eller at både Knud Hee Andersen i 1963 og Meyer selv i 2000 valgte at give afkald på rimene.

En helt anden udfordring møder Gawain-oversætteren. Digtet er et eksempel på den ”Alliterative revival” i 1300-tallet, som genoplivede brugen af stavrim, der havde været gængs i langt tidligere engelsk litteratur som fx Beowulf, men var gået af brug. (Den er forsøgt bevaret i Andreas Haarders fordanskning Bjovulf fra 1984, genoptr. 2001). Rugbrødsdelen af de 101 kapitler eller sange består af fra 13 til 34 fortællende verslinjer med dette klassiske skema: Konsonanten i en af de første trykstærke stavelser skal gå igen 2-3 gange i stavelser med tryk i resten af linjen (for trykstærke stavelser, der begynder med vokal, gælder særlige regler).

I Gawain-digtet er skemaet desuden suppleret med, at hver sang afsluttes med et såkaldt ”bob-and-wheel”, der lader sangen munde ud i fire kortere linjer, der afslutter eller opsummerer det foregående, og som har enderim, som vi er vant til det.

Meyer har meget fornuftigt bibeholdt rytmen, men ladet stavrimene forekomme ”hvor de har budt sig til”, og ellers ikke.

Et eksempler kunne være fra Gawains ridetur ud til sit sidste møde med Den Grønne Ridder (kap. 83). To linjer fra originalen lyder således:

They boghen bi bonkkez / ther boghes ar bare,
Thay clomben bi clyffes / ther clengez the colde.

Hos Meyer:

De red over højdedrag hvor træerne stod nøgne,
de kom over klipper hvor kold sne hang i klumper.

Son man kan se, er k-lydenes spil mod hinanden i den sidste linje perfekt gengivet, hvorimod der er givet afkald på det tilsvarende mønster af b-lyde i den foregående linje, fordi en indholdstro gengivelse på naturligt, velklingende dansk trods alt er vigtigere. Det er uden tvivl et rigtigt valg. Om det også var nødvendigt helt at undlade enderimene i hver sangs afslutning, kan man måske diskutere. Men i hvert fald er det konsekvent.

Og det er et meget velkomment og gedigent bidrag Meyer har ydet til vores forråd af ældre litteratur i oversættelse.


onsdag den 24. november 2021

En evigt aktuel klassiker

Pär Lagerkvist: ”Dværgen”, 1944, Dansklærerforeningen 2000. Klassikerlæsning.

Af Egil Hvid-Olsen.

Hovedpersonen i Pär Lagerkvists roman fra 1944 er selve den navnløse dværg, der har givet bogen dens titel. Der er ikke tale om en dværg i gængs forstand, men derimod om en repræsentant for en menneskelignende art, der dog har en langt mindre vækst og et mere dyrisk udseende. Man fornemmer, at dværgene er ondsindede, men netop denne dværg er så led, at han ikke alene nærer mistro til mennesker, men også skaffer sig af med sine artsfæller. På trods af sit usympatiske væsen fungerer han som fyrstens nærmeste tjener, der på ethvert vink fra sin herre udfører de handlinger, denne ønsker virkeliggjort. Til tider er det handlinger, der ikke tåler dagens lys, og dog har dværgen sin daglige gang ved hoffet, hvor han lever som et slags nødvendigt onde, som ingen tilsyneladende forholder sig til. Man fornemmer, at han måske slet ikke er en virkelig person, men en side af fyrstens personlighed – hans drifter, det ubevidste, id’et. 

Næres af død

Dværgen næres af død og ødelæggelse. Han raser over, at fyrsten ikke vil lade ham deltage på slagmarken, og har stor tiltro til sin egen krigskunst. Dog synes hans påvirkning af fyrsten at føre langt større blodsudgydelse med sig, end hvad han selv ville have kunnet levere med sit lille stiksværd. Når fjenden lider nederlag, jubler han, og når hans egne må trække sig, raser han.

Der findes ingen forståelse for andres lidelse hos dværgen, som hidser sig op over, at landbefolkningen flygter fra fjenden ind i regensstaden, hvor de sulter, tørster og i sidste ende dør på gaderne: ”De er magre og gør unægtelig et ganske udsultet indtryk. Jeg siger det ikke fordi jeg har nogen sympati for disse mennesker. Jeg deler bybefolkningens uvilje imod dem. De er sløve som alle bønder, og det meste af tiden sidder de bare og glor. De omgås ingen, men har delt sig i grupper efter de landsbyer, de kommer fra, og holder så godt som altid til i deres snavsede lejr, den lille stump af torvet hvor de har deres gamle pjalter liggende og som de synes at betragte som en slags hjem.” (s. 142f.).

Får dværgen en chance for at kile mistro og had ind i fyrstens sind, gør han det, ligesom han glæder sig, når mistroen og hadet fører død med sig. Han holder sig ikke tilbage fra at skade børn og ækles ved kærlighed. Hele hans sind består af afsky, had, blodtørst og en naturlig tilbøjelighed til at smede rænker. Således er dværgen en af verdenslitteraturens mest gennemført usympatiske karakterer.

En machiavellisk figur i nazismens skygge

Det er værd at bemærke, at ”Dværgen” er skrevet i 1944. Skønt handlingen udspiller sig i Italien, i en tid, der snildt kunne være Machiavellis, var det under 2. verdenskrig, at Pär Lagerkvist arbejdede på romanen, og skønt der bestemt er noget machiavellisk over dværgen og hans fyrste, synes hele bogen at være en analogi til den på Lagerkvists tid frygteligt aktuelle nazistiske ideologi. Gamle filmklip viser Hitler som en lige så aggressiv figur som dværgen, i hvert fald når han holdt sine taler. Men at gøre Hitler til et umenneske ville være forkert, fordi man dermed ville fratage ham ansvaret for sine handlinger. Hitler var et menneske, der traf nogle beslutninger, der blev skæbnesvangre for forfærdelig mange andre. Han var ikke et uhyre. Men som alle andre mennesker kunne han lade sig friste af det onde, af sin indre dværg, drifterne, det ubevidste, id’et. Som hos dværgen var hadet en af de centrale drivkræfter hos Hitler, der ville hævne forsmædelsen fra Versaillesfreden. Undervejs mistede han enhver etisk fornemmelse, sådan som det også er tilfældet med dværgen.

Korte, men vægtige værker

Pär Lagerkvist skrev korte værker. Med sine 190 sider er ”Dværgen” en af hans længste. Men hans bøgers indhold var vægtigt. Derfor modtog Lagerkvist i 1951 Nobelprisen i litteratur. Når man læser ”Dværgen” er det tydeligt, at selvom der ikke raser en verdenskrig for tiden, er romanen alligevel skræmmende aktuel. Fristelsen til at lade sig styre af magtbegær og ondskab springer ingen generation over.


onsdag den 17. november 2021

Sammenfiltrede identiteter

Allan Lillelund Andersen: ”Tegn en verden”, noveller, Løvens Forlag 2021, 116 sider, 169 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Identiteterne fletter sig ud og ind af hinanden i Allan Lillelund Andersens komplicerede og drilske novellesamling ”Tegn en verden”. En karakter bor to forskellige steder og på samme tid, blot i forskellige aldre i ”Etager i et hus”. En pagt forbinder Lasse og Klaus så tæt til hinanden i ”En pagt for livet”, at Klaus ikke kun er Klaus, men også Lasse, og når det er tilfældet, må Klaus tale på Lasses vegne, når han – altså Lasse - er under anklage. Endnu mere sammenfiltret bliver identiteterne i ”Tegn en verden” – samlingens længste fortælling. Novellen tager udgangspunkt i og henviser også siden til Karen Blixens ”Drømmerne” fra ”Syv fantastiske fortællinger” (1935). Nogle personer bindes sammen af fælles evner og anagrammer, mens andre skrives ind og ud af historien, idet de dør med et smil på læben. En dreng formår nemlig at tegne det perfekte kunstværk, der gør nogle af beskuerne så lykkelige, at de ikke længere ønsker at leve. Man fornemmer, at det ikke længere er værd at leve, fordi intet bliver bedre. Beskuelsen af tegningen udgør livets lykketop. Når alt er indeholdt i et værk, er der kun intet tilbage, eller måske er intetheden også indeholdt i værkets alt. Under alle omstændigheder kan det kun gå nedad herfra. Hvorfor så ikke dø lykkelig?

Ikke nok med, at nogle af novellerne sammenblander karaktererne. Fortælleren kommenterer sin egen fortælling og bliver således på sin egen mystiske facon en del af den.

I ”Styrthjelmen” har en mors bekymring taget fornuften fra hende. Ifølge hende handler hun dog særdeles fornuftigt, idet hun køber en styrthjelm, der har vist sin holdbarhed. Den tidligere ejer blev knust i et trafikuheld, men hovedet var uskadt. Det måtte efterfølgende tages ud af hjelmen. Men fordi hjelmen således har vist sin kvalitet, får moderens søn den. At der er størknet blod i den, tager hun ikke så tungt som sønnen. Her, som i de andre noveller, er eksistensen på spil.

Sproget om sproget

Det er ikke småting, der kan analyseres i Lillelund Andersens novellesamling, men det vil føre for vidt i denne sammenhæng. Til gengæld vil jeg pege på sproget, der er særdeles gennemtænkt; ikke mindst i de passager, der handler om netop sproget. Et eksempel, hvor Torben Ejner Valle suges ind i førnævnte ”Drømmerne”:

”Han så indhold. Alt syntes at eksistere i det øjeblik, han læste det. Nu åndede Torben ikke længere i virkeligheden, men trak vejret et andet sted, et sted mellem Lamu og Zanzibar. Det var fantastisk. Han trak vejret sammen med sproget og så ikke længere sprogets materialitet, men dets legeme, dets sammentrækninger, dets kropslighed. Han var parat til at dø sammen med sproget. Når historien var færdig, var livet færdigt. Det var fantastisk.” (s. 72).

Det er det, sproget kan – til tider. Det kræver ganske vist en særlig fortæller, en særlig stemning, en særlig koncentration. Da er det, at man kan blive opslugt af det, man læser. Sproget tager over og skaber en virkelighed, som ikke er den, man fysisk befinder sig i. Indimellem er det også sådan, når man læser Lillelund Andersens novellesamling. Særligt titelnovellen er så fascinerende, at man momentant glemmer, hvor man er og gribes af tekstens besynderlige univers, der på et helt andet plan også siger noget vedkommende om den tilværelse, man lever i, når man ikke læser.

Debut

På bogens flap oplyses det, at ”Tegn en verden” er Allan Lillelund Andersens debutudgivelse fra 2002, men at den først nu foreligger i bogform. Noget tyder på, at debuten havde form af en e-bog. Er det tilfældet, kan man glæde sig over, at den nu også kan læses på papir. Ikke fordi det nødvendigvis er bedre end en e-reader, men fordi chancen for, at ”Tegn en verden” vil få flere læsere, er større, når den nu også foreligger som almindelig bog.

Allan Lillelund Andersen er født i 1980 og var altså 22 år, da ”Tegn en verden” udkom første gang. Det er imponerende, at han har kunnet skrive så komplekst, drilsk og dog sammenhængende dengang. Hans nyere noveller (Jf. ”Nedslag” fra 2021) er lettere at gå til, men ”Tegn en verden” er bestemt også værd at stifte bekendtskab med.


torsdag den 11. november 2021

Dostojevskij 200 år - et tema i Den smalle bog

Livet er for stort til at rummes i en roman

"Dostojevskij stikker lige en tand dybere og lader sine karakterer have modsatrettede træk, sådan som de fleste mennesker har det i virkeligheden. Hans karakterer kan have pludselige og forvirrende stemningsskift, ligesom de kan være i sindsstemninger, der slet ikke svarer til deres situation. Som læser er man vant til, at der er en forklaring på og måske også en mening med det, karaktererne foretager sig og siger, men sådan er det ikke nødvendigvis i virkeligheden." (Egil Hvid-Olsen om Brødrene Karamasov)

I anledning af Fjodor Dostojevkijs 200 års dag d. 11. november bringer Den smalle bog et stort tema med læsninger og refleksioner over hans værker. Flere af indlæggene er helt nye, i første omgang Egil Hvid-Olsens læsning af Dostojevskijs hovedværk Brødrene Karamazov, der er kommet i en ny overbevisende oversættelse og i de kommende dage hans læsning af Grønskollingen (Ynglingen). 

Temaet er skrevet af Egil Hvid-Olsen og Jakob Brønnum. De øvrige indlæg har tidligere været bragt (nogle af dem i POV International). I de kommende dage og uger, vil der blive tilføjet flere indlæg i temaet.

Dostojevskij 200 år: Ludomaner, nettrolde og politiske magtmennesker (Jakob Brønnum)

En grønskolling (Egil Hvid-Olsen)

Hvide nætter (Egil Hvid-Olsen)

Et svagt hjerte (Egil Hvid-Olsen)

Et latterligt menneskes drøm. (Egil Hvid-Olsen)

Den sagtmodige/Krotkaja (Egil Hvid-Olsen)

Stakkels mennesker (Arme mennesker) (Egil Hvid-Olsen)

Det døde hus (Minder fra dødens hus) (Egil Hvid-Olsen)

Spilleren (Egil Hvid-Olsen)

Brødrene Karamasov (Jakob Brønnum)

Brødrene Karamasov (Egil Hvid-Olsen)

lørdag den 6. november 2021

Vandrestaven i kødet

Gorm Bull
Med djævelen på slæb – en roadmovie fra Caminoen
230 sider. 199 kr. eller 99 kr. (e-bog)
BoD 2021. SNIKSNAK - gormbull.dk


Af Erik Kock

Hvad gør man når et familiemedlem og dennes mand forærer én luksusudgaven af Caminoen: 800 kilometer, 35 dage, gratis transport af bagage og dagligt hotelophold betalt? Man er 51 og kunne godt trænge til luftforandring. Så man jubler naturligvis. Nej. Det gør man ikke. Ikke når man er Gorm Bull. I et tilbageblik på træningen til turen kommer disse tanker:


"Egentlig burde jeg være i mit livs form, men som sædvanlig havde jeg spændt ben for mig selv og givet fanden i det hele. Gået langt mindre end jeg skulle, og spist langt mere, end jeg burde. En mand på et halvt hundrede år uden gnist og nerve, tvangsindlagt til at gå Caminoen.

Til at gå!
Jeg hadede at gå.
Det sagde mig intet.
Absolut overhovedet ingenting!"

Argumentet han havde brugt over for sig selv for alligevel at have taget imod gaven, var karakteristisk: ”Det kan næppe blive værre end det er.” Dette er ikke udtryk for overdreven selvironi, selvmedlidenhed eller en hang til floskler. Sådan opleves livet og verden af Gorm Bull på dette tidspunkt. Også på dette tidspunkt, kunne man sige. Det vil der blive kastet lys over i det følgende.

Bevæbnet med notesblok, mobiltelefon med diktafon samt iPad og i nærmest barnlig trods bevæger vor vandringsmand sig ud på en tur der synes at bære alle tegn på at kunne blive en virkelig katastrofe. Forfatterens forord forsøger dels at advare om bogens kaotiske fortælleteknik, dels om at ”det [er] dig som læser der må finde ud af, hvad der er tåger og små psykoser, eller hvad der er virkelighed.” Så er vi ligesom i gang.

Allerede bogens titel signalerer dog, at der ikke er tale om en traditionel rejseskildring. Opsætningen ser ellers uskyldig nok ud: Der er et kapitel pr. dag med angivelse af vejrlig, afstande og af start- og slutby, man får beskrivelser af lokaliteter og mennesker, og der er oplysninger om mad og drikke. Bogen har billeder taget af forfatteren selv undervejs og som på deres egen skæve facon giver et personligt betonet nærvær. En anden og interessant feature er de QR-koder som optræder ved skiftet fra et kapitel til det næste. Her får man lyde, forfatterens mundtlige kommentarer, billeder og særegne fortolkninger af det man læser. Det virker fint. Så langt, så godt. 

Der er bare det ved det at det ikke er alt dette bogen handler om. De nævnte ingredienser er bare biprodukter på Gorm Bulls i enhver forstand stenede vej gennem ydre og indre udfordrende landskaber. Man får et hint om det ved at læse kapiteloverskrifterne i indholdsfortegnelsen, et udpluk: ”Alene i mørket”, ”Dantes inferno”, ”Det sejler”, ”Med hovedet under armen”, ”Kill me, please”, ”På vej i krig”, ”Det begynder at stramme til”. 

Men hvad laver en kort biografi om den nu afdøde amerikanske journalist, Hunter S. Thompson, på siden før forordet? Det går i al sin frydefulde gru op for læseren allerede i ovennævnte tilbageblik på træningen. Denne – for nogen – legendariske kultfigur satte i sit journalistiske virke rekord i frækhed, indtagelse af stoffer, ekstrem livsstil og våbenbrug, men grundlagde også en ny journalistisk genre, ofte benævnt ”gonzo”. Og i Gorm Bulls Camino-univers bliver denne figur under netop navnet ”Gonzo” et alter ego for forfatteren. Han dukker op hvor som helst og allerhelst med umanérligt dårlig timing, og han blander sig i alt. Han personificerer det som forfatteren glimtvis selv ville ønske at kunne have præsteret som person, revolversvingende mand, kvindebedårer, svindler og meget andet. Gonzo træder ind i for-fatterfigurens verden på tidspunkter hvor bl.a. hallucinationer, overanstrengelse eller selvhad har taget over, og der skal ruskes op; en underbevidsthedens ambulancetjeneste – hvor chaufføren dog har hovedet under armen, både i overført og i bogstavelig betydning(!). Nogle gange sker skiftet uden overgang, her er et eksempel som også inkorporerer alle rejseskildringers problem:

Efter en halv times tid går det endelig nedad. Har i flere timer ikke kunnet tjekke hvor jeg var, på grund af dårlig dækning på mobilen. Derfor virker alting som en uendelig færd mod undergangen.

Pludselig ser jeg nogle huse og en stor kirke. Endelig. Endelig!

”Nå, var det så en dans på roser?” spørger en statue mig. Gonzo! Selvfølgelig. Han står ved byskiltet til San Juan de Ortega. Rank i ryggen og iført middelalderornat. Dog med sit hoved under armen. ”Det var snarere en dans på tornede roser,” svarer jeg. ”Du kommer aldrig til at kunne beskrive din rejse for andre, som ikke har gået Caminoen. Det er din forbandelse. Du prøver at skrive din oplevelse ned og tage billeder. Men billeder og ord har kun én dimension. Ingen kan lugte, mærke eller høre dit nu. Ingen kan forstå dybden. De er et helt andet sted!” siger han meget alvorligt, mens hovedet ryger ud af favnen og begynder at trille væk fra byen og hen mod den fortid, jeg netop har forladt.

Bogen har en ramme om selve Caminoturen, dvs. et før og et efter, bl.a. udløst af forfatterens mors alvorlige sygdomsudbrud og det lange tilløb han selv må tage inden afgang. Han er i syv sind mht. at skulle afsted, men beslutter sig til at rejse, godt hjulpet på vej af sine søskendes og andres overtalelser. Hans personlige tilløb har karakter af fortrængninger, opgivenhed, overspringshandlinger og frygten for ensomheden i det fremmede – alle er de navne på nisser der flytter med. Det gør den slags jo. Hjemkomsten med status og medfølgende overvejelser får et par kapitler til sidst som runder bogen af på fineste vis og efterlader læseren med samme blandede følelser som forfatteren – sådan som sådan en bog gerne skulle.

”Med djævelen på slæb” er en hybrid af rejseskildring, fiktion, dagbog, selvbiografi og essay, og forfatteren formår at komme op til overfladen efter hver neddykning i det morads han i det meste af bogen selv oplever livet og verden som. Der er udblik på Spanien og spanierne som er både positive og negative, samtaler om og med andre vandrere, kommentarer til samfundsdebatten, kritik af den katolske kirke, erindringer om livet som yngre musiker, portrætter af familie og venner, overvejelser om livet og døden, drømme, sexfantasier – og det løbende, stedfortrædende og syrede portræt af Gonzo/Gorm.

Dette er Gorm Bulls debut som forfatter af et selvstændigt bogværk. Tidligere har han skrevet, komponeret og udgivet sange, og han har bl.a. været redaktør på ”Mit liv er alles”, en kombineret bog/cd-udgivelse om digteren Morten Nielsen med bidrag af en række kulturpersonligheder og forfattere, det hele i fællesskab med den mangeårige samarbejdspartner og ven, musikeren Palle Hjorth.

På forbløffende vis har denne syngende og musicerende skrivekugle sammensat en bog som emmer af menneskeliv og -drømme, af ensomhed, længsel, tro og mistro, sårbarhed, åbenhed, håb og håbløshed – og det på en måde som aftvinger både eftertænksomhed og respekt. Eftertænksomhed fordi Gorm Bull går til biddet og ikke går omveje når det drejer sig om vores fælles svagheder; respekt fordi det er sin sag at lave et sammenhængende bogværk når man indtil for nylig stort set kun har beskæftiget sig med kortformer – OG kommer i mål med en fortælling om den menneskelige eksistens som sætter sig fast som en fodvabel i læseren selv.

God tur!