onsdag den 3. marts 2021

Tegnede noveller om livet i en lejekasserne

Will Eisner: ”En kontrakt med Gud”, Fahrenheit 2021, 188 sider, 248 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Da jeg var dreng i 70’erne og 80’erne var de fleste tegneserier netop udgivet til sådan nogle som mig. Men lidt efter lidt dukkede der albummer op, der havde betegnelsen ”voksentegneserier”. Nogle af dem havde erotisk indhold, hvilket naturligvis virkede tillokkende på en ung teenager, der dog ikke vovede at låne dem med hjem, men smugkiggede lidt, når man nu alligevel stod ved kassen med ”Lucky Luke”, ”Asterix”, ”Tintin”, ”Splint & Co”, ”Gammelpot”, ”Yakari”, ”Smølferne”, ”Yoko Tsuno” og de mere komplicerede ”Linda og Valentin” og ”Buddy Longway” samt noget så voksent som ”Corto Maltese”, der allerede havde set dagens lys i sluttresserne. I denne tematiske og stilmæssige sammenblanding var der også nogle hæfter med den spøjse superhelt ”Spirit”, der var tegnet tilbage i 1940’erne af amerikaneren Will Eisner – og så var der en af de første eksempler på en grafic novel: ”En kontrakt med Gud”, der var tegnet og fortalt af selvsamme Eisner. Dette album sneg sig ofte med, når jeg cirka en gang om måneden udskiftede litteratursamlingen fra Stadsbiblioteket i Lyngby. Jeg forstod ikke så meget af den, men der var alligevel noget ved stemningen, som fascinerede mig. Det var egentlig underligt, for ”En kontrakt med Gud” er en tematisk tung sag i sort/hvid, fuld af fortællinger om modne menneskers ofte ulykkelige skæbner.

På kant med Gud

”En kontrakt med Gud” blev udgivet første gang i USA i 1978. Successen kom bag på alle, og førte oversættelser til blandt andet dansk med sig. Således blev bogen en spydspids for grafic novel-genren, der siden har vokset sig stor.

I år har forlaget Fahrenheit genudgivet ”En kontrakt med Gud”, og jeg har genlæst den med glæde! Jeg kan huske mange af illustrationerne, men nu kobles de historier, jeg ikke forstod til bunds, på. Og det er vitterlig ikke for børn.

Egentlig består bogen af fire noveller, men de udspiller sig alle i eller omkring en bestemt lejekasserne i the Bronx i 1930’erne. Titelnovellen er en historie, der både trækker tråde tilbage til Jobs Bog i Det Gamle Testamente (Eisner var jøde) og lignelsen om den rige bonde i Lukasevangeliet. Det er ganske overraskende at støde på en tegnet novelle, der tager så tungt et emne som menneskets lidelse versus Guds retfærdighed op. Hvad ingen vidste, da bogen udkom, var, at novellen byggede på Eisners fortvivlelse over at have mistet sin datter, da hun var 16 år. Hun døde otte år, inden bogen udkom.

Etiske dilemmaer

”Gadesangeren” skildrer den håbløshed, der risikerer at bore sig så langt ind under huden på den fattige, at han altid griber den letteste løsning for for en stund at lette sin fortvivlelse. Historiens hovedperson nærer ingen illusioner om virkeligheden og behandler sig selv og andre derefter.

”Viceværten” skildrer en ensom mand, hvis etiske kompas er gået i stykker, men som overmandes fra uventet side af en, hvis etik er endnu mere flosset.

Den afsluttende novelle, ”Cookalein”, er mere munter, selvom der bestemt også er dilemmaer på spil i den. Nogle bliver snydt, andre finder lykken, og atter andre finder sig i, hvad der bydes dem, fordi der er større hensyn at tage.

Skrøbelige og troværdige karakterer

Will Eisner havde sin egen letgenkendelige streg. Med et enkelt billede kunne han skabe en stemning, det ville kræve flere siders tekst at opbygge, og selvom mange af hans karakterers ansigtstræk virker en smule karikerede, er det afslørende i netop karikaturen med til at gøre dem skrøbelige og troværdige. ”En kontrakt med Gud” har derfor ikke overlevet sig selv, men kan læses igen og igen i årti efter årti. Derfor er det et godt initiativ, forlaget Fahrenheit har taget med genudgivelsen af denne tegnede klassiker.

søndag den 28. februar 2021

Glem det, Skat! Skal vi tage hjem?

Sten Jacobsen “Hulter til bulter”
Brændpunkt
187 sider

Af Jes Nysten
Sten Jacobsens novellesamling, hans tredje, består af 17 korte noveller, mere eller mindre løst knyttet til hinanden. Både i den forstand at den afsluttende novelle ikke blot er den sidste i rækken af historier, men den samler dem ved at lade elementer fra flere af de foregående noveller indgå; og i den forstand at de drejer rundt om samme gennemgående tema. 

Sociologiske observationer

Novellerne har forskellig længde. Nogle er blot en 4-5 sider, de længste 14-15 sider. Det siger sig selv, at der ikke bliver megen plads til lange beskrivelser eller dybtgående karakteristikker. Derfor er det måske mere rigtigt at kalde stykkerne litterære “nedslag” eller bedre litterære “observationer”. 

Novellerne fremstår næsten som sociologiske observationer af de personer, som vi her møder. 

Det ligger lige for at læse dem sådan, for i første novelle møder vi den sociologistuderende Peter, der er på shoppetur med kæresten Lærke. Til hendes slet skjulte undren er han med - ikke af tvang men af simpel interesse. I en af butikkerne opstår en af livets uendeligt trivielle småskænderier, og midt i det “kom begrebet til ham Reptilian alienation eller måske endnu mere markant i sammentrukket form Reptilianation” (p 17). Han skriver det på stedet ned i sin notesbog og han forklarer os meningen “Reptilianation var den tilstand, der opstod, når mennesker med ét følte sig ude af stand til at kommunikere indbyrdes, og der billedelig talt var en uoverstigelig kløft imellem dem. Så kommer menneske, man stod overfor, til at ligne en øgle, hvis tegn mennesker jo netop ikke kan afkode” (p 18). 

Afgørende konsekvenser

Man kan læse alle novellerne i dette lys, for de er fyldt med sådanne daglige umiddelbart banale ordvekslinger, som kan have afgørende konsekvenser for de pågældende. Fordi der opstår denne kløft. Dog forestiller han sig, at der netop i sådanne situationer - så at sige på trods - kan opstå en stilhed, en eftertænksomhed, hvor en erkendelse af, at noget andet kan kan indtræde, opstår. Ja, måske en samhørighed bag de banale uenigheder. 

En mulighed som den afsluttende novelle på beskeden vis klinger ud med “De sad og så på hinanden, og der var ingen af dem, der sagde noget. Så rakte Mathilde hånden ud og klappede ham på armen. “Glem det, skat! Skal vi tage hjem?” (p 187). 

De enkelte noveller er fyldt med skæve, barokke, banale situationer og konflikter, der folder det nævnte tema ud. Jeg føler mig godt underholdt under læsningen. Jeg synes også, at den enkle men godt udtænkte sammenhæng mellem novellerne fungerer. Og forfatteren undgår at blive kynisk og udleverende, selvom han har dette “observerende” blik på personerne.


onsdag den 24. februar 2021

Afsøgning af litteraturens grænser med meget mere

Stig Sæterbakken: ”Det nye testamente”, oversat fra norsk af Allan Lillelund, Silkefyret 2020, 584 sider, 300 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Stig Sæterbakken skrev ”Det nye testamente” i 1993. Det var hans anden roman. Sæterbakken havde debuteret som 18-årig i 1984 med en digtsamling, og ud over romaner og digte skrev han essays; en genre, som ”Det nye testamente” også bærer et vist præg af. Dermed er der en lighed mellem Sæterbakken og Karl Ove Knausgård, der i høj grad også inkorporerer essays i sine romaner. Det er dog ikke det eneste, de to norske forfattere har til fælles. Begge beskæftiger sig indgående - men på hver sin måde - med Hitler og nazismen, og begge afsøger litteraturens grænser.

En vurdering af ”Det nye testamente” – som har meget lidt med Bibelens Nye Testamente at gøre – er betinget af, hvilken synsvinkel man lægger. Der er intet lettere end at sable murstensromanen ned, for den er virkelig meget løst komponeret, fordi Sæterbakken vil alt for meget til, at det kan rummes i én roman. Men samtidig er den skrevet på en måde, der fik i hvert fald mig til blot at flyde med, ikke i nydelse af sprog og fortælling - for ”Det nye testamente” er en særpræget sproglig oplevelse og indeholder handlingsdele, der bestemt ikke er behagelige - men måske netop fordi det var uklart, hvad romanen ville bringe. Selvom ”Det nye testamente” på sin vis er frustrerende at læse, er bogen altså også tilstrækkelig besynderlig til at fastholde interessen, og så er den skrevet på en måde, der, alle dens stilmæssige brud og eksperimenterende forsøg til trods, er nogenlunde let at læse.

Til fest hos kultureliten

Så vidt jeg kan se, indeholder ”Det nye testamente” tre spor. Et om Hitlers sidste dage og en dagbog, han sandsynligvis aldrig har skrevet, et andet om litteraturens (og resten af kulturens) grænser, og et tredje om seksualitetens indflydelse på, hvordan man behandler andre mennesker. Det sidste fylder mest i bogens første halvdel, hvor hovedpersonen Lukas Landberg går fra den ene seksuelle erobring til den næste. Den slags er der skrevet meget om både før og efter, så det er en smule trivielt. Men netop det seksuelle spiller en rolle både i den kunstpornofilm, som Lukas’ ven instruerer, og den roman, Lukas skriver og får enorm succes med. Sæterbakkens ironi er ætsende, da han beskriver, hvordan filmen sælges til normal pris i pornobutikker, men for en uhørt sum til kunstgallerier. Ligeledes udruller han meget indsigtsfuldt og underholdende den blandede modtagelse af Lukas’ bog i form af anmeldelser og kronikker. Her bliver det tydeligt, at en dårlig anmeldelse er bedre end ingen. Langt de fleste er ved at brække sig over romanen, der bevæger sig på et seksuelt overdrev, men netop det ekstreme får folk til at købe og måske endda læse romanen.

Morsom er også beskrivelsen af Lukas, der har plantet sig i en skindlænestol til en fest for kultureliten, der vimser omkring ham og hinanden for at overbevise sig selv og hinanden om deres egen genialitet. Kun Lukas undlader at deltage i disse løjer, for han har fået nok:

Lynch, tænkte jeg pludseligt. Selvfølgelig: Lynch, og der gik et stød igennem mig, jeg havde allerede hørt navnet fra flere hjørner af stuen. Selvfølgelig ville jeg før eller siden blive fanget i en diskussion om Lynch, den af Gud sendte David Lynch, der gav dem alt, hvad de ville have, tænkte jeg i skindlæderstolen, kinky krimi i galskabens vulgærburleske topografi, befolket med karaktergallerier dømt til at smelte selv de tørreste frøkenhjerter (indeni er vi ens, og vi er alle sammen nemme at knække!), og aldrig har vås fået sådan status som hos Lynch, tænkte jeg i skindlænestolen, den forbrugervenlige surrealist, superproducenten af selve 80’ernes filmsprog, og hvad man ellers kunne finde på at kalde det, og til sidst denne TV-serie som kronen på værket, skræddersyet til parafrasering og citering, tænkte jeg i skindlæderstolen, snart var det ikke muligt at oplevet noget ud over det sædvanlige uden at der var tale om en David Lynch-stemning.” (s. 416). 

Metahenvisninger og sprogets opløsning

Spørgsmålet om litteraturens og kunstens grænser bliver også belyst på en anden måde, idet Sæterbakken skifter fortællerstemme undervejs og opløser litterære konventioner, alt imens han fylder sin roman med metahenvisninger til en lang række klassikere, hvor den tydeligste henvisning nok peger på James Joyse’s ”Ulysses” (hvilket minder læseren af Knausgårds forfatterskab om dennes mange essayistiske tekster i ”Min kamp” om samme værk). Til tider opløses selve sproget som i dette eksempel, der dog ikke er ført helt så langt ud som andre steder i romanen:

”Selvfølgelig er de forlået lidt over deres bevæge dunk og drevet alle de øvrige gang kom de kensomhed erdig og ufremaskin opløst ham selv et han løsn fra taget koagg indefra o dansende skrr inderst sagde du træ stod stille tilbage kroppe rundt bad og næsten genkendte til trods for murede håret sat orden ommemas mellem dans det er ikk hemme om det lignede stilede sig tilsvarer smældene […]” (s. 438).

Det har ikke været nogen let opgave for Allan Lillelund at oversætte de til tider meget underlige tekster, så pyt med, at der ind imellem for eksempel sniger sig et norsk ord ind i den danske tekst. Alt i alt er oversættelsen af så kompliceret en roman en imponerende bedrift.

Fascination frem for frygt

Det sidste spor om Hitler og nazismen præges af den nok ganske udbredte fascination, der overdøver rædslen over de ugerninger, der blev begået som følge af ideologiens amokløb. Lukas ender ligefrem i hyggelig samtale med en tidligere naziforbryder og gør alt, hvad han kan for at forlænge samværet. Skønt Lukas i begyndelsen af romanen er kommet fysisk til skade i mødet med en forskruet ideologi, er hans interesse for Hitlers eventuelle dagbøger udtryk for en voksen drengs skattejagt, der slører de forbrydelser, som nazismen udøvede til perfektion. Dog er der på dette tidspunkt sket en forandring med den kvindeerobrende Lukas Landberg, der kan forklare hans indfaldsvinkel. Lukas er blevet ældre og betragtelig mindre viril. Måske er det derfor, han overgiver sig til undersøgelsen af et rygte, der ikke synes at have noget på sig. Med sin uformåenhed på det seksuelle plan og sin lede ved litteraturen kan han lige så godt kaste sig over et fantasiprojekt. Problemet er bare, at han mister sit sidste engagement, hvis gåden om Hitlers dagbøger løses.

Kompromisløs, eksperimenterende og ambitiøs

Forlaget Silkefyret, der har udgivet ”Det nye testamente”, plejer at lægge vægt på layout. Derfor skuffer indbindingen af Sæterbakkens bog ved første øjekast. En grå gengivelse af en side fra bogen dækkes delvist af en sort skygge. Men egentlig er det meget betegnende for bogens indhold, hvis hensigt til en vis grad fortaber sig i mørket. Dog er indholdet ikke helt så trist, som forsiden antyder. Måske har man ladet sig præge af visheden om, at Sæterbakken begik selvmord i 2012.

Forlaget beskriver på bagsiden romanen som et af Sæterbakkens ”mest kompromisløse, eksperimenterende og ambitiøse værker”. Netop de tre ord er meget betegnende for ”Det nye testamente”. Om resultatet er vellykket, er det op til hver enkelt læser at bedømme, for der gives ikke et objektivt svar, men lige så mange subjektive, som der er læsere af romanen.

søndag den 14. februar 2021

Mens jagtfalken bløder ihjel på verandaen

Med sin nyeste udgivelse Ground Zero har Steffen Baunbæk skrevet den mest indsigtsfulde digtsamlinger om sin generations plads i det 21. århundrede og menneskets plads i universet, som er kommet ud af Danmark i lang tid

Steffen Baunbæk: ”Ground Zero”
Digtsamling, Forlaget Emeritus 2020
70 sider, 150 kr

Af Simon Hesselager Johansen

Steffen Baunbæk, født i 1973 i Silkeborg, er i denne anmelders optik en af de mest nyskabende og udfordrende digtere i dagens Danmark. Baunbæks kendetegn er en minimalistisk og tætpakket skrivestil, der forener meget forskellige temaer på meget lidt plads med en svært beskrivelig rytmesans som skriveteknisk superlim. 

Den kolde krigs spøgelser

Baunbæks nyeste digtsamling Ground Zero er sidste bind i en trilogi påbegyndt med 2012s Picnic i Hiroshima og fortsat med 2019s Distant Early Warning. Trilogiens røde tråd er en undersøgelse af, hvordan en opvækst under Den Kolde Krig har påvirket forfatterens nuværende verdensanskuelse langt ind i det 21. århundrede.  

I digtet 'Glas' (s. 22-23) kigger Baunbæk nostalgisk tilbage på dengang, han selv drømte om at ”brænde den gamle, forbandede stinkende borg ned til bunden og pløkke enhver som forsøgte at bygge en ny” mens han i nutiden betragter en jagtfalk bløde ihjel på sin egen veranda. En metafor for hans egen ungdommelige oprørstrangs langsomme død på baggrund af hans nuværende komfortable borgerlige livsstil? I det følgende digt 'Revolutionen' (s. 24-25) erklærer Baunbæk  revolutionen for aflyst mens han beskriver gader flyde med mudder, hvor han engang forventede at se blod, og tomme udsagn hvor han forventede slagord. Til gengæld observerer han at ”vi vandrer i hver vores retning og kommer til steder, vi helst vil forlade”. Hvis Michael Strunge var i live i dag, ville han måske kigge tilbage på sin anarkist-agitprop-digtsamling Skrigerne! fra 1980 på samme måde.

Baunbæk bruger en stor del af Ground Zero på at finde sig rette med den åbenbaring, at han ikke længere er på tidsåndens side. Efterhånden kommer han til den konklusion, at hvis de forandringer han selv ønsker at se i verden bliver gjort til virkelighed vil æren tilhøre mennesker meget yngre end ham selv, som han er nødt til at give faklen videre til på et eller andet tidspunkt. I 'Billeder' (s. 39-41) nævner han ”de børn som tager over fra mig”, som ”ånder pixels og bløder i bytes” men til gengæld ”vil nok aldrig bande i blæst over vildfarne hår”. Det kan være, han tænker på forfatterne Harald Toksværd (f. 1997) og Valdemar Kjærulff (f. 1995), hvis bøger Baunbæk har læst korrektur på. En interessant bekendelse, da hver ny generations kunst som regel virker uforståelig for de tidligere, da den forholder sig til nye problemstillinger og forsømmer hvad de ældre fandt vigtigt. En parallel kan drages til Asger Schnack, der næsten ene mand blandt 1968-generationens digtere forsøgte at bygge bro til 1980'ernes i form af sit samarbejde med F. P. Jac.

Fra polemik til mystik

Ground Zero er en meget anderledes læseoplevelse end alle Baunbæks tidligere digtsamlinger, af en særlig grund: Mere end før giver han sine læsere et indblik ind i sit metafysiske perspektiv på menneskets plads i kosmos. Sådanne indsigter kan fx findes på s. 10-11 under overskriften 'Plænen', som:

er blevet for lang
til at være til pynt,
danner dække
for rådyr
og harer
og arter af biller,
som muligvis ikke
er navngivet...

Baunbæk bemærker derefter:

træerne bærer på aks
ligesom dengang,
jeg bare forsvandt
ind imellem i engen,

Digtet giver talerør for en verdensanskuelse i diametral modsætning til den moderne vestlige kulturs opfattelse af mennesket som universets centrum, ved at påminde læseren om hvor lille mennesket er overfor naturen og hvor lidt vi i bogstaveligste forstand ved om vores egen baghave. 

Skrue-og-møtrik-samfundskritik fylder mindre i Ground Zero end i Baunbæks tidligere digtsamlinger, især 2017s Masselinjer som havde netop det hovedtema. Den polemik, som kan findes i Ground Zero, sigter med laser-lignende præcision på menneskets underminering af den natur som udgør dets eget livsgrundlag. Se 'Polerne' på s. 30-31, der ikke kun sørger over smeltende poler og fugle cirklende omkring uden retning - men også beskriver djævle knæle foran altre med gevær-bærende engle. Et notat om, at korruptionen også har erobret de religiøse traditioner som ellers skulle skærme os fra den profane verdens fordærv? Læg mærke til, Ground Zero starter med et citat fra den britiske okkultist Aleister Crowley – en krigserklæring imod den sjælløse moderne verden og dens metafysiske grundlag. Crowley erklærede netop, at han ikke havde til hensigt at genopbygge en tabt åndelig tradition på samme måde som Helena Blavatsky, René Guénon osv men til gengæld skabe et nyt system for en ny æra. Baunbæk er inde på et lignende spor i Ground Zeros mere åndelige digte.

Krystalliseret Baunbækisme

Skulle undertegnede vælge ét digt, som bedst repræsenterer Ground Zero bliver det nok  'Trosbekendelse' (s. 47-49) – hvor Baunbæk får kogt hele sin livsfilosofi som menneske og digter ned til et par sider. Især de første tre strofer hænger ved i denne anmelders minde.

Jeg tror,
at der findes
et mønster i alting.

Jeg tror, at det mønster er skabt
af en fjern,
men fantastisk forstand,
som alligevel er her,
helt tæt på,
i stængler og blikke

Jeg tror,
at man lever
så længe
og ofte,
man skal,
før man endelig
kan le af,
hvor simpelt
det er,
at give afkald
på al slags
form.

Og jeg tror,
at man indtil da
pisser
i vinden.

jeg tror,
det er det,
man er til
for at gøre.

Jeg tror på,
at tro
er omsonst,
når der hørmer
af mening
til sidst.

Alt, der gør Steffen Baunbæk til Steffen Baunbæk, er klarest til stede her: Indviklede overvejelser om tit uoverskuelige problemstillinger, uden hensyn til god smag eller loyalitet til nogen ideologisk fane, kogt ned til så lidt plads som overhovedet muligt; og trods alle odds har resultatet alligevel en vis elegance over sig.

Ground Zero minder denne anmelder om én anden digtsamling: Michael Strunges Verdenssøn, udgivet i 1985 under pseudonymet ”Simon Lack”. Begge samlinger adskiller sig fra digterens tidligere udgivelser i skrivestil, men krystalliserer og kondenserer samtidig hans ethos ind til den mest intense form som findes i forfatterskabet. Ligesom man skal læse Verdenssøn, hvis man kun læser én digtsamling af Strunge, så skal man læse Ground Zero hvis man kun læser én digtsamling af Baunbæk.

Det vigtige spørgsmål er så: Kan Baunbæks næste digtsamling undgå at virke som en skuffelse efter Ground Zero, på samme måde som Strunges Billedpistolen gjorde efter Verdenssøn? Tiden vil vise...

onsdag den 10. februar 2021

Skade volder skade

Thóra Hjörleifsdóttir: ”Magma”, oversat fra islandsk af Nanna Kalkar, Silkefyret 2020, 132 sider, 200 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Det er ikke for sarte sjæle, når Thóra Hjörleifsdóttir skriver om, hvordan den unge forelskede Lilja overskrider sine grænser i forsøget på at tilfredsstille og dermed fastholde sin kæreste.

Hjörleifsdóttir har tidligere udgivet tre digtsamlinger, men ”Magma” er hendes debutroman, og selvom den til tider er ækel, er det også en af de bøger, der er drevet af sin egen nødvendighed.


Kompromis på kompromis

Liljas kæreste er flot, og så har han haft en barsk barndom, der i Liljas øjne gør ham skrøbelig. Samtidig med at hun er voldsomt tiltrukket af ham som mand, vækker han også hendes moderinstinkt. Problemet er bare, at hans skrøbelighed ikke manifesterer sig som sådan. Tværtimod har den gjort ham følelseskold. Der skal ikke stilles nogen diagnose her, men visse psykopatiske træk har han da.

Selvom kæresten ikke formår at være Lilja tro, går hun også på kompromis på det punkt. Det vigtigste for hende er, at der fortsat er plads til hende i hans liv. Den plads, han levner hende, er dog ikke tilstrækkelig. Det erkender Lilja ikke, men hendes psyke reagerer og driver hende længere og længere bort fra sig selv.

En spæd vulkan

”Magma” er betegnelsen for det smeltede klippemateriale, der vælter op i form af lava, når en vulkan er i udbrud.

Lilja udvikler sig til en lille vulkan, der netop i kapitlet ”Magma” går i udbrud:

”Jeg fik øje på et lille pop op-vindue, der stod og blinkede. Med hendes navn. Den rødhårede talte stadig med ham. Vreden rev mig ud af min døs. ’Har du stadig kontakt med den luder? Hvad fanden er der galt med dig?’” (s. 104).

Problemet er, at der vitterlig er noget galt med kæresten. Han er en skadet sjæl, der ikke har sans for andre end sig selv. Lilja er blot en spæd vulkan, hvis udbrud ikke berør ham for alvor. Hans behov for seksuel tilfredsstillelse skubber konstant de varme følelser, han nærer til andre, til side. Denne afstumpethed erkender han ikke, og det gør Lilja heller ikke, før hun selv er tæt på at blive følelsesmæssigt skadet i så voldsom grad, at hun må træffe et grundlæggende valg for at redde, hvad reddes kan.

Mentale eliteraids

”Magma” består af en række små kapitler, nogle ned til et par linjer, andre op til et par sider. Bogen er lynhurtigt læst, men historien kiler sig grundigt fast i erindringen. Enkelte kapitler udgør effektivt kvæstende eliteraids i læserens uforberedte psyke. Det er grumt, men også godt, for Thóra Hjörleifsdottír taler ikke kun på egne vegne, men også på vegne af alle de kvinder og mænd, der med fysisk eller mental vold tyranniseres af deres partner.


søndag den 7. februar 2021

Rejs dig op ved det sære udtryk, du er faldet ved

Erik Kock
Åndens natur
Poesi. Prosa. Film.
Forlaget Armé 2020

Af Carina Wøhlk 

Der er noget i luften. Allerede fra første side står det klart. Det er Ånden, der hvirvler rundt. Ånden. Med stort. Med lille. Lige i den størrelse, der skal til for at få os mennesker til at rutsje rundt i refleksioner over, hvem vi er og hvorfor vi har gang på jord. 

Med sin nyeste bog Åndens natur har forfatter, dramatiker og foredragsholder Erik Kock bundet en smuk genrebuket. Som undertitlen Poesi. Prosa. Film antyder, kommer læseren til at mærke åndens pust i både højtidelige salmer og sonetter, stram prosa og filmanuskriptform. Selve titlen indikerer en fordybelse i åndens væsen, men måske også i samspillet imellem det åndelige og det naturvidenskabelige, imellem det, der ikke umiddelbart kan fattes (om) og det håndgribelige.   

MSK?

Bogen tager sit afsæt i en fortale med den kryptiske titel: Diagnosen MSK. Allerede her er en snublesten for den knapt så belæste læser. For hvad er MSK en forkortelse for? Maskinmester Skolen i København? Eller i disse Corona-tider – måske maske? Næppe. Til sidst i bogen, under Noter og kommentarer, løfter Kock sløret: Der er tale om Kierkegaards forkortelse for ordet menneske. Sådan skriver SK om MSK. 

Men kære læser, rejs dig op ved det sære udtryk, du er faldet ved og lyt til skønheden i fortalens ord og toner, der byder sig til som bogens ouverture. Kock fremmaner lydbilledet af skabelsen, hvor ånden som bekendt svæver over vandene. Som en anden maestro løfter forfatteren dirigentstokken og fører læseren igennem et partitur, hvor først det ene, så det andet, så det tredje instrument sætter ind. Han har måske ikke absolut gehør, men alt, hvad han skriver, er båret af stor musikalitet. 

Poetisk styrke

Efter fortalens brus følger et let boblende poetisk afsnit. Digte, salmer, hymner, sonnetter og knækprosa folder ånden ud i det, der efter denne anmelders mening er bogens stærkeste del.  Især salmerne er særdeles vellykkede: ”Sig, at alting passer til sidst,/ mit punktum vil slettes engang,/ og jeg bli´r som en stjerne der danser,/til alt går under i sang…” (se s. 25). Billedet af det evige liv som et viskelæder eller en slettelak, der fjerner dødens punktum, er bevægende smukt. Fortællingen fortsætter. Døden får ikke det sidste ord.

Dernæst byder bogen på en række prosatekster under overskriften Epifanier. Epifani betyder åbenbaring, men der er ikke desto mindre noget gedulgt i valget og sammensætningen af tekster. Læseren føres fra en angiveligt transskriberet afskedsforelæsning i et selvopfundet land over en syret dagbogsoplevelse til en blanding af en tør redegørelse om kvantemekanik og selveste opstandelsesberetningen. Læseren trækker på smilebåndet, nikker eftertænksomt og sukker dybt undervejs, men den store og samlede åbenbaring udebliver. 

I biografen

Endelig går tæppet for den tredje genre: Film. Læseren sætter sig til rette i biografsædet med hånden i popcornbøtten og spændt mine. Over et halvt hundrede sider udspiller sig en sær handling over flere scener og med flere medvirkende. Læseren skal ikke forvente gængs underholdning, men drejebogen animerer til billeddannelse. Og hvad er det så for et billede, der toner frem? Et scenarie, der balancerer på kanten af det absurde.         

Bogen rundes af med endnu nogle poetiske strejf af ånd. Udgang hedder afsnittet. Og hvilken sortie! Læseren sidder tilbage med et indtryk af en forfatter, der kræver noget af sin læser. Både hvad form og indhold angår. I bogen leges der ikke bare med ord og genrer, men også med typografi. Læseren skal være årvågen for at få alle spidsfindigheder med.   

Opmærksomheden vil også hurtigt rette sig imod de mange referencer til bibelen, som bogen vrimler med. Især kredses der om passionshistorien og kærlighedens højsang – 1. Korinterbrev, kapitel 13. I sidstnævnte skriver Paulus: ”Endnu ser vi i et spejl i en gåde…”. Og netop det gådefulde synes Kock at være særligt fascineret af i sin hvirvlende omgang med ånden.    

Forståelsesnøgle

Som allerede nævnt, afsluttes bogen med afsnittet Noter og kommentarer, der fungerer som en slags forståelsesnøgle til visse udtryk og passager. Uden denne nøgle i (h)ånden ville flere læsere komme til kort. Er bogen så for almindelige dødelige? For MSK som dig og mig? Ja, men det kræver en åndelig nysgerrighed og åbenhed. Bogen skal ikke nødvendigvis læses fra ende til anden. Og den tåler, ja, forlanger visse steder, at læseren vender tilbage og dykker ned i sætningerne igen. For der er noget at komme efter.

Så spænd sikkerhedsbæltet og lad dig føre med på åndens rutsjebanetur. Spring op og fald ned på det lidt for fortænkte og giv efter for det filosoferende, fabulerende og helt igennem fine. Lod dybden i ordene og lad det kilde indeni.        


onsdag den 3. februar 2021

Fem kilo visuel fryd

 Thyge Christian Fønss-Lundberg: ”Kluge. Catalogue Raisonné 1990-2020”, Frydenlund 2020, 560 rigt illustrerede sider, 599 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Thomas Kluge er en kunstmaler, der deler vandene. Nogle elsker at hade ham, andre hader at elske ham, mens atter andre elsker at elske ham – eller snarere hans værker. Måske er det også nogle, der hader at hade ham, fordi de er låst fast i en position, de ikke længere kan stå inde for.

Der er absolut ingen tvivl om, at Kluge rent håndværksmæssigt er en eminent maler. Hans malerier ligner skarpe fotografier. Som sådan kan han beskrives som superrealist. Men samtidig er hans malerier konstruerede. Ikke at man altid lægger mærke til det, for de viser det, vi kender, men Kluge overfører ikke bare et fotografi til lærredet. Til tider er det genkendelige opstillet på en måde, vi ikke genkender. Andre gange har han gjort brug af genstande, der bærer en symbolik i sig, som kræver afkodning. Derfor foretrækker han selv at blive kaldt magisk realist.

Det er denne magiske realist, kunsthistoriker Thyge Christian Fønss-Lundberg har skrevet et pragtværk om. Forlaget Frydenlund har ikke været fedtet, hvilket nok delvis skyldes støtten fra fire fonde. Men hvorfor også være påholdende, når man har muligheden for at udgive en gennemført smuk bog med en lang række betagende gengivelser af Kluges værker? Gengivelserne har krævet tykt, glitret papir, der har gjort bogen til en fem kilo tung sag fuld af visuel fryd og interessante oplysninger.

Biografi, værk og holdninger

Tre gange søgte Kluge ind på Kunstakademiet i København og tre gange fik han afslag. Den dag i dag er han stadig ikke for alvor anerkendt af kunsteliten; altså blandt en lang række kunsthistorikere, kunstanmeldere, museumsfolk og akademiets undervisere. Som en af landets mest benyttede og nok også bedst betalte portrætkunstnere, kan han dog tillade sig at være ligeglad. Alligevel går Kluge ofte i flæsket på kunstparnasset, hvis kunstforståelse han bestemt ikke deler. Dette skriver Fønss-Lundberg meget medrivende og vidende om. Derved kommer han til at fremstå som en slags forsvarer for Kluge og dennes værk, og selvom det er på nippet til at blive ensidigt, er der vitterlig noget at forsvare.

Forfatteren kommer godt omkring både kunstmalerens biografi, værker og holdninger. Der lægges små lunser kød ud i teksten, så læseren får appetit på at vide mere. Hvad var det, der skete i Jens-Erik Nielsens Gallerihuset? Hvorfor fik Kluge Handelskammeret på nakken? Hvordan løste han opgaven med at male et portræt af rektoren for den institution, der havde nægtet ham optagelse? Hvorfor er det ildeset at bruge fotografier som skitser? Svarene følger lidt efter lidt.

Undervejs i sin redegørelse for de oplevelser, der har præget Kluge som person og kunstmaler, fletter Fønss-Lundberg en række relevante kunsthistoriske oplysninger og interessante tolkninger af udvalgte værker ind i teksten. Det er en nydelse, at man ikke blot kan se de værker, der omtales, i mindre gengivelse på samme side, som man læser om dem, men også kan slå en langt større gengivelse op i det store billedkatalog.

Det sidste kapitel er et interview med Thomas Kluge, hvori han udfolder sit kunstsyn, der er formet af et opgør med en lang række skråsikre påstande.

På spørgsmålet om, hvad et godt kunstværk er, svarer Kluge: ”Et godt kunstværk er et kunstværk, som tager udgangspunkt i sin tid. Et godt kunstværk er et kunstværk, der tager sit publikum alvorligt og ønsker dialog, for kun gennem dialogen bliver kunstneren og publikum klogere. Et godt kunstværk skal ikke forklares, fordi det lader sig opleve og tolkes uafhængigt af kunstinstitutionen.” (s. 131).

Resonansens vigtighed

Fønss-Lundberg glæder sig over, at Kluge på nuværende tidspunkt kan løfte sig så højt over de fortrædeligheder, han har været udsat for, at han nu blot kan male sine motiver uden at tillægge dem anden betydning end den, de allerede har: ”Krage […] forestiller vitterligt en krage” (s. 108). Ironien fra nogle af de tidligere værker er væk. Nu er det What-you-see-is-what-you-get. Men man kan også argumentere for, at ironien var med til at give værkerne liv og vække beskuerens nysgerrighed. Naturligvis skal beskueren ikke ønske for kunstneren, at han render ind i endnu flere uretfærdigheder og livskriser, men hans værker skal afspejle det levede liv for at skabe resonans hos beskueren.

Resonansen vækker Kluge da også stadigvæk, men på en anden måde end tidligere. Et sted genfortæller Fønss-Lundberg en samtale, som Thomas Kluge havde med en kunde, der så et portræt, Kluge havde malet af sin hustru. ”Sådan vil jeg gerne portrætteres”, sagde kunden, hvortil maleren svarede, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi han jo ikke var forelsket i kunden. Når man ser portrættet, forstår man, hvad han mener. I endnu højere grad end i andre fremragende portrætter, har Kluge malet ikke blot det ydre, men også det indre. Hans kærlighed til den portrætterede er blandet ind i malingen og påført lærredet med taknemmelighed og stolthed.

Lidt på samme måde har forfatter og forlag i fællesskab flettet kærlighed til kunsten ind i det pragtværk, som ”Kluge. Catalogue Raisonné 1990-2020” er. Hvor er den en fryd at læse og kigge i!

 

søndag den 31. januar 2021

"Spillede virkeligheden mig et puds eller var det mig der spillede virkeligheden et puds?"

Jakob Brønnum:
Virkeligheden 2.0
Det poetiske bureaus forlag 2019, 286 sider, 200 kr.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Book Haul

Af Anne Rye Andersson
Jakob Brønnum skriver sig med digtsamlingen ”Virkeligheden 2.0” ind i den eksistentialistiske tradition med letlæste digte, der er både dybe og nærværende. Det er en digtsamling, der henvender sig til alle, da den handler om både store og små spørgsmål i livet og virkeligheden. 

At de er letlæste betyder i denne henseende, at de ikke indeholder svært tilgængelige ord, men altså ganske dagligdagsord sat på digtform. Og det er et fint greb, da de dygtigt komponerede digte er lette at inkorporere i kroppen, når man læser, og lette at forcere. Det giver læsningen et helt særligt flow, der er meget tilfredsstillende. Ordvalget afspejler indholdet i den forstand, at der er tale om dagligdagstanker om dette og hint set i et mere filosofisk lys. Se f.eks. Digtet ’7’ under ’FORLADTE STEDER’: 

”Nogle gange står man på forladte steder
og så dukker der noget op
med en svimlende pludselighed
noget man ikke havde forventet sig
noget man ikke anede eksisterede
så var stedet ikke forladt alligevel
ukendte væsener eller vækster
på hidtil forladte steder
kan føre en ind i de mest kringelkrogede steder i sindet
som man indtil da da også anså for forladte
var det virkeligt eller var det noget jeg forestillede mig
spillede virkeligheden mig et puds
eller var det mig der spillede virkeligheden et puds?”

Det eksistentielle

Digtene undersøger generelt, hvordan det er at være menneske, og hvordan man i livet opfatter sin virkelighed. Der er en rød tråd af filosoferen og fokus på det eksistentielle, og således bygger Brønnum videre på en lang tradition, der kan kaldes den eksistentielle filosofi, hvis ophavsmand er vores egen Søren Kierkegaard. Og måske er det ikke helt tilfældigt, da både Kierkegaard og Brønnum begge var/er teologer. Digtsamlingen har dog ikke decideret et kristent islæt, i hvert fald kommer det ikke til udtryk med samme tydelighed som hos Kierkegaard. Til gengæld er der både referencer til Umberto Eco, Paul la Cour, Arthur Rimbaud og Dostovjeskij, som det også fremgår af bogens noter. Den peger således meget væk fra sig selv, skuer en del tilbage i tiden og har overordnet set en lettere melankolsk stemning over sig. Som bl.a. i digtet ’7- Græsset’, under ’VI KUNNE HAVE GIVET BARNET ET ANDET NAVN’:

” Vi kunne have ladet barnet lege i græsset
sidde der helt alene i stilheden
mens vinden fangede dets hår og græsset
vi kunne have siddet lidt væk
og vores stemmer ville have gjort noget
hvis vi talte sammen
på samme måde som vi gjorde dengang
vi kunne have fjernet brændenælderne
tidslerne, humlebierne, spyfluerne
de rådne bær, de rådne æbler
hundelortene, plasticstumperne
de små stykker af gammelt glas
intet blod ville være blevet udgydt
smerten ville kun have været der i passende doser
navnet ville have ladet sig bære gennem vinden
det ville have tegnet sig selv i skyerne
måske i græsset
måske i erindringen”.

Det er nogle meget smukke digte, der virkelig får en til at være (efter)tænksom, og de rammer ind i en tid, hvor vi mennesker mere end noget andet måske har behov for at flytte fokus fra os selv, samtidig med, at vi ser en tendens i tiden til selviscenesættelse, og måske er der en flig af et håb om, at de efterfølgende generationer vil skue ud over egen næsetip og bruge historien, litteraturen, ja i det hele taget kunsten til at skabe en verden for sig selv, der indeholder mere ånd end form. 

Digtsamlingen vil som skrevet kunne læses af alle, alle vil kunne få noget ud af den, ung som gammel, og den ville være oplagt at bruge i dansktimerne i landets gymnasier, da der er så mange lag i digtene. Meget fint værk, jeg varmt vil anbefale. 

onsdag den 27. januar 2021

Stillet overfor døden (temmelig væmmelig læsning)

Jakob Eberhardt: ”Verdenshistoriens største epidemier. Fra pest til covid-19”, 2. udgave. Fadl’s Forlag 2020, 348 sider, 329,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Denne anmeldelse har været bragt i ”Den smalle bog” før – for godt to år siden, og dog er det ikke helt den samme anmeldelse, ligesom det heller ikke er helt den samme bog, der anmeldes. ”Verdenshistoriens største epidemier” er nemlig udkommet i en 2. udgave, der er godt 80 sider længere end den første. Ud over en indledning til den nye udgave og en udvidelse af kapitlet om plettyfus, rummer 2020-udgivelsen tre nye kapitler om SARS, ebola og covid-19. Mere om disse senere…


Den  spanske syge smittede en tredjedel af jordens befolkning

”Dette er som jeg forstår det […] en af de største trusler, som menneskeheden har stået overfor og bestemt den største trussel efter afslutningen på de store krige i forrige århundrede […] Lad os være ærlige: en tragedie af uhørte dimensioner udspiller sig i Afrika”. (s. 255f). Sådan sagde Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela den 24. juli 2000 ved en international aids-konference i Durban. Selvom aids er en verdensomspændende sygdom, der ikke findes nogen vaccine imod, har den ramt hårdest i Afrika. Der er mange grunde hertil. Et par af dem er, at mange afrikanske politikere har nægtet at erkende problemet, og at den kombinationsbehandling, der kan begrænse sygdommens følger, er for dyr til, at størstedelen af Afrikas befolkning kan få del i den.

FN’s aids-program fastslog i 2004, at hiv er den mest globaliserede epidemi i historien. Det er dog næppe korrekt, idet den spanske syge i 1818-19 smittede mindst 500 millioner personer, hvilket dengang svarede til en tredjedel af jordens befolkning. I løbet af det års tid, epidemien rasede, døde 50 millioner af de smittede. Den spanske syge tog således livet af fem gange så mange mennesker, som det samlede antal krigsofre under hele 1. Verdenskrig. Muligvis nåede pesten op på et lignende antal dødsofre i midten af 1300-tallet, men i så fald var det over en længere periode. At behandle disse fakta som en konkurrence mellem epidemierne er imidlertid både useriøst og usmageligt. Men kendsgerningerne understreger, at både pest, den spanske syge og aids er regulære dræbere. Det samme gælder en lang række andre epidemier. Heraf gennemgår fagjournalist og cand.mag. i historie og dansk Jakob Eberhardt i ”Verdenshistoriens største epidemier” foruden de allerede nævnte sygdomme epidemierne kopper, plettyfus, kolera, tuberkulose, gul feber, polio og malaria. Det gør han kronologisk, idet han indleder med den ældste, nemlig pest, og slutter med den nyligst opståede, nemlig covid-19.

Fadl’s Forlag, der har udgivet bogen, har specialiseret sig i medicinske håndbøger, men udgiver også en del lettere tilgængelige bøger, der beskæftiger sig med sundhed og sygdom. Jakob Eberhardts bog hører til blandt de sidstnævnte og er et fornemt eksempel på historisk videnskabsformidling, der trækker tråde helt op til nutiden.

Malerisk lødighed

Grænsen mellem sjov og alvor er papirstynd, når det gælder katastrofer. Filmbranchen skovler penge ind på actionfilm, hvor alt fra en enkelt families til hele klodens overlevelse står på spil. Ofte udgør et videnskabeligt eksperiment, der er gået amok, udgangspunktet for handlingen. Virusser sælger billetter, hvad enten de er opstået ved naturlig mutation eller er udviklet af sindssyge terrorister.

Selvom Eberhardt refererer historiske hændelser på en meget malende måde, holder han dog fat i den lødighed, der medfører, at man som læser aldrig er i tvivl om, at det faktisk er alvor, hvad han skriver om. Det er virkelig smerte, angst og død, han beskriver. For hvert eksempel ligger der en tragedie bag, som et menneske i kød og blod har måttet gennemleve, indtil han eller hun i de fleste af de refererede tilfælde døde. Derfor er ”Verdenshistoriens største epidemier” faktisk meget barsk læsning, som godt kan føre et par mareridt med sig. Af den grund kan det være en god idé at læse den med en uges tid eller to mellem hvert kapitel.

Ihærdige – og dumdristige – lægevidenskabelige pionerer

Selvom bogen altså langt fra er fornøjelig læsning, er den anbefalelsesværdig af flere grunde.

Dels er den bare velskrevet. Dels er den godt opbygget, idet Eberhardt giver et historisk indblik i, hvor sygdommen er opstået – når dette altså overhovedet vides. Han beskriver symptomer og sygdommens udvikling. Han sætter dens følger ind i en historisk kontekst, for eksempel i koppevirussens voldsomme svækkelse af den oprindelige befolknings modstand mod de spanske erobrere i Mellem- og Sydamerika, og i den plettyfusepidemi, der i 1812 åd Napoleons invasionshær i Rusland op indefra. Endelig beskriver Eberhardt lægevidenskabens forsøg på at finde smittekilder og udvikle midler til at slå epidemierne ned.

Således giver bogen et billede af ufattelig menneskelig lidelse, men også forskellige tiders ihærdige lægevidenskabelige pionerer, hvoraf mange – til tider direkte dumdristigt - satte deres eget liv på spil for at finde en måde at slå epidemien ned.

En advarsel blev til virkelighed

Det er ikke bogens hovedærinde, men Eberhardt giver dog alligevel et indblik i, hvor skrøbelig en befolkning vi i den vestlige verden tilhører; en befolkning, som i flere årtier har kunnet holde epidemier nede med vaccinationer og antibiotika. I 1. udgaven løftede han sløret for, hvor farlig en situation det stigende antal multiresistente bakterier såvel som en mutation af en tidligere epidemisk virus kan føre med sig. Det gjorde han ikke for at skræmme læseren, men nok snarere for at give et vink med en vognstang om, at det påhviler politikerne så vidt muligt at undgå situationer, der kan føre epidemier med sig. Rent vand, god ernæring og en begrænset befolkningstæthed er et godt middel til at undgå store epidemier. Dertil kommer hele den medicinske del af problematikken samt et effektivt beredskab. Kun tre år efter bogens udgivelse, gik det rivende galt – også i vores del af verden. SARS, der dukkede op i begyndelsen af årtusindskiftet, havde kun udgjort en fortrop for en langt mere levedygtige virus, som påfører folk sygdommen covid-19. De to vira, SARS-CoV-1 (SARS) og SARS-CoV-2 (covid-19) er beslægtede, men sygdommen covid-19 smitter langt tidligere i forløbet end SARS og er derfor sværere at inddæmme. I to af de nye kapitel skildrer Jakob Eberhardt de to viras ligheder og forskelle og redegør for, hvilken betydning det har fået i praksis.

Det sidste punktum for andenudgaven blev sat i september 2020, og siden har man opnået mere viden om covid-19. Alligevel er Eberhardts gennemgang gavnlig at læse, hvis man gerne vil have et samlet overblik over baggrunden for den pandemi, der stadig raser verden over.

Nødvendig advarsel

Bogens indhold taget i betragtning skulle den næsten have været udgivet i beskedent udstyr med sørgebind omkring. Men Fadl’s Forlag har valgt en bedre løsning, nemlig at udsende den i en lige så flot, stiv indbinding som en del af forlagets øvrige mere folkelige udgivelser. Dens flotte udstyr kan dog ikke skjule, at ”Verdenshistoriens største epidemier” i bund og grund er væmmelig læsning. Men at stifte bekendtskab med det væmmelige kan også være gavnligt. I den nye udgaves kapitler ligger der en ny advarsel: Menneskets lemfældige behandling af natur og dyr øger risikoen betydeligt for, at vira springer fra art til art og på et tidspunkt også når til mennesket. Det skete med SARS. Det skete med covid-19. Og hvis man ikke passer gevaldigt på, vil det ske igen.

søndag den 17. januar 2021

Pusjkin - den poetiske frihedskæmper

Alexander Pushkin
Lyriske digte i udvalg
Det Poetiske Bureaus Forlag 2020

Af Carina Wøhlk.
Verden 2020-21 er af lave. Pandemi. Terrorhandlinger i Europa. Netop overstået valggyser i USA. Og et lille forlag på Nørrebro udgiver Pushkin. Pushkin? Hvad skal vi med en russisk rimsmed, der døde som 37-årig i en duel efter en menage a trois? Hvad har en 1800-tals romantisk digter at sige ind i vores virkelighed?  

Det Poetiske Bureau udvider i dette efterår forlagets lommebiblioteksserie med nogle af Alexander Pushkins lyriske digte. Bogen er lige til at proppe i lommen. Men dér skal den ikke blive. Den skal læses.  

Æres den, som æres bør

Udgivelsen rummer et bredt udsnit af Pushkins lyriske digte i Bo Svodas mundrette og musikalske gendigtning.  I digtsamlingen kommer læseren omkring så forskellige genrer som kærlighed, natur, politik, metafysik og satire. Som det nævnes i introduktionen, er genrerne ”særdeles flydende hos denne store digter” (se s. 11). Og netop introduktionen, som både er veloplagt og oplysende, byder på en pudsig detalje. Det fremgår simpelt hen ikke, hvem der har skrevet det. Kun skribentens initialer kan lede læseren på sporet: S.O. Efter en henvendelse til forlaget blev mysteriet opklaret. Manden bag forordet er Stanley Opmann. Ophavsmanden til bogens fine illustrationer er heller ikke nævnt. Ifølge forlaget står Mark Tholander for stregerne. Æres den, som æres bør. 

Hvem var han så, denne Pushkin? Alexander Pushkin var både digter, dramatiker og prosaist. Af mange anses han for at være Ruslands nationaldigter par excellence – og grundlæggeren af moderne russisk litteratur. Noget af en bedrift for en mand, der døde så ung.

Pushkin gik på mange måder fra at være vidunderbarn til at blive enfant terrible. Han fødtes ind i en russisk adelsfamilie med en sagnomspunden historie og udviklede sig med årene til notorisk skørtejæger og politisk naiv provokatør. I sit korte og intense liv, som bød på både stor kreativitet, samfundskritisk virksomhed, eksil, elskovsintriger og hjertelige venskaber, nåede Pushkin at suge mest muligt ud af livsmarven. Og det vidner hans digte også om.

Passionerede pennestrøg

Fælles for Pushkins lyriske digte er et overmål af vid, vitalitet og varmblodighed. Digteren skriver med glimt i øjet og lidenskab i pennen. I deres enkle skønhed rammer digtene ofte ind i noget helt eksistentielt. I digtet Dybt i Sibiriens miner hedder det: Kærlighed og venskab skal sprænge/jeres dystre ensomheds lænker (se s. 42). Ordene er skrevet til Pushkins venner, der blev sendt i eksil i Sibirien i 1826, men de er også vedkommende for en verden, der flere århundreder senere vrider sig i en viral spændetrøje.     

Pushkins måske mest kendte digt Profeten fortæller om hans selvbevidsthed som sandhedsvidne med et særligt kald: Brænd alle hjerter med dine ord (se side 51). Den opfordring tog han til sig. Hans digte er flammetale, der opildner til kamp for kærlighed og frihed. Som der står i efterskriftet: ”Han tolererede ikke nogen form for tvang” (se s. 115). Hans digte gløder af frihedstrang og modstand imod alt det, der ”forvrængede en generøs impuls” (se s. 88).      

Udgivelsen munder ud i et elegant efterskrift, der består af bearbejdede uddrag af den fransk-armenske forfatter Henri Troyats levnedsskildring Pushkin – en biografi, som også kan købes hos Det Poetiske Bureaus Forlag. Efterskriftet rækker læseren en forståelsesnøgle og en form for baggrundshistorie for flere af digtene. Det gør kun læseoplevelsen endnu dybere. Pushkin er et vigtigt bekendtskab.



      


onsdag den 13. januar 2021

Humor under åg

Bohumil Hrabal: ”Et Festmåltid – fortælling” Oversat af Mogens Bjerring-Hansen. Illustreret med pennetegninger af Erik Hagens. Efterskrift af Andrea Fehlauer. New Graphic Society 2020, 48 sider, 600 kr., udgivet som privatbind i et oplag på 90 eksemplarer, sælges bla. i Clausens Kunsthandel.

Af Egil Hvid-Olsen.


Jeg havde ikke hørt om Bohumil Hrabal (1914-97), før jeg fik ”Et Festmåltid – fortælling” i hænderne, men allerede da jeg havde læst en halv side i bogen, genkendte jeg en fjollet stemning, der dækker over en langt dybere alvor. Stemningen er jeg tidligere stødt på i bøger og film fra Østeuropa. Fjollerierne er tæt på at kamme over, men holdes tilbage af den alvor, der trækker dem i den modsatte retning. Der er noget folkekomedie over Hrabals fortælling, men samtidig siger den noget alvorligt om, hvor let man ser en fjende i selv dem, der blot er en lille smule anderledes end én selv, måske fordi de ikke ønsker at være sådan, som man er. Til tider fokuserer man så blindt på denne indbildte fjende, at man overser den, der i sandhed er ens fjende.

I fortællingen går Jagten efter et vildsvin over stok og sten og helt ind i nabolandsbyens skole, hvor dyret nedlægges, men her er jægerne pludselig i fjendeland, hvilket hurtigt bliver tydeligt. Konflikten er tæt på at føre til blodsudgydelse, men man enes om at holde et fælles festmåltid over det nedlagte dyr. Det tegner godt, men under festen lurer det ubegrundede had, parat til at springe ud i lys lue.

Den ufejlbarlige dummer sig aldrig

I sit veloplagte efterskrift skriver Andrea Fehlauer om Hrabal, at ”magthaverne frygtede og forbød ham ikke for det han skrev, men fordi de ikke kunne sætte fingeren på, hvad det var han skrev.” Den beskrivelse vækker genklang efter læsningen af ”Et Festmåltid – fortælling”, for man forstår, at forfatteren gør grin med noget, nogen eller nogle, men præcis hvad eller hvem er det ikke så let at bestemme. Måske er det blot alment udbredte dumheder, fortællingen latterliggør, men selv det kan fornærme repræsentanter for et regime, der anser sig selv såvel som deres styreform for at være ufejlbarlig, hvorfor de naturligvis aldrig begår dumheder.

Svinemennesket eller menneskesvinet

Erik Hagens’ knivskarpt gengivne pennetegninger er ikke egentlige illustrationer til teksten, men sort/hvide motiver, der er inspireret af læsningen. I den indledende tegning er landsbyen, som historien foregår i, blevet en integreret del af vildsvinet. Måske er menneskene i fortællingen i virkeligheden nogle større svin end den nedlagte orne. Sammenligningen mellem menneske og svin findes også i et dobbeltopslag, hvor et portræt af et menneske står side om side med et portræt af vildsvinet. I den sidste illustration har mennesker og svin konsekvent byttet side, idet en flok festklædte svin er samlet til et festmåltid, hvor menuen står på tilberedte mennesker. Tegningen er mere morsom end uhyggelig, men dog ganske tankevækkende.

Bogen er trykt på tykt papir og forsynet med et kraftigt omslag. Der er i høj grad tale om en luksusudgivelse, som man får lyst til at sætte sig og læse. Indholdet skuffer ikke. 

søndag den 10. januar 2021

Det sisyfoske i claus ejners kunst og digtning

Hvordan fortæller vi om og viser vi det vi ikke umuligbart kan gennemskue endsige forstå. Troels Laursen skriver en essayanmeldelse af værker af dadaisten claus ejnar

Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen,
Forlaget Space Poetry,
52 sider, 100,-kroner
Udgivet med støtte fra Munch-Chrstensens Fond 2020

Overflod af ting, kvaler, fornemmelsen af proportioner eller mangel på proportioner, fornuftsfeber og op på hesten igen, rid videre ellers bliver du en rytterstatue
48 sider, 150, kroner
forlaget: dada-invest med støtte fra Statens Kunstfond 2020

37 performances
60 sider, rigt ill. 150,-kroner
forlaget: dada-invest med støtte fra Statens Kunstfond og Aarhus Kulturudviklingspulje 2020

Blev 2020 et surrealistisk år? Jo, måske nok, men, den var jo virkelig nok på alle måder, og hvordan fortæller vi om og viser vi det vi ikke umuligbart kan gennemskue endsige forstå, når noget sker i vore liv, som ingen kan forudse. Hvordan tolker vi vore liv med alt det der sker? Hvordan ser vi vore liv, så vi rent faktisk ser, hvad det er der sker mens det sker, imens vi lever. Det er her kunsten kiler sig ind. Det er her kunstneren kan sætte et perspektiv på det der sker, mens det sker og vi andre bare lever.

claus ejner (f. 1967) gør det på sin skæve og dadaistiske måde. Han smækker livet op foran os, så vi får chancen (om vi tør gå med) for at overveje og genlever det hele igen. Og stiller skarpe spørgsmål til den enkelte om hvad nytte det er til, alt det vi sådan går og gør, mens vi nærmere os afslutningen på det hele. Her indfanget i digtet ”Afslutning”:

Man flytter en sten

”Man flytter en sten, man flytter en til og en til, man har en lille bunke sten, man flytter flere sten, man har en større bunke sten, hele sit liv flytter man sten, og til sidst har man et bjerg af sten, og så dør man, og så bliver man selv en sten, og en dag kommer der en og flytter en over i en bunke af sten, der en dag bliver til et bjerg af sten, og det kaldes meningen med livet, og en dag dør den person, der har skabt det bjerg og bliver en sten, der flyttes over i en bunke af sten, der bliver til et bjerg af sten, og det kaldes mangel på mening med livet, og en dag dør denne person og bliver en sten”

claus ejner er meget aktiv på de sociale medier, hvor han laver fotos og serie af performances, der kredser om livet genvordigheder, store og små eksistentielle problematikker, samfundsproblematikker. Det handler om den menneskelige eksistens. Han har tidligere fået tildelt Kunstfondens treårs arbejdslegat og arbejdet med sine værker rundt om på museer i hele landet.

Han arbejder i forlængelse af dadaismens antikunst, som vrøvlede, hyldede det absurde og gjorde hverdagsting til kunstgenstande som eksempelvis Marcel Duchamp gjorde det.  Samtidig trækker claus ejner på den tyske Bad Painting-bevægelse fra 80’erne, der gjorde oprør mod kunstens regler og en kapitalistisk købesyge efter værdifuld kunst, ved at være sjove, ironiske, kitschede, ekspressive, i kompositorisk ubalance og på den led ikke engang foregive at tage sig selv seriøst som kunst. Humoren er altid med som en underlæggende tone, og selv man kunne betragte kunstneren som misantropisk, hvad han selv gør i et digt, så er det aldrig helt mørkt, via humoren pibler nuancer op, så trods verdens galskab og menneskenes hovedløse løben rundt efter ingenting, så er der altid et lille og spinkelt håb, som kun kunsten kan bibringe.

Ekskurs og faktaboks:

Dadaismen:

Der findes mange forklaringer af ordet "dada", og det kan betyde en række forskellige ting på forskellige sprog. En af forklaringerne er, at navnet "dada" blev valgt pga. stilartens karakteristisk barnlige stil, og henviser til den barnlige "da-da"-frase som en guttural og tilsyneladende tilfældig lyd, der æstetisk kan minde om sider af den virvariøse litteratur og kunst. På rumænsk betyder udtrykket "ja", mens det på fransk kan hentyde til en gyngehest eller kæphest.

Begrebet ”dada”, som kunstretninger blev "opfundet" af en tysk forfatter ved navn Hugo Ball, der iført et jakkesæt af skinnende blå pap og en heksehat, fremførte Ball sit første bidrag, digtet Karawane, i en natklub i Zürich.

Dadaismen opstod i foråret 1916 – midt under Første Verdenskrig –  i Zürich, hvor en international kreds af unge og yngre landflygtige militærnægtere og andre antimilitarister, hovedsagelig  forfattere, billedkunstnere, scenekunstnere og intellektuelle med forskellige faglig baggrund,  fandt sammen om at starte en form for protestbevægelse, der så den bestialske krigsførelse som symptom på en syg kultur, baseret på et forkasteligt menneskesyn og forlorne samfundsværdier.

Blandt de dadaistiske kunstformer er lyddigte og vrøvledigte, collager og fotomontager. Ofte brugtes tilfældighedselementer som en upersonlig, kreativ drivkraft. Det ofte absurde udtryk har en særlig poetisk virkning og nogle gange (især i den tyske gren af dada) en karakter af politisk udsagn.

7 røde plastikspande skulptur nr 9

Et eksempel på et dadaistisk kunstværk er Marcel Duchamps bearbejdning af Leonardo da Vincis berømte maleri af Mona Lisa. Mona Lisa er i Duchamps udgave blevet forsynet med overskæg. Titlen på hans billede er L.H.O.O.Q. Når den udtales på fransk (dvs. bogstaverne hver for sig), lyder det som "elle a chaud au cul", hvilket betyder "hun er varm i røven". Desuden minder titlen om det engelske ord "look" – altså en temmelig direkte opfordring til beskueren.

Den fødte dadaist

Herhjemme var Sven Dalsgaard den fødte dadaist, da han også fra starten skeptisk over for den nye antikunsts muligheder. Af samme årsag fokuserede han snart på dens begrænsninger. Den nydadaistiske antikunstner blev således hurtigt anti-dadaist. Der var reelt tale om et paradoks, for han udtrykte sig fortsat med anti-kunstens virkemidler, det vil sige tvetydigt i bedste overensstemmelse med sin egen dobbeltnatur. Dalsgaards virke som ‘dadaist imod dada’ kom således til at udfolde sig som angreb på dadaismen udført med dadas egne midler.

Og det er den linje, som claus-ejner viderefører i sit kunstneriske virke.

37 performances

Performances-kunsten er claus ejners udtryksform. Oplæsninger og udførlelser af disse fysiske kunstværker, på stedte og i nuet, understøtter hans pointer om hvor vi finder plads til at være mennesker, mens hamsterhjulet snurrer.

Denne udgivelser er en dokumentation af 37 udvalgte performances, som han har udført det seneste årstid. De bliver her til en fortælling om søgen efter mening. Bogen indgik som en del af udstillingen ”23 performances”, der tidligere på året blev vist på ”Se-Rum”, i Aarhus. Bogen er også en slags vejledning i hvorledes man selv kan udføre performances og forskyde det almindelige til det unormale og skæve, som når et billede af en gul mur fra en 70’er parcelhus, har en udstoppet fugl ved soklen og et par træsko uden indhold, bærer teksten: ”Performance, hvor jeg i 2 timer fuldstændig nøgen – men usynlig – følger efter en udstoppet fugl. Det var meget koldt. Det var 9 grader og det blæste en smule. Frøs stadig 4 timer efter”. Det handler om at vise det der ikke kan vises og derfor ikke kan ses, før end kunstneren viser os det. Han viser ved hjælp af to sorte vandkander, hvorledes kunstretningernes forskellige idegrundlag skal forstås. Eller med en gammel reol, hvorledes rummelighed skal ses og forstås. Han visualiserer igen det usete og abstrakte i forståelige og sjælden u-humoristiske udtryk.

Overflod af ting, kvaler, fornemmelsen af proportioner eller mangel på proportioner, fornuftsfeber og op på hesten igen, rid videre ellers bliver du en rytterstatue

Den lange titel er en typisk claus ejner-titel, den forvirrer mere end den åbner for hvad man kan møde i bogen, eller rettere den er meget præcis som indholdsfortegnelse, da den handler om proportioner eller manglen på samme. Om hvordan forsvinder i perspektiver, der drives langt ud. Bogen består af 48 gouacher, med motiver eller rene tekst-udsagn. Her er mennesket tingsliggjort i hverdagslivet. Værkerne har tidligere i år været udstillet i SAK bygningen i Svendborg. Det kan være den ødelagte hammer der er handlingslammet, når en ostehøvl og en ligther er et kærestepar med normalt blodtryk.

Eller når hammeren har fået tilføjet en gaffel i den anden ende og skruenøglen, har fået en kniv som håndtag, og viser menneskelets tingsliggørelse og effektiviseringen af alting, så det ender med at være hel modsat intension, men blot det rene dada. Og bærer en tradition fra Robert Storm Petersens univers af finurligheder og skarpe satiriske pointer. Det er carpe diem i fornuftstørrelse, som et andet værk hedder. Mennesket er reduceret til en operativ størrelse. Det er sortseende, men med en forløsende humor, der giver os mulighed for at se, hvad vi er midt i, og dermed får vi foræret en chance for at ændre kursen, om vi tør.

Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen

Digtene er væsentlige i claus-ejners ouvre, og han har udgivet flere samlinger gennem tiden, denne seneste ”Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen” er hans femte og har været 4 år undervejs. Med alderen liver der måske mindre at le ad, med undtagelse af sig selv. Selvironien og den dermed selvindsigt, er gennemgående i samlingen. Der er to afdelinger i værket, en der omhandler det mere normale og nære, som parforholdet, forbrug og dødsangst, mens anden del er ”vrøvlets polemik” har en mere filosofisk tilgang til de mere abstrakte begreber som fornuft og rationalitet og tilfældighederne og kunsten. Den franske og dadaistiske forfader som digteren Francis Picabia, (1879 - 1953) der også blandende udtrykkende som maler og grafiker og som arbejdede med både minimalismen og surrealismen i sin kunst. Her handler det om vis resignation over menneskelivet, som kan være dyster, og er der et lys forude, så er det, måske, dette at sidde og skrive digte om livet i al den almindeligheder: ” Dit hjerte er sprættet op. Det sidder i kaffemaskinen som et kaffefilter. Det er omsonst. Du drikker p.t. kun Nescafé”.

Hos claus-ejner handler det altid og også i disse tre bøger, om mening og om, hvor den blev af, hvis den dada nogensinde har været der.


tirsdag den 5. januar 2021

Fnisende noveller om død og uhygge

Rasmus Hastrup: ”Væk”, Screaming Books 2020, 231 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Enten har Rasmus Hastrup opfundet sin egen litterære genre, eller også finpudser han en genre, jeg ikke tidligere er stødt på. Jeg har tidligere anmeldt Hastrups ”De ting der sker” her på Den Smalle Bog. Den er - ligesom sin forgænger, ”Liv”, og efterfølger, ”Væk” – en novellesamling med fokus på noget så selvmodsigende som uhygge og latter.


Det værst tænkelige sker

Det hænder ikke så sjældent, at man læser en bog eller ser en film, hvis dramatiske handling spidser så meget til, at man mentalt træder et skridt til siden og siger til sig selv, at det nok skal ende godt på en eller anden måde. Det, handlingsforløbet lægger op til, vil ikke ske, for den slags slutninger har hverken bøger eller film. Men i Hastrups noveller brydes denne uskrevne regel, og det værst tænkelige sker. Det slår allerede den første novelle i ”Væk” fast, og den har oven i købet titlen ”En smuk dag”. Den skildrer da også en smuk dag, men på netop denne dag finder en dramatisk hændelse sted. Hændelsen er frygtelig, men dagen smuk. Således er der en diskrepans mellem hændelsen og dagen. Men sådan er det jo! Der kan sagtens finde tragedier sted på blomstrende solskinsdage.

"Væk” ville være en ganske forfærdelig læseoplevelse, hvis den ikke var krydret med dels (sort) humor, dels et fantastisk sprog. Desuden skaber nogle af novellernes eventyrpræg også lidt afstand til det voldsomme fokus på tragedie og død. I ”Hans og trolden og skatten i brønden” finder eventyrets helt ud af, at man ikke bare kan fravælge en eller flere af de traditionelle tre prøver i et eventyr. Gør man det, går eventyret i stykker, og så ender det først for alvor gruelig galt.

Skovsneglståren

Humoren i ”Væk” følger trofast med i langt de fleste af novellerne. Latteren boblede flere gange frem, da jeg læste ”Reception på Institut for Taktil Filologi og Anvendelig Semasiologi”, hvor det ikke kun er et menneske, men også et fag, der presses ud i tragedien. Resultatet af et akademisk forskningsprojekt viser sig at vække massiv modsigelse, selvom det bygger på de i vor tid så populære algoritmer. Umiddelbart inden forskningsresultatet afsløres, fornemmer man, hvordan det vil blive modtaget, da der om forskningslederen står: ”Han mærkede en lille tåre snige sig ud af højre øjenkrog og et lille stykke ned over kinden, som en for tidlig født skovsnegl.” (s. 135). I hvert fald vækker sneglebilledet et vist forbehold for, hvad der nu vil komme.

Det er ikke bare underholdning for latterens skyld, Hastrup skriver, men temmelig subtil satire. Tag bare ”Dagbog fundet mellem murbrokker på Hedemarksvænge”, der handler om en velfærdsdansker, der går så meget op i sin afføring, at han er meget lang tid om for alvor at fatte, at der er udbrudt krig. Han nedfælder notater om afføringens lugt, konsistens og farve samt inden for hvilke klokkeslæt, han befinder sig på kummen. Og så supplerer han lidt med dagens øvrige oplevelser: ”Flere tanks på hovedvejen. Skudsalver inde fra byen. Telefonen virkede igen – Frejas søster Helga ringede og spurgte, om vi ville købe en halv gris. Det ville vi gerne.” (s. 78).

”Lommer af tristesse og boblende latter”

Hastrup skriver på en dansende let måde, der får siderne til at vende sig selv, men ind imellem må man stoppe op for at nyde formuleringer, hvis poesi, uforventelighed eller præcision bryder handlingens sfære af uhygge og latter. Hermed nogle eksempler:

Den mærkeligt afdæmpede smerte af at have en kniv i ryggen beskrives som: ”sære, skrattende optagelser af ældgamle krigshyl.” (s. 96).

Et bibliotek beskrives som ”et kartotek over alle tænkelige sindsstemninger. Lommer af tristesse og boblende latter svøbt i rødgrøn, ubesindig eftertænksomhed. Visdom og eskapisme og sne og lava.” (s. 98). Man skulle tro, at Hastrup beskriver sin egen bog med ordene: ”Lommer af tristesse og boblende latter svøbt i rødgrøn, ubesindig eftertænksomhed.”

En støvsuger kan lyde som ”en sommerfugl i en flaske af pæregrønt glas” (s. 119). Måske mest, hvis man ikke selv skal gøre rent.

Lyden af ”korte, grå nakkehår”s skraben mod pudebetræk beskrives som ”egebarkagtig” (s. 199).

Og således kan en pludselig usikkerhed, om man har truffet det rigtige valg, beskrives: ”Et øjeblik trækker hans beslutsomhed en hætte af tågegrå tvivl over hovedet. Så ryster han på sit eget og træder forsigtigt ud ad døren.” (s. 204).

Mangfoldige navne og en islandsk roman

Rasmus Hastrup har noget med navne. Hans karakterer hedder ofte noget ganske besynderligt. I ”Maseratikatten”, der vist nok leger lidt med ideen om, at katte har ni liv, får en repræsentant for denne art forskellige navne alt efter, hvilke mennesker den for en tid vælger at knytte sig til. På et tidspunkt er det drengen Toke, der har taget katten til sig. ”Folk havde tit spurgt ham, hvorfor han havde givet den navnet Hertha – var den opkaldt efter Hertha Müller eller Hertha Berlin eller Herthas Smørrebrød oppe i Søndergade, spurgte folk, alt efter hvem de var og hvordan deres referencerammer var organiseret. Men faktisk vidste Toke det ikke.” (s. 86). Man får en fornemmelse af, at det samme gælder Rasmus Hastrup, der giver mange af sine karakterer nordisk klingende og dog konstruerede navne som Aamund Erikson, Roar Havlide, Estrid Kobbersmed Telenius og Ragnfrid Krejlhjord. Eller endnu mere eksotisk: Boleslav Chrom-Hannubal. Mindst en gang dukker et navn fra ”De ting der sker” op igen.

En detalje findes i den islandske roman ”Mændene kom over bjerget”, hvis titel nævnes flere gange i ”Væk”. Om der er nogen særlig grund hertil må stå hen i de uvisse, for der er generelt rigtig megen uvished i Rasmus Hastrups noveller; en uvished, der skaber utryghed og uhygge, men som ofte frisættes af morsomme absurditeter.

Rosen fortsætter

Min anmeldelse af ”De ting der sker” var meget rosende. Anderledes bliver det ikke med ”Væk”, som er endnu et finurlig værk af Rasmus Hastrup, hvis bøger - på trods af deres mærkelige genre - ofte berør det dybsindige.