De sociale medier har gjort, at man indimellem kan overhøre samtaler, man tidligere ville høre gennem en reol på biblioteket, i bussen eller andre steder. I flere litteraturgrupper har jeg set folk spørge om, hvilke bøger af Dostojevskij, de skulle begynde med. Ingen af stederne har nogen seriøst foreslået Brødrene Karamasov.
Jeg ville også mene, at det er en af dem, man skal gemme til sidst. Man skal have etableret en oplevelse af, at Dostojevskij står inde i en slags verdenssjæl og ser mennesket visionært og med en detaljerigdom, som kun findes i de allerbedste romanværker i historien, før man kan begynde at tænke på at kunne gabe over Brødrene Karamasov.
Det afgørende eksistentielle moment
Man kan sammenligne Dostojevskij med Shakespeare på den måde, at han aldrig forlader det afgørende eksistentielle moment, hvor det valg, du foretager, afgør godt eller skidt for dig og de mennesker, der er afhængige af dig – i en overskuelig tid fremover og måske altid. Samtidig med at du jo står i valgsituationen, fordi den er konsekvens af, hvad der er sket tidligere for dig i de sociale omgivelser, i din arv og miljø, i dit liv.
Og hans arbejde kan sammenlignes med den senere tyske forfatter Thomas Manns derved, at han lægger tilsyneladende endeløse lag på skildringen og forståelsen af, hvordan det enkelte menneskes psyke reagerer og agerer i tilværelsen. Men ingen af de store romanforfattere – måske bortset fra den, som Dostojevskij selv er mest inspireret af, nemlig Charles Dickens – formår at få både det shakespearske og det thomasmannske til at spille sammen i en sådan organisk, sproglig helhed i så stort format.
Ikke nok med det. Dostojevski har yderligere en dimension, eftersom han har en dyb og med vore øjne en temmelig venstreorienteret forståelse af kristendommens næstekærlighedsbud. Der er et citat i Matthæusevangeliet 24, hvor Jesus citeres for i en længere samtale at sige noget i retning af, “hvad I ikke har gjort mod de mindste i tilværelsen, det har I ikke gjort mod mig.”
Det er et menneskesyn, der vender op og ned på magtpyramiden i tilværelsen og placerer den, der står nederst i den sociale magtpyramide i samfund, der ikke har et velfærdssystem, øverst i pyramiden.
De fem typer
I den sidste roman Brødrene Karamazov (1881) gennemspiller Dostojevskij endnu en gang sine temaer virtuost og dybfølt, og Matthæus-citatet står i centrum for løjerne. Et at de kritikpunkter, man nogle gange hører mod Dostojevskij er, at det tager utrolig lang tid for hans romaner at komme i gang, og at de fortaber sig i endeløse labyrintiske beskrivelser, der ikke trækker tilstrækkeligt hårdt på plottet.
Men det er sådan, at hvis man har finjusteret opmærksomheden fra starten, gør man hurtigt den erfaring, at alting alligevel trækker på det centrale tema. Lige præcis Brødrene Karamasov er et godt eksempel på det.
For den indledning som for eksempel i Onde ånder er 60-70 sider, og der også tjener et bestemt formål, er kun på 20-25 sider i Brødrene Karamazov. Tilstrækkelig kort til at man med et blik kan se, hvordan Dostojevskij gennem præsentationen af romanens hele fem hovedpersoner lægger spor ud, som hver dækker over et fuldstændigt detaljeret udformet livssyn.
Romanen udfolder sig så gennem, at de fem livssyn og alle de handlinger, de medfører, flettes ind i hinanden og holdes op overfor hinanden, så vi kan se deres konsekvenser for tilværelsen.
De fem mennesker er først og fremmest en libertiner, et useriøst menneske der spilder tilværelsen med at lade sine absurde, humoristisk ment, men latterligt provokerende dumheder dække for hans egen indre livsangst. Det er faderen, som bliver myrdet i løbet af romanen, der også denne gang udspiller sig som en krimi.
Tre af de andre personer følger meget nøje den opdeling i tilværelsens typer som Søren Kierkegaard, der skrev omkring 20 år inden Dostojevskij, også brugte – uden at man på nogen måde kan sige, at Dostojevskij har haft kendskab til Kierkegaard.
Vi ser de tre Karamasov-brødre som en æstetiker, en ateistisk etiker og en religiøs personlighed, nøjagtig som Kierkegaard fremstiller det i Enten-eller. Desuden spiller endnu en, en såkaldt uægte søn, en hovedrolle som et gennemgribende ondt, men let påvirkeligt menneske.
En sjette type er en person ved navn Muisov, som går lidt ind og ud af fortællingen. På en måde kan man se ham som repræsentanten for de sociale omgivelser, der også er én af typerne hos Søren Kierkegaard, nemlig Spidsborgeren.
Den ny oversættelse
Der kommer så et par typer mere til undervejs, som laver yderligere nuanceringer i skildringen af den menneskelige psykes veje og vildveje, men måske er det netop ikke rigtigt at se dem som selvstændige typer. De er allesammen repræsentanter for det, som i citatet fra Matthæusevangeliet kaldes de mindste. Og de er alle sammen billeder på dem, der går under for de andres magtspil.
Brødrene Karamasov er udkommet i en ny oversættelse af Marie Tetzlaff. Det er mindst den tredje på dansk. Den kendteste har været Ejnar Thomassens, der indgik i Dostojevskijs Samlede Værker (1965-67), men den mest læste de senere år har været Georg Sarauws fra 1980’erne.
Den første var kendt for at være sprogligt udglattende i forhold til Dostojevskijs meget kantede sprog, der stritter i alle retninger, og som også får kritik for det i Rusland. Den anden var kendt for at genetablere værkernes oprindelige tone.
Men alt i alt er jeg overrasket over efter en tid at finde Tetzlaff oversættelse den hidtil mest tilfredsstillende, jeg har læst på dansk. Den mest flydende og den mest anskuelige. Hun retter desuden småfejl, som man kan finde hos Sarauw med stor sikkerhed, blandt andet en misforståelse omkring Karamasovs strumasygdom.
Så når man endelig er komme til Brødrene Karamasov kan man roligt begynde med den nye danske oversættelse, selvom mange formentlig har en af de tidligere stående hejmme i reolen, hvor den har stirret spørgende på én i årtier.
Brøderene Karamasov er på enhver måde en uforglemmelig roman. Den er fuld af et kalejdoskop af fantastiske scener. Hvor har vi nogensinde set en godsejer seksuelt misbruge en sindssyg kvinde i et buskads en sommernat, mens hans selskab går grinende videre?
Hvor har vi nogensinde set en fuldstændig social deroute forårsaget af en scene, hvor en stakkel bliver trukket i skægget ud gennem et værtshus og ud på gaden? Hvem har skildret ondskab så præcist – igen bortset fra Dickens – som Dostojevskij gør, når han lader en delvis funktionsnedsat dreng lære nogle andre at pine livet af en hund ved at give den en kotelet med barberblad i?
Indlægget har tidligere været bragt i POV International
Ingen kommentarer:
Send en kommentar