onsdag den 27. oktober 2021

Dydige kvinder og hugtandspenetration

Bram Stoker: ”Dracula”, Borgens Billigbøger 1963, 307 sider, oversat af Benny Andersen.

Klassikerlæsning

Af Egil Hvid-Olsen

Ireren Bram Stoker (1847-1912) startede sin karriere som statsansat, men samtidig fungerede han som teaterkritiker, hvilket førte til et nært venskab med skuespilleren Henry Irving. Denne forbindelse gjorde ham til teaterdirektør i London, men sideløbende skrev han en række bøger, hvoraf størstedelen er horrorromaner.

En advarsel overhøres for at sætte gang i handlingen

Ofte når man læser en roman, skal man vente til omkring side 100, inden den for alvor fænger. Sådan er det ikke med Stokers gotiske gyser ”Dracula” fra 1897. Her er de første 100 sider de klart mest spændende. Allerede på side 10 frarådes den unge jurist, Jonathan Harker, på det kraftigste mod at rejse til grev Draculas borg i Borgopasset. Greven har sat ham stævne i sit dystre hjem. En stærkt bekymret, lokal kvinde advarer ham mod at nærme sig borgen. Det gør det bestemt ikke bedre, forsikrer hun, at det er ”[…] aftenen før St. Georgsdag. Ved De ikke, at i nat, når klokken slår tolv, da har alt det onde i verden fuld magt?” (s. 10). Harker er imidlertid en logisk tænkende ung mand med ambitioner, så han lader sig ikke forsinke af overtro, og da slet ikke, når han skal hjælpe en klient til at få løst en opgave. Pligten kalder, hvad enten klienten bor lige rundt om hjørnet i et gæstfrit borgerhjem eller i en skummel borg i de ufremkommelige bjerge. Harkers pli sættes på en prøve, da kvinden ”[…] rejste sig og tørrede sine øjne, idet hun tog et krucifix fra sin hals og gav mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, for som tilhænger af den engelske statskirke har jeg lært at betragte sådanne ting som til en vis grad afguderiske, og dog forekom det mig så uvenligt at sige nej til den gammel dame, der mente det så godt og var i sådan en sindstilstand.” (s. 11). Imidlertid skal Harker snart blive klogere, så han kommer til at værdsætte både krucifikser, hostier og – lidt mere verdsligt - hvidløg.

Den unge jurist ankommer efter en sælsom og særdeles utryg natterejse til grevens borg, hvor han modtages venligt. Dog finder han hurtigt ud af, at alting ikke foregår normalt dér på stedet. For eksempel gør han sig denne erfaring: ”Jeg havde hængt mit barberspejl ved vinduet og var netop begyndt at sæbe mig ind. Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder og hørte grevens stemme sige ’God morgen’ til mig. Jeg fór sammen, for det forbavsede mig, at jeg ikke havde set ham, eftersom spejlet gengav hele værelset bag mig […] Da jeg havde besvaret grevens hilsen, vendte jeg mig mod spejlet igen for at se, hvordan jeg havde kunnet tage fejl. Denne gang kunne der ingen fejltagelse være, for manden stod tæt ved mig, og jeg kunne se ham over min skulder. Men der var intet spejlbillede af ham i spejlet!” (s. 32).

Næppe mange ville være glade og fro efter sådan en erfaring, men Harker er af natur en fattet mand, der tilmed besidder en stor pligtfølelse. Derfor griber han ikke den første, den bedste chance for at løbe skrigende ud af borgporten. Hvis han havde forsøgt på det, ville han nok heller ikke have haft heldet med sig, for snart åbenbares det, at Harker er fanget i den ældgamle bygning, at hans dødsdom er underskrevet, og – hvad værre er – at greven har tiltænkt ham et efterliv som ”u-død” med skarpe tænder og en evindeligt tilbagevendende blodtørst. Snart vil han være forenet med de tre på en gang skamløst sexede og frygtelig uhyggelige kvindelige vampyrer, der hjemsøger borgen og mæsker sig i barneblod, indtil de får lov at sætte tænderne Harker, i hvis årer blodet suser så appetitligt med manddommens fulde kraft.

Victorianske dyder vs. dæmonisk blodtørst

Jeg ved det: Det lyder virkelig langt ude. Og det er det også! Men hvis man lader sig gribe af stemningen, er det ikke så lidt underholdende. Den kendte læge, Van Helsing, der siden tilkaldes fra Holland, forklarer senere med sin særlige accent vilkårene for den forestående vampyrjagt: ”Vort slid må foregå i stilhed, og vor møje i al hemmelighed, for i denne oplyste tidsalder, da mennesker ikke engang tro, hvad de se, ville kloge mænds tvivlen være hans [Draculas] største styrke. Den ville straks blive hans harnisk og skede og hans våben til at ødelægge os med, hans fjender, der er villige til at sætte endog vore egne sjæle på spil […].” (s. 337). Det er disse vilkår, man også som læser må acceptere, hvis man skal have glæde af bogen. Altså ingen indvendinger om, at det ikke kan lade sig gøre, men en villighed til lege med. Gør man det, må man erkende, at Stoker bygger historien mesterligt op. Dog mindskes spændingen, da scenen rykkes til England. Draculas ankomst er ellers ganske spektakulær: Et skib suser i en lokal storm, der synes at styre fartøjet, direkte ind i den engelske by Whitbys havneindløb og pløjer sig ind i stranden. En kæmpestor hund springer straks fra dæk og forsvinder til de lokale dyrevenners fortrydelse. Dyret viser sig at være eneste overlevende. Skibets afdøde kaptajn var ”fastbundet ved sine hænder, den ene ovenpå den anden, til en ege i roret. Mellem den inderste hånd og træet var der et krucifiks, perlekæden, der var fæstnet til det, lå rundt om både håndled og ror, og det hele blev holdt sammen af rebet, der var bundet om. På et tidspunkt har den stakkels mand siddet ned, men sejlenes basken og puffen har forplantet sig til roret og kastet ham frem og tilbage, så rebene, han var bundet med, havde skåret sig gennem kødet ind til benet.” (s. 87f).

Idet størstedelen af handlingen fra da af foregår i England, trænger victorianismens særlige idealer frem, og skønt handlingen daler i tempo, kan man glæde sig over, at Stoker skaber nogle – sandsynligvis bevidst - fortegnede karakterer af mænd, der for alt i verden vil beskytte kvinderne og deres dyd. Det emmer af undertrykte lyster, men netop det, at disse gæve mænd formår at undertrykke deres seksuelle appetit, viser, hvor fantastiske og tapre de er. Man fornemmer, at de kan overvinde enhver fjende, selv en vampyr, så længe de kan tæmme deres egne drifter.

Morsomt bliver det, da mændene i deres iver efter at jage den udefrakommende fjende bort fra først den ene og så den anden kvinde, og samtidig holder sig bly på afstand af disse repræsentanter for det svage køn, overser, at greven ikke nærer de samme betænkeligheder overfor nærkontakt. Det emmer af forbudt og forskruet seksualitet, når Dracula bøjer sig over sit offer, der er i trance, blotter hendes hals og sultent stiller sin tørst i hendes blod. Endnu mere trumf sætter Stoker på det kropslige, da en kvinde tvinges til at drikke blod fra et åbent sår i Draculas bryst. Det er guf for freudianere.

På et tidspunkt, hvor en kvinde er i livsfare, står mændene uden for hendes dør og debatterer det betimelige i at gå ind i hendes private gemak uden først at varsko hende. Men skønt deres dydighed står i vejen for sagen, kan man ikke klage over deres offervilje. Én for én stiller de sig til rådighed, når der skal årelades, så de af vampyren tappede kvinder kan få deres bly rødmen tilbage i kinderne. Tilsyneladende kendte Stoker ikke til forskellige blodtyper, men til alt held rammes den korrekte hver gang.

Noget så sjældent som kloge kvinder

Ét er, at kvinderne skal beskyttes, fordi de nu engang tilhører det svage køn, noget andet er, at mændene ofte må indse, at kvinderne er klogere end dem. Det undrer de sig sjovt nok over hver gang, for kvinders intelligens anses tilsyneladende for at være tæt på naturstridig, eller i hvert fald en sjældenhed. Dog er mændene ikke mere hovne, end at de begejstret roser den kvinde, der lige har afsløret en vigtig sammenhæng, sådan som man roser et lille barn. Og de dydige kvinder soler sig i mændenes ros og opmærksomhed. ”Dracula” er altså ikke lystlæsning for feminister.

En grundlæggende spændende historie

Bøger som ”Dracula” hører vel normalt til blandt triviallitteraturen, og dog er romanen for velskrevet til, at den helt passer ind i den kategori. Stoker er svulstig i sine beskrivelser, men ikke plat på den trivielle måde. Side op og side ned sættes der ord på følelser og frygt, overvejelse om hvor meget kvindesindet kan tåle at blive indført i, planlægning og samtaler. Der tales meget om hengivenhed og indbyrdes – platonisk -kærlighed. Til tider er det for meget, men alligevel er det svært at lægge bogen fra sig, fordi den både er spændende og morsom.

Det er ikke mange over hundrede år gamle romaner indenfor en tvivlsom genre, der stadig bliver læst. Når det er tilfældet med ”Dracula”, skyldes det, at den vitterlig besidder nogle litterære kvaliteter og fortæller en grundlæggende spændende historie.

torsdag den 21. oktober 2021

En antisemits erindringer?

Gregor von Rezzori: ”En antisemits erindringer”, oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, Sidste århundrede 2018, 326 sider, 300 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Den eneste forskel på denne anmeldelses overskrift og den anmeldte bogs titel er spørgsmålstegnet. Bogtitlen er provokerende i samme grad som Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”, fordi begge titler flirter med nazismen. Men gør indholdet det også? I Knausgårds tilfælde gøres det kun i den udstrækning, som ”Min kamp” i detaljer beskriver et menneskes (Knausgård) positive og vel særligt negative sider. Den røde tråd mellem Hitlers og Knausgårds ”Min kamp” knytter også de to mænd sammen i en udfoldelse af den almenmenneskelige etiske ufuldkommenhed, der i Hitlers tilfælde førte til en lang række katastrofer. Knausgård hverken hæver sig over eller bøjer sig under Hitler. Han konstaterer blot, at Hitler også var et menneske, og at alle med lignende påvirkninger og muligheder kan udvikle sig til en diktator som ”der Führer”. Derved advarer Knausgård hverken primært mod Hitler eller sig selv. Han advarer læseren mod læseren, fordi alle vil kunne lade sig gribe af ideologi og magt.

Knausgårds ”Min kamp” er altså milevidt fra at flirte med nazismen, selvom titlen antyder det. Det samme er vist nok tilfældet med ”En antisemits erindringer”. Som i ”Min kamp” er der tale om autofiktion. Gregor von Rezzori skriver om sig selv på en måde, hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion er flydende. Det virkelige kan være løgn og fiktionen sand. Der kan tilmed være sandhed i løgnen, fordi fiktionen beskriver, hvad der lige så godt kunne være sandt. Men en flirt med nazismen er der ikke tale om. Von Rezzori tilhører en adelsfamilie, der har set bedre dage. Med splittelsen af Østrig-Ungarn mistede slægten sin indflydelse og betydning, men de gamle dyder og holdninger fastholdes; heriblandt en antisemitisme, der tages for givet, idet den ikke er blevet problematiseret i generationer. Gregor har fået jødehadet ind med modermælken, og i hans optik kan den snildt eksistere uafhængigt af nazismen, som han tager afstand fra. Da hans far ser et billede af Adolf Hitler, siger han (hvilket Gregor erklærer sig enig i): ”Det havde vel ikke ligefrem behøvet at være en fidusmaler, der skulle genoplive det gamle rige, men hvad pokker! … at man burde se af få smidt jøderne ud, den tanke har vi jo også altid haft, og det er alt sammen rigtigt og godt. Men se lige engang på den fyr! Bare den måde, har står på! Hvor ser han dog ud med den slyngellok ned i panden! Ham ville jeg ikke lade hvidte min gedestald…!” (s. 236).

Hvad der på denne baggrund er bemærkelsesværdigt er, at Gregor uden problemer omgås, er ven med og fester med jøder. Ja, han elsker sågar en række jødiske kvinder – dels korporligt, dels sjæleligt. Hans anden ud af tre koner er jøde. Og alligevel fastholder han det jødehad, han har fået ind med modermælken. Det er grotesk, hvilket satirikeren Rezzori, der døde i 1998, var fuldt ud klar over.

En antisemits afdækning af antisemitismen

”En antisemits erindringer” udkom på tysk i 1979. Selvom der var lagt 34 års afstand til 2. verdenskrigs og holocausts rædsler, var det alligevel et litterært vovestykke, der næsten ikke kan undgå at vække sin læsers mishag. Men det er også hensigten. Skønt det aldrig bliver hverken sagt eller antydet, må von Rezzori have erkendt det forskruede i jødehadet. Hvorfor skulle han ellers skrive sine autofiktive erindringer? Ved at skildre sig selv som den antisemit, han var, udstiller han jødehadets groteske sider. Da en ung jødisk kvinde efter et skænderi med sin mor springer ud af vinduet på den etageejendom, hun bor i, forklarer Gregors bedstemor det med, at ”overspændte, det har de intellektuelle jødeunger jo altid været.” (s. 202). Fordommene er stanset ud i stål. Med en så fed satire kan spørgsmålstegnet i anmeldelsens overskrift blive stående.

Antisemitismen beskrives flere gange, her udlagt på en pædagogisk og dog totalt afsporet måde: ”Vi betragtede som en selvfølge jøderne som andenrangsmennesker. Man kunne bare ikke lide dem, man brød sig i hvert fald mindre om dem end om andre mennesker, det var lige så selvfølgeligt, som at man brød sig mindre om katte end om hunde eller mindre om lopper end om bier, og man morede sig endda med at fremsætte de mest absurde begrundelser.” (s. 207). I den sidste kommentar titter en vis selvkritik frem, men den er tilsyneladende ikke tilstrækkelig til for alvor at få den unge Rezzori på andre tanker, for han fastholder sin antisemitisme – også som moden mand. Han lever sit relativt sorgløse liv som antisemit, og lader stadig nye erotiske erobringer fylde eventuelle tomrum ud. 

Skønt den unge og modne von Rezzori altså ikke bryder sig om jøder, synes han at blive særligt draget af jødiske kvinder; måske fordi det forbudte altid har lokket. En stor del af romanen beskriver disse erotiske erobringer, der virker besynderlige al den stund, at playboyen inderst inde afskyr dem, han er intim med. Han er da også selv klar over, at han er i modstrid med sine, sin slægts og en del af sin samtids synspunkter: ”At forelske sig i en jødisk pige betragtedes ikke som en tilgivelig perversion som sodomi eller fetichisme. Her trængte det irrationelle ind, her var der en flænge i fornuften, som et metafysisk mørke sivede ind gennem, det var næsten mere fatalt end åbent forræderi, eklatant utroskab. Jeg havde god grund til at skamme mig.” (s. 226f.).

Det er på samme tid ustyrlig morsom og voldsom uhyggelig læsning, men samtidig modigt skrevet, fordi von Rezzori skildrer en virkelighed, han i en eller anden grad selv har været del af. Samtidig er det en vigtig advarsel mod ukritisk at overtage holdninger fra mennesker, man holder af og har tillid til, for selv de mest sympatiske mennesker kan tage fejl. End ikke intelligens og intellektualitet er ensbetydende med, at man har ret.

Læseren efterlades beriget og lettet.

Gregor von Rezzori ernærede sig som journalist, TV-vært, skuespiller og samlede desuden på kunst. Han var en dannet mand, der tilhørte eliten. Og dog er det den alt andet end dannede antisemitisme, der udgør omdrejningspunktet for hans livsskildring. Det kunne i sig selv få potentielle læsere til at takke nej til at påbegynde læsningen, men det ville være en skam. Dels fordi Rezzori lægger afstand til antisemitismen, idet han skruer helt op for satiren og selvironien, dels fordi han skriver fantastisk godt. Det sidste argument ville falde til jorden uden det første. Men udgør ”En antisemits erindringer” en advarsel mod at lægge bestemte befolkningsgrupper for had, skal den sandelig også roses for sin litterære værdi.

Rezzori skriver i forbløffende lange, kringlede og dog præcist sammenhængende sætninger. Man kan ikke suse gennem bogen, der byder på en lang række småhistorier, hvis tvivlsomme troværdighed Rezzori sjovt nok tager under behandling i nogle metabetragtninger i sidste kapitel.

Bogens fem kapitler udgør nedslag i forfatterens liv. Det begynder med hans barndom, bevæger sig gennem nazismens periode, og afsluttes da Rezzori er blevet en ældre herre. Romanen er ikke lige fængende hele vejen igennem, men på trods af sine krav til læseren fastholder den alligevel interessen tilstrækkeligt til, at man læser videre. Når læsningen er afsluttet, er man både beriget og lettet. Beriget, fordi ”en antisemits erindringer” er et fornemt litterært værk, fabelagtigt oversat til dansk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, og lettet, fordi man endelig kan lægge bogens gentagne antisemitiske påstande fra sig.

Det er forlaget Sidste Århundrede, der står bag udgivelsen, hvilket må siges at være et modigt træk. Dels fordi titlen i sig selv er problematisk, dels fordi bogen næppe vil blive en bestseller. På trods heraf har forlaget forståelse for vigtigheden af, at store udenlandske værker (kendte som mindre kendte) også kan læses på dansk.

onsdag den 13. oktober 2021

Eventyr med vinterens åbne slutninger

Klassikerlæsning. Karen Blixen: ”Vinter-Eventyr”, 1942.

Af Egil Hvid-Olsen.

Karen Blixens vintereventyr blev skrevet i årene, hvor Hitler fik stadig mere magt og til sidst indledte 2. verdenskrig. Med en i denne sammenhæng anakronistisk vending kan man blive mindet om ”Game of Thrones”-varslet: ”Winter is coming”, for i sluttrediverne var den lange vinter på vej. Ikke i en fantasiverden, men i virkeligheden. Selv voksne kunne føle sig utrygge som børn, og måske er det grunden til, at der er mange børn blandt hovedpersonerne i denne samling eventyr fra Blixens hånd – og ånd.

Man kan givetvis også foretage en række sammenligninger mellem ”Vinter-Eventyr” og Shakespeares ”Vintereventyret”, men det projekt vil jeg overlade til fagpersoner med særlig indsigt heri. Der er nemlig også en lang række andre litterære henvisninger til verdenslitteraturen i eventyrsamlingen, og undervejs i læsningen forstår man, at H.C. Andersen ikke har levet forgæves, selvom han og Blixen skrev vidt forskelligt.

Om kunstens vilkår og ubrydelige konventioner

”Vinter-Eventyr” indledes af ”Skibsdrengens Fortælling”, der nok er det mest traditionelle af de 11 eventyr i samlingen. Fortællingen er inspireret af en oplevelse, som Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, havde haft på en sørejse. Dinesens fortælling var dog langt mindre fantasifuld end hans datters udgave. Hun lader den falk, hvis død, Dinesen bevidnede, overleve. Det kommer til at gavne skibsdrengen Simon, at han skar den fri af taklegarnet, for da han senere kommer i en slem knibe, får han hjælp af falken eller dens alter ego.

”Den unge Mand med Nelliken” kunne have passet fint ind i ”Skæbneanekdoter” med sin beskrivelse af kunstens vilkår (jf. min klassikerlæsning af denne samling: https://densmallebog.blogspot.com/2021/07/forsvar-for-den-elitre-kunst.html). Martin A. Hansens ”Løgneren” dukker op i erindringen med sin tematisering af digteren som en parasit, der lever af andres ulykke. Uforvarende udfordrer den unge succesforfatter Charlie Despard et mindst lige så ungt pars indbyrdes kærlighed. Ja, sandsynligvis ødelægger han deres forhold. Men det er netop det, der skal til, for at han finder inspiration til kommende værker.

Måske er det også kunstens vilkår, der tages under behandling i ”Det drømmende Barn”. Her griber drengen Jens selv de mindste brokker af fortælling og fletter dem ind i virkeligheden. Således lever han blandt andre mennesker i sin egen verden – måske lidt ligesom Blixen selv, der i ”Den afrikanske Farm” omskabte de dele af virkeligheden, som med enkelte ændringer kunne blive endnu bedre fortællinger. Men mens Blixen havde et publikum, må Jens vansmægte blandt voksne, der ikke for alvor kan værdsætte hans virkelighed.

”De standhaftige Slaveejere” er et slags tragikomisk kammerspil om, hvor svært det er at ændre konventioner; et tema, der går igen i ”Sorg-Agre”, der til gengæld er ren tragik. Her er herremandens nevø, Adam, ved at omvælte hele standssystemet, da han pludselig vender på en tallerken. Det antydes, at dette skyldes en blanding af glæde ved hans barndomsegn og seksuelt begær, hvoraf han er blevet sig det sidste bevidst ved mødet med den gamle onkels unge hustru. Der er altså noget, der betyder mere for ham, end bondekonen Ane Maries liv. Onklen har givet hende en chance for at redde hendes søn fra en dødsdom, som herremanden har fældet ved omvendt bevisbyrde. Historien om Ane Marie havde Blixen fra et sønderjysk sagn, som hun med vanlig kunstnerisk styrke formåede at gøre endnu bedre.

Ydmyg og krukket på samme tid

For mange af vintereventyrene gælder det, at de er svære at forstå til bunds. Nogle har åbne slutninger. Grunden hertil kan være, at Blixen, da hun skrev eventyrene, levede i en tid, hvor der kun fandtes åbne slutninger. Ingen anede, hvordan den politiske krise ville udvikle sig. Man famlede efter mening i den grusomhed, som nazismen afslørede allerede inden krigens udbrud. Og dog havde Blixen overskud til at inddrage humor i nogle af fortællingerne. I samlingens sidste eventyr, ”En opbyggelig Historie”, har forfatteren fra ”Den unge Mand med Nelliken”, Charlie Despard, hørt et fabelagtigt eventyr. Bagefter siger han: ”Det var en meget god historie” – og så fortsætter Blixen:

”Men da han havde røget sin Cigaret til Ende, rejste han sig ikke, men blev siddende tilbagelænet i Stolen, i dybe Tanker. ’Nej,’ sagde han lidt efter, ’ikke nogen virkelig god Historie. Men der var noget i den, som man kunde arbejde med. Man kunde faa en god Historie ud af den.’”

Heri ligger der en på samme tid ydmyg og krukket overvejelse fra Blixens side. Hun ved, at hendes eventyr kunne have været bedre, men hun er krukket nok til at lade en af sine egne figurer udtrykke det. Det skal der en eminent eventyrfortæller til at gøre. Og det vidste Karen Blixen nok godt, at hun var.

fredag den 8. oktober 2021

Gudesmuk gendigtning

NORDENS GUDER
Erwin Neutzsky-Wulff
Det Poetiske Bureaus Forlag 2021
Bureauets Lommebibliotek

Af Carina Wøhlk.

Mon ikke de fleste kender det? Når man først får blik for noget, er det, som om det vokser og stjæler billedet helt. For tiden er det den nordiske mytologi, der løber af med opmærksomheden. Næsten uanset hvor man kigger hen i det litterære landskab i disse dage, falder Thors hammer og vølvens spådom hvælver sig over fremtidshorisonten.


I serien Bureauets Lommebibliotek på Det Poetiske Bureaus Forlag er der udkommet en lille perle af en bog med titlen NORDENS GUDER. På forsiden står Erwin Neutzsky-Wulffs navn, som var han forfatteren. Og det med rette, selv om der er tale om en gendigtning af de mest fremtrædende dele af den ældre Edda, hvis ophavsmænd fortaber sig i fortidens tåger. 

Mesterlig og musikalsk gendigtning

I det korte forord introducerer digter, oversætter og kender af nordisk mytologi Arash Sharifzadeh Abdi kyndigt til det lille værk. Læseren bliver klog på, hvad det er for en særlig genre, hun giver sig i kast med.

Den ældre Edda, også kendt som Den poetiske Edda, er en digtsamling med fortællinger og vers fra nordisk mytologi og nordiske heltesagn. Samlingen er blevet nedfældet på skrift i Island i det 13. og 14. århundrede. Meget tyder på, at stoffet er endnu ældre og har overlevet takket være en mundtlig overlevering.       

De fire vidnesbyrd Seerskens syn (Vølvens spådom), Væverens ord, Den lyses ord og Den nedstegnes ord gengives i bogen af forfatter og filosof Erwin Neutzsky-Wulff, som er en virtuos rimsmed. Hans musikalitet og sans for det danske sprog giver nærmest læseren lyst til at bryde ud i sang.    

Eviggyldige sandheder

Også indholdsmæssigt er der noget at komme efter – selv for en læser anno 2021. Især Den nedstegnes ord indeholder mange eviggyldige og almenmenneskelige sandheder, som holder i en nutidig sammenhæng: ”Husk, når i verden du fører dig frem,/ lyt til de støjende stemmer,/ tal ej for meget og husk at gå hjem,/så at dig selv du ej glemmer” (se side 77). Ak ja, det råd kan vi vist alle bruge.   

Eller hvad med disse stærke ord, der rammer lige ind i eksistensen - uanset tidsalder:

”Tabt er en krig i et eneste slag,/ tabt er hver bortløben time,/ tabt er et liv på en eneste dag,/ tid er en hest uden grime” (se side 90). Det er hjerteskærende smukt.

NORDENS GUDER er en æstetisk oplevelse for den kræsne læser, der kender lidt til nordisk mytologi – eller har mod på at finde ordbogen frem og lige få genopfrisket, hvad hørger, turser og sejdende møer betyder...