Forsvar for den elitære kunst

Klassikerlæsning. Karen Blixen: ”Skæbneanekdoter”, 1958.

Af Egil Hvid-Olsen

”Svulstig” er næppe et dækkende udtryk for novellerne i Karen Blixens sidste samling inden de posthume udgivelser, men forkert er det heller ikke. Sproget er omstændeligt, men samtidig fuld af en ironi, der fører læseren tættere på forfatteren, som ikke lægger skjul på, at hun er dukkeføreren. Karaktererne er i hendes pen. Hun former dem efter sin vilje. I den temmelig syrede indledningsnovelle, ”Dykkeren”, former hun således en talende fisk efter sin fantasi, så man overvejer, hvem der er mest på afveje: den fromme muslimske teolog, der vil lære at flyve, så han kan opsøge englene, eller den opblæste kuffertfisk, der forelæser om menneskenes dårskab og fiskenes fortrin, hvoraf sidstnævnte beskrives således: ”Vi Fisk hviler roligt, til alle Sider understøttede, i et Element der til enhver Tid paalideligt og nøjagtigt udjævner sig til ensartet Vandstand. Man kan endog sige at vort Element har overtaget vor egen Væren, thi enten vi deri optræder som Fladfisk eller Rundfisk, saa fastslaar og opnoterer Statistikken vor Vægt og vor Fylde i Henhold til det Kvantum Vand som vi fortrænger.” (s. 26). Fisken søger at være ét med sine omgivelser, mens menneskets ambitioner går i retning af at hæve sig over dem.

Forsvar for den elitære kunst

Også den franske kok, Babette, hæver sig over sine omgivelser, hvad enten det drejer sig om Paris’ politiske og økonomiske elite, eller et fattig, norsk bygdesamfund i et sekterisk favntag.

”Babettes gæstebud” er nok Karen Blixens mest kendte novelle, selvom en række andre står i kø umiddelbart bag den. Novellen er morsom, men rummer samtidig et forsvar for den elitære kunst. Da Babette har brugt hele sin lotteripræmie på at traktere en flok fromme norske livsforsagere med en udsøgt middag, mødes hun af sine værtinders manglende forståelse. Man fornemmer Blixen selv i Babettes ord:

”’Jeg er en stor kunstner,’ sagde Babette. Hun ventede nogle Øjeblikke og gentog saa: ’Jeg er en stor kunstner, Mesdames.’

Stilheden i køkkenet syntes at mangedobles. Det var Martine, der tilsidst brød den.

’Saa bliver Du da fattig hele Dit Liv, Babettes,’ sagde hun.

’Fattig?’ sagde Babette.

Hun smilede for sig. ’Nej, jeg bliver aldrig fattig. Jeg siger Dem, at jeg er en stor Kunstner. En stor Kunstner, Mesdames, er aldrig fattig. Vi store Kunstnere, Mesdames, har faaet noget, hvorom I andre slet intet ved.’” (s. 73).

Skønt kunstneren er herre over sit eget værk, kan hun ikke bestemme, hvem der skal værdsætte det. At det kan være folk, hun ikke bryder sig om, viser sig, da en af de søstre, hun bor hos, spørger: ”Den General, Du nu talte om, lod Din Mand og Din Søn skyde, Babette. Hvordan kan du sørge over dem?” (s. 73).

Ja, hvordan kan hun – en tidligere kommunard - sørge over sine fjenders død; dem, der ønskede af slå opstanden ned med hård hånd og altså også var skyld i, at Babettes mand og søn døde?

”Forstår De, Medames,” svarer Babette. ”Disse Mennesker tilhørte mig, de var mine. De var blevet opdraget og uddannet – med større Bekostning end De, mine små Damer, nogensinde kan fatte eller tro – til af forstaa, hvor stor en Kunstner jeg er. Jeg kunde gøre dem lykkelige. Naar jeg gav dem mit bedste, kunde jeg gøre dem fuldkommen lykkelige” (s. 74).

Efter endt læsning sidder man mæt og glad og overvejer, om gastronomien og litteraturen er enæggede tvillinger; om de mødes og fuldstændiggøres i den æstetiske nydelse. Det er vel tilfældet for visse dele af litteraturen, men for størstedelen – blandt andet Blixens – er der mere end æstetik på spil, selvom den bestemt også spiller en rolle. Hvor gastronomien vil frembringe nydelse, vil litteraturen påvirke til ændringer. Således udgør ”Babettes gæstebud” et forsvar for den elitære litteratur, der vil mere end blot at underholde.

En hyldest til den gribende fortælling

I den efterfølgende ”Storme” dyrker Blixen den elitære litteratur i en metafortælling over Shakespeares ”Stormen”. Undervejs inddrager hun et citat fra den gammeltestamentlige Esajas Bog, der – ligesom Shakespeare – omtaler Ariel.

Der er masser af intertekstuelle sammenligninger at dykke ned i, men på mig virker novellen lidt vel overlæsset. Den litterære leg har taget overhånd, hvorved historien mister sin styrke.

Langt mere fængende er ”Den udødelige historie”, som også hører til blandt Blixens mest kendte.

Her tror en døende rigmand med en kantet tankegang, at han kan styre fantasien ved at lade en vandrehistorie blive til virkelighed. Men blot idet han forsøger på det, vikler skæbner sig ind i hinanden og skaber nye fantasier og historier. Selv hans knastørre bogholder, hvis livslyst er blevet underkuet af en lang række tragedier, må erkende, at virkeligheden kan vække fantasier, der drager selv den, der kun lever på trods.

Således bliver ”Skæbneanekdoter”, der også indeholder den korte fortælling ”Ringen, en hyldest til den gode og gribende fortælling. Samlingen er og bliver svulstig, men den er mere end det. Den er drilsk, klog … og stadig læseværdig.