Etuder i sne

Yoko Tawada: ”En isbjørns erindringer”, oversat af René Jean Jensen, Grif 2018, 272 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Der går en melankolsk grundtone gennem alle de tre fortællinger, som ”En isbjørns erindringer” består af. Blandt de mange temaer er adskillelse et af dem, der vejer tungest gennem bogen, som omhandler tre generationer isbjørne.

Hvad man som læser må acceptere er, at isbjørne ligner mennesker meget mere, end man normalt går rundt og bilder sig ind. Det hænder tilmed, at de taler samme sprog som menneskene i det land, de befinder sig. Dette muliggør, at bogens bedstemor efter at havde emigreret tilbage til østblokken kan skrive sine erindringer i DDRs trygge rammer, mens hendes datter ender med at skrive om sin gode veninde med hvem hun i en årrække udfører ”Dødskysset”, hvis vigtigste ingrediens er en sukkerknald. Dette værk prioriterer hun så højt, at hun afviser sine to nyfødte unger, hvoraf den ene dør og den anden viser sig at være den navnkundige Knut fra Berlin Zoo, der døde i 2011, og i tiden op mod sin død får adskillige natlige besøg af en anden kendis, nemlig Michael Jackson. Hvis det lyder som det rene volapyk, har jeg haft held med at beskrive det indtryk, ”En isbjørns erindringer” efterlader.

Men bogen efterlader langt mere. Dels er den smukt skrevet, dels pirrer den læseren med sine uforudsigelige og dog på en besynderlig måde i sammenhængen pludselig relevante oplysninger. Den driller med sine forskydninger i fortællingen, klarest dér, hvor Knut opdager, at han ikke skal omtale sig selv som ”Knut”, men som ”jeg”, hvorefter dette jeg overtager fortællerens rolle. Yoko Tawada driller læseren ved i stigende grad at blande virkelighed og fiktion. I historien om Knut er der nærmest dokumentariske elementer i, som i høj grad udfordres af den unge isbjørns modne og meget menneskelige tanker. Det er flippet og underholdende, men altså også melankolsk, fordi alle hovedisbjørnene oplever tab og adskillelse.

Sært, men tankevækkende

Gennem bogens første tredjedel tænkte jeg, at konceptet simpelthen var for langt ude til, at illusionen for alvor kunne etableres, men efterhånden fik jeg læst mig så meget ind i tankegangen, at det måske ikke gav mening, men dog skabte en interesse for bogen personer; mennesker såvel som bjørne.

Bogens bagside oplyser, at ”En isbjørns erindringer” er ”…en skarpsindig refleksion over det at være anderledes, over kunst og kærlighed”, og det er fuldkommen rigtigt. Men vinklen er ny. Et citat af forfatteren er gengivet på omslaget. Det er næppe tilfældigt, for det giver en nøgle til forståelse af romanen: ”Jeg har læst at ingen tysk politiker har været nævnt så mange gange i New York Times som Knut. Han var Tysklands mest internationale person. Han var ikke et cirkusdyr, og alligevel kunne man mærke at han reagerede på publikum og gjorde bestemte ting. Og det oplever jeg også mig selv gøre. Jeg skriver bøger, men laver også stadigt flere performances på scenen, for selv en kort oplæsning er jo en performance, man kommunikerer med publikum, man reagerer på scenen, og så udviskes forskellen mellem cirkus og den frit udøvende kunstscene, mellem den frie vilje og den tvungne handling. Dette spørgsmål har jeg været meget optaget af.”

Man fornemmer, at spontaniteten fra Tawadas performances er ført ned på papiret, for her opstår der uforudsete drejninger i handlingen, der synes at komme af en pludselig indskydelse fra forfatterens side. Resultatet bliver uforudsigeligt, men underholdende. Samtidig følger Tawada den gennemgående streng af melankoli, så det hele ikke ender i pjat. Resultatet er sært, men tankevækkende.

En poetisk, underlig og lokkende isbjørneslægtsroman

Yoko Tawada er en anerkendt japansk og tysk forfatter, der ofte udgiver sine bøger på begge sprog. Som ung flyttede hun til Tyskland, hvor hun fik en så stor fortrolighed med sproget, at hun har skrevet både lyrik, prosa og andre litterære tekster på tysk. Bogen kan nok til en vis grad læses som en henvisning til hendes egen placering mellem to lande og kulturer; men nok engang: Den rummer meget mere end det.

Undervejs i læsningen er der meget, der kan irritere, for Tawada tager sig så mange fortællemæssige friheder, at man ind imellem må stoppe op, erkende at det nu engang er hendes måde at gøre det på, og dernæst føre sig selv ind på sporet igen. Men den største irritation er dog titlen. ”En isbjørns erindringer” er alt for plat til den poetiske, underlige og lokkende isbjørneslægtsroman. Den tyske originaltitel ”Etüden im Schnee” hentyder i højere grad til, hvad der venter læseren: En uforudsigelig, forunderlig, melankolsk og dog velklingende komposition.