Sissel Bergfjord: ”Sortedam”, 2021, Ombelico, 185 sider, 239 kr.
Af Egil Hvid-Olsen.
Sissel Bergfjord modtog Michael Strunge-prisen for romanen ”Sortedam” i 2013, året efter at bogen var udkommet. Nu er der gået yderligere otte år. I mellemtiden har Bergfjord skrevet en række andre bøger, primært ungdomsromaner, og senest har hun stiftet et mikroforlag og udgivet novellesamlingen ”Midlertidig opvartning”, der blev anmeldt i ”Den smalle bog” for nyligt. Samtidig besluttede Bergfjord sig for at genudgive ”Sortedam”. En beslutning, der forhåbentlig kommer mange læsere til gode, for hvor er det en god roman!
Ifølge Sundhedsstyrelsen har ca. 585.000 danskere et skadeligt alkoholforbrug, mens ca. 140.000 danskere er decideret afhængige af alkohol. Det betyder, at mange børn og unge vokser op i familier, hvor en eller begge forældre er alkoholikere. Det betyder også, at ”Sortedam” desværre stadig er aktuel. Den handler nemlig om Sigrid, hvis mor er død som følge af sit misbrug. Sigrid er højgravid, da hun langt om længe tager mod til sig og påbegynder oprydningen i sin mors lejlighed. Romanen består af scener fra oprydningen og af erindringer tilbage til Sigrids barndom og ungdom.
Bergfjord fortæller nøgternt beskrivende, usentimentalt og sobert, som her, hvor Sigrid ved, at hendes mor snart dør, selvom hun kun er godt 50: ”Du var et skelet, din kæbe stak frem, og når du åbnede munden, blottede du din næsten tandløse mund som en olding. Da jeg gik ud i køkkenet for at hælde mælk i min kaffe og kom til at kigge på kartonen, på datomærkningen, slog det mig, at den her letmælk kunne holde sig flere dage, end du havde tilbage. Jeg tænkte: Når mælken bliver sur, er du allerede borte.” (s. 16).
Da moderen dør, kommer Sigrids reaktion bag på hende: ”Jeg befinder mig i et mærkeligt neutralt rum, ingen farver skriger mod himlen, ingen farver hiver mig ned under gulvet, jeg står bare her i det grå rum med en fodbold på maven og venter på, at et hav af følelser skal skylle ind over mig. Jeg græder ikke hjerteskærende, hver gang jeg tænker på dig, der er ikke så meget tilbage at græde ud, jeg har grædt så meget, mens du levede.” (s. 96).
Når misbruget tager magten over et menneske, må alt andet vige. Sigrid mindes en række pinagtige optrin, hvor hun og hendes far har måttet tage hånd om moderen, der opførte sig pinligt og upassende i en kæmpebrandert. Sigrid prøver at forklare sig selv (og læseren), hvorfor hendes mor drak, men selvom hun havde en traumatisk oplevelse som barn, kan det lige så godt skyldes så meget andet. Under alle omstændigheder ændrer forklaringerne ikke ved, at moderen foretrak misbruget frem for sin datter. Dette barske faktum er o grunden til, at Sigrid må erkende, at moderen ikke har efterladt noget til sin hende, som hun kunne glæde sig over og trøstes ved; en genstand eller et brev, der forvissede Sigrid om, at hun havde langt større betydning, end moderen formåede at vise hende: ”Jeg troede at jeg ville finde noget værdifuldt, noget, som du havde gemt til mig, eller et brev, måske at du ville gå igen, vise dig for mig i kærlighed. Og så er der ikke andet end centimetertykt støv, nipsting i plastic, bambus og flettet strå og slidte støvler. Alting lige til at smide ud.” (s. 102).
Præcise erindringer om egen og andres smerte
”Sortedam” er smertelig, men fastholder samtidig en nøgternhed, der gør den tålelig at læse. Bergfjord vælter sig ikke i alenlange beskrivelser af Sigrids sårede følelser, men beskriver dem med kirurgisk præcision. Ligeledes afslører Sigrids erindringer fra gymnasieårene de udfordringer, hendes forældre udsætter hinanden og deres parforhold for; igen uden af skære noget ud i pap.
Der er ikke så få ligheder mellem Sissel Bergfjords ”Sortedam” og Liv Nimand Duvås ”Vi er vel helte” (2017); en anden god roman om alkoholisme, hvor fortælleren er misbrugerens datter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar