torsdag den 27. september 2018

En særlig grund til at søge omsorg

KLASSIKERLÆSNING
Om at kræve sit liv tilbage
Tove Ditlevsen: ”Man gjorde et barn fortræd”, 1941.

Af Egil Hvid-Olsen
Forleden faldt jeg over Tove Ditlevsens beskrivelse af sit eget selvmordsforsøg. Det var overraskende i sin smukke og glade stil. Ditlevsen beskriver sin lettelse over, at hun havde truffet sin beslutning om at tage sit eget liv. Så lettet var hun, at hun lo sig gennem de københavnske gader og videre ud til det stille sted i skoven, hvis blide sanseindtryk skulle have været de sidste, hun nogensinde fik del i.

Mit kendskab til Ditlevsen har indtil for nyligt begrænset sig til enkelte LP’er, hvor Anne Linnet synger nogle af Ditlevsens digte. Men den forbavsende og skræmmende smukke tekst om selvmordsforsøget gav mig mod på at læse mere af forfatteren, der som 58-årig igen forsøgte at tage livet af sig selv. Denne gang gik det, som hun havde planlagt.

Ungdom og kvindelighed
Originaludgaven af bogen
Jeg kastede mig over Ditlevsens debutroman ”Man gjorde et barn fortræd”, som udkom, da hun var 23 år. Selvom bogen i høj grad handler om ungdom, kvindelighed og en søgen efter sin plads i livet, er den både opbygget og formuleret forbløffende modent. Man følger den 19-årige Kirsten, der stammer fra en arbejderfamilie. Hun har ikke de store forventninger til livet, men drømmer alligevel om den livsforandrende kærlighed. Ganske vist er hun fuldt ud klar over, at hun ikke er nogen skønhedsåbenbaring, men hvis blot en mand vil opdage hende på trods, og vise hende omsorg og forståelse, vil hendes lykke være gjort. Alt andet ligger allerede i faste rammer i kraft af hendes baggrund.

En særlig grund til at søge omsorg
Det lyder temmelig simpelt og nok også en anelse sentimentalt, men man fornemmer ret hurtigt, at Kirsten har en særlig grund til at søge omsorg. Det skal ganske vist ikke være en omsorg som den, hendes overbeskyttende forældre forsøger at omgærde hende med, for de har en eneste gang svigtet; og selvom det var uafvidende, har de mistet datterens tillid og vækket hendes modvilje. Den omsorg, Kirsten søger, vil kunne normalisere hende, efter det overgreb, hun har været offer for mange år tidligere. Dette er hun dog ikke selv klar over. Hun higer blot efter en kærlighed, der helst skal forblive platonisk, indtil hun er hundrede procent tryg ved den mand, hun lader komme sit forpinte sind nær.

Samtidig med at hun er angst for mænds berøring, søger hun kontakt med jævnaldrende i forskellige snuskede danseetablissementer, hvilket giver Ditlevsen sine karakterer mulighed for at drøfte klasseforskelle: ”’Kan du ikke se, det er bærmen det dèr,’ han talte sagte og indtrængende, ’der er naturligvis hæderlige undtagelser, men i det store og hele er det dog den mindre værdifulde del af arbejderklassen, der i deres uhyggelige tomhjernethed og uforstand ikke aner, hvordan de ellers skal få tiden til at gå.” Sådan siger Jørgen, der selv kommer fra et af samfundets laveste lag og har en drøm om at blive læge for den del af arbejderstanden, der stadig er håb for. Det mener han, at der er for Kirsten, som han forelsker sig i, fordi han i hende ser en kvinde, han kan frelse.

At kræve sit liv tilbage
Imidlertid viser det sig, at hvis nogen skal frelse Kirsten, er det hende selv. Det er hende, der må kræve sit liv tilbage. Det er kun hende, der kan konfrontere den mand, der i sin tid har ødelagt hendes liv. Denne konfrontation finder sted sidst i romanen og er skrevet på en måde, der sletter de knap otte årtier, der er gået fra udgivelsen til nu. Den pædofile fremstår akkurat så afsporet og uhyggelig, som man ville kunne beskrive ham i dag: ”’Jeg var forelsket i Dem. Man kan godt være forelsket i et barn. Ser De, børn er så fine, så æstetiske. Jeg har aldrig holdt af voksne kvinder, de er for voldsomme, for vidende, men et lille barn er uskyldigt. Så uskyldigt’ – han ledte efter ordene, ’at det lægger sine små arme om halsen på en mand, der leger med det. Hvis en kvinde gør det, er det beregnet og villet. Hun ved, at der strømmer kraft fra hendes legeme, og hun vil, at han skal komme den imøde. Derfor er der ingen sødme ved hendes kærtegn. Men barnet ved ingenting, man kan gå meget vidt, før et barn forstår, og det øjeblik, hvor et lille barn begriber det, det ikke må begribe – dét er vidunderligt.’”.

Størstedelen af ”Man gjorde et barn fortræd” består af lange beskrivelser af Kirstens følelser. Selvom det er fornemt skrevet, kan det godt blive lidt ensformigt i længden. Men samtidig er det vel sådan, langt de fleste unge mennesker har det. De tænker i og reagerer på følelser. De har ikke nødvendigvis et køligt overblik.

Og i Kirstens tilfælde er der en god grund til, at hun så let som ingenting mister den smule overblik, hun måtte have, og lader sig drive med af sine desværre ofte triste og opgivende følelser. På den måde er det ikke Ditlevsens beskrivelse af 40’ernes ungdomsliv, men det traumatiserede barns indre virvar, der er romanens styrke. Det er nedslående og trist, og ikke mindst skræmmende aktuelt, for der findes stadig voksne, der gør børn fortræd.



tirsdag den 18. september 2018

Når hjemlandet er fjendeland

Der var engang en Berlinmur og et totalitært regime. Men hvordan flygtede man fra Øst-Berlin? Hvem hjalp og hvordan gik det til?

Jesper Clemmensen:
”Skyggemand. Flugthjælper i den kolde krigs Berlin”
Gyldendal 2017, 367 sider, 299,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
For nogle år siden var jeg med til at arrangere en række debatarrangementer i den lokale biograf. En af aftenerne viste vi den tyske spillefilm ”Barbara” (2012), der skildrer forholdene i DDR. Vi ville gerne have inviteret en tidligere østtysker, der i sin tid var flygtet fra Folkerepublikken, til at holde et oplæg efter filmforevisningen, men vi kendte ikke nogen. 

Til gengæld kendte jeg til en herboende tidligere østtysk fagforeningsmand, der havde været tro tilhænger af regimet. Han græd, da muren faldt. Sandsynligheden for, at kapitalismens svøbe ville lægge sig ødelæggende over det land, han var overbevist om var et mønsterdemokrati, skræmte ham. Først da han og familien vovede sig på en biltur over grænsen, gik det op for dem, i hvor høj grad de var blevet snydt af propaganda og deres egen godtroenhed. Med ét indså han, at de havde levet på en løgn, og at det havde haft alvorlige konsekvenser for adskillige mennesker. Dette fortalte han om i et halvtimes oplæg efter filmen. Ved den efterfølgende debat viste det sig, at der var en tidligere DDR-borger til stede. Han havde på et tidspunkt haft held til at flygte, men vreden over den statsdrevne undertrykkelse og den frygt, overvågningssamfundet havde plantet i ham, prægede ham stadig. Hidsigt anklagede han oplægsholderen for at lyve.

Jeg er ikke i tvivl om, at oplægsholderen talte sandt. Han lagde beklagende og skamfuldt sin egen naivitet til skue, hvilket han jo kunne have ladet være med, hvis ikke hans behov for at advare mod godtroenhed havde drevet ham til det. Men samtidig var den fremmødtes reaktion fuldt ud forståelig, når man tænker på, hvad DDRs styre bød sine indbyggere. Man havde opbygget et system, der byggede på mistillid. Ville man eksempelvis have en uddannelse, skulle man som minimum vise styret sin politiske støtte og helst også indgå i det kolossale netværk af meddelere, hvis informationer endte i Stasi. Bakkede man ikke op om systemet, blev man chikaneret ved at blive forment adgang til det ønskede studie, ligesom man kunne blive åbenlyst overvåget - blot for at øge den frygt, der allerede sad i én.

Flugthjælperen
Ikke så få flugtforsøg blev forpurret i kraft af dette meddelersystem, for selv gode naboer og nære venner kunne det være farligt at fortælle for meget. Den velbegrundede paranoia, som overvågningssamfundet plantede i indbyggerne, mindes man løbende om under læsningen af Jesper Clemmensens ”Skyggemand”.

Bogen tager udgangspunkt i Dietrich Rohrbecks oplevelser. Han og familien følges fra deres flugt fra den røde hær ved 2. verdenskrigs afslutning. Videre fortælles der om delingen af Tyskland. Familien endte i allieret territorium, men grundet storpolitik blev deres nye hjem indlemmet i Østtyskland. Lidt efter lidt fik de enkelte familiemedlemmer nok og flygtede til Forbundsrepublikken. Og dog var ikke alle lige parate til det, hvilket førte en familietragedie med sig.

Sideløbende med sine ingeniørstudier blev Dietrich Rohrbeck flugthjælper. Clemmensen gennemgår detaljeret de metoder, der blev gjort brug af; metoder, der ofte måtte revideres eller helt opgives, hvorefter nye måtte udtænkes og afprøves; altid med betydelig risiko for de involverede.

Selvom Rohrbeck er den person, bogen er centreret omkring, gennemgår Clemmensen også den almene udvikling i flugthjælpens historie. Således beskrives den udbredte praksis med flugttunneller fra Øst- til Vestberlin grundigt. Ikke så få gange endte det møjsommelige arbejde i fiasko og nogle gange også dødsfald.

Efterretningstjenesternes rolle i det farlige arbejde efterforskes også løbende gennem bogen, ligesom der redegøres for de skiftende politiske vinde, der til sidst førte til, at flugthjælperne mistede støtte i Vestberlin og blev anset for griske forbrydere; en forestilling, der blev manet i jorden, da 15 tidligere flugthjælpere i 2012 blev tildelt den fornemme orden Bundesverdienstkreuz.

Nøgternt og dramatisk
Clemmensen skriver nøgternt og præcist om flugthjælpernes farefulde og komplicerede arbejde samt om de risici flygtningene løb ved at vende deres fædreland ryggen. På den måde opretholder bogen en høj grad af troværdighed. Her er der ikke tale om underholdning, men om dokumentation af et barskt og lærerigt stykke historie. Samtidig er det hele fortalt med sans for den dramatik, der selvsagt ligger i de enkelte hændelser. Som følge heraf bliver ”Skyggemand” en afdæmpet og dog medrivende fortælling fra et land, der endte med at slide sig selv op indefra, fordi det roste sig af alle de kvaliteter, det netop ikke var i besiddelse af.

Den nu 82-årige Dietrich Rohrbeck fortalte først om sin fortid som flugthjælper, da han fyldte 75 år. Da Jesper Clemmensen, som tidligere har skrevet bogen ”Flugtrute Østersøen”, hørte om ham, tog han kontakt. Meget af det, forfatteren og journalisten gravede i, havde Rohrbeck glemt eller fortrængt, og det var ikke alt sammen lige rart at blive mindet om igen. Hvor udsat han var, afslører det faktum, at Rohrbeck var efterlyst i hele Østblokken. At rejse ind i Østtyskland med falsk pas vel vidende, at det tyranniske statsapparat kun ønskede at gøre livet surt for ham i et af de frygtede fængsler, må have krævet en markant mental fortrængning af den reelle fare. Ligeledes må de af aktionerne, der endte med flygtningenes arrestation, have tæret på den ansvarshavende flugthjælper. Men i kraft af Rohrbecks interesse i at fortælle sin vigtige historie om diktatur, trods og heltemod, og i kraft af Clemmensens arbejdsomhed, der blandt andet indebar krydstjek af oplysningerne, er der kommet en troværdig, læseværdig og tankevækkende bog ud af det.

tirsdag den 11. september 2018

Saint-John Perses begejstringstogt gennem verden

Saint-John Perse
Vinde
Det poetiske bureaus forlag (Bureauets lommebibliotek), 2017
200 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum
Gennem et langt liv har digteren og oversætteren Bert Blom ydet en særlig indsats for en fransk nobelpristager, der ikke helt er blevet optaget i kanon. Det er ikke den nylige prisvinder Modiano (2014), ikke le Clezio (2008), ikke Claude Simon (1985), ikke de tidligere André Gide, Mauriac, Camus, Sartre (som ikke ville have den), ikke Roger Martin du Gard eller den allerførste franske prisvinder, Sally Proudhomme (1901). Det er Saint-John Perse (1887-1975), der fik prisen i 1960.
Bert Blom udgav på det smerteligt hedengangne Husets Forlag i Århus Krønike i 1979, i 1985 kom Fugle, Eksil udkom i 1990 og i 2003 kom Sømærker.

Nu har Det poetiske bureau forlag, hvis udgivelsesprofil på mange måder minder om Husets Forlags, udgivet Saint-John Perse’s Vinde i Bert Bloms lyse, levende oversættelse. En oversættelse, der bærer oversætterkunstens fineste træk: Man lægger overhovedet ikke mærke til den.

Vinde er et af Perse fem langdigte, blandt dem er kun Sømærker længere. Digtene er formet som prosatekster: ”Det var disse vældige vinde, fejende hen over alle verdens åsyn, Disse utroligt stærke vinde, som – under deres begejstringstogt gennem verden – hverken havde rede eller natlogi, Som hverken havde beskyttelse eller mål og efterlod alle os stråmennesker, …”

Sådan indledes teksten. Over flere hundrede sider bevæger den sig ind mod kroppen og ud mod et åndeligt bevidsthedsunivers: ”Civilisationerne skrumpede ind i spejlenes brændende varme, sammen med gløden i de store vine, Og morgenrødens gudinder steget ned fra nordlysets fester, til påklæderskens hænder, …”

En dvælende bevægelse i livets muligheder
Det er utroligt vellykket og meget overvældende i sin sproglige begejstring. Det er en form for mytologisk sprog, der derved rummer en utrolig masse muligheder for tydning, en slags åbne sprogkoder, som i vores tid normalt forbindes med overfladiskhed og ligegyldighed og lette markeringer. Hos Saint-John Perse bliver det vejen ind til en dvælende bevægelse i livet muligheder, et mod, en selvfølgelighed, hvormed livet hele tiden vokser.

Spørger man, hvorfor Bert Blom har en særlig forkærlighed for digteren, kan det muligvis læses ud af den beskrivelse, man finder mod slutningen af hans introduktion til bogen, som netop fastholder det åbne:

”Sproget rummer et væld af billeder og næsten religiøse lignelser fra alle verdenshjørner, tidsaldre og religioner, og til trods for de mange sange om krig, vold og undergang er versene langt fra lutter klagesange – tværtimod finder den både udholdende og opmærksomme læser mange udtryk for en humor, optimisme og ukuelig livsvilje, der fortsat fører verden videre på sin kurs gennem universet.”

Eksilets rene sprog
Saint-John Perse kendte tydeligvis mange af tidens store kunstnere, fra Stavinsky til André Gide og Braque. Efter nobelprisen blev han oversat til engelsk af ingen ringere end W. H. Auden. Men det er Gibran og Nietzsche og måske Heidegger og andre i tiden og tiden umiddelbart inden, der hylder eksistensen for eksistensens egen skyld, med det ukomplicerede og modsætningsfylde, der kommer ud af det, der klinger med, når man læser Saint-John Perse.

Den særlige frihed, som hele tiden melder sig, var sikkert ikke kommet tilstede som både længsel og verdensåbenhed, uden Perses langvarige karriere som diplomat over hele verden.

Poul Borum skriver i Poetisk modernisme (1966) udførligt om Perse, ”At han taler ’eksilets rene sprog’ og kan hylde kærligheden: ’Den mægtigste jubel i kødet …’” Han anfører, at Perse netop kritiseres for at være en ophøjet diplomat, der sidder og kigger ned på verden, og det kan der være noget om. Men, skriver Borum, ”er man én gang kommet ind i det vejr, der er i hans poesi, føler man sig gennemblæst og fri og lykkelig, men også tom, og man misser med øjnene mens billedernes lyn slår ned overalt omkring en.

fredag den 7. september 2018

Der må simpelthen meget plads til

Pushkin - en biografi af Henri Troyat
880 sider, kr 300
2. udgave 2017
Det poetiske Bureaus Klassikerbibliotek

Af Jes Nysten
Rusland her, Rusland der, Rusland allevegne!
Det er jo næsten blevet en hel besættelse - dette Rusland. Man kan ikke slå op i en avis, lukke op for TV-nyheder, eller surfe rundt på de sociale medier, uden der er dystre, ja skræmmende fortællinger om landet. Det er svært at finde gode, positive beretninger. (Nå ja, det netop afsluttede VM i fodbold blev vel egentlig afviklet godt og professionelt, og der var en god stemning, og russerne virkede venlige - også på stadion, men kan det nu i virkeligheden passe?).

Derfor var det også en glimrende ide, da Information for et par måneder siden lavede en artikelserie om “De stærke russere”, hvor Peter Nielsen med artiklen “Russere i splid med sig selv og verden” giver plads til en gennemgang af en perlerække af russiske forfattere, der viser at vi her har at gøre med udødelig verdenslitteratur. Lægger man hertil den række af store kunstnere inden for andre kunstarter, får man en klar fornemmelse af, at billedet af Rusland og russerne er mere broget end dagens nyheder promoverer.

I Informations kunstnerportrætter optræder Alexander Pushkin naturligvis (der er mange stavemåder af hans navn, men jeg bruger denne, fordi den bruges i den biografi, jeg anmelder her) som den første. Han står stadig som banebrydende - både som lyriker, prosaist og dramatiker. Stort set alle senere kunstnere indenfor disse genrer ser ham som deres “ophav”.

Dybdegående
Her skal anmeldes en stor, ordrig, velskrevet og dybdegående biografi om Pushkin. Bogen er på 880 sider, men når man er nået til vejs ende, er man godt underholdt, velinformeret, og man har på intet tidspunkt kedet sig. Der må simpelthen så megen plads til for at få et afrundet billede af denne ustyrlige, flamboyante, sikkert uudholdelige levemand - og  geniale kunstner!

Ud over hans biografi får vi også en spændende fortælling om Rusland på dette tidspunkt. Bl.a om forholdet mellem det gamle aristokratiske, dybt konservative og nationalt sindede politiske centrum Sankt Petersborg og den “nye” by, Moskva, knap nok mere end en samling små landsbyer, men vigtig for det var her det spændende fremadskuende befandt sig. Bohemer og kunstnere levede her. Det var her de nye oprørske tanker og ideer trivedes - kraftigt påvirket fra Vesteuropa - naturligvis mest fra Frankrig.

Selvom der er en del af Pushkins værker oversat til dansk, så tror jeg, de fleste har et meget sporadisk kendskab til både hans biografi og hans værker - sådan er det ihvertfald for mig.
To ting, tror jeg en del ved: hans særlige afstamning, og at han har skrevet det storladne epos “Eugene Onegin”, som Tchaikovsky har skrevet en opera over.
Om det første er der i bogen følgende malende beskrivelse af Pushkin som barn “Alexander var et klodset, gnavent barn. Hans ansigt var en gusten, blød oval, med tykke læber der var alt for lyserøde, og strålende, drømmende øjne. Hans hår havde farve som hestekastanjer og voksede i tætte, krøllede lokker fra panden til nakken. Hans næse, med de dampende bor, var lettere flad mellem de runde kinder” (side 45). Man aner, hvor denne beskrivelse fører hen “Desuden lignede han en negerdreng der ikke var blevet bleget nok” (samme side). (NB denne biografi er skrevet i 1940’erne, så den politiske korrekte “tone” har ikke indfundet sig endnu)

Etiopisk
Her får vi et synligt “bevis” på at den lille Alexander nedstammede fra den kendte etiopiske prins Hannibal, som Peter den Store befriede fra slaveri og gjorde til adelsmand.
Når man læser den grundige beskrivelse af barnet og den unge Alexanders udseende og mærkelige opførsel: han var klodset, lille af vækst, klarede sig ikke særlig godt socialt - og var lovlig “negeragtig”, så slår det også en: hvordan blev denne “skarnsunge” til en ombejlet levemand, ja en åbenlys don Juan, der ikke blot førte en liste over sine erobringer, men førte to lister: en over sine “platoniske” forhold og en over sine “egentlige” erobringer?

Bogen er fyldt med malende beskrivelser af hans excentriske levevis, der til tider bragte ham i store problemer. Alligevel kunne ingen betvivle hans kunstneriske geni. Men når man læser sig gennem dette liv, så får man en fornemmelse af, at der næsten ikke var tid for ham til at være kreativ. Men på den anden side, så går det op for en, at han blot skulle åbne op for en særlig kanal, så strømmede det fra ham - ubesværet, pulserende, storslået.
Vi får flere fine men korte eksempler på hans sproglige mesterskab, og det er helt sikkert, at man gerne vil dybere ind i dette dragende univers.

Efter duel
Pushkin endte sit liv - grotesk på kanten af det tragikomiske - som en gennemspilning af slutdramaet i “Eugene Onegin”: han dør efter en duel.

Lettere forpustet må man konkludere efter endt læsning, at dette har ikke var et liv på det jævne, på det jævne!

Bogen er skrevet af Henri Troyat og som jeg allerede har nævnt, er den skrevet i 1940’erne. Umiddelbart kan man undre sig over det, da der er kommet ikke så få biografier siden, men som oversætteren Stanislav Fluff skriver i sit korte forord, så er der ingen så mesterligt skrevet som netop denne. Uden at have noget at sammenligne med, så medgiver jeg gerne, at denne biografi er stofmættet, med sprogligt overskud og dejlig fremdrift , så man virkelig kommet helt tæt på.

Endnu engang har Det poetiske Bureaus Klassikerbibliotek givet os en på alle måder stor og væsentlig bog. Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at anmelde deres Shakespeare udgivelse og deres Baudelaire udvalg. En fornem serie.