torsdag den 21. februar 2019

Arendts erindringer om Auden

EN LITTERÆR REFLEKSION

Af Jakob Brønnum
En gang ville man mene, at den engelske digter W. H. Auden (1907-73) var en større kulturpersonlighed end Hannah Arendt, men det har ændret sig. Arendt er langt mere kendt end Auden idag. The New Yorker bringer et genoptryk af hendes erindringer om Auden. Det er passende, nu Poul Borum er blevet fedtet ind i forfatterskoleskandalen (hvis håndtering og aktører lidt for tydeligt illustrerer, hvorfor kunsten har mistet sin samfundsforvandlende stemme) at citere fra Borums mesterværk, Poetisk modernisme (1966). En blandt bogens mange udødelige bemærkninger:

Arendt
"Jeg kan ikke fordrage Audens digte. De forekommer ikke at være skrevet af et menneske, men af en person i en roman af Evelyn Waugh." Jeg er helt uenig med Borum, også selvom han i forsættelsen argumenter grundigt for det. "Hvis der ikke skal mere til end at være jonglør med livsanskuelser og gloser, så er Auden genial. Hvis man venter personlighed og almenhed, nødvendighed og fuldkommenhed, så er Auden et tidsfænomen og ikke andet."

Jeg har aldrig kunne glemme, at sætninger i afsnittet som "Audens alvor er damebladenes og Audens satire er mandebladenes," er skrevet lige præcis i de timer, uger og måneder Borum reviderede sin kønslige selvopfattelse. Jeg ved ikke, om man dengang vidste, at Auden var homoseksuel. Måske mærkede Borum en følelsesmæssig uærlighed hos Auden, ligesom den man mærker hos Herman Bang, når han lader som om han skriver om en forelsket ung kvinde.

Auden
Der er ganske rigtigt noget overfladisk ved Auden, men det er så omfattende at der også er noget universelt over Auden. Det er i øvrigt Audens berømte digt over den magiske renaissancedigter John Donnes "No man is an island," i anledning af Tysklands invasion af Polen i september 1939, Margret Thatcher fejlciterer, når hun 40 år senere - i et dameblad - siger "There is no such thing as society," og skaber det ideologiske fundament for millioner af menneskers grålige hverdagslidelser under neoliberalismens privatiseringsmani. Underforstået: Enhver er sig selv nærmest.

Auden siger det modsatte: "There is no such thing as the State/ And no one exists alone." Han mener: Ingen stat kan kræve liv af hensyn til sig selv, for den er ikke selv liv.

Arendt reflekterer også i artiklen over det træk, Borum indfanger: "... much of his work, in utter simplicity, arose out of the spoken word, out of idioms of everyday language—like “Lay your sleeping head, my love, Human on my faithless arm.” This kind of perfection is very rare; we find it in some of the greatest of Goethe’s poems, and it must exist in most of Pushkin’s works, because their hallmark is that they are untranslatable. The moment poems of this kind are wrenched from their original abode, they disappear in a cloud of banality."

De blev ikke meget dybe venner, selvom der var grobund for det, husker Arendt, "I rather gladly respected it as the necessary secretiveness of the great poet, one who must have taught himself early not to talk in prose, loosely and at random, of things that he knew how to say much more satisfactorily in the condensed concentration of poetry."

fredag den 15. februar 2019

Brød og skuespil

"Her til lands lever vi i et samfund, hvor der nærmest gøres en dyd ud af historieløsheden. Man skal tænke ”fremadrettet”, og enhver handling skal – hvis det står til politikere og statsembedsmænd - have økonomisk indtjening som mål."


Klassikerlæsning
Ray Bradbury:
”Fahrenheit 451”
1953 (dansk 1955).

Af Egil Hvid-Olsen
Med udtrykket ”Brød og skuespil” henviste den romerske digter Juvenal til de kornuddelinger, gladiatorkampe og hestevæddeløb, som kejseren foranstaltede. Juvenal tolkede det som en måde at lokke befolkningen bort fra at drøfte politik. Med en fyldt mavesæk og lidt spænding var alle tilfredse. Maduddeling og underholdning blev altså et magtmiddel, der holdt pøbelen i ro.

Otte år efter bombningerne af Hiroshima og Nagasaki, der satte et endeligt punktum for 2. verdenskrig, og i skyggen af den kolde krig, udgav den amerikanske forfatter Ray Bradbury science-fiction romanen ”Fahrenheit 451”. Titlen forklares med oplysningen ”451o Fahrenheit, den temperatur hvorved bøger antændes og brænder…”, hvilket giver god mening, idet hovedpersonen Guy Montag er brandmand. Meningen bliver dog først klar, idet man får at vide, at titlen ikke dækker over en person, der slukker, men antænder brande. Montag er med i et korps, der alarmeres, når der er begrundet mistanke om, at navngivne borgere er i besiddelse af bøger. Straks er korpset på pletten og afbrænder litteraturen. I visse tilfælde brændes også det hus, bøgerne befinder sig i, ligesom dets beboere ikke nødvendigvis slipper fra den ulovlige bogbesiddelse med livet i behold.

Montag går op i sit arbejde, men rystes i sin grundvold ved mødet med den unge pige Clarisse, der har sans for naturens mirakel og livets storhed. Selvom den slags refleksion anses for at være samfundsskadelig, gribes Montag af Clarisses livsglæde, hvilket får ham til at indse, hvor langt væk han og hans hustru, Mildred, har bevæget sig fra hinanden. Mildred er optaget af ”Familien”, der er karakterer i en soap-opera, hvor aktørerne grundet en teknisk finurlighed henvender sig til den enkelte seer med navns nævnelse, hvorved seeren knytter følelsesmæssige bånd til de fiktive personer, der derved bliver hans/hendes fortrolige familie. Mildreds største drøm er at få en fjernsynsskærm til stuens fjerde væg, så hun kan være helt omsluttet af sin statsstyrede familie, der får hverdagen til at glide tanke- og problemløst.

Hvad han går glip af
Da først Clarisse har fået Montag til at opdage, hvad han går glip af, tager han sit liv op til revision, hvilket er noget af det farligste at gøre i en nation som den, han bor i. Derfor stiger spændingen da også gennem resten af bogen.

Montag erkender, hvad det er, han og resten af brandkorpset udsletter. Det er hele menneskeslægtens erfaring. Befolkningen spises af med brød og skuespil, fordi det gør den meget lettere at styre, men samtidig mister den det særligt menneskelige, nemlig evnen til at reflektere og lære af historien og andres erfaringer.

Her til lands lever vi i et samfund, hvor der nærmest gøres en dyd ud af historieløsheden. Man skal tænke ”fremadrettet”, og enhver handling skal – hvis det står til politikere og statsembedsmænd - have økonomisk indtjening som mål. Hvis ikke taber vi i konkurrencestatens kamp mod andre vækstøkonomier. Folkeskole, gymnasieskole og universiteter er blevet ensrettet, så der kun satses på det, der kan betale sig på kort sigt. Den nysgerrige, lidenskabelige, måske ligefrem nørdede undersøgelse af problemstillinger, der ikke synes at kunne give økonomisk indtjening i første omgang, afvises.

Man sætter de gode karakterer som det eneste mål gennem hele uddannelsessystemet, og giver de selvsamme høje karakterer for den refleksionsløse udenadslære i stedet for at belønne den elev/studerende, der har ladet sig gribe af faget og søgt ud mod dens yderpunkter, hvorved vedkommende har tilegnet sig tilstrækkelig viden til at have et personligt standpunkt (jf. Rane Willerslev ”Tænk vildt. Det er guddommeligt at fejle”, Peoples Press 2017).

Konkurrencestatssoldater
Den enkeltes refleksioner, besindelse på tidligere tiders erfaringer og deraf følgende facetterede viden, der for et årti eller to siden udgjorde universitetets betydeligste værdi, er i bedste fald blevet ligegyldigt, i værste fald uønsket. Hensigten synes at være at fodre erhvervslivet med konkurrencestatssoldater, der kan foretage de ønskede beregninger, men ikke er i stand til at tænke hverken dybsindigt eller alternativt. Dermed bevæger man sig frem mod en stadig stigende grad af åndløshed, der – sat på spidsen – kan minde om den, Mildred føler sig så tryg ved i ”Fahrenheit 451”; en åndløshed, der – uden at være sat på spidsen – skaber en arbejdsstyrke, der ikke vil være i stand til at tænke stort og nyt i et samfund, der ellers har ”innovation” som et af sine plusord. Den åndløse og snævert målfokuserede indlæring medfører tilmed, at man mister den mellemmenneskelige forståelse, fordi man ikke dannes i fornemmelsen af, at mennesker, der er anderledes end en selv, godt kan have noget brugbart at bidrage med. Man skoles i et system, der sætter snævre rammer for indlæringen og gør alt andet overflødigt, fordi det ikke umiddelbart stiler mod målet.
Endnu værre er det, at den selvsamme åndløshed vil gøre det umuligt at styre uden om en gentagelse af fortidens fejltagelser, hvilket i værste fald kan koste tusindvis af menneskeliv. Den historieløshed, der dyrkes fra blandt andet politisk side, og som er overbevist om, at man intet kan lære af fortiden, gør os dummere, end vi er fra naturens side. Samtidig gør det os lettere at styre. Vi er allerede godt på vej til en tilværelse som Mildreds, når man tænker på, hvor meget tid der bruges på diverse livstils- og underholdningsprogrammer i danske dagligstuer. Vi er som den romerske pøbel, der forholdt sig i ro, når blot de fik mad og underholdning. Hvad, vi risikerer lige så stille at miste, er imidlertid den ånd, der er blevet opbygget gennem utallige generationer.

Dette er, hvad der er sket i den nation, Montag er indbygger i. Han lever i et gennemført åndløst samfund, hvor mennesker er fremmede for hinanden. Et alternativ til dette møder han først senere i den gamle akademiker Granger, der forklarer ham det enkelte menneskes potentielle værdi med beskrivelsen af sin bedstefar: ”Da jeg var dreng, døde min bedstefar, og han var billedhugger. Han var også et meget godt menneske, der havde megen kærlighed at skænke verden, og han var med til at få renset ud i slumkvartererne i vores by; og han lavede legetøj til os og fik en million andre ting fra hånden i løbet af sit liv; hans hænder hvilede aldrig. Og da han døde, gik det med ét op for mig, at det slet ikke var over ham, jeg græd, men over alle de ting, han havde gjort. Jeg græd, fordi han aldrig mere skulle gøre dem - fordi han aldrig mere skulle snitte i et stykke træ eller hjælpe os med vores dueopdræt i gården eller spille violin eller fortælle os morsomme historier, som kun han kunne det. Han var en del for os, og da han døde, døde også alle de ting, for der var ingen, der kunne gøre dem, sådan som han havde gjort dem. Han var en personlighed. Et betydeligt menneske. Jeg har aldrig helt forvundet hans død. Jeg har tit tænkt på de vidunderlige billedhuggerværker, der aldrig blev til, fordi han døde – eller på hvor mange morsomme fortællinger, der aldrig kom til at se dagens lys, eller på alle de duer, der aldrig fik følt hans hænders berøring. Han skabte verden. Han gjorde noget – i verden og ved verden. Verden gik glip af ti millioner vidunderlige handlinger den nat, da han døde.”

Rødder i historien
Selvom Granger begræder alt det, hans bedstefar ikke nåede, bærer han selv en del af ham med sig. Han er gennem hele livet blevet inspireret af sin bedstefar, der lidenskabeligt greb det liv, han fik stillet til rådighed, og brugte det til gavn for sig selv og andre. Med rødder dels i sin bedstefars historie, dels i verdenslitteraturen er Granger hverken historie- eller åndløs, men værdsætter fortidens erfaringer. Derfor er han også – midt i voldsom ødelæggelse og håbløshed - i stand til at se fremad mod lysere tider. Han ved, at mennesket har evnen til at bygge op; ikke kun til at rive ned: ”Der var engang en tosset fugl, længe inden Kristi fødsel, og den hed Føniks, og med nogle hundrede års mellemrum byggede den sig et ligbål og besteg det selv.

Den må have været menneskets første slægtning. Men hver gang steg den igen op af asken og fødtes igen på den måde den ene gang efter den anden. Det kunne se ud til, at det er det selvsamme, vi gør, men vi har én ting, som bemeldte Føniks ikke havde: Vi er vidende om den fordømte tåbelighed, som vi netop har begået. Vi er vidende om alle de fordømte tåbeligheder, som vi har begået gennem tusind år, og så længe vi er det, og ikke fornægter denne viden, men altid holder os den for øje, er der endnu håb om, at vi en dag kan få ende på disse forbandede ligbål. For hver generation der vokser op, bliver vi et par stykker til, der husker.”

Èt er altså at begå tåbeligheder, noget andet – og endnu mere tåbeligt – er, at lade sig føre ud i historie- og åndløshed og glemme fortidens tåbeligheder, for derved sikrer man sig kun den ulykke at gentage de tragedier, vi burde have taget ved lære af. Det er altså kun, hvis Grangers påstand - ”for hver generation der vokser op, bliver vi et par stykker til, der husker” – er korrekt, at der er grund til optimisme.

torsdag den 7. februar 2019

Spøgelsets tårer

William S. Burroughs : 
De tabte muligheders spøgelse
Oversat af Flemming Andersen
Det Poetiske Bureaus Forlag (Bureauets lommebibliotek)
150 kr.

Af Mads Kusk
Dybdeøkologen Burroughs rører dig til tårer i De tabte muligheders spøgelse.

Han blev bla. kaldt El hombre invisible, William S. Burroughs og hans fremtoning kunne da også være lidt genfærdsagtig. Og på en måde var han jo kommet tilbage til livet efter massivt narkotikamisbrug og personlige tragedier – og som sådan i stand til at beskrive, spidde, opsprætte den menneskelige eksistens. Sjældent et kønt syn og så oven i købet for det meste udført med den af mange forkætrede cut-up-teknik. Et spøgelse, der red det 20. århundredes litteratur som en mare – for vovede du dig først ind i hans tekster, måtte du ikke så sjældent indrømme, at de var suverænt billedfremkaldende…

Og nu, med en sær timing, rammer så hans sidste fiktionsværk (fra 1991) dansk litteratur i den længe savnede oversættelse.

Det tilpas informative forord foreslår, at den lille roman kan anskues som en pixi-Burroughs; her er alle elementerne, trængt sammen i en lille velfungerende helhed. Men – og igen rammer forordet hovedet på sømmen – minsandten om ikke der er mere til! Et budskab. Og så endda økologisk. Grædende dyr og tårefremkaldende menneskelig dårskab, ja, det er det tætteste vi kommer på en sentimental Burroughs, i denne fortælling bygget op omkring historien/myten/skrønen måske/måske ikke skrevet af Defoe om fribyttersamfundet Libertatia og særligt Kaptajn Mission, hvis vandring på om ikke jomfruelige, så dog ikke overgramsede, Madagaskar i det tidlige 1700-tal fortællingen er bygget op omkring.

Måske burde det ikke undre os så meget, denne økologiske og sentimentale Burroughs. Jeg har altid syntes, han var en vidunderlig om end spekulativ biologisk filosof. Ja, at det var selve kernen i hans foretagende. Men, at han – sådan synes det nemlig – virker rørt til tårer over aber og tasmanske pungulve, well, it beats me. Komplet med en henvisning til, hvor man kan støtte lemurernes sag!!
Ja, man skulle virkelig tro, han var i familie med Tarzan-skaberen Edgar Rice Burroughs…

Tæt på lemurerne
For vi kommer tæt på lemurerne og særligt én ved navn Chance, hvis navn Burroughs behændigt bruger i titlen Ghost of Chance. Oversætteren argumenterer tilsvarende behændigt for sit valg af titel. Jeg kunne pege på andre steder, hvor oversættelsen kunne diskuteres. Men Burroughs er på en måde en taknemmelig opgave for oversættere, en udfordring, ja, der er noget at leve op til(og det bliver der), men han er ikke stilistisk opstyltet, har sine særheder, men er ikke dybt personlig i sin skrivemåde – og desuden har han så afgjort ikke noget helligt forhold til sprog endsige skriftlige outputs. Manden mente jo langt hen ad vejen, at sproget er en virus og hvis ikke det, så en sikker måde for mennesket at kunne drive væk fra den øvrige natur og leve i splendid isolation.

Netop denne driven væk fra, væk fra f. eks. muligheden for at leve i økologisk samdrægtighed med klodens mange andre arter, bliver et leitmotif i den lille knaldperle af et litterært testamente af cut-up-teknikkens godfather. Endnu engang svinger han saksen kirurgisk og sendte mig næsten til tælling på side 36 og, gudbevarmigvel, i en note:

”Når vi iagttager planeten som en organisme er det åbenlyst, hvem planetens fjender er. Deres navn er mængde. De dominerer og befolker planeten. ”De bedragne og bedragerne som selv bliver bedraget”. Troede Homo Sap, at andre dyr kun var skabt for at han kunne spise dem? Åbenbart. Bulldozere ødelægger regnskovene, de angste lemurer og de flyvende hunde, den syngende Kloss’ gibbon, som frembringer den smukkeste og farverigeste musik blandt alle dyrene på landjorden. Alle forsvinder de for at bane vej for mere og mere devalueret kvæg med mindre vild gnist, den ubetalelige ingrediens – energi ind i stof. Et udstrakt mudderskred af sjælløst søle.

Beat generationens grå eminence og cut-uppens coole godfather er død – længe leve Onkel Øko-Burroughs.



lørdag den 2. februar 2019

En rigdom af glaskunst i danske kirker

Ole Villadsen:
”Moderne glaskunst i danske kirker. En billedguide”,
Frydenlund 2018, 464 sider, 399 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Det kan siges meget kort: ”Moderne glaskunst i danske kirker” er en smuk og særdeles brugbar udgivelse i et format, der gør det muligt, at have bogen liggende fast i bilen, så man har den ved hånden, når man tilfældigvis kommer i nærheden af en af de godt 195 kirker, hvis glaskunst Villadsen beskriver. Som værkregistrant er bogen altså et must for kunstinteresserede.
Villadsens bog er forsynet med over 1100 farvefotos, hvoraf langt størstedelen er af fin kvalitet. Dette gør bogen værd at kigge i, selvom man måske ikke interesserer sig for værkernes kunstnere og de kirker, glaskunsten befinder sig i. Således kan udgivelsen også snildt bruges som coffee-table-book.
Disse plusser burde være nok til at få den kunstinteresserede til at anskaffe sig et eksemplar af bogen eller i det mindste låne den på biblioteket, for det er den bestemt værd. Hvad der følger herefter af forbehold skal altså ikke overskygge ovenstående ros.

Mere om arkitekturen end om glaskunsten
Ole Villadsen er tidligere lektor i billedkunst og kunsthistorie, og man fornemmer hurtigt, at man er i gode hænder. Imidlertid vakte det hos mig en vedvarende frustration under læsningen af bogen, at Villadsen har valgt en særlig opdeling af den sparsomme tekst. Han insisterer på at beskrive hver enkelt kirkebygning med oplysninger, hvornår den stammer fra, og hvornår der er foretaget ombygninger, samt hvad disse har medført af arkitektoniske forandringer. Der redegøres for de enkelte bygningsdeles stilarter, for tagbeklædning og indgangsdørens placering med mere, hvorved der oftest bruges hen mod halvanden ud af de typisk to små spalter, Villadsen har tilladt sig at skrive pr. kirke.

Dette medfører en ofte meget kortfattet beskrivelse af de værker, bogen egentlig handler om. Det kan synes fornuftigt nok de gange, der er tale om abstrakte motiver, hvor farverne har større betydning end motivet; men det er lidt ærgerligt, når kunstneren tydeligvis har haft en eller flere fortællinger på hjerte. Dog er Villadsen ikke mere minimalistisk, end at han af og til citerer kunstnernes udtalelser om deres værker. Men det er altså mere undtagelsen end reglen. Det havde været forfriskende, hvis Villadsen havde vovet sig lidt mere ud i mulige fortolkninger. Med sin faglige baggrund burde det være muligt for ham, men det er meget sjældent, at han gør forsøget.

Naturligvis er det vigtigt at vide, hvordan kirken ser ud, så man kan forestille sig, hvordan de enkelte værker fungerer i samklang med rummet og det øvrige interiør. Det er bestemt også relevant, når Villadsen beskriver, hvilke andre former for kirkekunst, der findes i bygningen – men jeg kan ikke se, hvorfor det er så vigtigt at få en forholdsvis grundig beskrivelse af kirkens ydre. Et helhedsindtryk får man alligevel af det billede, der i samtlige opslag viser kirken set udefra. Om taget på kirkens skib er lagt med bæverhaletegl eller en anden form for tegl, om tårnet har saddeltag eller spir, om ydervæggene har været pudsede før eller ej er jo ret underordnet for de værker, der i langt de fleste tilfælde ses bedst indefra.

Når det er sagt, må jeg indrømme, at den arkitektoniske og bygningshistoriske gennemgang kan være gavnlig for den, der ikke kun besøger kirken for at se dens glaskunst, men gerne vil have et hurtigt overblik over bygningen historie for derefter at koncentrere sig om kunsten.

58 års glaskunst
I sin bog gennemgår Ole Villadsen glaskunst, der er anskaffet til danske kirker fra 1960’erne og indtil i dag. Han har opdelt stoffet geografisk: Jylland (henholdsvis i nord, syd, vest og øst), dernæst Fyn og øer, der efterfølges af København, Sjælland og øer. Til slut to små kapitler om henholdsvis Lolland-Falster og Bornholm. I sidstnævnte kapitel kan man under ”Kastelkirken” (s. 452-453) læse om de glasmosaikker af Paul Høm og Lisbeth Munch-Petersen, der blev lavet i 1973 til Ribe Domkirke, men måtte vige pladsen for Carl-Henning Petersens langt mere farverige ruder (s. 134-135).

Selvom bogens titel er ”Moderne glaskunst i danske kirker” er der enkelte værker, der allerede virker lidt altmodisch. Her tænker jeg særligt på de mosaikker, hvor glasset er fæstnet i cement, der udgør motivernes konturstreger, men gør det på en måde, der fylder meget og derfor også sluger meget af det lys, der var trængt længere ind i rummet, hvis glasset eksempelvis var fastgjort med bly eller bare med mindre mængder cement. Det er særligt Knud Lollesgaard, men også til en vis grad Sven Havsteen-Mikkelsen, der har en svaghed for de kraftige cementlinjer.

Nogle af de gengivne værker er naturligvis mere vellykkede end andre. Ind imellem formår man ikke at bladre videre, fordi blikket er fanget af et ualmindelig smukt farvespil eller et inspirerende motiv. Andre gange synes man, at man har set det samme værk blot med små nuanceforskelle. Det gør sig naturligvis særligt gældende ved de kunstnere, der er blevet brugt meget ofte (måske for ofte), eller ved motiver, der nærmer sig det banale. Andre værker pirrer derimod nysgerrigheden og vil kunne beskues igen og igen, fordi de gemmer på nuancer, der først dukker op lidt efter lidt. Atter andre er så indforståede, at beskueren vil have svært ved at få hoved og hale i dem uden hjælp fra kunstneren. Det kan man ikke nødvendigvis bedømme værkernes kvalitet ud fra, for vurdering af kunst er også meget afhængigt af smag, men hvis kirkekunsten bliver alt for elitær, kan det godt gå hen og blive et problem i Folkekirken, der ikke må blive direkte ufolkelig.

Velegnet opslagsværk
”Moderne glaskunst i danske kirker” er ud over et forord og en kort introduktion til glaskunst forsynet med et glimrende appendiks, der rummer en side med ordforklaringer, en litteraturliste, et navneregister og en alfabetisk liste over de behandlede kirker. Dette gør bogen endnu mere egnet som opslagsværk og som sådan er den som nævnt absolut værd at stifte bekendtskab med.