Sproget gør noget ved det kaos vi er i

Min messebog
Knud Steffen Nielsen
75 sider
200,00 kr.
Herman & Frudit

Af Troels Laursen
Det kribler og krabler. Det knager og brager, der brydes og der strides lige her uden for mit vindue i naturen i forårets fastetid. 

Det er en fortættet tid, - en tid, hvor blødt og hårdt, godt og ondt, guddommeligt og dæmonisk kæmper mod hinanden. Fastetiden, som vi netop har forladt, er en tid fyldt med modsætninger. På den ene side og på den anden side. Liv og død.

Sådan knager og brager det også på omslaget af Knud Steffen Nielsens nyeste bog: ”Min Messebog – samtaler med Lorenzo”, her kribler det krabler det også i det maleri (af Nielsen selv), som omslaget er prydet med. Der er revner og ridser, der er lys og mørke, sol og nat. Is, der er stivet, og blod der rinder.  

Denne samling af digte er tredje bind i Nielsens trilogi, som også tæller ”Min kontrabog” (2020) og ”Min tidebog” (2023). Og denne nyeste kredser om døden, som en meget levende samtalepartner og også her er der flerstemmer, der væver sig ind og ud mellem hinanden. Det myldrer med ord og tanker og kunne syntes helt uden mening og fuld af ”dada” der springer i både tid og rum og meningssammenhænge, men der er mere. Meget mere. For er der ikke en mening i alle tankernes hoppen og springen? Er det ikke blot liv, kan man næsten høre den ikke helt uskyldige messedreng Nielsen spørge med et glimt i øjnene, der har set ind i livet og dermed også ind i døden.

Vi fødes alene og vi dør alene, er den almindelige mening og forståelse, men her handler det om alt det der er imellem de to yderpunkter. Og de andre. Og lige her er måske en springende håb, så forårsgrøn og spinkel, som den slags er her i forårets fastetid, hvor kulden strenges og det alligevel myldrer frem med så skud allevegne. Det er der vi er spændt ud i Nielsens messebog, som jo oprindeligt er en liturgisk bog, der indeholder den romerskkatolske messes faste bønner og ceremonielle anvisninger. Den er vejledninger i hvad der skal bedes, eller sige, hvornår. Det kan være trygt, men for Nielsen er det her liv, som når som helst kan rammes af døden, en kamp, han selv må finde ordene til. Og ord kan han finde. Og han taler med både denne ukendte Lorenzo, og læseren, der kærligt kaldes for ”sidevender” (p.20).

”Er vi trukket i udklædningstøjet? Du kaldes Bajads. Og mig som Judas Ikariot” (p.40). Bajads, der i Kierkegaards forstand kom på scenen og råbte ”Ild!” og publikum (vi) så kun masken, og sådan vil verden gå under, mens vi ler. Og Judas, er både digteren selv, men også hans forræderiske krop, der svigter ham, ved ikke at arbejde med ham, men mod ham. For det hele handler om at kæmpe mon en stor invasion. En sygdom, i kødet, der trænger sig på i sådan en grad, at kroppen, der er en selv, pludselig er blevet ens egen værste ubarmhjertige fjende. Og regnormene står klar.

Sygdommen var også samtalepartneren i de to foregående af Nielsens værker. Begge de digtsamlinger handlede om at om at sprog giver mening og meningen lever af sproget. Og det er det, Nielsen giver et ord til, med en masse udflugter (som når man lige kommer på at chefens kone ligner en kanin (p.56), for hvem kan stirre ind i solen for længe ad gangen, og så kommer nogle meget direkte nyrehug ind i livet, som når: ”Ham (er det mon lægen?): Og vi kan spare meget kostbar tid, hvis du bedøver sig selv” (p.73. Så meget for den menneskelige solidaritet. 

Trods sådanne grumme ureglementerede nyrestød, så spirer der alligevel noget forsigtigt håb frem, som i: ”Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens ansvar”. (p.44)

Sprog gør noget ved det kaos vi er i under livstruende sygdomme (og livet er jo ret beset en livstruende sygdom til døden), og ord giver det formløse en eller anden form, om end den hurtig smutter ud af formen igen. Sprog giver håb. Også selvom det kræver at gå højere op i brillestyrken:

”Vi skal lære at spille et menneske.
Sommetider skal man spille død.
Nogle gange skal man sidde og kigge sagen igennem igen.
Andre gange skal man vælge en højere styrke som på brillen
SKIFT  ” (p.57)

Digtene er nok mere end en messe værd. Og var der en indlægsseddel med i bogen, så kunne der stå: De bør indtages langsomt – og til både indvortes og udvortes brug. Gerne gennem en længere periode. Der garanteres dog ikke for bivirkninger. Håbet kan snige sig ind imellem det absurde i tilværelsen.

Det kribler og krabler og det knager og brager.

Digtsamlingen er udgivet i 250 eksemplar, der alle er signerede.