fredag den 24. november 2017

Afbrudt af et selvmord

N. A. Nissalovitz
Mysteriet om et menneske
Forlaget Baggaardsbaroner, 2017

af Anne Rye Andersson
Jeg hørte en podcast om det litterære selvmord, som ansporede mig til at læse ”Mysteriet om et menneske” af L. A. Nissalovitz. Jeg havde fået en mail fra forlaget Baggaardsbaroner, der vakte min interesse, både på grund af det smukke, syrede omslag af bogen, men også på grund af netop selvmordet som omdrejningspunkt, idet forfatteren begik selvmord under processen med at skrive bogen. Forlaget har sammen med familie og venner fået sammenstykket bogen, ud fra det, de havde af materiale, samt facebookopslag, breve mv.

Det synes jeg i sig selv er interessant, men min nysgerrighed omkring hvad denne nu afdøde forfatter havde haft på sinde op til selvmordet, drev mig til at skrive til forlaget efter et anmeldereksemplar. Så tænkt så gjort. Jeg fik en meget imødekommende og umiddelbar mail tilbage, der vidner om forlagets undergrundsstatus. Det var forfriskende med sådan en ukonventionel mail. Jeg satte mig ned i min øreklapstol og læste.

At en forfatter har begået selvmord under en skriveproces eller umiddelbart efter et afleveret manus, er naturligvis ikke i sig selv noget kvalitetsstempel, men det giver for mit vedkommende en ekstra opmærksomhed og årvågenhed under læsningen. Som læser ledte jeg efter tegn, der kunne pege på, hvorfor L. A. Nissalovitz begik selvmord.

Det blev en grådig læsning, jeg følte, jeg trådte ind i sindet af en mystificeret forfatter, og jeg måtte vide alt om ham, alt det, der blev skrevet, men ligeså meget, alt det, der blev udeladt. L. A. Nissaloviz var et meget tænksomt menneske. Han levede spartansk i sin lejlighed og nød, i hvert fald i et vist omfang, sit eget selskab. Han filosoferede meget over livets mening, hans eksistensberettigelse, og læsningen var en melankolsk fornøjelse, da forfatteren led af tungsind og weltsmerzen, men også en meget smuk fornøjelse, idet hans velartikulerede stemme i bogen løftede sproget op over banaliteter, han var som en kniv, der skar det overflødige væk. Sådan oplevede jeg det. Nedenstående et par eksempeler fra bogen:

”Ingen skyer at ane. Den kraftige sol kombineret med den ikke-eksisterende vind gør det ulideligt at opholde sig andre steder end i skyggen. Jeg parkerer mine lærreder i det lille hus i baghaven. Det er ikke rigtige lærreder, men stjålne valgplakater. Jeg har en stærk forudanelse om, at jeg ikke kommer til at male eller skrive, selvom omgivelserne er ideelle. Det bunder i en uforklarlig frygt. Som tiden går, udvikler frygten sig.
(…) Jeg skulle ønske, at jeg befandt mig et andet sted, alene.”

Og:

”Jeg har ingen.
(…) Ser min elskedes lemlæstede kroppe, kalkuleret omridset af knoglebrud og fjer i lavendellugt, og konkluderer at blodet i min krop cirkulerer akkurat som før – lige så koldt og uberørt.
Livet her er tilnærmelsesvist umuligt, kun nætterne eksisterer, når jeg uden billet kører i togets ringe om byen i randen af forstaden. Her kan jeg skrive. Særligt når toget er fyldt med sorte ruders vrangbilleder.”

Det er vist ikke forkert at kalde ham højtravende, ikke i nogen negativ forstand, men han var meget højtflyvende i sine tankerækker, ikke meget var pragmatisk, det beskæftigede han sig nærved aldrig med, jeg tror ikke, det interesserede ham. Livets daglige trummerum på jorden gjorde ham nærmere dybt deprimeret. Derfor er hans selvmord heller ikke en overraskelse, selvom det er tragisk og trist.

Bogen er opdelt i fire dele. Første del hedder ”Om morgener i Mosterhamn” og består af tre breve. Anden del hedder ”Om dage i Frankrig”. Tredje del hedder ”Om nætter i København”. Fjerde og sidste del hedder ”Efterord” og er forlagets ord og tanker om denne bog og ikke mindst forfatteren. I sidste del får man et indblik i den proces, forlaget har gennemgået, og det er en rigtig fin krølle og ode til forfatteren og mennesket L. A. Nissalovitz.

Forfatteren behandler temaer som den sødmefulde forelskelse, den ulykkelige, ikke-gengældte kærlighed, ensomheden som værende den gode, opbyggende ensomhed eller alenehed om man så kan sige, og den i hjertet udslettende og meningsløse ensomhed. Der er ligeledes filosoferinger over digtere og deres virke, betragtninger af det liv, der leves og den smerte, der er forbundet hermed, samt reflekteringer over skrivepraksis og angsten for ikke at slå til.

”Mysteriet om et menneske” er en meget velskrevet bog. For nogle vil sproget i et vist omfang måske virke prætentiøst og forceret, men når jeg forestiller mig forfatteren, forestiller jeg mig, at han ligeledes har talt på samme måde. På den måde virker stemningen og sproget autentisk, når man som læser i hvert fald ved anden læsning har læst efterordene og får helheden med. Man kunne med rette starte med at læse efterordene, idet de indfører læseren i det univers og det menneske, der udfolder sig på skrift i bogen.

Bogen er et vidnesbyrd om det mysterium et menneske kan være, de tanker et menneske kan gøre sig, og den fatale skæbne som selvmordet er. Derfor er det en vigtig bog, ikke en bog, man bliver glad af at læse, men den sætter refleksionerne i gang, refleksioner over livet i en nogle gang meningsløs verden.

Med ”Mysteriet om et menneske” viser forlaget Baggaardsbaroner ikke overraskende, at de udgiver kvalitetsundergrundslitteratur og samtidig har hjertet på det rette sted. Jeg venter spændt på nye udgivelser fra forlaget og vil varmt anbefale andre at stifte bekendtskab med dem.   

fredag den 17. november 2017

Ensomheden findes!

Sample
Camilla Hjørnholm Olsen
Artur – et turbine forlag

Af Carina Wøhlk
Bogen med den engelske titel ”Sample” er skrevet af debutanten Camille Hjørnholm Olsen. Forsiden lader læseren vide, at der er tale om en punktroman. I fem afsnit, der bærer mandenavne som overskrifter, følges fortællerens forhold til fem forskellige eksemplarer af manderacen – fem ”samples”. Der en tale om en broget flok: En musiker, en misbruger, en midaldrende fraskilt, en klassisk dannet og en arabisk indvandrer.

Korte og koncentrerede kapitler
Punktromanen er en særlig, litterær genre, der excellerer i korte og koncentrerede kapitler. Læseren udfordres til at stykke fragmenterne sammen og fremkalde det narrative flow. Eller sagt på en anden måder: Læseren må selv udfylde de tomme huller i historien.

Ikke kun genren gør ”Sample” til en særegen læseoplevelse. Hjørnholm Olsen opererer med et noteapparat af nærmest encyklopædisk karakter. Læseren opdager dog hurtigt, at noterne ikke er objektivt faktuelle. De bærer i allerhøjeste grad præg af fortællerens tydning af tingene (se f.eks. s. 24: ”The Beatles, britisk band. Personligt er jeg mere til John Lennons musikalske samarbejde med Yoko Ono og hendes kunst generelt”).

Det minimalistiske kombineret med det overeksplikative skaber en ejendommelig modsatrettet bevægelse i bogens form. Det er, som om forfatteren ikke kan beslutte sig – vil hun det barberede eller det langhårede? Ja, tilgiv billedet…

Æbletræerne findes
Med sætningerne ”Æbletræerne findes, æbletræerne findes” (se. s. 74) associerer Hjørnholm Olsen til Inger Christensens fantastiske digt ”Abrikostræerne findes” fra digtsamlingen Alfabet. Få sider længere fremme (s. 77) afslører Hjørnholm Olsen indirekte, at inspirationen til ”Sample” skal findes netop i Inger Christensens forfatterskab.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad forfatterens ærinde med bogen er. Fortællerens oplevelser med de fem ”samples” handler i hvert fald ikke om kærlighed. Vold, misbrug, stalking og frygt for kønssygdomme præger billedet. Bogens sidste kapitel får undertegnede til at tænke på sætningen ”ensomheden findes” fra føromtalte digt af Inger Christensen. Måske er ”Sample” en elegi over det moderne menneskes ensomhed… 

 











mandag den 6. november 2017

Den skjulte flygtning

Mere mol end komedie
Hans Keilson: ”Komedie i mol”, Klim 2012, 127 sider.

Af Egil Hvid-Olsen
Der er mere mol end komedie i Hans Keilsons ”Komedie i mol”. Det er der ikke noget underligt i, for romanen – eller fortællingen, som den kategoriseres som på titelbladet – handler om et ungt hollandsk ægtepar, der under 2. verdenskrig skjuler en lidt ældre jødisk parfumesælger.
Keilson, der døde som 101 årig i 2011, var tysk jøde, men måtte forlade landet i 1936. Han bosatte sig i Holland, hvor han gik under jorden i 1941. Han kunne dog stadig gøre nytte, idet han blev besøgs- og samtaleven for jødiske børn, der var blevet skilt fra deres forældre. Keilsons egne forældre mistede livet i Auschwitz, så kun alderen adskilte ham fra de børn, han talte med.
”Komedie i mol” udkom allerede i 1947, men solgte ikke særlig meget. Efter årtusindskiftet fik man imidlertid øjnene op for dens kvaliteter og i 2012 udkom den på dansk.

Både handlingen og sproget i ”Komedie i mol” er meget afdæmpet; nærmest som et tilbageholdt åndedræt. Det unge par, Wim og Marie, samt deres jødiske logerende, der kalder sig Nico, lever da også netop med tilbageholdt åndedræt. Ganske vist får ægteparret alt til at se normalt ud. Wim passer sit arbejde og Marie ordner det huslige, mens Nico tilbringer de fleste af døgnets timer i sit værelse på 1. sal. Men bevidstheden om, at de har en illegal gæst boende, slipper aldrig ægteparret. Endnu værre er det dog for Nico, der er klar over, hvad der sker med andre jøder rundt omkring i Europa. Af gode grunde ved hverken han eller værtsparret, hvornår han får sin frihed tilbage, og nogle gange er han ved at resignere, fordi det alligevel vil være for sent, når han langt om længe kan gå ud af huset som en fri mand. Han regner med, at hans familie er udryddet, så hvad er formålet med at leve videre?
Samtidig med at modløsheden sniger sig ind på Nico, føler han sig til besvær. Imidlertid ved han godt, at han ikke må gøre Wim og Marie trætte af at have ham boende. Dette dilemma giver hans frustration en ny og smertefuld retning:

Da han i sin tid var kommet hertil, hvad han gerne ladet sig nøje med en plads blandt kullene i skuret og ville have været tilfreds. Nu sov han i en seng, spiste ved et bord, blev behandlet som et menneske.
Men jo længere det varede, desto større blev hans krav. Da han ikke kunne kræve noget at omverdenen – det, han fik, blev givet frivilligt og var næsten en gave – vendte kravene indad og blev uendelige. Men man hjalp ham alligevel. De hjalp ham alligevel. Var det måske ikke noget? Jo, det betød meget. Og det var ingenting. Han blev til ingenting. Det var uudholdeligt. Det betød, at han blev tilintetgjort, tilintetgjort som menneske, også selv om han – måske - reddede livet. (s. 63).

Med beskrivelser som disse får Hans Keilson sat ord på den fortvivlelse, der følger af, at man får frataget sin frihed. Det er ganske skræmmende, at Nico oplever sin situation som identitetsødelæggende. Det var netop, hvad nazisterne gik målrettet efter at opnå, når de fratog fangerne i koncentrationslejrene deres ejendele, tøj og hår. Men at mindre også kan gøre det er, hvad der fortælles i ”Komedie i mol”.

Naturligvis omhandler bogen også Maries og Wims tanker, frygt og frustration, og hen mod slutningen sættes der særlig fokus på deres situation. Dog er man ikke i tvivl om, at de lige fra begyndelsen af løber en stor risiko for at blive afsløret og gå en barsk skæbne i møde. Alligevel står de ved deres beslutning om at hjælpe Nico, hvilket medfører, at de tre bliver meget tæt knyttet på en varm og samtidig anstrengt måde. De kan lide ham, men samtidig er det hans tilstedeværelse, der gør deres liv farefuldt. Derfor hænger nerverne uden på tøjet, og Nico ved, at de når som helst kan blive trætte af ham og gøre hans ophold endnu mere uudholdeligt. De holder hans liv i deres hænder og kan gøre med det, hvad de vil; men da det kommer til stykket, afgøres hans skæbne af noget helt andet, der endnu engang slår fast, at der er mere mol end komedie over fortællingen.