Den skjulte flygtning

Mere mol end komedie

Hans Keilson: ”Komedie i mol”, Klim 2012, 127 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Der er mere mol end komedie i Hans Keilsons ”Komedie i mol”. Det er der ikke noget underligt i, for romanen – eller fortællingen, som den kategoriseres som på titelbladet – handler om et ungt hollandsk ægtepar, der under 2. verdenskrig skjuler en lidt ældre jødisk parfumesælger.

Keilson, der døde som 101 årig i 2011, var tysk jøde, men måtte forlade landet i 1936. Han bosatte sig i Holland, hvor han gik under jorden i 1941. Han kunne dog stadig gøre nytte, idet han blev besøgs- og samtaleven for jødiske børn, der var blevet skilt fra deres forældre. Keilsons egne forældre mistede livet i Auschwitz, så kun alderen adskilte ham fra de børn, han talte med.

”Komedie i mol” udkom allerede i 1947, men solgte ikke særlig meget. Efter årtusindskiftet fik man imidlertid øjnene op for dens kvaliteter og i 2012 udkom den på dansk.

Både handlingen og sproget i ”Komedie i mol” er meget afdæmpet; nærmest som et tilbageholdt åndedræt. Det unge par, Wim og Marie, samt deres jødiske logerende, der kalder sig Nico, lever da også netop med tilbageholdt åndedræt. Ganske vist får ægteparret alt til at se normalt ud. Wim passer sit arbejde og Marie ordner det huslige, mens Nico tilbringer de fleste af døgnets timer i sit værelse på 1. sal. Men bevidstheden om, at de har en illegal gæst boende, slipper aldrig ægteparret. Endnu værre er det dog for Nico, der er klar over, hvad der sker med andre jøder rundt omkring i Europa. Af gode grunde ved hverken han eller værtsparret, hvornår han får sin frihed tilbage, og nogle gange er han ved at resignere, fordi det alligevel vil være for sent, når han langt om længe kan gå ud af huset som en fri mand. Han regner med, at hans familie er udryddet, så hvad er formålet med at leve videre?

Samtidig med at modløsheden sniger sig ind på Nico, føler han sig til besvær. Imidlertid ved han godt, at han ikke må gøre Wim og Marie trætte af at have ham boende. Dette dilemma giver hans frustration en ny og smertefuld retning:

Da han i sin tid var kommet hertil, hvad han gerne ladet sig nøje med en plads blandt kullene i skuret og ville have været tilfreds. Nu sov han i en seng, spiste ved et bord, blev behandlet som et menneske.

Men jo længere det varede, desto større blev hans krav. Da han ikke kunne kræve noget at omverdenen – det, han fik, blev givet frivilligt og var næsten en gave – vendte kravene indad og blev uendelige. Men man hjalp ham alligevel. De hjalp ham alligevel. Var det måske ikke noget? Jo, det betød meget. Og det var ingenting. Han blev til ingenting. Det var uudholdeligt. Det betød, at han blev tilintetgjort, tilintetgjort som menneske, også selv om han – måske - reddede livet. (s. 63).

Med beskrivelser som disse får Hans Keilson sat ord på den fortvivlelse, der følger af, at man får frataget sin frihed. Det er ganske skræmmende, at Nico oplever sin situation som identitetsødelæggende. Det var netop, hvad nazisterne gik målrettet efter at opnå, når de fratog fangerne i koncentrationslejrene deres ejendele, tøj og hår. Men at mindre også kan gøre det er, hvad der fortælles i ”Komedie i mol”.

Naturligvis omhandler bogen også Maries og Wims tanker, frygt og frustration, og hen mod slutningen sættes der særlig fokus på deres situation. Dog er man ikke i tvivl om, at de lige fra begyndelsen af løber en stor risiko for at blive afsløret og gå en barsk skæbne i møde. Alligevel står de ved deres beslutning om at hjælpe Nico, hvilket medfører, at de tre bliver meget tæt knyttet på en varm og samtidig anstrengt måde. De kan lide ham, men samtidig er det hans tilstedeværelse, der gør deres liv farefuldt. Derfor hænger nerverne uden på tøjet, og Nico ved, at de når som helst kan blive trætte af ham og gøre hans ophold endnu mere uudholdeligt. De holder hans liv i deres hænder og kan gøre med det, hvad de vil; men da det kommer til stykket, afgøres hans skæbne af noget helt andet, der endnu engang slår fast, at der er mere mol end komedie over fortællingen.