Antik LGBT-problematik

Kunst- og boganmeldelse.

Lemvig Museum: ”Sappho/Sapfo”, 4. juni – 18. september 2022, Vestergade 44, 7620 Lemvig, www.lemvigmuseum.dk. Antikmuseet ved Aarhus Universitet, 23. september til 18. december 2022, www.antimuseet.au.dk.

”Sappho/Sapfo”, redigeret af Anna Margrethe Westergaard m.fl., Forlaget Wunderbuch 2022.

Af Egil Hvid-Olsen

En særudstilling på Lemvig Museum viser værker af Peter Brandes og Mille Søndergaard, der begge er inspireret af den antikke græske digter Sappho (eller Sapfo). At et lokalhistorisk museum lægger hus til en udstilling med et så særligt indhold skyldes, at bysbarnet og digteren Thøger Larsen tilbage i 1924 udgav sin gendigtning af Sapphos digte. Lemvig Museum rummer da også en permanent udstilling om Larsen, bl.a. er hans arbejdsværelse bevaret.

Thøger Larsen var ikke ene om sin fascination af den oldgræske digter, og fascinationen er stadig intakt. Indenfor de seneste fire år er der udkommet ikke mindre end fire oversættelser af Sapphos digte. Måske skyldes interessen det stigende fokus på LGBT-rettigheder, for selvom Sappho skrev om både heteroseksuel og lesbisk kærlighed, hersker der ingen tvivl om, at hun selv var lesbisk, hvilket fremgår af den private del af hendes digtning.

I hver sin af de nye Sappho-udgivelser har Peter Brandes og Mille Søndergaard illustreret digtene. En stor del af disse illustrationer er udstillet i Lemvig og også gengivet i udstillingskataloget ”Sappho/Sapfo”.

Brandes’ leg med fragmenter

Udstillingen byder på både foto, gouache/akvarel, keramikskulpturer og vaser, radering, pastel mm. af Peter Brandes samt fotopolymertryk og stofcollage af Mille Søndergaard, hvoraf langt det meste (eller måske det hele) er gengivet i udstillingskataloget.

Peter Brandes er en ekstremt produktiv billedkunstner, der da også har andre kunstnere til at udføre en del af sine keramiske værker. Han arbejder tematisk og udfører en lang række værker af samme motiv med større eller mindre forskelle og nuancer. Dette kræver, at beskueren giver sig tid til at konstatere og reflektere over, hvad der adskiller de enkelte værker og hvilken betydning forskellene har. Dette bliver f.eks. aktuelt i de mange tegninger med titlen ”Sappho på Børsen” fra 2022 og i de mange vaser og skåle, der er formet efter græsk antikt forbillede, mens Brandes’ forskellige aftryk ses i begitningens og indgraveringens motiver og tekster.

Brandes leger med det fragmentariske i Sapphos digte, der netop kun findes i brudstykker. I keramikken indskrives nogle af fragmenterne i vaser og skåle, der ellers ofte graves ødelagte op ad jorden. Således er brugsgenstandene rekonstrueret i Brandes’ udgave, men Sapphos tekster forbliver fragmenterede, fordi man ikke bare sådan lige kan genfinde de tabte ord i et digt.

Legen med det fragmentariske findes også i Brandes’ fotografier af statue- og bygningsrester fra det antikke Grækenland. De enkelte fragmenter indgår i fotografiets sammenhæng på en måde, så det ødelagte fremstår som et værk i sig selv. Det fragmentariske har opnået en ny helhed.

Tryk supplerer det poetiske forlæg

Mille Søndergaard relaterer mere tydeligt til dagligdagen, idet hun f.eks. i trykket ”Gyldne blomster” fra 2020 har brugt sin yngste datter som model omkranset af fuldt udsprungne blomster.

Sappho er svær at læse, så længe teksterne er meget fragmenterede, men i de tilfælde hvor hendes digte er gengivet uden større mangler, er de lige til at gå til. I de tilfælde virker Søndergaards tryk også ligetil; ikke som illustrationer, der gengiver tekstens indhold, men som stemningsbilleder, der supplerer digtene. Det kan være blot et enkelt ord, Søndergaard har ladet sig inspirere af og dannet et værk på baggrund af. Samtidig spiller den antikke græske kunst også en rolle i nogle af Søndergaards tryk, for her indgår kroppe, hvis modeller ligeså vel kan have været antikke statuer som levende mennesker. Der er en lethed over trykkene, der fornemt supplerer deres poetiske forlæg.

Den vigtige forplantning

I udstillingskataloget kommer ikke kun de to billedkunstnere, men også nogle af de seneste års Sappho-oversættere til orde. Lene Carlskov sammenligner Sappho med romerske Catul, der lod sig inspirere af sin græske forgænger. I sin gendigtning af et af Sapphos mest kendte værker lægger han en helt anden vinkel ind over. Indirekte gennemgår Rasmus Sevelsted grunden hertil i sin tekst om Sapphos længsel.

Sappho skrev officielle digte, der blev brugt til bl.a. bryllupper. På hendes tid var homoseksualitet anerkendt, men kun i form af midlertidige erotiske forhold. En mand kunne ikke gifte sig med en mand og en kvinde ikke med en kvinde, fordi forplantningen var vigtigst. Derfor var det den heteroseksulle kærlighed, Sappho besang i sine officielle digte. Anderledes var det i de personlige af slagsen. Her begræd hun den eros, en anden kvinde kunne vække i hende, fordi den ikke kunne virkeliggøres gennem længere tid, men kun som en kort behovstilfredsstillelse. Således viser disse digte, at Sappho – selvom hun er kendt som den lesbiske digterinde fra Lesbos – var underlagt nogle regler, som umuliggjorde det parforhold, hun mest af alt ønskede at leve i. Mens man havde forståelse for biseksualitet, der muliggjorde korte erotiske forhold til personer af samme køn som en selv, anerkendte man ikke, at homoseksualitet kunne være bestemmende for nogle mennesker gennem hele deres liv. Dertil var behovet for forplantning simpelthen for vigtigt.

Larsen og Sappho

I kataloget skriver Bo Larsen om Thøger Larsen og Sappho. Han tager udgangspunkt i Claus Engstrøms og Holger Friis Johansens tekster i genudgivelsen af Larsens Sappho-digte fra 1995 (Klassikerforeningens Kildehæfter). Nogle af deres pointer gengiver han, mens han fornuftigvis springer andre over, for til gengæld selv at tilføje nogle nye.

En mere spøjs tekst i kataloget er en mailkorrespondance mellem Rakel Haslund-Gjerrild, der er en af de mest lyrisk velformulerede prosaister i Danmark for tiden, og oversætteren Sophus Helle, der – fremgår det indirekte af teksten - arbejder på en engelsk oversættelse af Sappho.

Udstillingen er absolut seværdig, men man bør ikke snyde sig selv for også at tage kataloget med hjem og dykke lidt dybere ned i både billedkunstværkerne og en af verdenshistoriens ældste og mest anerkendte digterinde.

Godt og ondt omkranset af naturrigdom

Kunstanmeldelse. Museet for Religiøs Kunst: ”Esben Hanefelt Kristensen – og der blev lys”, 19. juni – 4. december 2022, Strandvejen 13, 7620 Lemvig, www.mfrk.dk

Af Egil Hvid-Olsen

Der er fokus på Esben Hanefelt Kristensen som illustrator i Museet for Religiøs Kunsts fejring af kunstneren, der fylder 70 i år. Dermed snydes man dog ikke for et indblik i kunstnerens evner som maler, for Hanefelt Kristensen er også en kompromisløs kunstmaler, når han illustrerer. Han maler sine bogillustrationer, der derefter gengives i bøgerne.

Stilen er vrimlende og naivistisk, præcis og farverig, indholdsmættet på flere planer. Ét er de mange detaljer, der udfylder hver kvadratcentimeter på lærredet, noget andet de kommentarer til den illustrerede tekst, der finder deres udtryk i kunstnerens gengivelse. Her er mere end illustration, nemlig en medlæsning og tolkning af teksten.

Noas ark og Jerusalem

Hanefelt Kristensen har aldrig lagt skjul på, at han har en kristen tilgang til livet. Derfor har han også illustreret flere bøger, der tager udgangspunkt i Bibelen. Nogle enkeltværker har også bibelske motiver, for eksempel et stort maleri af Noahs ark (2022), der har givet Hanefelt Kristensen mulighed for at udfolde sin glæde ved dyr. Der er intet skræmmende ved oversvømmelsen, der ifølge den gammeltestamentlige myte udryddede størstedelen af klodens liv. Et tværsnit af arken giver indblik i den flydende zoologiske have, mens vandet omkring arken vrimler med havdyr og kulørte koralrev. Himlen er også alt andet end tom. Den fyldes af fugle og den regnbue, som fremover skulle minde Gud om, at udryddelsestaktikken ikke var den bedste.

Anderledes er den Noas Ark-illustration, som Hanefelt Kristensen lavede til ”Bibelen – udvalgte fortællinger” (1992). Her ses en oversvømmet by under fartøjet og minder beskueren om mytens voldsomhed.

Et andet stort maleri, der ikke er lavet som illustration til en bog, er fra 1996. Det har titlen ”En stille nat/Fredens engle over Jerusalem”. Her ses både en blomstereng i fuldt flor, en skov og repræsentanter for både pattedyr, krybdyr og fugle. I baggrunden på toppen af et bjerg ligger ”Den hellige stad”, Jerusalem. Problemet med byens betegnelse er, at både jøder, muslimer og kristne tillægger byen denne særlige betydning, hvilket i århundreder har ført ufred og lidelse med sig. Repræsentanter for alle de tre monoteistiske religioner gør krav på byen, og derfor kan der kun findes en løsning på problemet, hvis alle er parat til at indgå kompromiser. Det er de tre engle øverst i billedet. Deres hovedbeklædninger afslører, at den forreste repræsenterer jødedommen, den næste islam og den sidste kristendommen. Først når disse tre religioner giver hinanden plads i den samme by, kan freden opstå og byen for alvor betegnes som hellig.

Stemningsmættede bogstaver

Da Esben Hanefelt Kristensen og hans kone mistede deres yngste søn, bearbejdede maleren sin sorg ved - i samarbejdet med Henning Toft Bro - at udarbejde bogen ”Kristusalfabetet” (2021). Alle de malede illustrationer er udstillet på Museet for Religiøs Kunst. Hvert maleri tager udgangspunkt i et bogstav, hvorudfra Hanefelt Kristensen og Toft Bro kortfattet genfortæller en historie fra Det Nye Testamente. Malerierne består af tre dele: 1) En eller flere illustrationer af det, fortællingen handler om, 2) Bogstavet, der indeholder motiver, som understøtter illustrationernes stemning, 3) En baggrund, der også slår stemningen an. For eksempel illustrerer Hanefelt Kristensen i maleriet ”B” Jesu dåb og fristelsen i ørkenen. Dermed er billedet todelt. Den øverste del – dåben – smitter af på stemningen i den øverste del af bogstavet, hvor der er den for kunstneren velkendte dyrevrimmel. Fristelsen i ørkenen medfører derimod illustrationer i den nederste del af B’et, der relaterer til død. Her er et par ådselædende fugle, en slange, to skorpioner og et kranie. Måske er det den konfliktfyldte ”hellige stad”, der ses i baggrunden. Stemningen spreder sig videre til baggrunden, hvor den nederste præges af en tornebusk, mens den øverste fyldes af dåbens vanddråber.

H.C. Andersen titter frem

Hanefelt Kristensen har ikke kun illustreret udgivelser, der beskæftiger sig med de bibelske fortællinger. Han har for eksempel også illustreret H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen”.

Igen træder kunstnerens interesse for naturen frem. I flere af malerierne er selve illustrationen omkranset af en slags bort med motiver fra naturen. Blomster, blade og fugle omkranser kejseren, der sidder og lytter til nattergalen. Samtidig lader Hanefelt Kristensen flere steder den gamle digter titte frem. Over kejserens hoved hænger således et papirklip af H.C. Andersens profil og et andet af Klodshans. I andre af malerierne afslører digterens ansigtsudtryk de følelser, læsningen bringer med sig.

Forfatterne Tolkien og Hanefelt Kristensen

En særlig inspirationskilde for Hanefelt Kristensen finder han i J.R.R. Tolkiens bøger, hvoraf de mest kendte er trilogien ”Ringenes Herre”. Derfor har det været oplagt for kunstneren at illustrere Casper Clemmensens ”Tolkien og det mystiske Jylland” (2022). I bogen udforsker forfatteren Tolkiens inspiration fra gamle jyske sagn. Illustrationerne til udgivelsen er også udstillet i Lemvig.

Som det blev nævnt i forbindelse med ”Kristusalfabetet” skriver Esben Hanefelt Kristensen også selv tekster. Hans baggrund som lærer afslører sig i ”Da jorden fik feber” (2019), som omhandler klimakrisen. Det er klart, at kunstneren, der er så betaget af naturen, er berørt af den globale opvarmning og truslen med biodiversiteten. I denne bog findes nogle af hans mest uhyggelige illustrationer. Måske er det derfor, at de er placeret i udstillingsbygningens kælder, hvor man også præsenteres for en hurtig og givende videopræsentation af Esben Hanefelt Kristensen.

Liv og død i fascinerende detaljegrad

Det særlige ved Hanefelt Kristensens produktion er en kolossal glæde ved at fortælle historier for øjet og at pege hen på den rigdom, der opgiver os. Selvom hans naivistiske stil tager brodden af voldsomheden, lægger kunstneren ikke fingrene imellem, men skildrer død og vold, så ingen er i tvivl om, at her er ondskaben på spil. Samtidig lyser taknemmeligheden ud af de malerier, hvor naturen og livet får lov til at udfolde sig. Således favner Hanefelt Kristensen hele tilværelsen på godt og ondt i sine malerier, der alle som en er præget af en detaljegrad, der forbliver fascinerende.

Fjenden er ikke en nation, men en brist i menneskeligheden

Claus Lembourn: Ildtid. Roman. 156 sider. Forlaget Læselyst, 2022.

Af Bente Høegh

Ildtid fortæller i en række snapshots - man kunne kalde den en punktroman - om mennesker i Berlin, der i foråret 1945 venter på at 1 million sovjetiske soldater nok vil angribe i Seelow og fortsætte over floden Oder, for derfra at nappe de sidste 70 km og indtage Berlin. Hvilket som bekendt også skete.

Befolkningen har gennemgået lidelser og tab igennem denne 2. verdenskrig. Undertrykkelse, nød og opfindsomhed præger hverdagen i byen, de stærkes ret hersker, og oveni frygten for egne landsmænd: angivere og magthavere, kommer nu frygten for russerne. På hospitalet arbejder Oberkrankenpflegerin Frau Kunze sammenbidt mellem udblæste vinduer og kalkstøv for at redde dem hun kan, i museet betragter inspektøren sit yndlingsbillede, en Rembrandt, og: Tiden flyver, flygter, alle flygter, de 30 udvalgte malerier skal væk fra Berlin. 

Lembourn

På flugten ud af byen opstår nye, stærke fællesskaber, mennesker finder sammen og udviser empati sideløbende med kras vilje til overlevelse og med efterfølgende moralske skrupler. De insisterer på menneskelighed, men nægter at være ofre. Vil flodprammen nå frem, eller bliver de angrebet ved næste sluse? Overlever Barbara, Klara, Eva og alle de andre? Med angribende fly i luften sidder sporvognskonduktør Heidi sammen med stabssekretær von Körner under et træ:

"Paul, vil du høre noget, jeg har skrevet?
Det vil jeg meget gerne, Heidi.
'På de tørre fliser skinner blodet, blankt i solen. Smøgen triller med det sidste af en glød. Papiret græder, mens jeg tegner ham med sort og rødt, min far, et sted derude.'"

Udeladelsen af inkvit (: sagde han, siger hun) og brugen af navns nævnelse i tiltale medvirker til at gøre historien levende og give den en lyrisk tone:

"Mor, det rumler!
Elsa, kom. Hun slog tæpperne hen over dem begge.
Mor, det er ikke torden, og der har ikke været sirener. Det er russerne, ikke?
Det tror jeg, Elsa.
Mor, du lyver, du tror det ikke, du ved det.
Ja, det er russerne, Elsa."

Magthaverne optræder i kaleidoskopiske billeder i takt med historiens gang: Vassiljevskij beder om, at et stort, rent og nystrøget Sovjet-flag bliver ført frem til styrken, der angriber Rigsdagsbygningen. Da Rigsmarskal Hermann Göring har smurt sine lår, der gnider mod hinanden, presser han cyankalium-kapslen ned i crémedåsen. 

Chefen for livvagterne beder den nyudnævnte præsident Truman om at huske at give besked, inden han går et eller andet sted hen. Churchill sidder med frakke på og maler et billede af træerne i haven. Mussolini og hans elskerinde Claretta Petacci hænger med hovederne nedad på en tankstation i Milano.

Tyskere eller russere eller – glem det. Fjenden er ikke en nation. Den er en brist i menneskeligheden.

Claus Lembourn, f. 1934, er søn af en dansk far og en tysk mor. Han har tidligere skrevet adskillige bøger, i 2021 kom Dreng i krig med alle.

Mennesket mellem kultur og forråelse

Klassikerlæsning: Stefan Zweig: ”Verden af i går – En Europæers Erindringer”, oversat fra tysk af Helge Kjærgaard, Jespersen og Pios Forlag 1948, 375 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Stefan Zweigs erindringer ”Verden af i går” skildrer et åndeligt og kulturelt forfald fra begyndelsen af 1900-tallet til starten af 2. verdenskrig.

Zweig, der anså sig for i højere grad at være en europæer end en østriger, selvom han holdt meget af sit lands kultur og skikke, tog i begyndelsen af 1942 sit eget liv i fortvivlelse over, at han skulle opleve hele to verdenskriges vanvid, og fordi han som jøde var blevet fredløs i sit eget land. Erindringerne var færdigskrevet kort tid inden selvmordet og udkom posthumt.

Selvom de refleksioner, arbejdet med bogen bragte med sig, nok har været med til at føre Zweig hen mod beslutningen om at tage sit eget liv, er bogen ikke kun dyster. Den skildrer blandt andet den kulturelle rigdom, der blomstrede før 1. verdenskrig og i mellemkrigstiden. Zweigs helt store udfordring i begyndelsen af 40erne var, at han ikke længere troede på, at alt kunne blive godt igen. Den samme overbevisning havde hans kone, og derfor besluttede de sig for at slippe bekymringerne og fortvivlelsen og gå i døden sammen.

Verdensborgeren

Selvom Stefan Zweig et sted i erindringsbogen skriver, at han elsker at skære alt overflødigt bort fra sine manuskripter, så den færdige bog ikke synes læseren for lang, er ”Verden af i går” noget af en mundfuld; i hvert fald indtil man falder til rette i Zweigs lange, fyldige sætninger. Han fortæller om sin barndom og ungdom i det bedre borgerskab og morer sig over, hvor let han kom til en doktorgrad i filosofi, fordi han allerede på det tidspunkt var en anerkendt forfatter. Graden brugte han da heller ikke til andet end at gøre sin familie stolt. Studieårene havde han brugt på at rejse Europa tyndt og knytte venskaber i de litterære kredse. Denne mulighed blev ødelagt, da 1. verdenskrig brød ud.

Stefan Zweig

Zweig beskriver usentimentalt attentatet mod den østrig-ungarske ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde, der kostede dem begge livet d. 28. juni 1914. Ifølge forfatteren var Franz Ferdinand alt andet end folkekær, så mordene medførte ikke landesorg, snarere en stille taknemmelighed over, at Østrig-Ungarn ikke skulle trækkes med en så stiv og ufolkelig regent, når det blev hans tid til at overtage tronen. Der var derfor heller ingen, der regnede med, at attentatet ville føre til krig, men diplomatiet fejlede, og krisen eskalerede til et punkt, hvor mange ville tabe ansigt, hvis man gav indrømmelser. Derfor foretrak man krigen frem for ydmygelsen.

Ydmygelsen blev dog mangefold større ved freden i Versaille, der efterlod de tabende lande med en uoverkommelig byrde blandt andet i form af krigsskadeserstatning. Tyskland fik hovedansvaret for krigen og måtte i en lang række år leve på et eksistensminimum, hvilket gav grobund for politisk ekstremisme.

Under 1. verdenskrig insisterede Zweig på at beskrive fjenderne som venner. Han kendte jo en masse andre europæere og vidste, at de ikke var værre mennesker end østrigere og tyskere. Han og andre forfattere fra forskellige europæiske lande opmuntrede hinanden ved at skrive avisindlæg, der beskrev det tåbelige i, at mennesker bekriger mennesker. Forfatterne bevægede sig på en knivsæg, fordi censuren ikke tillod egentlig kritik af nationernes krigsførelse, men en del indlæg gik altså igennem og bidrog til, at i hvert fald forfatterne kunne holde humøret nogenlunde oppe i en tro på, at vanviddet ikke kunne holde ved.

Seksualitetsafsøgning med 100 års mellemrum

Mellemkrigstiden beskrives som en periode, hvor ungdommen gjorde op med en forældregeneration, der ikke havde handlet ansvarligt nok. Derfor blev alle normer vendt på hovedet. Dette gjaldt også seksualiteten, så der opstod en kultur, der naturligvis ikke er direkte sammenlignelig, men alligevel på visse punkter minder om 2020erne:

”Der blev af ren og skær Lyst til Revolte revolteret mod enhver gyldig Form, endogså mod selv Naturens Vilje, mod Kønnenes evige Polaritet. De unge piger lod Haaret klippe, til og med saa kort, at man ikke kunde skelne dem med deres ’Drengehaar’ fra de unge Mænd; de unge Mænd paa deres Side barberede Skægget væk for at se mere pigede ud; Homoseksualitet og lesbisk Elskov blev høj Mode ikke i følge en indre Tilskyndelse, men som Protest mod de gammeldags, gængse og legale Former for Kærlighed.” (s. 256). Beskrivelsen vækker mindelser om Christopher Isherwoods klassiker ”Farvel til Berlin” fra 1939, der skildrer Weimarrepublikkens krampetrækninger, inden nazismen tager over med en modkultur så ensrettet, at ”kultur” næppe er den rette betegnelse.

Men tilbage til mellemkrigstiden, hvor ændringer også fandt sted indenfor sproget, litteraturen, malerkunsten, arkitekturen og musikken. Der opstod en ungdomsdyrkelse, der heller ikke er vor tids medieflade helt fremmed: ”Jo yngre et Menneske var, og jo mindre, han havde lært, jo mere velkommen var han, fordi han var uden Tilknytning til nogen Tradition – endelig, nu endelig rasede Ungdommens store Hævn mod vore Forældres Verden ud i Triumf?” (s. 257).

De assimilerede jøder

Mellemkrigstiden havde – som alle andre perioder – sine fordele og ulemper, men fordelene var klart i overtal, når den sammenlignes med den periode, der fulgte. Hitler og hans tilhængere bragte mad på bordet, men prisen var et rædselsregime, der gjorde jøderne til syndebukke og lokkede den tyske befolkning ind i en hjerteløshed, man først for sent erkendte konsekvenserne af. Den, der fratager sit medmenneske hans eller hendes menneskelighed, mister selv en stor del af den. Som jøde var Zweig blandt dem, der ikke længere havde ret til at leve indenfor det tredje riges grænser. 

Den zweigske familie var ikke praktiserende jøder. De havde levet et privilegeret liv i det katolske Østrig, men nu var det slut. Stefan Zweig måtte forlade sin gamle Mor i Wien, og efter at han og hans kone er nået til England, er hans lettelse mærkbar, da han får at vide, at moderen er afgået ved døden. Således er hun sluppet for det, han klart fornemmer, er på vej.

Netop det, at Zweig og mange andre af hans samtids jøder ikke var praktiserende, men havde gjort alt for at assimilere sig, gør det endnu sværere at acceptere den forfølgelse, de nu blev udsat for: ”Men det mest tragiske i denne jødiske Tragedie i det tyvende Aarhundrede var, at de, som led alt dette, ikke mere kunde finde nogen mening deri og ingen Skyldfølelse havde. Alle de forfulgte og fordrevne i Middelalderens Tidehverv, deres Aner og Stamfædre, de havde dog i det mindste vidst, hvorfor de led. De led for Troen, for Loven. De besad endnu som en Sjælens Talisman det, som Nytidens Jøder forlængst havde mistet: den ubrødelige Tillid til deres Gud. De levede og led i den stolte Illusion, at de som det udvalgte Folk af Verdens og Menneskenes Skaber var udset til en særlig Skæbne og en særlig Mission, og Bibelens forjættende Ord var for dem Bud og Lov […] Men det tyvende Aarhundredes Jøder havde for længst ophørt at være et Samfund. De havde ingen fælles Tro, de var sig intet Kald bevidst, og de følte det, at de var Jøder, snarere som en Byrde end noget at være stolte over. De levede fjernt fra deres fordum hellige Bøgers Bud, og de ønskede ikke mere at benytte det gamle, fælles Sprog. Deres mere og mere utaalmodige Stræben gik ud paa at leve sig ind i og blive indlemmet i Folkeslagene rundt om dem og at gaa op i Folkeenheden bare for at faa Fred for alle Forfølgelserne og Hvile paa den evige Flugt. Indbyrdes forstod de ikke hinanden mere, sammensmeltede, som de nu var, med de andre Nationer; de var for længst langt mere Franskmænd, Tyskere, Englændere og Russere end Jøder.” (s. 361).

Skønt det nok ikke var alle Zweigs samtidige jøder, der ville kunne skrive under på denne beskrivelse af deres tro eller mangel på samme, afslører den noget af det mest gennemført vanvittige ved jødeforfølgelserne, der nåede sit tragiske højdepunkt i holocaust, nemlig at man på mere eller mindre bestialske måder skaffede sig af med en ofte særdeles velintegreret befolkningsgruppe, og dermed smed barnet – nogle af rigets bedste hjerner – ud med badevandet. Zweig selv var en af disse hjerner, der havde gavnet Østrig, idet han var en anerkendt litterær verdensstjerne. Nu måtte han genopfinde sig selv i kraft af sin nye status som flygtning: ”Mit østrigske pas havde jeg haft Ret til; en hvilken som helst østrigsk Konsulatembedsmand eller Politiofficer havde været forpligtet til øjeblikkelig at udstede det til mig i min Egenskab af fuldt berettiget Borger. Den engelske Opholdstilladelse, som jeg fik, maatte jeg derimod bede om. Den var en udbedt Elskværdighed og til og med en Venlighed, man hvert Øjeblik kunde unddrage mig. Fra den ene Dag til den anden var jeg igen sunket et Trin lavere. Dagen forud havde jeg endnu været udenlandsk Gæst og paa en vis Maade Gentleman, som her gav sin internationale Indtægt ud og betalte sine Skatter; jeg var nu blevet Emigrant, en ’Refugee’.” (s. 345f.) 

Selvom Zweigs situation bestemt ikke er misundelsesværdig, er det tankevækkende, at han lader til at være blevet mere venligt og respektfuldt behandlet, end man bliver, når flygtninge i disse år søger beskyttelse i Danmark. Usikkerheden fik dog ægteparret Zweig til at søge videre, og de bosatte sig i Brasilien, så langt væk fra verdenskrigens rasen som muligt, men også alt for langt væk fra det Europa, som Zweig anså for at være sit egentlige fædreland. Det havde de måttet forlade, fordi det havde mistet sin medmenneskelighed og vilje til at løfte i flok, opdelt som det var i lande, der dyrkede nationalismen i en så ekstrem grad, at alle andre blev fjender.

Knust af mangel på menneskelighed

Mens Zweig beskriver mellemkrigsårene citerer han en tidligere italiensk minister, der er faldet i unåde hos Mussolini, for at sige: ”Intet skader et intellektuelt Menneske mere end Mangel paa Modstand.” (s. 292). Herover reflekterer Zweig: ”Men der maatte først hengaa nogle Aar, inden ogsaa jeg forstod, at Prøvelser udfordrer, Forfølgelser styrker og Isolering gør mere energisk, saafremt de da ikke helt knuser En.” (s. 292). I Stefan Zweigs tilfælde endte det sidste desværre med at være tilfældet. Han blev knust af udsigten til nazismens sejr i de første krigsår og kunne ikke holde ud at leve i overbevisning om, at det kulturelle niveau, han var vokset op under og havde taget del i som voksen, ikke ville se dagens lys igen. Humaniteten var afgået ved døden og han og hans kone ønskede ikke at leve i en verden, hvor mennesket havde kastet sin menneskelighed af sig.

Propaganda og nordens første samtidigt nedskrevne digt

God digtning kan også på det tidspunkt have indebåret en sproglig modstand mod overfladiske undertrykkende floskler og ideer om at magtforholdene er almindeligt gældende og naturgivne. Thorvald Berthelsen skriver om Nordens første nedskrevne digt

Af Thorvald Berthelsen

I påsken, som jo er genoplivelsens fest, tog jeg op for at besøge min familie i Småland. På vejen derop så jeg adskillige store skilte på markene langs motorvejen, der i Ukaraines blå-gule farver, der heldigt for progandaen også er Sveriges farver, hamrede budskabet ud i det gule felt: Nato nu!

Billede og tekst udgjorde det perfekte lukkede uimodsigelige entydige budskab., der helt selvmodsigende fremhævede at Sveriges nationalisme er og i endnu højere grad bør være lige så tapper som Ukraines.  Og at det bør bekæmpe den ene stormagts undertrykkelse ved at ophæve 200 år neutralitetspolitik og melde sig ind i en forsvarsalliance, der deponerer landets selvbestemmelse over krig eller fred i en forsvarsalliance, der spænder fra Tyrkiet over det tidligere portugisiske Salazar diktatur, Polen, Ungarn og Norge, under ledelse af verden største nuværende stormagt, USA. Glemt er løgnene, der hev os med i Irak krigen, og den forsmædelige afmarch efter nederlaget i den udsigts- og formålsløse Afganistan krig. Det fik selvfølgelig tankerne til at falde på kriges første offer, nemlig sprogets nuancer og adgangen til i fællesskab at nå frem til den sandhed, det nu er muligt at nå.

Karlevistenen

Mens jeg var i Småland, måtte jeg derfor hen og se og røre ved Karlevistenen på Öland. På Öland har jeg været flere gange før, bl.a. for at se hvor Linné begyndte sin klassificering af botanikken. Men jeg havde aldrig bemærket runestenen før. Turisme maskinen på stedet lægger ikke meget vægt på den. Karlevi runestenen er imidlertid det første samtidigt nedskrevne hele digt, vi har bevaret i Norden. Den er lavet og sat på det vestlige Öland ud mod Kalmarsund efter en dansk høvding, Sibbe, der er død på vej hjem fra et togt lige omkring år 1000. Og runemesteren er sandsynligvis nordmand.  Vi har da brakteater med allittererede fyndord eller ordsprog helt tilbage fra 400 tallet. Men dette er det første hele skjaldekvad der er mejslet ned samtidig med det blev til. Så jeg måtte selvfølgelig hen og give hånd til digteren hen over de 1000 år.

Dróttkvætt

Det runemejslede digt er et dróttkvætt, det specielle versemål, skjaldene brugte til at fremføre lovprisninger for hirden dvs.  livvagten ved kongens eller stormandens langbord. Den bestod overvejende af afhængige stormænds sønner af samme æt. ”De litterære genrer i oldnordisk tid kan siges at være præget af ’ættesamfundet’ i to forskellige henseender.  For det første er de ofte blevet formidlet i en mundtlig familietradition. For det andet behandler de problemer, der vedrører slægtens liv, forholdet mellem rivaliserende ætter osv.

Særligt tydeligt er det i en genre som den islandske ættesaga, hvor man får udførlige redegørelser for slægternes historie. Men også Edda digtene og skjaldekvad udtrykker en slægtscentreret bevidsthed; tematiserer ættesamfundets konflikter.” (Lars Lönnroth i Den Svenska Litteraturen (Lars Lönnroth og Sven Delblanc),  Bind 1, 1997)

Skjaldekvadet på Karlevi stenen er samtidig bevis på, at en lang række oldnordiske digte, der senere er nedskrevet i de islandske sagaer er en korrekt gengivelse af en langt ældre mundlig digttradition, bygget op af et forrådskammer af brudstykker til beskrivelse af alt muligt fra sørejser til vikingeslag. Disse bygger på flere rimtyper, allitterationer dvs. bogstavrim eller stavrim, indrim og slutrim, samt klang effekterne, hendinger, som ligner rim men spiller på næsten lignende klange i ord. De enderim der bliver dominerende i løbet af middelalderen, ser ud til først at vinde indpas i skjaldekvadene efter kristendommens indførelse i Norden. Og så bygger brudstykkerne på kenninger og associationer. Kenninger er et billedsprog, hvor guder, helte o.a. fra den nordiske mytologi kombineres med den virkelige verdens ting og sager til en anden hemmelighedsfuld mening. Hvordan disse brudstykker har set ud får vi allerede indtryk af i vores ældste allittererede runeindskrift  på Tjurköbrakteaten fra Blekinge, der ovenikøbet også indeholder en kenning:

Wurte runor an walhakurne heldar  kunimundiu

Ristede runer på vælsk korn Hjald for Kunimund

Allitterationen bygger på w og kenningen ”vælsk korn” betyder udenlandsk korn, som igen ifølge Reginsmål med Lokes guldjagt som tema betyder guld. Brudstykket ’Ristede runer på guldet’ kan derfor indsættes i en lang række sammenhænge, hvor nogen præger ord på guld.

Dróttkvætt versemålets metrik er bygget op af linjepar. Hver strofe i et dróttkvætt består af 4 linjepar. Hvert linjepar var forbundet med allitterationer eller stavrim, der dannedes af to til tre rimbogstaver, en eller to i den første linje og en i den sidste linje (henholdsvis stuðlar, 'støttestave', og höfuðstafr, 'hovedstav'). Derudover skulle hver eneste linje have to klangrim (hendinger), der enten dannede halvrim eller helrim med hinanden. Folginn – hinn er helrim. Flestr – mestar er både og, men dáðir – þruðar er halvrim. Halvrim findes oftest i de ulige, helrim i de lige linjer. Hvis man bryder linjerne op i halvlinjer finder man to betonede stavelser i hver halvlinje, mens antallet af ubetonede stavelser kan variere. Vi ved det ikke, men rytmen i visse versemål, der bruges i kvad, tyder på man også har danset eller trampet til dem, som man f.eks. gør til traditionelle viser på Færøerne.

Overklassedigtning

Der er ingen tvivl om at skjalden havde en høj status og at skjaldekvadene var udformet til overklassen i ættesamfundet.

Karlevi stenens digt lyder sådan:

Folginn liggr hinn's fylgðu
(flestr vissi þat) mestar
dáðir dolga þruðar
draugr í þeimsi haugi.
Mun-at reið-Viðurr ráða
rógostarkr í Danmǫrku
Endils jǫrmungrundar
ørgrandari landi.

Hvilket kan oversættes til moderne dansk på denne vis: "Skjult i denne høj ligger den som fremviste de største bedrifter, det vidste de fleste, 'kampenes Truds træer'. Ikke skal en mere retskaffen, kampstærk 'Vogn-Vidur' på havkongens vældige mark, herske over land i Danmark."

Eller sagt på en anden måde:

Her i denne høj gemmes en høvding, der har udført de største bedrifter - det ved de fleste vikingekrigere.

(Kenningen Truds træer står for krigsguden Truds  [Tors og Sifs datter] krigere dvs. vikingekrigere)

En mere retskaffen og gennemslagskraftig anfører for søkrigere

(kenningen vogn-vidur – Odins vogn, anførerskibet, Vidur er et af Odins tilnavne på havet)

kommer ikke til at herske over noget landområde i Danmark.

Kvadet indeholder også tvetydigheder eller dobbelttydigheder, der skal få tilhøreren eller læseren til at tænke over efterlivet. Ordet draugr i fjerde linje betyder ikke bare Trud kenningens trær (for vikingekrigere) men også spøgelser. Disse er de fortvivlende udstødte som ikke efter død i kamp er indbudt til Valhallas uendelige grisefest med sang og bægerklang.

Vi kan fristes til at tro at skjaldekvadenes afhængighed af brudstykker, der er lette at huske pga. kenninger og stavrim, fik dem til at virke størknede og konservative. Der var mange tusinde af disse puslespilsbrikker til nye kvad. Der var fire  tusinde kenninge  alene for våbentyper og kamp. Så det ser ud til at de havde en tendens til at blive til floskler, der entydigt var sprogligt undertrykkende og magtkonserverende i ættesamfundet.

Men vi ved ikke nok om tilhørernes gehør, og hvordan det virkede, når kenninger blev sat ind i nye sammenhænge eller sat sammen til nye konstruerede flerledede kenninger. Og vi ved fra afsnittet Skáldskaparmál (= Skjaldskabslære) i Snorres Edda og flere sagaer at skjalde som nordmændene Torbjørn Hornkløve, Eyvind Skaldaspillir og islændingen Egil Skallagrimsson skabte nye kenninger og nye sammensætninger af dem med tilhørende nye associationer og dobbelttydigheder. Den længste, overleverede kenning består af otte led: nausta blakks hlémána gífrs drifu gimslöngvir, og findes i Dråpa om Toralv Skolmsson (Þórálfs drápa Skólmssonar), gengivet i Håkon den godes saga, hvor Toralv Skolmsson er blandt deltagerne i slaget ved Fitjar på Stord omkring 961. Kenningen lyder omskrevet til  dansk sådan "kasteren af ilden fra jættekonens storm fra den beskyttende måne hos bådhusenes hest". Den betyder simpelthen "krigeren”, hvilket er en entydig, forenklet og lukket fortolkning, der udelukker enhver tilhører-dialog med digtets sproglige indhold. Vi kan jo kun ane den storm af associationer, dobbelttydigheder og tvetydigheder denne kenning har vakt i tilhørerne.

Vi ved også at historiske skjalde som de førnævnte i skjaldekvadenes forløb udmøntede dele af fortællingen som personlige udsagn om deres egen situation og skæbne i brud med den sejrende æt eller tradition eller i modstand mod den sejrende nye kristendom. Så god digtning kan også på det tidspunkt have indebåret en sproglig modstand mod overfladiske undertrykkende floskler og ideer om at magtforholdene er almindeligt gældende og naturgivne.

Selvom Karlevi stenens kvad – hvis man kunne se bort fra kenningernes mystik, associationerne og den kunstfærdige opbygning af versemål og rim – egentlig blot er en banal lovprisning, der giver skjalden det daglige ben at tygge på, så kommer poesiens vingesus alligevel. Ikke mindst fordi digtet vækker hele vor forhistoriske mundtlige digttradition til live igen.

De store symfonikere i samlede udgaver

Der er udkommet en usædvanlig store mængde udgivelser med samlede symfonier eller samlede orkesterværker af komponisterne. Særligt et par baltiske dirigenter med store internationale karrierer har haft rigtig travlt, Anders Nelsons og Paarvo Järvi

Bruckner: Complete Symphonies
Andris Nelsons, Boston Symphony Orchestra (DG)

Bruckner: 10 Symphonies
Paavo Järvi, Frankfurts Radiosymfoniorkester (RCA)

Franz Schmidt: Complete Symphonies
Paavo Järvi, Frankfurts Radiosymfoniorkester (DG)

Tchaikovsky: Symphonies 1-6
Tonhalle-Orchester Zurich/Paavo Järvi (Alpha Classics)

Ralph Vaughan-Williams: The Complete Symphonies
Richard Hickox, London Symphony Orchestra
Andrew Davis, Bergen Philharmonic Orchestra (Symfoni nr. 7, 9) (Chandos)

Andris Nelsons har indspillet en af de mest bemærkelsesværdige udgaver af Beethovens samlede symfonier, sammen med Wiener Philharmonikerne op til Beethoven jubilæet for et par år siden. Han har i nogle år, ligeledes på Deutsche Grammofon, arbejdet på en udgave af Shostakovitj 15,  samlede symfonier, sammen med det ene af de to orkestre, han er chefdirigent for, Boston Symphony Orchestra. Der mangler i skrivende stund de to symfonier nr. 2 og 3 som komponisten selv frasagde sig, fordi han opfattede dem som sovjetiske bestillingsværker under sit niveau.

Nelsons

Denne udgave af de samlede symfonier, er så blevet overhalet indenom af Andris Nelsons udgave af Bruckners samlede symfonier, indspillet med det andet af de orkestre, han er chefdirigent for, nemlig Gewandhaus i Leipzig.

Nelsons står for mindst to genistreger i formidlingen af Bruckners monumentale katedralagtige symfoniske værker fra de sidste årtier af 1800-tallet. Til trods for at Bruckner var et grundlæggende religiøst orienteret menneske, fuldstændigt omsluttet af den katolske kirkes verdensbillede, beundrede han næsegrus den ugudelige opera komponist Richard Wagner. I indspilningen lader Andris Nelsons de enkelte symfonier indhegne af orkesterværker af Wagner. Det er mig bekendt den første gang nogen har vist, rent håndgribeligt, hvordan sammenhængen mellem Bruckner og Wagner er. Det giver også de enkelte cd’er og dobbelt cd’er en usædvanlig spændvidde.

Den anden genistreg er at han er begyndt med de forholdsvis mest kendte og lettest tilgængelige af Bruckners symfonier. Det er symfonierne nummer 4, 7, 9, 6 og 3 – i den rækkefølge, hvad angår de kendteste og mest indspillede. Disse indspilninger udkom inden pandemien.

Hvor jeg personligt sætter Bruckners symfonier højere end stort set alle andre, bortset fra Beethovens, der jo er udenfor nummer, og hvor jeg er af den afgjorte overbevisning, at Andris Nelsons er den største nulevende dirigent, efter at Bernhard Haitink og Mariss Janssons er bortrykket for at dirigere i andre sfærer, så har jeg også måttet konstatere at de første fem symfonier ikke er svage på nogen måde i fortolkningen og udførelsen, men heller ikke på det niveau, jeg havde forventet af Andreas Nelsons. De er alle sammen med en anelse tungere en de bedste fortolkninger, for eksempel Karjans fortolkninger af den 7., Böhms af den 3. og Haitinks sene fortolkning af den 6. med Bayerns Radiosymfonikere og af den 4. ved en mindreværdige 90-års koncert med London Symphony Orchestra. Eugen Jochums sene tv-indspilning af den 9. med München Philharmonikerne har også den lethed midt i tyngden Nelsons famler efter.

Med den 8. Symfoni, som jeg hørte i en radiokoncert fra The BBC Proms inden studieindspilningen udkom, anede man, at vi ville kunne se frem til noget mere med de to sidste dobbelt cd’er, der så også er kommet for nylig. De to mindste og mest ukendte af Bruckners symfonier, dvs. nr. 1 og 2, er koblet med de to store symfonier, nr. 5 og nr. 8, værker som brucknerianere, som undertegnede ikke tøver med at kalde de dybeste og største, rene orkesterværker, der overhovedet er skrevet. Det er den anden genistreg – det største og det mindste sammen. I disse fire værker, som der alt i alt findes færre indspilninger af end de øvrige, og som i deres mystik og egensindige spiritualitet står som lidt mere utilgængelige end de fem førnævnte, opnår Andris Nelsons alt det, man kunne ønske.

Symfoni nr. 1, som Bruckner selv kaldte, ”den lille frækkert” (das kecke Besserl), er et groft undervurderet værk af stor charme og eksperimenterelyst, og det fanger Nelsons bedre end nogen anden, jeg har hørt. Både Symfoni nr. 5 og 8, der begge varer et godt stykke over en time, får denne aura af storhed og mystik i Nelsons fortolkning, som gør, at man umuligt kan blive færdig med dem.

Tre samlede indspilninger

Paarvo Järvi har i nogle år været chefdirigent i Bremens Kammerphilharmonie, ikke et af Tysklands allerstørste orkestre, og med det har han indspillet en cyklus med Beethovens ni symfonier. Pludselig er en hel masse ting åbenbart faldet i hak og vi har fået tre samlede indspilninger af meget store værker.

Der er to symfonikere som normalt sammenlignes med Anton Bruckner, og den ene er Cesar Frank som har skrevet en enkelt symfoni. Den anden er den østrigske, og langt mindre kendte komponist Franz Schmidt, som har skrevet fire symfonier der kan siges at minde om Bruckners ved ligheder i deres storstruktur.

Paarvo Järvis indspilninger af Franz Schmidt symfonier er de bedste og mest sammenholdte, jeg har hørt. Det er senromantisk musik når det er allerbedst. Lige fra den 1. Symfoni som man tydeligt kan høre, er et værk, der ikke er skrevet af en moden komponist, fordi den betjener sig af en gestik som er alt for påfaldende og alt for flagrende, til den fantastiske 4. Symfoni, fuld af mystiske temaer og en dunkel og melankolsk helhed som er typisk fin de Siecle.

Det andet sæt samlede indspilninger er intet mindre end et sær Bruckner-symfonier, der er udkommet på RCA. Det er ikke – som almindeligvis i disse år – ikke noget, symfoniorkestret på 80 mand og dirigenten er gået i studiet for at spille, men indspilningerne er foretaget fra 2006 til i dag. 

Paavo Järvi dirigerer Frankfurts Radiosymfoniorkester, som bemærkelsesværdigt nok omkring 20 år inden indspillede Bruckners samlede symfonier med Eliau Inbal – men i andre manuskriptversioner fra den righoldige Bruckner-skat af versioner og gennemarbejdninger. Det nye sæt er som helhed stærkere. Som kuriosum rummer det også Bruckner såkaldte Symfoni nr. 0, et værk, komponeret mellem 1. og 2. symfoni, men forkastet og ikke helt færdigt

Blandt de store dirigenter er Paavo Järvi den eneste jeg kender, der afbilder sig selv i badebukser med sin gamle far på stranden på Instagram eller på en hotelbalkon i Shanghai med en tallerken fast food. (Hans far er mesterdirigenten Neemi Järvi). Alle andre holder sig til koncertsalene og de officielle scener. Den lethed og ligefremhed i sindet hos Paavo Järvi genfinder man i hans musikalske univers, og det er både et plus og et minus, når man skal indspille de mest alvorlige symfonier, der findes.

Selvfølgelig når Andris Nelsons Bruckner større spirituelle dybder med sin Brucknerindspilning, end Paavo Järvi gør, musikken får under hans dirigentstok et nærvær der er åndeløst, menneskeligt søgende, som åbner dybder ned i historiens dunkle mørke, hvor Bruckner som østrigsk senromantiker er dybt forandret i kirkens middelalderlige verdensbillede. Til gengæld kan man lytte til Järvis Bruckner i køkkenet og i bussen.

Orkesterklangen er slank og indsatserne tindrende skarpe, de store buer i værkerne er enkle, synlige og klare. Absolut det første sæt, jeg ville anbefale nye lyttere af Bruckners samlede symfonier at vælge. Det tredje sæt af nye, samlede indspilninger fra Järvi er hans Tjajkovskij-symfonier med Zürichs Tonhalle-Orchester, hvor han har været chefdirigent siden 2019. Dem og Andris Nelsons nye, spektakulære indspilninger af Richard Strauss samlede orkestervæker på DG med begge hans orkestre, må vente med anmeldelse til en anden god gang. Men de er meget høreværdige.

Vaughan-Williams 150 år

Som flødeskum på det hele ja er der nu kommet en meget anbefalelsesværdige samlede indspilning af den engelske komponist Ralph Vaughan-Williams ni symfonier. Komponisten bliver 150 til oktober. Der er tale om en sammensat boks med to forskellige dirigenter og orkestre, men de står ualmindeligt godt sammen i deres lette, slanke tilgang til værkerne.

De fleste danske lyttere kendte før i tiden Vaughan-Williams fra hovedmotivet i 6. Symfoni, der var anvendt i en berømte tv-serie (The Ashton Family), men han spilles desværre ikke meget udenfor England i disse år, og det er en stor skam. De ni symfonier har så mange kvaliteter og kan høres og genhøres så meget pga. deres uophørlige undersøgende, nysgerrige kvaliteter. Den første symfoni, A Sea Symphony, er et af de fineste korværker i orkesterlitteraturen, en 70 minutter lang kantateagtig symfoni og den 7. Symfoni, med titlen Antarctica, er vitterlig det mest kuldefremkaldende værk, jeg kender. Fuldt bevidst fra komponisten. Symfoni nr. 5 har melodiske kvaliteter, man kan dvæle i. Og sådan kan man blive ved. Chandos-boksen er stærkt anbefalelsesværdig, både for den nye lytter og den, der kender værkerne i forvejen. De har karakter og står alligevel anskueligt som pålidelige rejseførere ind i Vaughan-Williams engelske, folkemelodi-prægede univers.

Allegorier i kø

Felix Salten: ”Bambi – et liv i skoven”, oversat fra tysk af Jens Pedersen, Forlaget Ti Vilde Heste 2022, 180 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Felix Salten var en østrigsk forfatter, der både skrev for børn og voksne. ”Bambi  - et liv i skoven”, som udkom i 1923, henvender sig til børn i kraft af sin lette fortællestil om en råbuks opvækst, men nok i højere grad til voksne, fordi den på flere måder kan læses allegorisk. På bagsiden af den danske oversættelse gives følgende eksempler på fortolkningsmuligheder: ”…fra økologisk kampskrift til romance over naturens uskyldighed og allegori over jødeforfølgelser.”

Bogen dannede forlæg for Disneys tegnefilmklassiker ”Bambi” fra 1942, der delvis følger romanens handlingsgang.

Antisemitismens nådesløshed

Rålammet Bambi kommer til verden en forårsdag. Han lærer hurtigt, at skoven er fuld af farer. Eksempler på rovdyrenes behandling af deres byttedyr kan nok være ret udfordrende for bogens yngste læsere, men det er alligevel beskrivelsen af mennesket som det største rovdyr af alle, der står stærkest. Mennesket omtales konsekvent som ”Han”, og der er flere beskrivelser af den nådesløshed, der præger menneskets jagt på dyrene. At jagt også kan være vildtpleje indgår ikke i bogens fokus. Det skyldes nok, at fortællingen netop skal læses allegorisk, men som allerede nævnt står allegorierne i kø, uden at det bliver klart, hvilken en af dem Salten selv havde i tankerne.

Antisemitismen havde ved bogens udgivelse ikke nået det uhyggelige klimaks, den fik i 1930erne og 40erne, men ”Bambi” kan alligevel godt være en allegori på jødeforfølgelser, idet antisemitismen opstod i 1880erne og jødehad havde eksisteret mange århundreder inden. I denne fortolkningsmodel må skovens dyr repræsentere jøderne, mens jægermennesket repræsenterer dem, der agiterede mod jødedom og jøder. Felix Salten var selv jøde og måtte i 1939 flygte fra Wien til Schweiz. Han døde i Zürich d. 8. oktober 1945, få måneder efter 2. verdenskrigs afslutning.

Religionskritik?

Hvilken allegori, man finder under læsningen, afhænger i høj grad også af, hvem man er. I min egenskab af teolog kan jeg ikke undgå at finde en religionskritisk allegori i ”Bambi – et liv i skoven”, men vel at mærke en kritik, der beror på en fundamentalistisk religionsforståelse.

Omtalen af mennesket som ”Han” med stort H kan henvise til en i hvert fald kristen tradition, når Gud omtales i 3. person ental. Gud er da også blevet forstået som en metafysisk magt, der lægger alt til rette efter sine egne planer; som en overmenneskelig dukkefører i hvis snore mennesket hænger uden nogen som helst selvbestemmelse. Påstanden er, at dette er en gavnlig situation for mennesket, fordi Gud altid træffer de rette valg. Ifølge denne logik er det godt, når et lille barn dør, fordi Gud har ”kaldt det hjem til sig” i barnets egen interesse. Forældrene kan altså glæde sig over dødsfaldet, og gør de det ikke, er de utaknemmelige. Det kan være en sådan gudsforståelse, Salten gør op med i ”Bambi – et liv i skoven”, for her afsløres det, at ”Han” bestemt ikke er god. Han er følelseskold og egoistisk. Samtidig introducerer Salten et alternativ i ”den gamle” buk, der fungerer som en slags konge i skoven. ”Den gamle” antager en mytisk form, idet han kan bevæge sig lydløst og i ét nu forsvinde. Men det vigtigste ved hans karakter er, at han påtager sig rollen som dyrenes beskytter. Således opstilles to forskellige gudsbilleder i en læsning af bogen som en allegori på religion og tro.

Modigt forlag

Selvom ”Bambi – et liv i skoven” er skrevet i et enkelt sprog og i en ubesværet fortællestil, er fortolkningsmulighederne mange. Læseren må gå til bogen med et åbent sind, for vel er der tale om et eventyr, men hensigten med eventyret forbliver skjult og må derfor afgøres af den enkelte læser.

Det er ganske modigt af Forlaget Ti Vilde Heste at oversætte og udgive en 99 år gammel østrigsk bog, der er så åben i sine fortolkningsmuligheder som ”Bambi – et liv i skoven”. Det er tilmed modigt, fordi bogens målgruppe ikke ligger fast. Som børnebog er den barsk, og som voksenbog er den udfordrende at blive klog på, men samtidig er det netop dette særpræg, der gør den fascinerende.