tag:blogger.com,1999:blog-81138369750180146852024-03-15T18:11:52.375-07:00DEN SMALLE BOGDigitalt kulturtidsskrift. Redigeret af Jakob Brønnum. 9. årgang. ISSN: 2446-0079
Jakob Brønnumhttp://www.blogger.com/profile/15475384629378472755noreply@blogger.comBlogger419125tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-16935197980856225872024-03-12T06:58:00.000-07:002024-03-12T06:59:44.344-07:00Dæmonhvæs fra kanten af afgrunden<p><i>Anne Rye Andersson: ”Novas skæbne”, Forlaget Leitura 2023. </i></p><p><i>Af Egil Hvid-Olsen</i></p><p>Anne Rye Andersson skriver, så dæmonerne hvæser. Hun modtog Karin Michaëlis Prisen i 2022 for sin debutroman ”Er du sindssyg, Mor?”, der også blev anmeldt her i Den smalle bog. Med ”Novas skæbne” er hun tilbage med en ny roman, hvis hovedtema minder om forgængerens, men som alligevel fremstår som et fuldkommen selvstændigt værk.</p><p><b></b></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><b><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg8JuV1myaf-XGJq0nEVBH3zx1eXtuB2k1IVFdVLw_euLcOJN7wbwmOIS8goqx7pioukipajJbxpf0yD1PunkcbXq_Irs52quQ4kCRk4AgQMsUv7Ls_nJl11ZHw2-gnNguFu5wll0YIIrnm5i9g1lnTzzj0UsrV7_tu7qr07FzXzgiZjERCB8tiTS5WUs8/s2000/NOVAS%20SK%C3%86BNE.png" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="2000" data-original-width="1410" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg8JuV1myaf-XGJq0nEVBH3zx1eXtuB2k1IVFdVLw_euLcOJN7wbwmOIS8goqx7pioukipajJbxpf0yD1PunkcbXq_Irs52quQ4kCRk4AgQMsUv7Ls_nJl11ZHw2-gnNguFu5wll0YIIrnm5i9g1lnTzzj0UsrV7_tu7qr07FzXzgiZjERCB8tiTS5WUs8/s320/NOVAS%20SK%C3%86BNE.png" width="226" /></a></b></div><b>Kropslig beskrivelse af misbrug</b><p></p><p>Nova er en ung kvinde med hang til fester, og så er hun mor til Kamma. Selvom Nova er bevidst om sit ansvar som forælder, formår hun ikke at holde sig fra det hashmisbrug, hun har opbygget gennem sine ungdomsår og som har tricket hendes psyke, så hun nu må lægge et par diagnoser oven i misbrugets følger. Ønsket om at være en god mor for Kamma er stærkt, men ikke stærkt nok til at vende misbruget ryggen. Først da Kammas far nægter at give Nova lov til at være sammen med datteren, går hun i behandling.</p><p>Andersson formår at beskrive den helt håndgribelige magt, misbruget har over misbrugeren; en magt, det kan være svært at forstå for den, der ikke har været afhængig. Nova kan ikke ”bare tage sig sammen”. Hun skal kæmpe hver dag, hver time, hvert minut, ja, hvert sekund for ikke at falde for fristelsen og opnå den rus, der på samme tid er så fantastisk og så forbandet. Afhængigheden, fristelsen og den deraf følgende skam er smertefuld, og selvskade bliver et middel til for et øjeblik at lade en ny smerte tage fokus fra den eksisterende. På den måde bringer det ene misbrug det andet med sig, så smerten forøges.</p><p>Beskrivelsen af Novas tilstand er meget kropslig: ”Når jeg skærer små snit i låret, holder stemmerne op. Jeg lægger bladet helt tæt på huden, så den giver sig, og snitter, så blodet pibler. Smerten er min ven.” (s. 45).</p><p>Det lyder meget trist, og det er det for så vidt også, men Anne Rye Andersson benytter sin særlige sorte humor på en måde, der bløder alvoren tilstrækkelig meget op til at give den en ny vinkel. En af Novas psykiske lidelser medfører forhøjet sexlyst, og en beskrivelse som denne, da hun tiltrækkes af (endnu) en mand, er både kompromisløs og morsom: ”Mine ører bliver varme. Jeg får et sug i mellemgulvet. Hvis skamlæber kunne blafre, ville mine gøre det nu.” (s. 143). Læseren lades ikke i tvivl om, at Nova er i sine lysters vold. Sex og tjald er, hvad hun ville leve for, hvis hun ikke også havde en datter, som hun er lige så afhængig af.</p><p><b>Herman, den omsorgsfulde hallucination</b></p><p>Noget af det, der i allerhøjeste grad er med til at opbløde romanens tristesse, er Herman; en tilbagevendende hallucination i form af en monokelbærende krabbe, der minder om en karakter fra en disneyfilm. I modsætning til så mange andre litterære beskrivelser af vrangforestillinger er Herman ikke skræmmende. Tværtimod er han meget omsorgsfuld overfor Nova.</p><p>Sproget er sine steder billedrigt på en ganske original måde: ”Jeg er en lykkekage. Jeg indeholder visdom. Den er bare meget langt væk. Og tanker om tjald. Måske er jeg en hashkage.” (s. 153).</p><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEioURYA7o7ZNzrTgpy969BeeqARc5FQm-PH5zWHjUn0yKuQzg6oyGbY43__tJjPhZQ-w1PGErghmyBt_tmi91Sha-F3vPCRIjeWMN4d_1L4K47x7h23NnnLLjMl_ZLoC0GYpmTfhQSACveqFqJFPzRwQ8AWP9Jwje94KlNIOGjhHxOSRMf5EGBGsczH9QI/s3088/Anne%20Rye%20Andersson.jpg" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="3088" data-original-width="2316" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEioURYA7o7ZNzrTgpy969BeeqARc5FQm-PH5zWHjUn0yKuQzg6oyGbY43__tJjPhZQ-w1PGErghmyBt_tmi91Sha-F3vPCRIjeWMN4d_1L4K47x7h23NnnLLjMl_ZLoC0GYpmTfhQSACveqFqJFPzRwQ8AWP9Jwje94KlNIOGjhHxOSRMf5EGBGsczH9QI/s320/Anne%20Rye%20Andersson.jpg" width="240" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">Anne Rye Andersson</span></td></tr></tbody></table><p></p><p><b>Offer på tjaldens alter</b></p><p>Undervejs i fortællingen om Nova trækkes der tråde tilbage til hendes barndom, men selvom de voksne bestemt ikke har været de mest perfekte rollemodeller, stemples de ikke som entydigt skyldige i hendes nuværende problemer. Nova må selv tage ansvar. Det ved hun. Hun kan ikke give arven hele skylden for sin ulykke. Der er også et miljø, hun selv kan lægge afstand til … hvis hun vil. Det både vil og vil hun ikke. Selvom hun ikke trækker offerkortet, ofrer hun gang på gang sig selv på tjaldens alter. Hvordan det ender skal naturligvis ikke afsløres her. Afslutningsvist skal det blot konstateres, at Anne Rye Andersson hverken skåner sine karakterer eller sine læsere, og derfor nok heller ikke sig selv. Dæmonerne hvæser på afgrundens kant gennem hele bogen. Men netop den totale hudløshed er med til at gøre ”Novas skæbne” til en virkelig god moderne socialrealistisk roman.</p><div><br /></div>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-11873265865608660992024-03-09T07:55:00.000-08:002024-03-09T07:56:00.738-08:00Hvorfor larmer Majakovskijs kugle?<p><i><span style="font-family: georgia;">Vladimir Majakovskij: "Udvalgte værker", Det Poetiske Bureaus Forlag, 2023, 150 kr., oversat fra russisk af Bo Svoda.</span></i></p><p><i><span style="font-family: georgia;">Af Ulrik Gräs.</span></i></p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgWir_T4GTTyy1pc7w52rtMiZYZqQ1OT5TOZCUPgDUjcMrjRHKWskxya2dbvra27dJDo_WLtUbOIp7_Okzf5Sf977dDT2lPsztEsInUl_kmDhBVtFX7yebn0asP3747rMGZI6FmX5ElmMl-V8b2ckuf3sJFTchmlzR3XSOxz9WHr8_tH4jv8frHRlfrPKo/s1338/Majakovskij.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><span style="font-family: georgia;"><img border="0" data-original-height="1338" data-original-width="855" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgWir_T4GTTyy1pc7w52rtMiZYZqQ1OT5TOZCUPgDUjcMrjRHKWskxya2dbvra27dJDo_WLtUbOIp7_Okzf5Sf977dDT2lPsztEsInUl_kmDhBVtFX7yebn0asP3747rMGZI6FmX5ElmMl-V8b2ckuf3sJFTchmlzR3XSOxz9WHr8_tH4jv8frHRlfrPKo/s320/Majakovskij.jpg" width="204" /></span></a></div><span style="font-family: georgia;">Selvfølgelig måtte jeg derind, det var jo dér bohemerne mødtes, de kom og de drak, og der var snak rundt om træet midt på dansegulvet i beværtningen Laurits Betjent nær Gammel Strand i en sidebygning til Dagens Nyheder, hvor Hans Hertel, indehaver af bladets ”ungdomsside”, viste mig sit skrivebord med en blomst der stak op fra en vase i bøhmisk krystal. </span><p></p><p><span style="font-family: georgia;"> Tænk, kun et par år ældre end mig på 20 - og allerede med en tildelt udsigt over en bugtende kanal og ret til at fælde dom i litterære anliggender. Hans antologi med ung digtning, introduktion 1960, ”Det lyse rum”, var netop udkommet, refererede til en novelle af Anders Bodelsen; en anden ung mand under opstigning.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Vejle skulle spille i Parken, og min redaktør på byens lille konservative avis havde skaffet mig adgang til en skrivemaskine på Dagens Nyheder, så jeg kunne sende et referat hjem fra søsterredaktionen i København – Berlingske Tidende var storebror over dem alle i provinsredaktørens optik. En weekend ventede mig i hovedstaden, men skulle ende med tre overnatninger i Ballonparken på Islands Brygge, der lignede en knivstikkerlejr i et digt af Vladimir Majakovskij, som jeg hørte om for første gang dér. Hvad var det med denne Majakovskij, hans balstyriske liv og hans livtag med Stalin, som fandt det opportunt at tage ham til nåde efter hans død? Og hvorfor runger den dødbringende kugle fra hans egen finger på aftrækkeren den dag i dag?</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> VB tabte, referatet fra kampen kom afsted, og så var det, jeg traf Hans Hertel, der førte mig ind gennem en port og op på 1. sal hos Laurits Betjent, hvor der var ”Unge digteraftener”, ifølge et opslag med tre digtere på plakaten. Og det var her, Majakovskijs liv og død fyldte ved bordet.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Cecil Bødker, Benny Andersen og Bent Irve skulle optræde, de sidstnævnte med deres debutsamlinger, og ud på natten blev mine ben til gelé, det bemalede papmachetræ på dansegulvet revnede, barken sprang læk; de rillede streger antog form som ”gabende skrå kindbind”, husket med en lånt metafor fra bagsiden af Det Poetiske Bureaus ”Udvalgte værker” af Vladimir Majakovskij.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Hans Hertel skulle hjem efter Bent Irves oplæsning af ”Nætterne”, Bent var den sidste på scenen, og så voksede festen. Foruden Majakovskij, hvem Irve talte mest om, højt og uden omsvøb, inddrog han Wallace Stevens, Ezra Pound og Dylan Thomas som de mest betydningsfulde poeter. ”Højt og uden omsvøb” var efter sigende Majakovskijs yndlingsudtryk, og titlen på et af hans mest berømte digte.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Bent Irve havde selv oversat Stevens og haft en finger med i en svensk oversættelse af Majakovskij. Svensk digtning bevægede sig i langt højere luftlag end den danske - forklarede Bent - digterisk, æstetisk og oprørsk, hvad Benny Andersen kunne bifalde: ”Det er fra Sverige, vinden blæser med nyskabende, visionær poesi,” og pludselig henvendte han sig til selskabets yngste: ”Om jeg havde læst ’Ti svenske poeter’?”</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> ”Udvalgt og oversat af mig,” svarede en ung mand i brun fløjlsjakke akkurat magen til min. Han besatte adræt en ledig stol og præsenterede sig som Nils Fisker, Hvedekornsdigter og repræsenteret i Torben Brostrøms antologi, ”Lytteposter”. Dertil havde han haft digte i Perspektiv, Hans Reitzels Danske Magasin, som var (næsten) lige så blåstemplende som Gyldendals Vindrosen.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> ”Södergran og Boye – hvorfor har du ikke kvinder med i dit udvalg?” spurgte Cecil Bødker.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> ”Vi har koncentreret os om de unge, de yngre svenske poeter,” svarede Fisker, og Cecils mand tog over, som om det generede ham, hvis hans kone skulle komme for godt i gang udover at læse sine egne digte. Hans absolutte favoritter var Walter Whitman og Arthur Rimbaud med deres udfordring af småborgerlig selvtilstrækkelighed og gængs moral; deres banebrydende digteriske indsats på hver sin side af Atlanten, deres genvordigheder, fortrædeligheder under uhellige omstændigheder. Således kom det bag på en usikker gut som mig at mine to digterhelte var selverklærede bøsser, Rimbaud ovenikøbet slavehandler i Afrika. Eller måske var det våbenhandler, Arne Bødker fik ham ansat som med stor respekt for digterens moralbrud og risikable metier.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Heller ikke Majakovskij havde holdt sig for god. Bag digterens troskyldige, indimellem puerile lyriske vendinger gemte sig en strid børste, propagandist og kurer for Stalin på internationale ”kulturrejser”, hvor han efterlod knuste kvindehjerter, befrugtede ægceller og stærke digte til amerikanske og europæiske tidsskrifter.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Irve reciterede Majakovskij, nogle linjer af et digt, dedikeret til digterens ”Kære selv”, og da var det, som om russeren slog sig ned ved bordet på Laurits Betjent, tog plads i mit hjerte i det mindste: ”Hvorfra skal jeg stævne ud? /Hvis jeg var som et lille hav/rejste jeg mig på bølgetå/ og kunne med kærtegn månen nå/ Hvor kan jeg finde en at elske/ som passer til mig i størrelse.” Og i benovelse og beruselse over, hvordan det lod sig gøre at sige dybsindigheder så let og ligetil, vovede jeg at spørge Cecil Bødker, der allerede var landskendt med fire udgivelser på Arena - jeg spurgte hende forsigtigt, om hun kunne hjælpe os med et digt eller to?</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Vi var nemlig ved at lave et digtertidsskrift i provinsen. Og det ville hun da gerne!</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> ”Selvfølgelig skal hun det!” indskød Arne Bødker bestemmende, som om en væsentlig beslutning tilhørte ham alene, og Benny Andersen morede sig over noget, jeg ikke helt fattede dengang.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"><br /></span></p><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjDdK7RDhe6pn4epe7no3JtzvoA9krIaH1F_yj5EfpZ5aX6pZbF9bTrBtJbfumUseVoHjigBX4NMZA8OjrTEKXiG4dNt6HJdnMWL0tIp1uQx1kaEvjrK7oD9hT77u0Zxk2T78JZXOxWHTW26hmLty0BNrvIKIGTX2QIYr9Hu_yvtQHefnCtlb9Ez5A2Osw/s1131/Ulrik%20Gr%C3%A4s.jpg" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><span style="font-family: georgia;"><img border="0" data-original-height="1131" data-original-width="1012" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjDdK7RDhe6pn4epe7no3JtzvoA9krIaH1F_yj5EfpZ5aX6pZbF9bTrBtJbfumUseVoHjigBX4NMZA8OjrTEKXiG4dNt6HJdnMWL0tIp1uQx1kaEvjrK7oD9hT77u0Zxk2T78JZXOxWHTW26hmLty0BNrvIKIGTX2QIYr9Hu_yvtQHefnCtlb9Ez5A2Osw/s320/Ulrik%20Gr%C3%A4s.jpg" width="286" /></span></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-family: georgia; font-size: x-small;">Ulrik Gräs</span></td></tr></tbody></table><p><span style="font-family: georgia;">Det lysnede for en ny dags komme, Bent Irve og jeg steg ind i en taxa udenfor porten til Laurits Betjent med kurs mod hans bopæl; mindst to broer blev lagt bag os på syngende fælge og dæk, asfalten smuldrede og endte i grus. Storbyens bygninger sank, de modkørende biler forsvandt sporløst. Omkring os var ikke andet end barakker, den ene række efter den anden i Ballonparken på Islands Brygge. Omgivelserne mindede mig om min barndoms TYILY 1945 med de efterladte, hjemløse tyskere i en hyttelejr over for onkel Poul og moster Maries bopæl på den rigtige side af vejen til Horsens.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Irve låste os ind, han smed tøjet og gik splitternøgen til ro, mens jeg blufærdigt beholdt underbenklæderne på. Efter tre år i Stockholm var han retur i et skur i Ballonparken med et tykt lag støv og dun, apropos russeren: ”Af en dåsetuns skæl kan jeg læse hvad endnu stumme læber vil råbe,” som Majakovskij sukker i et digt. Og hvor Hans Hertel havde en krystalvase på sit skrivebord, stod her i Bent Irves digterhule et skjoldet fotografi af en efterladt svensk kvinde med et faderløst barn som han vedkendte sig, efter at han næste dag havde sendt mig afsted til den lokal skurvognskøbmand. Jeg skulle hente noget til frokost der kunne holde sig. </span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Tilbage hos Bent Irve med forsyninger sad en upåklædt digter ved skrivemaskinen, og skrev på et digt, vi kunne regne med i Vejle, når han en dag fandt det fuldendt; Bents arbejdsmetode var at skrive om og om igen, og så citerede han nogle verselinjer af Majakovskij, her gengivet frit efter hukommelsen: ”Svært er det at dø, endnu sværere at leve.”</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Han rejste sig, tog en slåbrok på og slog bæltet rundt om livet, jeg kan huske, farven var blå. Og nu fik jeg set mig omkring. Hans digterværksted rummede et bredt leje, bygget på trækasser fra Carlsberg, stakkevis af bøger fra gulv til loft med mere eller mindre færdige malerier op ad vægen. Han var både digter og maler. Ligesom Majakovskij der skrev og tegnede: ”Jeg pjaskede noget maling ud af en dåse og smurte den grå hverdags landkort ind, jeg udpegede på en tallerkenfuld gelé oceanets gabende skrå kindben…” </span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Her godt seks årtier senere tror jeg, Bent Irve ville have sagt god for det udvalg af Majakovskijs digte, der nu er udkommet i en handy bog til baglommen i Bo Svodas kæphøje, fine oversættelse med svajeragtige udråb, trompettruttende lyrik, massive ideologiske digte ved siden af ideologikritiske, bizarre inversioner med futuristiske perler glimtende fra sprækker i de grammatiske misdannelser. Majakovskij er poesiens Emil Zátopek, der rykkede på de sidste få hundrede meter, og hvis skallede isse gik fra side til side som et løbs pendul fra opløbssvinget til målstregen. På samme vis løbes umiskendelig poesi hjem i spurten hos Majakovskij.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Jævnaldrende danske poeter må have haft Majakovskijs industrielt dunkende rytmer i øregangen. Emil Bønnelycke og Tom Kristensen delte fødselsår, 1893, med Majakovskij, der debuterede i 1912, knap 20 år. Bønnelyckes debutsamling, ”Ild og ungdom”, kom fem år senere, hans ”Asfaltens sange” i 1918, og han lyder som et ekko af Majakovskij i ”Dette helvede af en by”, 1913: hvor russeren skriver: ”De røde bildæmoner stejler og kører/ med drøn der eksploderer i dine ører… / i lyset fra sporvognens vilde pupiller”. Og man kan høre Majakovskij i Kristensens ”Fribytterdrømme”, hans debut i 1920. Og det samme gælder hos Harald Landt Momberg og Broby-Johansen, debutanter i 1922 med henholdsvis ”Parole” og ”Blod”, begge med Majakovskijs dekonstruktion af syntaksen, hans vrængede digtermund på dansk.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Majakovskij dør i 1930. </span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Han er ikke længere sovjetambassadør i lyrik, rejsende rundt i de europæiske hovedstæder, endda over Atlanten. Om aftenen optrådte han ved officielle middage som kommunistfuturist, om natten strejfende rundt som paranoid bolsjevik i samtale med Eiffeltårnet: ”Stille tårn/ svaj ikke sådan/ de opdager dig. /Vær ikke bange/ broerne er på vores side/ floden ikke lige til at overskride.”</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Forfulgt til sidst af en smædekampagne i sovjetpressen der anklagede ham for klasseforræderi, tilhørende ”den småborgerlige revolutionære intelligentsia”, potentielt fatale anklager med reference til den eksilerede Trotskij. Sovjets kulturelite kunne ikke længere tolerere en kommunist og futurist i samme skikkelse; duks som han var og samtidig upålidelig. Dertil nedbrudt af sprut og kærlighed som eksperiment i en uhellig alliance med et ægtepar fra det bedre borgerskab. Han blev bandlyst af Stalin, hans digte fjernet fra alle institutioner, biblioteker og læreanstalter. Ikke desto mindre blev han fulgt af mere end 150.000 mennesker ved begravelsen. Hans selvmordsbrev, ”typografisk” brudt op på hans kendte linjetrin, trip, trap, trappetrin med luft: ”Min kærlighedsbåd/ grundstødt på livet/ det er slut med at leve/ jeg la`r minderne fare/ om gensidige pinsler/ problemer og nag.”</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Selvmordsbrevet skrev han fem dage før, han gjorde alvor af sit forehavende, og slutningen var formet som et karakteristisk Majakovskij-digt! Hans svenske biograf, Majakovskij eksperten Bengt Jangfeldt, er ikke i tvivl om brevets ægthed. Han har kortlagt Majakovskijs færden op til selvmordet. Digteren var sammen med en elskerinde: Veronika Polonskaja, skuespiller. De har haft et voldsomt skænderi. Hun går ned ad trappen til hans lejlighed; hun hører et skud og styrter tilbage og finder ham død på gulvet.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Oversætteren til ”Udvalgte værker” af Majakovskij, Bo Svoda, kan ikke dy sig for at påpege flere mistænkelige forhold udover selvmordsbrevets digteriske udformning. Den dræbende kugle matchede ikke digterens pistol; politikommissæren, der efterforskede sagen, blev selv dræbt få dage senere, og naboer påstod, at de havde hørt to skud, så det skortede ikke på florerende rygter og konspirationsteorier. Få år senere sagde Stalin god for den mand, hans partiapparat havde bekæmpet. Majakovskij fik digterisk genoprejsning og blev et nationalt klenodie.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"><br /></span></p><p><span style="font-family: georgia;">Efter min hjemkomst fra København modtog jeg det digt, der hang på Bent Irves skrivemaskine: ”I drømme” hed det, tilegnet den efterladte kvinde i Sverige: ”I nattens labyrint/er ømhedens kilde større/end dagens hunger. /Nu hviler min krop i din åndes skumring. / Kom da i drømme/ atter imod mig, vandrende/ ud af nattens kløfter/ med bjerge af evighed/ bagved din ryg.”</span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Digtet kom med i det lille tidsskrift, ”Unge digter”, vi udgav fra Vejle få måneder senere. Cecil Bødker holdt sit løfte. Og det viste sig at hun ovenikøbet boede i Kongsted, altså næsten nabo til os. Hun leverede digtet Pessimisme, hvor hun siger til ”ham Noa”: ”Find hullet i skottet/ menneskene er ikke gode/ bed ham lette bundventilen.” </span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Modsat Cecil Bødker var Benny Andersens tilskud optimistisk. Han sendte os et digt, der tog insekternes parti: ”Mosesnegle stiger op til overfladen. / Dybets gåder må op og trække vejret,” mens Nils Fiskers bidrag, Faldet, ramte tidsåndens sortseeriske side på linje med Cecil Bødkers frygt for en atomar krig. Fisker ”spræller i sengetøjet: den sammenkrøllede faldskærm,” og digtet slutter: ”Jeg har angst nok!” Derefter blev han tavs. </span></p><p><span style="font-family: georgia;"> Hvis Vlademir Majakovskij var blevet opfordret, ville han bestemt have leveret til dansk provins eneste litterære tidsskrift, anno 1960. Hans digtning bevæger sig på kanten af et dæmningsbrud med fare for patetisk lyrisk oversvømmelse. Men så sker det: Hans indre Zátopek rykker i opløbssvinget, og målstregen er en navlestreng, som han klipper med en brystkasse fuld af umiskendelig poesi, ja: ”Hvad med dig, kunne du vel spille en nocturne/med et afløbsrør som fløjte?”</span></p><div><br /></div>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-49865713365088288682024-03-07T08:37:00.000-08:002024-03-07T08:37:53.691-08:00En overraskelse, der kan minde om en åbenbaring<p><i>Jens Carl Sanderhoff<br />Faksimile<br />Det poetiske Bureaus forlag 2023<br />150 kroner</i></p><p><i>Af Arne Herløv Petersen</i><br />Jens Carl Sanderhoff er 58 år og har udgivet femten bøger. Jeg kendte ham som fortræffelig romanforfatter, men havde ikke læst digte, han har skrevet. Han udgav ellers digtsamlingen ”Underflugt” i 2008, men den havde jeg tilsyneladende overset.</p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjSgMr1NP4umSpiydNNZz-cajVyBIYomrz5_HK37SMTnCsRtQA2VRDBhd_S08M_0A2z2idEKA2l5n5V314eBNcWfkQ1Tn8cQJ6olYmyPg3nHL_WCySSXslpOsW0V7RO-oNwA2Ewa9mTY6jWjcaSgqFxNcS4-jFQsqUitT9ixw0AHIlwHIY9m-yjdkKBucg/s556/faksimile.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="556" data-original-width="428" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjSgMr1NP4umSpiydNNZz-cajVyBIYomrz5_HK37SMTnCsRtQA2VRDBhd_S08M_0A2z2idEKA2l5n5V314eBNcWfkQ1Tn8cQJ6olYmyPg3nHL_WCySSXslpOsW0V7RO-oNwA2Ewa9mTY6jWjcaSgqFxNcS4-jFQsqUitT9ixw0AHIlwHIY9m-yjdkKBucg/s320/faksimile.jpg" width="246" /></a></div>Derfor var det en overraskelse at se hans nye digtsamling ”Faksimile”, og da jeg nu læste bogen, blev overraskelsen til noget, der kan minde om en åbenbaring.<p></p><p>For det er slet og ret gode digte. Jeg kom med det samme til at tænke på Søren Ulrik Thomsen, og det er ikke så mærkeligt, for han fortæller selv i et efterskrift, at bogen er opbygget som en slags formundersøgelse og spejling af Søren Ulrik Thomsens ”Rystet spejl”.</p><p>Men bogen fik mig også til at tænke på andre danske digtere som Henrik Nordbrandt og Peter Poulsen og bag dem Thorkild Bjørnvig og Ole Sarvig.</p><p>Det er ikke det værste for en digter at fremkalde den slags associationer. Det viser, at Sanderhoff er digter – rigtig digter – og viser det på en sådan måde, at i hvert fald jeg kommer til at føle den kriblen i hovedbunden, der i reglen fortæller mig, hvornår noget er godt – hvornår det er uden for alt det sædvanlige, noget der fremkalder en genklang i den læsendes sind, denne ubeskrivelige fornemmelse af, at bogen er velkendt, som havde den været der længe før, og samtidig ny, så den folder noget ud, man aldrig har set helt på samme måde.</p><p>Jeg kan bedst forklare, hvorfor jeg synes digtene er gode, ved at citere dem. Så her er to af de titelløse digte fra ”Faksimile”:</p><p>Vi står ved siden af nattoget til Frankfurt<br />mens vi aflægger rejsen et løfte i spejlingen<br />vi ser i kupéens døde rude<br />og her befinder vi os allerede i en anden zone.<br />Den zone hvor man går ind og ud af sine drømme<br />uden helt at kunne skelne mellem liv og død<br />for vi ved vi snart vågner et sted<br />i Europas vilde arkiv som forlagte verdener<br />ja netop som en mappe fuld af løfter.<br />Den zone der altid slører detaljerne<br />som tågen af ansigter på familiefotografier<br />vi glemte vi var en del af<br />i disse uendelige albums.<br />Den zone der risler<br />som vand forbi ord<br />ingen kan holde i hånden.</p><p>***</p><p>Der findes ubrydelige bånd.<br />Lyden af din stemme er ikke af den slags<br />man lægger fra sig som en trist bog<br />eller ungdommens ikoner<br />der driver hjælpeløst omkring<br />i samfundets floder<br />på vej mod et iskoldt hav.<br />Det så jeg da jeg så at huden om min hånd<br />lignede et atlas over alt der havde betydet noget<br />at jeg ikke længere kunne genkende geografien<br />jeg selv havde skabt<br />for overalt på håndryggens sne<br />sad der sorte fugle<br />som kun ventede på<br />at jeg skulle dø<br />med en gestus som denne.</p>Jakob Brønnumhttp://www.blogger.com/profile/15475384629378472755noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-39634909567993879482024-02-26T02:32:00.000-08:002024-02-26T02:32:57.251-08:00 Mine sår kan tusinde sprog<p><i>Ny kurdisk lyrik<br />Ved Thorvald Bertelsen Alan Pary og Dara Kurdo<br />Det poetiske Bureaus forlag 2023. 584 s. Pris: kr. 250</i></p><p><i>Af Egon Clausen</i><br />Her kommer en anbefaling af en bog, som jeg kun har læst halvdelen af, skrevet af forfattere, som jeg ikke kender, og som handler om et land, der ikke findes. Mange af dens tekster er endvidere trykt uden brug af latinske bogstaver, så dem kan jeg ikke læse. På trods heraf vil jeg varmt anbefale bogen, som er en antologi med kurdisk lyrik fra 1970erne til i dag.</p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgqZzbYe42eAsncoyWlobc23ZepIwZn5nkxvppKUeEZk0SH99KCYh6S19rWq6pcoAYzlpwrcWH2z9ekxT2G2dVn1PMJjoK8K6ILYCER4QCgpKQIUxYV_wEQTc6cXqfh3lP5VG9LQDUUv6BDYnRDTsAZROHCcwvIx2ftiwmsvit6yDoyiyKJIRWRWjxn4y8/s540/Ny-kurdisk-lyrik.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="540" data-original-width="346" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgqZzbYe42eAsncoyWlobc23ZepIwZn5nkxvppKUeEZk0SH99KCYh6S19rWq6pcoAYzlpwrcWH2z9ekxT2G2dVn1PMJjoK8K6ILYCER4QCgpKQIUxYV_wEQTc6cXqfh3lP5VG9LQDUUv6BDYnRDTsAZROHCcwvIx2ftiwmsvit6yDoyiyKJIRWRWjxn4y8/s320/Ny-kurdisk-lyrik.jpg" width="205" /></a></div>Den præsenterer 49 kurdiske lyrikere, med digte der er oversat til dansk og præsenteret på den måde, at originalteksterne står på venstresider, mens de oversatte digte står til højre. Disse oversættelser udgør således halvdelen af bogen, og det er dem, jeg har læst. Hvad kurderne angår er de et folkeslag som stormagterne for hundrede år lovede en selvstændig stat, men de blev svigtet, og i dag lever de ca 30 millioner kurdere som forfulgte mindretal i Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran. Deres triste historie har skabt megen bitterhed. ”Mine sår kan tusinde sprog” står der et sted. Et andet digt, af Xunava Ayoub, taler ligefrem om ”Dolken i vores ryg, der bliver plantet af hele verden, af de samme hænder der stemmer for at legitimere, at vi bliver slagtet i ulvenes førende organisation: De forenede Nationer.”<p></p><p>Med sådan en baggrund kan det ikke undre, at kurdernes poesi er fyldt med bitre ord om kampe og nederlag, om flugt og angst, om undertrykkelse og sorg. ”Magt og vold er brødre,”.hedder det et sted, og vi får at vide, at træerne er syge. Gaderne græder. Engene er deprimerede. Månen har selvmordstanker og Gud er trist og ensom. Det samme er kurderne. De har ingen venner. ”Kun bjergene er kurdernes venner”.</p><p>Alt er dog ikke tristhed. Antologien har således bidrag fra kvindelige kurdiske lyrikere, der tilfører samlingen et livgivende element af erotik, der er beskrevet i et sprog som giver plads til såvel det fysiske begær som til længslen efter at forenes med sin elskede, hvis navn ingen må nævne, men som er Kurdistan. Et eksempel herpå finder man i et digt af Hero Kurda: ”På det varme havs bredder/ står jeg/ Mine hæle kysser din kyst/ Jeg løfter op i kjolen til knæene/ En bølge/ kaster din perle op i mig/ Ræk hånden frem/ Du vokser i mig/ Sluk lyset/ Vi bliver tre.”</p><p>En anden kvindelig digter er Lazo Azad, der skriver: ”Jeg er den vilde pige i poesiens verden … Åh, gud! Hvor er det smukt at være pige. Hvor er det frydefuldt at være kvinde.” Alt er således ikke krig og kamp. En digter ved navn Dilawar Karadaghi skriver meget, meget smukt om naturen, som vi skal værne om, og om haverne, som vi skal passe på. ”At tale med træer og blomster. Det er at tale med Gud,” og ”Gud våger over os. Han ser os, og han elsker os.”</p><p>Bogen med Ny kurdisk lyrik er udgivet af Det poetiske Bueraus forlag. Den er redigeret af Alan Pary, Dara Kurdo og Thorvald Bertelsen. Sidstnævnte har også oversat de fleste af digtene. Det er en imponerende bedrift som har været fem år undervejs, og som ikke blot bør glæde kurderne, men som også beriger dansk litteratur med et udblik og et sprog som vi alle kan have gavn og glæde af.</p><p><br /></p><p><br /></p><p><br /></p>Jakob Brønnumhttp://www.blogger.com/profile/15475384629378472755noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-76563081913395198082024-02-06T02:54:00.000-08:002024-02-06T02:54:04.887-08:00Virkelighedens omskiftelige natur: Deleuze om Nietzsche<h4 style="text-align: left;">Den franske filosof Gilles Deleuzes bog om Nietzsche foreligger nu i dansk udgave. ’Nietzsche og filosofien’ er en omfangsrig og banebrydende bog, som kræver engagement af sin læser, men belønner samtidigt den tålmodige med fornyet styrke. </h4><p><i>Gilles Deleuze<br />Nietzsche og filosofien<br />Oversat af Robert Morsing Thyssen</i><br /><i>Multivers</i></p><p><i>Af Jakob Kvist</i><br />Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) var en af de toneangivende filosoffer i det 20. århundrede. Med sin hæse stemme og stoiske ro gik han imod den intellektuelle vind. Altid skarp i sin kritik men alligevel med en aura af gavmildhed omkring sig. Men herhjemme synes kendskabet til den store tænker at være begrænset. Mit eget kendskab til Deleuze startede, da jeg begyndte at studere på CBS og til min store overraskelse erfarede jeg på et filosofisk valgfag på KU, at Deleuze her var et ukendt navn. Deleuzes navn støder man oftest på i kunst- og litteraturverdenen herhjemme. </p><p><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: left;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjog8vhLZnRllJWKmAf0vYAaxw566hBynzSOasobWz6j3kMG_k2vIO7HrfZd3zZSpsRxgJUZhCu0I_0fT0IztBs1DeRgnFex-q6gBx__pyD9YAnNe1t_r9PP4dO3TtDX7aTdLl68RBsu8GPWEAMcHBNVfpoaDifa3pB5dqfBJOQvA6EO0LGAx7HOrn3wUE/s988/43.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="778" data-original-width="988" height="252" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjog8vhLZnRllJWKmAf0vYAaxw566hBynzSOasobWz6j3kMG_k2vIO7HrfZd3zZSpsRxgJUZhCu0I_0fT0IztBs1DeRgnFex-q6gBx__pyD9YAnNe1t_r9PP4dO3TtDX7aTdLl68RBsu8GPWEAMcHBNVfpoaDifa3pB5dqfBJOQvA6EO0LGAx7HOrn3wUE/s320/43.jpg" width="320" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Deleuze</td></tr></tbody></table>Deleuzes forfatterskab er imponerende i omfang og kan groft deles op i monografier, de berømte filmbøger, afhandlingerne og bøgerne skrevet med med Félix Guattari. </p><p>Deleuzes filosofi tager afsæt i forskelle og tilblivelse for bedst muligt at kunne begribe virkelighedens omskiftelige natur. For at kunne kapere forandringens evige strøm, skaber bevidstheden forestillingen om stilstand. </p><p><b>’Nietzsche og filosofien’ reder trådene ud</b></p><p>Deleuzes ’Nietzsche og filosofien’ rummer både en original læsning af Nietzsche og en fremstilling af Deleuzes egen filosofi. I modsætning til at trække sin egen tænkning ned over Nietzsche, som det fx er tilfældet i Martin Heideggers læsning af Nietzsche, så er Deleuze mere elegant i sin måde at tænke med Nietzsche på. Deleuze installerer sin tænkning i hjertet af Nietzsches filosofi og tænker på den måde inde fra Nietzsches verden og ud. Det åbner op for en særlig fortrolig føling med, hvad der er på spil. Derfor er Deleuze i stand at føre sin læser trygt gennem Nietzsches tankelandskab med en imponerende pædagogisk kraft. Man klædes på til de mange udfordringer, som er forbundet med at læse Nietzsche grundet hans særlige stil. Nietzsches skrift følger ikke det forventelige men udfolder sine tanker i kortere tekststykker med overraskende budskaber. Ved at skrive aforismer var Nietzsche i stand til at opfinde nye veje for tanken, som Deleuze mesterligt demonstrerer. </p><p>Samtidigt skaber Deleuze et bolværk mod de mange grufulde misforståelser, som er hæftet til Nietzsches navn. Med et imponerende overskud viser Deleuze de store sammenhænge i Nietzsches tænkning, som bryder med traditionen. Det er en sand fornøjelse at følge, hvordan Deleuze sætning for sætning, viser det smukke tilhørsforhold mellem tænkning og liv. I en mærkværdig samhørighed med Nietzsche bliver vi vidner til, hvordan livet gør tænkningen aktiv og hvordan tænkningen gør livet bekræftende. </p><p><b>Kraft og magt </b></p><p>Nietzsches filosofi handler om at skabe nye måder at leve på, hvilket vi sige nye måder at føle, sanse og tænke på. Det handler om at sætte tænkningen fri fra de svage kræfter, som dominerer den. En af Deleuzes store bedrifter er at vise, hvordan hele Nietzsches filosofi er baseret på en særlig måde at tænke og forstå kræfter på. Det er aldrig muligt at isolere en kraft for at gøre den til genstand for måling. En kraft findes aldrig som noget enestående, fordi kræfter altid står i forhold til hinanden. Kræftforhold er altid udgjort af en aktiv og en reaktiv kraft: ”Enhver kraft står enten adlydende eller befalende i forhold til andre kræfter.”. Aktiv og reaktiv er de kvaliteter, som udtrykker forholdet mellem kræfter. En krafts styrke er dens kvantitet men det forholder sig sådan, at kvantiteten kun udfolder sig i forhold til en anden kraft for hvem den er kvantitativt forskellige fra. Kvantiteten kan derfor kun aflæses i forskellen mellem kræfter. Det betyder, at kvantitet må vurderes kvalitativt. Og som det hedder i oversætterens indledning: ”Kvantitet er forskel i kvantitet, men denne forskel er kvalitativ.”.</p><p>Kraftforholdenes ontologiske kvalitet består i, at der ikke findes noget bagved dem. Alting har sit udspring fra relationen mellem henholdsvis en overlegen og underlegen kraft. Nye måder at leve på handler om at evnen til at kunne påvirke og lade sig blive påvirket af kræfter. </p><p><b>Bevidstheden som symptom </b></p><p>Deleuze påpeger, at bevidstheden udtrykker en reaktiv kraft: ”Det er uden tvivl vanskeligere at karakterisere disse aktive kræfter for af natur undslipper de bevidstheden…”. At bevidstheden er uvidende om sit eget udspring er en mulig forklaring på, hvorfor filosofihistorien ikke har været i stand til at forklare bevidstheden meningsfuldt. Bevidstheden bilder sig selv ind, at den findes som noget særskilt og at den repræsenterer det dybeste lag af virkeligheden. Deleuze udfordrer bevidsthedens høje tanker om sig selv ved at stille spørgsmålet: hvad er bevidstheden symptom på? Hvilke kræfter er bevidstheden egentligt udtryk for? Bevidsthedens reaktive natur består i, at den ikke er bevidst om hvilke kræfter, som muliggjorde dens eksistens. Hvis bevidstheden ikke udfordrer sine egne fordomme, vil den kun være i stand til at se sit eget spejlbillede i alting. Bevidstheden bilder sig fx ind, at den er i besiddelse af en fri vilje. Det får os til at leve i en begrænset udgave af virkeligheden, for vi har rigtigt nok en vilje, vi har bare ingen indflydelse på, hvad det er, vi vil. </p><p>Det kræver en ekstra indsats for os at blive opmærksomme på det udenfor vores bevidsthed, som yder indflydelse på os. Det handler om at: ”… opdage de aktive kræfter som selve reaktionerne ikke ville være kræfter foruden.”. Som organisme holder kroppen os i live ved at fordre os med virkelighedsoplevelser. Disse virkelighedsoplevelser behøver ikke at have noget med virkeligheden at gøre, men virker ved at skabe følelsen af at være i en helhed. Det gør hjernen blandt andet ved at udstyre os med forestillingen om en bevidsthed med en fri vilje. Når Deleuze hævder, at: ”Egentligt findes der kun videnskab, hvor der ikke er nogen bevidsthed, og hvor der ikke kan være bevidsthed.”, handler det om at vise, at bevidstheden har en praktisk nytteværdi for vores overlevelsesmuligheder, men at bevidstheden samtidigt intet har at gøre med, hvad der er virkeligt. </p><p>De fleste lever i den forestilling, at de med deres bevidsthed iagttager ting ude i verden. Et subjekt som iagttager et objekt. Fokus er herpå den iagttagende og det, som bliver iagttaget, hvilket efterlader os med forestillingen om, at der findes en adskilt iagttager fra verden(det iagttagede). Hvad der udebliver er selve iagttagelsen. Dvs. det som foregår mellem iagttageren og det iagttagede. For det er faktisk det eneste, som vi med sikkerhed kan sige eksisterer. Hjernen skaber en forestilling om, at vi lever i en fælles verden med adskilte bevidstheder, fordi det har en praktisk værdi for os. Det gør det nemmere at samarbejde. Når vi udfordrer det billede af virkeligheden, som hjernen præsenterer for os, går hjernen i alarmtilstand, fordi der kommer huller i vores virkelighedsoplevelse. Men når der slås hul på vores virkelighedsbillede, kan de kræfter, som muliggør vores oplevelser, trænge igennem. </p><p>Der findes et plan før, vi bliver bevidst om vores tilstedeværelse i verden. Dette plan er hele tiden ”foran” os, fordi bevidstheden altid kommer efter dette plan. På dette plan findes der ingen orden eller genstande som sådan. Derimod hersker en konstant omskiftelig aktivitet, hvor alt er i bevægelse. Alt det som sker i sekunderne inden, vi beslutter os for noget. Celledelingen i min venstre fod. Kroppens konstante bestræbelse på at opretholde en indre ligevægt. Den forudgående kraft er svær at forestille sig, fordi den følger en logik, som er ikke logisk i traditionel forstand. Normalt forestiller vi os, at vi kommer gående med vores bevidsthed og bliver ramt af sanseindtryk, som bevidstheden oversætter for os. Men det forholder sig faktisk omvendt. Overalt er der evigt bevægelige sanseindtryk og ud fra dem udspalter sig forestillingen om et adskilt subjekt og objekt i form af en person, som iagttager verden. Når vi render rundt og forestiller os, at vi alle render rundt i den samme faste verden med hver vores bevidsthed, så lever vi i en fælles illusion. Det er en praktisk illusion, som gør, at vi kan samarbejde. Men tildeler vi denne illusion for høj en sandhedsværdi, bliver vi blinde for den forudgående kraft, som muliggør, at vi kan føle, at vi oplever at være i den samme verden. Vi står ikke overfor verden. Vi er snarere kanaler for forudgående kræfter, som virker gennem os. </p><p><b>Viljen til magt</b></p><p>Viljen til magt handler for Nietzsche ikke om trangen til at besidde magt. Vi må mindes de tidligere omtalte kraftforhold. Deleuze beskriver Viljen til magt som det element, hvor kræfternes indbyrdes forhold udspringer. Samtidigt er viljen til magt styret af et plastisk princip, hvori den blander sig og omdanner sig med det, som muliggør dens eksistens. Med Deleueze ord: ”… i hvert tilfælde bestemmes med det som det bestemmer”. Deleuzes opdeling siger, at: ”Kraft er det der kan, vilje til magt er det der vil.” Lidt populært kan man sige, at kraften er den rene mulighed mens viljen til magt er udnyttelsen af muligheden. Det vil sige, at det er igennem viljen til magt, at en kraft bemægtiger sig andre kræfter. </p><p>Vil man forstå Nietzsche, må man forstå, hvad man kan kalde for Nietzsches metode. Frem for for at tage udgangspunkt i psykologiske kategorier som erkendelsen, bevidstheden eller den frie vilje, så går Nietzsche mere altomfavnende til værks med sin topologiske metode. Ærindet er befri tænkningen fra det, som begrænser den - ved at tænke ud fra sagen selv. Når vi forestiller os verden gennem fornuften, bliver vi blinde for det, som gør fornuften mulig og vi ser dermed kun en begrænset side af virkeligheden. Frem for at starte oppe i det snusfornuftige hoved, så tager Nietzsches metode udgangspunkt på stedet. Det gøres ved at lade stillede spørgsmål udvikle sig af sig selv eller stille dem i det miljø, som vil afgive et livsbekræftende svar. Det handler om at omvurdere det, vi allerede har at gøre godt med ved at overvinde fornuftens spændetrøje. Sigtet er at omvende det element, hvorfra værdier får deres betydning. Det sker ikke ved at sætte noget i stedet for det, som vi allerede har, men derimod sker det ved at ændre selve det sted, hvor man står. Vi står ikke over for noget, når vi beskriver det – vi indskriver os i det og omdanner os med fænomenet. Vi bliver uadskillelig fra stedet og på den måde ændres selve ”stedet”. I bund og grund handler viljen til magt om evnen til at kunne blive påvirket af noget andet end en selv. Evner vi kun at bruge fornuften, når vi tænker, er vi ikke i stand til at blive påvirkede, fordi vi lukkes inde af svage kræfter. Livet handler om at åbne sin væren op for verden, for jo mere man er i stand til at lade sig påvirke, jo mere kraft har man. </p><p>Man benægter livet, når man ikke er i stand til at lade sig påvirke. Vores livsførelser og tanker om livet bliver styret af ressentiment og dårlig samvittighed. Man bliver jaloux på dem, som besidder kraften til at lade sig påvirke. Nihilismen viser sit ansigt og reducerer vores vilje til magt til viljen til intet. Alt mister sin mening og værdi og vi formår ingenting at udrette i eget navn. Vi bliver en stående undskyldning for os selv og søger febrilsk at finde eksterne syndebukke. </p><p>Nietzsche beskriver en lang historie om ressentimentet og dårlig samvittighed, hvori han blandt andet gør kristendommen og præsterne til skyldige i at gøre mennesket til et tamt og livsbenægtende dyr. Og Deleuze viser, hvordan liberalismen og kapitalismen overtager stafetten ved at manipulere gennem overtro og frygt. Samtidens floromvundne taler om frihed og udvikling er et symptom på livsbenægtelse. </p><p>Nietzsches sprog er centreret omkring kropslige metaforer for at kunne bedømme, vurdere og diagnosticere ud fra helt nye målestokke. Filosoffen er lægen, som foretager de rette indgreb til at kunne tolke patientens symptomer. Diagnosen består i at fastlægge, hvilke kræfter som ligger til grund for symptomerne. Det er altså en måde at smide de gamle begreber godt og ondt over rælingen. Filosoflægens fornemmeste opgave er holde patienten stærk gennem et sundt helbred. Men derfor handler det ikke om at komme af med alle de svage kræfter, som patientens krop også består af. For filosoflægen ved, at kroppen består af både stærke og svage kræfter og at et sundt helbred består i et sundt forhold mellem kræfterne. Kroppen bliver stærkere ved at holde de svage kræfter i ave men bliver kritisk syg, hvis de svage kræfter formår at skille de stærke kræfter fra det, de kan. </p><p>Kroppen bruges som metafor til både at beskrive den enkeltes eksistensmæssige beskaffenhed men i lige så høj grad hele artens, når der snakkes om samfundslegemet og deslige. </p><p><b>Filosofiens rolle</b></p><p>Filosofiens rolle beskrives i den Nietzscheanske treenighed, som består af 1) fremtidens filosof som filosoflægen, der fortolker symptomer, 2) filosofkunstneren der fremstiller typer og 3) filosofdommeren som afgør hvilke kræfter der ligger til grund for noget og hvilken rang, de skal tildeles. Filosoffen stiller diagnosen ved at registrere sin samtids symptomer for efterfølgende at afgøre patientens sygdomstilstand: i hvor grad er patienten styret af henholdsvis stærke og svage kræfter? Herfra gør filosoffen sig i stand til at vurdere, hvilke værdier som må gå fremtiden i møde, så den fornemme og sunde krop kan sprede glæde i livet. </p><p>Viljen til magt handler om evnen til at bekræfte livet ved at kunne sige ja til livet. At ville er det samme som at skabe og det at ville er forbundet med glæde. Men det er ikke så lige til, som det kan lyde. For når viljen er blevet underlagt svage kræfter, står den tilbage som en svag vilje, en vilje til intet. Det får os til at sige nej til livet og leve i benægtelse. Vores eksistens fyldes med bitterhed og smerte mens den bekræftende vilje befrier os fra vores laster. </p><p>Magt er det, der vil i viljen og det der vil, vil altid være skabende. Det er forbundet med smerte ikke at være skabende i sit eget liv, ikke at være årsag til egen fremdrift. Formår man derimod at give slip på egoismens umodenhed, kan følelsen af lethed opstå, fordi man begynder at sanse og føle ting, man ikke tidligere var modtagelig for. Vi styrer ikke viljen selv, men vi gives mening af viljen ved at nå det gennembrud, hvor ny mening og nye værdier opstår igennem os. At sige ja til livet, handler om med hvilken styrke viljen virker gennem én på. </p><p>I vores travle liv har vi ikke tid til at tænke, hvilket er vores måde at sige nej til livet på. Ved hele tiden ikke at være nærværende dér, hvor vi er, benægter vi øjeblikkets fylde. Vi er ikke i stand til hverken at føle, sanse eller tænke på livsbekræftende måder, hvilket gør livet til en byrde, som vi dulmer med forbrug og ligegyldigt arbejde. Konstant aggressive og sure på naboen lever vi i et forrået miljø, som kapper alle forbindelser til livet. </p><p>Vores svage måde at tænke på skyldes, at vi ikke kender til forskellen mellem erkendelse og tænkning. Vi skal derfor blive bedre til at kritisere erkendelsen selv for at give plads til nye kræfter, som giver tænkningen en anden mening og status. Det handler ikke om en begrænsende og livsbenægtende fornuft, men om en tænkning som fører livet til det yderste af det, som livet kan. En sådan form for tænkning handler om at opdage og opfinde nye muligheder for livet. Med Deleuzes ord: ”Livet overskrider de grænser som erkendelsen sætter for det, men tanken overskrider de grænser som livet sætter for den.”. Når vi tænker, så sanser og føler vi på nye måder. Vi blander os med omgivelserne for at indoptage dem i vores erfaringer for at omdanne de værdier, vi er låst af. Måske vi kan opdage, hvordan livet gør tænkningen til noget aktivt og hvordan tænkningen bekræfter livet. </p><p>Med ”Nietzsche og filosofien” gives vi inspiration til nye måder at leve på, hvilket aldrig har været mere aktuelt. Bag al vores snak om frihed og fremskridt står en svag livsbenægtende vilje, som spreder sygdomme rundt i samfundslegemet. På hvert et gadehjørne står en coach klar og bruger den positive psykologi til at sige ja til livet. Men deres sigen ja til livet er som Nietzsches æsel, der siger ja, men i virkeligheden mener NEJ. </p><p>Med denne bog får vi et sprog til at artikulere vores ufrihed. Man bliver ikke fri af at knokle sig ihjel. Meningen med tilværelsen er ikke, at de mange skal arbejde for de få. Men når ressentimentet og den dårlig samvittighed har spredt sig i samfundslegemet, er vi adskilt fra det, vi kan. Som slaver af vores laster scroller vi løs på de sociale medier, sluger maden inden vi har slugt på den mens vi ser ligegyldige serier på Netflix. En hver ubehagelig følelse i kroppen overdøves med forbrug og mere arbejde for at kunne opretholde det ligegyldige forbrug. Når folk dejser om i massevis med stress og depression og der skal foretages offentlige besparelser på trods af, at vi aldrig har været rigere, så er det symptomer på en meget svag og syg samfundskrop. Vi evner heller ikke at foretage klimavenlige handlinger, fordi vi ikke har viljen til at ændre de strukturelle forhold, som betinger vores destruktive adfærd. Når vi mærker ubehag i kroppen, men lader os bestikke med en løncheck, så benægter vi livet. </p><p>Den stærke krop er den, som er modtagelig for nye idéer. Det stærke samfundslegeme er det, som forstår det eksistensbefordrende i at leve på en måde, hvor arbejde og forbrug fylder mindre. Vi begynder først at opleve mening, når vi kan omdanne den grufulde smerte, som vores samfundslegeme er udsat for. Det kræver, at vi kravler ned af det liberale kors, som vi er fastnaglet til. Man bliver årsag til egen fremdrift, når man forstår værdien i at indrette sig med få midler. Måske tiden er inde til, at vi indretter tilværelsen mere efter livet og mindre efter arbejde og forbrug. </p><p>Med denne bog bliver det muligt at se, hvordan kristendommens måde at gøre folk bange gennem overtro bliver overtaget af liberalismen. Som en kræftsvulst på samfundslegemet spreder den liberale overklasse sine meningsløse idéer ud i samfundet. Deleuzes giver os værktøjerne til at skabe en tilværelse, som står i livets tjeneste. Vi mindes om, at kritik handler om kunsten at kunne være tilintetgørende og skabende i en og samme handling. </p><p>Robert Morsing Thyssen har stået for en flot og vigtig oversættelse til det danske publikum. Jeg håber, der kommer flere. </p><div><br /></div>Jakob Brønnumhttp://www.blogger.com/profile/15475384629378472755noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-20902073747232499032024-01-22T05:35:00.000-08:002024-01-22T08:55:33.985-08:00 Stravinskys poesi<p><i>Stravinsky: Violinkoncert i D<br />James Ehnes (Violin), BBC Philharmonic Sir Andrew Davis<br />Chandos</i></p><p><i>Af Jakob Brønnum</i><br />De bedste af Stravinskys værker i de bedste af opførelserne virker som om alting er placeret på den rigtige måde i forhold til et eller andet ideal, man ikke kender, men alligevel genkender, når man hører det. Det kan lyde mystisk og sågar forvrøvlet, når man læser det kommunikationssammenhæng. Men det er præcis den poesi, man kan møde, når man lytter til Stravinskys Violinkoncert, der netop er udkommet i en ny indspilning på Chandos.</p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjbM9qXz61Wslm-2Bs1pU-jRj-l614KBG1-n1jchwU4nZM-geLpG9Ay23JCS9YfP0fmvdG2EIpXfXu-aqk1iTZwmgFPS0tWMPs8daSzMOiJBQ1HGtFGfsz6rtN-xRKsjtsYYAFZGG1Zg1fgdCcKYjiAwwdPLLGdAlI7n2MOQJDfUfU0A3r1SXQDLYmDq_w/s315/61Yf2FT-oIL._SR600,315_PIWhiteStrip,BottomLeft,0,35_SCLZZZZZZZ_FMpng_BG255,255,255.png" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="315" data-original-width="305" height="315" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjbM9qXz61Wslm-2Bs1pU-jRj-l614KBG1-n1jchwU4nZM-geLpG9Ay23JCS9YfP0fmvdG2EIpXfXu-aqk1iTZwmgFPS0tWMPs8daSzMOiJBQ1HGtFGfsz6rtN-xRKsjtsYYAFZGG1Zg1fgdCcKYjiAwwdPLLGdAlI7n2MOQJDfUfU0A3r1SXQDLYmDq_w/s1600/61Yf2FT-oIL._SR600,315_PIWhiteStrip,BottomLeft,0,35_SCLZZZZZZZ_FMpng_BG255,255,255.png" width="305" /></a></div>Violinisten James Ehnes står foran BBC Philharmonic, dirigeret af Andrew Davis i en opførelse af stor skønhed og klarhed. Den firesatsede koncert på omkring 20 minutter forløses med en beundringsværdig, næsten anskuelig forståelse af dens stramme, indre logik.<p></p><p>De to første satser fremstår som sådanne rene klangverdener, tonale byggeklodser, man må beundre for deres velformede udformning. Det er som om musikken har en indlagt lysvirkning og farvesætning, som kun træder frem, når det lykkedes på den måde, det gør her.</p><p>Den dybt elegiske fortolkning af den langsomme tredje sats forbliver længere i erindringen end forventet. Jeg kan vist ikke mindes Stravinsky så propfuld af følelsesmæssige replikker, som Ehnes viser os ham her.</p><p><b>Barokken som forbillede</b></p><p>Finalesatsen står frem med en uventet munterhed og favner de elementer af folkemusik, der ligesom lidt skævt kommer ind i lydbilledet.</p><p>James Ehnes fortolker med stor personlighed, næsten med et senromantisk svung sine steder, og gør på en måde op med den tilbageholdenhed og kølighed, man ofte man møder i opførelser af Stravinsky, der forsøger at matche den forestillede kølighed i det knappe neoklassiske udtryk, som Stravinsky og mange komponister anvendte i det 20. århundredes første del, som et opgør med svulstigheden i den klassiske musik fra årtierne inden, folk som Tjajkovskij, Dvorak og Elgar, sågar Brahms.</p><p>Til trods for at Stravinsky begyndte som radikal avantgardist med den provokerende balletmusik til den såkaldt primitive, og i en vis forstand seksualiserede, religiøsitet i balletten Sacre du Printempes, er han mange steder inspireret af den ældre barokmusik, som neoklassikerne opfattede som renere end den romantiske og senromantiske musik, de stod i opposition til. Violinkoncerten kan således med fordel høres i forlængelse af Bachs små mesterværker i genren. Så kan man endnu tydeligere se det moderne, vidtfavnende spektrum af impulser og inspirationskilder, Stravinsky får lagt ind i dette på mange måder upåfaldende, men mesterlige kunstværk. Og man kan se, hvordan værket er nøjagtig ligeså fyldigt som de mere end dobbelt så lange "store" violinkoncerter, som den dag i dag stadig står mere centralt i koncertrepertoiret end Stravinskys.</p><p>Foruden violinkoncerten rummer albummet fire andre værker, den lille orkestersats Scherzo à la russe, to orkestersuiter og balletmusikken Apollon musagète.</p><p><br /></p><p><br /></p>Jakob Brønnumhttp://www.blogger.com/profile/15475384629378472755noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-52798655882517808842024-01-18T02:59:00.000-08:002024-01-18T02:59:56.406-08:00Kroppen som fængsel<p><i>Lene Bang: ”fede mor”, digte, Forlaget Kraka 2024. Udkommer d. 20. januar.</i></p><p><i>Af Egil Hvid-Olsen</i></p><p><b>Hvordan elske sig selv, når både andre og man selv væmmes over den krop, der er en del af … ja, en selv? Det spørgsmål tager Lene Bang op i sin uhyggeligt ærlige digtsamling. Forfatterens alter ego, fede mor, kan f.eks. ikke være tykaktivist som så mange andre, fordi hun ikke har lyst til at vise sin krop frem. Hun kan ikke skrive #elskdigselv, #jegersmuk og #minkropermittempel, fordi hun ledes ved sig selv, ikke finder sig selv smuk og i højere grad anser sin krop for at være et fængsel end et tempel.</b></p><p><b>Det lyder forfærdelig trist og selvudleverende, og det er det også. Men ”fede mor” er mere end det. Digtsamlingen er en samtidskritik, et opgør med falskhed og et nødråb.</b></p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg84SM23k4PYREvCLRbJwZCQ4o7XwsmA11mJqjv5kQllQIDpR33XvGWkBG8rH6_UHqVyOpjFyog0De3AaMyTeRl2H2aP5qiXgwg1r86RauueBwH3kceb8EEYoYa7Vs3PhdHGJNY243JxRl7_Fnuxctkk-Sbpq79xe69FIUsk5jwj8fT4rQKYQqXdqjBo7s/s1030/fede%20mor%20af%20Lene%20Bang.png" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="1030" data-original-width="640" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg84SM23k4PYREvCLRbJwZCQ4o7XwsmA11mJqjv5kQllQIDpR33XvGWkBG8rH6_UHqVyOpjFyog0De3AaMyTeRl2H2aP5qiXgwg1r86RauueBwH3kceb8EEYoYa7Vs3PhdHGJNY243JxRl7_Fnuxctkk-Sbpq79xe69FIUsk5jwj8fT4rQKYQqXdqjBo7s/s320/fede%20mor%20af%20Lene%20Bang.png" width="199" /></a></div>Fede mor trækker ikke offerkortet. Hun vil ikke ynkes, men vil beskrive nogle af de konsekvenser hendes overvægt har og har haft. For eksempel beskrives hendes seksuelle debut som en konsekvens af, at hun var…<p></p><p>”for tyk</p><p>til at 17-årige drenge</p><p>ville elske</p><p>(med)</p><p>mig” (s. 11)</p><p>Så…</p><p>”første gang</p><p>var med en ældre mand</p><p>han var ældre</p><p>dengang</p><p>end jeg er i dag</p><p>Jeg er 39” (s. 11)</p><p><b>Skammens vandring</b></p><p>I ”fede mor i fakta” beskrives indkøbsturen som en ”skammens vandring” (s. 12). Hun føler sig begloet, fordi…</p><p>”fedtet gynger når hun går</p><p>knæene knaser</p><p>ryggen råber</p><p>maven er for tung […]” (s. 12).</p><p>De mange blikke får fede mor til at fokusere på noget andet, nemlig…</p><p>”chokolade</p><p>cola</p><p>chips</p><p>boller</p><p>smør</p><p>kakao</p><p>pølse</p><p>ost </p><p>fløde” (s. 13),</p><p>hvilket kun øger hendes lede.</p><p><b>Den ydmygede og ydmygende</b></p><p>Leden ved sig selv er ikke kommet af ingenting. I skolen blev hun gjort opmærksom på, at hun så anderledes ud end andre. Ikke kun af klassekammeraterne, men også af læreren Britta, der udpegede den tykke pige som kilden til den nye luseplage og foran klassens piger – inklusive pigen selv - konstaterede, at …</p><p>”Hun havde for meget fedt</p><p>på kroppen” (s. 35).</p><p>Men pigen kunne også selv være krænkeren, som da hun ydmygede den kønneste af sine klassekammerater:</p><p>”Jeg overgreb</p><p>om hendes bryster</p><p>de andre grinede” (s. 41).</p><p><b>Parforhold</b></p><p>Nogle af digtene kommenterer fede mors samliv. Hun erkender, at hun er blevet i et forhold for længe. Et kærlighedsforhold, der udviklede sig til et magtforhold, hvor han ydmygede hende. Den slags er ikke betinget af kropsvægt, for fede mor er – naturligvis – et menneske som alle andre, og hvem, der har oplevet at blive ydmyget af og skuffet over en partner, kan ikke genkende beskrivelserne i et digt som f.eks. ”ting jeg hader”?:</p><p>”par der holder i hånden på cykel</p><p>der skal ikke siges mere om det” (s. 44).</p><p><b>Det stivnede smil</b></p><p>Lene Bangs digtsamling er fuld af selvironi. Selvom den er barsk, er den derfor også morsom, men stivnet smiler, når man læser et digt som ”fede mor er sjov”, der begynder således:</p><p>”fede mor er sjov</p><p>på den fede måde</p><p>hun opdagede tidligt</p><p>jo federe hun blev</p><p>jo mere måtte de grine</p><p>for når man griner</p><p>kniber man øjnene sammen</p><p>og så kan man ikke se</p><p>fede mors fede krop” (s. 50).</p><p>“fede mor” giver mæle til de mange overvægtige mennesker, der skamfulde holder deres mund, fordi de ikke kan tabe sig tilstrækkeligt til at holde en kropsvægt indenfor normalen. Lene Bang sætter ord på den daglige ydmygelse det er, at andre anser ens krop og derfor en selv for at være ulækker, og hun sætter ord på den svækkelse af selvtilliden, som følger af at måtte konstatere, at det er alt, alt for svært at ændre ved. Derfor er ”fede mor” en meget modig debut. Lad den blive læst og forstået!</p><div><br /></div>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-22139468018579445412024-01-12T01:41:00.000-08:002024-01-12T01:41:13.361-08:00De kalder det livets gave<p><i>Arne Herløv Petersen<br />Cityringen<br />Det poetiske bureaus forlag</i></p><p><i>Af Flemming Chr. Nielsen</i><br />Dengang jeg var gulturjournalist på JP, anmeldte jeg vel en bog et par gange om ugen, så det må være blevet til 2-3000 bøger, men i dag har jeg kun en håndfuld af dem stående (noget Graham Greene, Isaac Bashevis Singer, Thorkild Hansens Knut Hamsun-biografi, Solsjenitsyns GULAG Øhavet og Samuel Pisars Blod og håb om bl. a. hans tid som barnefange i Auschwitz - det er efter min mening noget af det bedste, der er skrevet om Holocaust, og da Pisar er papfar til Anthony Blinken, og hvis Blinken har arvet sin papfars menneskelige indsigt, foreslår jeg, at gamle Biden viger pladsen som demokratisk præsidentkandidat og overlader den til Samuel Pisars papsøn).</p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiTFrmyZVPx5IvUIc9EaOJoQ5fM4a0vpkXBpo5Y5AfOXCrxzToaB3f3BhnQq-z-17o_nQ_zKMVnD5RTSsPA9J6DZzJT-A9Z5L23PmB81m20dJ6nu-ELhXfjG03Y0U1x-dViCSo4n4dWpK-tPzC76KIhyphenhyphenJdzv22JgfhDYP_roYqnV3lqj50KgKd37comgdw/s1188/cityringen.png" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="1188" data-original-width="832" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiTFrmyZVPx5IvUIc9EaOJoQ5fM4a0vpkXBpo5Y5AfOXCrxzToaB3f3BhnQq-z-17o_nQ_zKMVnD5RTSsPA9J6DZzJT-A9Z5L23PmB81m20dJ6nu-ELhXfjG03Y0U1x-dViCSo4n4dWpK-tPzC76KIhyphenhyphenJdzv22JgfhDYP_roYqnV3lqj50KgKd37comgdw/s320/cityringen.png" width="224" /></a></div>Hvis jeg nu tog briller på og nærstuderede min sparsomme reol, er der nok endnu en halv snes anmelderbøger fra dengang, som ikke har lidt bøgers vante skæbne: et kort liv.<p></p><p>Men hvorfor nu al den snak som indledning til noget om Arne Herløv Petersens nyeste digtsamling "Cityringen". Fordi der er masser af digte i den bog, som i hvert fald vil holde mit liv ud og en sæson eller flere ekstra. Man læser sig både glad og sørgmodig, munter og trist. Mange af digtene kredser om livet og døden set fra dødens optiske og sanseskramlende nærhed, og en avis burde sætte sin alleryngste anmelder til at skrive om bogen. Han/hun og forfatteren ville have glæde af det.</p><p>Ikke mere om alle de fine og livs- og naturgnavende digte i Cityringen, men et citat fra mit yndlingsdigt "Livets gave" plus den formaning til dig, at du erhverver bogen, læser den og gemmer den på din reol.</p><p>De kalder det livets gave<br />men det er falsk varebetegnelse.<br />Man må ikke beholde det.</p><p>Det er ligesom en biblioteksbog<br />Det skal leveres tilbage igen<br />Men man kan godt tage den med ro<br />De kommer selv og henter det<br />når fristen er udløbet</p><p>Når de så kommer<br />så skal man opgive ånden<br />ligesom man opgiver sin indtægt<br />til skattevæsenet.</p><p>Den anmeldelse ville ingen avis i dag tolerere, men livet lærer også én, at man ikke skal holde sig inden for de rammer, nogen engang har sat. Derfor er det ikke en slagfejl, at "anmelderen" kalder sit fortidserhverv for gulturjournalistik.</p><p><br /></p><p>Rigtig kulturjournalistik er altid at skrive præcis, som det passer én.</p>Jakob Brønnumhttp://www.blogger.com/profile/15475384629378472755noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-84353305342094767622024-01-02T06:00:00.000-08:002024-01-02T06:00:48.674-08:00 Mogens Friis – en af de unge døde<p><i>Mogens Wohlert: Mogens Friis<br />Attika. 241 sider. 250 kroner<br />Kan købes i Cafe Oskar, Mejlgade 49, Aarhus C</i></p><p><i>Af John Poulsen</i></p><p>Kringsat af fiender, gå/ ind i din tid!/ Under en blodig storm-/ vi dig til strid! Sådan skrev Nordahl Grieg i 1936 i sit digt ’Til ungdommen’. Det gjorde Mogens Friis, og det medførte, at han i en alder af kun 19 år blev en af krigens unge døde. I beretningen om hans korte liv kommer Mogens Wohlert vidt omkring fra den personlige udvikling til den digteriske og ikke mindst til modstandskampen i Varde og Esbjerg.</p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEheeVXw1CCZt_7MKM-Z9vnVTeW8PJnO6rEkvIaPqhuZARUNd9PejXR5ygfY0aE015iI0i2wwXTPjFekdDreHtzQsQBDuAerEkSHsCFyWAKzWsQkauduIlS_-Hxhf1LxAfKncm7v5djV0ZlRmHdM082wRVUAz0SvnssMyquQq-Xi2c9NAsGEDJ4hRLJYVlY/s268/download.jpeg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="268" data-original-width="188" height="268" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEheeVXw1CCZt_7MKM-Z9vnVTeW8PJnO6rEkvIaPqhuZARUNd9PejXR5ygfY0aE015iI0i2wwXTPjFekdDreHtzQsQBDuAerEkSHsCFyWAKzWsQkauduIlS_-Hxhf1LxAfKncm7v5djV0ZlRmHdM082wRVUAz0SvnssMyquQq-Xi2c9NAsGEDJ4hRLJYVlY/s1600/download.jpeg" width="188" /></a></div>Det er ikke tilfældigt at forfatteren og hovedpersonen har samme fornavn. I krigens sidste dage var Mogens Friis taget til København og fik den 3. maj sammen med nogle kammerater til opgave at opsøge en hipomand, sandsynligvis for at likvidere denne. Hipomanden blev dræbt, men nåede først at skyde Mogens. Den 1. maj havde Mogens’ søster født en dreng, som blev opkaldt efter den onkel, som han aldrig lærte at kende personligt, men nu har skrevet en bog om.<p></p><p><i>En borgerlig familie</i></p><p>Mogens blev født i 1926 og voksede op i en borgerlig familie. Faderen var redaktør for venstrebladet Varde Dagblad, og i hjemmet blev der diskuteret politik og samfundsforhold, og morens litteraturinteresse smittede af på sønnen. Som 15-årig kom han i gymnasiet i Esbjerg, og hans stile og indlæg i skolebladet viser, at han allerede på det tidspunkt var meget optaget af, hvad der foregik i samfundet og ude i verden. I en af stilene, der alle er utroligt velskrevne og analytiske, afskriver han ”burgøjserforfatterne” og fremhæver Harald Herdal som banebrydende for den socialistiske realisme, der er vejen frem. Til studentereksamenen fik han UG for en stil om arkitektur, hvor han påpegede arkitekturens manglende overensstemmelse med virkeligheden og bygningernes formål.</p><p>Men der blev også tid til at digte, og som 17-årig fik han sit første digt trykt i Vild Hvede, og det skulle i alt blive til 14. På et tidspunkt skrev han til Harald Herdal, der derefter gav den unge digterspire gode råd og ramsaltet kritik, og der udviklede sig et venskab mellem de to.</p><p><i>Blandt de lokale kommunister</i></p><p>Mogens fik også gode venner blandt de lokale kommunister, der havde en helt anden aktiv holdning til besættelsen, end hans forældres, som han syntes var slap og eftergivende. Allerede i gymnasietiden blev han aktiv i DKPs modstandsgruppe i Varde/Esbjerg som kurer mellem de to byer, og efter studentereksamenen blev hans aktiviteter udvidet, både som skribent i det illegale blad Vestjyden og med mere håndfaste opgaver. Men så begyndte Gestapo at trevle gruppen op, og han måtte gå under jorden og hele tiden finde nye overnatningssteder. Det betød også at partiet af sikkerhedsgrunde satte ham i venteposition, hvad der slet ikke passede den unge hedspore, og en dag stak han af til København og tilsluttede sig AMPA, der satte ham på den opgave, der endte så fatalt.</p><p>Den 7. maj skaffede BOPA en lastbil, der kørte Mogens’ kiste til Varde. Kisten var smykket med et dannebrogsflag, en buket blomster og et armbind. Den 9. maj blev han begravet og kisten fulgtes af et stort sørgetog. En af talerne, en ungkommunist, trak paralleller til Nordahl Grieg, og i november 1945 udgav Gyldendal på Harald Herdals foranledning og med dennes forord en digtsamling af Mogens Friis.</p><p>Fortællingen om den unge digter og frihedskæmper, der bygger på arkivmateriale og erindringer, tegner et fint portræt af ham, samtidig med at den giver et levende indtryk af den lokale modstandskamp. Bogen er udstyret med et navneregister, oven i købet også over dæknavne, samt noter i form at et lille hæfte, der kan tages ud, så man er fri for at blade tilbage.</p><p><br /></p><div><br /></div>Jakob Brønnumhttp://www.blogger.com/profile/15475384629378472755noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-3453931083568444302024-01-01T13:26:00.000-08:002024-01-02T00:19:35.722-08:00På kanten af havet<p><i>Kai Karnøe: ”Tidevand”, Poul Kristensens Forlag 1989. </i></p><p><i>Klassikerlæsning.</i></p><p><i>Af Egil Hvid-Olsen</i></p><p><b>En tale, der blev holdt hen mod slutningen af 1700-tallet ved en stabelafløbning i Stavanger, samt en lille egnsbeskrivelse om Mandø fra 1806 er, hvad sognepræst Henrik Bruun efterlod eftertiden. Det er ikke meget, men nok til, at Kai Karnøe kunne skrive romanen ”Tidevand”, der udkom i 1989. Begge Bruuns skrifter indgår i romanen, men Karnøe har enten lagt sig så tæt op ad Bruuns sprog, at man ikke fornemmer, hvornår der citeres fra egnsbeskrivelsen, eller også har Karnøe gjort Bruuns formuleringer mere poetiske, end de oprindeligt var. Under alle omstændigheder er ”Tidevand” både en gribende beskrivelse af præstens udfordringer og en smuk beskrivelse af de barske vilkår på Mandø.</b></p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjdGRNuS9N1TBw_nzD0g08oD0IcWqVZE03MQSU1KRf9ukbj4gJnRT-8rtSHSXVLXs_f7ns00bmuD7pNtlumlGlJcadlzM_P3slKfhfL8O8d6GfgA6q7DlCHQKz9ykMas3V-PHMBKJ8zoWeq029UGkbzoMXVyuxvO-msYT44GrbMJuFbMFfLnVVLDhHYcxc/s3679/Tidevand.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="3679" data-original-width="2315" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjdGRNuS9N1TBw_nzD0g08oD0IcWqVZE03MQSU1KRf9ukbj4gJnRT-8rtSHSXVLXs_f7ns00bmuD7pNtlumlGlJcadlzM_P3slKfhfL8O8d6GfgA6q7DlCHQKz9ykMas3V-PHMBKJ8zoWeq029UGkbzoMXVyuxvO-msYT44GrbMJuFbMFfLnVVLDhHYcxc/s320/Tidevand.jpg" width="201" /></a></div>Henrik Bruun, der stammede fra Kolding, indledte sit præsteliv i Stavanger, hvor han indtog en position blandt de toneangivende i lokalsamfundet. Han blev gift, men efter nogle år valgte fruen ham fra og begærede skilsmisse. Dette medførte en deroute for Bruun, der først blev kapellan i et fattigt embede i Vendsyssel og siden fik sognepræsteembedet på Mandø, som han bestred i 6-7 år. Det var, mens han boede på øen, at han skrev ”Om forholdene på Ejlandet Mandø”.<p></p><p>Det lyder virkelig kedeligt, at Bruun beskriver mange af sine gåture på den lille ø. Hvordan kan det blive interessant? Ja bevares, de vekslende årstider skildres, og på den måde skabes der lidt afveksling, men det er immervæk det samme afgrænsede landskab, der beskrives… Ikke desto mindre er naturbeskrivelserne en af bogens helt store kvaliteter. </p><p><b>Krigens trussel – og vejrets</b></p><p>Med sin egen stilfærdigt lyriske stil formår Karnøe at give et indtryk af naturens direkte indvirkning på det liv, der levedes på Mandø i begyndelsen af 1800-tallet. Flere gange reflekterer Bruun over Napoleons og englændernes trussel mod de danske riger, og det er bestemt alvorligt nok, men den daglige udfordring kommer fra vind, vejr og hav, og den kan bestemt være alvorlig nok. Til tider er det et spørgsmål om liv og død. Ikke kun når det gælder forbindelsen mellem fastlandet og Mandø, som ved et hurtigt vejrskift kan blive livsfarlig at bevæge sig ad, men også tæt tåge eller stormvejr over øen. Bevidstheden om havets styrke er konstant, som det kommer til orde i denne vinterskildring:</p><p>”Tågen hviler koldt og klamt over sneen – den ligesom trykker den, så den ikke hvirvler op som i går. Enkelte steder kan den endda knase under støvlen, men den er ikke glat. Her har vinden fejet hen over sneen, så der ligefrem ligger små snebølger. Snehavet, tågehavet – men det virkelige hav kan jeg ikke høre. Isen på vaderne kvæler bølgernes rullen. Oppe fra klitten prøver jeg et udsyn over vor stærke nabo, men jeg kan ikke se gennem tågen. Jeg kan ikke se havet, end ikke sandene. Kun den solide klitfod, der skal modstå angrebene fra det voldsomme hav.” (s. 85f.).</p><p>Stadig ærefrygtindgydende, men dog lysere er beskrivelsen af havet ved forårets frembrud: ”Og pludselig blander en mægtig røst sig i det brogede kor. Havet lader atter sin stemme høre. Sydvestenvinden spiller vårligt op og orgler med havets bølger. Lænkede var de, stivnede i vinterens isnende favntag. Nu frigøres kræfterne, og bølgerne toppes.” (s. 117).</p><p>Forårets og sommerens legende mildhed må der senere tages afsked med, men det foregår i ryk. Først er der tale om en leg: ”Høstvinden legede med grøftekanternes guldknap og stolt Henrik, der lyste som små sole, og fuglene begyndte at samle sig til afrejse.” (s. 182f.), men så invaderer blæst og regn den lille ø: ”Efterhånden blev naturens eget orkester mindre, og efteråret kvalte stemmer og fløjt i tåge og regndryp fra strå og udhæng. Regndråber silede ned ad ruderne, afløst af styrtregnens trommen mod vinduerne, og udenfor rystede gråbynken sine frøkapsler i den beredte jords skød.” (s. 183).</p><p><b>Hjælpsomhed med små midler</b></p><p>Det er disse forhold, øens beboere lever under. Deres midler er begrænsede, men hjælpsomheden er stor: ”Vemodigt ser jeg gamle Stines hus. Det ryger ikke mere fra skorstenen, for jeg begravede Gamle Stien før jul. Hun sov så stille ind, som hun har færdedes her i livet. Nu har vi kun mindet om den gamle arbejdsomme kone, som hjalp os alle, når man kaldte på hende. Kendt var hun i hvert hjem, og ofte hjalp hun Kirsten Jørgendatter, vor myndige jordemoder.</p><p>Endnu er ingen flyttet ind i huset, men lang tid vil der vel ikke gå, før det atter skal give ly for mennesker. Husene her på øen overlever menneskene.” (s. 66).</p><p>Selvom hjælpsomheden er stor, har Bruun svært ved at falde til. Gamle Stine var hans husholderske, og han var godt tilfreds med hendes hjælp. Da hun dør, træder den unge Trine til, og hun holder sig ikke tilbage med at give præsten gode råd om, hvad han skal gøre. Han skal gå over på kroen og tale med mændene. Han skal danse, når der er fest. Han skal med andre ord ud af sit studerekammer, og eftersom han alligevel ikke har penge til nye bøger, kan han lige så godt gøre forsøget. Eksperimentet bærer frugt. Øboerne tager præsten til sig, men han er alligevel ensom. Der mangler en kvinde i huset. En kvinde, der ikke tager hjem, når hun har udført sine opgaver.</p><p><b>Trodsig optimisme</b></p><p>”Tidevand” er en stilfærdigt fortalt historie fra en forblæst ø i den tid, hvor pengestrømmene fra de oversøiske kolonier aftog med napoleonskrigene og Københavns bombardement i 1807. Selvom Mandø ikke lå i nærheden af krigszonerne, var mange unge mænd ombord på de skibe, som englænderen opbragte. Søfolkene endte i fangenskab og derfor nåede heller ikke deres løn hjem til øen. At dette fik betydning for lokalbefolkningen antydes kun i ”Tidevand”, for den slutter kort efter bombardementet af København. Alligevel ender bogen med en optimistisk trodsighed: ”De frådende bølgers rasen, udgået fra et stormpisket hav vil kunne udslette os, sådan som det før er sket. Men det er stadig lykkedes os at tage kampen op, og vort samfunds tredje kirke lyser hvid ude i tusmørket med sine svungne barokgavle, der ligesom strækker sig op mod himlen.” (s. 196).</p><p>Måske var det også udtryk for optimistisk trodsighed, da Poul Kristensens Forlag i sin tid lod Kai Karnøes roman trykke, for hvem gider læse om en for længst afdød præst med en alt andet end imponerende karriere, der i en årrække havde embede på en flad vadehavsø? Måske flere end forventet, måske ganske få, men værd at læse er den i hvert fald. Man skal bare tage sig tid til at nyde dens stille puls, der mest af alt minder om bølgernes roligt gentagne bevægelser hen over den langstrakte vadehavsbund på en vindstille dag.</p>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-40525454310909336042023-12-25T09:52:00.000-08:002023-12-26T06:15:09.726-08:00Tegnet film noir<p><i>Jan Egesborg, Akekrat M. Formalynn, Pedro Lopez: ”Træpigen”, 2023, Fahrenheit, Grafic Novel.</i></p><p><i>Af Egil Hvid-Olsen</i></p><p><b></b></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><b><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjFj7YPpBjUNUGbqF_xSWIAr-rKZpyDJVZITijfoWkLfz94ZOBxfq6t2_3JBPmVJONo1oakBuPSD4nv46vDz7Za6zZTX3GNjluDoBSvTfo-_AXDf88I4JUy5mViVyeqgM40dCjACR7F7tOnFBEjZGOkZUB0u1Hte6PIRVftPNkNOVMnSfsyfyR6yqrnASU/s1448/traepigen_cover-web.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="1448" data-original-width="1015" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjFj7YPpBjUNUGbqF_xSWIAr-rKZpyDJVZITijfoWkLfz94ZOBxfq6t2_3JBPmVJONo1oakBuPSD4nv46vDz7Za6zZTX3GNjluDoBSvTfo-_AXDf88I4JUy5mViVyeqgM40dCjACR7F7tOnFBEjZGOkZUB0u1Hte6PIRVftPNkNOVMnSfsyfyR6yqrnASU/s320/traepigen_cover-web.jpg" width="224" /></a></b></div><b>Der er ikke så lidt tegnet film noir over Egesborg, Formalynn og Lopez’ Grafic Novel ”Træpigen”. Stemningen er dyster og luften tyk i smogplagede Bangkok, hvor gangsterbander konkurrerer med hinanden uden respekt for menneskeliv. Bogens hovedperson minder umiddelbart om en traditionel privatdetektiv fra 40ernes amerikanske detektivromaner. Og dog er han en helt anden type, fordi han er præget af netop det nævnte årtis grufulde folkemord.</b><p></p><p>Henrik, som han hedder, har rødder tilbage til Holocausts ofre, og de overlevendes traumer har præget hans barndom og opvækst. Efter en mislykket tilværelse som læge og familiefar i Danmark er han endt i Thailand, hvor han ernærer sig dels som træner i Muay Thai/thaiboksning for de lokale mafiabosser, dels som privatdetektiv.</p><p>Det lyder lige lovlig konstrueret, men fungerer faktisk ganske godt som udgangspunkt for en enkel, men også voldsom historie.</p><p><b>Den forsvundne pige</b></p><p>Henrik opsøges af et dansk ægtepar, hvis datter er forsvundet. Han igangsætter eftersøgningen og vikles ind i et spind af løgne, mord og ulovlig fældning af skov. Alt, hvad han har at holde sig til, er en træbrik. Finder han de øvrige, er det tydeligt, at de danner et portræt. Han forventer, at den portrætterede kan bringe ham frem til løsningen på, hvad der er sket med den unge, danske pige.</p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiVWm7kmlEO-BmaG5nbrhLqB6uqBE2TiVwsEmX-KdD6AVXQQUVJaRXvrqjC3pBVssSakl47i3DuHrU0qiGw0E1KtNtI75pPE8HhgEp-qZFivwnrfDDA7Qzc24qMPAc3HGvfCWvKph9OhiWCemyaA5yJrNsY7TE8cGFs_hOotnAd_P_lVl0FV3ETy1lvnlc/s1425/Traepigen_content_PRINT-28.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="1425" data-original-width="1008" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiVWm7kmlEO-BmaG5nbrhLqB6uqBE2TiVwsEmX-KdD6AVXQQUVJaRXvrqjC3pBVssSakl47i3DuHrU0qiGw0E1KtNtI75pPE8HhgEp-qZFivwnrfDDA7Qzc24qMPAc3HGvfCWvKph9OhiWCemyaA5yJrNsY7TE8cGFs_hOotnAd_P_lVl0FV3ETy1lvnlc/s320/Traepigen_content_PRINT-28.jpg" width="226" /></a></div><p></p><p><b>Virkemidler fra actionfilm</b></p><p>Der er ikke sparet på virkemidler, der er kendt fra actionfilm. Her er både brølende motorcykler, intense slåskampe og umisforståelige trusler, men Henrik er på trods af sine evner udi Muay Thai en mere skrøbelig karakter end diverse aktionhelte. Han er forfulgt af sin slægts og egne oplevelser, og plages af dårlig samvittighed.</p><p>”Træpigen” er præget af en sikker sort streg på hvid baggrund. Derved skabes stemningsfulde scenarier, men bogens helt store kvalitet er, at den bringer klimaudfordringerne ind i privatdetektivgenren.</p><div><br /></div>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-2358285759085962052023-12-24T02:28:00.000-08:002023-12-26T06:12:19.490-08:00Noveller uden parfume<p><i><span style="font-family: georgia;">Ulrik Gräs: ”Uparfumeret”, 2015, Tiderne Skifter.</span></i></p><p><i><span style="font-family: georgia;">Klassikerlæsning.</span></i></p><p><i><span style="font-family: georgia;">Af Egil Hvid-Olsen</span></i></p><p><b><span style="font-family: georgia;">På forsiden danner en række uens majuskler fra en gammel sættekasse ordet ”Uparfumeret”, og det er netop, hvad Ulrik Gräs’ noveller er. Samlingen rummer 10 af slagsen, og de skildrer alle menneskers skæbnestunder, der opstår på baggrund af egnes eller andres valg. Det er lige på og hårdt – uparfumeret - men samtidig formuleret med Gräs’ særlige lyriske prosa.</span></b></p><p><span style="font-family: georgia;"></span></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><span style="font-family: georgia;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh3rn6VaOBqcDhDiZSZ6dETSELdlq-VPYRazt-J7e36etAn6-jbX-p-TfiUcA3crArNKEf5E0ngntLzyYzhZHifDDYgZi84DUduGRxIpouvnrVdUEeZblNhy_Uhce6dYFYa3PLfuueLWHq9UqeuRZP6WEKbtVhF1mCQOQ7wKP1VZpPB74sVCtUKRWskKEw/s1314/Uparfumeret.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="1314" data-original-width="855" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh3rn6VaOBqcDhDiZSZ6dETSELdlq-VPYRazt-J7e36etAn6-jbX-p-TfiUcA3crArNKEf5E0ngntLzyYzhZHifDDYgZi84DUduGRxIpouvnrVdUEeZblNhy_Uhce6dYFYa3PLfuueLWHq9UqeuRZP6WEKbtVhF1mCQOQ7wKP1VZpPB74sVCtUKRWskKEw/s320/Uparfumeret.jpg" width="208" /></a></span></div><span style="font-family: georgia;">Enkelte af novellerne omhandler selvmord; et tema, som Gräs senere har taget op i novellesamlingen ”Galgenfugle” fra 2020. Den indledende novelle, ”Buksevand”, belyser en af de baggrunde, der kan være for selvmord, nemlig mobning. Her er det ikke kun klassekammeraterne, men også læreren, der mobber en elev, som ikke kan følge med i diktat. Selvom han kæmper mest muligt imod, ved han, hvordan det ender:</span><p></p><p><span style="font-family: georgia;">”De vil råbe efter ham i skolegården, lige så snart det ringer ud. De vil råbe: Rul og rens! Giv ham buksevand. Så I det. Han pissede i bukserne. Send ham til rensning over kummen!” (s. 14).</span></p><p><b><span style="font-family: georgia;">Sexlivet trænger til et boost</span></b></p><p><span style="font-family: georgia;">I ”Luder for en dag” træffer fortælleren en aftale med en prostitueret i Amsterdams Red Light District. Hun og hans kone skal bytte plads i nogle timer. Det er ikke planen, at fruen skal sælge sig selv. Hun skal bare byde sig til, mens han sidder på en beværtning overfor og følger scenariet, mens han nyder et glas øl eller to.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">”Jeg ønsker blot at se hende udstillet i vinduet. Hun må gerne åbne det og tale med de mænd der defilerer forbi, standser op og spørger til varen og prisen, og som jeg kender hende, skal hun nok finde en passende anledning til at afvise besøget.” (s. 57).</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Noget tyder på, at parrets sexliv trænger til et boost, men spørgsmålet er, om ægtemanden vælger den rigtige måde at gøre det på. Handler parforholdet kun om sex eller også om kærlighed?</span></p><p><b><span style="font-family: georgia;">Vrangforestillinger og psykiske lidelser</span></b></p><p><span style="font-family: georgia;">Efterhånden som læsningen skrider frem, bliver novellernes hovedpersoner i højere grad præget af vrangforestillinger og psykiske lidelser. I ”Musik for en tvivler” orienterer en mand sig alene efter sine fortolkninger af Bachs 2. Brandenburgkoncert, fordi han har mistet tilliden til samfund og ordensmagt.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Samlingens afsluttende novelle, ”Besøgsvenner”, er også dens absolutte perle. Her er fortælleren, der har en bipolar lidelse, blevet forsynet med en hjelm, der kan sende elektriske impulser ind i hans hjerne. Han kan ”medicinere” sig selv med disse impulser, og på den måde opretholde en tilværelse, som han finder sig tilpas i. Dog sikrer hjelmen ikke mod en række vrangforestillinger, der ofte er af paranoid art. Gräs sætter mesterligt ord på fortællerens oplevelse af hjelmens funktioner:</span></p><p><span style="font-family: georgia;">”Strømmen strømmer.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Strøm er et dovent element der finder den hurtigste vej til nervebanerne gennem mit kraniums rillede bark, strømmen spiller ud, og mine hjernefelter reagerer impulsivt, trækker sig sammen membranøst og udfolder sig som en blomst på kraniebarken. De elektriske åndedrag via pulsgeneratoren sender deres brise gennem mit sinds opladede intellekt med forestillinger på synsnerven som avlende fraktaler; strålen retter operativt sit lys på et indre lærred, hvor mønstrene møder hinanden i en boogie-woogie.” (s. 115).</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Det er ikke nogen munter oplevelse at læse Ulrik Gräs’ uparfumerede noveller, og dog er en del af dem præget af en skæv humor, der ikke opbløder alvoren, men forsyner den med en ny forståelseshorisont.</span></p><div><br /></div>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-79433024499109363542023-12-21T04:25:00.000-08:002023-12-21T04:25:33.793-08:0014 behov for sjælen<p><i>Simone Weil<br />Rodfæstelsen – Optakt til en erklæring om pligter over for mennesket<br />Forlaget Mindspace</i></p><p><i>Af Jakob Kvist</i><br />Simone Weils ”Rodfæstelsen – Optakt til en erklæring om pligter over for mennesket” er en bog med en imponerende spændvidde, som kræver tid af sin læser for at tage helheden til sig. Men man spilder ikke tiden, når man følger Weils tanker bruse frem side for side. Noget af det enestående ved ”Rodfæstelsen” er, at den rummer et helt verdensbillede. Weils kritik er ikke en stilstående kritik, som blot peger fingre ad det bestående. Det er en levende kritik, som hele tiden forskyder sit eget udgangspunkt. Det er en kritik, som formår den svære kunst både at rive ned og bygge op i en og samme bevægelse. </p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiJa-S6bqfTh0lDQvvvnT-2AHMY-pcTmfmX1KpbVAN0ENNpRoA-yqdJFyR8SS-x5-audrpjwk5DfxV7oKBjCW6oStM96MqE-qlBkgxEgwfrsaf_4Jnc63CgaHW4IQiM6tBRhyphenhyphen3o0xDyUA5hdrjI_IAo1rHOQYi4FdV0TsT_8L8pWZEDGdnKHRsi9evNHpA/s475/Rodfaestelsen.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="475" data-original-width="310" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiJa-S6bqfTh0lDQvvvnT-2AHMY-pcTmfmX1KpbVAN0ENNpRoA-yqdJFyR8SS-x5-audrpjwk5DfxV7oKBjCW6oStM96MqE-qlBkgxEgwfrsaf_4Jnc63CgaHW4IQiM6tBRhyphenhyphen3o0xDyUA5hdrjI_IAo1rHOQYi4FdV0TsT_8L8pWZEDGdnKHRsi9evNHpA/s320/Rodfaestelsen.jpg" width="209" /></a></div>Simone Weils belæsthed er mildest talt imponerende, og bogen trækker på forskellige discipliner som religionsvidenskab, filosofi, politisk tænkning og historie. Hver gang Weil kredser om en historisk periode, åbnes der op for nye måder at tænke om historien på. Weils kritik af sin egen samtid i starten af 1940’erne finder blandt andet sine begrundelser i de mange misforståelser, som den vestlige tankegang er bygget på. Romerne gøres til de store syndebukke for at fordrive den sande kristne tro ved at tømme den for åndeligt indhold. Den romerske kristendom var intet end et politisk partiprogram ifølge Weil. Samtidigt ødelagde romerne enhver form for kultur. Weils kritik går på, at når romerne havde besat et mindre kulturelt område, da ville dennes kultur efterfølgende blive glemt i historiebøgerne. Romernes ærinde var ekspansion og magtkoncentration gennem kulturel ensretning. Uden nogen som helst interesse i at opfylde nogen former for eksistentielle behov. En adfærd, som på mange måder karakteriserer vestens umenneskelige dominans af verden i dag. <p></p><p><b>Sjælens behov</b></p><p>Weil starter modigt og kløgtigt ud med at formulere grunden for hendes egen tænkning. Hun gøder sin egen jord, før hun kritiserer naboens. Begrebet om forpligtelse står centralt. Weil kritiserer rettighedstankegangen, hvor man blot rager til sig under parolen: ”det er min ret!”. Universet og jorden er ikke skabt for at give mennesker rettigheder. Derimod er tilværelsen forbundet med forpligtelser, og overholdelsen af disse er med til at holde verden i gang på en levedygtig måde. Men det har vi glemt i dag. Disse forpligtelser udspringer af det, Weil kalder for sjælens behov. Mennesker eksisterer ved at hænge sammen med verden, men denne uadskillelige sammenhæng er ikke selvopretholdende. Den må mennesket selv opretholde gennem forskellige ritualer og forpligtelser. Vores måde at forvalte vores forpligtelser på har stor indflydelse på vores oplevelse af virkeligheden. Vores eksistens får fylde afhængigt af måden, vi lever op til vores forpligtelser på. Centrum for forpligtelser er medmennesket: ”Enhver er forpligtet over for andre mennesker, alene fordi de er mennesker.” Ansvaret over for det andet mennesket kommer før en hver form rationalisering. Vi kan altså ikke tænke os frem til en sand moral, men vi kan mærke den med kroppen i vores samvittighed: ”Denne forpligtelse hviler ikke på noget, men dens eksistens erfares af den genklang, den finder i hvert menneskets samvittighed”. </p><p>For Weil styrker det sunde fællesskab åndeligheden mennesker i blandt. Men Weil har et skarpt blik for, hvordan moderne samfundsformer har en tendens til at æde sjæle frem for at give dem næring. Når samfundet er sygt, siger Weil, må man i visse tilfælde: ”lade sig inspirere af kirurgiens metoder.” Uddrivelsen af sygdommen i samfundslegemet kræver kirurgisk præcision. </p><p><b>Orden</b></p><p>Sjælen har brug for orden. Den bliver til i et kaotisk virvar. Dens ophav er skabende dynamikker, men for at kunne orientere sig må sjælen have ordnede forhold. Hertil hører behovet frihed, så sjælen har valgmuligheder, som dog begrænses af hensynet til de andre i fællesskabet. Men den sande frihed, hvad Weil kalder for sindets frihed, lader sig ikke begrænse af ydre regler. De ydre reglers begrænsning er tværtimod med til at øge den indre frihed. Fx er forbuddet mod at spise usunde ting måske noget, som begrænser madmulighederne, men samtidigt noget som styrker frihedens indre ligevægt. Lydighed er et behov, Weil vender tilbage til flere gange. Evnen til at være lydig er med til at opfylde eksistensens længsel efter det gode. Det gode skal ikke forstås i dualistisk forstand. Det gode er derimod i alt, som eksisterer, og det gode eksisterer dermed ikke i en adskilt sfære, som kun de artige har adgang til. Det gode er det hele, den store sammenhæng i universet. Men det kræver en art kosmisk lydighed at kunne gøre sig modtagelig for en større mening. Weil går så langt som til at sige, at mennesket er sygt, hvis det ikke adlyder noget. At kunne adlyde vil sige at give slip på sine egne storhedstanker. Det er erkendelsen af, at man er afhængig af mekanismer, man kun kan gøre sig håb om at påvirke gennem lydighed. Man kan også sige, at lydighed handler om at forstå, hvilke love der udøver indflydelse på ens væren i verden. </p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgAqFTgMUgjrAvtKvnlEk4VKUpgB7_z_J4oCsH4iVqrWcuTI3cY-9VxiuLCxZMuuY1EVfvVQ__ME-8hDI9nV2uRQGh3xTMsbZPCzgYeh7HIUP2CShCD8WSJgUKW84SToRn7sgI-SQfGAI-cWDMB18h0fMEBhw9E8G9A9vqwJq7N1rAseP2qmXsMalxe9P4/s310/Simone-Weil.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="310" data-original-width="310" height="310" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgAqFTgMUgjrAvtKvnlEk4VKUpgB7_z_J4oCsH4iVqrWcuTI3cY-9VxiuLCxZMuuY1EVfvVQ__ME-8hDI9nV2uRQGh3xTMsbZPCzgYeh7HIUP2CShCD8WSJgUKW84SToRn7sgI-SQfGAI-cWDMB18h0fMEBhw9E8G9A9vqwJq7N1rAseP2qmXsMalxe9P4/s1600/Simone-Weil.jpg" width="310" /></a></div>Simone Weil lister op i alt 14 behov for sjælen, som alle udfoldes med gennemtænkte kommentarer. Det er værd at nævne sjælens behov for sandhed, for opfyldes dette behov ikke, visner sjælene, og virkeligheden bliver til en bunke af løgne. Det fylder mennesker med mismod og får dem til at gøre de mest nederdrægtige ting ved hinanden og naturen. Vor tids senkapitalistiske samfund lever skræmmende meget op til Weils begreb om organiseret løgn. Vi har brug for sandhedselskere, fordi de vil kæmpe for et miljø, hvori sjælen kan mærke sandheden og dermed komme i berøring med noget virkeligt. Målet med sandhed er at få mennesker til at tænke i stedet for at bedøve dem. Men sandhed er en mere sammensat praksis end som så, som jeg vil vende tilbage til senere. <p></p><p><b>Rodløsheden</b></p><p>Sjælen er som en plante for Weil. Den har brug for en nærende jord at slå rødder i. Dens behov er som planten, der har brug for vand og sol i bestræbelsen på at vokse sig stærk. Men på sin samtid sporede Weil hurtigt, at sjælene var uden rødder. Ingen holdepunkter. Intet at forankre sin eksistens i andet end gale magthavere og organiserede løgne. </p><p>Sjælen har brug for at vokse i sundt miljø for at kunne være stærk nok til at modtage påvirkninger udefra. Påvirkninger udefra forklarer Weil: ”ikke som et tilskud, men som en tilskyndelse til at leve sit eget liv mere intenst”. Det er gennem sit eget miljø, at et menneske bør modtage ydre påvirkninger, og man bør først leve dem, når man selv har fordøjet dem. </p><p><b>Fædrelandskærligheden</b></p><p>Her spiller fædrelandskærligheden en vigtig rolle for Weil. Fædrelandskærligheden er vigtigt for ethvert menneske. For den jord og det område, man er opvokset i, har været med til at forme én til den, som man er blevet. Fædrelandet har været et miljø, som har beskyttet og styrket én. Fædrelandet bør være det filter, hvor det udefrakommende trænger igennem til ens livsnerve. Derfor bør man elske sit fædreland: fordi det har gjort éns eksistens mulig. Men faren opstår, når fædrelandskærlighed slår om til patriotisme, for da lukker fædrelandskærligheden om sig selv, og man bliver dermed uimodtagelig for berøring udefra. Patriotismen bliver hurtigt til både fascisme og racisme og evner kun at genkende sit eget spejlbillede i alt, hvad den møder i verden. Alt fremmed, alt som ikke kan gøres til genstand for umiddelbar genkendelse skal slås ned og udryddes. Der er kun plads til patriotismen kunstige verdensbillede for de mennesker, som lever i patriotismen. Det er en yderst farlig tilstand at havne i, da man er for bedøvet til at kunne se verden fra andre sider end sin egen. </p><p>Weil kommer med mange interessante historiske eksempler og drager paralleller til sin egen samtid. Hun analyserer den franske kollektive bevidsthed og viser, hvilke interessekonflikter som skabte splid i datidens Frankrig. Hun nævner blandt andet kløften mellem arbejderne og landmændene. Det er en fornøjelse at læse, hvordan Weil viser, hvor mange meningsløsheder verden består af, når man tænker dem igennem. Ting i dag behøver ikke at være meningsfulde for at blive anerkendte, vi skal blot have været vant til dem længe nok. Vestens verdensbillede er bygget på nonsens. </p><p><b>Rodfæstelsen</b></p><p>I det sidste kapitel Rodfæstelsen fuldender Weil helheden i sin egen tænkning. Indtil da har vi hørt om de grundlæggende behov, og hvordan disse misligholdelses. Men nu skiftes der til en større metafysisk klinge. Weils helt særegne tænkning bestående af hendes egen forståelse af kristendommen, videnskaben, religionshistorie og filosofi mm. kommer til sin ret. Weil kredser om det, hun kalder for den menneskelige naturs skjulte struktur. Det kræver en særlig type handling at vække: ”de dybtliggende ressourcer, der ligger skjult i hver enkelts sjæl…”. Det sker igennem den inspiration, som går ud i musklerne og slår ud i handling. Det er med andre ord en intim og kropslig praksis, hvori man styrker sin evne til at blive berørt. Det handler om evnen til at udtrykke nuancer og registrere indviklede forbindelser. For heri befinder det gode sig, men det kræver en særlig viljeshandling at kunne høste frugterne. Derfor må man træne sig i: ”en uendeligt kostelig dyd, der forhindrer mennesket i at lyve for sig selv for at slippe for ubehag.”. </p><p>Man skaber det bedste miljø for sandhed i ensomhed, fordi: ”En sandhed opstår kun hos et enkelt menneske. Hvordan skal det kommunikeres til andre?”. Her rammer Weil lige ned i sandhedens problem. Alt hvad der er virkeligt, foregår lige foran én. Det synes som det mest indlysende i verden. Men når man forsøger at indfange det virkelige, kommer man i problemer. Sandheden undgår enhver form for identificering. Hele tiden trækker den sig væk, når man forsøger at indsluse den i vores symbolske ordner. Det virkelige synes tættere på vores sanser, og derfor er virkeligheden noget, man kommer i berøring med. At kommunikere sandheden videre kan aldrig gøres fyldestgørende. Men vi kan træne os i at bruge sproget på særlige sanselige måder for bedre at blive ramt af de sansegnister, som vores berøring med virkeligheden kaster af sig. Weil siger direkte, at sandhedens vandringer mellem mennesker er et spørgsmål om følelser, og hertil vil jeg tilføje sanser. </p><p><b>Det er tanken, som tæller</b></p><p>Den sande handling overskrider den strategiske nytte. Dens storhed bedømmes ud fra dens bevæggrunde. Det er tanken, som tæller. Når en handling forbinder sig med sine bevæggrunde, frembringer den en fyldig virkelighed. Samtidigt siger Weil, at den sande handling skaber nye bevæggrunde i sjælen, hvilket vil sige, at den dydige handling er med til at indstifte ny mening i verden. </p><p>Vi går galt i byen i dag, fordi vi er drevet af en falsk opfattelse af storhed. Denne tankegang er interessant i vores samtid, hvor vi hylder eneren, iværksætteren og den individualiserede vej til toppen. Vi tror, at storhed handler om den kloge egoisme. Men det er en falsk storhed, fordi det ikke forpligter sig på andet end umenneskelig adfærd og undertrykkelse. Når vi hylder eneren i vores samtids umenneskelige konkurrence-ræs, resulterer det i, at: ”De svages ulykke bliver ikke engang genstand for opmærksomhed; men muligvis for afsky.”. Det er ens egen skyld, hvis man ikke opnår øjeblikkelig og konstant succes. </p><p>Weil har sin egen måde at læse historien på. Historikerens overdrevne fokusering på kendsgerninger resulterer i, at man ikke bliver i stand til at forstå, hvordan f.eks. en græker tænkte i antikken. Med Weils ord: ”Den såkaldte historiske ånd trænger ikke gennem papiret for at finde ind til kød og blod. Den består i, at tanken underkaster sig dokumenterne.”. Historikeren kigger på historien som var den et dukketeater og går mere op i kulisserne end, hvordan det egentligt var at leve, elske og eksistere. Historikeren ser kun historien fra ydersiden og misser ikke kun dybden, men også alle de indviklede forbindelseslinjer på kryds og tværs af tiden. </p><p><b>Kærligheden til gud</b></p><p>Weil har ikke meget til overfor den kristendom, som er på mode. Weils kristendom har et andet sigte: ”For kærligheden til Gud bor i sjælens indre, og kroppen føler de slag, som rammer kroppen; kærligheden til Gud er ingen rustning. Afgudsdyrkelsen er en rustning, der forhindrer smerten i at trænge ind i sjælen.”</p><p>Her handler kærlighed til Gud om at slå huller på den samfundsskabte virkelighed, man lever i. Det handler også om at slå huller på egoet, så man kan lade det upersonlige skinne gennem én. Bruger man religion til at holde smerte væk, da bruges den som et panser. Det gør én til en svag muskel, som hele tiden må være spændt, fordi den ellers er for svag til at være i live. Hver gang den berøres, bevirker den smerte. Og vi kan instinktivt ikke lide smerte, hvorfor vi er mere tilbøjelige til at påklæde os rustningen end at trække vejret dybt for at mærke, hvordan berøringen på vores krop faktisk løsner op og lader sandheden flyde i vores kød og blod. </p><p>Vor tids rustning hedder robusthed og er noget, man betaler en coach for at proppe ned i halsen på én. For at kunne holde samtidens smerte ud, bedøver vi os med positiv psykologi og det absolutte tankefravær. </p><p>Weil er pessimist men ser alligevel ansporinger til håb: ”Historien er vævet af nedrighed og grusomhed, hvor enkelte dråber af renhed glimter hist og her.”. Derfor må vi ikke give op, selvom skyerne synes at have været sorte og tunge i lang tid. </p><p>Vi lever for enden af oplysningstidens fremskridtstro og måske vi snart kan begynde at forstå, at det hele var en stor løgn og misforståelse. Fornuften renser ikke verden for fejl. Teknikken alene kan ikke redde os, og liberalismen kommer aldrig nogensinde til at gøre noget godt for menneskeheden. Måske sådanne erkendelser begynder at sive ned i vores sjæle. Men herfra må vi være vågne overfor: ”…en blind mekanisme, som tilfældigt og ligegyldigt spytter retfærdige og uretfærdige virkninger ud, dog, efter sandsynlighedens spil, næsten altid uretfærdige virkninger.” Og Weils fortælling om mennesket er fortællingen om tabet af en indre og ydre sammenhæng, hvorfor: ”I dag kan kun en ubetinget tilslutning til et totalitært system, om det er brunt, rødt eller af anden farve er ligegyldigt, give mennesker følelsen af indre sammenhæng. Det er derfor, de udgør så stærk en fristelse for mange vildfarne sjæle.”. Liberalismen og fascismen er begge totalitære systemer, som lokker med en falsk sjælefrelse. </p><p><b>Det sande arbejde</b></p><p>Arbejdet er et af de steder, hvor vi kan se, hvor galt det er gået. Arbejdet er gået fra at være helligt til at være et magtredskab. Weil viser, at dengang, hvor religion stadig var uadskillelig del af samfundets søjler, da spillede arbejdede en særlig livgivende rolle. Man arbejdede ikke for at kunne købe ting. Man arbejdede ikke for at undertrykke sig selv. Man arbejdede ikke for at realisere sig selv. Derimod arbejdede man snarere som en slags håndværker for væren. Man arbejdede på at træne sine handlinger til at være dydige og sin kosmiske lydighed. Man lyttede til universet, og hvad guderne formidlede til én. Ikke fordi man var overtroisk, men netop fordi man forstod religiøse ritualer som verdensfrembringende handlinger. Det handlede ikke om en sur gud, som straffede de uartige. Det handlede om, at religionen var bindeleddet mellem menneske, natur og virkelighed. Man arbejdede sig frem til mening i livet, mens man rakte ud efter sin skæbne. Og med ens skæbne kommer den forpligtelse, som rækker ud over én selv: at være jorden, livet, kosmos og sine medmennesker tro. </p><p>Rodfæstelsen er smuk og hårdtslående bog, der gør det, som mange kritiske tænkere har svært ved i dag: den går planken ud. Weil var selv en person, som aldrig sprang over, hvor gærdet var lavest. Weil gav hendes tanker fylde i hendes levede liv. Aldrig styret af prestige eller den nemme vej, sultestrejkede hun og arbejdede på bilfabrikker for at sympatisere med sine samtidige. En bog fyldt med smukke tanker, som fortjener at blive læst af et større publikum. Varm anbefaling herfra.</p><p><br /></p>Jakob Brønnumhttp://www.blogger.com/profile/15475384629378472755noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-40865182630543177002023-12-08T07:51:00.000-08:002023-12-09T13:03:03.926-08:00Samme stemme gennem årtier<p><span style="font-family: georgia;"><i>Patrizia Cavalli: Hvis du bankede på min dør. Udvalgte digte. Oversat af Kirsten Nørgaard Cesareo. Forlaget Kronstork, 2023. </i></span></p><p><span style="font-family: georgia;"><i>Af Bente Høegh</i></span></p><p><span style="font-family: georgia;"><b></b></span></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><span style="font-family: georgia;"><b><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiOb5wtNfD5N1blEXf89ZX59xCSWN-jRu0UqW3K4mtin3agMQbZSPpQjzxLveBmHJvK2pq5BM8bxAX4ugmwXslTXWelv06Jok0rx0wgP1JD-lEbz6LI-u1MVVRxbwdMZjVBX6YuYNsizvtbTx31ot-pmuDOEY0-A_sF68dbgZZXx6jKAdXGZi1Brf5eje0/s458/hvis-du-bankede-paa-min-doer.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="458" data-original-width="291" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiOb5wtNfD5N1blEXf89ZX59xCSWN-jRu0UqW3K4mtin3agMQbZSPpQjzxLveBmHJvK2pq5BM8bxAX4ugmwXslTXWelv06Jok0rx0wgP1JD-lEbz6LI-u1MVVRxbwdMZjVBX6YuYNsizvtbTx31ot-pmuDOEY0-A_sF68dbgZZXx6jKAdXGZi1Brf5eje0/s320/hvis-du-bankede-paa-min-doer.jpg" width="203" /></a></b></span></div><span style="font-family: georgia;"><b>Patrizia Cavalli er en italiensk digter som nu for første gang kan læses på dansk.</b></span><p></p><p><span style="font-family: georgia;"><b>Digtene i Hvis du bankede på min dør er plukket ud af syv forskellige samlinger, der udkom i årene 1974 til 2020. Det mærkelige er, at man ikke fornemmer spændet over de mange år; stemmen der taler, er i mine ører den samme. Den taler forelsket, længselsfuldt, vredt, voldsomt, fra vekslende faser i kærlighed, og hele tiden med en melankolsk distance, hele tiden med en bevidsthed om livet som et teater. Den taler om sig selv som et fysisk teater og som en krop på scenen, som en medvirkende i forestillingen og som én der iagttager både sig selv og den anden.</b></span></p><div style="text-align: left;"><span style="font-family: georgia;"><i>Scenen er min, dette teater er mit,<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>jeg er parterret, jeg er foyeren.<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>jeg har alle disse herligheder, det er mit alt sammen,<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>sådan vil jeg have det, tomt,<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>og lad det være tomt. Fyldt med min forsinkelse.</i></span></div><p><span style="font-family: georgia;">(fra fjerde del: Teateret er altid åbent. 1999)</span></p><div style="text-align: left;"><span style="font-family: georgia;"><i>Hvis du bankede på min dør nu<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>og tog brillerne af<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>og jeg tog mine som er magen til dine<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>af, og du så indtog min mund<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>uden at være bange for umage kys<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>og hvis du sagde til mig: ”Min elskede,<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>hvad er der sket?”, så ville det være<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>et succesfuldt stykke teater.</i></span></div><p><span style="font-family: georgia;">(fra tredje del: Mit helt eget jeg i første person ental. 1992)</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Hvilket drama gemmer sig bag disse få linjer? Alene titlen Mit helt eget jeg i første person ental vækker undren: Det subjektive Mit helt eget jeg inviterer ind til de mest oprigtige betroelser, men efterfølges af den objektive grammatiske term: første person ental og påpeger spottende at det hele er en konstruktion, teater. </span></p><p><span style="font-family: georgia;">Nogle digte er, trods det tilsyneladende enkle sprog, fulde af gåder. Hvem er det der sidder overfor pigen med hatten? Hvem bøjer hovedet, og hvor befinder jeg-stemmen sig?</span></p><div style="text-align: left;"><span style="font-family: georgia;"><i>Også jeg vil være smukkere<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>foran den åbne ild<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>på pladsen<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>over for pigen med hatten.<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>Hun bøjede hovedet lidt og troede<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>hun kendte mig, opdagede fejlen.</i></span></div><p><span style="font-family: georgia;">(fra første del: Mine digte vil ikke ændre verden. 1974)</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Nogle digte er et knytnæveslag, bang! Her sker der noget:</span></p><div style="text-align: left;"><span style="font-family: georgia;"><i>Jeg takker stolen trappen lænestolen<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>der tog imod mig i et øjebliks svaghed<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>da den absolutte vished om din krop<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>kom ind i rummet.</i></span></div><p><span style="font-family: georgia;">(fra tredje del: Mit helt eget jeg i første person ental. 1992)</span></p><p><span style="font-family: georgia;">4.delen: Vidunderlige liv – tilbageskuende, funderende, hvad var det for en forestilling? Den lange sætning er som et liv, hvor begyndelsen henimod slutningen fortaber sig og udviskes:</span></p><div style="text-align: left;"><span style="font-family: georgia;"><i>Og skal jeg gå min vej på den måde?<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>Ikke at jeg forventer den færdige tegning<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>det man ser, når et broderi er færdigt<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>når man bider tråden over med tænderne<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>efter at have syet den fast på sig selv<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>så den ikke mere kan trevles op, når man rykker i den.<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>Men det jeg har set, er fuldstændig udvisket.<br /></i></span><span style="font-family: georgia;"><i>Og jeg var dårligt nok kommet i gang.</i></span></div><p><span style="font-family: georgia;">Patrizia Cavalli døde i juni 2022. Jeg var glad for at lære hendes digte at kende. Kom indimellem i tanke om oversættelsen, små detaljer som fx den indforståede brug af demonstrative pronominer: den der tykke substans, Til det der lukkede blik, men jeg kender intet til italiensk sprog og altså heller ikke til oversætterens udfordringer.</span></p><div><br /></div>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-43203357754662485872023-12-08T06:18:00.000-08:002023-12-08T06:20:17.322-08:00Ives - en ener i amerikansk musik<p></p><div style="text-align: right;">Den noble mands notesbog</div><div style="text-align: right;">Der bor en betydningsfuld mand i dette land – en komponist.</div><div style="text-align: right;">Han har fundet løsningen på problemet med at bevare sit selvværd</div><div style="text-align: right;">og stadig at lære. Han reagerer på tilsidesættelse med foragt.</div><div style="text-align: right;">Han er ikke tvunget til at tage imod ros eller ris. Han hedder Ives.</div><p></p><p style="text-align: right;"><span style="white-space: pre;"> <i> </i></span><i>Arnold Schönberg</i></p><p><br /></p><p><i>Charles Ives<br />Complete Sets for Chamber Orchestra<br />O</i><i>rchestra New England<br /></i><i>James Sinclair – dirigent<br /></i><i>Naxos Records</i></p><p><i>Af Jens Carl Sanderhoff</i></p><p>Charles Ives (1874-1954) er indskrevet i den moderne musikhistorie som den lidt sære, amerikanske original, en ener, der skrev svært tilgængelig musik, som eksperimenterede vildt og inderligt, men som først hen mod slutningen af livet opnåede ydre anerkendelse for sit virke, på trods af periodens forkærlighed for netop det, der var indholdet i store dele af den musik, Charles Ives skrev.</p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjk_fLnG8B96rPByINR0tQ-ZmbYhz_jFtcPtyq-t-4C35pagXwinnhoDRwew1iYfsE2wE-WeFneOufAu4MjBdHDrIeq9BoVX7B-T9qnbTe2HPlJs3vCzG9TJVxLi-KLxlLsKkbfpdhyqGcBsvDh7T3_J3VSYy96RuVHUsRSblb_RiOB1zmKGag_8TQtCuU/s500/Charles%20Ives%20Complete%20Sets%20for%20Chamber%20Orchestra.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="500" data-original-width="500" height="275" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjk_fLnG8B96rPByINR0tQ-ZmbYhz_jFtcPtyq-t-4C35pagXwinnhoDRwew1iYfsE2wE-WeFneOufAu4MjBdHDrIeq9BoVX7B-T9qnbTe2HPlJs3vCzG9TJVxLi-KLxlLsKkbfpdhyqGcBsvDh7T3_J3VSYy96RuVHUsRSblb_RiOB1zmKGag_8TQtCuU/w275-h275/Charles%20Ives%20Complete%20Sets%20for%20Chamber%20Orchestra.jpg" width="275" /></a></div>Men som man kan se af det indledende citat af Schönberg, bekymrede det ikke Ives, at han blev misforstået eller overset, for han var fri og gjorde og skrev, som det passede ham. Friheden havde han, fordi han var økonomisk uafhængig af eksisterende, kunstneriske miljøer (han var en succesfuld forretningsmand indenfor forsikringsbranchen), og han forstod, at hans musik var banebrydende og derfor også krævede noget tilvænning for publikum (og kollegaer). Han fik dog en lille kreds af yngre, især amerikanske kollegaers opbakning, og langsomt fandt hans musik vej til koncertsale overalt.<p></p><p>I dag er Ives vel en af de mest anerkendte modernister, og helt sikkert en af de mest anerkendte amerikanske, især fordi hans værk peger mere frem end tilbage, og hans musik opføres nu på lige fod med Debussy, Nielsen og Schönberg fx, og det er fuldt fortjent.</p><p>Pladeselskabet Naxos har i mange år gjort et kolossalt arbejde for at udbrede mindre kendt musik af både ukendte komponister fra alle tider, og mindre kendt musik af de anerkendte, og de har ligefrem gjort det i omfangsrige serier. En af disse er American Classics, og en af de seneste udgivelser i den serie er en komplet indspilning af Ives’ Sets for Chamber Orchestra. Denne lidt specielle værkform er en slags skitsebog eller dissektionsform af andre værker, især hans utallige sange, og man får indblik i det bagvedliggende, i progressioner eller fortrydelser, fordi Ives i sin alderdom gav sig tid til at genbesøge sit eget værk. Han holdt op med at skrive ny musik (nogenlunde samtidig med Sibelius i øvrigt) i tyverne; til tårevædet fortrydelse kunne han mærke, at det var slut. Alt lød forkert, som han nedtrykt fortalte sin hustru. Men tiden efter dette stop blev ikke uden musik, for Ives gik i gang med at revidere flere af sine værker, og som på den her anmeldte cd at arrangere sin musik på nye måder.</p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEicEdVUvn1eL3WNm17-dHhZEPxLsx96vRZrEX1Xxr0k4xSoxhMAp_xskAGSuB4AxT7XEkNGNTwyiRjsuDP7bDas6XjjnbTYFIG9SN86po4Ul64jDQBlHcrxCczaZcxSe7OQ_K5GrJzIzCCOMd6wg6vmgtAB8oxrB4vmrXDojR6doJLOSZCQef-sNWwItSg/s5180/Charles_Edward_Ives_-_National_Portrait_Gallery,_Smithsonian_Institution_(NPG.82.185).jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="5180" data-original-width="4086" height="218" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEicEdVUvn1eL3WNm17-dHhZEPxLsx96vRZrEX1Xxr0k4xSoxhMAp_xskAGSuB4AxT7XEkNGNTwyiRjsuDP7bDas6XjjnbTYFIG9SN86po4Ul64jDQBlHcrxCczaZcxSe7OQ_K5GrJzIzCCOMd6wg6vmgtAB8oxrB4vmrXDojR6doJLOSZCQef-sNWwItSg/w172-h218/Charles_Edward_Ives_-_National_Portrait_Gallery,_Smithsonian_Institution_(NPG.82.185).jpg" width="172" /></a></div>Disse Sets er nærmest så kaotisk en helhed, man kan forestille sig. Musikken spænder fra den folkemusikinspirerede til den tidligste version af hans måske mest kendte stykke The Unanswered Question, men hele tiden fornemmer man det tankesæt, der spænder så vidt, og denne nye indspilning er virkelig vellykket, for dirigenten har overblik og animerer sit orkester til at levere en fortolkning, der står stærkt og klart. Selvom enkelte satser nærmest slutter, før de begynder (de korteste er kun godt et halvt minut lange!), så dannes en helhed, og man forstår, hvorfor Ives samlede dem i disse Sets.<p></p><p>Hvis man ikke er fortrolig med Charles Ives, så er denne komplette indspilning af Sets et godt sted at begynde. Man får lidt af det hele, og man mærker, hvilken dybt original komponist, Ives var. Som sagt spiller orkestret op til sin standard og dirigenten styrer dem gennem alle de forskelligartede udtryk med stor kærlighed og en sikker hånd. Lyden er glasklar og velafbalanceret, så endnu engang hatten af for Naxos – formidling og kvalitet går hånd i hånd her!</p><div><br /></div>Jakob Brønnumhttp://www.blogger.com/profile/15475384629378472755noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-28804543177227740832023-11-29T09:37:00.000-08:002023-11-29T09:37:10.264-08:00Mens vi bløder...<p><i>Jan Grarup og Adam Holm: ”While We Bleed”, 2023, Book Lab, 464 sider.</i></p><p><i>Af Egil Hvid-Olsen</i></p><p><b>Umiddelbart hører ”While We Bleed” ikke til i kategorien ”Smal bog”, men den risikerer at blive det, fordi krigsfotografen Jan Grarup kort inden bogens udgivelse måtte trække nogle oplysninger tilbage. Han blev således beklikket på sin troværdighed og indrømmede, at anklagerne i hvert fald til en vis grad var korrekte. Sådan en sag gavner ikke markedsføringen af en bog, og det er en skam, for ”While We Bleed” er en på flere måder vægtig udgivelse.</b></p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgCu_ejtyxZCaOkMZCs0NkTy8JflToxWcW1SB5_dT_YQKiJ4C6zNXQzi-kU1Zp_pjYFVD2ue61jG7QjfdOWhvQaNgnaVob_r_sbVPFmPbGzqVRZB2w3tuCt9KQ1CCYaDvQ5F7jaq96zMx-q50QNVfRod5TsFdJoNAdHAX8pgmmF3b6IKX-YmEyxcXcDgTE/s1500/WHILE+WE+BLEED_0.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="1000" data-original-width="1500" height="213" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgCu_ejtyxZCaOkMZCs0NkTy8JflToxWcW1SB5_dT_YQKiJ4C6zNXQzi-kU1Zp_pjYFVD2ue61jG7QjfdOWhvQaNgnaVob_r_sbVPFmPbGzqVRZB2w3tuCt9KQ1CCYaDvQ5F7jaq96zMx-q50QNVfRod5TsFdJoNAdHAX8pgmmF3b6IKX-YmEyxcXcDgTE/s320/WHILE+WE+BLEED_0.jpg" width="320" /></a></div>Dels er det en stor og tung bog, dels tynges man som læser af dens indhold. Med anklagerne mod Grarup in mente er det et held, at bogens tekster er forfattet af historikeren og studieværten Adam Holm, der har rejst i Østukraine sammen med Grarup. Rejsen påvirkede dem begge, og det forstår man, når man ser fotografierne og læser teksterne, der til sammen bringer læseren ind i et krigshærget land, som bebos af mennesker, der ligner mange andre europæere, også danskere. Uden at vurdere, hvorvidt Grarups troværdighed har fået alvorlige ridser i lakken eller ej, vil det være en skam, hvis ”While We Bleed” kun får en begrænset læserskare, for det er en nødvendig bog om en unødvendig krig, og selvom både tekster og billeder kan afspejle en indignation og stillingtagen hos forfatter og fotograf, lyver de ikke.<p></p><p><b>Ituslåede hjem</b></p><p>Grarup og Holm bringer læseren ind i sønderskudte etageejendomme, hvor det, der engang var et hjem, er splittet ad. Noget befinder sig stadig indenfor de resterende tre vægge. Andet ligger i den bunke af ituslået murværk og indbo, der breder sig ud over fortov og gade nedenfor bygningen. Lufttrykket har revet tapet og puds af væggene og på et splitsekund gjort en hyggelig lejlighed til en manifestation af død og ødelæggelse.</p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgZiYk7VrS-ILH9GBYRLMj-xRKdJuCDG1b1oEGPFBlUKj9Qx5b4aaHNutbp-o6uHgUJMpm0Fp3wm6QdH6Jp8nc0W7Q_BpT0hMmxgYxzVcT48x-yYhdfdDiDgwTXq3zzxsl1k4dg_ZVHGjsxrVbrf7BJZNHqfL0B8MNU4-O9W48VheM34_wmS7DxzdoM7WU/s1500/WHILE+WE+BLEED_1.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="1000" data-original-width="1500" height="213" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgZiYk7VrS-ILH9GBYRLMj-xRKdJuCDG1b1oEGPFBlUKj9Qx5b4aaHNutbp-o6uHgUJMpm0Fp3wm6QdH6Jp8nc0W7Q_BpT0hMmxgYxzVcT48x-yYhdfdDiDgwTXq3zzxsl1k4dg_ZVHGjsxrVbrf7BJZNHqfL0B8MNU4-O9W48VheM34_wmS7DxzdoM7WU/s320/WHILE+WE+BLEED_1.jpg" width="320" /></a></div><p></p><p>Andre gange viser Grarups billeder bygningerne udefra. Enkelte dronebilleder dokumenterer en helt ubeskrivelig ødelæggelse af landsbyer, der ikke længere eksisterer. Kun den smule, der er tilbage af murene, markerer bygningernes grundplan. At der indtil for nylig levede mennesker dér er svært at forstå. Til gengæld forstår man, at ingen lever der længere.</p><p>Som læser bringes man ind i de overfyldte og interimistiske lighuse, hvor familiemedlemmer søger deres savnede. Man bringes ned i kældre til de fortrinsvis gamle mennesker, der har nægtet at lade sig evakuere, og som må blive i mørket langt de fleste af døgnets timer, fordi det er for farligt at gå ud.</p><p>Metrostationerne bruges som sikkerhedsrum med permanente beboere. I togvogne og på perroner har familier placeret deres ejendele indenfor få kvadratmeter, så de har et sted at høre til og samles, et ”hjem”.</p><p>Nedenfor en boligblok har et ueksploderet missil boret sig ned i græsplænen, og andre steder samles rester af missiler, raketter og granater som dokumentation for den russiske hærs massive bombardementer.</p><p><b>Ved fronten</b></p><p>Også fronten bliver besøgt. Adam Holm beskriver sine og Grarups oplevelser derude. De sætter rent faktisk livet på spil, men hvad de udsætter sig for i nogle timer, gælder dage, uger, måneder og år for soldaterne.</p><p>Holm er god til at beskrive forskellige ukrainske soldaters syn på deres fjender. Nogle anser dem for uhyrer og giver dem betegnelser som ”orker”. Andre fastholder, at de russiske soldater er almindelige mennesker, der er blevet hjernevasket af Putin og hans tilhængere. Hvad enten de ukrainske frontsoldater definerer fjenden som uhyrer eller mennesker, har de ikke andet valgt end at dræbe russerne, fordi de repræsenterer en besættelsesmagt.</p><p>Med et par virkelig væmmelige fotos dokumenterer Grarup, at døden er den store vinder ved fronten. Ligene af en flok russiske soldater ligger på en mark. Man kan se, at de har ligget der i længere tid. Når de ikke bliver begravet, skyldes det, at de russiske soldater af og til minerer deres døde kammerater. Det siger ikke så lidt om et land, hvis officerer giver den slags ordrer.</p><p><b>Portrætter uden filter</b></p><p>Et er de fotografier, der beskriver ødelæggelserne, noget andet er Grarups portrætter. Her er intet filter, men ren angst, frygt, savn, sorg og fortvivlelse. En ung kvinde, der er blevet ramt af rester fra en mortergranat, ser direkte ind i linsen med et blik, det er svært at aflæse. I hendes pande er et langstrakt sår blevet samlet af en række sting, og på næsen og den ene kind har hun dybe hudafskrabninger. Hun havde været på gaden for at modtage nødhjælp til sig selv og sine børn, da granaten slog ned.</p><p><b>Fotografens og forfatterens fortvivlelse</b></p><p>At Grarup er en vanvittig dygtig fotograf er der ingen tvivl om. Hvad angår Adam Holm skriver han sobert og informativt på en måde, hvor hans sym- og antipatier ikke tager overhånd. Bogen er således et ærligt resultat af en fortvivlelse over, at det ukrainske folk skal lide så meget, fordi Putin og hans støtter ikke kan acceptere, at landet ikke hører ind under Rusland.</p><p>Skal der siges noget negativt om ”While We Bleed” er det irriterende, at billedteksterne er samlet bagi. De kunne godt have været bragt ved siden af billederne, uden at det havde ødelagt det æstetiske udtryk.</p><div><br /></div>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-68415228749310224602023-11-25T13:08:00.000-08:002023-11-25T13:08:29.163-08:00Nok at tænke over, le af og nyde<p><b><span style="font-family: georgia;">”Tilbageblik” og ”Palle Bondrup”, Janus Vestjyllands Kunstmuseum, 4. november 2023 - 11. februar 2024.</span></b></p><p><b><span style="font-family: georgia;">Af Egil Hvid-Olsen.</span></b></p><p><span style="font-family: georgia;"><b>Vestjyllands Kunstmuseum introducerer et koncept, som er vældig velfungerende, nemlig otte små retrospektive udstillinger. De otte kunstnere er Jonna Pedersen, Simon Grimm, Jacob Hoff, Bjørn Poulsen, Bjarke Regn Svendsen, Anne Skole Overgaard, Marie Birkedal og Karin Lorentzen. Her er noget for enhver smag, og udstillingen holder nysgerrigheden oppe hos den besøgende fra begyndelse til ende. </b></span></p><p><b><span style="font-family: georgia;">En rød Volvo i guldalderramme<table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi-dXY0tEW0O27Z580INsfMH3yvidFNnfM2mLsN2q6kVdKYs174vpn_Ea-4LNFbfSmF5bxmBSDkrhYaDHLQOVaVDAkFo18-7PtkWRw2disZveJ9QpkyhIOT_NjAKR7i2-uVKvCq8zFZ_4-dfs4Z44qHE7PaTfDw_jxGbnD75PZmr7KR7oVXtDmdhMCEKS8/s3535/Regn%20Svendsen.%20R%C3%B8d%20Volvo.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><span style="font-size: x-small;"><img border="0" data-original-height="2946" data-original-width="3535" height="267" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi-dXY0tEW0O27Z580INsfMH3yvidFNnfM2mLsN2q6kVdKYs174vpn_Ea-4LNFbfSmF5bxmBSDkrhYaDHLQOVaVDAkFo18-7PtkWRw2disZveJ9QpkyhIOT_NjAKR7i2-uVKvCq8zFZ_4-dfs4Z44qHE7PaTfDw_jxGbnD75PZmr7KR7oVXtDmdhMCEKS8/s320/Regn%20Svendsen.%20R%C3%B8d%20Volvo.jpg" width="320" /></span></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">Bjarke Regn Svendsen: Rød Volvo, 1973</span></td></tr></tbody></table></span></b></p><p><span style="font-family: georgia;">Bjarke Regn Svendsen har ofte været vist på museet, fordi hans far var en af hovedkræfterne bag oprettelsen af stedet, og fordi kunstneren selv gennem årene har været endnu mere engageret i museet, og så naturligvis fordi han er en dygtig billedkunstner. Denne gang har man fundet nogle af Svendsens værker frem, som ikke har været vist så ofte, f.eks. nogle fine tuschtegninger, der dokumenterer den unge Bjarkes talent. Siden kastede han sig over maleriet og blev nyrealist. Et eksempel fra 1973 er ”Rød Volvo”, der gengiver det benævnte køretøj foran en rødstensvilla. Svendsen er endnu ikke helt tæt på den næsten fotografiske gengivelse, som siden prægede hans malerier i en periode, men motivet er absolut genkendeligt – ligesom motiver fra guldalderen. Alligevel opstår der en spøjs – og helt sikkert forsætlig – signalforvirring, idet den røde Volvo er blevet forsynet med en for guldalderen typisk stor, gylden ramme. </span></p><p><span style="font-family: georgia;"><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: left;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjSuGfwKZ2L653x3Epz_2lJQIhB8bCww7sKSWovHr9MzgNvCQuQ3t667-BW5es32e3HkNNMhaJgF3fkR2zy2e8SJY1aMNphbZLH_tuYxRnGNnrPzdeAkVTIamMlH5wx1rRf8rWWeUHlcZCgzfYXmYQrLJWYiBeB3rwKg30RpoaGXzDbngq_gMIvYQYBAEo/s3601/Hoff.%20Af%20og%20til%20dr%C3%B8mmer%20jeg....jpg" imageanchor="1" style="clear: left; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="2671" data-original-width="3601" height="237" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjSuGfwKZ2L653x3Epz_2lJQIhB8bCww7sKSWovHr9MzgNvCQuQ3t667-BW5es32e3HkNNMhaJgF3fkR2zy2e8SJY1aMNphbZLH_tuYxRnGNnrPzdeAkVTIamMlH5wx1rRf8rWWeUHlcZCgzfYXmYQrLJWYiBeB3rwKg30RpoaGXzDbngq_gMIvYQYBAEo/s320/Hoff.%20Af%20og%20til%20dr%C3%B8mmer%20jeg....jpg" width="320" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">Jacob Hoff: Af og til drømmer jeg stadig om <br />ishavet (Et hjemligt terræn #2), 2019</span></td></tr></tbody></table>Jacob Hoffs ”Af og til drømmer jeg stadig om ishavet (Et hjemligt terræn #2)” fra 2019 er gengivet med endnu større fotografisk nøjagtighed end den røde Volvo. En dyne uden betræk ligger som tilfældigt kastet på en seng. Det er i udgangspunktet et ganske dagligdags syn, men titlen sætter tankerne i gang, for antager dynen ikke samme form som et isbjerg? Om ikke andet kan man lægge sig under den og drømme, at man sejler på ishavet.</span></p><p><b><span style="font-family: georgia;">Et spøgelse af margretheskåle<table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhhkG6wMCnDOMicCQZAIAGMZNeWhxHFQYnNrX-PPJcCwQLGY0jjdQZFnl_imfUIuiEi-3zVZpxkrLdX5RPMD3dXzzz_4a9EMy-UjScu9CaHCJNJHhsaAueQFAL0zRug8TLFVg-W2Z5-T7kFBvWeilQaxE_MwFF64ajCqaeIkH6bYTO0h2qpy6WmUcsFj4I/s4000/B.%20Poulsen.%20Ghost%206.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="4000" data-original-width="3000" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhhkG6wMCnDOMicCQZAIAGMZNeWhxHFQYnNrX-PPJcCwQLGY0jjdQZFnl_imfUIuiEi-3zVZpxkrLdX5RPMD3dXzzz_4a9EMy-UjScu9CaHCJNJHhsaAueQFAL0zRug8TLFVg-W2Z5-T7kFBvWeilQaxE_MwFF64ajCqaeIkH6bYTO0h2qpy6WmUcsFj4I/s320/B.%20Poulsen.%20Ghost%206.jpg" width="240" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">Bjørn Poulsen: Ghost 6, 2007.</span></td></tr></tbody></table></span></b></p><p><span style="font-family: georgia;">Går man videre ind i det næste rum, fornemmer man en lidt underlig skikkelse til venstre i øjenkrogen, og ganske rigtigt hænger der et spøgelse. I hvert fald har Bjørn Poulsen givet sit værk fra 2007 titlen ”Ghost 6”. Ofte forbindes spøgelser med afdøde, men ”Ghost 6” er speciel, fordi det er lavet af ituslåede, ”afdøde” margretheskåle. I et andet værk svæver der en Weber-grill i en sky. Måske en kommentar til de mangfoldige mænd, der føler sig i den syvende himmel, når blot de kan tilberede en steg i Weber-vennen.</span></p><p><b><span style="font-family: georgia;"><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: left;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjVSW9d2fstHfQZs84Ls4urdDVL09a29P76pQ5luH-uhyphenhyphenZ23EBiQGilmJhWq9ox8FKTQ6R_AJF9Sz5xEPTwWm5Z4IgEpCabtXSG2_m6SAQ7_2XJDuotU4eWlNBJU7fVzskINPmQJ9X9IWvyJGxrZwx3P3FFGsIPuXhRvYAKHAl_v9pP0zmeHB2s4Pa8spM/s4000/Marie%20Birkedal.%20Den%20falske%20dompt%C3%B8r.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="4000" data-original-width="3000" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjVSW9d2fstHfQZs84Ls4urdDVL09a29P76pQ5luH-uhyphenhyphenZ23EBiQGilmJhWq9ox8FKTQ6R_AJF9Sz5xEPTwWm5Z4IgEpCabtXSG2_m6SAQ7_2XJDuotU4eWlNBJU7fVzskINPmQJ9X9IWvyJGxrZwx3P3FFGsIPuXhRvYAKHAl_v9pP0zmeHB2s4Pa8spM/s320/Marie%20Birkedal.%20Den%20falske%20dompt%C3%B8r.jpg" width="240" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;"><b>Marie Birkedal: Den falske domptør<br />(efter Diego Velázques), 2012.</b></span></td></tr></tbody></table>Fra falsk domptør til grå nuancer</span></b></p><p><span style="font-family: georgia;">Marie Birkedal udfordrer beskueren med maleriet ”Den Falske Domptør (efter Diego Velázques)” fra 2012, der i farvevalget snildt kan ligne et værk fra Velázques’ 1600-tal, men som er blottet for det figurative. Eller er det? Maleriet synes at bestå af to lag. Som om der først er malet et motiv, der ville være genkendeligt, hvis der ikke efterfølgende var malet med så ødsel en brug af malingen, at den er løbet ned ad lærredet. Dog … når man ser efter, er der virkelig intet figurativt i nogen af lagene. Der er ingen domptør. Måske er det derfor, at han er falsk?</span></p><p><span style="font-family: georgia;"><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjKP0dblqS9mSYf2e4-C7PAo8zePQw-NBydfVSBiVRHSVnKC9Qwvy7gUsYYysiJsLBC24qJbctA1EWUd4IYmChBQQ4TWZHLP_G1uRbJpC15Wg7agly3hkepn1O35oXovdtnv-ZYEmAc53SI7XoshQL54YMWb-uF7i9k0s33N76CyZfb7-OytQpbgshKDqc/s3646/Anne%20Skole%20Overgaard.%20Hus.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="2766" data-original-width="3646" height="243" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjKP0dblqS9mSYf2e4-C7PAo8zePQw-NBydfVSBiVRHSVnKC9Qwvy7gUsYYysiJsLBC24qJbctA1EWUd4IYmChBQQ4TWZHLP_G1uRbJpC15Wg7agly3hkepn1O35oXovdtnv-ZYEmAc53SI7XoshQL54YMWb-uF7i9k0s33N76CyZfb7-OytQpbgshKDqc/s320/Anne%20Skole%20Overgaard.%20Hus.jpg" width="320" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">Anne Skole Overgaard: Hus, 2015.</span></td></tr></tbody></table>Så eksperimenterende er Anne Skole Overgaard ikke. Medminutiøs præcision gengiver hun blomster og træer, og dog er det ikke som at se på fotografier. I ”Kakitræ” fra 2016 synes træet med fuglene at være trukket frem fra det ubehandlede lærreds baggrund. I ”Hus” fra 2015 er hele lærredet bemalet. Umiddelbart er motivet kedeligt, men kun indtil man lægger mærke til gavlens farvespil af grå nuancer. Man får dem ovenikøbet både at se i lys og skygge. Huset er placeret i kanten af en kornmark med grønne træer omkring sig, men det er den af vejr og vind hårdt prøvede gavl, der påkalder sig opmærksomhed.</span></p><p><b><span style="font-family: georgia;"><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: left;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgsPLnjBXaggbwhjGUV6X5Yeiw9VFPtdrjWf1heBwg13y2cKIU4n7NAoCRcElk258Hk-LhxkdelfPIeTIOvt1r9ZylrgrqFmaAgMXO936V1aTCod5dl_ZrkoyAzDibWTZx2QtaUHiOARLUxB1dH29ZnKw45ROueSlMF5084xFW0ViMRTjI5MYPPrWDiEAI/s3510/Bondrup.%20Vestenvind.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="3510" data-original-width="2433" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgsPLnjBXaggbwhjGUV6X5Yeiw9VFPtdrjWf1heBwg13y2cKIU4n7NAoCRcElk258Hk-LhxkdelfPIeTIOvt1r9ZylrgrqFmaAgMXO936V1aTCod5dl_ZrkoyAzDibWTZx2QtaUHiOARLUxB1dH29ZnKw45ROueSlMF5084xFW0ViMRTjI5MYPPrWDiEAI/s320/Bondrup.%20Vestenvind.jpg" width="222" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">Palle Bondrup: Vestenvind, 1994.</span></td></tr></tbody></table>Smukke og morsomme værker af Bondrup</span></b></p><p><span style="font-family: georgia;">Egentlig kunne ”Tilbageblik”-udstillingen sagtens fylde et museumsbesøg ud, men hvor er det godt, at man tillige har arrangeret en udstilling med værker af Palle Bondrup (1948-2021).</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Bondrup kunne tegne! Både stort og småt. Både naturskildringer og mennesker. Nogle små ætsninger fremstår beskedne og er det for så vidt også, fordi de gengiver den hverdagsæstetik, vi omgives af: Træer, skure, marker. Men smukke er de!</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Det samme gælder Bondrups (virkeligt) store tegninger som ”Lund og stubmark” fra 2003. ”Vestenvind” fra 1994 er måske knap så smuk, men til gengæld morsom. Et træ får blæst løvet af sig, blomster bøjes mod jorden og alskens ting og sager fra terrassen og haveskuret kommer flyvende. Selv en loftslampe er blæst løs, men lyser stadig, så trækronens tilbageblevne løv reflekterer lysets hvidhed, der bryder stormens mørke.<table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh0g5Cm-YXmjAEAqUuxuo55h2hwQbAtfv97pvYqmx4foRbgWKKm06IZ7WQH1MzVZ7DgPz423TZCf0u-EUNb3lhVHV3IKazaAnpIC5u-iMYP3nuhPg1I8D_pVqnX195YHz8UmyPWmFXrZDS9hS2h7jWqFe8zSgQu-xGyXqPteh_Wvh2eEIum1Kji8vKVO5Q/s4000/Bondrup.%20Tunnel%20i%20sidevind.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><span style="font-size: x-small;"><img border="0" data-original-height="4000" data-original-width="3000" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh0g5Cm-YXmjAEAqUuxuo55h2hwQbAtfv97pvYqmx4foRbgWKKm06IZ7WQH1MzVZ7DgPz423TZCf0u-EUNb3lhVHV3IKazaAnpIC5u-iMYP3nuhPg1I8D_pVqnX195YHz8UmyPWmFXrZDS9hS2h7jWqFe8zSgQu-xGyXqPteh_Wvh2eEIum1Kji8vKVO5Q/s320/Bondrup.%20Tunnel%20i%20sidevind.jpg" width="240" /></span></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">Palle Bondrup: Tunnel i sidevind.</span></td></tr></tbody></table></span></p><p><span style="font-family: georgia;">Også skulpturer var en del af Bondrups kunstneriske udtryk. Her spiller humoren ligeledes ind, f.eks. i ”Tunnel i sidevind”. Selvom den er lavet af beton og metal, er den åbenbart også blevet ramt af vestenvinden, for tunnelen bøjer sig til siden.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Der er nok at tænke over, le af og nyde i Vestjyllands Kunstmuseums dobbeltudstilling.</span></p><p><i><span style="font-family: georgia;">Anmeldelsen har tidligere været bragt i en kortere udgave i Kunstavisen</span></i></p><div><br /></div>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-86421765251067306292023-11-19T11:29:00.000-08:002023-11-19T11:29:17.531-08:00Hjemløs i familien<p><i>Sissel Bergfjord: ”Fiskelykken”, 2023, Ombelico, 336 sider.</i></p><p><i>Af Egil Hvid-Olsen</i></p><p><b>Sissel Bergfjord debuterede i 2006 med romanen ”Min morfars stemme”. Den er nu udkommet på ny, men suppleret af ”Min mosters breve”, der tilsammen udgør romanen ”Fiskelykken”.</b></p><p><b>Fiskelykken er en lavmælt bog om kvinden Kajsa, der af to omgange tager til familiens hytte i Norge, hvor hun glæder sig over at være til, over omgivelserne og over moderskabet. Samtidig problematiserer bogen det at være del af en familie, som man ikke nødvendigvis føler sig hjemme i. </b></p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjYhfMgiuxgw-muHP5wbD6YrgQBROaC9NsT-xyFzuvH8vWHfJfz6CzdfV11ASCu5_4hUTsFrBcFJ-AthXrnA96gkdkw4BxRdx47Wy9DOxm9h8lTpa9mUxwOZhGVVw2aigarS9ccLlyHHG268zmTGt06RtomN2j3QHiPgx6d3TnaXTRxHutMGlqM-e1phzk/s2598/SISSEL%20BERGFJORD_Fiskelykken_FORSIDE_X.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="2598" data-original-width="1689" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjYhfMgiuxgw-muHP5wbD6YrgQBROaC9NsT-xyFzuvH8vWHfJfz6CzdfV11ASCu5_4hUTsFrBcFJ-AthXrnA96gkdkw4BxRdx47Wy9DOxm9h8lTpa9mUxwOZhGVVw2aigarS9ccLlyHHG268zmTGt06RtomN2j3QHiPgx6d3TnaXTRxHutMGlqM-e1phzk/s320/SISSEL%20BERGFJORD_Fiskelykken_FORSIDE_X.jpg" width="208" /></a></div>Det er en nydelse at læse første del af ”Fiskelykken”, selvom der virkelig ikke sker særlig meget. Ganske diskret placeres der spor, som lægger op til en lettere dramatisk afslutning. Imens suger man Kajsas mange sanseindtryk fra den norske sommernatur i sig. Selv en banal kanotur bliver beskrevet på en måde, så det er, som om man selv har padlen i hænderne. De indtryk, der præger det at sidde i en stol ved søbredden og suge indtryk til sig, kan også deles med en læser, der sidder et helt andet sted og måske på en helt anden årstid. Her får det nære en ekstra poetisk dimension, idet det bliver beskrevet med en taknemmelig årvågenhed, der gør læseren fortrolig med det beskrevne: ”Jeg er helt alene i området nu, langt borte sejler en motorbåd. Jeg stirrer på vandets små krusninger, som lidt efter forsvinder og efterlader søens overflade fuldstændig blank. Nogle småfluer sværmer lige over overfladen, en fisk springer en gang imellem, og jeg bliver forskrækket hver gang. Jeg mærker min ensomheds dobbeltgreb som en flaksende vinge, vekslende mellem afmagt og en vidunderlig følelse af at have hele verden for mig selv.” (s. 95f.).<p></p><p>Sideløbende med de stille og ofte genkendelige beskrivelser af Kajsas oplevelser og følelser, flettes flere og flere oplysninger om hendes morfar ind i historien. Han var aktiv i den norske modstandsbevægelse under tyskernes besættelse af landet og måtte i en periode leve under jorden ude i den natur, som Kajsa selv befinder sig i og registrerer med stille glæde. Forskellen er bare, at Kajsa nyder sommeren i den egn, som morfaderen også måtte holde sig skjult i om vinteren. Det var ensomme og kolde vilkår, han måtte overleve i. Samtidig var han konstant bange for at blive opdaget og angivet til besættelsesmagten.</p><p><b>Et psykologisk familie- og selvopgør</b></p><p>I romanens anden del skrues der op for dramaet. Efter mange år er Kajsa taget op til hytten igen. Denne gang har hun sin datter, Sina, med, og denne gang finder opholdet sted om vinteren. Der er stadig smukke beskrivelser af landskabet og vejret. Ind imellem beskriver Bergfjord også vinterkuldens krav om udholdenhed og påpasselighed. Mennesket er ikke så magtfuldt, at det kan tæmme naturens kræfter. At tæmme andre mennesker, er en anden sag, der ikke nødvendigvis er let, men alligevel anses for at være nødvendig af mange. I hvert fald formulerer Kajsa sine familiemedlemmers behov for at tæmme andre. Ærligt og fuld af frustration erkender hun, at hun bærer på de samme træk, som hun har allersværest ved at acceptere hos nogle familiemedlemmer. Men hvad gør man, når man opdager, at de personlighedstræk, som man altid har frygtet og afskyet hos andre, udgør en naturlig mentalitet hos en selv? Mange i Kajsas situation ville få større forståelse for dem i familien, der netop er karakteriseret af de forhadte træk, men Kajsa vil ikke give sig arv og miljø i vold. Hun vælger en anden løsning.</p><p>Kajsas erkendelse og dens følger beskriver Bergfjord som en mental udvikling i sin hovedperson; en udvikling, der følges af ydre dramatiske begivenheder. På den måde bliver ”Fiskelykken” til et ganske originalt psykologisk drama, der tilmed er skrevet med stor sproglig ro og ynde.</p>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-47164793581577168552023-11-07T12:49:00.004-08:002023-11-07T12:58:41.932-08:00Tidsbundne og tidløse malerier<p><i>Bjarke Regn Svendsen: ”Album”, Esbjerg Kunstmuseum, 30. september 2023 - 25. februar 2024.</i></p><p><i>Af Egil Hvid-Olsen.</i></p><p><b>Tistrupmaleren Bjarke Regn Svendsen har været i arkiverne. Hans far tog mange familiebilleder. Hans mor tog også en del, men var ikke særlig god til det. Det er dog ikke kvaliteten, der har været afgørende for Regn Svendsens valg af, hvilke fotografier han ville arbejde med. Hvis blot de indeholdt noget, der kunne fortælle en historie eller på anden måde føre til refleksion, kunne billedet være nok så uheldigt beskåret. Nogle gange har maleren tilmed selv foretaget en beskæring, som man nok ville betegne som uheldig, hvis det var et foto, det drejede sig om. Men i kraft af at det er et maleri af et foto, stiller sagen sig anderledes.</b></p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh7VcFKum8QDrkOlszRbq-KCV3KyaMvdMoCy7LbgKMb02eLX0zw-T3IlfqLj9spGjeXF3oh8nsNdp7HHZEdL7OYFVxm4kKfWBzeFLlGsNqZ2nClXsds9WIItJbmsRxisLwg4ix9411VM1VOBCPCQuNpKnPSVaskJQsacDWoOVDqAoxqu_v-K6UVF9S2cVE/s2829/F%C3%B8dselsdagen.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="2829" data-original-width="2251" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh7VcFKum8QDrkOlszRbq-KCV3KyaMvdMoCy7LbgKMb02eLX0zw-T3IlfqLj9spGjeXF3oh8nsNdp7HHZEdL7OYFVxm4kKfWBzeFLlGsNqZ2nClXsds9WIItJbmsRxisLwg4ix9411VM1VOBCPCQuNpKnPSVaskJQsacDWoOVDqAoxqu_v-K6UVF9S2cVE/s320/F%C3%B8dselsdagen.jpg" width="255" /></a></div>Tag f.eks. ”Fødselsdagen” (2021). Her har Svendsen skåret i sin gengivelse af fotografiet. På den måde kommer døren i baggrunden til at se meget stor ud. Måske er det den dør, børnene før eller siden må åbne og forsvinde ind bag; døren ind til voksentilværelsen. Men indtil videre fejrer de fødselsdag for Bjarke Regn Svendsens lillesøster Elisabeth. Året er 1957 og fotografiet er sort/hvidt. Det er maleriet kun delvis. Børnene og bordet, de er bænket omkring, er holdt i grå nuancer, men den forreste stol, væggen og døren er i dæmpede farver. Svendsen trækker delvis det gamle motiv op til nutiden, hvor vi ikke kan undgå at se farver, eller også vender han delvis tilbage til det tidspunkt, hvor fotografiet blev taget, og kun blev sort/hvidt, fordi kameraet ikke kunne gengive farverne, mens alt på motivet i virkeligheden var fuld af farve. Med en sådan farveleg gør han på én måde motiverne meget nærværende og genkendelige, på en anden måde underligt fjerne. Således virker malerierne både tidsbundne og tidløse.<p></p><p>Alle motiverne i ”Album” er typiske for Regn Svendsen, der så godt som altid har fokuseret på det, der hører hverdagen til. Her er værker, der skildrer fastelavnsfejring, teltture, familiebesøg, eftermiddagshygge, strandture, kørsel og sygebesøg.</p><p></p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjYKEGOotwXKpDizuWOfg37OYqNWMpdwBPbjF5nAFmr1K-4eLmaeOFAVfX9WnuzuVyDuial5mCaQhyphenhyphen09KBdwGC-vyXOEgaoOe4v0RP8pM9GPQLqJpqe466xpoPMUlJdlpe2-SdLtSVs9_XRW1srByVmRdMaS2HvvAMAARsLJUEdsKXfGv5rzRWXkCLVez0/s3104/H%C3%B8respil.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="2053" data-original-width="3104" height="212" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjYKEGOotwXKpDizuWOfg37OYqNWMpdwBPbjF5nAFmr1K-4eLmaeOFAVfX9WnuzuVyDuial5mCaQhyphenhyphen09KBdwGC-vyXOEgaoOe4v0RP8pM9GPQLqJpqe466xpoPMUlJdlpe2-SdLtSVs9_XRW1srByVmRdMaS2HvvAMAARsLJUEdsKXfGv5rzRWXkCLVez0/s320/H%C3%B8respil.jpg" width="320" /></a></div>Et maleri, hvis motiv børn af i dag vil have svært ved at genkende, er ”Hørespil” (2020). Igen er vi tilbage i 1957, men denne gang er det Bjarkes fødselsdag, der fejres. Der er et afsnit af et hørespil i radioen, som alle gæsterne har fulgt med i. Derfor vil ingen gå glip af det, selvom de er til fest. Man fornemmer da også, at det er spændende at lytte til. Drengen til venstre må ligefrem holde sig for øjnene, skønt han intet kan se af det, han hører.<p></p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjPem3_iJ0NbRPftMj1AW_C46K6Ydvor_Sr_-mNmiLsL7XNedRsXhzIOTHLHr8L-Cx2b4wb-VmOTEv8ha0FicWjswQRMM1i6OjsTI1flREopzMZZYrJoX8eWRHikg45KVkq2ixAY4il7vQNC1EVPFM4_qFouV6njCie80xVWo8GQV36n5YiNPQVCKajkTE/s2197/Hvalpen.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="2175" data-original-width="2197" height="317" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjPem3_iJ0NbRPftMj1AW_C46K6Ydvor_Sr_-mNmiLsL7XNedRsXhzIOTHLHr8L-Cx2b4wb-VmOTEv8ha0FicWjswQRMM1i6OjsTI1flREopzMZZYrJoX8eWRHikg45KVkq2ixAY4il7vQNC1EVPFM4_qFouV6njCie80xVWo8GQV36n5YiNPQVCKajkTE/s320/Hvalpen.jpg" width="320" /></a></div>Selvom man genbesøger en svunden tid, når man iagttager malerierne, bringer de ikke for alvor sig selv op til nutiden, for mange af dem er gengivet med mere afdæmpede farver, end de var i virkeligheden. Enkelte steder har Svendsen valgt en helt anden farve, end den malede genstand har, f.eks. rødt græs i værket ”Hvalpen” (2022).<p></p><div>I sin ”Selfie” fra 2023 fastholder Regn Svendsen stilen fra de øvrige malerier, selvom forlægget er helt nyt. Det er et billede, der ved et uheld blev<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiHniNJV3kM7a5W6GJfRx38hjbyQR9G1XdpGtzfG_YG-Pdp9p-uh2bZATvX3KVrY-FdHV8zviKJg0YwIvlkAdpMYOpHPHsRUifYUYLYlXnlc9njNaKQ775qxX_ibD1W1xZXzNQEJ4zY7J6vwTxzRLKWoAxk8kSGR57xGkYqbepx7B9rDhsS8bGHR0IMMbU/s2688/Selfie.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="2676" data-original-width="2688" height="319" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiHniNJV3kM7a5W6GJfRx38hjbyQR9G1XdpGtzfG_YG-Pdp9p-uh2bZATvX3KVrY-FdHV8zviKJg0YwIvlkAdpMYOpHPHsRUifYUYLYlXnlc9njNaKQ775qxX_ibD1W1xZXzNQEJ4zY7J6vwTxzRLKWoAxk8kSGR57xGkYqbepx7B9rDhsS8bGHR0IMMbU/s320/Selfie.jpg" width="320" /></a></div>taget, da Svendsen sad ved sit staffeli. Netop det, at det blev taget utilsigtet, gør det afslørende. Noget kønt billede er det i hvert fald ikke. Det er taget nedefra på den stirrende maler, der faktisk ser lidt bøvet ud. Men gengivelsen er ikke et nutidigt selfie, for selve ansigtet er holdt i de grå farver, der præger langt de fleste personer på de øvrige værker. Kun baggrunden har noget grønt, rødt og gult i sig. Således solidariserer Regn Svendsen sig med de andre mennesker fra udstillingen. Han og de har en fortid tilfælles, men er samtidig nærværende i hvert enkelt værk, hvad enten de stadig lever eller ej.<p><i>Anmeldelsen har tidligere været bragt i en kortere version i Kunstavisen.</i></p><div><br /></div></div>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-73160006816740154702023-11-02T11:09:00.002-07:002023-11-02T11:09:30.462-07:00 Digtningens modsprog: Bruddet, den grænseløse åbning og den skabende proces<p><i><span style="font-family: inherit;">Lørdag d.4.november kl.
12.10 deltager Karsten Bjarnholt, Inge-Helene Fly og Thorvald </span>Berthelsen<span style="font-family: inherit;"> i en
paneldebat om Lyrikkens rolle i dag på Dansk Forfatterforenings stand C4-001 på
Bogforum i Bellacentret. Debatten tager afsæt i fagbladet Forfatterens opslag
med teser om poesi i Frit Rum i nr. 3 fra i år. I sommer udkom Thorvald
Berthelens essaysamling Om lyrik også på Forlaget Ravnerock. I samlingen
forsøger han at indkredse digtnings virkning og rolle som modsprog til det
herskende sprog. Her giver han en forsmag på sit bidrag til paneldebatten.</span></i></p><p><span style="font-family: inherit;"><i>Af Thorvald Bertheksen</i></span></p>
<p><span style="color: black; mso-bidi-font-family: Calibri; mso-bidi-theme-font: minor-latin;"><span style="font-family: inherit;">Da jeg var 15 år og gik på kostskole og derefter i første g. på
Kolding gymnasium begyndte den moderne europæiske lyriks fornyelse af det
poetiske sprog for alvor at gå op for mig. Det var ikke Klaus Rifbjerg, der
åbnede mine øjne og porer. Nej det var Uffe Harder, den mangeårige redaktør af
Hvedekorn og redaktør af antologier med moderne fransk, italiensk, spansk,
latinamerikansk og afrikansk lyrik, og Ivan Malinovski, hvis udgivelse af
Glemmebogen med hans egne oversættelser af mange af de allerede klassiske
moderne digtere ikke kan overvurderes, når det gælder det moderne nybrud i
dansk digtning efter hereticanerne. Ikke mindst har deres egne digtsamlinger,
Harders Positioner og Dette er ikke en drøm, Malinovskis Galgenfrist,
poetomatic og Leve som var der en fremtid og et håb, betydet meget.<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="color: black; mso-bidi-font-family: Calibri; mso-bidi-theme-font: minor-latin;"><span style="font-family: inherit;"></span></span></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><span style="color: black; mso-bidi-font-family: Calibri; mso-bidi-theme-font: minor-latin;"><span style="font-family: inherit;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi-dR6lxRHnNTlKTY3ctHLo6SjscOxwVt06Ve3eE-jtKxdX11WHwsq65EcAMOgMO8U4UDkZT_9EWlj5lbC6crz7Ij17GYHyf5Bzxhe6l9TIZ9sOzW-PbDpd9eXwzpBAKhqqj7NM_EWjXFH_2K_9QLVrdud0x5p-L14bE9e1E47iNIy1DoQeBUnPxiNh3fU/s641/BKU_105781_m.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="641" data-original-width="400" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi-dR6lxRHnNTlKTY3ctHLo6SjscOxwVt06Ve3eE-jtKxdX11WHwsq65EcAMOgMO8U4UDkZT_9EWlj5lbC6crz7Ij17GYHyf5Bzxhe6l9TIZ9sOzW-PbDpd9eXwzpBAKhqqj7NM_EWjXFH_2K_9QLVrdud0x5p-L14bE9e1E47iNIy1DoQeBUnPxiNh3fU/s320/BKU_105781_m.jpg" width="200" /></a></span></span></div><span style="color: black; mso-bidi-font-family: Calibri; mso-bidi-theme-font: minor-latin;"><span style="font-family: inherit;">Lyriktidsskriftet Lyrikvännen skal også nævnes. Det blev udgivet
af Folket i Bild og orienterede ikke bare om svensk og skandinavisk poesi men
om verdenspoesien i næsten alle egne af jorden med jævne mellemrum – det gør de
stadigt. Men i dag kan<span style="mso-spacerun: yes;"> </span>man ikke længere
kan låne det på danske biblioteker, fordi Det kgl. bibliotek i Århus er ophørt
med at abonnere på det.<o:p></o:p></span></span><p></p>
<p><span style="color: black;"><span style="font-family: inherit;">Også
vores tyske nabos store lyriker, den sidste år afdøde hans magnus enzensberger,
spillede med sine tidsskrifter (som Kursbuch) og antologien Museum der modernen
Poesie en stor rolle.<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="color: black;"><span style="font-family: inherit;">Overfor
det for tiden gældende, erindrer poesi om det selvfølgelige, der ikke er
virkeliggjort. Francis Ponge har sagt, at hans digte er skrevet som på dagen
efter den vellykkede revolution. Al virkelig digtning er ifølge hans magnus
enzensberger antecipation, om det så er med tvivlens, undsigelsens og
negeringens virkemåder. Ikke sådan at forstå at den taler om fremtiden; men
sådan at den taler som om fremtid var mulig, som lod det sig gøre at tale frit
mellem ufri, som var der ikke noget der hed fremmedgørelse og sprogløshed.<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="color: black;"><span style="font-family: inherit;">Den
moderne lyrik er ifølge Uffe Harder både bruddet, den grænseløse åbning og den
skabende proces. Både ’indgriben, frigørelse, realisering og aktiv eksistens…
Alt er bevægelse og Liv… Stilheden er ufattelig langsom Bevægelse.’<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="font-family: inherit;"><span style="color: black;">Ifølge
Ivan Malinovski er det moderne digt panisk. ’</span> Det benytter sig ikke af
projektioner. Ud fra den erfaring at alting er samtidig til stede overalt,
åbner det sig samtidig til alle sider.’ Det er oprøret og jeglikvidationen der
åbner for et nyt jeg i et ubegrænset fælles rum, der til alle sider åbner en ny
verden modsat kapitalismens.<o:p></o:p></span></p>
<p class="MsoNormal"><span style="font-family: inherit;"><span style="color: black; line-height: 115%; mso-bidi-font-family: Calibri; mso-bidi-theme-font: minor-latin; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Pindars 2. olympiske ode til
væddeløbskøreren Theron</span><span style="mso-fareast-font-family: Calibri;"> er
ofte blevet fremført som eksempel på digtekunstens krav på sandheden. Især den
passage hvor Pindar priser de indsigtsfulde, som ikke plaprer støjende hid og
did på alle sprog som ravne, men forstår lyd og logisk tale som Zeus' hellige
fugl ørnen slår ned, præcist:</span><o:p></o:p></span></p>
<p><span style="font-family: inherit;"><span style="mso-bidi-font-size: 11.0pt; mso-fareast-font-family: Calibri; mso-fareast-language: EN-US;">Men i Pilekoggret har jeg under Armen endnu<br />
Mangen letbevinget Pil,<br />
Der træffe vil i Sjælen vel dem der har indsigt, <br />
Men for Mængden vil de trænge til en Tolk, men ikkun vis<br />
Er jo den, der af Naturen fik i Meget Indsigt klar;<br />
</span><span style="color: black;">Men
rasende af Snakkelyst er de,<br />
Der med Moie fik lidt Lærdom, og som Ravnene de skriger<br />
Mod Zeus' Ørn. Men sigt nu med Buen, du mit Hjerte!<a href="https://d.docs.live.net/2e989b088d1c1b91/Skrivebord/Artikel-om-antologien-og-paneldebatten-p%C3%A5-Bogforum-Om-lyrikkens-rolle.docx#_ftn1" name="_ftnref1" style="mso-footnote-id: ftn1;" title=""><sup><span style="mso-special-character: footnote;"><span style="font-size: xx-small;"><!--[if !supportFootnotes]--><sup><span style="color: black; line-height: 115%;">[1]</span></sup></span><!--[endif]--></span></sup></a><o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="color: black;"><span style="font-family: inherit;">Men
det her handler ikke om hvordan den præcise filosofiske dialog aktualiserer den
logiske tale. ”Ordet sendes afsted så vel hvæsset, valgt og målrettet, at det
træffer lige i plet, der i sandhedens undtagelsestilstand.” Det der er på spil
i Pindars billede er ikke, ”hvordan ordet træffer , men sprogets flugtbane og
lyd ... For Pindar virker sandheden gennem sprogets præcision i formgivningen
af lyd og alle dets andre aspekter..<span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Digtet
rammer sin susende bane præcist mod målet, som den vished hvormed Zeus'
jærtegns ørn slår ned. Jærtegnet rummer en særlig guddommelig aktualitet – det
varsler hvad der kommer til at ske. Ikke det skæbnen eller guderne har
bestemt., men det jærtegnet afslører for de indsigtsfulde, som giver agt på
virket, energeia, og ikke bare målet. <br />
I billedet er ravnene ikke bare en forvildet flok men også en sværm der er i
stand til at holde ørne væk. Dermed fremhæves den skabende uforudsigelige uro.<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="font-family: inherit;"><span style="mso-bidi-font-weight: normal;"><span style="color: black;"><i>Mod forvirring</i><br />
</span></span><span style="color: black;">Frie ord er ikke<br />
ørnens bratte lynnedslag<br />
men en sværm sort sol<br />
(Thorvald Berthelsen<span style="mso-spacerun: yes;"> </span>i digtsamlingen
Sensommer Remix)<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="font-family: inherit;"><span style="color: black;">Digtning
er anarkisk og det er den levende uforudsigelige uro i processen, der
underminerer ethvert ideologisk eller entydigt politisk formål. Allerede Platon
advarede magthaverne imod dette – selve kernen i digtning – </span><span style="color: black;"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span></span><span style="color: black;">der truer med at unddrage sig vogternes kontrol: ”Dens
politiske følger er intetsteds farligere end der, hvor manifest politisk formål
slet ikke er rettesnor for det poetiske virke.”<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="font-family: inherit;"><span style="color: black;"><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgF30U_8PsSr20GVTWvosfFOEW7MWLMVnO6MO3W1iUmTaqbveGgeuFspssbqYEkbp6AhVofA3TOC64Kv8r87qXGhfPXFBltfmCqfOP7HYCH22MOYr9fhZ3aSMNDkUJo9QHWA0ERXzRHj5eduJbXuYH1CuPa7ZiTnWCGrIliB1Hc7tFtVYXrDE_tfskM72I/s768/imago77982995h-jpg-100-768x576.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="576" data-original-width="768" height="240" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgF30U_8PsSr20GVTWvosfFOEW7MWLMVnO6MO3W1iUmTaqbveGgeuFspssbqYEkbp6AhVofA3TOC64Kv8r87qXGhfPXFBltfmCqfOP7HYCH22MOYr9fhZ3aSMNDkUJo9QHWA0ERXzRHj5eduJbXuYH1CuPa7ZiTnWCGrIliB1Hc7tFtVYXrDE_tfskM72I/s320/imago77982995h-jpg-100-768x576.jpg" width="320" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">enzensberger</td></tr></tbody></table>hans
magnus enzensberger understreger den samme grundlæggende opposition til den
herskende magt i digtningen. ”</span><span style="color: black; mso-bidi-font-family: Calibri; mso-bidi-theme-font: minor-latin;">I magtens øjne, der udover sig
selv ikke kan anerkende noget αρχη er digtet anarkisk, utåleligt, fordi magten
ikke kan bestemme over det, subversivt ved sin blotte eksistens. Så længe det
bare er tilstede, fører det bevis for at regeringserklæriner og reklameskrig,
manifest og transparent lyver. Dets kritiske arbejde er ikke andet end barnets
i eventyret. At kejseren ikke har noget på, denne indsigt kræver intet 'engagement’.
Det er nok at et eneste vers bryder bifaldets uartikulerede hyl.”<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="color: black; mso-bidi-font-family: Calibri; mso-bidi-theme-font: minor-latin;"><span style="font-family: inherit;">Længe følte jeg at det var for stillestående og opgivende en
opgave for poesien. Og det tog mange år og adskillige essays om forskellige
store og små digtsamlinger og digtere at forstå, at det er denne
mangefacetterede kritiske produktive uro, som digtningen med sit modsprog river
herredømmer og deres undertrykkende sprog ned med igen og igen. Og det i lige
så mange udgaver som der er digtere, der skriver med deres personlige poetiske
logik i sammenhæng med deres samtids fællesskabers forskellige opgør med herredømme
og undertrykkelse.<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="font-family: inherit;"><span style="color: black;">Digtningens
modsprog er ikke bestemt metode til at frisætte sproget. Det sker som led i den
enkelte digters personlige poetiske projekt, f.eks. ved som Marianne Larsen at
indbygge en boblende fantasi i det som får de enkelte ord eller sætninger til
at løsrive sig og agere på tværs af vore forventninger, eller som en Benny
Andersen, der stædigt insisterende udforsker konsekvenserne af at tage sproget
på ordet, så vi går helt fra den stakkels snøvsen. Eller som Niels Hav, der med
humoristisk ’naivitet’ udnytter vores vante sætningsopbygnings logik til at
demaskere konventionerne og anarkistisk sprænge hele det sproglige forløb og
historien i luften, så vi havner et helt andet sted end ventet.</span></span></p><p><span style="font-family: inherit;">Ham, der bruger syv år på at bygge et lysthus<br />
og slutter med at smadre det i raseri.<br />
Det er ham jeg holder med.<br />
<span style="color: black;">(Niels
Hav HVEM JEG HOLDER MED i Øjeblikke af lykke)<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="color: black;"><span style="font-family: inherit;">Digtning
har som modsprog også sit udspring i at ordene udgår fra kroppen, og det er det
der gør digtes modsprog brugbart til at rive de undertrykkende herskende
abstraktioner ned og genskabe virkelig kommunikation. Som når Marianne Larsen
om læberne skriver at de ”HVER GANG DE FORMER ORDET ”EJE” gør DET DIAMETRALT
MODSATTE AF ETHVERT/KYS. Og det gælder ikke kun ordene, men også tid, nærvær og
kærlighed virkeliggøres på forskellig vis af kroppen.”<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="color: black; mso-bidi-font-family: Calibri; mso-bidi-theme-font: minor-latin;"><span style="font-family: inherit;">Dette modsprog er ikke bundet til moderne tiders klasseopdelte kamp
mellem arbejderklassen, andre undertrykte samfundsklasser og den kapitalistiske
overkasse.<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="color: black;"><span style="font-family: inherit;">Som
jeg skriver i essayet om Karlevi stenens runekvad fra omkring år 1000, der er
det første hele skjaldekvad der er mejslet ned samtidig med tilblivelsen: Også
dengang skabte skjaldene modsprog til ættesamfundets herskeres undertrykkende
magtsprog der cementerede herskende slægters magt og virkelighedsforvanskning
bl.a. ved i hyldestdigte til dem at nyombryde kenningernes vedtagne symbolsprog
og skabe ny poetisk logik og dynamik hos tilhørerne.<o:p></o:p></span></span></p>
<p><span style="color: black;"><span style="font-family: inherit;">Digtning
som modsprog er en ongoing proces, digtere og læsere må indgå i igen og igen. Fordi
magthavernes undertrykkende sprog og floskler om magtens nødvendighed gendannes
hele tiden. Og fordi en vigtig del af den poetiske<span style="mso-spacerun: yes;"> </span>process’ uro består i digternes nyudmøntning
af deres personlige projekt i et reelt sprogligt samspil med fællesskaber og
modstand mod denne voldtægt. Digtningens modsprog er som åndedragets skift det
vendepunkt, der sætter ord og udåndingen fri lige nu i et nyt fælles rum og
tid.<o:p></o:p></span></span></p>
<p class="MsoNormal"><br /></p>
<p class="MsoNormal"><span style="font-size: 12pt; line-height: 115%;"><o:p><span style="font-family: inherit;"> </span></o:p></span></p>
<div style="mso-element: footnote-list;"><!--[if !supportFootnotes]--><span style="font-family: inherit;"><br clear="all" />
</span><hr align="left" size="1" width="33%" />
<!--[endif]-->
<div id="ftn1" style="mso-element: footnote;">
<p class="MsoNormal"><span style="font-family: inherit;"><a href="https://d.docs.live.net/2e989b088d1c1b91/Skrivebord/Artikel-om-antologien-og-paneldebatten-p%C3%A5-Bogforum-Om-lyrikkens-rolle.docx#_ftnref1" name="_ftn1" title=""><span style="mso-special-character: footnote;"><!--[if !supportFootnotes]--><span style="font-size: 11pt; line-height: 115%;">[1]</span><!--[endif]--></span></a>Pindars
olympiske Oder, Overs. M. RoisingHerlufsholms Årskrift for skoleåret 1861-62,
s. 13-14</span><o:p></o:p></p>
</div>
</div>Jakob Brønnumhttp://www.blogger.com/profile/15475384629378472755noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-74248524772539239762023-10-30T13:01:00.002-07:002023-10-30T13:10:50.767-07:00Kunstnerens afhængighed af det gode selskab<p><i><span style="font-family: georgia;">Ribe Kunstmuseum ”Som brødre. Venskab og konflikt i guldalderen”, 30.9.2023-7.1.2024, www.ribekunstmuseum.dk</span></i></p><p><i><span style="font-family: georgia;">Af Egil Hvid-Olsen</span></i></p><p><b><span style="font-family: georgia;">Ribe Kunstmuseums guldalderudstilling ”Som brødre” trækker tråde op til nutidens kunstverden.</span></b></p><p><b><span style="font-family: georgia;">Udstillingens undertitel er ”Venskab og konflikt i guldalderen”, hvilket henviser til det forhold, der også er kendt i vore dage, nemlig at netværk, venskaber og alliancer er nødvendige for at opnå succes.</span></b></p><p><span style="font-family: georgia;"></span></p><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: left;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgZwPDa_bOgW0GF2PYvhUebNqRFRoqbnVn4wpZbOj0XZd99FkPnBjxNNEzNRwbmOV00IpvEeU7mtymFcCO2tIiXwkZZQdKnR1AakNLkwSQ33ROrFacrOP3zjth9W-3ugTF2skGn45rnawHTSvrUHJriJLMDmitxz2CnEQf8qO1zC_fraFKlNqqpE_gxybY/s3509/Constantin%20Hansen.%20Alvilde.jpg" style="clear: left; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="3509" data-original-width="3000" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgZwPDa_bOgW0GF2PYvhUebNqRFRoqbnVn4wpZbOj0XZd99FkPnBjxNNEzNRwbmOV00IpvEeU7mtymFcCO2tIiXwkZZQdKnR1AakNLkwSQ33ROrFacrOP3zjth9W-3ugTF2skGn45rnawHTSvrUHJriJLMDmitxz2CnEQf8qO1zC_fraFKlNqqpE_gxybY/w274-h320/Constantin%20Hansen.%20Alvilde.jpg" title="Constantin Hansen: Alvilde" width="274" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">Constantin Hansen: Alvilde</span></td></tr></tbody></table><span style="font-family: georgia;">Hvor ofte har man ikke stået foran et udstillet kunstværk og tænkt: ”Hvad i alverden er meningen med det makværk?” Ens vurdering er selvsagt subjektiv, og lige så selvsagt er det, at det samme gør sig gældende for dem, der har rost det udstillede værk. Nogle meningsdannere er mere inde i sagerne end andre, og derfor har de naturligvis også større indflydelse, og kan de overbevise kunderne, mæcenerne eller fondene om, at den og den kunstner er fabelagtig dygtig, så følger der et salg, der igen fører til berømmelse. Men netop fordi vurderingen er subjektiv, er der andre, der bliver overset og må lade sig nøje med dårlig eller ingen omtale. Sådan er det i dag, og sådan var det i guldalderen.</span><p></p><p><span style="font-family: georgia;"><b>Kvindelige kunstnere</b></span></p><p><span style="font-family: georgia;">”Som brødre” giver eksempler på, hvordan datidens kunstverden fungerede. Det gjaldt om at holde sig på god fod med de rette, hvad enten de tilhørte pressen, akademiet eller de etablerede kunstnere. Én gruppe faldt dog næsten konsekvent igennem, nemlig kvinderne. De havde ikke adgang til akademiet, fordi man anså det for forkert, at de skulle stå overfor hel- eller halvnøgne modeller, og fordi man mente, at de havde et andet mål i livet, nemlig at passe hjem og børn. Constantin Hansens søster, Alvilde, ville gerne være kunstmaler som sin bror og sin far, men hun fik aldrig valget. Det varigste spor hun satte sig, var i Constantins portræt af hende, som han malede i 1825.</span></p><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiOALI3sAHkTuKVUblXideY4j44cWg5k8hih04ozCBcRitPcYFbyEt1fCA3BpniY_JP8cRcJpSxFugOgH9ZmBoybk7mB9uNcr1WJzgspAPN0DrLqv47ah7eY_BVom1tT-voH9mY7oZWJWCuHqn9Cc3OCKPqmToUK29UjLqtwvuQVIX43zcTPY8zaTA6Ylc/s3180/Lucie%20Ingemann%20Thorvaldsens%20apoteose.jpg" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="3180" data-original-width="2868" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiOALI3sAHkTuKVUblXideY4j44cWg5k8hih04ozCBcRitPcYFbyEt1fCA3BpniY_JP8cRcJpSxFugOgH9ZmBoybk7mB9uNcr1WJzgspAPN0DrLqv47ah7eY_BVom1tT-voH9mY7oZWJWCuHqn9Cc3OCKPqmToUK29UjLqtwvuQVIX43zcTPY8zaTA6Ylc/s320/Lucie%20Ingemann%20Thorvaldsens%20apoteose.jpg" width="289" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">Lucie Ingemann: Thorvaldsens apoteose</span></td></tr></tbody></table><p></p><p><span style="font-family: georgia;">Enkelte af de udstillede værker er dog malet af kvinder. Det skyldes imidlertid næppe kvaliteten, at Lucie Ingemanns ”Thorvaldsens apoteose” (1844-1868) er med i udstillingen, men at det skildrer den idoldyrkelse, som ganske få kunstnere kunne opnå. Thorvaldsen var så anerkendt, at fru Ingemann lader ham guddommeliggøre posthumt. Der er ikke alene tale om opstandelse, men om en slags verdslig helgenkåring af Thorvaldsen, der bliver budt velkommen af den Kristusfigur, han selv havde lavet til Vor Frue Kirke i København. Hvad angår maleriets tekniske udførelse er der næppe noget at kritisere, men motivet viser en fandyrkelse, der er gået amok, og som Thorvaldsen måske ikke engang selv ville være fan af.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"><b>Blandt venner</b></span></p><p><span style="font-family: georgia;">Blandt kunstnerne knyttedes der naturligvis venskaber. Nogle var varige, andre ikke. Måske blev den andens succes for meget for den, der følte sig og måske også var overset. Måske fandt man ud af, at venskabet med den anden trak en selv bort fra de vigtige honoratiores. Men så længe venskaberne holdt, inspirerede man hinanden gensidigt.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"></span></p><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: left;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEigjRE9NsxUZ6Vp23x79864z8nhyphenhyphenJVWRou1JWMYNW71oSoheuwWW76EFUvSgo5N8oZtzprWwsDtQW6Jbqa12zQIZP1_TIB4I7sh50W-UkI4rxCxsvCjzn3QXOvpuLtJUcDK0Ayktt9WfXME1NaDZsppxLPaTgPzguf09pdMHd1aPv3Eb-DoNAQ7s3g4V3A/s3207/W.%20Bendts.jpg" style="clear: left; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="3207" data-original-width="2799" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEigjRE9NsxUZ6Vp23x79864z8nhyphenhyphenJVWRou1JWMYNW71oSoheuwWW76EFUvSgo5N8oZtzprWwsDtQW6Jbqa12zQIZP1_TIB4I7sh50W-UkI4rxCxsvCjzn3QXOvpuLtJUcDK0Ayktt9WfXME1NaDZsppxLPaTgPzguf09pdMHd1aPv3Eb-DoNAQ7s3g4V3A/s320/W.%20Bendts.jpg" width="279" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">Wilhelm Bendz:<br />Portræt af maleren Niels Peter Holbech</span></td></tr></tbody></table><span style="font-family: georgia;">I Wilhelm Bendz’ ”Portræt af maleren Niels Peter Holbech” fra ca. 1824 læner Holbech sig afslappet op ad en pult. Afstøbningen af den ranke tegnemodel til højre i billedet står i modsætning til kunstnerens holdning, såvel som til den tidligere generations historiemalerier, der dog snart skulle få en renæssance. Det tydeligt afslappede er et bevidst stilbrud, der insisterer på at skildre kendte stemninger fra hverdagen.</span><p></p><p><span style="font-family: georgia;"><b>Ny vurdering af gamle værker</b></span></p><p><span style="font-family: georgia;">De to venner, Jørgen Roed og Frederik Sødring, drog sammen til Møns Klint i 1830, men mens Roed blev oppe på klinten og malede det smukke vue deroppefra, søgte Sødring ned på stranden under klinten, hvor han kunne lade både klint og hav indgå i en komposition, som – med inspiration fra de tyske romantikere – benyttede landskabsmaleriet til at afspejle psykologiske tilstande. Det viste sig, at Roed fandt størst forståelse blandt kunstkritikerne, mens Sødring forsvandt i glemslen.</span></p><p></p><table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi2j0Y6SusNWnCCZb3ZD7udo2Vvm8WKUVArydyK9Z9cyTnDIjnw-x9icaO5dDVKRRt3kygiJDKW1uY0nblZvlbk0pqeIaTNz46rUyeJ1WdDBNoGNBqn5an_AbnDhyphenhyphenfXHx06ZHUvl10c40lNvo3HDDk2d9I6DfTWqa0-4Q6atAL2BsvJbtceb7nS9oO0JQA/s3106/Roed%20og%20S%C3%B8dring.jpg" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="1268" data-original-width="3106" height="131" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi2j0Y6SusNWnCCZb3ZD7udo2Vvm8WKUVArydyK9Z9cyTnDIjnw-x9icaO5dDVKRRt3kygiJDKW1uY0nblZvlbk0pqeIaTNz46rUyeJ1WdDBNoGNBqn5an_AbnDhyphenhyphenfXHx06ZHUvl10c40lNvo3HDDk2d9I6DfTWqa0-4Q6atAL2BsvJbtceb7nS9oO0JQA/s320/Roed%20og%20S%C3%B8dring.jpg" width="320" /></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">Roeds og Sødrings partier fra Møns Klint</span></td></tr></tbody></table><p></p><p><span style="font-family: georgia;">Udstillingens tema fører helt naturligt til en præsentation af både datidens anerkendte og dens afviste billedkunstnere. Det interessante er, at det i dag ikke nødvendigvis er de dengang anerkendte kunstneres værker, man synes er bedst.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Anmeldelsen har tidligere været bragt i Kunstavisen i en kortere version.</span></p><div><br /></div>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-83670440158364488092023-10-24T04:06:00.000-07:002023-10-24T04:06:12.335-07:00Store musikalske fortællere<p><i>Eric Coates: Orchestral Works, Vol. 3<br />John Wilsons og BBC Philharmonic<br />Chandos 2023</i></p><p><i>Bruckner: Symfoni nr. 4<br />François-Xavier Roth, Gürzenich-Orchester Köln<br />Myrios/HMM 2023</i></p><p><i>Af Jakob Brønnum</i><br />Klokken 15.00 den 6. juni 1946 genoptog BBC tv-tjenesten for første gang siden krigsudbruddet i 1940. Programmet rummede en Mickey Mouse-tegnefilm, en danse-recital af Margot Fonteyn, et George Bernard Shaw-skuespil (det er ham med Pygmalion, forlægget til My Fair Lady), og en koncert med Mantovani og hans Orkester. Men før det hele kom Eric Coates' splinternye tv-march, bestilt specielt til lejligheden.</p><p>Han havde haft tre uger til at skrive den. Coates ”Television March” er tre et halvt minutter lang og et ualmindeligt velformet stykke kompositionsmusik. Marchen indleder Vol. 3 af John Wilsons og BBC Philharmonics indspilning af Coates samlede orkesterværker.</p><p>Coates er en af Englands mange, mange (mange) gode komponister, vi ikke rigtig kender til, fordi vi internationalt er orienteret mod det tyske sprogområde (Beethoven, Mozart, Schubert., Brahms, Mahler) og det franske sprogområde (Ravel, Debussy) og det russiske sprogområde (Tjajkovskij, Sjostakovitj, Prokofiev, Stravinsky), før vi ser på det engelske, og da kommer man sjældent videre end Elgar og måske Britten og Delius, så Vaughan Williams, Arnold, Bax, Bridge, Holst, Rubbra, Goosens, Knussen, Gibbs, Maxwell-Davies, Parry og mange andre henslæber et liv i skandinavisk dunkelhed.</p><p>Der findes ”tunge" engelske komponister og lettere komponister, det sidste måske i højere grad, end i de det tyske og russiske område (men ikke det franske), og Coates hører til de lettere.</p><p>Men derfor er det ikke indholdsmæssigt uvæsentligt. Tag nu <i>Television March</i>. Det er charmerende, uden billige, orkestrale tricks, og man føler virkelig, man bliver hvirvlet ind i en fortælling, et musikalsk narrativ, hvad der trods alt må være kunstmusikkens fornemste opgave.</p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhATrkGf5NdBjetjbnEodLuqPFLHrl9Oq0mDonFa3Buue5jBMfdB94oPekLhE8KxewDgYXma9VBtQw23DHYIK3LagK11jxYm1plmo9bnCqr-J09bQErNs3fmQLwwXcxKyRzKxPPNiPoFnCeCFSUHGCT_UqoMxsn0WpdxAUeM27yrEvas4r5pym_CWWWjdM/s225/download%20(47).jpg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="225" data-original-width="225" height="225" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhATrkGf5NdBjetjbnEodLuqPFLHrl9Oq0mDonFa3Buue5jBMfdB94oPekLhE8KxewDgYXma9VBtQw23DHYIK3LagK11jxYm1plmo9bnCqr-J09bQErNs3fmQLwwXcxKyRzKxPPNiPoFnCeCFSUHGCT_UqoMxsn0WpdxAUeM27yrEvas4r5pym_CWWWjdM/s1600/download%20(47).jpg" width="225" /></a></div><p></p><p>Et centralt værk på albummet er fantasien over Askepot-eventyret (1929), et af tre værker i Coates produktion, der er skrevet over klassiske eventyr. Værket er fuldt af eksperimenterende klangbilleder (indenfor den tonale kompositionsteknik) og velorkestrerede fortællende passager. Endnu engang opdager man, at værket undervejs oplevedes som langt mere omfattende end den tid, det tager. Og det er, som jeg nævnte, fordi det rummer en genuin, musikalsk fortællerstemme.</p><p>Et andet af den håndfuld værker af Coates, som CD’en rummer er den tre-satsede suite The Three Men (1929), hvor Coates har sat sig for at beskrive tre af familiens bekendt i musik – en kendt genre i engelsk musik, hvor Elgars Enigma-variationer fra slutningen af 1800-tallet er et uantastet mesterværk</p><p>Den midterste sats – en storbynat, med lyden af en fjern foxtrot – er næsten et musikalsk selvportræt, bemærker pladeselskabet i covernoterne: elegant, afmålt og dybt romantisk.</p><p>Coates minder i lange passager om filmmusik (og noget af det er senere brugt som filmmusik), men det har langt flere lag end den klassiske filmmusik fra tiden mellem talefilmens fremkomst og farvefilmens gennembrud. Absolut anbefalelsesværdigt til en mørk efterårsaften..</p><h4 style="text-align: left;">En rigtig stor Bruckners 4</h4><p>Francois Xavier Roth, blandt musikere (og i denne anmeldelse) kaldet FXR, indspiller sig i disse år gennem betydningsfulde dele af det klassiske repertoire. Han har fortolket Beethoven i spændende sammenhænge med andre symfonikere fra samme tid, der er mindre kendt, og han har udforsket det tidlige modernistiske repertoire med Ravel og Mussorgsky.</p><p>Nu har han taget fat på en del af repertoiret, som jeg tidligere ikke har forbundet ham med i samme grad, nemlig det der historisk ligger mellem Beethoven og Ravel, så at sige - de store senromantiske symfonikere. Det er naturligvis næppe nogen tilfældighed at det er Anton Bruckner, vi snakker om. Bruckner fylder 200 næste år og der er en intensiveret indspilningsfrekvens af denne spirituelle mesters ret få, men centrale værker. Gott sei dank, som det hedder - det bliver et fantastisk år. Ingen komponist står denne anmelder nærmere, end netop Bruckner</p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgqAWDLLJSiDYoTxqBtyDgIRb5yRREt7uP5EJlTZqsDvDtl8IMRD7waLRiTGBIvpI8xub1TSK9DQgrzNbumcRD_U4vovEpP5z2Vr9i8HiQUHh7mygWMvb5KRpLvQgmZ-JGJzEKc-Ax4a9ptYhquGUTYthIoXMnd23RFXa_Tx1gwcrVStCgEJl00QV4SZ-A/s225/download.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="225" data-original-width="225" height="225" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgqAWDLLJSiDYoTxqBtyDgIRb5yRREt7uP5EJlTZqsDvDtl8IMRD7waLRiTGBIvpI8xub1TSK9DQgrzNbumcRD_U4vovEpP5z2Vr9i8HiQUHh7mygWMvb5KRpLvQgmZ-JGJzEKc-Ax4a9ptYhquGUTYthIoXMnd23RFXa_Tx1gwcrVStCgEJl00QV4SZ-A/s1600/download.jpg" width="225" /></a></div>FXR begyndte i fjor med en indspilning af Bruckners 7. Symfoni med et af de orkestre han leder, det eksklusive Gürzenichorkester fra Köln. Indspilningen blev meget vel modtaget. Det er standardprocedure at nye fortolkere og begynder med enten den symfoni eller symfoni nummer 4, Bruckners to mest populære symfonier i hans levetid, og på en måde også de lettest tilgængelige, selvom andre værker gør dem positionen stridige i vor tid, særligt Symfoni nr. 6 som mange dirigenter tilsyneladende er tiltrukket af i disse år. Formentlig er den også enkleste.<p></p><p>Bruckners 6. er den eneste af hans ni mægtige klangkatedraler, som er skrevet i ét hug. De andre symfonier foreligger i flere posthume redaktioner udført af musikvidenskabsfolk af Bruckners egne, første og senere reviderede versioner. Det er her indspilningen af Bruckners 4. kommer ind. </p><p>Bruckners 4. eksisterer i flere, ret forskellige versioner. Det er vanskeligt at sige om Bruckners senere bearbejdninger skyldes musikfaglige overvejelser eller usikkerhed over manglende anerkendelse. I det store og hele er de senere versioner de mest anvendte. Men hvad angår symfoni nr. 2, 3 og 4 synes der i disse år blandt dirigenterne at være en åbning mod de er mere oprindelige versioner, hvilket tyder på at man har vurderet, at det var kompositorisk ubegrundet usikkerhed, der resulterede i de omfattende revisioner. </p><p>Den udgave af Bruckners 4., som FXR anvender her, er den tidligste færdige version fra 1874. Normalt bruger man en version fra sidste halvdel af 1880’erne (Bruckner døde i begyndelsen af 1890’erne), som sidder lige i skabet og har sin faste plads som et af de meget populære værker i det symfoniske repertoire. </p><p>1874-versionen er naturligvis indspillet nogle gange, hvad man kan forvisse sig om ved at se på den imponerende diskografi på <a href="https://www.abruckner.com/discography1/symphonyno4ineflat/" target="_blank">Det amerikanske Brucknerselskabs hjemmeside</a>. Ingen af dem blandt dem, jeg har hørt, har den samme overbevisende indre sammenhæng på alle niveauer, som FXR’s nye indspilning har.</p><p>De største oplevelser, man har med klassiske værker, man kender meget godt og som man derfor betragter på samme måde som man ser på berømte skulpturer, man har set mange gange, er når man pludselig forstår logikken bag nogle kunstneriske sammenhænge, man aldrig før har opdaget eller spekuleret over.</p><p>Gang på gang i løbet af symfoniens godt en time, glædes man over de lyse og lette, schubertske melodiforløb og den kammermusikalske gennemsigtighed i orkesterspillet, alt sammen noget der sjældent karakteriserer de gængse indspilninger af den senere version af Bruckners 4. symfoni. Og man spørger sig selv hvorfor i alverden begyndte Bruckner at rette i det bagefter?</p><p><br /></p><p><br /></p><p><br /></p><p><br /></p><p><br /></p><p><br /></p>Jakob Brønnumhttp://www.blogger.com/profile/15475384629378472755noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-75528422321337298132023-10-22T12:53:00.004-07:002023-10-23T04:04:50.471-07:00Biografi om en grønlandsk antihelt<p><span style="font-family: georgia;"><i>Eva Merz: ”Styrmanden. En rejsefortælling fra Grønland”, forlaget em, 2021.</i></span></p><p><span style="font-family: georgia;"><i>Af Egil Hvid-Olsen</i></span></p><p><span style="font-family: georgia;"><b></b></span></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><span style="font-family: georgia;"><b><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgSqBn1Dr4NbJlpvjZ7bnCnRyrfV8XzT58fFKPrwZwJRvya01nYay2eRIlN8caCAeAypivuy6WWNUqBvqxb5rGO1DBL9yddNS0zSrsOSVW1P0fNrwAeO_YDiHYOYYAqAjTd_SAsBc1hwGOOvIUVvRCcOi6Tsvy4By19nrff4KQMv6qyjfFJbmO06zx4NYU/s864/Styrmanden.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="864" data-original-width="594" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgSqBn1Dr4NbJlpvjZ7bnCnRyrfV8XzT58fFKPrwZwJRvya01nYay2eRIlN8caCAeAypivuy6WWNUqBvqxb5rGO1DBL9yddNS0zSrsOSVW1P0fNrwAeO_YDiHYOYYAqAjTd_SAsBc1hwGOOvIUVvRCcOi6Tsvy4By19nrff4KQMv6qyjfFJbmO06zx4NYU/s320/Styrmanden.jpg" width="220" /></a></b></span></div><span style="font-family: georgia;"><b>Niels Jørgen Møller er pensioneret styrmand og tørlagt alkoholiker. Grundet en omfangsrig rygoperation bevæger han sig besværet rundt støttet til en rollator. Da han møder dokumentarist, forfatter, fotograf og konceptkunstner Eva Merz, som på det tidspunkt er i gang med at lave en bog om det særlige sociale boligbyggeri ”Gammel Vardevej” i Esbjerg, beslutter han sig for, at hun skal skrive hans historie. Merz er skeptisk, for styrmanden, som Niels Jørgen bliver kaldt, er ikke helt let at være sammen med. Han og mange andre fra ”Gammel Vardevej” hører til blandt de borgere, som har svært ved at passe ind i samfundet. Hvis Merz siger ja, må hun rejse med ham til Grønland for at besøge to lokaliteter, der var formende for hans barndom og ungdom: bygden Kapisillit i Godthåbsfjorden og den lille by Paamiut, der ligger et godt stykke længere mod syd. Desuden ved Merz, at hun kommer til at beskrive nogle sider af styrmanden, som er alt andet end flatterende. Alligevel ender hun med at sige ja.</b></span><p></p><p><span style="font-family: georgia;">Det er sin sag at skulle rejse med en mand, der tidligere har tjent virkelig mange penge på fiskeri, men som efter sit uheld med ryggen gik i hundene og hutlede sig gennem mange år som alkoholiker. En stor del af tiden var han hjemløs. Nu klarer han dagen og vejen på stærke smertestillende piller. Hukommelsen er ikke, hvad den har været, og humøret bevæger sig op og ned i ujævne bølger, fra det store selvforglemmende grin til en kvælende selvmedlidenhed. Noget af det særlige ved ”Styrmanden” er, at Merz inddrager sig selv, idet hun også skriver, når hun bliver irriteret på Niels Jørgen. Merz’ reaktioner siger naturligvis noget om hende selv og hendes grænser, men de viser desuden, at styrmanden kan være temmelig anstrengende selskab, især når han opgiver at holde humøret oppe og lader sig synke ned i en sukkende opgivenhed. Så er er det svært at være den gæst, der er taget med for at besøge hans familie, og som kun har få dage i Grønland til at samle stof til biografien.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Det ender da også med at blive en helt særlig form for biografi. Merz kalder bogen for ”en rejsefortælling”, for selvom alt, hvad der fortælles, kredser om Niels Jørgen Møller, beskriver det Merz’ oplevelser af både ham, hans familie og – ikke mindst – hendes oplevelser af og refleksioner over den grønlandske natur, kultur og samfundsproblemer. Styrmandens liv bliver den røde tråd, som de seneste cirka seks årtiers udvikling i Grønland flettes sammen med.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"><b>Velkommen i stuen!</b></span></p><p><span style="font-family: georgia;">Eva Merz kunne let have skrevet en egentlig biografi om Niels Jørgen Møller. Der er stof nok at tage fat i og udfolde. Men der er en mere direkte formidling i Merz’ dokumentariske referat af hendes og styrmandens rejse. Som læser kommer man med ind i stuen hos Niels Jørgen Møllers familiemedlemmer, der gæstfrit åbner døren og lader Merz beskrive deres dagligdag, erindringer, glæder, sorger, bekymringer og tanker. Forfatteren nøjes ikke med at udlevere styrmanden. Hun redegør også for beslutninger, hun selv tager og kort efter fortryder. Her er intet filter. Det er som at være der selv, mens man læser Merz’ anderledes biografi om Niels Jørgen Møller, den grønlandske antihelt.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Det, Merz og læseren får indsigt i, er en lykkelig barndom, der vender sig til sin modsætning, da Niels Jørgens far drukner og hans mor forsøger at drikke sig ud af sorgen. En hel søskendeflok lades i stikken. Alligevel formår Niels Jørgen at få styr på sin tilværelse, og han ender som familiefar og styrmand. Eller måske skal rækkefølgen være styrmand og familiefar, for han er oftere på havet end hjemme – og han tjener mange penge! Indtil han brækker ryggen.</span></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><span style="font-family: georgia;"><b><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEihIIJqhjUiRpLpoVGca4W9c-xNuFI77JI_6O8BHX4drisgmZaRJNk6sAL8chi1RcwkeBIXvCBnzv5YaXLi1PcHIeRI8eKbu-1sJN87ouMMtVTDz87Bg5p6_Slcl-PwKIkYNpFWXp7RoSRfjPdFOAJvIPKJvXpDQ_J0fmnN7zI8Z7bEkjFW1jnF03GsxLo/s1652/Eva%20Merz.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="1652" data-original-width="1200" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEihIIJqhjUiRpLpoVGca4W9c-xNuFI77JI_6O8BHX4drisgmZaRJNk6sAL8chi1RcwkeBIXvCBnzv5YaXLi1PcHIeRI8eKbu-1sJN87ouMMtVTDz87Bg5p6_Slcl-PwKIkYNpFWXp7RoSRfjPdFOAJvIPKJvXpDQ_J0fmnN7zI8Z7bEkjFW1jnF03GsxLo/s320/Eva%20Merz.jpg" width="232" /></a></b></span></div><p></p><p><span style="font-family: georgia;"><span><b>Uovertruffen dokumentarisme</b></span></span></p><p><span style="font-family: georgia;"><span>Niels Jørgens historie er desværre ikke enestående. Mange alkoholikere har haft et </span>velfungerende familieliv, men en ulykke, en skilsmisse, et dødsfald eller noget andet gør, at de pludselig ikke længere kan magte tilværelsen. Nogle formår at kæmpe sig tilbage til et velfungerende liv efter at have været nede at bide i græsset. Andre tager varig skade af misbruget og det hårde liv. Ikke mange bliver der skrevet biografier om – medmindre de har været eller stadig er kendte, og i det tilfælde skriver man kun om dem, der har lagt misbruget på hylden og er vendt tilbage til et velfungerende liv. Niels Jørgen Møller har lagt misbruget på hylden, men hans liv er ikke velfungerende. Det er ikke mindst derfor, at hans historie er vigtig at fortælle. Men for at få en forståelse for hans livsforløb, må man også vide, hvad han er rundet af, og her er Merz’ dokumentarisme uovertruffen. Ganske vist er bogen på forsiden kategoriseret som en roman, men det skyldes nok, at den samme rejse kan opleves på vidt forskellig måde, og at bogens indhold gengiver Eva Merz' subjektive oplevelse. Hun ønsker ikke at fremstå som objektiv, for det kan ingen være, og det er ikke mindst i erkendelsen heraf, at hendes dokumentarisme fungerer så godt, som det er tilfældet.</span></p><p></p><p><span style="font-family: georgia;">I en ramponeret speedbåd sejler styrmanden og Merz med Johan - en af Niels Jørgens mange slægtninge – fra Nuuk til Paamiut. I kraft af at Merz fortæller, hvad hun oplever og ikke skeler synderligt til, hvad læseren kunne tænkes at ønske sig indsigt i, bliver beskrivelsen meget nærværende. Både person- og naturbeskrivelserne er betagende. Vejret er dårligt og kulden bider, men frem kommer de.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">I de efterfølgende dage præsenteres Merz for mange af styrmandens familiemedlemmer. Størstedelen har Niels Jørgen ikke set i en lang årrække. Selvom gensynsglæden er stor, falder alle hurtigt ind i en afslappet, hverdagsagtig tilstand, hvor alle – også styrmanden og Merz – kommer og går. På trods af sproglige udfordringer, formår Merz at få yderligere oplysninger om styrmanden og hans nærmeste familiemedlemmer. Derved berøres temaer, som Merz uddyber, så læseren får indsigt i bl.a. den danske grønlandspolitik gennem årene. Det får dog ikke forfatteren til at vælge side mellem dem, der beskylder Danmark for at have været en kompromisløs og undertrykkende kolonimagt og dem, der mener, at grønlænderne aldrig vil kunne klare sig selv. Merz redegør for de massive samfundsproblemer, der præger landet, men hun har også øje for de steder, hvor en positiv udvikling er i gang.</span></p><p><span style="font-family: georgia;"><b>Medrivende tomgang</b></span></p><p><span style="font-family: georgia;">Alt imens det ene besøg afløser det andet og fører til nye refleksioner, går dagene i Paamiut, og den tid, Niels Jørgen, Johan og Merz havde planlagt at blive der, overskrides, fordi vejret ikke tillader, at de sejler retur.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Noget af det mest fabelagtige ved bogen er, at man opslugt læser det ene kapitel efter det andet, inden man opdager, at der ikke sker en skid, men fra det øjeblik forplanter den frustration, der fylder rejseselskabet, sig til læseren.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Det er virkelig svært at beskrive ventetid og tomgang på en medrivende måde, men det lykkes ikke desto mindre i ”Styrmanden”.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Og de kommer da også videre! Rejsen fuldendes, og Eva Merz har fået stof med sig hjem til en meget anderledes, men virkelig vellykket rejsefortælling.</span></p><div><br /></div>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-1455302796148508442023-10-17T07:05:00.000-07:002023-10-17T07:05:15.999-07:00Den blotlagte sorg<div style="text-align: left;"><h4 style="text-align: left;"><span style="font-family: inherit;">Noget skal beskyttes. Noget skrøbeligt. Noget blottet</span></h4><div><span style="font-family: inherit;"><i><br /></i></span></div><div><span style="font-family: inherit;"><i>Stine Michel</i></span></div><div><span style="font-family: inherit;"><i>Vi der er nøgne</i></span></div><div><span style="font-family: inherit;"><i>Forlaget Attika 2023</i></span></div><div><span style="font-family: inherit;"><i><br /></i></span></div><div><span style="font-family: inherit;"><i>Af Carina Wøhlk</i></span></div><div><span style="font-family: inherit;">Det er tydeligt allerede i postkassen. At pakken er særlig. Som den ligger dér, sirligt svøbt i lysebrunt gavepapir med røde hjerter. Og under gavepapiret viser der sig endnu en indpakning – bobleplast. Noget skal beskyttes. Noget skrøbeligt. Noget blottet.</span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><span style="font-family: inherit;">Så kommer den til syne. Bogen. Gennemført i hvid, rød og sort. Ligesom Snehvide. Hvid som sne, rød som blod og sort som ibenholt. Med titlen Vi der er nøgne. Bogen er multikunstneren Stine Michels første digtsamling. Før har hun blandet andet skrevet børnebøger.</span></div><div><span style="font-family: inherit;"><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjJSa0IeRrsA2fHkYugvaVe-2ImRlsu5z7ZKsgX8_kumTmstWDcaDbehn3H6m_qcAjb87qDV_7TML0sCIxngj-fGcI84gDxcixwDwE-JXsbsZU9gm910yf-PlItnute8LtkcTxEQIdoqXjGify13fo4iJKJbh-boa6PjA2kBuQJspwFNSAd_sAWEh3MoOA/s624/stine_michel__vi_der_er_noegne.png" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="624" data-original-width="425" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjJSa0IeRrsA2fHkYugvaVe-2ImRlsu5z7ZKsgX8_kumTmstWDcaDbehn3H6m_qcAjb87qDV_7TML0sCIxngj-fGcI84gDxcixwDwE-JXsbsZU9gm910yf-PlItnute8LtkcTxEQIdoqXjGify13fo4iJKJbh-boa6PjA2kBuQJspwFNSAd_sAWEh3MoOA/s320/stine_michel__vi_der_er_noegne.png" width="218" /></a></div><br />Og tidligt i læsningen går det op for læseren, at der måske også i digtsamlingen er noget, der handler om børn. Eller rettere - tabet af et barn. Som digteren skriver: ”Jeg må finde mit barn”. Og andetsteds: ”Jeg – en mor/en mor der mangler”.</span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><span style="font-family: inherit;">Manglen er ikke bare midlertidig. Digteren beskriver en tyngde i brystet. En sten – ”fra sorghavet sprang den op”. Og sorgens forstening forstærkes af psykofarmaka og sygeleje. Begge dele nævnes eksplicit. </span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><span style="font-family: inherit;"><b>Fugle og engle</b></span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><span style="font-family: inherit;">Hjerteskærende er digterens gendigtning af I skovens dybe, stille ro, der lyder som en godnatsang til et barn; en sang, som nu må ”bringes ved engles gang”. Tårerne stiger i de øjne, der læser ordene i parentes under verset: ”Go´nat skat”.</span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><span style="font-family: inherit;">Mange vingede væsener flyver rundt imellem digtene – både fugle og engle. Fjer hvirvler i luften. Selve digtsamlingen indledes med Inger Christensens digt Fred fra Græs: ”Duerne gror på marken/ Af jord skal du igen opstå” – linjer, som subtilt kobler fugle og forestillingen om fugl Føniks sammen.</span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><span style="font-family: inherit;">Selv forholder digteren sig direkte til den græske mytologi – til myten om Demeters sorg, til fortællingen om den kaldende mor, der kun svares af sit eget ekko: ”Der var stille/ der var sorg…alt faldt til jorden/ himlen faldt til jorden”. </span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><span style="font-family: inherit;">Også Sisyfosmyten kommer i spil: ”Vi bærer sten op ad trapper…de triller ned igen…og Gud siger:/ - I gør det godt”. Måske det netop er førnævnte sorgsten, digteren ruller rundt med.</span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><span style="font-family: inherit;"><b>Sorgen som gudsforladthed</b></span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><span style="font-family: inherit;">Flere af digtene har noget repetitivt over sig – nærmest messende. Og som et tilbagevendende omkvæd dukker digtet Morgenritual op: ”Se/ blinke/ ånd ud/ ånd ind/ tjek hjertet” – en tjekliste på morgenkvisten for det menneske, der hele tiden må kæmpe for at få føling med sine vitale funktioner. Er jeg her? Hvad er jeg her for? Hvem er jeg her for?</span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjYJtxrQckFAMAqZ7lCZ6tt978TiX7EZ83PrLbuZJYhzhVDVt_yEH5UgMB76B0vqN2S33Jnt9p2AW6tpsgryKv8_a_w7CeYVpAKNExS2GWE762xaLcNoRvEyOcIPHP_VxlBbFv8h0xbye8hqjqahf5OUMccISKxk6Fvx8X3zNdAMcTuSJBRrbmIAVGeByk/s2399/Stine-Michel-2399x1620.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><span style="font-family: inherit;"><img border="0" data-original-height="1620" data-original-width="2399" height="216" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjYJtxrQckFAMAqZ7lCZ6tt978TiX7EZ83PrLbuZJYhzhVDVt_yEH5UgMB76B0vqN2S33Jnt9p2AW6tpsgryKv8_a_w7CeYVpAKNExS2GWE762xaLcNoRvEyOcIPHP_VxlBbFv8h0xbye8hqjqahf5OUMccISKxk6Fvx8X3zNdAMcTuSJBRrbmIAVGeByk/s320/Stine-Michel-2399x1620.jpg" width="320" /></span></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-family: inherit;">Stine Michel<br /></span></td></tr></tbody></table><span style="font-family: inherit;">Gud omtales igen og igen – også som et fravær. Digteren skildrer følelsen af at være ”Gudsforladt med ingen”. Måske kender digteren den gammeltestamentlige beretning om Job, der mistede alt og hvis venner sad hos ham i syv dage og syv nætter uden at mæle et ord? I hvert fald rammer Michel stærkt ind i det bibelske bud på et trøstende møde med sorg: ”Vær stille med mig/ sluk talen/ denne ene gang/ hold min hånd/ forlad mig ikke/ vær med mig i stilheden”.</span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><span style="font-family: inherit;">Mellem digtene sitrer Stine Michels egne lette stregtegninger, der skal tjene til tydeliggørelse af digtenes indhold. I det hele taget er digtsamlingen æstetisk bygget op. Der er megen hjerteblod i både form og indhold.</span></div><div><span style="font-family: inherit;"> </span></div><div><span style="font-family: inherit;">Vi der er nøgne er en digtsamling, som især forældre i sorg kan spejle sig i. Titlen er en trigger-advarsel, der maner til omtanke: Læs digtene med varsomhed og mod på at gå ind i sorgens rum. </span></div><div><span style="font-family: inherit;"> </span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><span style="font-family: inherit;"> </span></div><div><span style="font-family: inherit;"><br /></span></div><div><span style="font-family: inherit;"> </span></div></div>Jakob Brønnumhttp://www.blogger.com/profile/15475384629378472755noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-8113836975018014685.post-28498778909782763082023-10-13T07:30:00.000-07:002023-10-13T07:30:21.031-07:00Kampen for papillotternes udbredelse<p><i><span style="font-family: georgia;">Søren E. Jensen: ”Carmen Curlers” bind 1 ”Da papillotterne blev elektriske” og bind 2 ”Storhed og fald”, 2023, Forlaget Momenta.</span></i></p><p><i><span style="font-family: georgia;">Af Egil Hvid-Olsen</span></i></p><p><b><span style="font-family: georgia;">En husmandssøn, der beslutter sig for at blive fabrikant af en hvilken som helst vare, bare den kan sælges og gøre ham rig. Det er udgangspunktet for Søren E. Jensens tobindsværk om den store erhvervssucces Carmen Curlers; en fortælling, der bekræfter, at virkeligheden overgår fiktionen.</span></b></p><p><span style="font-family: georgia;"></span></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><span style="font-family: georgia;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh94yu5gxiSvDEr_Pe1TZPktEPkzKUrADiyA1D7-t4FpbFYj1VgmrPeO9zE6JLqXeXLeP8NxFZ8Oo6qnvzPcSbrS7hyodvlQiJv3i63-Dro94UYjwg4vQfj9gOP8661boFisrC1demCilSoE-oyfxHHg-YyPurKMWXVnkjS1PJFtDRuCTsW75PnvJQX6iM/s1399/Carmen%20Curlers.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="1399" data-original-width="900" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh94yu5gxiSvDEr_Pe1TZPktEPkzKUrADiyA1D7-t4FpbFYj1VgmrPeO9zE6JLqXeXLeP8NxFZ8Oo6qnvzPcSbrS7hyodvlQiJv3i63-Dro94UYjwg4vQfj9gOP8661boFisrC1demCilSoE-oyfxHHg-YyPurKMWXVnkjS1PJFtDRuCTsW75PnvJQX6iM/s320/Carmen%20Curlers.jpg" width="206" /></a></span></div><span style="font-family: georgia;">I 2011 udkom Søren E. Jensens bog ”Carmen”, der handlede om erhvervseventyret Carmen Curlers og som udgjorde inspirationen til Danmarks Radios TV-serie ”Carmen Curlers” fra 2022 (2. sæson 2023). Da Jensen i den forbindelse vendte tilbage til stoffet bag bogen, gik det op for ham, at der var flere kilder at gennemgå og at historien kunne vinkles helt anderledes. Derfor begyndte han forfra og skrev manuskriptet til det tobindsværk, der nu er udgivet. Selvom TV-seriens 1. sæson er ganske underholdende, overgås den med mange længder af ”Carmen Curlers” I og II, der beskriver den kalundborgske firmas storhed og fald.</span><p></p><p><b><span style="font-family: georgia;">Behovet for at sætte håret hurtigt og billigt</span></b></p><p><span style="font-family: georgia;">To helt centrale skikkelser er fabrikant Arne Bybjerg og direktør Willy Bechmann. Bybjerg har allerede tjent godt på en radio og TV-kæde i begyndelsen af 1960erne. Han interesserer sig ikke særlig meget for hår og frisurer. Alligevel formår han ad forskellige, alt andet end snorlige veje at påbegynde produktionen af elektriske papillotter. Det kræver al hans opsparede kapital og adskillige besøg i banken, der reelt gør ham til en dybt forgældet mand. Bybjerg må gøre alt, hvad han kan, for at fremstå solvent og lyver sig derfor til en succes, der – for en tid – kun findes i hans fantasi. Vendepunktet sker, da han møder den tidligere cykelrytter Willy Bechmann, som, selvom han har et glimrende og vellønnet job, finder ideen om at producere elektriske papillotter særdeles spændende. Ganske vist interesserer Bechmann sig heller ikke for hår og frisurer, men han ser potentialet i at begrænse den tid, husmødre benytter på at sætte deres hår, til et minimum. Men det er ikke den eneste fordel ved den nye vare. Husmødrene vil ikke alene spare tid men også udgifter til frisøren – og særligt det sidste vil deres ægtemænd sandsynligvis se på med interesse.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Efter en række uheldige prototyper, der lækker skoldhed voks ned i de kvindelige forsøgskaniners hårbund, bliver curlerne driftssikre og sættes i produktion. I begyndelsen går det langsomt, men da amerikanerne får øje på produktet, kan Carmen Curlers ikke følge med. Fabrikken ved Kalundborg udvides konstant, og arbejdskraft hentes milevidt fra i Carmen-busser, der næsten kører i døgndrift. </span></p><p><span style="font-family: georgia;">Men ét er en fed indtjening, noget andet er at drive firmaet, og her spiller Bechmann den store rolle. Han ønsker at gøre Carmen Curlers til en arbejdsplads, hvor alle kan lide at være. Demokrati og frihed er to af hovedingredienserne i hans virksomhedsledelse, som faktisk fungerer et godt stykke ad vejen. Dog vokser træerne ikke ind i himlen. Slet ikke, da der bliver ansat flere og flere kvinder til at betjene samlebåndene. Det bliver simpelthen for uoverskueligt.</span></p><p><b><span style="font-family: georgia;"></span></b></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><b><span style="font-family: georgia;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEigyxrymQD-BxAbjbRchkM_ETh2QzThUWuvRFKt2bhGf9rRpaIb9sGRx0C__seeu75gMHJB-OPYVD7J6mvlT0ABbhAWAmIuClGv47_0dAPvCJcFrTDAMLghPTauSzNRgC-bv3oj1etEx7OI66dOFXpDoZ-mkRSsXySkXcaWUyYOuzwQmwpfNqeJENCXu2A/s1335/Carmen%20Curlers%20II.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="1335" data-original-width="900" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEigyxrymQD-BxAbjbRchkM_ETh2QzThUWuvRFKt2bhGf9rRpaIb9sGRx0C__seeu75gMHJB-OPYVD7J6mvlT0ABbhAWAmIuClGv47_0dAPvCJcFrTDAMLghPTauSzNRgC-bv3oj1etEx7OI66dOFXpDoZ-mkRSsXySkXcaWUyYOuzwQmwpfNqeJENCXu2A/s320/Carmen%20Curlers%20II.jpg" width="216" /></a></span></b></div><b><span style="font-family: georgia;">Det fantasifulde makkerpar</span></b><p></p><p><span style="font-family: georgia;">Det ovenfor resumerede er blot grundstammen i en farverig fortælling om to særprægede mænd, der levede for virkeliggørelsen af en drøm, men som ikke kunne fastholdes af drømmen, da den gik i opfyldelse. Bybjerg kastede sig ud i en valgkamp, hvor han hurtigt gjorde sig upopulær blandt sine partifæller, og siden købte han et par færger for at oprette en alternativ og ganske urentabel rute til Samsø. Og flere projekter fulgte – både i Danmark og i udlandet. For Bybjerg var det virkeliggørelsen af ideerne, ikke driften, der betød noget.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Bechmann syntes mere fokuseret og blev siden manden bag Club La Santa Sport. Alligevel kastede han sig også ud i projekter, han var den eneste, der troede på. Det betød dog ikke det store, for han havde penge nok at tabe af.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">”Carmen Curlers” I og II er befriet for grundige gennemgange af årsregnskaber og andre tekniske detaljer, fordi Søren E. Jensen er langt mere optaget af Bybjerg og Bechmann som personer. Dette sikrer, at bøgerne bliver spændende fra start til slut. Spændingen suppleres af en række morsomme fortællinger om hverdag og fest på den arbejdsplads, som Bechmann gerne ville gøre til rammen for en slags storfamilie bestående af de ansatte. Det var meget idealistisk og lykkedes da også kun til en vis grad. Og alligevel blev Carmen Curlers et ekstremt vellykket erhvervseventyr, hvis historie fortjener at blive fortalt.</span></p><p><b><span style="font-family: georgia;">Et godt valg at begrænse billedmaterialet<table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right;"><tbody><tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgjLmgYGEFQzgEmZ-rdoO5WGmf7F-azB3cqtY88eWufgW6UMFBDPTTDpFz4k6R_0iTWXQaeczlQVQacBYFrXssDUfmzPEZFER5CIlpLTMw0hNzXGKO-tLOL8z9zaChGO-FnGnrZ3tXv6G8ARH9JDmUry3iMuTZBIv822EmsKyoYxzW0XbNA4RldxIwYzyw/s1824/S%C3%B8ren%20E.%20Jensen.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><span style="font-size: x-small;"><img border="0" data-original-height="1368" data-original-width="1824" height="240" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgjLmgYGEFQzgEmZ-rdoO5WGmf7F-azB3cqtY88eWufgW6UMFBDPTTDpFz4k6R_0iTWXQaeczlQVQacBYFrXssDUfmzPEZFER5CIlpLTMw0hNzXGKO-tLOL8z9zaChGO-FnGnrZ3tXv6G8ARH9JDmUry3iMuTZBIv822EmsKyoYxzW0XbNA4RldxIwYzyw/s320/S%C3%B8ren%20E.%20Jensen.jpg" width="320" /></span></a></td></tr><tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: x-small;">Søren E. Jensen</span></td></tr></tbody></table></span></b></p><p><span style="font-family: georgia;">Man kunne have valgt at fylde de to bind om Carmen Curlers med en lang rækker fotografier og scannede dokumenter som dokumentation af teksten. Forlaget har valgt en anden, ganske vellykket løsning. Forud for hvert kapitel er der et sort/hvidt fotografi, der fungerer som indledende illustration til det, kapitlet handler om. På den måde får man bl.a. en fin fornemmelse af, hvordan de centrale aktører i carmenfortællingen så ud.</span></p><p><span style="font-family: georgia;">Ofte siger man, at en film skuffer, hvis man har læst bogen først. Det er ikke problemet med Søren E. Jensens ”Carmen Curlers” og TV-serien af samme navn, for de er så forskellige, at ham kan læse/se dem i den rækkefølge, der passer én bedst. Står valget mellem bøgerne og TV-serien, vil jeg anbefale bøgerne.</span></p><div><br /></div>Egil Hvid-Olsenhttp://www.blogger.com/profile/12368083285938843469noreply@blogger.com0