"Spillede virkeligheden mig et puds eller var det mig der spillede virkeligheden et puds?"

Jakob Brønnum:
Virkeligheden 2.0
Det poetiske bureaus forlag 2019, 286 sider, 200 kr.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Book Haul

Af Anne Rye Andersson
Jakob Brønnum skriver sig med digtsamlingen ”Virkeligheden 2.0” ind i den eksistentialistiske tradition med letlæste digte, der er både dybe og nærværende. Det er en digtsamling, der henvender sig til alle, da den handler om både store og små spørgsmål i livet og virkeligheden. 

At de er letlæste betyder i denne henseende, at de ikke indeholder svært tilgængelige ord, men altså ganske dagligdagsord sat på digtform. Og det er et fint greb, da de dygtigt komponerede digte er lette at inkorporere i kroppen, når man læser, og lette at forcere. Det giver læsningen et helt særligt flow, der er meget tilfredsstillende. Ordvalget afspejler indholdet i den forstand, at der er tale om dagligdagstanker om dette og hint set i et mere filosofisk lys. Se f.eks. Digtet ’7’ under ’FORLADTE STEDER’: 

”Nogle gange står man på forladte steder
og så dukker der noget op
med en svimlende pludselighed
noget man ikke havde forventet sig
noget man ikke anede eksisterede
så var stedet ikke forladt alligevel
ukendte væsener eller vækster
på hidtil forladte steder
kan føre en ind i de mest kringelkrogede steder i sindet
som man indtil da da også anså for forladte
var det virkeligt eller var det noget jeg forestillede mig
spillede virkeligheden mig et puds
eller var det mig der spillede virkeligheden et puds?”

Det eksistentielle

Digtene undersøger generelt, hvordan det er at være menneske, og hvordan man i livet opfatter sin virkelighed. Der er en rød tråd af filosoferen og fokus på det eksistentielle, og således bygger Brønnum videre på en lang tradition, der kan kaldes den eksistentielle filosofi, hvis ophavsmand er vores egen Søren Kierkegaard. Og måske er det ikke helt tilfældigt, da både Kierkegaard og Brønnum begge var/er teologer. Digtsamlingen har dog ikke decideret et kristent islæt, i hvert fald kommer det ikke til udtryk med samme tydelighed som hos Kierkegaard. Til gengæld er der både referencer til Umberto Eco, Paul la Cour, Arthur Rimbaud og Dostovjeskij, som det også fremgår af bogens noter. Den peger således meget væk fra sig selv, skuer en del tilbage i tiden og har overordnet set en lettere melankolsk stemning over sig. Som bl.a. i digtet ’7- Græsset’, under ’VI KUNNE HAVE GIVET BARNET ET ANDET NAVN’:

” Vi kunne have ladet barnet lege i græsset
sidde der helt alene i stilheden
mens vinden fangede dets hår og græsset
vi kunne have siddet lidt væk
og vores stemmer ville have gjort noget
hvis vi talte sammen
på samme måde som vi gjorde dengang
vi kunne have fjernet brændenælderne
tidslerne, humlebierne, spyfluerne
de rådne bær, de rådne æbler
hundelortene, plasticstumperne
de små stykker af gammelt glas
intet blod ville være blevet udgydt
smerten ville kun have været der i passende doser
navnet ville have ladet sig bære gennem vinden
det ville have tegnet sig selv i skyerne
måske i græsset
måske i erindringen”.

Det er nogle meget smukke digte, der virkelig får en til at være (efter)tænksom, og de rammer ind i en tid, hvor vi mennesker mere end noget andet måske har behov for at flytte fokus fra os selv, samtidig med, at vi ser en tendens i tiden til selviscenesættelse, og måske er der en flig af et håb om, at de efterfølgende generationer vil skue ud over egen næsetip og bruge historien, litteraturen, ja i det hele taget kunsten til at skabe en verden for sig selv, der indeholder mere ånd end form. 

Digtsamlingen vil som skrevet kunne læses af alle, alle vil kunne få noget ud af den, ung som gammel, og den ville være oplagt at bruge i dansktimerne i landets gymnasier, da der er så mange lag i digtene. Meget fint værk, jeg varmt vil anbefale. 

Stillet overfor døden (temmelig væmmelig læsning)

Jakob Eberhardt: ”Verdenshistoriens største epidemier. Fra pest til covid-19”, 2. udgave. Fadl’s Forlag 2020, 348 sider, 329,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Denne anmeldelse har været bragt i ”Den smalle bog” før – for godt to år siden, og dog er det ikke helt den samme anmeldelse, ligesom det heller ikke er helt den samme bog, der anmeldes. ”Verdenshistoriens største epidemier” er nemlig udkommet i en 2. udgave, der er godt 80 sider længere end den første. Ud over en indledning til den nye udgave og en udvidelse af kapitlet om plettyfus, rummer 2020-udgivelsen tre nye kapitler om SARS, ebola og covid-19. Mere om disse senere…

Den  spanske syge smittede en tredjedel af jordens befolkning

”Dette er som jeg forstår det […] en af de største trusler, som menneskeheden har stået overfor og bestemt den største trussel efter afslutningen på de store krige i forrige århundrede […] Lad os være ærlige: en tragedie af uhørte dimensioner udspiller sig i Afrika”. (s. 255f). Sådan sagde Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela den 24. juli 2000 ved en international aids-konference i Durban. Selvom aids er en verdensomspændende sygdom, der ikke findes nogen vaccine imod, har den ramt hårdest i Afrika. Der er mange grunde hertil. Et par af dem er, at mange afrikanske politikere har nægtet at erkende problemet, og at den kombinationsbehandling, der kan begrænse sygdommens følger, er for dyr til, at størstedelen af Afrikas befolkning kan få del i den.

FN’s aids-program fastslog i 2004, at hiv er den mest globaliserede epidemi i historien. Det er dog næppe korrekt, idet den spanske syge i 1818-19 smittede mindst 500 millioner personer, hvilket dengang svarede til en tredjedel af jordens befolkning. I løbet af det års tid, epidemien rasede, døde 50 millioner af de smittede. Den spanske syge tog således livet af fem gange så mange mennesker, som det samlede antal krigsofre under hele 1. Verdenskrig. Muligvis nåede pesten op på et lignende antal dødsofre i midten af 1300-tallet, men i så fald var det over en længere periode. At behandle disse fakta som en konkurrence mellem epidemierne er imidlertid både useriøst og usmageligt. Men kendsgerningerne understreger, at både pest, den spanske syge og aids er regulære dræbere. Det samme gælder en lang række andre epidemier. Heraf gennemgår fagjournalist og cand.mag. i historie og dansk Jakob Eberhardt i ”Verdenshistoriens største epidemier” foruden de allerede nævnte sygdomme epidemierne kopper, plettyfus, kolera, tuberkulose, gul feber, polio og malaria. Det gør han kronologisk, idet han indleder med den ældste, nemlig pest, og slutter med den nyligst opståede, nemlig covid-19.

Fadl’s Forlag, der har udgivet bogen, har specialiseret sig i medicinske håndbøger, men udgiver også en del lettere tilgængelige bøger, der beskæftiger sig med sundhed og sygdom. Jakob Eberhardts bog hører til blandt de sidstnævnte og er et fornemt eksempel på historisk videnskabsformidling, der trækker tråde helt op til nutiden.

Malerisk lødighed

Grænsen mellem sjov og alvor er papirstynd, når det gælder katastrofer. Filmbranchen skovler penge ind på actionfilm, hvor alt fra en enkelt families til hele klodens overlevelse står på spil. Ofte udgør et videnskabeligt eksperiment, der er gået amok, udgangspunktet for handlingen. Virusser sælger billetter, hvad enten de er opstået ved naturlig mutation eller er udviklet af sindssyge terrorister.

Selvom Eberhardt refererer historiske hændelser på en meget malende måde, holder han dog fat i den lødighed, der medfører, at man som læser aldrig er i tvivl om, at det faktisk er alvor, hvad han skriver om. Det er virkelig smerte, angst og død, han beskriver. For hvert eksempel ligger der en tragedie bag, som et menneske i kød og blod har måttet gennemleve, indtil han eller hun i de fleste af de refererede tilfælde døde. Derfor er ”Verdenshistoriens største epidemier” faktisk meget barsk læsning, som godt kan føre et par mareridt med sig. Af den grund kan det være en god idé at læse den med en uges tid eller to mellem hvert kapitel.

Ihærdige – og dumdristige – lægevidenskabelige pionerer

Selvom bogen altså langt fra er fornøjelig læsning, er den anbefalelsesværdig af flere grunde.

Dels er den bare velskrevet. Dels er den godt opbygget, idet Eberhardt giver et historisk indblik i, hvor sygdommen er opstået – når dette altså overhovedet vides. Han beskriver symptomer og sygdommens udvikling. Han sætter dens følger ind i en historisk kontekst, for eksempel i koppevirussens voldsomme svækkelse af den oprindelige befolknings modstand mod de spanske erobrere i Mellem- og Sydamerika, og i den plettyfusepidemi, der i 1812 åd Napoleons invasionshær i Rusland op indefra. Endelig beskriver Eberhardt lægevidenskabens forsøg på at finde smittekilder og udvikle midler til at slå epidemierne ned.

Således giver bogen et billede af ufattelig menneskelig lidelse, men også forskellige tiders ihærdige lægevidenskabelige pionerer, hvoraf mange – til tider direkte dumdristigt - satte deres eget liv på spil for at finde en måde at slå epidemien ned.

En advarsel blev til virkelighed

Det er ikke bogens hovedærinde, men Eberhardt giver dog alligevel et indblik i, hvor skrøbelig en befolkning vi i den vestlige verden tilhører; en befolkning, som i flere årtier har kunnet holde epidemier nede med vaccinationer og antibiotika. I 1. udgaven løftede han sløret for, hvor farlig en situation det stigende antal multiresistente bakterier såvel som en mutation af en tidligere epidemisk virus kan føre med sig. Det gjorde han ikke for at skræmme læseren, men nok snarere for at give et vink med en vognstang om, at det påhviler politikerne så vidt muligt at undgå situationer, der kan føre epidemier med sig. Rent vand, god ernæring og en begrænset befolkningstæthed er et godt middel til at undgå store epidemier. Dertil kommer hele den medicinske del af problematikken samt et effektivt beredskab. Kun tre år efter bogens udgivelse, gik det rivende galt – også i vores del af verden. SARS, der dukkede op i begyndelsen af årtusindskiftet, havde kun udgjort en fortrop for en langt mere levedygtige virus, som påfører folk sygdommen covid-19. De to vira, SARS-CoV-1 (SARS) og SARS-CoV-2 (covid-19) er beslægtede, men sygdommen covid-19 smitter langt tidligere i forløbet end SARS og er derfor sværere at inddæmme. I to af de nye kapitel skildrer Jakob Eberhardt de to viras ligheder og forskelle og redegør for, hvilken betydning det har fået i praksis.

Det sidste punktum for andenudgaven blev sat i september 2020, og siden har man opnået mere viden om covid-19. Alligevel er Eberhardts gennemgang gavnlig at læse, hvis man gerne vil have et samlet overblik over baggrunden for den pandemi, der stadig raser verden over.

Nødvendig advarsel

Bogens indhold taget i betragtning skulle den næsten have været udgivet i beskedent udstyr med sørgebind omkring. Men Fadl’s Forlag har valgt en bedre løsning, nemlig at udsende den i en lige så flot, stiv indbinding som en del af forlagets øvrige mere folkelige udgivelser. Dens flotte udstyr kan dog ikke skjule, at ”Verdenshistoriens største epidemier” i bund og grund er væmmelig læsning. Men at stifte bekendtskab med det væmmelige kan også være gavnligt. I den nye udgaves kapitler ligger der en ny advarsel: Menneskets lemfældige behandling af natur og dyr øger risikoen betydeligt for, at vira springer fra art til art og på et tidspunkt også når til mennesket. Det skete med SARS. Det skete med covid-19. Og hvis man ikke passer gevaldigt på, vil det ske igen.

Pusjkin - den poetiske frihedskæmper

Alexander Pushkin
Lyriske digte i udvalg
Det Poetiske Bureaus Forlag 2020

Af Carina Wøhlk.
Verden 2020-21 er af lave. Pandemi. Terrorhandlinger i Europa. Netop overstået valggyser i USA. Og et lille forlag på Nørrebro udgiver Pushkin. Pushkin? Hvad skal vi med en russisk rimsmed, der døde som 37-årig i en duel efter en menage a trois? Hvad har en 1800-tals romantisk digter at sige ind i vores virkelighed?  

Det Poetiske Bureau udvider i dette efterår forlagets lommebiblioteksserie med nogle af Alexander Pushkins lyriske digte. Bogen er lige til at proppe i lommen. Men dér skal den ikke blive. Den skal læses.  

Æres den, som æres bør

Udgivelsen rummer et bredt udsnit af Pushkins lyriske digte i Bo Svodas mundrette og musikalske gendigtning.  I digtsamlingen kommer læseren omkring så forskellige genrer som kærlighed, natur, politik, metafysik og satire. Som det nævnes i introduktionen, er genrerne ”særdeles flydende hos denne store digter” (se s. 11). Og netop introduktionen, som både er veloplagt og oplysende, byder på en pudsig detalje. Det fremgår simpelt hen ikke, hvem der har skrevet det. Kun skribentens initialer kan lede læseren på sporet: S.O. Efter en henvendelse til forlaget blev mysteriet opklaret. Manden bag forordet er Stanley Opmann. Ophavsmanden til bogens fine illustrationer er heller ikke nævnt. Ifølge forlaget står Mark Tholander for stregerne. Æres den, som æres bør. 

Hvem var han så, denne Pushkin? Alexander Pushkin var både digter, dramatiker og prosaist. Af mange anses han for at være Ruslands nationaldigter par excellence – og grundlæggeren af moderne russisk litteratur. Noget af en bedrift for en mand, der døde så ung.

Pushkin gik på mange måder fra at være vidunderbarn til at blive enfant terrible. Han fødtes ind i en russisk adelsfamilie med en sagnomspunden historie og udviklede sig med årene til notorisk skørtejæger og politisk naiv provokatør. I sit korte og intense liv, som bød på både stor kreativitet, samfundskritisk virksomhed, eksil, elskovsintriger og hjertelige venskaber, nåede Pushkin at suge mest muligt ud af livsmarven. Og det vidner hans digte også om.

Passionerede pennestrøg

Fælles for Pushkins lyriske digte er et overmål af vid, vitalitet og varmblodighed. Digteren skriver med glimt i øjet og lidenskab i pennen. I deres enkle skønhed rammer digtene ofte ind i noget helt eksistentielt. I digtet Dybt i Sibiriens miner hedder det: Kærlighed og venskab skal sprænge/jeres dystre ensomheds lænker (se s. 42). Ordene er skrevet til Pushkins venner, der blev sendt i eksil i Sibirien i 1826, men de er også vedkommende for en verden, der flere århundreder senere vrider sig i en viral spændetrøje.     

Pushkins måske mest kendte digt Profeten fortæller om hans selvbevidsthed som sandhedsvidne med et særligt kald: Brænd alle hjerter med dine ord (se side 51). Den opfordring tog han til sig. Hans digte er flammetale, der opildner til kamp for kærlighed og frihed. Som der står i efterskriftet: ”Han tolererede ikke nogen form for tvang” (se s. 115). Hans digte gløder af frihedstrang og modstand imod alt det, der ”forvrængede en generøs impuls” (se s. 88).      

Udgivelsen munder ud i et elegant efterskrift, der består af bearbejdede uddrag af den fransk-armenske forfatter Henri Troyats levnedsskildring Pushkin – en biografi, som også kan købes hos Det Poetiske Bureaus Forlag. Efterskriftet rækker læseren en forståelsesnøgle og en form for baggrundshistorie for flere af digtene. Det gør kun læseoplevelsen endnu dybere. Pushkin er et vigtigt bekendtskab.

      

Humor under åg

Bohumil Hrabal: ”Et Festmåltid – fortælling” Oversat af Mogens Bjerring-Hansen. Illustreret med pennetegninger af Erik Hagens. Efterskrift af Andrea Fehlauer. New Graphic Society 2020, 48 sider, 600 kr., udgivet som privatbind i et oplag på 90 eksemplarer, sælges bla. i Clausens Kunsthandel.

Af Egil Hvid-Olsen.

Jeg havde ikke hørt om Bohumil Hrabal (1914-97), før jeg fik ”Et Festmåltid – fortælling” i hænderne, men allerede da jeg havde læst en halv side i bogen, genkendte jeg en fjollet stemning, der dækker over en langt dybere alvor. Stemningen er jeg tidligere stødt på i bøger og film fra Østeuropa. Fjollerierne er tæt på at kamme over, men holdes tilbage af den alvor, der trækker dem i den modsatte retning. Der er noget folkekomedie over Hrabals fortælling, men samtidig siger den noget alvorligt om, hvor let man ser en fjende i selv dem, der blot er en lille smule anderledes end én selv, måske fordi de ikke ønsker at være sådan, som man er. Til tider fokuserer man så blindt på denne indbildte fjende, at man overser den, der i sandhed er ens fjende.

I fortællingen går Jagten efter et vildsvin over stok og sten og helt ind i nabolandsbyens skole, hvor dyret nedlægges, men her er jægerne pludselig i fjendeland, hvilket hurtigt bliver tydeligt. Konflikten er tæt på at føre til blodsudgydelse, men man enes om at holde et fælles festmåltid over det nedlagte dyr. Det tegner godt, men under festen lurer det ubegrundede had, parat til at springe ud i lys lue.

Den ufejlbarlige dummer sig aldrig

I sit veloplagte efterskrift skriver Andrea Fehlauer om Hrabal, at ”magthaverne frygtede og forbød ham ikke for det han skrev, men fordi de ikke kunne sætte fingeren på, hvad det var han skrev.” Den beskrivelse vækker genklang efter læsningen af ”Et Festmåltid – fortælling”, for man forstår, at forfatteren gør grin med noget, nogen eller nogle, men præcis hvad eller hvem er det ikke så let at bestemme. Måske er det blot alment udbredte dumheder, fortællingen latterliggør, men selv det kan fornærme repræsentanter for et regime, der anser sig selv såvel som deres styreform for at være ufejlbarlig, hvorfor de naturligvis aldrig begår dumheder.

Svinemennesket eller menneskesvinet

Erik Hagens’ knivskarpt gengivne pennetegninger er ikke egentlige illustrationer til teksten, men sort/hvide motiver, der er inspireret af læsningen. I den indledende tegning er landsbyen, som historien foregår i, blevet en integreret del af vildsvinet. Måske er menneskene i fortællingen i virkeligheden nogle større svin end den nedlagte orne. Sammenligningen mellem menneske og svin findes også i et dobbeltopslag, hvor et portræt af et menneske står side om side med et portræt af vildsvinet. I den sidste illustration har mennesker og svin konsekvent byttet side, idet en flok festklædte svin er samlet til et festmåltid, hvor menuen står på tilberedte mennesker. Tegningen er mere morsom end uhyggelig, men dog ganske tankevækkende.

Bogen er trykt på tykt papir og forsynet med et kraftigt omslag. Der er i høj grad tale om en luksusudgivelse, som man får lyst til at sætte sig og læse. Indholdet skuffer ikke. 

Det sisyfoske i claus ejners kunst og digtning

Hvordan fortæller vi om og viser vi det vi ikke umuligbart kan gennemskue endsige forstå. Troels Laursen skriver en essayanmeldelse af værker af dadaisten claus ejnar

Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen,
Forlaget Space Poetry,
52 sider, 100,-kroner
Udgivet med støtte fra Munch-Chrstensens Fond 2020

Overflod af ting, kvaler, fornemmelsen af proportioner eller mangel på proportioner, fornuftsfeber og op på hesten igen, rid videre ellers bliver du en rytterstatue
48 sider, 150, kroner
forlaget: dada-invest med støtte fra Statens Kunstfond 2020

37 performances
60 sider, rigt ill. 150,-kroner
forlaget: dada-invest med støtte fra Statens Kunstfond og Aarhus Kulturudviklingspulje 2020

Blev 2020 et surrealistisk år? Jo, måske nok, men, den var jo virkelig nok på alle måder, og hvordan fortæller vi om og viser vi det vi ikke umuligbart kan gennemskue endsige forstå, når noget sker i vore liv, som ingen kan forudse. Hvordan tolker vi vore liv med alt det der sker? Hvordan ser vi vore liv, så vi rent faktisk ser, hvad det er der sker mens det sker, imens vi lever. Det er her kunsten kiler sig ind. Det er her kunstneren kan sætte et perspektiv på det der sker, mens det sker og vi andre bare lever.

claus ejner (f. 1967) gør det på sin skæve og dadaistiske måde. Han smækker livet op foran os, så vi får chancen (om vi tør gå med) for at overveje og genlever det hele igen. Og stiller skarpe spørgsmål til den enkelte om hvad nytte det er til, alt det vi sådan går og gør, mens vi nærmere os afslutningen på det hele. Her indfanget i digtet ”Afslutning”:

Man flytter en sten

”Man flytter en sten, man flytter en til og en til, man har en lille bunke sten, man flytter flere sten, man har en større bunke sten, hele sit liv flytter man sten, og til sidst har man et bjerg af sten, og så dør man, og så bliver man selv en sten, og en dag kommer der en og flytter en over i en bunke af sten, der en dag bliver til et bjerg af sten, og det kaldes meningen med livet, og en dag dør den person, der har skabt det bjerg og bliver en sten, der flyttes over i en bunke af sten, der bliver til et bjerg af sten, og det kaldes mangel på mening med livet, og en dag dør denne person og bliver en sten”

claus ejner er meget aktiv på de sociale medier, hvor han laver fotos og serie af performances, der kredser om livet genvordigheder, store og små eksistentielle problematikker, samfundsproblematikker. Det handler om den menneskelige eksistens. Han har tidligere fået tildelt Kunstfondens treårs arbejdslegat og arbejdet med sine værker rundt om på museer i hele landet.

Han arbejder i forlængelse af dadaismens antikunst, som vrøvlede, hyldede det absurde og gjorde hverdagsting til kunstgenstande som eksempelvis Marcel Duchamp gjorde det.  Samtidig trækker claus ejner på den tyske Bad Painting-bevægelse fra 80’erne, der gjorde oprør mod kunstens regler og en kapitalistisk købesyge efter værdifuld kunst, ved at være sjove, ironiske, kitschede, ekspressive, i kompositorisk ubalance og på den led ikke engang foregive at tage sig selv seriøst som kunst. Humoren er altid med som en underlæggende tone, og selv man kunne betragte kunstneren som misantropisk, hvad han selv gør i et digt, så er det aldrig helt mørkt, via humoren pibler nuancer op, så trods verdens galskab og menneskenes hovedløse løben rundt efter ingenting, så er der altid et lille og spinkelt håb, som kun kunsten kan bibringe.

Ekskurs og faktaboks:

Dadaismen:

Der findes mange forklaringer af ordet "dada", og det kan betyde en række forskellige ting på forskellige sprog. En af forklaringerne er, at navnet "dada" blev valgt pga. stilartens karakteristisk barnlige stil, og henviser til den barnlige "da-da"-frase som en guttural og tilsyneladende tilfældig lyd, der æstetisk kan minde om sider af den virvariøse litteratur og kunst. På rumænsk betyder udtrykket "ja", mens det på fransk kan hentyde til en gyngehest eller kæphest.

Begrebet ”dada”, som kunstretninger blev "opfundet" af en tysk forfatter ved navn Hugo Ball, der iført et jakkesæt af skinnende blå pap og en heksehat, fremførte Ball sit første bidrag, digtet Karawane, i en natklub i Zürich.

Dadaismen opstod i foråret 1916 – midt under Første Verdenskrig –  i Zürich, hvor en international kreds af unge og yngre landflygtige militærnægtere og andre antimilitarister, hovedsagelig  forfattere, billedkunstnere, scenekunstnere og intellektuelle med forskellige faglig baggrund,  fandt sammen om at starte en form for protestbevægelse, der så den bestialske krigsførelse som symptom på en syg kultur, baseret på et forkasteligt menneskesyn og forlorne samfundsværdier.

Blandt de dadaistiske kunstformer er lyddigte og vrøvledigte, collager og fotomontager. Ofte brugtes tilfældighedselementer som en upersonlig, kreativ drivkraft. Det ofte absurde udtryk har en særlig poetisk virkning og nogle gange (især i den tyske gren af dada) en karakter af politisk udsagn.

7 røde plastikspande skulptur nr 9

Et eksempel på et dadaistisk kunstværk er Marcel Duchamps bearbejdning af Leonardo da Vincis berømte maleri af Mona Lisa. Mona Lisa er i Duchamps udgave blevet forsynet med overskæg. Titlen på hans billede er L.H.O.O.Q. Når den udtales på fransk (dvs. bogstaverne hver for sig), lyder det som "elle a chaud au cul", hvilket betyder "hun er varm i røven". Desuden minder titlen om det engelske ord "look" – altså en temmelig direkte opfordring til beskueren.

Den fødte dadaist

Herhjemme var Sven Dalsgaard den fødte dadaist, da han også fra starten skeptisk over for den nye antikunsts muligheder. Af samme årsag fokuserede han snart på dens begrænsninger. Den nydadaistiske antikunstner blev således hurtigt anti-dadaist. Der var reelt tale om et paradoks, for han udtrykte sig fortsat med anti-kunstens virkemidler, det vil sige tvetydigt i bedste overensstemmelse med sin egen dobbeltnatur. Dalsgaards virke som ‘dadaist imod dada’ kom således til at udfolde sig som angreb på dadaismen udført med dadas egne midler.

Og det er den linje, som claus-ejner viderefører i sit kunstneriske virke.

37 performances

Performances-kunsten er claus ejners udtryksform. Oplæsninger og udførlelser af disse fysiske kunstværker, på stedte og i nuet, understøtter hans pointer om hvor vi finder plads til at være mennesker, mens hamsterhjulet snurrer.

Denne udgivelser er en dokumentation af 37 udvalgte performances, som han har udført det seneste årstid. De bliver her til en fortælling om søgen efter mening. Bogen indgik som en del af udstillingen ”23 performances”, der tidligere på året blev vist på ”Se-Rum”, i Aarhus. Bogen er også en slags vejledning i hvorledes man selv kan udføre performances og forskyde det almindelige til det unormale og skæve, som når et billede af en gul mur fra en 70’er parcelhus, har en udstoppet fugl ved soklen og et par træsko uden indhold, bærer teksten: ”Performance, hvor jeg i 2 timer fuldstændig nøgen – men usynlig – følger efter en udstoppet fugl. Det var meget koldt. Det var 9 grader og det blæste en smule. Frøs stadig 4 timer efter”. Det handler om at vise det der ikke kan vises og derfor ikke kan ses, før end kunstneren viser os det. Han viser ved hjælp af to sorte vandkander, hvorledes kunstretningernes forskellige idegrundlag skal forstås. Eller med en gammel reol, hvorledes rummelighed skal ses og forstås. Han visualiserer igen det usete og abstrakte i forståelige og sjælden u-humoristiske udtryk.

Overflod af ting, kvaler, fornemmelsen af proportioner eller mangel på proportioner, fornuftsfeber og op på hesten igen, rid videre ellers bliver du en rytterstatue

Den lange titel er en typisk claus ejner-titel, den forvirrer mere end den åbner for hvad man kan møde i bogen, eller rettere den er meget præcis som indholdsfortegnelse, da den handler om proportioner eller manglen på samme. Om hvordan forsvinder i perspektiver, der drives langt ud. Bogen består af 48 gouacher, med motiver eller rene tekst-udsagn. Her er mennesket tingsliggjort i hverdagslivet. Værkerne har tidligere i år været udstillet i SAK bygningen i Svendborg. Det kan være den ødelagte hammer der er handlingslammet, når en ostehøvl og en ligther er et kærestepar med normalt blodtryk.

Eller når hammeren har fået tilføjet en gaffel i den anden ende og skruenøglen, har fået en kniv som håndtag, og viser menneskelets tingsliggørelse og effektiviseringen af alting, så det ender med at være hel modsat intension, men blot det rene dada. Og bærer en tradition fra Robert Storm Petersens univers af finurligheder og skarpe satiriske pointer. Det er carpe diem i fornuftstørrelse, som et andet værk hedder. Mennesket er reduceret til en operativ størrelse. Det er sortseende, men med en forløsende humor, der giver os mulighed for at se, hvad vi er midt i, og dermed får vi foræret en chance for at ændre kursen, om vi tør.

Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen

Digtene er væsentlige i claus-ejners ouvre, og han har udgivet flere samlinger gennem tiden, denne seneste ”Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen” er hans femte og har været 4 år undervejs. Med alderen liver der måske mindre at le ad, med undtagelse af sig selv. Selvironien og den dermed selvindsigt, er gennemgående i samlingen. Der er to afdelinger i værket, en der omhandler det mere normale og nære, som parforholdet, forbrug og dødsangst, mens anden del er ”vrøvlets polemik” har en mere filosofisk tilgang til de mere abstrakte begreber som fornuft og rationalitet og tilfældighederne og kunsten. Den franske og dadaistiske forfader som digteren Francis Picabia, (1879 - 1953) der også blandende udtrykkende som maler og grafiker og som arbejdede med både minimalismen og surrealismen i sin kunst. Her handler det om vis resignation over menneskelivet, som kan være dyster, og er der et lys forude, så er det, måske, dette at sidde og skrive digte om livet i al den almindeligheder: ” Dit hjerte er sprættet op. Det sidder i kaffemaskinen som et kaffefilter. Det er omsonst. Du drikker p.t. kun Nescafé”.

Hos claus-ejner handler det altid og også i disse tre bøger, om mening og om, hvor den blev af, hvis den dada nogensinde har været der.

Fnisende noveller om død og uhygge

Rasmus Hastrup: ”Væk”, Screaming Books 2020, 231 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Enten har Rasmus Hastrup opfundet sin egen litterære genre, eller også finpudser han en genre, jeg ikke tidligere er stødt på. Jeg har tidligere anmeldt Hastrups ”De ting der sker” her på Den Smalle Bog. Den er - ligesom sin forgænger, ”Liv”, og efterfølger, ”Væk” – en novellesamling med fokus på noget så selvmodsigende som uhygge og latter.

Det værst tænkelige sker

Det hænder ikke så sjældent, at man læser en bog eller ser en film, hvis dramatiske handling spidser så meget til, at man mentalt træder et skridt til siden og siger til sig selv, at det nok skal ende godt på en eller anden måde. Det, handlingsforløbet lægger op til, vil ikke ske, for den slags slutninger har hverken bøger eller film. Men i Hastrups noveller brydes denne uskrevne regel, og det værst tænkelige sker. Det slår allerede den første novelle i ”Væk” fast, og den har oven i købet titlen ”En smuk dag”. Den skildrer da også en smuk dag, men på netop denne dag finder en dramatisk hændelse sted. Hændelsen er frygtelig, men dagen smuk. Således er der en diskrepans mellem hændelsen og dagen. Men sådan er det jo! Der kan sagtens finde tragedier sted på blomstrende solskinsdage.

"Væk” ville være en ganske forfærdelig læseoplevelse, hvis den ikke var krydret med dels (sort) humor, dels et fantastisk sprog. Desuden skaber nogle af novellernes eventyrpræg også lidt afstand til det voldsomme fokus på tragedie og død. I ”Hans og trolden og skatten i brønden” finder eventyrets helt ud af, at man ikke bare kan fravælge en eller flere af de traditionelle tre prøver i et eventyr. Gør man det, går eventyret i stykker, og så ender det først for alvor gruelig galt.

Skovsneglståren

Humoren i ”Væk” følger trofast med i langt de fleste af novellerne. Latteren boblede flere gange frem, da jeg læste ”Reception på Institut for Taktil Filologi og Anvendelig Semasiologi”, hvor det ikke kun er et menneske, men også et fag, der presses ud i tragedien. Resultatet af et akademisk forskningsprojekt viser sig at vække massiv modsigelse, selvom det bygger på de i vor tid så populære algoritmer. Umiddelbart inden forskningsresultatet afsløres, fornemmer man, hvordan det vil blive modtaget, da der om forskningslederen står: ”Han mærkede en lille tåre snige sig ud af højre øjenkrog og et lille stykke ned over kinden, som en for tidlig født skovsnegl.” (s. 135). I hvert fald vækker sneglebilledet et vist forbehold for, hvad der nu vil komme.

Det er ikke bare underholdning for latterens skyld, Hastrup skriver, men temmelig subtil satire. Tag bare ”Dagbog fundet mellem murbrokker på Hedemarksvænge”, der handler om en velfærdsdansker, der går så meget op i sin afføring, at han er meget lang tid om for alvor at fatte, at der er udbrudt krig. Han nedfælder notater om afføringens lugt, konsistens og farve samt inden for hvilke klokkeslæt, han befinder sig på kummen. Og så supplerer han lidt med dagens øvrige oplevelser: ”Flere tanks på hovedvejen. Skudsalver inde fra byen. Telefonen virkede igen – Frejas søster Helga ringede og spurgte, om vi ville købe en halv gris. Det ville vi gerne.” (s. 78).

”Lommer af tristesse og boblende latter”

Hastrup skriver på en dansende let måde, der får siderne til at vende sig selv, men ind imellem må man stoppe op for at nyde formuleringer, hvis poesi, uforventelighed eller præcision bryder handlingens sfære af uhygge og latter. Hermed nogle eksempler:

Den mærkeligt afdæmpede smerte af at have en kniv i ryggen beskrives som: ”sære, skrattende optagelser af ældgamle krigshyl.” (s. 96).

Et bibliotek beskrives som ”et kartotek over alle tænkelige sindsstemninger. Lommer af tristesse og boblende latter svøbt i rødgrøn, ubesindig eftertænksomhed. Visdom og eskapisme og sne og lava.” (s. 98). Man skulle tro, at Hastrup beskriver sin egen bog med ordene: ”Lommer af tristesse og boblende latter svøbt i rødgrøn, ubesindig eftertænksomhed.”

En støvsuger kan lyde som ”en sommerfugl i en flaske af pæregrønt glas” (s. 119). Måske mest, hvis man ikke selv skal gøre rent.

Lyden af ”korte, grå nakkehår”s skraben mod pudebetræk beskrives som ”egebarkagtig” (s. 199).

Og således kan en pludselig usikkerhed, om man har truffet det rigtige valg, beskrives: ”Et øjeblik trækker hans beslutsomhed en hætte af tågegrå tvivl over hovedet. Så ryster han på sit eget og træder forsigtigt ud ad døren.” (s. 204).

Mangfoldige navne og en islandsk roman

Rasmus Hastrup har noget med navne. Hans karakterer hedder ofte noget ganske besynderligt. I ”Maseratikatten”, der vist nok leger lidt med ideen om, at katte har ni liv, får en repræsentant for denne art forskellige navne alt efter, hvilke mennesker den for en tid vælger at knytte sig til. På et tidspunkt er det drengen Toke, der har taget katten til sig. ”Folk havde tit spurgt ham, hvorfor han havde givet den navnet Hertha – var den opkaldt efter Hertha Müller eller Hertha Berlin eller Herthas Smørrebrød oppe i Søndergade, spurgte folk, alt efter hvem de var og hvordan deres referencerammer var organiseret. Men faktisk vidste Toke det ikke.” (s. 86). Man får en fornemmelse af, at det samme gælder Rasmus Hastrup, der giver mange af sine karakterer nordisk klingende og dog konstruerede navne som Aamund Erikson, Roar Havlide, Estrid Kobbersmed Telenius og Ragnfrid Krejlhjord. Eller endnu mere eksotisk: Boleslav Chrom-Hannubal. Mindst en gang dukker et navn fra ”De ting der sker” op igen.

En detalje findes i den islandske roman ”Mændene kom over bjerget”, hvis titel nævnes flere gange i ”Væk”. Om der er nogen særlig grund hertil må stå hen i de uvisse, for der er generelt rigtig megen uvished i Rasmus Hastrups noveller; en uvished, der skaber utryghed og uhygge, men som ofte frisættes af morsomme absurditeter.

Rosen fortsætter

Min anmeldelse af ”De ting der sker” var meget rosende. Anderledes bliver det ikke med ”Væk”, som er endnu et finurlig værk af Rasmus Hastrup, hvis bøger - på trods af deres mærkelige genre - ofte berør det dybsindige.