søndag den 31. januar 2021

"Spillede virkeligheden mig et puds eller var det mig der spillede virkeligheden et puds?"

Jakob Brønnum:
Virkeligheden 2.0
Det poetiske bureaus forlag 2019, 286 sider, 200 kr.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Book Haul

Af Anne Rye Andersson
Jakob Brønnum skriver sig med digtsamlingen ”Virkeligheden 2.0” ind i den eksistentialistiske tradition med letlæste digte, der er både dybe og nærværende. Det er en digtsamling, der henvender sig til alle, da den handler om både store og små spørgsmål i livet og virkeligheden. 

At de er letlæste betyder i denne henseende, at de ikke indeholder svært tilgængelige ord, men altså ganske dagligdagsord sat på digtform. Og det er et fint greb, da de dygtigt komponerede digte er lette at inkorporere i kroppen, når man læser, og lette at forcere. Det giver læsningen et helt særligt flow, der er meget tilfredsstillende. Ordvalget afspejler indholdet i den forstand, at der er tale om dagligdagstanker om dette og hint set i et mere filosofisk lys. Se f.eks. Digtet ’7’ under ’FORLADTE STEDER’: 

”Nogle gange står man på forladte steder
og så dukker der noget op
med en svimlende pludselighed
noget man ikke havde forventet sig
noget man ikke anede eksisterede
så var stedet ikke forladt alligevel
ukendte væsener eller vækster
på hidtil forladte steder
kan føre en ind i de mest kringelkrogede steder i sindet
som man indtil da da også anså for forladte
var det virkeligt eller var det noget jeg forestillede mig
spillede virkeligheden mig et puds
eller var det mig der spillede virkeligheden et puds?”

Det eksistentielle

Digtene undersøger generelt, hvordan det er at være menneske, og hvordan man i livet opfatter sin virkelighed. Der er en rød tråd af filosoferen og fokus på det eksistentielle, og således bygger Brønnum videre på en lang tradition, der kan kaldes den eksistentielle filosofi, hvis ophavsmand er vores egen Søren Kierkegaard. Og måske er det ikke helt tilfældigt, da både Kierkegaard og Brønnum begge var/er teologer. Digtsamlingen har dog ikke decideret et kristent islæt, i hvert fald kommer det ikke til udtryk med samme tydelighed som hos Kierkegaard. Til gengæld er der både referencer til Umberto Eco, Paul la Cour, Arthur Rimbaud og Dostovjeskij, som det også fremgår af bogens noter. Den peger således meget væk fra sig selv, skuer en del tilbage i tiden og har overordnet set en lettere melankolsk stemning over sig. Som bl.a. i digtet ’7- Græsset’, under ’VI KUNNE HAVE GIVET BARNET ET ANDET NAVN’:

” Vi kunne have ladet barnet lege i græsset
sidde der helt alene i stilheden
mens vinden fangede dets hår og græsset
vi kunne have siddet lidt væk
og vores stemmer ville have gjort noget
hvis vi talte sammen
på samme måde som vi gjorde dengang
vi kunne have fjernet brændenælderne
tidslerne, humlebierne, spyfluerne
de rådne bær, de rådne æbler
hundelortene, plasticstumperne
de små stykker af gammelt glas
intet blod ville være blevet udgydt
smerten ville kun have været der i passende doser
navnet ville have ladet sig bære gennem vinden
det ville have tegnet sig selv i skyerne
måske i græsset
måske i erindringen”.

Det er nogle meget smukke digte, der virkelig får en til at være (efter)tænksom, og de rammer ind i en tid, hvor vi mennesker mere end noget andet måske har behov for at flytte fokus fra os selv, samtidig med, at vi ser en tendens i tiden til selviscenesættelse, og måske er der en flig af et håb om, at de efterfølgende generationer vil skue ud over egen næsetip og bruge historien, litteraturen, ja i det hele taget kunsten til at skabe en verden for sig selv, der indeholder mere ånd end form. 

Digtsamlingen vil som skrevet kunne læses af alle, alle vil kunne få noget ud af den, ung som gammel, og den ville være oplagt at bruge i dansktimerne i landets gymnasier, da der er så mange lag i digtene. Meget fint værk, jeg varmt vil anbefale. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar