Fem kilo visuel fryd

 Thyge Christian Fønss-Lundberg: ”Kluge. Catalogue Raisonné 1990-2020”, Frydenlund 2020, 560 rigt illustrerede sider, 599 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Thomas Kluge er en kunstmaler, der deler vandene. Nogle elsker at hade ham, andre hader at elske ham, mens atter andre elsker at elske ham – eller snarere hans værker. Måske er det også nogle, der hader at hade ham, fordi de er låst fast i en position, de ikke længere kan stå inde for.

Der er absolut ingen tvivl om, at Kluge rent håndværksmæssigt er en eminent maler. Hans malerier ligner skarpe fotografier. Som sådan kan han beskrives som superrealist. Men samtidig er hans malerier konstruerede. Ikke at man altid lægger mærke til det, for de viser det, vi kender, men Kluge overfører ikke bare et fotografi til lærredet. Til tider er det genkendelige opstillet på en måde, vi ikke genkender. Andre gange har han gjort brug af genstande, der bærer en symbolik i sig, som kræver afkodning. Derfor foretrækker han selv at blive kaldt magisk realist.

Det er denne magiske realist, kunsthistoriker Thyge Christian Fønss-Lundberg har skrevet et pragtværk om. Forlaget Frydenlund har ikke været fedtet, hvilket nok delvis skyldes støtten fra fire fonde. Men hvorfor også være påholdende, når man har muligheden for at udgive en gennemført smuk bog med en lang række betagende gengivelser af Kluges værker? Gengivelserne har krævet tykt, glitret papir, der har gjort bogen til en fem kilo tung sag fuld af visuel fryd og interessante oplysninger.

Biografi, værk og holdninger

Tre gange søgte Kluge ind på Kunstakademiet i København og tre gange fik han afslag. Den dag i dag er han stadig ikke for alvor anerkendt af kunsteliten; altså blandt en lang række kunsthistorikere, kunstanmeldere, museumsfolk og akademiets undervisere. Som en af landets mest benyttede og nok også bedst betalte portrætkunstnere, kan han dog tillade sig at være ligeglad. Alligevel går Kluge ofte i flæsket på kunstparnasset, hvis kunstforståelse han bestemt ikke deler. Dette skriver Fønss-Lundberg meget medrivende og vidende om. Derved kommer han til at fremstå som en slags forsvarer for Kluge og dennes værk, og selvom det er på nippet til at blive ensidigt, er der vitterlig noget at forsvare.

Forfatteren kommer godt omkring både kunstmalerens biografi, værker og holdninger. Der lægges små lunser kød ud i teksten, så læseren får appetit på at vide mere. Hvad var det, der skete i Jens-Erik Nielsens Gallerihuset? Hvorfor fik Kluge Handelskammeret på nakken? Hvordan løste han opgaven med at male et portræt af rektoren for den institution, der havde nægtet ham optagelse? Hvorfor er det ildeset at bruge fotografier som skitser? Svarene følger lidt efter lidt.

Undervejs i sin redegørelse for de oplevelser, der har præget Kluge som person og kunstmaler, fletter Fønss-Lundberg en række relevante kunsthistoriske oplysninger og interessante tolkninger af udvalgte værker ind i teksten. Det er en nydelse, at man ikke blot kan se de værker, der omtales, i mindre gengivelse på samme side, som man læser om dem, men også kan slå en langt større gengivelse op i det store billedkatalog.

Det sidste kapitel er et interview med Thomas Kluge, hvori han udfolder sit kunstsyn, der er formet af et opgør med en lang række skråsikre påstande.

På spørgsmålet om, hvad et godt kunstværk er, svarer Kluge: ”Et godt kunstværk er et kunstværk, som tager udgangspunkt i sin tid. Et godt kunstværk er et kunstværk, der tager sit publikum alvorligt og ønsker dialog, for kun gennem dialogen bliver kunstneren og publikum klogere. Et godt kunstværk skal ikke forklares, fordi det lader sig opleve og tolkes uafhængigt af kunstinstitutionen.” (s. 131).

Resonansens vigtighed

Fønss-Lundberg glæder sig over, at Kluge på nuværende tidspunkt kan løfte sig så højt over de fortrædeligheder, han har været udsat for, at han nu blot kan male sine motiver uden at tillægge dem anden betydning end den, de allerede har: ”Krage […] forestiller vitterligt en krage” (s. 108). Ironien fra nogle af de tidligere værker er væk. Nu er det What-you-see-is-what-you-get. Men man kan også argumentere for, at ironien var med til at give værkerne liv og vække beskuerens nysgerrighed. Naturligvis skal beskueren ikke ønske for kunstneren, at han render ind i endnu flere uretfærdigheder og livskriser, men hans værker skal afspejle det levede liv for at skabe resonans hos beskueren.

Resonansen vækker Kluge da også stadigvæk, men på en anden måde end tidligere. Et sted genfortæller Fønss-Lundberg en samtale, som Thomas Kluge havde med en kunde, der så et portræt, Kluge havde malet af sin hustru. ”Sådan vil jeg gerne portrætteres”, sagde kunden, hvortil maleren svarede, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi han jo ikke var forelsket i kunden. Når man ser portrættet, forstår man, hvad han mener. I endnu højere grad end i andre fremragende portrætter, har Kluge malet ikke blot det ydre, men også det indre. Hans kærlighed til den portrætterede er blandet ind i malingen og påført lærredet med taknemmelighed og stolthed.

Lidt på samme måde har forfatter og forlag i fællesskab flettet kærlighed til kunsten ind i det pragtværk, som ”Kluge. Catalogue Raisonné 1990-2020” er. Hvor er den en fryd at læse og kigge i!