søndag den 14. februar 2021

Mens jagtfalken bløder ihjel på verandaen

Med sin nyeste udgivelse Ground Zero har Steffen Baunbæk skrevet den mest indsigtsfulde digtsamlinger om sin generations plads i det 21. århundrede og menneskets plads i universet, som er kommet ud af Danmark i lang tid

Steffen Baunbæk: ”Ground Zero”
Digtsamling, Forlaget Emeritus 2020
70 sider, 150 kr

Af Simon Hesselager Johansen

Steffen Baunbæk, født i 1973 i Silkeborg, er i denne anmelders optik en af de mest nyskabende og udfordrende digtere i dagens Danmark. Baunbæks kendetegn er en minimalistisk og tætpakket skrivestil, der forener meget forskellige temaer på meget lidt plads med en svært beskrivelig rytmesans som skriveteknisk superlim. 

Den kolde krigs spøgelser

Baunbæks nyeste digtsamling Ground Zero er sidste bind i en trilogi påbegyndt med 2012s Picnic i Hiroshima og fortsat med 2019s Distant Early Warning. Trilogiens røde tråd er en undersøgelse af, hvordan en opvækst under Den Kolde Krig har påvirket forfatterens nuværende verdensanskuelse langt ind i det 21. århundrede.  

I digtet 'Glas' (s. 22-23) kigger Baunbæk nostalgisk tilbage på dengang, han selv drømte om at ”brænde den gamle, forbandede stinkende borg ned til bunden og pløkke enhver som forsøgte at bygge en ny” mens han i nutiden betragter en jagtfalk bløde ihjel på sin egen veranda. En metafor for hans egen ungdommelige oprørstrangs langsomme død på baggrund af hans nuværende komfortable borgerlige livsstil? I det følgende digt 'Revolutionen' (s. 24-25) erklærer Baunbæk  revolutionen for aflyst mens han beskriver gader flyde med mudder, hvor han engang forventede at se blod, og tomme udsagn hvor han forventede slagord. Til gengæld observerer han at ”vi vandrer i hver vores retning og kommer til steder, vi helst vil forlade”. Hvis Michael Strunge var i live i dag, ville han måske kigge tilbage på sin anarkist-agitprop-digtsamling Skrigerne! fra 1980 på samme måde.

Baunbæk bruger en stor del af Ground Zero på at finde sig rette med den åbenbaring, at han ikke længere er på tidsåndens side. Efterhånden kommer han til den konklusion, at hvis de forandringer han selv ønsker at se i verden bliver gjort til virkelighed vil æren tilhøre mennesker meget yngre end ham selv, som han er nødt til at give faklen videre til på et eller andet tidspunkt. I 'Billeder' (s. 39-41) nævner han ”de børn som tager over fra mig”, som ”ånder pixels og bløder i bytes” men til gengæld ”vil nok aldrig bande i blæst over vildfarne hår”. Det kan være, han tænker på forfatterne Harald Toksværd (f. 1997) og Valdemar Kjærulff (f. 1995), hvis bøger Baunbæk har læst korrektur på. En interessant bekendelse, da hver ny generations kunst som regel virker uforståelig for de tidligere, da den forholder sig til nye problemstillinger og forsømmer hvad de ældre fandt vigtigt. En parallel kan drages til Asger Schnack, der næsten ene mand blandt 1968-generationens digtere forsøgte at bygge bro til 1980'ernes i form af sit samarbejde med F. P. Jac.

Fra polemik til mystik

Ground Zero er en meget anderledes læseoplevelse end alle Baunbæks tidligere digtsamlinger, af en særlig grund: Mere end før giver han sine læsere et indblik ind i sit metafysiske perspektiv på menneskets plads i kosmos. Sådanne indsigter kan fx findes på s. 10-11 under overskriften 'Plænen', som:

er blevet for lang
til at være til pynt,
danner dække
for rådyr
og harer
og arter af biller,
som muligvis ikke
er navngivet...

Baunbæk bemærker derefter:

træerne bærer på aks
ligesom dengang,
jeg bare forsvandt
ind imellem i engen,

Digtet giver talerør for en verdensanskuelse i diametral modsætning til den moderne vestlige kulturs opfattelse af mennesket som universets centrum, ved at påminde læseren om hvor lille mennesket er overfor naturen og hvor lidt vi i bogstaveligste forstand ved om vores egen baghave. 

Skrue-og-møtrik-samfundskritik fylder mindre i Ground Zero end i Baunbæks tidligere digtsamlinger, især 2017s Masselinjer som havde netop det hovedtema. Den polemik, som kan findes i Ground Zero, sigter med laser-lignende præcision på menneskets underminering af den natur som udgør dets eget livsgrundlag. Se 'Polerne' på s. 30-31, der ikke kun sørger over smeltende poler og fugle cirklende omkring uden retning - men også beskriver djævle knæle foran altre med gevær-bærende engle. Et notat om, at korruptionen også har erobret de religiøse traditioner som ellers skulle skærme os fra den profane verdens fordærv? Læg mærke til, Ground Zero starter med et citat fra den britiske okkultist Aleister Crowley – en krigserklæring imod den sjælløse moderne verden og dens metafysiske grundlag. Crowley erklærede netop, at han ikke havde til hensigt at genopbygge en tabt åndelig tradition på samme måde som Helena Blavatsky, René Guénon osv men til gengæld skabe et nyt system for en ny æra. Baunbæk er inde på et lignende spor i Ground Zeros mere åndelige digte.

Krystalliseret Baunbækisme

Skulle undertegnede vælge ét digt, som bedst repræsenterer Ground Zero bliver det nok  'Trosbekendelse' (s. 47-49) – hvor Baunbæk får kogt hele sin livsfilosofi som menneske og digter ned til et par sider. Især de første tre strofer hænger ved i denne anmelders minde.

Jeg tror,
at der findes
et mønster i alting.

Jeg tror, at det mønster er skabt
af en fjern,
men fantastisk forstand,
som alligevel er her,
helt tæt på,
i stængler og blikke

Jeg tror,
at man lever
så længe
og ofte,
man skal,
før man endelig
kan le af,
hvor simpelt
det er,
at give afkald
på al slags
form.

Og jeg tror,
at man indtil da
pisser
i vinden.

jeg tror,
det er det,
man er til
for at gøre.

Jeg tror på,
at tro
er omsonst,
når der hørmer
af mening
til sidst.

Alt, der gør Steffen Baunbæk til Steffen Baunbæk, er klarest til stede her: Indviklede overvejelser om tit uoverskuelige problemstillinger, uden hensyn til god smag eller loyalitet til nogen ideologisk fane, kogt ned til så lidt plads som overhovedet muligt; og trods alle odds har resultatet alligevel en vis elegance over sig.

Ground Zero minder denne anmelder om én anden digtsamling: Michael Strunges Verdenssøn, udgivet i 1985 under pseudonymet ”Simon Lack”. Begge samlinger adskiller sig fra digterens tidligere udgivelser i skrivestil, men krystalliserer og kondenserer samtidig hans ethos ind til den mest intense form som findes i forfatterskabet. Ligesom man skal læse Verdenssøn, hvis man kun læser én digtsamling af Strunge, så skal man læse Ground Zero hvis man kun læser én digtsamling af Baunbæk.

Det vigtige spørgsmål er så: Kan Baunbæks næste digtsamling undgå at virke som en skuffelse efter Ground Zero, på samme måde som Strunges Billedpistolen gjorde efter Verdenssøn? Tiden vil vise...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar