Rejs dig op ved det sære udtryk, du er faldet ved

Erik Kock
Åndens natur
Poesi. Prosa. Film.
Forlaget Armé 2020

Af Carina Wøhlk 

Der er noget i luften. Allerede fra første side står det klart. Det er Ånden, der hvirvler rundt. Ånden. Med stort. Med lille. Lige i den størrelse, der skal til for at få os mennesker til at rutsje rundt i refleksioner over, hvem vi er og hvorfor vi har gang på jord. 

Med sin nyeste bog Åndens natur har forfatter, dramatiker og foredragsholder Erik Kock bundet en smuk genrebuket. Som undertitlen Poesi. Prosa. Film antyder, kommer læseren til at mærke åndens pust i både højtidelige salmer og sonetter, stram prosa og filmanuskriptform. Selve titlen indikerer en fordybelse i åndens væsen, men måske også i samspillet imellem det åndelige og det naturvidenskabelige, imellem det, der ikke umiddelbart kan fattes (om) og det håndgribelige.   

MSK?

Bogen tager sit afsæt i en fortale med den kryptiske titel: Diagnosen MSK. Allerede her er en snublesten for den knapt så belæste læser. For hvad er MSK en forkortelse for? Maskinmester Skolen i København? Eller i disse Corona-tider – måske maske? Næppe. Til sidst i bogen, under Noter og kommentarer, løfter Kock sløret: Der er tale om Kierkegaards forkortelse for ordet menneske. Sådan skriver SK om MSK. 

Men kære læser, rejs dig op ved det sære udtryk, du er faldet ved og lyt til skønheden i fortalens ord og toner, der byder sig til som bogens ouverture. Kock fremmaner lydbilledet af skabelsen, hvor ånden som bekendt svæver over vandene. Som en anden maestro løfter forfatteren dirigentstokken og fører læseren igennem et partitur, hvor først det ene, så det andet, så det tredje instrument sætter ind. Han har måske ikke absolut gehør, men alt, hvad han skriver, er båret af stor musikalitet. 

Poetisk styrke

Efter fortalens brus følger et let boblende poetisk afsnit. Digte, salmer, hymner, sonnetter og knækprosa folder ånden ud i det, der efter denne anmelders mening er bogens stærkeste del.  Især salmerne er særdeles vellykkede: ”Sig, at alting passer til sidst,/ mit punktum vil slettes engang,/ og jeg bli´r som en stjerne der danser,/til alt går under i sang…” (se s. 25). Billedet af det evige liv som et viskelæder eller en slettelak, der fjerner dødens punktum, er bevægende smukt. Fortællingen fortsætter. Døden får ikke det sidste ord.

Dernæst byder bogen på en række prosatekster under overskriften Epifanier. Epifani betyder åbenbaring, men der er ikke desto mindre noget gedulgt i valget og sammensætningen af tekster. Læseren føres fra en angiveligt transskriberet afskedsforelæsning i et selvopfundet land over en syret dagbogsoplevelse til en blanding af en tør redegørelse om kvantemekanik og selveste opstandelsesberetningen. Læseren trækker på smilebåndet, nikker eftertænksomt og sukker dybt undervejs, men den store og samlede åbenbaring udebliver. 

I biografen

Endelig går tæppet for den tredje genre: Film. Læseren sætter sig til rette i biografsædet med hånden i popcornbøtten og spændt mine. Over et halvt hundrede sider udspiller sig en sær handling over flere scener og med flere medvirkende. Læseren skal ikke forvente gængs underholdning, men drejebogen animerer til billeddannelse. Og hvad er det så for et billede, der toner frem? Et scenarie, der balancerer på kanten af det absurde.         

Bogen rundes af med endnu nogle poetiske strejf af ånd. Udgang hedder afsnittet. Og hvilken sortie! Læseren sidder tilbage med et indtryk af en forfatter, der kræver noget af sin læser. Både hvad form og indhold angår. I bogen leges der ikke bare med ord og genrer, men også med typografi. Læseren skal være årvågen for at få alle spidsfindigheder med.   

Opmærksomheden vil også hurtigt rette sig imod de mange referencer til bibelen, som bogen vrimler med. Især kredses der om passionshistorien og kærlighedens højsang – 1. Korinterbrev, kapitel 13. I sidstnævnte skriver Paulus: ”Endnu ser vi i et spejl i en gåde…”. Og netop det gådefulde synes Kock at være særligt fascineret af i sin hvirvlende omgang med ånden.    

Forståelsesnøgle

Som allerede nævnt, afsluttes bogen med afsnittet Noter og kommentarer, der fungerer som en slags forståelsesnøgle til visse udtryk og passager. Uden denne nøgle i (h)ånden ville flere læsere komme til kort. Er bogen så for almindelige dødelige? For MSK som dig og mig? Ja, men det kræver en åndelig nysgerrighed og åbenhed. Bogen skal ikke nødvendigvis læses fra ende til anden. Og den tåler, ja, forlanger visse steder, at læseren vender tilbage og dykker ned i sætningerne igen. For der er noget at komme efter.

Så spænd sikkerhedsbæltet og lad dig føre med på åndens rutsjebanetur. Spring op og fald ned på det lidt for fortænkte og giv efter for det filosoferende, fabulerende og helt igennem fine. Lod dybden i ordene og lad det kilde indeni.