Ljudmila Petrusjevskaja: ”Umodne stikkelsbær”,
Forlaget Silkefyret 2018, 185 sider, 190 kr.
Rasmus Hastrup: ”De ting der sker”,
Screaming Books 2018, 184 sider.
Christian Aalling: ”Stemmer i tågen”,
Skriveforlaget 2019, 165 sider, 199,95 kr.
Maya
Stolbjerg Drud Salonin: ”Udflugter”, noveller,
Egolibris 2014, 101 sider,
199,95 kr.
Tekster præget af censur
Ljudmila
Petrusjevskaja: ”Umodne stikkelsbær”
En forfatter,
der underlægges censur, bliver ikke mindre kritisk overfor det system, hun
skriver om. Det står klart, når man læser samlingen ”Umodne stikkelsbær”, der
rummer et udvalg at Ljudmila Petrusjevskajas noveller og eventyr.
Petrusjevskaja er født i 1938, blev uddannet
journalist og skrev sideløbende med sit arbejde digte, noveller og skuespil.
Frem til 1988 fik hun kun offentliggjort syv noveller plus nogle fortællinger
og eventyr for børn. Da glasnostpolitikken gennemførtes, løsnedes censuren, så Petrusjevskaja
kunne udgive sin første egentlige novellesamling. Siden er der kommet flere
til.
Med udgivelsen ”Umodne stikkelsbær” har
Forlaget Silkefyret gjort et udvalg af Ljudmila Petrusjevskajas tekster fra
80’erne, 90’erne og nullerne tilgængelige på dansk.
Kærlighedens
svære vilkår
Den delvis selvbiografiske titelnovelle
”Umodne stikkelsbær” finder sted på et sanatorium for børn, hvor de små
patienter opbygger en rangorden, der i betænkelig grad minder om den, resten af
det sovjetiske samfund har som grundstamme. Her gælder det om ikke at vise
svaghed, for gør man det, pådrager man sig de andres opmærksomhed og
irritation, hvilket kan få skæbnesvangre konsekvenser. Samtidig er det en
historie om, at førerskab ikke altid er betinget af intelligens, men at man for
eksempel også kan nå langt med frækhed.
Pigen i titelnovellen slipper helskindet
gennem sit sanatorieophold, men andre noveller skildrer forliste skæbner, hvor
stakler søger trøst i fantasien (”Milgrom”), forløsning i selvmordet (”Influenza”),
flugt i flasken (”Ali Baba”) eller forløsning i den andens underkastelse
(”Happy end”).
Forudsætningen for nogle af disse ulykkelige
skæbner, kan Petrusjevskaja konstatere meget kort og præcist, for eksempel i
denne beskrivelse: ”Hun elskede ikke nogen, Polina, og kunne derfor ikke gøre
det ud for en tragisk person, for de elsker altid nogen og lider af den grund”
(s. 138). Dog er det ikke uden grund, at
Polina ikke elsker nogen. Hendes mand har været hende utro med det resultat, at
han efterfølgende har smittet hende med gonorre. Bedre bliver det ikke af, at
han beskylder hende for at være smittekilden og altså den skyldige i, at han er
blevet syg. Denne urimelighed gavner bestemt ikke deres ægteskab, og Polina
begynder ikke alene at omtale sin mand som ”gonorristen”, men behandler ham
også med den største afsky. Det er svært at bebrejde hende dette, men det
ændrer ikke ved, at deres situation er trist: ”Udefra set lignede dette måske
en komedie, en sort komedie eller hvem ved hvad, hvis nogen havde fundet på at
skrive disse ord og udtryk og de daglige udbrud ned, men ægtefolkene havde det
skidt, både ham og hende. Rystende efter skænderierne, forpinte, men ude af
stand til at græde, trak de sig tilbage til hvert deres værelse og gik i gang med
deres behandlinger” (s. 131). Og ja, udefra ligner det en komedie af den
kulsorte slags, og det er det da også. Men bag humoren gemmer der sig nogle
forhold, der er alt andet end morsomme. Uden humorens slør ville novellerne
næsten ikke være til at komme igennem.
De skæbner, der udfolder sig i samlingen, er
formet af det samfund, de finder sted i. Det ses også tydeligt i den længste
novelle med titlen ”Blandt venner”. Man kan overveje, hvor gode venner, der er
tale om, for de er hinanden utro på kryds og tværs, og dog løser hovedpersonen
et presserende problem ved at snyde venneflokken til at påtage sig et ansvar,
hun ikke selv kan løfte. Ved at handle kærlighedsløst, sikrer hun sig, at de
andre gør det modsatte.
En
moderne Gulliver
Foruden noveller indeholder samlingen tre
tekster, der går under overskriften ”Eventyr og legender”. Her er det særligt
den første, ”Den nye Gulliver”, der pådrager sig opmærksomhed med sin
henvisning til Jonathan Swifts (1667-1745) satiriske fortælling om Gulliver i
lilleputternes land. Petrusjevskaja skildrer en sandsynligvis skizofren mands
syner af små mennesker, der lidt efter lidt splitter hans hjem ad. Manden
opbygger et had-kærlighedsforhold til de små, for selvom de udgør en trussel,
vækker deres størrelse en beskyttelsestrang hos ham. Derfor kan han finde på at
spille rollen som deres gud: ”Jeg holder vagt og har allerede forstået, hvad
jer er for dem. Jeg er det altseende øje, der iagttager deres møje og pusten,
deres lidelse og børnefødsler, deres krige og fester … Jeg er den, der
fremmaner vand og sult, brændende kometer og frostvejr (når jeg lufter ud).
Nogle gange forbander de mig endda, ligesom den mor, som holdt sit barn op imod
mig (enten havde hun fået det uden en mand, eller også var barnet sygt, eller
måske var det hendes nummer seksten)” (s. 157). Der er tilsyneladende ikke så
stor forskel på lilleputternes tilværelse og de liv og skæbner, Petrusjevskaja
beskriver i de forudgående noveller.
Gråd
eller grin?
”Umodne stikkelsbær” er forsynet med et informativt
efterskrift af oversætteren Trine Søndergaard. Det kan med fordel læses inden
resten af bogen. Dertil kommer en liste over andre af forfatterens tekster, der
er oversat til dansk.
Petrusjevskajas tekster er muntre på deres
egen kulsorte facon og efterlader læseren i et hjørne, hvor man ikke helt ved,
om man skal grine eller græde. Uberørt er man i hvert fald ikke, og det er
netop noget af det, hvad der kendetegner god litteratur.
Rasmus Hastrup: ”De ting der sker”
”De
ting der sker” består af historier, der er flettet ind i hinanden og på den
måde kommer til at minde om en roman. Det er dog ikke sammenhængen, der er det
vigtigste, men de portrætter, der med forbløffende sproglig virtuositet tegnes
af de enkelte karakterer undervejs.
En buket sprogblomster
”De
ting der sker” er en kaskade af fortælleglæde, der ikke mindst viser sig i et
fabelagtigt og skarpt billedsprog. Ofte kan man som læser blive lidt træt af
forfatteres mere eller mindre vellykkede metaforer, der ofte bevæger sig truende
nær klicheen (et eksempel herpå gives i dette afsnits overskrift og den
førstkommende sætning), men sådan er det ikke i ”De ting der sker”. Lad mig i
dette og de to følgende underafsnit give nogle eksempler, som – selvom de er
mange – blot udgør en buket samlet fra Hastrups sproglige blomstermark:
En
pige, der er løbet hjemmefra og lever som hjemløs, bliver tilbudt noget, der
sikkert er rygeheroin: ”Det er ligesom at blive sænket ned i lun vaniljecreme.”
(s. 12). Personligt ville jeg finde en sådan neddykning temmelig ulækker, men
for en frostkold teenagepige vil et karbad fyldt med lun vaniljecreme sikkert
være noget af det mest fristende at varme sig i og måske også nippe lidt af.
Hastrup
er god til at anskueliggøre triste stemninger, for eksempel trøstesløshed:
”Kragerne lignede nogen, der glædede sig til at overbringe triste nyheder, og
deres tilstedeværelse kastede kolde skygger på et pænt efterår.” (s. 17).
Til
tider er det mere håndgribelige lidelser, der tages under behandling. Dette er
nok den enkleste, meget konkrete, men også forståelsesskabende beskrivelse af,
hvordan det er at være mørkeræd: ”Jeg nåede hjem, låste mig ind i min egen
private stilhed, tændte lyset og gik i seng.” (s. 33). Ensomheden har næsten
synligt klæbet sig op på de oplyste vægge.
Forladtheden
i beskrivelsen af et loft med gamle, opmagasinerede sager vil være genkendelig
for de fleste, men den humoristiske vinkel er ny: ”Der lugter af minder.
Skygger titter frem og gemmer sig igen med en støvet fnisen. (s. 40).
Tidens udstrækning
Når
en dramatisk hændelse pludselig finder sted, kan tiden synes at sætte farten
ned. Det skyldes en kemisk reaktion i hjernen, der skal give de involverede
større overblik til at gøre det, der bør gøres. Som en bivirkning giver den
langsomme oplevelse mulighed for, at det hændte lagrer sig bedre i hukommelsen,
hvilket kan få ubehagelige følgevirkninger i form at tilbagevendende
erindringsglimt. Her skildres de få forlængede øjeblikke: ”Hele episoden varede
som sagt kun få øjeblikke. Men de øjeblikke var så store, så vidtstrakte, at
jeg vil hævde, at det er det længste interval, jeg nogensinde har været vågen.
Partikler, elementer, fotoner, eller hvad fanden det er, sidder stadig fast i
mig og gør, at jeg ikke kan glemme, hvad jeg så den dag. Særlig voldsomme og
monumentale øjeblikke smitter af på alt. De pletter værre end nikotin eller
sølvnitrat. (s. 43).
Netop
tid er et af de elementer, der spiller en særlig rolle i ”De ting der sker”.
Nogle øjeblikke trækkes ud, mens andre forsvinder nærmest inden de er opstået.
Nogle øjeblikke bliver skæbnesvangre, mens andre går til i glemsel. Nogle
perioder ser man frem til, andre frygter man. Her er et eksempel på det sidste:
”Timerne samlede sig som mulmede skyer under loftet, gravide med ondsindet regn
af misdannede minutter”. (s. 74). Så er det, man ønsker sig et andet sted hen!
Præcise menneskeskildringer.
Undervejs
i ”De ting der sker” introducerer Hastrup mange forskellige personer, som han
formår at karakterisere gennem holdninger, sprogbrug og intelligens. Her er en
erindring fra en mand, hvis begavelse ligger et godt stykke under
gennemsnittet: ”I forgårs var der pludselig en anden chauffør som der ikke var
så sød. Han sagde at mit buskort ikke duede mere. Jeg forstod ikke hvad han
mente og så blev han lidt sur og sagde at jeg ikke havde opfundet den dybe
tallerken. Nej jeg har da ej. Det var der da nogle andre der gjorde for længe
siden før jeg blev født. Jeg ved slet ikke hvem det var.” (s. 90). Man bemærker
de manglende kommaer, der gør læsningen lige så hurtig og pausesnydt, som
fortælleren ville have fortalt sin historie i virkeligheden. Det er som at stå
ansigt til ansigt med den uforstående og lidt forurettede fyr, der bliver
utryg, når de faste rutiner brydes.
En
mand, der har svigtet fatalt, beskriver sin situation, så man forstår, hvad
dårlig samvittighed er: ”Det klæber, det er ligesom hvis ens skygge var lavet
af sirup og beton.” (s. 141).
Næsten
lige så rædselsvækkende er denne beskrivelse: ”Min mor er ikke andet en to tusind
neuroser holdt sammen af en gråmeleret natkjole.” (s. 178). Ikke så sært, at
sønnen er blevet mere end almindelig afsporet.
Mærkeligt vedkommende litterære konstruktioner
Bortset
fra den nydelse det er at boltre sig i Hastrups fabelagtige metaforer og andre
sproglige øjenåbnere, er både bogens handling og fortællingernes handlinger i
”De ting der sker” medrivende. Genren befinder sig set sted mellem
socialrealisme og magisk realisme og vækker minder fra bøger af Svend Aage
Madsen og Torben Guldberg.
I
bogens historie nummer to introduceres læseren til størstedelen af de
mennesker, de øvrige historier handler om. Der lægges kun ganske få hints ud,
som udfoldes i resten af bogen. Overordnet set er historierne temmelig triste
og urovækkende, men de er fortalt på en måde, der ikke kan undgå at bringe
smilet frem, for eksempel i historien ”Holmer Snegård”, hvor Holmer søger hjælp
i et hus, der viser sig at være beboet af intellektuelle spædbørn, som har
lavet deres eget museum: ”Gylptoteket”. Denne historie er voksenlitteraturens
svar på animationsfilmen ”Boss Baby”.
Flere
gange giver Hastrup sig selv mulighed for at skildre et stigende vanvid – og
han er god til det! Her er hovedpersonen i historie 4 fanget i et gigantisk
bibliotek: ”Jeg klemte mig ud mellem de tætstående reoler og begyndte at løbe.
Jeg ramte hjørner og kanter og faldt og ænsede det ikke og kom op igen og løb
videre. Jeg flåede en bog ned, Det Gamle
Testamente, og proppede pergament i munden. Permanent. Men ingen skal få
vide, hvor mørkerøden er. Jeg fandt rullebordet, drak ting, hujede som smeltet
hør.” (s. 85). Sproget skifter betydning og mister mening i takt med
personlighedens opløsning. Det er uhyggeligt og hylende morsomt på samme tid.
I
den sidste historie samles trådene. Det er måske nok lidt konstrueret og
efterhængt, men føjer ikke desto mindre endnu en medrivende fortælling til
samlingen; en fortælling om noget så særpræget som et parforhold mellem to
psykopater. Dermed understreges styrken ved hele Rasmus Hastrups bog, nemlig at
han formår at gøre særprægede litterære konstruktioner vedkommende for læseren,
fordi det genkendelige levede liv ligger lige under de barokke indfald.
Variationer over et tema
Christian Aalling: ”Stemmer i tågen”
Skriveforlaget
er et medudgiverforlag, hvilket let kan føre til skeptiske overvejelser
angående dets udgivelser. Når en forfatter vælger at udgive sit manuskript på
et forlag, der kræver et indskud, er det vel, fordi ingen andre vil satse penge
på projektet, af den grund at teksten ikke er god nok. Jeg skal ikke udelukke,
at det nogle gange kan være tilfældet, men Christian Aallings debutbog,
novellesamlingen ”Stemmer i tågen”, modsiger denne formodning og påviser, at
god litteratur også kan blive fravalgt af de etablerede forlag, fordi
målgruppen er for smal til, at bogen vil sælge særlig godt. I de tilfælde er
det glimrende, at der findes forlag, som med en økonomisk håndsrækning fra
forfatteren kan udgive læseværdig litteratur, der ellers var endt i en skuffe.
Faderens tøven
Man kan ganske
vist godt klandre Aallings noveller for at være lige lovlig ens. De er alle
sammen monologer, ligesom der er noget gentagende i den måde, fortællerne
formulerer sig på. Således former samlingen sig som variationer over et tema.
Men som det gælder i musik, er det ikke nødvendigvis skidt. Det, fortællerne
formulerer, er ikke det samme, ligesom de enkelte fortællere heller ikke minder
om hinanden. Der er fortællere i knibe og andre i nærmest total ligevægt. Der
er mandlige og kvindelige fortællere. Der er tossede og fornuftige fortællere.
Så selvom fortællingernes opbygning minder om hinanden, er forskellene
fortællerne imellem alligevel mærkbare.
I den første
novelle, ”Et stille opgør”, drives der – med en god portion sort humor -gæk med
moderne forældres frisind på børnenes vegne. En far har overdraget et
kælderværelse til sin søn, så han frit kan eksperimentere med forskellige
narkotiske stoffer. Det giver jo knægten respekt blandt kammeraterne.
Imidlertid bliver faderen sat i et dilemma, da sønnen spørger ham til råds om,
hvorvidt han skal takke ja til et væddemål, der – hvis det går godt – kan gøre
ham endnu mere respekteret, men – hvis det går dårligt – vil have særdeles
alvorlige konsekvenser. Det bemærkelsesværdige er, at faderen tøver med at
svare.
Om at være til stede i livet
Aallings
baggrund som teolog og cand. mag. i kristendomshistorie titter frem i ”Gud i en snebold”, hvor en
adfærdsvanskelig pige kaster en snebold i nakken på den lokale sognepræst.
Selvom det er en ret uskyldig sag, og præsten ikke opdager, at hun er den
skyldige, får hændelsen hende til senere at opsøge og tale med ham. De taler
ikke om snebolden, men om teologiske og filosofiske problemstillinger. Da hun
fortæller om en senere hændelse, hvor hun svigtede en nærtstående, har hun fået
så godt styr på teologien, at hun kan bruge hændelsen til at lægge afstand til
enhver form for selvretfærdighed: ”Hvorfor tilføjede jeg mon den anekdote? Det
var egentlig kun for at illustrere, at min sneboldsvækkelse for mange år siden
ikke har gjort mig til et godt menneske. Om den har gjort mig til et bedre
menneske, end jeg ellers ville have været, har jeg ingen mulighed for at vide,
men jeg håber det ikke, for så har det stået slemt til […]” (s. 30).
Fortælleren i
”Gud i en snebold” kaster sig ud i livet, mens kvinden i ”Kom til mit vindue
eller min dør” fortrækker at være tilskuer til andres tilværelse. Hun har et
dagligt ritual, hvor hun fodrer havens fugle. Uden selv at være en del af deres
liv nyder hun at betragte dem. Noget lignende gør sig gældende for hendes
logerende. Ikke at hun blot forholder sig passivt. Som med fuglene lægger hun
lokkemad ud, idet hun nøje udvælger dem, hun vil have boende. Uden at de
bemærker noget, kobler hun dem sammen og sørger for, at de hver især får øjne
for den anden. Som tilskuer til livets gang glæder hun sig, hver gang hendes
logerende indleder et kærlighedsforhold. Hun spiller et spil med andre
mennesker, som er ganske sympatisk, men også mærkelig klinisk. Der er noget trist
ved den måde, hun kun deltager i livet på afstand. Det er, som om kærligheden
er for farlig for hende til, at hun selv vil give sig hen til andre.
Den gamle mand
i det lille mesterværk ”Nutid smiler, hvor oldtid hviler” er til gengæld ikke
bange for at give sig hen. Han lever livet i fulde drag, men på en meget
langsom og nydende måde. Med en bekymring for de yngre generationer, der tror,
at de befinder sig på et højere stadie end alle andre, udfolder han sit syn på
lykken som noget, der altid har eksisteret. Selvom man tidligere levede under
langt barskere livsvilkår, kendte man også til lykken dengang. Selv hans
fortidsfortrolige, Grauballemanden, som han jævnligt besøger på Moesgaards
Museum, har kendt til lykke. Hvis fortælleren selv bliver gravet op som moselig
om mange hundrede år, vil der også være folk på det tidspunkt, der mener, at
han umuligt kunne have været lykkelig, fordi han levede i en tid, der stadig
kendte til uhelbredelig sygdom. Men det er ikke korrekt. Fortællerens stille
lykke lyser ud af hver side og smitter af på læseren.
Krævende tankerækker
Aalling har en
særlig sans for at lade tanker udfolde sig i lange rækker, der kan være svære
at følge for alle andre end dem, der tænker dem. Men giver man sig som læser i
hænderne på fortællerne, kan det alligevel godt lade sig gøre. Mange af dem er
intellektuelle med et ganske højt abstraktionsniveau, og selvom en del af dem
synes at have tanker, der fjerner sig et godt stykke fra virkeligheden, er det
alligevel interessant at følge deres tankespind, der kan strække sig ubrudt
over flere sider. Her er et eksempel, hvor fortælleren i den kafkaske ”Manden i
toget” forsøger at redegøre for de tanker, et tilfældigt møde har medført: ”Det
var, som om der var mere liv omkring mig, end der plejer at være. Det lyder
positivt, men jeg opfattede det som negativt. Og det er ikke andre mennesker,
jeg tænker på. Det var ikke dem, der var mere fulde af liv, end de plejer at
være. Faktisk var de snarere meget mere usynlige; jeg kan slet ikke huske, at
der var nogen af dem, jeg lagde særlig mærke til. Det var mig selv, der havde
en højere intensitet, end jeg plejer at have. Jeg ved godt, at jeg lige har
skrevet, at det var mine omgivelser, og jeg tror, at jeg vil lade det stå, som
det står, selvom det er en modsigelse. Eller rettere sagt: Jeg vil brodere
videre på selvmodsigelsen, for det var, som om jeg i højere grad, end jeg
plejer at være, var mine omgivelser, og mine omgivelser var mig. Jeg taler ikke
ordinært her, men ekstraordinært, og jeg prøver at bruge almindelige ord til at
beskrive en følelse, som jeg tror er en stor fjende af ord, men så meget desto
mere virkelighedsnær. Jeg er ikke dårlig til at formulere mig, men det er
svært.” (s. 134).
Ja, det må være
svært, ligesom det er svært at følge, hvad det egentlig er, der menes. Men
derved får man nok netop indblik i fortælleren situation.
Doseres i små bidder
”Stemmer i
tågen” indeholder 12 noveller. At læse dem er en både krævende, interessant og
til tider morsom oplevelse. Netop novellegenren passer godt til Aallings
fortællestil, der skal tages i små bidder. Der er på samme tid krads
samtidskritik og stor menneskelig indsigt i fortællingerne, som til tider
bringer læseren så tæt på fortælleren, at man kan blive helt lettet over, at
han eller hun er fiktiv.
Forholdet mellem begær, sex og kærlighed
Maya Stolbjerg Drud Salonin: ”Udflugter”
Vi lever i en perfekthedskultur, hvor vi
stiller urealistisk høje krav både til vores udseende og formåen. Kun det
bedste er godt nok, hvilket understreges af diverse former for kontrol af det
arbejde, der udføres på både det offentlige og det private arbejdsmarked. Sat
lidt på spidsen er resultatet en nation af nydeligt klædte borgere med et indre,
der hænger i trevler. Denne evige kamp for at være perfekt medfører
frustrationer, der ind imellem må have luft. Dette må ens nærmeste tage sig af,
hvis man da ikke med det samme søger professionel hjælp hos læge, psykolog
eller coach. Men end ikke overfor den, der har ens fortrolighed, er det gratis
at vise sin svaghed, for så er man jo ikke det perfekte menneske, man har ladet
kæresten eller ægtefællen, vennen eller veninden tro. Gråd er umandig og får
eyelineren til at flyde så uæstetisk ud på kvinder. I perfekthedskulturen
skuffer svagheden både den nedslåede og den, der må trøste. Overfladen
krakelerer og afslører de menneskelige begrænsninger, ingen vil være ved.
Degradering
af kærligheden
Novellerne i Maya Stolbjerg Drud Salonins
debut ”Udflugter” er så godt som alle kommentarer til perfekthedskulturen.
Langt hen ad vejen handler det om sex, om at være tilpas attraktiv og at
fastholde partnerens interesse. Begæret indtager formandsposten i forholdet, og
forholdet bryder sammen, hvis begæret svigter og sexuallivet ikke fungerer.
Kærligheden forvises til en anden- eller tredjeplads; måske fordi kærligheden i
perfekthedskulturen har for travlt med at vende sig indad til også at rumme
andre. Hver især skal vi være så værdige til at elske, at vi først må elske os
selv for at blive overbevist om, at andre med rette kan gøre det samme. Det er
en besværlig sløjfe at slå for kærligheden, der ellers altid har været udadvendt.
Er man tilpas overbevist om sin egen fuldkommenhed, vil man dyrkes af dén, der
måtte forelske sig i én. Man viser vedkommende en gunst ved nådigt at modtage
hans eller hendes kærlighed og raser, når vedkommende slår op; ikke fordi man
elskede den elskende, men fordi ekskæresten med sin exit viser, at man
alligevel ikke er så perfekt og elsk-værdig, som man gik rundt og bildte sig
ind. Selvværdet får sig et knæk og gør én usikker, når man begiver sig på jagt
efter en ny partner. Mellemtiden må udfyldes af uforpligtende forhold, der
overbeviser én om, at man stadig er attraktiv.
”Bare
de har hinanden”
Det er ganske vist ikke de perfekte typer,
Salonins indledende novelle handler om. Her præsenteres læseren for kassedamen
i Netto, der danner par med den evigt arbejdsløse, hashrygende Klaus. Det er et
par med meget lidt overskud, og der skal ikke meget til at få dem til at begå
dumheder. Alligevel holder de sammen:
”De holder om hinanden, klamrer sig til
hinanden som to skibbrudne på en tømmerflåde, og havet er oprørt, og der er
hajer. Klaus spørger, om hun har tilgivet ham, og hun siger ja. Det skal nok
gå. Bare de har hinanden.” (s. 17).
Sådan forholder det sig ikke med
størstedelen af de andre novellers karakterer, der enten kaster sig ud på
kødmarkedet i jagt på sex og i håbet om den helt store kærlighed, eller
overvejer hvor længe de kan blive i det parforhold, der i alt for lang tid har
knaget.
Signalstoffer
og receptorer
Når kærligheden har forenet et par, følger
dagligdagen, der hurtigt kan få kål på forelskelsen. I en pragtfuld dialog, der
dels afslører, hvor lidt ægtemanden har fattet af kærlighedens væsen, dels i
hvor høj grad hans kone har gennemskuet dette, viser Salonin det farlige i at
degradere kærlighed til fysik.
””Har du nogensinde tænkt på, hvordan folk
egentlig fungerer indeni?” spørger hun.
Han vender sig om.
”Med signalstoffer og receptorer?” spørger
han.
”Det var nu ikke det, jeg mente. Jeg tænkte
på følelser; tanker.”
”Det er da også styret af signalstoffer.”
”Tja,” siger hun.
”Hvad skulle det ellers være?”
”Jeg tror, der er noget mere.”
”Tror?”
Hun betragter kystlinjen bag ham.
”Ja. Tror,” svarer hun.
”Jeg har svært ved at tro på ting, jeg ikke
kan se.”
”Kan du da se dopamin?”
”Nej, men jeg kan mærke det.”
”Hvordan ved du så, at det bare er et fysisk
stof, der flyder rundt i dine blodårer, og ikke er noget andet? Noget mere?”
”Det ved man da,” svarer han.
”Det tror man.”
”Nej, det er noget, man ved. Man har lavet
forsøg.”
Hun rejser sig op og stiller sig hen ved
siden af ham.
”Du tror altså, at du ved, og jeg ved, at
jeg tror,” siger hun.
”Nu er du forvirrende.”
”Tak.”” (s. 21-22).
Når alting forklares som fysiske processer,
er det svært at forholde sig til kærligheden, der i bund og grund bygger på
tillid. Uden tillid til, at den elskede elsker den elskende, sniger mistilliden
sig ind og gnaver hul i kærligheden.
For dialogens mand er kærligheden betinget
af fysik. Han har sådan set intet ansvar for at holde sit forhold til kvinden
ved lige, for det er jo betinget af noget, der virker uafhængigt af hans vilje.
Denne holdning fornemmer kvinden, der har svært ved blot at blive elsket af den
elskedes fysiske processer. Således flyder manden og kvinden langsomt fra
hinanden.
Hensyn
til læsere på Fyn
Selvom størstedelen af novellerne i
”Udflugter” har en trist, opgivende tone, er der ikke så lidt humor i dem. I
”Ambitioner” gør Salonin grin med den moderne metatrend, der inddrager
forfatteren selv. Her er et eksempel:
”Helen og Ferdinand mødes igen efter nogle
måneder. De mødes i zoologisk have, men lad os sige, at det er zoologisk have i
Odense, for ellers foregår alt for meget i denne bog i København, og man skal
også tænke på salgstallene, det gør forlaget, når de vælger om de skal udgive
bogen eller ej, og folk på Fyn gider ikke læse bøger, der kun foregår i
København. Og Italien. Forfatteren ved ikke, hvorfor så mange af hendes
personer rejser til Italien, sådan er det bare. De mødes foran løveburet i
zoologisk have i Odense […]. (s. 63-64).
Hvad enten man bor på Fyn, i København, i Italien
eller et andet sted, er ”Udflugter” værd at læse som en barsk - til tider
ironisk - skildring af en krakelerende perfekthedskultur, hvor begær, sex og
den enkeltes optagethed af sig selv truer med at udslette kærligheden.