søndag den 17. november 2019

Udkantsdanmark i litterær skikkelse

Malene Kragelund Nielsen og Anne Rye Andersson (red.):
”Opland”, Forlaget Poetic Pamphlets 2018, 96 sider, 150 kr.

”Udkantsdanmark”, ”Stemmer ved havet”, ”Stemmer i skoven”. Dette er temaerne i antologien ”Opland”. Man kan med en vis ret mene, at det er mange temaer – hvor beslægtede de end måtte være – til en kort antologi på blot 96 sider. Men temaerne bliver ikke desto mindre belyst. Det sker i en bevidsthed om sprogets næsten magiske magt, der kan trylle både syner og synsforstyrrelser frem på nethinden. De 11 forfattere gør brug af forskellige genrer, der spænder fra noveller til digte, men også rummer spøjse fortællinger som Carsten René Nielsens to kortprosatekster: ”Verdens største kunstværk” er en skøn lille fortælling om cykelsmeden og galleriejeren, der i få sekunder kan nyde blot med en enkelt bevægelse at blive ophavsmand til verdens største kunstværk, mens ”Da Titanic sank i Tranebjerg” fantaserer over, hvordan en stumfilm om Titanics forlis førte til fraflytning fra Samsø. Pænt flippet, og temmelig underholdende.

I A. Silvestris ”Ceremonimesteren ved havet” er endnu mere flippet, idet den døende dag tager form af en gammel særling, der synger og danser, mens solen går ned, og han selv opløses lidt efter lidt: ”Kroppen er et perforeret fedtbjerg, og fra hver eneste sære tunnel løber en tråd ind i himlen. Han er en flommefed jorddrage, han bor på kloden, han sætter hælene i for ikke at blive revet ind i et svimlende himmelstyrt. Hænderne, maven, lårene, ballerne sitrer i rytmen, sangen hviner fra ham som gnister fra en svejsning.”

Majken Skærlund Risvig går på jagt i ”Dræbersnegle”. I en grotesk proportionsforvrængning forstørrer fortælleren sit bytte ud fra denne tilsyneladende nøgterne oplysning: ”Dræbersnegle er hermafroditter, de kan befrugte sig selv og lægge op til firehundrede æg på en sæson. En snegl i år kan dermed blive til firehundrede snegle til næste år.”

”Man kan sagtens slå snegle ihjel med en sløv børnesaks”, oplyses det, og man takker beklemt for informationen, der følges af denne udregning: ”37 bliver det til, ’14800 potentielle snegle” messer jeg, mens jeg begraver dem under rododendronen. Endnu en massegrav i haven, det er snart svært at finde nye steder at begrave dem.” - Derfor tages der nye metoder i brug. Her skal den uønskede natur elimineres, og det kan ikke gå hurtigt nok. Men hastværk er som bekendt lastværk, og derfor tager destruktionen ikke kun dræbersneglene med sig.

En lignende, men ikke helt så dramatisk afsky ved naturen kommer til orde i Camilla Hjørnholm Olsens ”Møl”, der rummer denne fantastiske beskrivelse af et besøg i Matas: ”Jeg hader den kvælende stank af parfume i forretningen, der river i halsen og øjnene og de overgjorte ekspedienter, der ligner østeuropæiske prostituerede og deres mersalg, der kører på autopilot: ’Mangler du vatrondeller?’ mens de smiler til mig som om jeg var på jagt efter selskab.”
Fortælleren er ikke på jagt efter selskab, men efter noget, der kan tage livet af de møl, der har invaderet hendes køkkenskabe.

Anderledes afdæmpet og mere positivt stemt mod naturen er Tina Rasks digt ”Sjælestrand”:

”To hjerter vandrer
i sandets
bløde lag
banker
i takt med bølgens
slag
mod land
og tidsforglemte glatte sten. […]”

Her er ingen frygt for naturen, men en inddragelse af den som en traditionel, romantisk ramme for det forelskede par.
Den beskedne natur dukker op igen i Bent Christensens hyldest til sit føde- og hjemsted, Lolland. Her gengives digtet i sin helhed:

”Det lollandske landskab er
det første og det bedste
jeg er født i det
har på den ene eller den anden måde
altid haft det omkring mig
og i tomhedens tid var det det
der viste mig at der var
noget der var noget.

Et ydmygt sted
med flade træk
hvor også sproget er fladt
vi kan ikke hikke på ordene
som de rigtige danskere
udkant i alle henseender
men det er i centrene
tomheden viser sig hurtigst
og det er det der rager op
der falder først.

Der er også mere himmel her
især om aftenen
når solen er gået ned
så er Vesten åbent rød
med hvidt og blåt imellem.

Herremændene holdt os nede
i ekstra fladhed
ingen regner os for meget
heller ikke vi selv
så her er alle betingelser
for en ny begyndelse
hvor småt er noget mod intet
og fladt er åbent mod alt.”

Det er svært at finde en mere charmerende salgstale for det såkaldte Udkantsdanmark, når det flade Lolland tales op i ”Opland”.

Egil Hvid-Olsen, september 2018.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar