Planternes liv som kosmologi

Emanuele Coccia
Planternes liv - Blandingens metafysik
Gyldendal, 150 sider 

Af Jakob Kvist

Med bogen ”Planternes liv – blandingens metafysik” præsenterer den italienske filosof Emanuele Coccia os for nye og anderledes måder at tænke verden på. Coccia slår til lyd for et aktivt verdensbegreb, som forsøger at løsrive sig fra dualismens spændetrøje. Det viser sig, at vi kan lære forbløffende meget om os selv og verden af planternes forunderlige liv.

Coccia har været assistent for den verdensberømte italienske filosof Giorgio Agamben men det var tiden på en landbrugsskole, som har sat dybe spor i hans tænkning. Fra han var 14 år og fire år frem fordybede Coccia sig i planternes forunderlige liv, hvilket åbnede et særligt vindue mod verden. Som om planterne lærte Coccia at tænke.

Det er med et særligt litterært overskud, at Coccia omsætter viden om planternes liv til en ny metafysisk tænkning. Han er veloplagt og ved, hvad han snakker om.

Metafysik

Undertitlen til bogen er ”Blandingens metafysik”. Metafysik handler om måder at forstå virkeligheden på. Det vedkommer os alle, fordi det er menneskeligt at have forestillinger om virkeligheden. Metafysik er vigtigt for os, fordi vores livsglæde afhænger af vores evne til at tænke. Det er de tanker, vi gør os om at være til. Metafysik er et konfliktfyldt begreb, fordi det har med sandheden at gøre. Der er altid nogen, som har interesse i, at andre tænker på bestemte måder, fordi det udstyrer dem med magt.

Dualismen

I vores del af verden er det de færreste, som tænker over, hvordan de tænker. Vi forholder os sjældent til den egentlige sandhedsværdi af de forestillinger, vi gør os eller den logik, som vi ligger til grund for det, som vi kalder for virkeligheden. Men ikke at tænke over, hvordan man tænker, er også en form for metafysik. Den metafysik, som er styrende for den vestlige tænkning, hedder dualismen.

Dualismen er forestillingen om, at der findes en ydre verden. For at denne verden kan være derude må vi være derinde. Med ’vi’ menes der personligheden, jeget, sjælen eller bevidstheden etc. Kært barn har mange navne. Den ydre verden er en fysisk verden modsat vores indre verden som er psykologisk. Den fysiske verden er noget materielt modsat vores personlighed, som er noget immaterielt. Vi forestiller os, at det er muligt for vores immaterielle personlighed at påvirke den fysiske ydre verden. Hvor i denne forbindelse befinder sig er ikke til at sige.

I og med vi ikke udfordrer den kunstige adskillelse mellem vores bevidsthed og verden, så tror vi på, at vi er en immateriel personlighed, som sidder inde i kroppen og kigger ud på verden gennem to huller.

Ambitionen med Coccias tænkning er at blive uadskillelig fra verden, fordi modsætningen mellem os og verden grundlæggende er falsk: ”Først ansigt til ansigt med naturen kan mennesket for alvor tænke. Denne identitet mellem verden og naturen er langt fra banal, for naturen var ikke en betegnelse for det, der gik forud for den menneskelige ånds aktivitet…”.

Væren-i-verden

At tænke dualistisk er en vanesag og vaner er svære at gøre op med. Men vil man opleve en dybereliggende virkelighed, må man gøre sig den anstrengelse af sprænge dualismens kunstige billeder i stumper. Coccia tager udgangspunkt i det berømte begreb om at være-i-verden, men insisterer på, at vi også må se virkeligheden med verdens briller på. Vi kan kalde det for en slags verden-i-væren.

Verden er ikke noget ”derude”, som vi affotografer med vores indre. Vi er altid i gang med at være i verden. Verden er ikke foran os, men omkring os og i os. Men ser man udelukkende på verden med jegets briller på, bliver man aldrig i stand til at gøre sig den erfaring, at verden sker gennem os. Coccia kalder dette for at være indlejret. Vi er altid omgivet af noget, vi ikke kan begribe helheden af. At eksistere er at hænge sammen med verden, ikke at være adskilt fra den. Det sker i en dobbeltbevægelse, hvor liv og miljø konstant blander sig med hinanden: ”Hvis alt levende er en væren-i-verden, er ethvert miljø en væren-i-det-levende.”.

Flyden-i-verden

Coccia tænker sig, at det at eksistere er som at være i vand, fordi livet opstod i vand. Livets behov for et flydende miljø, får Coccia til at sige at: ”livet er et fænomen, der kun optræder i flydende omgivelser.”.

Når vi befinder os i vand, blandes vi sammen med omgivelserne på en måde, hvor vi ikke kan bestemme, hvornår vandet ophører og vores egen væren begynder. Vand og eksistens gennemtrænger hinanden.

Coccia tænker videre og hævder, at livet på landjorden har samme grundlæggende struktur. På landjorden er tæthedsgraden mindre og derfor mindre mærkbar. Med bevægelsen fra vandet til landjorden skete en fortynding af det flydende miljø. Livet og dermed virkelighedens struktur blev ikke revolutioneret, da vi forlad vandet, men blev udsat for: ”…en ændring af tæthedsgraden og vægtfylden af det samme flydende miljø…”.

Coccias flydende virkelighedsforståelse handler ikke om, at vi befinder os i aflukket bassin, men udtrykker et princip, som gør sig gældende over alt. Bag ved livets flydende væremåde findes ingen solid idéverden, som kan legitimere noget som helst. Fluiditet, bevægelse, blanding, omskiftelighed, forvandling mm. er virkelighedens sidste instans.

Verden som skabelse

Verdens skabelse er ikke en overstået begivenhed, men noget som finder sted hvert øjeblik. Coccia tænker fluiditet som: ”…verdens måde at skabe sig selv på i og over for det levende.”. Verden er dynamisk, fordi den er: ”altid ustabil, altid midt i en selv-mangfoldiggørelse og selvdifferentiering.”.

Verdens dynamiske væremåde har den konsekvens, at stilstand bliver en illusion. Coccia bruger meget tid på at beskrive, hvordan virkelighedens ustabilitet finder sted, men forklarer desværre ikke, hvorfor vi som mennesker skaber illusioner. Men Coccia gør dog opmærksom på, at det er: ”…muligt for os at gribe verdens inderste struktur, som øjnene nu og da forhindrer os i at percipere.”

Coccia kigger nu nærmere på bladenes natur for at gribe verdens inderste struktur. Det handler om måden, hvorpå livets elementer blander sig med hinanden. Det sker i en gensidig forvandling, hvor det vi normalt opfatter som et individ eller subjekt både kan være individ/subjekt men også blive til et miljø for andre af livets aktører. Coccia kalder dette for en topologisk omskiftelig relation. Man skal vel blot kigge på vores egen krop for at få dette bekræftet. Måske føler vi os som herre og ejer af vores krop, men vores krop er hjemsted for utroligt meget liv, vi ikke registrerer. Cellernes deling, bakteriernes vrimlen, hudorme osv. Vi er et miljø, en verden for andre organismer.

Fra vores synspunkt synes virkeligheden at have en paradoksal struktur: ”Det flydende er den universelle cirkulations struktur, stedet, hvor alt kommer i forbindelse med alt andet og blander sig med det uden at miste sin form eller substans.”.  Liv handler i denne optik om at åbne sig mod verden og det er hvad blade gør ifølge Coccia. Bladet gennemtrænges af verden uden at blive tilintetgjort af den. Men udover at tage imod verden, så gør bladene også verden mulig ved at fylde verden med ilt.

Den frie luft

Den tørre del af jorden blev forvandlet til en gigantisk flydende krop, da landjorden blev koloniseret, hvilket muliggjort en frugtbar udveksling mellem et subjekt og dets omgivelser. Landjorden udgør altså en brøkdel af vores eksistens’ sfære og: ”Vi er ikke indbyggere på jorden – vi bebor atmosfæren.”. Luften rummer et stort livgivende potentiale og for at forstå dette, benytter Coccia sig af åndedrætsbegrebet. Når vi trækker vejret, får vi ilt til vores celler fra omgivelserne og vi afleverer kuldioxid tilbage, når vi ånder ud. Verden ånder i os og vi ånder i verden. Vi kan takke planterne for, at jorden blev til åndedrættets metafysiske rum, fordi de ifølge Coccia aldrig har forladt havet, men har: ”overført det til steder, hvor det ikke fandtes før. Vi lever i et stort kosmisk ocean.

Man kan ikke foretage sig noget i livets ocean uden, man ændrer på omgivelserne. Handlinger og bevægelser rækker ind i den næste handling og bevægelse osv. Det betyder, at vi ikke omgås en præfabrikeret verden, men at verden er noget, vi gør. Verden er grundlæggende en handling. Ifølge Coccia eksisterer planter som den mest grundlæggende handling af alle, fordi: ”Alene ved at eksistere omformer planterne hele verden uden at bevæge sig.”.

Planterne kan i dette lys ses om den dynamik, som holder verden i gang. Planterne gør det muligt for verden at overskride vores vante logik, fordi: ”…en verden både er en mulighedsbetingelse for og et produkt af det liv, den rummer.”. Verden er det, som overskrider sig selv.

Jeget blokerer for verden, fordi vi lukker os for verden, når vi tænker på os selv. Når vi er uselviske, åbner vi os mod verden og gør os modtagelige for at blive påvirkede af noget andet end os selv. At nærme sig verden er at kunne være jeg-løst til stede i verden.

At være plantet i luften

Coccia citerer den schweiziske naturforsker Charles Bonnet(1720-1793) for at planter nærmest er plantet i luften. At leve i dette perspektiv er at plante sig selv i luften, i atmosfæren. Verden: ”omgiver os og gennemtrænger os, men vi er knap nok bevidste om den.”, fordi vi tror, at den er et rum og dermed misser, at verden er en: ”umærkelig og gennemsigtig krop, der knap nok kan ses eller føles.” Vores forkærlighed for billeder og stabilitet forveksler vi med virkeligheden. Men når vi ikke gør os umage på at nærme os verden, som den flydende substans, den er, så møder vi ikke tingene i vores omgivelser. Det er ikke uden eksistentielle omkostninger, fordi verden: ”… er denne substans, som får os til at tænke, får os til at leve og elske.”. Vi har derfor meget at vinde ved at slå rødder i luften. Ikke forstået, som at vi skal stå stille, men forstået som en særlig måde at hænge sammen med omgivelserne på og her er planterne det eksemplariske forbillede, som åbner: ”sig for verden og smelter sammen med den med hele deres krop og væren.”.

Coccia gør et hæderligt forsøg på at grave et meningsfuldt fornuftsbegreb op fra historiens murbrokker. Fornuft handler ikke om en pæn borgerlig snusfornuft men om den drivkraft, som giver virkeligheden form. Den fornuft, som etablerer det, vi kan opleve, er ikke udstyret med et guddommeligt formål, fordi den sande fornuft er: ”den eneste bevægelse, der ikke har andet formål end sig selv.”. Logos er det, som etablerer, at vi kan opleve noget som noget. I sin grund form er logos vibrationer og atmosfæriske svingninger. Logos åbner verden og spreder kræfter og dén, som kan gøre selv til kanal for kræfter kan: ”for et kort øjeblik blive det sted, hvor verden oplever sig selv.”. Universet genfødes i den nysgerrige og lidenskabelige iagttagers bevidsthed.

Omgang med verden en sanselige affære, fordi man ifølge Coccio smager på verden, når man trækker vejret. Man kender verden, når man ånder den, hedder det et sted. Åndedraget afslører: ”Hvad der synes at være adskilt, samles til en dynamisk enhed.”. Opdelinger og adskillelser er menneskelige opfindelser, som medfører praktiske fordele. Men i bund og grund er disse kun værktøjer, som vi kan benytte af os. Der findes intet kerne-jeg eller en ydre verden. Der findes kun verden, hvorfra alting bliver til. Coccio forsøger netop at frigøre os fra vores vante dogmer ved: ”at genfinde en evidens, som ingen klassisk kosmologi ville kun afdække.”.

Blomstens væren som modstandsfigur

Jeg kan ikke lade være med at tænke Coccias beskrivelser af blomstens væren som en oplagt modstandsfigur mod vor tids totalitære tendenser. Mens vi render rundt og jagter hinandens anerkendelse glemmer vi at lytte til os selv og dermed verden. Når vi ikke lytter til os selv, bliver vi ængstelige og verdensfjerne. Der er kommet så mange lag mellem os og virkeligheden, at vi tåger rundt i en abstrakt drømmeverden og vi har mistet al kontakt med det virkelige. Derfor er vi så nemme at styre og manipulere.

I stedet for at undertrykke sig selv gennem travlhed, så kan vi lære af blomsterne: ”At slå sig ned et tilfældigt sted for derefter at blotte og åbne sig for alt, hvad der findes i den omgivende verden uanset dens for og natur.”. Blomsten er tvunget til at blive, hvor den er, fordi den ikke kan bevæge sig. Den lokker verden til sig, fordi den ikke kan gå verden i møde.

Vores travlhed udtrykker i virkeligheden en pseudoaktivitet. Det massive præstationsfokus er i virkeligheden en virkelighedsflugt. Blomstens bundethed til stedet giver anledning til en meditativ måde at være i verden på. Ved at stå stille og lokke verden til sig, møder blomsten sig selv. Men det møder ikke sig selv som en kerne. Derimod bliver blomsten i stand til at transformere sig selv, fordi blomsten absorberer verden i sin væren. Blomsten kan: ”…forlænge sin væren dér, hvor dens form ikke kan føre den hen”. Turde vi se realiteterne i øjne og indrømme, at vi underlagt en massiv undertrykkelse, ville vi blive i stand til at tage et skridt ud af travlheden og mærke os selv. Vi ville kunne absorbere verden i os gennem aktiv sansning. Som en blomst ville vi åbne os mod verden med hele vores krop og væren. 

En flot men abstrakt tænkning

Planternes liv er en flot og tankevækkende bog, som skubber én ud på et metafysisk overdrev.

Bogen lider dog af det problem, at den er for abstrakt. Verden gøres ikke levende gennem abstrakte teorier. Til tider er bogen for spekulativ og der mangler praktiske eksempler på måder at vække verden til live på. Hvordan bliver man i stand til at absorbere verden i sin væren? Findes der verdensfrembringer teknikker?

Det havde været oplagt at tage udgangspunkt i hvordan, sproget udøver indflydelse på vores måder at være i verden. Vores måde at tænke verden på sker gennem sproget og derfor har vi mulighed for at ændre vores oplevelser af verden ved at ændre den måde, vi bruger sproget på. At forstå verden er at frembringe verden.

Coccio kredser meget om den filosofisk tanke som: ”… en slags atmosfærisk tilstand, der pludseligt kan indfinde sig hvor helst og når som helst.”. Det er måske det tætteste, vi kommer verdens grund hos Coccio – skæringspunktet mellem mulighed og realitet. Men det er som om, at Coccios filosofiske tanke aldrig kommer i berøring med virkeligheden, fordi den bliver siddende på bagsædet af turistbussen og kigger på verden gennem ruden.

Planternes liv kan varmt anbefales og den beriger os med et anderledes sprog for verden og Coccia minder os om den uhyre vigtige indsigt, at: ”I verden er alting blandet med alt andet, intet er ontologisk set adskilt fra resten.”. 

Tekst og tilværelsestydning i tre takter - en lavmælt undersøgelse af Bruce Springsteens ikoniske rockdigtning

Jakob Brønnum: "Springsteens tro, håb og kærlighed", 165 sider, 229,95 kr., Forlaget læselyst.

Af Annemette Aracama

Bruce Springsteen kender vi vist alle, i det mindste vi som er født før årtusindskiftet. Vi genkender ham på bogens omslag, scenevant og med et fast greb om guitaren som en blødere vertikal forlængelse af kroppen og med en finger pegende direkte på læseren. Resten af bogen handler om denne insisterende pegen, ikke om personen bag rockikonet, ej heller om den ellers så velkendte dynamiske sceneoptræden, men om en stadig og koncentreret kredsen omkring de kræfter som omslutter menneskelivet, de evige eksistentielle tre, tro, håb og kærlighed.

I tre dele og gennem nærlæsning af henved firs sangtekster breder Brønnum udviklingen af Springsteens sangforfatterskab gennem fem tiår ud for læseren, overalt genlæst med en opfattelse af eksistensen som en dystopisk kampplads for kræfter der river og flår i mennesket, en væren mellem utilstrækkelige menneskelige visioner på den ene side, skaberkraft og kærlighed på den anden. 

Brønnum vil meget med sin tekst. At lægge sig ud med en diskursiv kæmpe som Bibelens tankegods og to generationers amerikanske rocktekster fra 1970’erne frem til 2020’erne, med et strejf af digterisk coming on age anliggender på blot 165 sider, synes umiddelbart som et dødsdømt og monstrøst foretagende. Brønnum balancerer dog sin tekst frontløbende og sprænglærd, fra Springsteens tidlige pasticheagtige og spæde forsøg i skyggen af Bob Dylan til det nyeste sangforfatterskab tonet som bøn og spirituel kraft stillet overfor tilværelsens uberegnelighed. Brønnums arbejdsmetode er at genlæse bibelske referencer og tekstbrokker ind i sin gennemgang af det samlede springsteenske værk (læseren kan ikke mindst se frem til nedslaget på Bjergprædikenens indflydelse på Springsteens tekstunivers - denne eklatant svære tekst, som har hjemsøgt og befrugtet verdenslitteraturen i årtusinder!). Det er, litteraturkritisk set, en velkendt og gammel læsestrategi, til tider endog en skummel og ensidig en af slagsen, men Brønnum formår at holde sin tekstlæsning befriende renset for en intertekstuel tvangsfodring af læseren. Skulle en potentiel læser få den, i øvrigt forståelige tanke, at der måske her foreligger endnu et af disse, i litteraturhistorien desværre alt for ofte set, evangeliske kvælertag, endsige rigide “præstelæsninger”, så kan anmelderen berolige med, at Brønnum dygtigt undgår denne faldgrube. Der er tale om en nænsom, næsten ydmyg, læsning af forfatterskabet, altid med den lærdes respekt for ordkunstens særkende, sandhedens undvigende momentum. Det hedder, i Brønnums læsning af Springsteens sangtekst Mary’s Place fra albummet The Rising (2002): “Jeg trækker på al den tro, jeg kan se, siger jeg-fortælleren og bekræfter, at det ikke har noget at gøre med hvilken religion, man har, men om at man tror, det kan lade sig gøre at rejse sig. ... Den rummer en påkaldelse af noget, der er fælles for alle mennesker. En velsignelse og i endnu dybere forstand noget om muligt endnu mere fælles end blod: Livgivende regn:” (side 123).

Nok lægger bogen fra land med “Springsteens udgangspunkter”, men man finder ingen dvælen ved Springsteens personlige historie. Vil man den, må man ty til andre kilder. Brønnums metode er snarere en nykritisk tilgang, tilnærmelsesvist frigjort fra biografiske hen- og betydninger og en til tider porøs sammenhængskraft med teksternes historiske samtid. Det er læsning på teksternes præmisser, overalt fokuseret på sangene som en transparent støbeform der løber over med billeder af universelle menneskelige vilkår - og vilkårligheder. Helt uden forståelse for teksternes politiske tilblivelseshistorie er Brønnum dog ikke. Læsningerne undviger ikke den, ofte smertefulde amerikanske politiske udviklingshistorie (afviklingshistorie, om man vil), som læseren da også præsenteres for i punktform, men egentlige politiske pointer skal man dog lede længe efter. Nok optræder Springsteen gerne ved Demokraternes konvent, tomrummet fylder i teksterne efter tvillingetårnene brydes ned til Ground Zero og “den lille mand” lider under supermagtens overgreb, det er altsammen at finde hos Springsteen. Samfundskritisk rockdigtning? Så absolut, men Brønnum læser digterens politiske skuffelser ind i teksterne og transformerer det samlede tekstværk til et fuldtonet eksistentialistisk livsbillede. For som det hedder ved indgangen til bogens anden del, En rockdigter kommer til sig selv: “Fra det fjerde album har Springsteen helt fundet sin egen form, hvor han forener en rockmusik i hitformat med et eget symbolsprog, der udlægger hans syn på eksistensen og samfundet gennem fortællinger om og glimt af livets kampe og drømme.” (s. 37) Og håb, kunne man tilføje.

Jakob Brønnum

Man kan med udbytte læse Springsteens tro, håb og kærlighed som et sekundært tekstanalytisk værk, men bogen kan også læses som et essay, funderet i en række eksistentialistiske meditationer over temaerne tro, håb og kærlighed – helt i sin egen ret. Smukkest bliver det nok i bogens tredje og sidste del, Springsteen og det menneskelige nærvær, hvor vi møder Jesu moder Maria, som det tegn i teksterne der forener alle kvinder i sit navn og hvor bogen indtil dette punkt har martret læseren langs vejen, som tilsyneladende ingen steder fører hen, men nu støder på broen til kærligheden, nærværet og bønnens kraft. Man kan læse Brønnums bog, ligesom anmelderen, uden det fjerneste kendskab til amerikansk rockmusik i almindelighed og Bruce Springsteen i særdeleshed. Bogen handler, når alt koges ned, om “... eftermiddage, forelskelse og tankens kraft.”, en nærmest lyrisk omformulering af tro, håb og kærlighed.

Skulle der afslutningsvist rejses en kritik mod bogens form, så lad den rettes mod det sidste punktum. Denne hævngerrige og modernistiske tegnsætningens senfølge. Hos Brønnum lander man jo blødt, med eftertankens uendelige muligheder for genlæsning og genfortolkning.

Tak for ordene Jakob Brønnum!

Bataille om Nietzsche

Bataille vil få sin læser derhen, hvor vores vante fortolkningskategorier ikke længere slår til for at tvinge os til at være i live på anderledes måder. 

Georges Bataille
Nietzsche. Memorandum (1945)
120 sider, Klim

Af Jakob Kvist
Den franske filosof og litterat George Batailles bog om Nietzsche ”NIETZSCHE. MEMORANDUM. Maksimer og tekster samlet og fremlagt af Georges Bataille” foreligger nu i dansk oversættelse. 

Batailles Nietzsche bog er en anderledes og interessant bog af forskellige årsager. Sammenlignet med Gilles Deleuzes bog ”Nietzsche og filosofien”(som jeg har anmeldt tidligere) adskiller den sig væsentligt i form og indhold. Hvor Deleuze omfangsrigt og systematisk arbejdede sig frem til at vise grundtanken og logikken i Nietzsches forfatterskab, går Bataille noget mere selektivt frem. Men på en måde er deres ærinde det samme. Hos Deleuze handlede det om at opfinde nye måder at leve på, dvs. nye måder at føle, sanse og tænke på. Og det er på mange måder dette Bataille forsøger at praktisere. 

Hvem har ordet? 

Når man læser Batailles bog, tror man ved første øjekast, at man er i gang med at læse et Nietzsche-citat eller aforisme. Men mens man læser sig igennem, bliver man pludseligt i tvivl. Er det et Nietzsche-citat med Batailles kommentarer nedenunder? Der, hvor der kun er et citat, er det så kun Nietzche, der kommer til orde? Eller er det Bataille selv? Eller en manipulation af Nietzsches oprindelige ord? Sådanne spørgsmål skal ikke ses som en svaghed ved Batailles tekst, men snarere som en invitation til at fordybe sig i teksten. For man kunne rigtigt nok sætte sig ned og finde alle de originale tekster af Nietzsche og påpege uoverensstemmelser, men så ville man også have misforstået projektets ambition. 

Forvirringen tjener det formål at ryste læseren for at hensætte læseren i en tilstand, hvor den strenge indbildske fornuft ikke længere har taktstokken. At få læseren i en åben tilstand til teksten, livet og verden. Og det har aldrig været formålet at lave en akademisk afhandling om Nietzsche men snarere at gøre Nietzsche praktisk anvendelig. 

Eksistentiel grundorientering

Hvor begynder Nietzche og hvor slutter Bataille? Ingensteder og allesteder. Adskillelser hører ikke hjemme i Batailles og Nietzsches universer. Bataille driller sin læser netop ved at få grænserne mellem krop, tanker og personligheder til at flyde sammen. Bogens oversætter Peter K. Westergaard beskriver Batailles tænkning som en særlig eksistentiel grundorientering. Bataille vil få sin læser derhen, hvor vores vante fortolkningskategorier ikke længere slår til for at tvinge os til at være i live på anderledes måder. Man skal ikke lade sig slå ud af, at retorikken og tonen til tider kan være bombastisk og direkte. Bag den eksplosive udlægning befinder sig en særlig fintfølende tænkning, vi kan lære meget af i dag. 

Bogen mediterer over Nietzsche på sin egen måde. På mange måder synes det at handle om at nå hen til det formålsløse. At leve på en måde, hvor man ikke gør alt til et middel til at opnå et mål. Men en sætten-foden-på-bremsen for at gøre en anden verdenserfaring mulig. Men for at nå hen til det formålsløse, må man alligevel sætte nogle formål ind. Det er dog kun som led i de første stadier på vejen derhen. På sigt handler det om at overskride det formålsstyrede.

At hænge sammen med verden

Et formål er at befri sig fra jeget. Det kræver meget træning og erkendelse at kunne indtræde i en jeg-løs eksisteren. Når vi formår at løsrive os fra jeget, falder vi ud af selv, og slår hul på den mur, som er kommet mellem os og virkeligheden. Vi befinder os på grænsen af vores egen opløsning, som muliggør en oprigtig kommunikation med verden. 

Hvor skal vi så hen? kan man spørge? Vi skal intetsteds hen. Vi skal fange os selv dér, hvor vi allerede er. Det handler om at vågne op fra samtidens tyranni – ikke en gang for alle men hele tiden. Alene af den grund, at verden ikke eksisterer uafhængigt af os, men tværtimod eksisterer vi ved at hænge sammen med verden. Vi bekræfter vores verdenssammenhæng, når vi er i verden på en måde, hvor vi aktivt deltager i den begivenhed, hvori verden bliver til. At leve handler om at blive en del af den verdensskabelse, som finder sted hvert øjeblik. 

Bataille

Det er ikke nok at forstå verdens kontante frembringelse teoretisk. Kunsten handler om at kunne praktisere verdens frembringelse. Forståelsen må omdannes til en særlig måde at leve på. Og det sker, når man orienterer sig på en særlig eksistentiel måde.

Det suveræne

Bataille befinder sig gennem Nietzsche så langt væk fra det teoretiske, man overhovedet kan komme. Vi har ikke at gøre med abstrakte teoretiske forestillinger, som gætter sig frem til meningen med livet. Det suveræne, som Bataille skriver frem, har intet at gøre med vor tids coaching- og præstationstyranni. Det handler om den rene erfaring, hvor man ikke lader samfundets undertrykkende fordomme stå i vejen for at mærke, føle og sanse verden, som den er i al sin mangfoldighed. At være i stand til at kunne mærke den verdensfrembringende ild, som både er livgivende og altfortærende.

Frihed bliver derfor ikke til et spørgsmål om et suverænt jeg, der træffer beslutninger. Det er ikke et overlegent ego, som styrer kroppens muskler med sin frie vilje. Dette er en af vor tids helt store indbildskheder: at vi har en fri vilje. Man kan ikke handle sig til frihed, for selv om frihed opleves som formålsrettet, så er den i virkeligheden årsagsbestemt. Frihed bliver dermed et spørgsmål om at indse, hvad man med nødvendighed er bundet af. 

Første skridt i vejen mod frihed er forståelsen af, at jeget står i vejen for vores frihed. Jo mere vi falder for det herskende nonsens om, at vi er frie individer, som kan handle os til endnu mere frihed i et frit demokratisk liberalistisk samfund, jo mere ufrie er vi. Når vi derimod forstår, hvordan kroppen fx fungerer, bliver vi bedre i stand til at forstå, hvorfor vi handler, som vi gør. Der er altid en forudgående årsag til den netop overståede handling. 

Den givende ensomhed

Man kan sige, at bogen slår på lyd for ensomheden, da det er på egen hånd, at vi gør os erkendelser i forhold til sandheden. I grupper er erkendelser meningsløse, fordi grupper altid organiseres af overleverede erkendelser. Nu kan man tro, at denne ensomhed er en slags vulgæregoisme, men det er langt fra tilfældet. Ensomheden skal bruges til at opløse egoet for at nå frem til det, som forbinder os som mennesker. 

I ensomheden kan vi ryste os fri af det formålsorienterede fængsel, vi lever i og som gør, at vi kun ser hinanden som resurser. Når vi er alene, kan vi gøre os den erkendelse, at vores medmennesker også er medskabere af den verden, vi er fælles om at leve i. 

Det ukendtes indtrængen

Det kan være ubehageligt at forvandle sig i ensomheden, fordi man skal åbne sig op for det fremmede. Vi er vant til, at det fremmede er farligt og derfor skal det undgås for en hver pris. Men vil man lære sig selv at kende, må man konfrontere sit eget følelsesliv. Jo mere åbent, man vender sig mod verden, jo mere modtagelig er man for at blive påvirket af noget udefra. Jo mere eksistentielt påvirkelig man er, jo stærkere et liv lever man. 

Det kan være svært at forstå for os slaver i et moderne massesamfund, hvor vi er opflasket med oplevelsesøkonomi og det der er værre. Vi tror, at meningen med livet er at arbejde os selv ihjel for en overklasse, som er komplet ligegyldige med, hvordan vi har det. Men turde vi bare sætte farten ned en smule for orientere os i langsommelighedens tempo, da ville helt nye erfaringer åbne sig op for os. I bogen snakkes om en selvvalgt ubemærkethed som en måde at frigøre sig fra det sociales tremmer på. At give slip på anerkendelse, status og de andres blikke for at bevæge sig ubemærket rundt i tilværelsen gør det muligt for os at være nærværende til stede i verden. 

Eksistentiel rådgivning

Bogen er på mange måder et interessant bekendtskab men man får intet foræret. Gør man sig derimod den anstrengelse at komme ind under huden på de to herrer, er der mange eksistentielle gevinster at hente. Forventer man en selvhjælpsbog, bliver man fælt skuffet. Det er snarere en bog, som gør én den menneskelige tjeneste at hive gulvtæppet væk under én. 

Bogen er en citat-mosaik udvalgt og bearbejdet af Bataille. Til tider kan det godt opleves som lidt af en rodebutik og i perioder kunne man som læser godt ønske sig at blive holdt lidt mere i hånden. Men når det er sagt, er der mange mindeværdige læseoplevelser at hente i bogen. Det kan virke voldsomt, fordi bogen kredser meget om opløsningen af det allerede eksisterende. Især jegets opløsning. Men det handler ikke udelukkende en destruktiv kritik, tværtimod er det en kritik, som gør jorden klar til nye frugter. 

Der stilles høje krav til det suveræne menneske og det er nok ikke alle, der vil finde budskaberne lige attraktive. Men lige her er bogen herligt kompromisløs, for sandheden tager ikke hensyn til det, som vi gerne vil høre. 

Hvis der trods alt skulle være et formål med denne bog, så er det at give mennesket sin menneskelighed tilbage. Det kan lyde uforståeligt i en tid hvor, hvor vi er så besatte af at udkonkurrere hinanden. Vi kalder det for succes, hvilket betyder at vinde på bekostning af andre. 

Som aldrig før har vi brug for nye måder at leve på. Nye måder at sanse og tænke på. Nye måder at omgås hinanden. Måske tiden snart er moden til, at vi gør os den erkendelse, hvor lidt vi egentlig har brug for, når det drejer sig om at leve et tilfredsstillende liv. 

Når vi bliver opmærksomme på det forhold, at vi er til, bliver vi urolige fordi vi ikke ved, hvad det indebærer. Det hedder også eksistentiel angst. I stedet for at flygte fra angsten og dermed sig selv kunne man fx fordybe sig i denne bog og opdage, at det at være til ikke behøver at være så farligt igen og at det faktisk er noget af det mest fantastiske, som findes. Men det kræver selvfølgelig et eksistentielt engagement og opofrelse af vores liberalistiske trosbekendelser. 

Jeg tror, at verden ville se markant anderledes ud, hvis vi begyndte at eksperimentere med borgerløn og øvede os i at leve for mindre. En tilværelse, hvor vi arbejder mindre og hvor vi forbruger mindre for at frigive tid til at mennesker kan øve sig i at være menneskelige frem for at være undertrykte slaver, som kommanderer med hinanden mens vores uansvarlige overklasse klarer frisag gang på gang. 

NIETZSCHE. MEMORANDUM. er en anderledes og interessant bog, som man ikke behøver at være Nietzschekender for at kunne få gavn af. Bogen kræver, som al stor litteratur gør, engagement af sin læser. Men så udstyres man også med mange timers livgivende fornøjelser. 

Menneskelivet som kunstart

Jakob Brønnum
Kunsten at være menneske. En studiekreds om Camus og eksistensen
Forlaget Eksistensen 2023

 

Af Carina Wøhlk
Den fremmede. Lyder det bekendt? Albert Camus for gymnasieelever. Mon ikke mange af os er stødt på den franske forfatter og nobelprismodtager i en ungdom, der ikke var modtagelig for det subtile i hans værker?

For denne anmelder fandt det første møde med Camus sted for snart fyrre år siden. Fyrre år. Det er absurd at tænke på. Og netop absurdismen er en væsentlig tankestrømning i Camus´ livssyn og forfatterskab. Camus´ blik for spændingen imellem livets meningsløshed og menneskets søgen efter mening formidles på fornem vis i ”Kunsten at være menneske”.

Bogen med den storladne titel er Jakob Brønnums bud på en indføring i Camus´ litterære univers. Som undertitlen antyder, er der tale om et oplagt studiekredsmateriale for alle, der ønsker at fordybe sig i den franske forfatters bøger og tanker. 

At bogen så også er sprogligt og intellektuelt veloplagt, gør ikke læseoplevelsen ringere.  

Otte og evigheden

I otte kapitler gennemgår Brønnum forfatterskabet med udgangspunkt i eksistentielle problemstillinger, som rejses af Camus´ bøger. Otte kapitler. Lægges ottetallet med, træder et uendelighedssymbol frem. Evighedsdimensionen findes imidlertid ikke i Camus´ bevidsthed.

Den franske forfatter opfatter tilværelsens tilskikkelser og tilfældigheder som meningsløse. De hverken kan eller skal reflekteres i forestillingen om evighed. I hans optik trækker tanken om evighed opmærksomheden væk fra det nu, der gælder.

Brønnum citerer Camus´ ganske radikale formulering: ”For hvis man overhovedet kan forsynde sig mod livet, er det måske ikke så meget ved at fortvivle over det, men ved at håbe på et andet liv efter dette og derved unddrage sig dette vort livs ubarmhjertige storhed” (se side 47). Citatet synes at være et opgør – ikke bare med evigheden, men også med den syndsforståelse, der forbinder synd med eksistentiel fortvivlelse.

Perspektivering

Hvert af de otte kapitler afrundes med en vellykket perspektivering. Den belæste Brønnum inddrager relevante forfatterskaber, der kan kaste nyt lys over de emner, som Camus´ værker kredser om.  Så forskellige forfattere som Fjodor Dostojevskij, Søren Kierkegaard, Tove Ditlevsen og Carsten Jensen bringes på banen for at folde pointerne yderligere ud.

Også bibelske tekster og nutidsfænomener som Coronaepidemi og autismediagnose trækkes ind i forsøget på at komme endnu mere i dybden med værkerne og de otte grundtemaer, der alle drejer sig om – ja, kunsten at være menneske.    

Tankevækkende spørgsmål

Til sidst i hvert kapitel stiller Brønnum tankevækkende spørgsmål, der tjener til diskussion af, hvad det vil sige at være til i samliv med andre. Ærindet er at puffe til læseren og kalibrere den moralske kompasnål.  

Spørgsmålene dirrer af samfundskritiske undertoner. Som når Brønnum spørger, om vi ”behandler… vore gamle så helhjertet, som vi bør?” (se side 48). Ordene giver læseren incitament til at tænke nærmere over livet og måden, hvorpå vi forvalter vores tid her på jorden.    

Opfordring til refleksion

”Kunsten at være menneske” er en fremragende forståelsesnøgle til Camus og en vigtig opfordring til refleksion over den menneskelige eksistens som sådan. Bogen er med sit enkle sprog og sin pædagogiske tilgang til stoffet velegnet til studiekredse i sognegårde, på biblioteker eller i privat regi.