Bataille vil få sin læser derhen, hvor vores vante fortolkningskategorier ikke længere slår til for at tvinge os til at være i live på anderledes måder.
Georges Bataille
Nietzsche. Memorandum (1945)
120 sider, Klim
Af Jakob Kvist
Den franske filosof og litterat George Batailles bog om Nietzsche ”NIETZSCHE. MEMORANDUM. Maksimer og tekster samlet og fremlagt af Georges Bataille” foreligger nu i dansk oversættelse.
Hvem har ordet?
Når man læser Batailles bog, tror man ved første øjekast, at man er i gang med at læse et Nietzsche-citat eller aforisme. Men mens man læser sig igennem, bliver man pludseligt i tvivl. Er det et Nietzsche-citat med Batailles kommentarer nedenunder? Der, hvor der kun er et citat, er det så kun Nietzche, der kommer til orde? Eller er det Bataille selv? Eller en manipulation af Nietzsches oprindelige ord? Sådanne spørgsmål skal ikke ses som en svaghed ved Batailles tekst, men snarere som en invitation til at fordybe sig i teksten. For man kunne rigtigt nok sætte sig ned og finde alle de originale tekster af Nietzsche og påpege uoverensstemmelser, men så ville man også have misforstået projektets ambition.
Forvirringen tjener det formål at ryste læseren for at hensætte læseren i en tilstand, hvor den strenge indbildske fornuft ikke længere har taktstokken. At få læseren i en åben tilstand til teksten, livet og verden. Og det har aldrig været formålet at lave en akademisk afhandling om Nietzsche men snarere at gøre Nietzsche praktisk anvendelig.
Eksistentiel grundorientering
Hvor begynder Nietzche og hvor slutter Bataille? Ingensteder og allesteder. Adskillelser hører ikke hjemme i Batailles og Nietzsches universer. Bataille driller sin læser netop ved at få grænserne mellem krop, tanker og personligheder til at flyde sammen. Bogens oversætter Peter K. Westergaard beskriver Batailles tænkning som en særlig eksistentiel grundorientering. Bataille vil få sin læser derhen, hvor vores vante fortolkningskategorier ikke længere slår til for at tvinge os til at være i live på anderledes måder. Man skal ikke lade sig slå ud af, at retorikken og tonen til tider kan være bombastisk og direkte. Bag den eksplosive udlægning befinder sig en særlig fintfølende tænkning, vi kan lære meget af i dag.
Bogen mediterer over Nietzsche på sin egen måde. På mange måder synes det at handle om at nå hen til det formålsløse. At leve på en måde, hvor man ikke gør alt til et middel til at opnå et mål. Men en sætten-foden-på-bremsen for at gøre en anden verdenserfaring mulig. Men for at nå hen til det formålsløse, må man alligevel sætte nogle formål ind. Det er dog kun som led i de første stadier på vejen derhen. På sigt handler det om at overskride det formålsstyrede.
At hænge sammen med verden
Et formål er at befri sig fra jeget. Det kræver meget træning og erkendelse at kunne indtræde i en jeg-løs eksisteren. Når vi formår at løsrive os fra jeget, falder vi ud af selv, og slår hul på den mur, som er kommet mellem os og virkeligheden. Vi befinder os på grænsen af vores egen opløsning, som muliggør en oprigtig kommunikation med verden.
Hvor skal vi så hen? kan man spørge? Vi skal intetsteds hen. Vi skal fange os selv dér, hvor vi allerede er. Det handler om at vågne op fra samtidens tyranni – ikke en gang for alle men hele tiden. Alene af den grund, at verden ikke eksisterer uafhængigt af os, men tværtimod eksisterer vi ved at hænge sammen med verden. Vi bekræfter vores verdenssammenhæng, når vi er i verden på en måde, hvor vi aktivt deltager i den begivenhed, hvori verden bliver til. At leve handler om at blive en del af den verdensskabelse, som finder sted hvert øjeblik.
 |
| Bataille |
Det suveræne
Bataille befinder sig gennem Nietzsche så langt væk fra det teoretiske, man overhovedet kan komme. Vi har ikke at gøre med abstrakte teoretiske forestillinger, som gætter sig frem til meningen med livet. Det suveræne, som Bataille skriver frem, har intet at gøre med vor tids coaching- og præstationstyranni. Det handler om den rene erfaring, hvor man ikke lader samfundets undertrykkende fordomme stå i vejen for at mærke, føle og sanse verden, som den er i al sin mangfoldighed. At være i stand til at kunne mærke den verdensfrembringende ild, som både er livgivende og altfortærende.
Frihed bliver derfor ikke til et spørgsmål om et suverænt jeg, der træffer beslutninger. Det er ikke et overlegent ego, som styrer kroppens muskler med sin frie vilje. Dette er en af vor tids helt store indbildskheder: at vi har en fri vilje. Man kan ikke handle sig til frihed, for selv om frihed opleves som formålsrettet, så er den i virkeligheden årsagsbestemt. Frihed bliver dermed et spørgsmål om at indse, hvad man med nødvendighed er bundet af.
Første skridt i vejen mod frihed er forståelsen af, at jeget står i vejen for vores frihed. Jo mere vi falder for det herskende nonsens om, at vi er frie individer, som kan handle os til endnu mere frihed i et frit demokratisk liberalistisk samfund, jo mere ufrie er vi. Når vi derimod forstår, hvordan kroppen fx fungerer, bliver vi bedre i stand til at forstå, hvorfor vi handler, som vi gør. Der er altid en forudgående årsag til den netop overståede handling.
Den givende ensomhed
Man kan sige, at bogen slår på lyd for ensomheden, da det er på egen hånd, at vi gør os erkendelser i forhold til sandheden. I grupper er erkendelser meningsløse, fordi grupper altid organiseres af overleverede erkendelser. Nu kan man tro, at denne ensomhed er en slags vulgæregoisme, men det er langt fra tilfældet. Ensomheden skal bruges til at opløse egoet for at nå frem til det, som forbinder os som mennesker.
I ensomheden kan vi ryste os fri af det formålsorienterede fængsel, vi lever i og som gør, at vi kun ser hinanden som resurser. Når vi er alene, kan vi gøre os den erkendelse, at vores medmennesker også er medskabere af den verden, vi er fælles om at leve i.
Det ukendtes indtrængen
Det kan være ubehageligt at forvandle sig i ensomheden, fordi man skal åbne sig op for det fremmede. Vi er vant til, at det fremmede er farligt og derfor skal det undgås for en hver pris. Men vil man lære sig selv at kende, må man konfrontere sit eget følelsesliv. Jo mere åbent, man vender sig mod verden, jo mere modtagelig er man for at blive påvirket af noget udefra. Jo mere eksistentielt påvirkelig man er, jo stærkere et liv lever man.
Det kan være svært at forstå for os slaver i et moderne massesamfund, hvor vi er opflasket med oplevelsesøkonomi og det der er værre. Vi tror, at meningen med livet er at arbejde os selv ihjel for en overklasse, som er komplet ligegyldige med, hvordan vi har det. Men turde vi bare sætte farten ned en smule for orientere os i langsommelighedens tempo, da ville helt nye erfaringer åbne sig op for os. I bogen snakkes om en selvvalgt ubemærkethed som en måde at frigøre sig fra det sociales tremmer på. At give slip på anerkendelse, status og de andres blikke for at bevæge sig ubemærket rundt i tilværelsen gør det muligt for os at være nærværende til stede i verden.
Eksistentiel rådgivning
Bogen er på mange måder et interessant bekendtskab men man får intet foræret. Gør man sig derimod den anstrengelse at komme ind under huden på de to herrer, er der mange eksistentielle gevinster at hente. Forventer man en selvhjælpsbog, bliver man fælt skuffet. Det er snarere en bog, som gør én den menneskelige tjeneste at hive gulvtæppet væk under én.
Bogen er en citat-mosaik udvalgt og bearbejdet af Bataille. Til tider kan det godt opleves som lidt af en rodebutik og i perioder kunne man som læser godt ønske sig at blive holdt lidt mere i hånden. Men når det er sagt, er der mange mindeværdige læseoplevelser at hente i bogen. Det kan virke voldsomt, fordi bogen kredser meget om opløsningen af det allerede eksisterende. Især jegets opløsning. Men det handler ikke udelukkende en destruktiv kritik, tværtimod er det en kritik, som gør jorden klar til nye frugter.
Der stilles høje krav til det suveræne menneske og det er nok ikke alle, der vil finde budskaberne lige attraktive. Men lige her er bogen herligt kompromisløs, for sandheden tager ikke hensyn til det, som vi gerne vil høre.
Hvis der trods alt skulle være et formål med denne bog, så er det at give mennesket sin menneskelighed tilbage. Det kan lyde uforståeligt i en tid hvor, hvor vi er så besatte af at udkonkurrere hinanden. Vi kalder det for succes, hvilket betyder at vinde på bekostning af andre.
Som aldrig før har vi brug for nye måder at leve på. Nye måder at sanse og tænke på. Nye måder at omgås hinanden. Måske tiden snart er moden til, at vi gør os den erkendelse, hvor lidt vi egentlig har brug for, når det drejer sig om at leve et tilfredsstillende liv.
Når vi bliver opmærksomme på det forhold, at vi er til, bliver vi urolige fordi vi ikke ved, hvad det indebærer. Det hedder også eksistentiel angst. I stedet for at flygte fra angsten og dermed sig selv kunne man fx fordybe sig i denne bog og opdage, at det at være til ikke behøver at være så farligt igen og at det faktisk er noget af det mest fantastiske, som findes. Men det kræver selvfølgelig et eksistentielt engagement og opofrelse af vores liberalistiske trosbekendelser.
Jeg tror, at verden ville se markant anderledes ud, hvis vi begyndte at eksperimentere med borgerløn og øvede os i at leve for mindre. En tilværelse, hvor vi arbejder mindre og hvor vi forbruger mindre for at frigive tid til at mennesker kan øve sig i at være menneskelige frem for at være undertrykte slaver, som kommanderer med hinanden mens vores uansvarlige overklasse klarer frisag gang på gang.
NIETZSCHE. MEMORANDUM. er en anderledes og interessant bog, som man ikke behøver at være Nietzschekender for at kunne få gavn af. Bogen kræver, som al stor litteratur gør, engagement af sin læser. Men så udstyres man også med mange timers livgivende fornøjelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar