onsdag den 31. januar 2018

Jeg sidder med en Wunderbaum over mit hoved

Allan Lillelund
Dage uden dagbog
Noveller - Forlaget Snepryd 2017

Af Anne Rye Andersson

Følelserne hos det udfordrede menneske

Når man som menneske falder, kan man samle sig selv op igen eller styre imod den totale udslettelse, finde de sprækker, der i udslettelsen giver en form for ro. At stå på kanten og kigge ned i afgrunden kan være lige så skrækindjagende som velgørende. Måske finder man et andet perspektiv, når man ser det hele oppefra på den måde, men hvordan fortsætter man dagen efter, eftersom alting på en og samme måde er forandret og alligevel slet ikke. Det undersøger Allan Lillelund i novellesamlingen ’Dage uden dagbog’, udgivet på forlaget Snepryd i sidste kvartal af 2017.

Bogen er fint prydet med en spejlet sort kat, der henleder tankerne på blækklatterne i psykologens roarschachtest. Vi skal ned i de dybere lag for at finde mening, den er ikke lige for, man skal lede lidt, og det giver anledning til fordybelse, undren og refleksion.

Novellerne kredser om følelserne hos det udfordrede menneske. Det være sig i novellen Besøget, om manden, der går til luder og alle hans tanker herom. De forrykte idéer, som at give luderen kælenavnet nipsevipsen og evnen til at genfortælle vittigheder på engelsk efter endt samleje.

I Slimet håndtag er der tanker om at være en hund, samt en forestilling om, at en ko har slikket på håndtaget. Det er det outrerede, vi er ude i, og så alligevel slet ikke. Alle kender vel, at tankerrækker kan være mærkelige, man tænker måske, er jeg sindssyg, men det er bare tanker, og de er italesat så skarpt, at de næsten bliver håndgribelige i deres form. De bliver nærmest stoflige at læse om.

Angsten for det uvisse

Dage uden dagbog handler om to drenge, der lever med en psykisk syg mor. Her foldes de barnlige følelser og reaktioner ud, barndommens tryghed er revet væk under personerne, og jeg-personen forsøger efter bedste evne at leve et liv med de realiteter, livet fodrer ham. Det er et øjebliksbillede vi får, og angsten for det uvisse, for den manglende tryghed, kravler ind under huden på en. Men der er også humor i novellesamlingen, når jeg-personen i Klodser i et desperat forsøg på at få en reaktion fra sine medmennesker proklamerer, at for ham er klodser lig med klunker, altså nosser. Også selvom klodserne bruges af et barn, der sidder og venter hos Borgerservice.

Der er en ærlighed i novellerne, som bliver helt tydelig i novellen Klodser. Det er en nøgternhed, der for jeg-personen er en selvfølgelighed, og det virker meget magtpåliggende for ham at give udtryk for sine tanker, når alle folk bare sidder tavst eller glor ned i deres iPhone.

Det bliver en desperation, det mærker man, det er lige som at slå i en dyne. Ingenting sker der. Frustrationen damper af siderne, når man læser. Og man får da næsten også lyst til at skrige for at få en reaktion. Novellen Hjelmen er en mors akavede forsøg på at vise omsorg. Hun har købt en hjelm til sin teenagedreng, der end ikke har en knallert, men sådan en hjelm er jo god at have. Lidt morbidt har hjelmen tilhørt en mand, der kørte sig ihjel, kun hovedet var uskadt. Drengen ender med at købe en forfalden knallert, så hjelmen kommer til sin ret, var det ikke det, moderen havde tilsigtet, imens hun styrer ham lige imod det, hun frygter. Det er en tragikomisk historie, der viser, hvordan kærlighed også kan komme til udryk, som små forviklinger i menneskets sind. Kærlighed har mange ansigter.

Besat af en ål

Den sidste novelle, jeg vil nævne er Ål. Den er interessant, fordi jeg-personen bliver fuldstændig besat af en ål, der lige pludselig mangler fra posen, efter familien kommer hjem fra køreturen fra fiskehandleren. Han forestiller sig adskillige scenarier, han ser for sig, hvordan ålen er krøbet i et hul i bilen og ligger og rådner. Hvordan hans far reagerer, når han finder den, og hvordan han vil blive beskyldt for ikke at have passet ordentligt på de ål. Et citat fra novellen:

”Jeg kravlede ud af vinduet. Jeg gik ud i bilen. Senere på aftenen. Det er mig, I ser ude i en bil, hvis I går forbi min gade, mit liv. Jeg sidder med en Wunderbaum over mit hoved og knuger fingrene mod rettet. Indenfor er resterne af min familie; forestillingen. Vi børn er gode til forestillingen. Hvordan mor har åbnet døren fra badeværelset ud til far. Hvordan far står og retter mor, alle fejlene. (…) Næven. (…) Et sted i bilen var der en ål, måske, eller den var flygtet ud af hullet ved passagersædet.”

’Dage uden dagbog’ er en novellesamling, der insisterer på at være mystisk. Det er ikke en bog, der nødvendigvis giver læseren svaret, der opstår nærmere en masse spørgsmål. På den måde, kan man tro, at den er uforløsende at læse, men det er ikke tilfældet for mit vedkommende. Jeg styres af min nysgerrighed efter at ville vide mere, at trænge dybere ned i teksten, at genlæse den. Jeg har læst den tre gange. Det er en letlæselige bog, hvor sproget flyder, og som læser var jeg underholdt fra første til sidste side. Tre af novellerne; Besøget, Efter og Hesteballon, har tidligere været udgivet på forlaget Silkefyret, så det er ikke første gang jeg læser dem, og her noget tid efter, er de stadig lige læsværdige.

fredag den 26. januar 2018

Det mere mytologiske kragestof

“KRAGER”Et portræt af Cord Riechelmann - Forlaget Vandkunsten
155 sider, Indbundet, 229,95 kr


Af Jes Nysten
Er man almindelig bruger af Facebook, kan man ikke undgå at se diverse dyreklip: søde katte, koleriske papegøjer, sjove dyrevenskaber (bl.a. små klip fra dagliglivet for tre gode venner: en hund, en gris og en kalkun), rørende venskaber mellem mennesker og eksotiske dyr. 
Det er ren tidsfordriv, lidt godmodig hygge plantet midt i al det panderynkende hurlumhej, som Facebook ellers er fuld af. 
Heldigvis bliver der også plads til mere seriøse klip, der viser den voksende opmærksomhed på dyr - dels på deres velfærd, dels på deres interessante adfærd. Man behøver ikke at skulle konsultere særlige publikationer eller se DR2 for at få syn for sagn: dyr er mere, meget mere end blot “dyr”!


Intelligens, følelser, humor

Det vigtige er, at vi ikke mere kan lukke øjnene for, at det er nødvendigt at bruge begreber som fx “intelligens”og “følelser” og “humor”, når vi skal beskrive deres adfærd. Men det skræmmende er samtidig, at det øjensynlig ikke har den store effekt på vores måde at behandle og omgås dyrene på. 
Netop dette : vores måde at behandle dyr på vidner ikke blot om en arrogance og hensynsløshed, men er jo i sin grund destruktiv - ikke blot i forhold til dyrene, men sandelig også i forhold til os selv. Fordi vi jo på den måde ødelægger grundlaget for vores eget liv her på denne i forvejen temmelig forpinte klode. 
Vores behandling af vore husdyr, vores brutale fremfærd overfor de vilde dyr, de katastrofale tal for nedgangen i honningbi-bestanden overalt. Ja, på ca 20 år er den samlede reduktion af livsvigtige insekter på 70%!

Jeg satte før “intelligens” i citationstegn, og man kunne jo få den tanke, at dyrene i virkeligheden gerne vil betakke sig for at blive kaldt “intelligente”, når de ser, hvad den menneskelige “intelligens” formår!

Disse strøtanker skyldes denne fine lille men vigtige publikation fra Forlaget Vandkunsten “Krager” med undertitlen “et portræt”. Den er skrevet af den tyske biolog og filosof Cord Riechelmann. 
Bogens indledning sætter os straks på sporet af forfatterens synsvinkel “Alle kender dem, næsten ingen bryder sig om dem. Krager har slået sig ned på så godt som hele jordkloden og har næsten altid søgt hen i nærheden af mennesker. Uanset, hvorhen man kommer, har de tilsyneladende allerede været der”. Netop disse to ting optager forfatteren i bogen: vi kan ikke lide krager - og de er overalt, hvor vi er!
Og hans interessante tese er: “menneskenes kulturhistorie udspiller sig under overvågning af krager. Og kragerne følger den, kulturen, hvis de kan vente sig noget af den”. Jeg kan godt lide den tanke: De overvåger os og overvejer, om de kan gøre brug af det, vores kultur! 
Denne urgamle fugleart, der har været overalt på kloden før os, de følger os til stadighed og holder øje med os. 

Almindelige dagligdags observationer

Bogen er fyldt med både almindelige dagligdags observationer og mere videnskabeligt funderede redegørelser, og underteksten er gennem alle siderne: det her er ualmindeligt intelligente, lunefulde, legesyge og til tider humoristiske skabninger (jeg tillader mig her at stryge de sædvanlige citationstegn). Der er et væld af sjove og forbløffende historier, som er og bliver tankevækkende: hvad er det egentlig, vi er vidne til? 
Der er en kort og koncis gennemgang af de forskellige typer af kragefamilien - allesammen ledsaget af fine velskrevne betragtninger. 
Naturligvis bliver der også plads til det mere mytologiske krage-stof. Vi hører om Poe’s digt “Ravnen” og naturligvis hører vi også om kragerflokkens berømte angreb i Hitchcock’s “Fuglene”, der måske i virkeligheden skal ses som fuglenes “svar” på menneskenes misligholdelse af de jordiske ressourcer?
Har man ikke haft øje for disse forunderlige væsener før, så vil denne elegant skrevne bog åbne øjnene. Og jeg vil endnu engang fremhæve, at de er overalt, og de holder øje med os. Gad vide hvad de tænker?

Bogen har en fin, handy størrelse, lækkert indbundet med fine tegninger og illustrationer, og i en letflydende oversættelse.  
Så dette er en oplagt gave til venner og bekendte. Endnu en fin udgivelse fra Forlaget Vandkunsten. 

torsdag den 18. januar 2018

Stillet overfor døden (Temmelig væmmelig læsning)

Jakob Eberhardt: ”Verdenshistoriens største epidemier”. 
Fadl’s Forlag 2016, 265 sider, 299,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
”Dette er som jeg forstår det […] en af de største trusler, som menneskeheden har stået overfor og bestemt den største trussel efter afslutningen på de store krige i forrige århundrede […] Lad os være ærlige: en tragedie af uhørte dimensioner udspiller sig i Afrika”. (s. 250). Sådan sagde Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela den 24. juli 2000 ved en international aids-konference i Durban. Selvom aids er en verdensomspændende sygdom, der ikke findes nogen vaccine imod, har den ramt hårdest i Afrika. Der er mange grunde hertil. Et par af dem er, at mange afrikanske politikere har nægtet at erkende problemet, og at den kombinationsbehandling, der kan begrænse sygdommens følger, er for dyr til, at størstedelen af Afrikas befolkning kan få del i den.

FN’s aids-program fastslog i 2004, at hiv er den mest globaliserede epidemi i historien. Det er dog næppe korrekt, idet den spanske syge i 1818-19 smittede mindst 500 millioner personer, hvilket dengang svarede til en tredjedel af jordens befolkning. I løbet af det års tid, epidemien rasede, døde 50 millioner af de smittede. Den spanske syge tog således livet af fem gange så mange mennesker, som det samlede antal krigsofre under hele 1. Verdenskrig. Muligvis nåede pesten op på et lignende antal dødsofre i midten af 1300-tallet, men i så fald var det over en længere periode. At behandle disse fakta som en konkurrence mellem epidemierne er imidlertid både useriøst og usmageligt. Men kendsgerningerne understreger, at både pest, den spanske syge og aids er regulære dræbere. Det samme gælder en lang række andre epidemier. Heraf gennemgår fagjournalist og cand.mag. i historie og dansk Jakob Eberhardt i sin bog ”Verdenshistoriens største epidemier” foruden de tre nævnte sygdomme epidemierne kopper, plettyfus, kolera, tuberkulose, gul feber, polio og malaria. Det gør han kronologisk, idet han indleder med den ældste, nemlig pest, og slutter med den nyligst opståede, nemlig aids.

Fadl’s Forlag, der har udgivet bogen, har specialiseret sig i medicinske håndbøger, men udgiver også en del lettere tilgængelige bøger, der beskæftiger sig med sundhed og sygdom. Jakob Eberhardts bog hører til blandt de sidstnævnte og er et fornemt eksempel på historisk videnskabsformidling, der også trækker tråde op til nutiden.
Grænsen mellem sjov og alvor er papirstynd, når det gælder katastrofer. Filmbranchen skovler penge ind på actionfilm, hvor alt fra en enkelt families til hele klodens overlevelse står på spil. Ofte udgør et videnskabeligt eksperiment, der er gået amok, udgangspunktet for handlingen. Virusser sælger billetter, hvad enten de er opstået ved naturlig mutation eller er udviklet af sindssyge terrorister.
Selvom Eberhardt refererer historiske hændelser på en meget malende måde, holder han dog fat i den lødighed, der medfører, at man som læser aldrig er i tvivl om, at det faktisk er alvor, hvad han skriver om. Det er virkelig smerte, angst og død, han beskriver. For hvert eksempel ligger der en tragedie bag, som et menneske i kød og blod har måttet gennemleve, indtil han eller hun i de fleste af de refererede tilfælde døde. Derfor er ”Verdenshistoriens største epidemier” faktisk meget barsk læsning, som godt kan føre et par mareridt med sig. Derfor kan det være en god idé at læse den med en uges tid eller to mellem hvert kapitel.
Selvom bogen altså langt fra er fornøjelig læsning, er den anbefalelsesværdig af flere grunde.
Dels er den bare velskrevet. Dels er den godt opbygget, idet Eberhardt giver et historisk indblik i, hvor sygdommen er opstået – når dette altså overhovedet vides. Han beskriver symptomer og sygdommens udvikling. Han sætter dens følger ind i en historisk kontekst, for eksempel i koppevirussens voldsomme svækkelse af den oprindelige befolknings modstand mod de spanske erobrere i Mellem- og Sydamerika, og i den plettyfusepidemi, der i 1812 åd Napoleons invasionshær i Rusland op indefra. Endelig beskriver Eberhardt lægevidenskabens forsøg på at finde smittekilder og udvikle midler til at slå epidemierne ned.
Således giver bogen et billede af ufattelig menneskelig lidelse, men også forskellige tiders ihærdige lægevidenskabelige pionerer, hvoraf mange – til tider direkte dumdristigt - satte deres eget liv på spil for at finde en måde at slå epidemien ned.

Det er ikke bogens hovedærinde, men Eberhardt giver dog alligevel et indblik i, hvor skrøbelig en befolkning, som den vi i den vestlige verden tilhører og som i flere årtier har kunnet holde epidemier nede med vaccinationer og antibiotika, er. Han løfter sløret for, hvor farlig en situation det stigende antal multiresistente bakterier såvel som en mutation af en tidligere epidemisk virus kan føre med sig. Det gør han ikke for at skræmme læseren, men nok snarere for at give et vink med en vognstang om, at det påhviler politikerne så vidt muligt at undgå situationer, der kan føre epidemier med sig. Rent vand, god ernæring og en begrænset befolkningstæthed er et godt middel til at undgå store epidemier. Dertil kommer hele den medicinske del af problematikken samt et effektivt beredskab.
Bogens indhold taget i betragtning skulle den næsten have været udgivet i beskedent udstyr med sørgebind omkring. Men Fadl’s Forlag har valgt en bedre løsning, nemlig at udsende den i en lige så flot, stiv indbinding som en del af deres øvrige mere folkelige udgivelser. Bindets grå farve og den sorte ryg er da også velvalgt, når man tager bogens indhold i betragtning. Dertil kommer forsidebilledet af den middelalderlige læge, der iklædt handsker med klolignende handsker og en maske med næb, er på vej for at tilse et pestoffer. Masken var fuld af stærktlugtende urter, som man mente kunne holde smitten borte. Dermed er der allerede givet læseren et praj om den totale forvirring, der i starten af et epidemisk udbrud ofte rammer både ofre, pårørende og lægestand, indtil de sidstnævnte i en kamp med tiden finder mere eller mindre effektive måder at komme sygdommen til livs på.

Selvom ”Verdenshistoriens største epidemier” i bund og grund er væmmelig læsning, er den absolut læseværdig.