Dage uden dagbog
Noveller - Forlaget Snepryd 2017
Af Anne Rye Andersson
Følelserne hos det udfordrede menneske
Når man som menneske falder, kan man samle sig selv op igen eller styre imod den totale udslettelse, finde de sprækker, der i udslettelsen giver en form for ro. At stå på kanten og kigge ned i afgrunden kan være lige så skrækindjagende som velgørende. Måske finder man et andet perspektiv, når man ser det hele oppefra på den måde, men hvordan fortsætter man dagen efter, eftersom alting på en og samme måde er forandret og alligevel slet ikke. Det undersøger Allan Lillelund i novellesamlingen ’Dage uden dagbog’, udgivet på forlaget Snepryd i sidste kvartal af 2017.Bogen er fint prydet med en spejlet sort kat, der henleder tankerne på blækklatterne i psykologens roarschachtest. Vi skal ned i de dybere lag for at finde mening, den er ikke lige for, man skal lede lidt, og det giver anledning til fordybelse, undren og refleksion.
I Slimet håndtag er der tanker om at være en hund, samt en forestilling om, at en ko har slikket på håndtaget. Det er det outrerede, vi er ude i, og så alligevel slet ikke. Alle kender vel, at tankerrækker kan være mærkelige, man tænker måske, er jeg sindssyg, men det er bare tanker, og de er italesat så skarpt, at de næsten bliver håndgribelige i deres form. De bliver nærmest stoflige at læse om.
Angsten for det uvisse
Dage uden dagbog handler om to drenge, der lever med en psykisk syg mor. Her foldes de barnlige følelser og reaktioner ud, barndommens tryghed er revet væk under personerne, og jeg-personen forsøger efter bedste evne at leve et liv med de realiteter, livet fodrer ham. Det er et øjebliksbillede vi får, og angsten for det uvisse, for den manglende tryghed, kravler ind under huden på en. Men der er også humor i novellesamlingen, når jeg-personen i Klodser i et desperat forsøg på at få en reaktion fra sine medmennesker proklamerer, at for ham er klodser lig med klunker, altså nosser. Også selvom klodserne bruges af et barn, der sidder og venter hos Borgerservice.Der er en ærlighed i novellerne, som bliver helt tydelig i novellen Klodser. Det er en nøgternhed, der for jeg-personen er en selvfølgelighed, og det virker meget magtpåliggende for ham at give udtryk for sine tanker, når alle folk bare sidder tavst eller glor ned i deres iPhone.
Det bliver en desperation, det mærker man, det er lige som at slå i en dyne. Ingenting sker der. Frustrationen damper af siderne, når man læser. Og man får da næsten også lyst til at skrige for at få en reaktion. Novellen Hjelmen er en mors akavede forsøg på at vise omsorg. Hun har købt en hjelm til sin teenagedreng, der end ikke har en knallert, men sådan en hjelm er jo god at have. Lidt morbidt har hjelmen tilhørt en mand, der kørte sig ihjel, kun hovedet var uskadt. Drengen ender med at købe en forfalden knallert, så hjelmen kommer til sin ret, var det ikke det, moderen havde tilsigtet, imens hun styrer ham lige imod det, hun frygter. Det er en tragikomisk historie, der viser, hvordan kærlighed også kan komme til udryk, som små forviklinger i menneskets sind. Kærlighed har mange ansigter.
Besat af en ål
Den sidste novelle, jeg vil nævne er Ål. Den er interessant, fordi jeg-personen bliver fuldstændig besat af en ål, der lige pludselig mangler fra posen, efter familien kommer hjem fra køreturen fra fiskehandleren. Han forestiller sig adskillige scenarier, han ser for sig, hvordan ålen er krøbet i et hul i bilen og ligger og rådner. Hvordan hans far reagerer, når han finder den, og hvordan han vil blive beskyldt for ikke at have passet ordentligt på de ål. Et citat fra novellen:”Jeg kravlede ud af vinduet. Jeg gik ud i bilen. Senere på aftenen. Det er mig, I ser ude i en bil, hvis I går forbi min gade, mit liv. Jeg sidder med en Wunderbaum over mit hoved og knuger fingrene mod rettet. Indenfor er resterne af min familie; forestillingen. Vi børn er gode til forestillingen. Hvordan mor har åbnet døren fra badeværelset ud til far. Hvordan far står og retter mor, alle fejlene. (…) Næven. (…) Et sted i bilen var der en ål, måske, eller den var flygtet ud af hullet ved passagersædet.”
’Dage uden dagbog’ er en novellesamling, der insisterer på at være mystisk. Det er ikke en bog, der nødvendigvis giver læseren svaret, der opstår nærmere en masse spørgsmål. På den måde, kan man tro, at den er uforløsende at læse, men det er ikke tilfældet for mit vedkommende. Jeg styres af min nysgerrighed efter at ville vide mere, at trænge dybere ned i teksten, at genlæse den. Jeg har læst den tre gange. Det er en letlæselige bog, hvor sproget flyder, og som læser var jeg underholdt fra første til sidste side. Tre af novellerne; Besøget, Efter og Hesteballon, har tidligere været udgivet på forlaget Silkefyret, så det er ikke første gang jeg læser dem, og her noget tid efter, er de stadig lige læsværdige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar