fredag den 26. januar 2018

Det mere mytologiske kragestof

“KRAGER”Et portræt af Cord Riechelmann - Forlaget Vandkunsten
155 sider, Indbundet, 229,95 kr


Af Jes Nysten
Er man almindelig bruger af Facebook, kan man ikke undgå at se diverse dyreklip: søde katte, koleriske papegøjer, sjove dyrevenskaber (bl.a. små klip fra dagliglivet for tre gode venner: en hund, en gris og en kalkun), rørende venskaber mellem mennesker og eksotiske dyr. 
Det er ren tidsfordriv, lidt godmodig hygge plantet midt i al det panderynkende hurlumhej, som Facebook ellers er fuld af. 
Heldigvis bliver der også plads til mere seriøse klip, der viser den voksende opmærksomhed på dyr - dels på deres velfærd, dels på deres interessante adfærd. Man behøver ikke at skulle konsultere særlige publikationer eller se DR2 for at få syn for sagn: dyr er mere, meget mere end blot “dyr”!


Intelligens, følelser, humor

Det vigtige er, at vi ikke mere kan lukke øjnene for, at det er nødvendigt at bruge begreber som fx “intelligens”og “følelser” og “humor”, når vi skal beskrive deres adfærd. Men det skræmmende er samtidig, at det øjensynlig ikke har den store effekt på vores måde at behandle og omgås dyrene på. 
Netop dette : vores måde at behandle dyr på vidner ikke blot om en arrogance og hensynsløshed, men er jo i sin grund destruktiv - ikke blot i forhold til dyrene, men sandelig også i forhold til os selv. Fordi vi jo på den måde ødelægger grundlaget for vores eget liv her på denne i forvejen temmelig forpinte klode. 
Vores behandling af vore husdyr, vores brutale fremfærd overfor de vilde dyr, de katastrofale tal for nedgangen i honningbi-bestanden overalt. Ja, på ca 20 år er den samlede reduktion af livsvigtige insekter på 70%!

Jeg satte før “intelligens” i citationstegn, og man kunne jo få den tanke, at dyrene i virkeligheden gerne vil betakke sig for at blive kaldt “intelligente”, når de ser, hvad den menneskelige “intelligens” formår!

Disse strøtanker skyldes denne fine lille men vigtige publikation fra Forlaget Vandkunsten “Krager” med undertitlen “et portræt”. Den er skrevet af den tyske biolog og filosof Cord Riechelmann. 
Bogens indledning sætter os straks på sporet af forfatterens synsvinkel “Alle kender dem, næsten ingen bryder sig om dem. Krager har slået sig ned på så godt som hele jordkloden og har næsten altid søgt hen i nærheden af mennesker. Uanset, hvorhen man kommer, har de tilsyneladende allerede været der”. Netop disse to ting optager forfatteren i bogen: vi kan ikke lide krager - og de er overalt, hvor vi er!
Og hans interessante tese er: “menneskenes kulturhistorie udspiller sig under overvågning af krager. Og kragerne følger den, kulturen, hvis de kan vente sig noget af den”. Jeg kan godt lide den tanke: De overvåger os og overvejer, om de kan gøre brug af det, vores kultur! 
Denne urgamle fugleart, der har været overalt på kloden før os, de følger os til stadighed og holder øje med os. 

Almindelige dagligdags observationer

Bogen er fyldt med både almindelige dagligdags observationer og mere videnskabeligt funderede redegørelser, og underteksten er gennem alle siderne: det her er ualmindeligt intelligente, lunefulde, legesyge og til tider humoristiske skabninger (jeg tillader mig her at stryge de sædvanlige citationstegn). Der er et væld af sjove og forbløffende historier, som er og bliver tankevækkende: hvad er det egentlig, vi er vidne til? 
Der er en kort og koncis gennemgang af de forskellige typer af kragefamilien - allesammen ledsaget af fine velskrevne betragtninger. 
Naturligvis bliver der også plads til det mere mytologiske krage-stof. Vi hører om Poe’s digt “Ravnen” og naturligvis hører vi også om kragerflokkens berømte angreb i Hitchcock’s “Fuglene”, der måske i virkeligheden skal ses som fuglenes “svar” på menneskenes misligholdelse af de jordiske ressourcer?
Har man ikke haft øje for disse forunderlige væsener før, så vil denne elegant skrevne bog åbne øjnene. Og jeg vil endnu engang fremhæve, at de er overalt, og de holder øje med os. Gad vide hvad de tænker?

Bogen har en fin, handy størrelse, lækkert indbundet med fine tegninger og illustrationer, og i en letflydende oversættelse.  
Så dette er en oplagt gave til venner og bekendte. Endnu en fin udgivelse fra Forlaget Vandkunsten. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar