Thorvaldsen som rockstjerne og brugskunstner

Marianne Floryan
KRISTUS
Thorvaldsens statue i Vor Frue Kirke
544 sider, rigt ill. Pris: 500 kr inkl. e-bog
Aarhus Universitetsforlag

Af Troels Laursen

Corona har udskudt meget og meget kan ikke rigtig indhentes igen. Som nu et jubilæum og fejring af Bertel Thorvaldsen, som vi sidste år kunnet have fejret 250 år for. Bertel Thorvaldsen (1770-1844), havde i sin samtid rockstjernestatus. Og han levede i en periode, der skabte det Europa, vi kender i dag. Kunstretningen nyklassicisme, som Thorvaldsen blev skolet i, var flettet ind i de politiske omvæltninger. Den gik ud på at kopiere, imitere og genoplive antikken i nutiden. Behovet for ny kunst, der afløste barokkens hoflige pomp og pragt, var opstået med ønsket om en ny-indretning af verden, hvor det ikke længere var den enevældige konge, der var i centrum, men i stedet menneske, det enkelte menneskes ukrænkelighed og frihed.

Thorvaldsens insisteren på frihed kom til udtryk på mange mere eller mindre subtile måder. Det gjaldt både hans kunstværker og gennem hans ageren over for kongefamilien, der langtfra levede op til tidens normer for undersåtters lydige opførsel. Thorvaldsen måtte dog også være taktisk, når han kritiserede den enevældige konge. Men der er flere eksempler på, hvordan den fattige arbejderdreng vendte op og ned på datidens magthierarki mellem kongemagten og undersåtten. Alt det skulle vi have fejret, men det blev ikke. 

Men heldigvis kan denne udgivelse give os noget at glæde os over i den anledning. Det er ganske vist ikke en biografi eller roman om den store billedhugger, men en overbevisende gennemgang af en af hans mest kendte værker, nemlig Kristus-figuren i Vor Frue Kirke, Domkirken i København, og de i øvrige knap 30 andre af hans skulpturer i kirken. Den mægtige skulptur er næsten 3,5 meter høj og markant på mange måder. Men, det er ikke kun skulpturens historie og dens udformning og plads i kunsthistorien og samspillet til de mange øvrige hvide skulpturer i kirkerummet, bogen forholder sig til, kunsthistorikeren Margrethe Floryan, belyser også, hvorledes den har en hovedrolle i menighedens fejring af gudstjenesten med afsæt i Grundtvigs teologi og nugældende ritualpraksis, hvor menighedens deltagelse og interaktion med Kristus-statuen og apostel-statuerne ind i en sammenhæng, som nok mærkes til hverdag, og puster derved liv i den store og for mange sikkert også forældet Krístus-fremstilling. 

Margrethe Floryan er kunsthistoriker og overinspektør ved Thorvaldsens Museum. Hun er mag.art. og ph.d. fra Aarhus Universitet og har diplom i museologi fra École du Louvre. Forfatter til artikler og bøger om arkitektur, skulptur og historiske haver.

Vi ser, at Thorvaldsen på sin vis var ”brugskunstner”, hans skulptur var til brug og ikke kun til pynt. Forfatteren læser for os, gennem breve og giver os nye tolkninger, og vi føres veloplagt ind i kunstnerens venskaber og gamle anekdoter og myter gennemgås. Og selvom Thorvaldsens Kristus er kendt over hele verden og kopieret i tusindvis, er statuen aldrig gennemgået så tilbundsgående og vi kommer vidt omkring: i Thorvaldsens atelier i Rom, hvor den bliver til, vi er med ved møderne med bygningskommissionen og vi følger med, når Floryan afdækker, hvorfra inspirationen til denne banebrydende nytolkning af Kristus kom fra. Thorvaldsen er ikke som sådan kendt, som kirkekunstner selvom hans statuer er findes i mange danske kirker, hvortil især Kristus-statuen fra Vor Frue Kirke er kopieret i mindre gipsudgaver. Han modtog også i sin levetid bestillingsopgaver fra blandt andet Jungshoved Kirke ved Præstø og Brahetrolleborg Kirke på Sydfyn. Og hans forhold til kristendommen, kan være svær at få øje på, ja, den ville næppe komme ham ved. Det handlede ikke om hans egne præferencer.

Bogen, som er en fornøjelse at læse, er fyldt med lækre fotos i farver og s/h af detaljer og fyldt med skitser af Vor Frue, relieffer, tegninger af Jesu Liv og en masse bibelske temaer. Og ikke mindst et syn for, at hans kunst har været med til at udvikle historien i Europa og hele verden, for som en af sin tids mest populære billedhuggere portrætterede han omkring 180 forskellige mennesker med vidt forskellige politiske holdninger. Dette har fået mange til at konkludere, at Thorvaldsen ikke interesserede sig for eller måske endda ikke forstod sig på politik, mens andre, f.eks. Johannes V. Jensen i sin bog ’Thorvaldsens Portrætbuster’ (1926), har argumenteret for, at hans sympati lå hos tidens liberale revolutionære tanker. En bog, der samler hel op på det vi tabte da vi ikke fejret Thorvaldsen sidste år, og en bog, der vil stå som et vigtigt vidnesbyrd om denne store billedkunstner, der var en rockstjerne i sin egen samtid.

Faktaboks:

Bertel Thorvaldsen: Født den 19. november 1770 i København, død samme sted den 24. marts 1844. Begyndte på Det Kongelige Danske Kunstakademi som 11-årig. I 1796 modtog han kunstakademiets rejsestipendium og tilbragte derefter 40 år i Rom. Hans gennembrudsværk er statuen ”Jason med det gyldne skind”, der står på Thorvaldsens Museum i København.

Poetisk dystopi

Rakel Haslund-Gjerrild: ”Alle himlens fugle”, Lindhardt og Ringhof 2020, 199 sider, 249,50 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Da jeg i sin tid læste Cormac McCarthys ”The Road” (2006, dansk ”Vejen” 2008), blev jeg præsenteret for en vildt skræmmende postapokalyptisk dystopi. Da bogen blev filmatiseret, bekræftedes romanens indtryk, hvilket hverken gjorde bog eller film dårlig, men blot slog fast, at McCarthys historie er ualmindelig barsk – selvom den slutter med en smule håb.

Med Rakel Haslund-Gjerrilds ”Alle himlens fugle” er der ikke udkommet et egentligt modspil til ”The Road”, for i bund og grund er Haslund-Gjerrilds roman mindst lige så barsk som McCarthys, men den bevæger sig på et helt andet fortælleplan fuld af poetiske beskrivelser, der løfter blikket fra menneskets uddøen til livets trodsige beståen. Således bliver ”Alle himlens fugle” et profetisk advarende gravskrift over menneskeheden, hvis vi ikke tager blandt andet klimaproblemerne alvorligt. Men samtidig udgør romanen en lovprisning af det liv, der får bedre levevilkår, hvis mennesket ikke længere er tilstede til at overforbruge klodens ressourcer.

Fortrolighed med naturen

En teenagepige påbegynder en vandring gennem en destrueret verden. Stigende vandstand markerer, at der ikke er blevet taget hånd om CO2-udledningen, men samtidig antydes det, at der også har været en pandemi og en krig på spil.

Selvom pigen lever i forladte og forfaldne menneskeboliger, er hun blevet knyttet helt nær til naturen, fordi det er den eneste måde, hun kan skaffe føde på. Hun observerer særligt fuglene, som hun misunder for det overblik, hun ikke har fra landjord og vandoverflade. Beskrivelserne er smukke, som denne om hejren:

”Den er så ubevægelig at den har standset tiden, ikke én fjer dirrer, kun regndråbernes ringe i vandet viser at tiden løber som den plejer, men så, et hårdt plask, og i ét nu har den fisken i næbet, sluger fangsten hel og stiller sig til at vente igen. Når den endelig siger noget, har det samme præcision som dens venten, et par hæse kald der runger mellem husene før den bliver tavs igen.” (s. 30).

Pigen opnår en fortrolighed med naturens elementer, og dog må hun revidere sit syn på vand, da hun med nød og næppe har forceret en flod:

”Vandet praler ikke, det kan se stille ud, men under overfladen er der kraftige strømme, og der er ingen hjørner at gemme sig i, vand fylder alt, og det fylder kroppen op, vandet vil kun sig selv indtil alt andet er presset ud.” (s.126-127).

Fra menneske til dyr

Et gennemgående tema i ”Alle himlens fugle” er pigens forhold til sproget. Tidligere fulgtes hun med en kvinde, der sandsynligvis var hendes mor, selvom pigen har droppet m’et og betegner hende med navnet Or. Den amputerede titel viser, hvor mangelfuldt sproget bliver, når man ikke har nogen at tale med. Samtidig er der ikke langt fra ”Or” til ”Ord”, og det er jo netop evnen til at formulere ord og sætninger, der konstituerer det at være menneske. Således er Or en repræsentant for menneskene. Hun udfører en fortvivlet, selvpålagt bod ved at bryde asfalt op, så græs i den blotlagte jord, og samle asfaltstykkerne i skamstøtter over sin egen art. Pigen derimod bevæger sig langsomt bort fra sit ophav i takt med, at hun lige så stille glemmer flere og flere ord. Dermed mister hun en vigtig del af det, der gør hende til et menneske. Mennesket er et socialt væsen, men man kan ikke være social, når man konstant er alene og sproget forvitrer. Derfor nærmer pigen sig i stadig større grad det dyriske, hvilket dog ikke beskrives som noget negativt, men som en uafvendelig skæbne, hun villigt og længselsfuldt tager på sig.

Sprogets forvitring skildres som sandkorn på bunden af havet: ”Der ligger ordene og blander sig med hinanden som havbund, som et stort ord af de mange ord hun ikke længere husker, som ikke længere kan skilles fra hinanden. Nogle gange hvirvler ordene op i hende fordi hun ikke kan huske de rette ord, det er som at vade langs stranden og sparke til sandbund, så vandet bliver mudret og uroligt.” (s. 180).

En vagtsom påmindelse

Den ramme, Rakel Haslund-Gjerrild bygger op i ”Alle himlens fugle”, er forfærdelig skræmmende, men i modsætning til McCarthys ”Vejen” er romanen en poetisk nydelse af læse, fordi den fortælles på naturens præmisser. Der er noget selvmodsigende i denne nydelse, for baggrunden for de smukke naturbeskrivelser er udryddelsen af så godt som alt menneskeliv. Med sin roman minder Haslund-Gjerrild læseren om, at selvom kloden er 4,6 milliarder år gammel, har den ikke ubegrænsede ressourcer. Samtidig bliver det klart, at det ikke er kloden, der er truet på livet. Det er menneskeheden. Hvis først klodens ressourcer overforbruges på en måde, der ødelægger betingelserne for menneskeliv, vil kloden lige så stille – over flere millioner år - genopbygge det ødelagte. Nogle dyrearter vil være gået til, men nye vil opstå. At der blandt disse vil være menneskelignende arter er dog stærkt tvivlsomt. Med sine smukke, postapokalyptiske naturbeskrivelser bliver ”Alle himlens fugle” således en vagtsom påmindelse om, hvor meget vi har at drage omsorg for, hvis vi ønsker, at også kommende generationer skal kunne nyde naturen og hinanden.

Roman fra Italien og New York: Et fortættet billede af drømme og fornedrelse

Vita
Melania G. Mazzucco
Oversat fra italiensk af Marie Andersen
Forlaget Palomar, 527 sider

Af Jes Nysten
Sammen med tusinde andre fattige italienere ankommer Vita på 9 år og Diamante på 12 år en dag i året 1903 til Battery Park. De er sendt afsted fra deres ludfattige hjemby med ønske om og vilje til at skabe sig et liv i det forjættede land - New York. Midt i det kaotiske menneskemylder er de to små på nippet til at komme væk fra hinanden, men det er livsvigtigt for dem at holde sammen - og det lykkes “Vitas hånd er fugtig og klistret af sukker. Diamante knuger den hårdt i sin. Det er alt hvad han senere husker om det øjeblik da færgen lægger til molen i Battery Park” (s 22). Vita har fået en seddel med, der skal hjælpe dem med at finde hendes far, Agnello, der allerede er i byen. Når de finder ham, vil han helt sikker hjælpe dem. De slipper gennem menneskemylderet og kontrollen, og de to tager på en (smukt beskrevet)  “opdagelsesrejse” gennem dette nye paradis, hvor der naturligvis altid er en slange, de i deres barnlige naivitet opdager for sent. 

De finder Agnello og hans nye familie i Prince Street i “Little Italy”, hvor mafialignende bander huserer og gør livet svært for de ludfattige og hårdtarbejdende beboere. Der er ingen venlig velkomst - de to børn bliver straks kastet ud i diverse gøremål og snuskede småjobs hjemme og ude. Angello er ikke just den faderfigur, Vita havde forestillet sig (i sit stille sind ønsker hun det var Caruso med den smukke stemme, der var hendes far!). Alt her er råt, primitivt, uden perspektiv. Det “paradisiske” er hurtigt forduftet fra deres nye hjemland. 

Jo mere de to vokser til, jo mere føler de, at de er forbundne og ikke kun skal kæmpe sammen, men leve hele livet sammen. Sådan drømmer Diamante (der har en digter i maven) “...vi tager væk, jeg tager dig med mig, jeg får mit eget hus, og jeg vil skrive tusind digte til dig, og jeg vil skrive til dig mens du sover, mens du danser, mens du vågner, mens du tænker på hvem ved hvad, jeg vil gifte mig med dig ….og vi skal have børn, og vores børn vil være lave som jeg, for diamanter er ikke store som mursten, og de vil have din særlige evne og din fantasi, og jeg vil være dig tro, og du vil være mig tro - Vita” (s 240)

En smuk drøm i al sin sentimentale naivitet, for omstændigheder vil, at de driver fra hinanden. Diamante må finde arbejde forskellige steder ved det store jernbaneprojekt vestpå. Et ubærligt og umenneskeligt arbejde. Indtil han nedbrudt og illusionsløst vender tilbage til sin italienske landsby. Vita bliver i New York og opbygger gennem årene en fashionabel restaurant. 

Denne gribende fortælling danner første tredjedel af romanen. Den er fortalt med fint blik for detaljer og situationer og skrevet med en puls og indignation, så man virkelig fornemmer forfatterens optagethed af denne misere. Og portrættet af Vita er ganske enkelt eminent - den pige glemmer man aldrig!

To andre spor

Hertil knytter forfatteren så to andre spor: det ene om en ung amerikansk soldat, der med invasion-tropperne landet i Syditalien i 1944. Det er Vitas søn, og han leder efter Diamante, for at få at vide, hvorfor han og Vita drev fra hinanden. 

Det tredje spor - som er lagt ind løbende gennem hele romanen - er selvbiografisk. Det omhandler forfatterens research til den fortalte historie. Det begynder med hendes vandring i New York, hvor hun en dag går rundt i det mondæne Soho kvarter og kommer til gaden “Prince Street”, som pludselig sætter tankerne i gang: hvor kender hun denne gade fra? Og så begynder hun et minutiøst arbejde med at finde trådene til denne familie-krønike. Hun får hjælp af sin far (Diamantes søn), andre fra dengang, annaler, politirapporter, passagerlister mm.

Denne opbygning - særligt det indbyggede selvbiografiske lag - gør hele bogens struktur noget kompliceret, og det kan være svært at balancere det strengt “biografiske” og det rent “fortællende” mod hinanden. Man læser jo biografisk stof med nogle helt andre øjne end man læser en roman. Man kan derfor også tage sig i ved læsningen at spørge til autenticiteten. Læsedynamikken risikerer at blive brudt for ofte. Men dette er en ganske lille indvending. 

For bogen er skrevet i en sproglig veloplagt og medrivende stil, der ubesværet veksler mellem det udpenslet nedrige og det smukt enfoldige. Man bliver holdt fast i et fortællemæssigt jerngreb. De 530 sider er et samlet og fortættet billede af menneskelig fornedrelse, af stærke men uopfyldelige drømme, men også om viljen til at kæmpe og forstå. Og så vil det smukke portræt af den viltre, enerådige, handlekraftige Vita blive stående i ens bevidsthed. 

Orakelfortællinger

Epaminondas Gonatas: ”Den gæstfri kardinal og andre fortællinger”, oversat af Anders Olesen, Forlaget Silkefyret 2021, 102 sider, 200 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke ved, hvorfor jeg nød at læse Epaminondas Gonatas otte små fortællinger. Jo, den første, ”Køerne”, nød jeg, fordi det var en spiddende latterliggørelse af pekuniær grådighed, men derefter opnåede jeg ikke nogen indsigt i, hvad Gonatas egentlig vil med sine fortællinger.

Alligevel var de en nydelse at læse. Måske fordi det antydningsvise og mystiske har sin egen værdi, også selvom det ikke samler sig i en klar forståelse.

Overfladisk høflighed

Bogen befolkes af en række mennesker, hvoraf næsten alle taler temmelig omstændeligt i et forsøg på at holde på høflighedsformerne. Det medfører dog ikke nødvendigvis, at de også opfører sig høfligt. En lille hensynsløshed titter frem i ny og næ.

Måske er det ikke så sært, at personerne i Gonatas’ univers ikke helt ved, hvordan de skal opføre sig. I en tilstand, der litterært befinder sig et sted mellem magisk realisme og surrealisme, viger de udenom at tage ansvar. Dette er nok tydeligst i den spøjse ”Besøget”, hvor to mænd på skift er herre og tjener. Den ene har lige påbegyndt sin vagt som tjener, da der pludselig komme ubudne gæster, som tilmed har planer om at bosætte sig i huset. Herren, der burde træde i karakter, overgiver ansvaret til tjeneren og rejser bort, indtil han igen må træde ind i rollen som tjener. Men på det tidspunkt satser han på, at tjeneren har smidt de indtrængende på porten.

Det unge skib

Virkelig mærkelig er en-sides-novellen ”Hemmeligheden”, hvor en ung kvinde opdager, at hun kan få sine bryster til at lyse henholdsvis grønt og rødt.

”’Jeg er altså et skib!’ hviskede jeg stille og lykkelig.” (s. 23).

Er dette en finurlig måde at skildre en kvindes modning på?

Og hvad med personen, der sidder på kanten af cisternen og vogter over, at ingen frø slipper ud? Hvad skal den fortælling til for? Svaret er ukendt, men spørgsmålet pirrende.

Titelfortællingen, ”Den gæstfri kardinal”, er ikke mindre mystisk, men noget mere opløftende.

På bogens omslag oplyses det, at den græske Epaminondas Gonatas (1924-2006) ”med sine skæve historier, der konsekvent er ubestemmelige i tid og sted, skilte sig ud fra samtidens overvejende socialrealistiske skribenter.” Megen realisme er der da heller ikke over fortællingerne, men social indignation og oprør mod fastlagte konventioner og magtmisbrug synes dog at fylde en del, og måske er det netop dette, der gør, at jeg om ikke nød, så i hvert fald fandt fortællingerne i ”Den gæstfri kardinal” nærværende og - på deres egen mærkelige måde - gribende. Jeg kommer til at tænke på Gonatas’ landskvinde Pythia, der tilbage i sagntiden var præstinde ved oraklet i Delfi. Hendes meddelelser var heller ikke lige til at forstå, og dog var der en mening med dem.

Det er – ikke overraskende – forlaget Silkefyret, der har ladet den lille samling oversætte og udgive. Forlaget har en svaghed for udenlandsk litteratur af forfattere, som de færreste danskere har hørt om. Således skabes der litterært udsyn til lande, mange danskere aldrig har læst noget fra.

En stikkontakt til nuet

Ulla Conrad
Bladværk - haiku-inspirerede årstidsord
Forlaget Ravnerock 2019

Af Thorvald Berthelsen

Ulla Conrad, (f. 1973 i Niebüll, Tyskland), flyttede til Danmark i 1993, er grafisk designer, forfatter, illustrator, mindfulness instruktør og udfører japanske te-ceremonier.

I 2019 udgav Ulla en dansk haiku-samling, Bladværk – haiku inspirerede årstidsord, med 1100 haiku og tanka på Forlaget Ravnerock. Oprindeligt debuterede Ulla Conrad på tysk med digtsamlingen, Vertraue der Nacht Geheimnisse an, Frieling Verlag, Berlin. I Danmark blev hun medlem af Haikunetvaerket og deltog i dets jubilæumsantologi, Blade i vinden og andre antologier. Hun udgav sin første danske digtsamling, fra sine ture til et zenkloster i Japan, De Grønne Skyggers Land. Skitser, digte, haiku fra Japan på Forlaget Ravnerock i 2012. 

De nye haiku digte handler om at komme ud i naturen og den gamle historie og kultur, der venter på at blive opdaget. Haikudigtene er opstået under zen-retræter, japanske te-ceremonier, under gåture, og på rejser.

For Ulla Conrad er haiku et medium hun udforsker øjeblikket i: ”Jeg tegner og udtrykker med ord det smukke, det fascinerende og umiddelbare, jeg støder på - det er øjeblikket, nutidens tilstedeværelse, den direkte klare bevidsthed, der er vigtigst for mig. Jo kortere og enklere, jo bedre og klarere - et haikudigt.”

Hendes haikudigte er klassiske i vestlig forstand. De består af tre linier med 5-7-5 stavelser. De udtrykker en umiddelbar oplevelse, et indtryk lige nu og her, oftest fra naturen. Og som en af de meget få vestlige haikudigtere forsøger hun at genskabe de 'årstidsord', som er almindelige i klassisk japansk haiku, men er ved at forsvinde i moderne japanske og vestlige haiku. I Bladværk opstiller hun ovenikøbet lister over nordeuropæiske kigo, årstidsord, i appendikset Haiku – og de fire årstider. I det følgende haiku er det de blomstrende lindetræer fra juli måned afsnittet i Bladværk:

Dyb kølig skygge
blomstrende lindetræer –
friskbagte vafler[1]

Det er gråspurvenes parring i april måneds haiga[2] grafik:

Drejningen der fremkalder haikuets essens, den direkte klare tilstedeværelse og bevidsthed, er en overraskende pause/drejning (kireji), der kaster nye oplevelser ind i hele digtet, sprænger sprogets logik og ophæver tid og sted, samt subjekt og objekt. Her spiller den sideordnede sammenstilling af forskellige virkelighedsbilleder omkring denne drejning også en stor rolle. Dette særlige kireji greb fremkaldes .i Conrads tilfælde ofte med det natur komplementære fokus på dagligdagens gøremål til sidst i digtet, som de friskbagte vafler, te brygning i te-cermonier eller som her – også fra april måned. – den lyserøde kage, der serveres til teen:

Måske maner vi
foråret frem med vores
lyserøde kage[3]

Det kan også være smørret på brødet i mats måned:

Forårssolen
spejler sig i smørret
på brødet – [4]

Haikuets essens er for Ulla Conrad i udpræget grad den zen buddhistiske direkte tilstedeværelse og bevidstheden om den. Eller som dette eksistentielle haiku moment beskrives i japansk haiku poetik, yūgen, den dybde i oplevelsen, som kun kan antydes, idet den når ud over det, der kan formuleres præcist, uden dermed at blive overnaturlig.

Som man kan se sprænger Ulla Conrad også den klassiske ramme. Det netop citerede haiku har 4-6-3 stavelser. I de to følgende er stavelserne også færre, og derudover går hun den modsatte vej, fra den konkrete natur- eller hverdagsoplevelse til generaliseringer, der ellers er bandlyst i klassisk haiku og som Ulla ovenikøbet her bruger til at fremkalde drejningen (kireji) mod det eksistentielle haiku øjebliks oplevelse, yūgen::

Perronen proppet –
hvert hoved udmaler
usynlige mål

Togets skinne-lyd –
afmåler afstand til
barndommen baglæns [5]

”Zen er at opleve nuet, blive ét med det man ser/gør ét øjeblik ad gangen. Det angår mere indholdet af haiku, ikke så meget formen. Mange zen-historier handler om dette: efter en lang meditation PLUDSELIG: et visuelt billede, et snapshot, der rører sindet, rusker op, får én til at vågne, et snapshot, der siger AHA, der giver indsigt…”[6] Samtidig er haiku oplevelsen af direkte tilstedeværelse og bevidsthed også en civilisationskritik, der vender sig mod den vestlige kulturs mantra om at underlægge sig jorden til egne formål, i stedet for at respektere naturen ”udfra den erkendelse, at vi er ét med den”, ”en lille kraft mellem de to store kræfter  Himmel og Jord”[7].

En kats øjne –
en stikkontakt
til nuet[8]

Som det ses er der mange i høj grad læseværdige haiku imellem. Efter min personlige smag kunne der dog sagtens være færre haiku i samlingen, så der blev mindre afstand mellem de virkeligt gode haiku. Men overordnet set er det en god læseværdig samling kortdigte, der både trækker på den vesteuropæiske og japanske haikutradition og samtidig forholder sig eksperimenterende til den med andre vinkler på natur og menneske opfattelsen.

---

[1] Ulla Conrad, Bladværk – haiku inspirerede årstidsord, Forlaget Ravnerock, s. 141

[2] Billede, baseret på simple, dybtgående, observationer af hverdagen, som det ledsagende haikudigt også er

[3] Ulla Conrad, Bladværk – haiku inspirerede årstidsord, Forlaget Ravnerock, s. 80

[4] Ulla Conrad, Bladværk – haiku inspirerede årstidsord, Forlaget Ravnerock, s. 64

[5] Begge fra Ulla Conrad, Bladværk – haiku inspirerede årstidsord, Forlaget Ravnerock, s. 118

[6] Ulla Conrad, Bladværk – haiku inspirerede årstidsord, Forlaget Ravnerock, s. 251

[7] Ulla Conrad, Bladværk – haiku inspirerede årstidsord, Forlaget Ravnerock, s. 240

[8] Ulla Conrad, Bladværk – haiku inspirerede årstidsord, Forlaget Ravnerock, s. 26

Har man sagt a, må man vedblive med at sige a

Pavel Cech: ”A”, Torgard 2021, 64 sider, 199 kr., grafic novel.

Af Egil Hvid-Olsen.

En ordløs grafic novel. Det lyder flippet. Men når bogen handler om en diktaturstat, hvor den frie tankevirksomhed er forbudt og enhver samtale består af a’er udtalt med større eller mindre aggressivitet, giver det pludselig bedre mening, for ethvert diktaturs hovedopgave er at holde troværdige oplysninger og frie tanker så langt væk fra befolkningen som muligt. Jo mindre folk ved, des lettere er de at styre. Det er den samme tanke, Georg Orwell udfolder med fænomenet ”nysprog” i ”1984” (udgivet i 1949).

Fra diktaturets A til frihedens B

Pavel Cech er født i 1968. Dengang hed hans fædreland Tjekkoslovakiet, og netop i hans fødeår blev fløjlsrevolutionen slået ned med hård hånd af sovjetiske styrker. Først i 1989 ophørte det kommunistiske diktatur, der havde regeret i landet siden 1948.

I ”A” skildrer Cech livet i en diktaturstat. Farverne er grålige, fødevarerne få, arbejdet hårdt, lønnen ringe og drømmene farlige. I skolen lærer børnene kun bogstavet A at kende, ligesom det er dette bogstav samt tal, der fylder aviserne. A’et findes på medaljer, statuer, militærkasketter og plakater, men en dag finder fabriksarbejder 21868 et B.

Fundet bliver startskuddet til selvstændige tanker, der bringer 21868 i livsfare, men også ud over statens grænser til et land, der ser helt anderledes ud end hans eget.

Flot, humoristisk og med noget på hjerte

I sit hjemland er den tidligere låsesmed og brandmand Pavel Cech en anerkendt tegner. Han har skrevet og tegnet ca. 30 børnebøger og grafic novels. ”A” er den første, der udkommer på dansk, og når den er læst, får man straks lyst til at læse nogle flere af Cechs udgivelser. Ikke fordi ”A” er oplivende, men fordi den dels er flot, dels præges af en stille humor og dels har noget vigtigt på hjerte. Særligt dobbeltopslagene med massevis af detaljer er fascinerende – selv når de skildrer den grå dagligdag i diktaturstaten. Humoren viser sig blandt andet i overvågningkameraerne, hvor et øje kigger ud gennem linsen. Samtidig ved man som læser, at der i bund og grund ikke er noget at smile af, for det liv, Cech skildrer, minder om det, som massevis af mennesker flygter fra også den dag i dag, hvis de ellers har mulighed for det.

”A” er udgivet på dansk med større børn som den primære målgruppe, men voksne kan bestemt også være med. 

Ama'r og halshug

Arash Zadehs nyeste bog På Slap Line er både hans mest indsigtsfulde og underholdende, selvom den som læseoplevelse er noget ujævn. Og der er ingen anden forfatter her til lands, som hverken tænker eller skriver nøjagtigt som ham.

Arash Zadeh: På Slap Line
Aforismesamling, Det Poetiske Bureaus Forlag 2020
90 sider

Af Simon Helselager Johansen

Iranskfødte Arash Sharifzadeh Abdi har udgivet flere digtsamlinger, der på godt og ondt er svære at forestille sig nogen anden skrive. De tidlige, som Kvasidansk fra 2009 og Digterpapegøjens Sang fra 2012, tager inspiration fra meget forskellige kulturelle referencerammer sat sammen i skriveteknisk indviklede digte med hans karakteristiske glimt i øjet som rød tråd. I 2018 udgav han Runedigte, der i skarp kontrast til de tidligere fokuserede på én enkelt inspirationskilde: Nemlig den germanske jernalder og vikingetid. Her blev resultatet minimalistiske og seriøse digte, som i denne anmelders optik er forfatterens mest vellykkede indtil videre.

Sidste år udgav han under det kortfattede nom de plume Arash Zadeh en samling satiriske aforismer med titlen På Slap Line. Denne bog, Zadehs lettest tilgængelige indtil videre, begynder med et citat fra Niels Bohr om hvordan der ikke er den store forskel mellem poesi og videnskab: Begge er menneskeskabte billedsprog, der beskriver virkelighedens fakta ved at etablere mentale forbindelser. Fra start til slut er På Slap Line spækket med citater fra forskellige mennesker, der har inspireret Zadeh: Fra Kong Kyros den Store over den iranske digter og satiriker Obeyd Zâkâni til Greta Thunberg. For ikke at nævne et hav af ordsprog og vittigheder fra den ganske verden.

Aforismerne er ment til både at underholde og oplyse. Disse aforismer er opdelt i 7 kapitler efter emne: Liv, kultur & videnskab, religion, historie, politik, Covids metamorfoser og død. ”Liv” starter med en slags mission statement på s. 11, hvor Zadeh erklærer:
”I næste årti, der starter med 2020, ønsker jeg en meget mindre rovdrift på naturen, som burde sidestilles med overforbrug og disrespekt for verdens opretholdelse.

Lad os skrue ned for produktionsapparaterne og indføre lige så lang vinterferie, som vi har sommerferie. Vi får da mere tid til fordybelse og nærhed med familie og venner:

Hop af hamsterhjulet,
det er godt og drik vin
ama'r og halshug jeg sværger

som en perker, det betyder svin!”

Det tidligere nævnte Niels Bohr-citat er nøglen til at forstå På Slap Line: Alle de filosofiske overvejelser, politiske såvel som religiøse kommentarer, digte og vittigheder peger på samme større billede. Arbejdet med at finde frem til det nøjagtige budskab er bare op til den individuelle læser. Et godt eksempel på denne etos findes på s. 45, hvor Zadeh annoncerer, at han har studeret 10 hellige skrifter og fundet frem til at ét af dem er det rene volapyk. Læseren skal gætte hvilket: Avesta, Bhagavad Gita, Bibelen, De hermetiske skrifter, Den tibetanske dødebog, Den ægyptiske dødebog, Dhammapada, De islandske sagaer, Koranen eller Upanishaderne. Svaret afslører Zadeh på intet punkt i bogen, i hvert fald ikke på direkte vis.

Undertegnedes yndlings-aforismer i På Slap Line må nok være dem, der enten kommer med pointer som kun Arash Zadeh kunne finde på, eller som de fleste læsere kun ville tage alvorligt fra én med hans CV og livshistorie. Disse kan hovedsageligt findes i 2. afsnit ”Kultur & Videnskab”, som udpeger hvordan tilsyneladende ubeslægtede kulturer og akademiske discipliner alligevel udgør forskellige brikker af samme puslespil. På s. 23 erklærer Zadeh sig taknemmelig for, at han aldrig vil blive 100% dansker, for ellers ”skulle jeg jo selv til at lave om på mig selv for at opdage nye verdener”. Det overordnede budskab er at binde sin identitet op på loyalitet overfor én af disse, forvrænger ens verdensbillede og skærer én fra at forstå resten af menneskeheden og den virkelige verden i sin helhed. Dette kan ses på s. 25, hvor han erklærer:

”De klassiske digtere troede på Gud, de nye tror på Big Bang. Kun de få bryder ud af en præfabrikeret virkelighed, transcenderer og opdager nye verdener. Dette er og forbliver kvantemekanikkens erkendelsesmæssige konsekvenser.”

Ud af al indhold i På Slap Line står forfatterens anekdoter om sine samtaler med sin datter Thea allerklarest frem for denne anmelder. Fx den her på s. 26:

”Thea siger, at hun har en usynlig ven, der både er blind og døv, nemlig tyngdekraften.
‒ Den ven er ikke lige til at komme af med, kære Thea, mit dejlige tyngdefelt.”

Denne anekdote på s. 27 indfanger i krystalliseret form den grundlæggende filosofi som får hele bogen til at hænge sammen:
”Da Thea fyldte seks år:
‒ Far, hvad er atomer?
‒ Det er en anden af vores usynlige venner, ligesom tyngdekraften og trolden under din seng, guder, nisser og julemanden, osv.
‒ Men mor siger, at Gud ikke eksisterer.
‒ Der findes alle de usynlige venner og guder, som jeg lige har remset op for dig.

‒ Ej, far.
‒ Hvis du vil være klog, så skal du først og fremmest forstå verdens skønhed, min skat.
‒ Min lærer siger, at det man normalt tror på det, ens forældre tror på.
‒ Ja, kære skat, men du skal selv finde dine egne overbevisninger med tiden, jeg fortæller dig bare, hvad verden kan indeholde.
‒ Okay, lad os spille, Old Mac Donald had a farm, igen far!
‒ Jeg synger, du spiller, skat.”

Her får læseren i kortfattet form et indblik i hvordan Zadeh selv anvender sin egen livsfilosofi i den nøjagtige situation, han befandt sig, da han skrev bogen.

For at være helt ærlig, så undrer denne anmelder sig over, hvor mange af de åbenlyst politiske tekster i På Slap Line vil ældes med ynde. Undertegnede har jo i dag ikke så meget brug for dem af Michael Strunges digte, som gør nar af Mogens Glistrup og Mikhail Gorbatjov. Om 30 år vil det nok være samme situation med dem af Zadehs aforismer, der gør nar af Rasmus Paludan, Lars Løkke og Mette Frederiksen.

Alting taget i betragtning, så udgør På Slap Line med dens kortfattede humoristiske aforismer og vittigheder en klarere videreformidling oven på Arash Zadehs tidligere digtsamlinger (fx den anmelderroste samling, Kvasidansk, af Lars Bukdahl i Weekendavisen, 2009). På Slap Line peger på samme sæt overordnede kulturelle, politiske, religiøse og kosmologiske sammenhænge som fx Kvasidansk, men den er meget mere underholdende og stilistisk varieret.

Er man interesseret i at læse forfatterens mest helstøbte og vellykkede digtsamling indtil videre, bør man dog stadig gå efter Runedigte. Vil man lære mere om forfatteren selv som menneske, hans filosofi og personlighed, for ikke at nævne hans humoristiske sans, så er På Slap Line til gengæld helt klart det bedste sted at starte.