Ama'r og halshug

Arash Zadehs nyeste bog På Slap Line er både hans mest indsigtsfulde og underholdende, selvom den som læseoplevelse er noget ujævn. Og der er ingen anden forfatter her til lands, som hverken tænker eller skriver nøjagtigt som ham.

Arash Zadeh: På Slap Line
Aforismesamling, Det Poetiske Bureaus Forlag 2020
90 sider

Af Simon Helselager Johansen

Iranskfødte Arash Sharifzadeh Abdi har udgivet flere digtsamlinger, der på godt og ondt er svære at forestille sig nogen anden skrive. De tidlige, som Kvasidansk fra 2009 og Digterpapegøjens Sang fra 2012, tager inspiration fra meget forskellige kulturelle referencerammer sat sammen i skriveteknisk indviklede digte med hans karakteristiske glimt i øjet som rød tråd. I 2018 udgav han Runedigte, der i skarp kontrast til de tidligere fokuserede på én enkelt inspirationskilde: Nemlig den germanske jernalder og vikingetid. Her blev resultatet minimalistiske og seriøse digte, som i denne anmelders optik er forfatterens mest vellykkede indtil videre.

Sidste år udgav han under det kortfattede nom de plume Arash Zadeh en samling satiriske aforismer med titlen På Slap Line. Denne bog, Zadehs lettest tilgængelige indtil videre, begynder med et citat fra Niels Bohr om hvordan der ikke er den store forskel mellem poesi og videnskab: Begge er menneskeskabte billedsprog, der beskriver virkelighedens fakta ved at etablere mentale forbindelser. Fra start til slut er På Slap Line spækket med citater fra forskellige mennesker, der har inspireret Zadeh: Fra Kong Kyros den Store over den iranske digter og satiriker Obeyd Zâkâni til Greta Thunberg. For ikke at nævne et hav af ordsprog og vittigheder fra den ganske verden.

Aforismerne er ment til både at underholde og oplyse. Disse aforismer er opdelt i 7 kapitler efter emne: Liv, kultur & videnskab, religion, historie, politik, Covids metamorfoser og død. ”Liv” starter med en slags mission statement på s. 11, hvor Zadeh erklærer:
”I næste årti, der starter med 2020, ønsker jeg en meget mindre rovdrift på naturen, som burde sidestilles med overforbrug og disrespekt for verdens opretholdelse.

Lad os skrue ned for produktionsapparaterne og indføre lige så lang vinterferie, som vi har sommerferie. Vi får da mere tid til fordybelse og nærhed med familie og venner:

Hop af hamsterhjulet,
det er godt og drik vin
ama'r og halshug jeg sværger

som en perker, det betyder svin!”

Det tidligere nævnte Niels Bohr-citat er nøglen til at forstå På Slap Line: Alle de filosofiske overvejelser, politiske såvel som religiøse kommentarer, digte og vittigheder peger på samme større billede. Arbejdet med at finde frem til det nøjagtige budskab er bare op til den individuelle læser. Et godt eksempel på denne etos findes på s. 45, hvor Zadeh annoncerer, at han har studeret 10 hellige skrifter og fundet frem til at ét af dem er det rene volapyk. Læseren skal gætte hvilket: Avesta, Bhagavad Gita, Bibelen, De hermetiske skrifter, Den tibetanske dødebog, Den ægyptiske dødebog, Dhammapada, De islandske sagaer, Koranen eller Upanishaderne. Svaret afslører Zadeh på intet punkt i bogen, i hvert fald ikke på direkte vis.

Undertegnedes yndlings-aforismer i På Slap Line må nok være dem, der enten kommer med pointer som kun Arash Zadeh kunne finde på, eller som de fleste læsere kun ville tage alvorligt fra én med hans CV og livshistorie. Disse kan hovedsageligt findes i 2. afsnit ”Kultur & Videnskab”, som udpeger hvordan tilsyneladende ubeslægtede kulturer og akademiske discipliner alligevel udgør forskellige brikker af samme puslespil. På s. 23 erklærer Zadeh sig taknemmelig for, at han aldrig vil blive 100% dansker, for ellers ”skulle jeg jo selv til at lave om på mig selv for at opdage nye verdener”. Det overordnede budskab er at binde sin identitet op på loyalitet overfor én af disse, forvrænger ens verdensbillede og skærer én fra at forstå resten af menneskeheden og den virkelige verden i sin helhed. Dette kan ses på s. 25, hvor han erklærer:

”De klassiske digtere troede på Gud, de nye tror på Big Bang. Kun de få bryder ud af en præfabrikeret virkelighed, transcenderer og opdager nye verdener. Dette er og forbliver kvantemekanikkens erkendelsesmæssige konsekvenser.”

Ud af al indhold i På Slap Line står forfatterens anekdoter om sine samtaler med sin datter Thea allerklarest frem for denne anmelder. Fx den her på s. 26:

”Thea siger, at hun har en usynlig ven, der både er blind og døv, nemlig tyngdekraften.
‒ Den ven er ikke lige til at komme af med, kære Thea, mit dejlige tyngdefelt.”

Denne anekdote på s. 27 indfanger i krystalliseret form den grundlæggende filosofi som får hele bogen til at hænge sammen:
”Da Thea fyldte seks år:
‒ Far, hvad er atomer?
‒ Det er en anden af vores usynlige venner, ligesom tyngdekraften og trolden under din seng, guder, nisser og julemanden, osv.
‒ Men mor siger, at Gud ikke eksisterer.
‒ Der findes alle de usynlige venner og guder, som jeg lige har remset op for dig.

‒ Ej, far.
‒ Hvis du vil være klog, så skal du først og fremmest forstå verdens skønhed, min skat.
‒ Min lærer siger, at det man normalt tror på det, ens forældre tror på.
‒ Ja, kære skat, men du skal selv finde dine egne overbevisninger med tiden, jeg fortæller dig bare, hvad verden kan indeholde.
‒ Okay, lad os spille, Old Mac Donald had a farm, igen far!
‒ Jeg synger, du spiller, skat.”

Her får læseren i kortfattet form et indblik i hvordan Zadeh selv anvender sin egen livsfilosofi i den nøjagtige situation, han befandt sig, da han skrev bogen.

For at være helt ærlig, så undrer denne anmelder sig over, hvor mange af de åbenlyst politiske tekster i På Slap Line vil ældes med ynde. Undertegnede har jo i dag ikke så meget brug for dem af Michael Strunges digte, som gør nar af Mogens Glistrup og Mikhail Gorbatjov. Om 30 år vil det nok være samme situation med dem af Zadehs aforismer, der gør nar af Rasmus Paludan, Lars Løkke og Mette Frederiksen.

Alting taget i betragtning, så udgør På Slap Line med dens kortfattede humoristiske aforismer og vittigheder en klarere videreformidling oven på Arash Zadehs tidligere digtsamlinger (fx den anmelderroste samling, Kvasidansk, af Lars Bukdahl i Weekendavisen, 2009). På Slap Line peger på samme sæt overordnede kulturelle, politiske, religiøse og kosmologiske sammenhænge som fx Kvasidansk, men den er meget mere underholdende og stilistisk varieret.

Er man interesseret i at læse forfatterens mest helstøbte og vellykkede digtsamling indtil videre, bør man dog stadig gå efter Runedigte. Vil man lære mere om forfatteren selv som menneske, hans filosofi og personlighed, for ikke at nævne hans humoristiske sans, så er På Slap Line til gengæld helt klart det bedste sted at starte.