Uden samtykke

Gudrún Brjansdottir: ”Autopilot”, oversat af Nanna Kalkar, Lindbak + Lindbak 2021, 89 sider, 169 kr.

 Af Egil Hvid-Olsen.

Hun slår det hen, men føler sig samtidig helt fremmedgjort, ude af stand til at føle noget. Sådan har hovedpersonen i ”Autopilot” det efter at have været udsat for et overgreb. Det er ikke noget særligt, ikke fuldbyrdet samleje, blot et led i et forspil. Men det foregik uden hendes samtykke, og den, der gjorde det, var ikke hendes kæreste.

Så snart jeg har talt færdig, fniser jeg.

Thórhildur holder op med at vaske op og sætter sig overfor mig ved bordet. Jeg kigger smilende ned i bordet.

”Det lyder lidt voldtægtsagtigt,” siger hun. Jeg ryster på hovedet.

”Nej, altså, jeg ville bare gerne fortælle dig det og høre, hvad du syntes. Det var bare så syret alt sammen,” siger jeg, rejser mig og begynder at vaske op.

(S. 30).

Hvad, hun tror, hun har brug for at høre, er, at der ikke er sket noget alvorligt, men hun får det stik modsatte svar, for veninderne kan fornemme, at noget er galt. Hun har ikke vasket op i dagevis. Måske har de også bemærket hendes vagtsomhed, der gør, at hun konstant har øjnene på stilke for ikke at rende ind i ham, der var ansvarlig for overgrebet. Endelig kan de have bemærket hendes manglende hygiejne.

Hun kører på autopilot. Gennemfører krævende opgaver, men er samtidig totalt fremmedgjort og følelseskold.

En kvinderoman til mænd

”Autopilot” er et partsindlæg i MeToo-debatten. En kortroman om at sige nej, og at erkende, at det skete ikke er offerets fejl, selvom hun ikke sagde fra.

Romanen er skrevet ekstremt modent af den unge forfatter Gudrún Brjansdottir (f. 1995). Hovedpersonen omkranses af veninderne og en søster, som ser alt klarere end hende, og som sådan kan den let blive klassificeret som en roman for kvinder. Men egentlig bør ”Autopilot” have langt flere mandlige end kvindelige læsere, for den handler om, hvordan det kan påvirke en kvinde, hvis en mand tingsliggør hende.

Fingrene det forkerte sted

Det kortfattede koncept i både sætningsopbygning og sideantal passer godt til historien, som udfoldes skarpt og præcist. Det er ikke en tudebog, der vil have læseren til at ynke hovedpersonen. Nej, den vil blot redegøre for, hvad selv et mindre seksuelt overgreb (hvis man overhovedet kan kategorisere sådan) kan medføre for den, der udsættes for det. Hovedpersonen fortsætter sit forsøg på at tale det ned:

Her sidder jeg med hele mit liv vendt på hovedet på grund af nogle fingre, som kortvarigt befandt sig det forkerte sted. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne glemme det.

(S. 71).

Men det kan hun ikke – glemme det. Hun ækles ved fingrenes ejermand, og ved sig selv, og det aftager først, da hun erkender, at det ikke er i orden, hvad hun har været udsat for.

Stærkere end paroler og vred forargelse

Som nævnt er ”Autopilot” et partsindlæg i MeToo-debatten. Men den lille islandske roman ville også have haft sin berettigelse uden denne debat. Dens stilfærdige nøgternhed virker meget stærkere og overbevisende end paroler og vred forargelse. Det er nok ikke mindst derfor, at romanen vandt konkurrencen ”Nye Stemmer” i 2020.