onsdag den 21. april 2021

Forskellighed i sammenslutning

Lisbeth Tolstrup m.fl.: ”Kunstnersammenslutningen Det Blå Tårn”, Forlaget på Tredje 2021, 88 sider, 120 kr.

Af Egil Hvid-Olsen. 


I et afsluttende kapitel i ”Kunstnersammenslutningen Det Blå Tårn” giver Lisbeth Tolstrup et historisk rids over kunstnersammenslutningernes udvikling.

I 1701 opstod den første danske kunstnersammenslutning, der bestod af en flok unge kunstmalere, som var tilknyttet hoffet, men gerne ville nå ud til et bredere publikum. Siden er der kommet en række sammenslutninger til. De er opstået på baggrund af forskellige behov. Mange eksisterer ikke længere, mens andre har adskillige årtier på bagen. En af de nyere kunstnersammenslutninger er ”Det Blå Tårn”, som blev stiftet i 2018 med maleren Poul Esting som initiativtager. ”Kunstnersammenslutningen Det Blå Tårn” præsenterer de 18 tilknyttede kunstnere.

En vidtforgrenet sammenslutning

Størstedelen af sammenslutningens kunstnere har rødder på Lolland-Falster, men deres værker har meget forskellige udtryk. Mange maler, andre arbejder med grafik, fotografi eller papir. Nogle er skulptører og der er også en enkelt billedhugger imellem de 18. Gruppen har tilmed sin egen kunstformidler i Christina Marstrand, som er tidligere operasanger ved Det Kongelige Teater og cand.mag. i kunsthistorie, hvilket har gjort det oplagt for hende at undersøge spændingsfeltet mellem musik og billedkunst. Marstrand inddrager også litteraturen i sine undersøgelser. Hen mod slutningen af bogen er der således et fint og informativt kapitel af Marstrand, der handler om August Strindberg, som både skrev, malede og spillede. Strukturen på bogens indbinding har Lars Pryds, der også er en af sammenslutningens medlemmer, lånt fra Strindbergs maleri ”Uvejr i Skærgården” (1892), der er gengivet i miniature i Marstrands kapitel. (S. 82).

Når Marstrand har skrevet et kapitel om Strindberg i denne bog skyldes det, at Strindbergs sidste bolig kaldtes ”Det Blå Tårn”, hvilket igen har givet navn til kunstnersammenslutningen. Derfor forestiller sammenslutningens logo, der er tegnet af Lars Pryds, da også dette tårn. Pryds er repræsenteret i bogen med 10 collager, malerier og tegninger (nogle værker i en sammenblanding af disse teknikker).

Kvindekroppe gennem tiden og fotografier i lag

I en tid, hvor mange kvinder finder det nødvendigt at pynte på deres kroppe med implantater og botox, er det befriende at se nogle eksempler på Anne Gyrite Schütts serie ”Bodyencounter” (s. 62), hvor gengivelser af moderne kvindekroppe stilles overfor eksempler på kvindekroppe fra andre tider i kunsthistorien. Schütt vælger ikke moderne kroppe, der bærer præg af plastikkirurgiske indgreb, men derimod kroppe, der bryder med perfekthedskulturen. Se billedet: "Bodyencounter IV" af Anne Gyrite Schütt.

Jesper Art Hyllemose behandler fotografier, der lægges over hinanden i flere lag, så det giver et antydningsmæssigt, drømmende udtryk.

De skrøbelige streger under tommeltotten

Præsentationen af Thorkild Havmøller følges af et citat af grafikeren Jes Fomsgaard. Havmøller arbejder da også med grafik, og af de gengivne værker er inspirationen fra Fomsgaard særlig tydelig i xerolithografiet ”Uden titel” (s. 18). Her synes der også at være inspiration fra renæssancen i både farve og motivvalg. En flok mennesker står tæt sammen, bærende på to livløse skikkelser. Et slags dobbelt pietàmotiv.

I andre værker leger Thorkild Havmøller med modsætningen mellem de tynde, antydende streger, og det tykke aftryk, der truer med helt at fjerne fokus fra det antydede. For eksempel er der gengivet en tegning af en kvinde, der holder et fad i strakte arme, men i midten af billedet er der placeret et kolossalt fingeraftryk i brunt, så det spinkle baggrundsmotiv synes at forsvinde. (s. 19).

Kors med håndtryk og en sfinx i vand til halsen

Der er helt anderledes farvestyrke i Stig Weyes fabulerende malerier. Et af hans yndlingsmotiver er korset, men ikke to værker med dette motiv er ens. Weye formår altid at fremdrage noget nyt. Således også i ”Credo”, hvor der er sat et aftryk af en hånd, dér hvor den korsfæstedes hjerte har befundet sig. (s. 77).

Denis Virlogeux kombinerer det realistiske med det drømmende. Særlig fascinerende er maleriet ”Højvande”, som viser en slags kvindelig sfinx, der står i vand til halsen (s. 73). Se billedet: "Højvande" af Denis Virlogeux.

Henrik Skorá maler, så man får en fornemmelse af, at man ser på en glasmosaik. Noget er mere abstrakt end andet, men i ”Romersk forår” kan man genkende Peterskirkens kuppel i stiliseret udgave samt nogle af broerne over Tiberen. (S. 64).

Sådan kunne man blive ved, men det er betragtelig mere interessant at se selve værkerne end at læse en beskrivelse af dem. Så denne anmeldelse må slutte med en opfordring til at få fingre i bogen og selv nyde gengivelserne af de mange og vidt forskellige værker.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar