"Sofia Gubaidulina (1931-2025) var en ikonoklastisk ukonventionel", skriver pladeselskabet. "Hvad enten det var støjlignende lyde, tilfældigheder, serielle teknikker, elektronik, klyngeformede tætheder eller jazz: Gubaidulinas værk er synonymt med hidtil uset åbenhed og autonomi. Komponisten, der blev født i 1931 i Tatarstan og boede nær Hamborg fra 1992 til sin død i marts 2025, betalte en høj pris for denne holdning. I Sovjetunionen var opførelsesforbud og økonomiske vanskeligheder en del af hendes hverdag.”
Samlet tegner der et billede at en helt speciel kunstner, der sætter sig udover genrernes konventioner, for at nå ind i den menneskelige tilværelses dyb.
I vesten er hun blandt de meget opførte nyere komponister. Selvom hun må opfattes som en avant garde-kunstner, finder Gubaidulinas værker alligevel vej ind i de store koncertsale, hvor repertoiret som bekendt er centreret om de kendteste klassiske værker.
Blandt de hyppigste opførte værker er Offertorium (1980) for violin og orkester – hendes gennembrudsværk i Vesten. Seven Words (1982) for cello, bayan (eller accordion) og strygere står også blandt de meget opførte værker, ligesom In Tempus Praesens (2007) for violin og orkester, der er skrevet til Anne-Sophie Mutter.
Fire store værker
I september udkom en ualmindelig vellykket CD med fire store værker af Gubaidulina, som Naxos tidligere har udgivet et antal indspilninger med. Udgivelsen rummer det en halv time lange Figures of Time for orchestra (1994), Introitus, en koncert for klaver og kammerorkester fra 1978, reviceret i 2026, soloklaverstykket Chaconne for solo piano (1962) og Revue Music for Symphony Orchestra and Jazz Band (1976/1995/2002).
Figures of Time er et overbevisende, ja uforglemmeligt stort, universelt kunstværk, hvor de øvrige værker på CD'en er noget enklere. Men alle værkerne viser Gubaidulinas mesterlige frihed i anvendelsen af virkemidler på alle niveauer - fra lyde til genrer. Men hvordan skrive om en musik som umuligt kan ledsage noget andet, man foretager sig, men udelukkende fungerer som er genstand for ens fulde fokus. Og når man lytter til Gubaidulina bliver man nødt til at inddrage alle de bevidsthedsområder og alle de sanser, man bruger når man går på kunstudstilling læser romaner og ser film.
Man talte i sin tid om Wagners arbejde som gesamtkunstwerk fordi det brugte alle kunstarterne samtidig. Til at forstå Gubaidulina må vi opfinde en ny betydningen af begrebet. I løbet af et værk som orkesterværket om tidens former, går man fra lyd der minder om noget, man hører når man går på en strand om efteråret, til velformede senromantiske melodiske klange - via store lydflager, skabt af messing, hvor man er i tvivl om det er industrikomplekser man befinder sig, i blot et orkerstertutti med alvorlig mine.
Og så overgår værket undervejs desuden til øjeblikke af en form for poleret ekspressionistisk jazz, der – måske fordi det er lavet i Tyskland – minder mig om den tidlige modernisme. Hele tiden, mens jeg har lyttet til det mægtige værk som tidens former, har jeg fået billedet af et besøg i Hamburgs kunstmuseum, hvor man havde en overbevisende grundig udstilling af bogomslag fra 1930’erne af forfattere som fik deres arbejder forbudt i den højreradikale politiske ånd, nøjagtig det som for tiden sker i de republikanske stater i USA.
Værket indledes med og har igen mod slutningen en enkel fløjtestemme, kompletteret af et slagtøjsinstrument og til slut af en soloviolin. Det er ikke zen, men det har elementer af shakuhachi-musikken, prøvende, spædt.
Figures of Time er på en måde så mangefacetteret i sine lydbilleder af tiden, at selve tiden ændrer karakter. Man tror ikke rigtig på at den er gået, når værket er forbi.
Jeg har lyttet til Gubaidulina lejlighedsvis siden i hvert fald begyndelsen af 1990’erne og jeg er ikke i nærheden af at påstå at jeg kan overskue og anmelde et værk i bund. Dertil overskrider musikken for mange konventioner, og stiller for mange spørgsmål - en gennemgribende kritik skulle brede sig i mange retninger: Hvad betyder genresammenblandingerne? Hvad er lydcolleagerne udtryk for? Hvordan forholder hendes opfattelse af fysisk lyd sig til toner?
Opførelsen af de fire værker er uhyre fokuseret og uhyre nærværende. Det er ikke sådan at orkestret står på sidelinjen og siger: Her er der noget vi gerne vil vise jer. Man oplever på den intense udformning af musikkens arkitektur og den elektrisk nærværende frasering, at det her det er noget man gerne vil tale om, fordi det er vigtigt
Jeg vil gerne understrege at der er ikke tale om en collageform som vi f.eks. kendte fra Poul Ruders symfoniske værker hvor der var et mål af ironi som i hvert fald får undertegnede til at tvivle på den musikalske oplevelse. Gubaidulina har ikke skyggen af ironi. Det her er med livet som indsats
Ingen kommentarer:
Send en kommentar