Jakob Brønnum
Mysteriets Digte
Books on Demand 2025, 68 sider
Af Carina Wøhlk
Mysteriets Digte er Jakob Brønnums 26. digtsamling. Det er noget af en bedrift i sig selv. Men er kvaliteten på linje med kvantiteten? Er hans digte lige så gode, som de er mange? Det korte svar er: JA! Og det endda med store bogstaver og udråbstegn.
Ordet mysterium betyder hemmelighed eller gåde. Og i Mysteriets digte skriver Brønnum sig ind i en kobling imellem naturen og eksistensen. Livscyklusser, processer, forfald og opblomstring – alt kan vi genkende. Fra naturen og fra os selv. Fordi vi jo dybest set er natur. Det er ingen hemmelighed. Det gådefulde er snarere, hvordan vi får føling med den forbundethed igen. Brønnums digte viser os vejen.
Det digteriske blik
Mysteriets digte leder læseren ud på en meditativ rejse i umiddelbare sansninger. Det digteriske jeg møder verden med et åbent og filterløst blik. Dette særlige blik skriver Brønnum om i efterordet: ”Teksterne er båret af et blik, der har fulgt mig hele livet, et blik jeg ofte har afgrænset mig fra, fordi det ikke altid er kommensurabelt med forbindelseslinjerne til omverdenen” (se s. 68).
Digteren ser uden ”afskærmning” (se s. 68), og det får digtene til at fremstå helt umiddelbare og sitrende. I digtet Solens øje skriver Brønnum, at ”solens øje er blindt/ det stirrer på mig/ for at gøre mig seende/ men vidste jeg bare til hvad” (se s. 61). Til hvad? Jamen, kære digter, du skal se for at digte. Alle dine digte bærer netop vidnesbyrd om din visuelle styrke.
Digtsamlingen er delt op i 9 afsnit, der hver består af flere digte. Allerede ved første afsnit opdager læseren en af flere poetiske hilsner: Begyndelsen findes. Javist, og Inger Christensens Alfabet findes – til uendelig inspiration for mange. Flere hilsner følger – også med navns nævnelse.
Når Brønnum skriver om berømte digtere, forfattere og arkitekter og lige så navnkundige malere og komponister, er det ikke for at flashe sin egen dannelse. Han giver med en fejende bevægelse plads til kulturen, som også rummer den poetiske genre - og får den til at spille op imod naturen, som alle digtene er gennemstrømmet af.
Den seende digter
En af Brønnums forcer er billeddannelse. Han driver et væld af billeder frem – for eksempel af ”havbølgelignende biler” (se s. 9) og af bølger, der ”kommer ind som heste” (se s. 11). Brønnum bruger bølgebilledet eminent – på de hestekræfter bag metal, der langt fra flimrer for det seende blik og på de kraftfulde dyr, der gungrer ind mod bredden. Læseren kan næsten høre dem vrinske i havets brus.
Vrinske, ja. For digteren har også øre for klang. Både solsorten, solen, træerne og vinden synger igennem digtsamlingen. Klangene prikker vellyd ind i stilheden, som ”gerne (vil) være med i dag” (se s. 64).
Indimellem er stilheden også en befrielse fra de tanker, som vanskeligt kan holdes i ave og som gerne ”rejser sig som skyskrabere/og vælter ind over hinanden” (se s. 32). Når det lykkes at holde tankerne i ro, er det ”morgenlysets renhed”, der regerer (se s. 32).
Tid og evighed
Et gennemgående tema i digtsamlingen er spændingen imellem tid og evighed. Digteren funderer over tiden, der som sand ”sivede bort mellem fingrene” (se s. 41) -og giver samtidigt læseren fornemmelse for ”evighedens rækkevidde” (se s. 28) ved at dvæle ved en edderkop.
Denne dvælen – ved et dyr, et træ eller en udsigt - giver betragteren den sødmefulde og ”sædvanlige illusion: at dette skulle vare ved” (se s. 35). Og selv om det er en illusion, er øjeblikket værd at værne om. Det findes – og så er vi tilbage ved arven fra Inger Christensen. Øjeblikket findes, også selv om det om et øjeblik er forbi. Det findes – i erindringen og ”i mit håb” (se s. 57).
Mens de sansemættede digte bundfælder sig, forstår læseren, at den vigtigste tid af alle tider er den ”drømmetid”, som Brønnum maner frem. Med et citat af Paul la Cour i digtsamlingens begyndelse – og med sin egen drømmende og dog så lysvågne digtning.
Mysteriets Digte
Books on Demand 2025, 68 sider
Af Carina Wøhlk
Mysteriets Digte er Jakob Brønnums 26. digtsamling. Det er noget af en bedrift i sig selv. Men er kvaliteten på linje med kvantiteten? Er hans digte lige så gode, som de er mange? Det korte svar er: JA! Og det endda med store bogstaver og udråbstegn.
Det digteriske blik
Mysteriets digte leder læseren ud på en meditativ rejse i umiddelbare sansninger. Det digteriske jeg møder verden med et åbent og filterløst blik. Dette særlige blik skriver Brønnum om i efterordet: ”Teksterne er båret af et blik, der har fulgt mig hele livet, et blik jeg ofte har afgrænset mig fra, fordi det ikke altid er kommensurabelt med forbindelseslinjerne til omverdenen” (se s. 68).
Digteren ser uden ”afskærmning” (se s. 68), og det får digtene til at fremstå helt umiddelbare og sitrende. I digtet Solens øje skriver Brønnum, at ”solens øje er blindt/ det stirrer på mig/ for at gøre mig seende/ men vidste jeg bare til hvad” (se s. 61). Til hvad? Jamen, kære digter, du skal se for at digte. Alle dine digte bærer netop vidnesbyrd om din visuelle styrke.
Digtsamlingen er delt op i 9 afsnit, der hver består af flere digte. Allerede ved første afsnit opdager læseren en af flere poetiske hilsner: Begyndelsen findes. Javist, og Inger Christensens Alfabet findes – til uendelig inspiration for mange. Flere hilsner følger – også med navns nævnelse.
Når Brønnum skriver om berømte digtere, forfattere og arkitekter og lige så navnkundige malere og komponister, er det ikke for at flashe sin egen dannelse. Han giver med en fejende bevægelse plads til kulturen, som også rummer den poetiske genre - og får den til at spille op imod naturen, som alle digtene er gennemstrømmet af.
Den seende digter
En af Brønnums forcer er billeddannelse. Han driver et væld af billeder frem – for eksempel af ”havbølgelignende biler” (se s. 9) og af bølger, der ”kommer ind som heste” (se s. 11). Brønnum bruger bølgebilledet eminent – på de hestekræfter bag metal, der langt fra flimrer for det seende blik og på de kraftfulde dyr, der gungrer ind mod bredden. Læseren kan næsten høre dem vrinske i havets brus.
Vrinske, ja. For digteren har også øre for klang. Både solsorten, solen, træerne og vinden synger igennem digtsamlingen. Klangene prikker vellyd ind i stilheden, som ”gerne (vil) være med i dag” (se s. 64).
Indimellem er stilheden også en befrielse fra de tanker, som vanskeligt kan holdes i ave og som gerne ”rejser sig som skyskrabere/og vælter ind over hinanden” (se s. 32). Når det lykkes at holde tankerne i ro, er det ”morgenlysets renhed”, der regerer (se s. 32).
Tid og evighed
Et gennemgående tema i digtsamlingen er spændingen imellem tid og evighed. Digteren funderer over tiden, der som sand ”sivede bort mellem fingrene” (se s. 41) -og giver samtidigt læseren fornemmelse for ”evighedens rækkevidde” (se s. 28) ved at dvæle ved en edderkop.
Denne dvælen – ved et dyr, et træ eller en udsigt - giver betragteren den sødmefulde og ”sædvanlige illusion: at dette skulle vare ved” (se s. 35). Og selv om det er en illusion, er øjeblikket værd at værne om. Det findes – og så er vi tilbage ved arven fra Inger Christensen. Øjeblikket findes, også selv om det om et øjeblik er forbi. Det findes – i erindringen og ”i mit håb” (se s. 57).
Mens de sansemættede digte bundfælder sig, forstår læseren, at den vigtigste tid af alle tider er den ”drømmetid”, som Brønnum maner frem. Med et citat af Paul la Cour i digtsamlingens begyndelse – og med sin egen drømmende og dog så lysvågne digtning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar