Når Lützhøft stiller eksistentielle spørgsmål

Jesper Lützhøft
Ukendt?
Forlaget Finkultur (133 s., indb)

Af Jakob Brønnum
Jesper Lützhøft er uddannet klassisk guitarist og arbejdet med samtidsmusikken har resulteret i ur- eller førsteopførelser af ca. 70 værker for sologuitar eller kammerbesætninger. Han har indspillet to cd'er i eget navn og medvirker på en lang række andre indspilninger. Udover aktiviteterne som musiker har Jesper bl.a. været chef for Den Anden Opera, Odense Symfoniorkester og været producent i Danmarks Radio. Jesper Lützhøft har modtaget P2s Bolero-pris og Victor Borges Musiklegat for sit arbejde med Den Anden Opera. De senere år er han (også) trådt frem som lyriker med et antal meget eksklusive digtværker, 15 bøger i alt – og eksklusive i dobbelt forstand, dels er de dybe, gode, kærligt humoristisk-ironiske og usvigeligt livsfilosofiske. Dels er de udkommet – i usædvanligt velproduceret udstyr - i et regi, der også gør dem eksklusive, nemlig Lützhøfts egen kulturhub Finkultur.dk.

Det seneste arbejde er bogen Ukendt (2024). Bibliotekernes lektør, der hidtil er den eneste der har forholdt sig skriftligt til den, skriver: ”Digtene om Hr. Ukendts ubehjælpsomhed og forunderlige færd rammer, når de rammer renest, en tragikomisk sans for livets og den modernes verdens absurditet. Men det bliver også lidt ensformigt i stil og tematik.”

For ret kort tid siden læste jeg en lignende karakteristik af Uffe Harders digte, også i en lektørudtalelse. Uffe Harder (1930-2002) er (mindst) en af de fem største mandlige danske digtere i anden halvdel af det tyvende århundrede. Hans bedste digte, f.eks. en del af de kortere digte i Udsigter (1960) er fuldt på højde med den største europæiske lyrik i sin mangedimensionalitet og sin evne til at række ud (eller ind) efter de mest grundlæggende elementer i den menneskelige bevidsthed og kortlægge dem semantisk i poetisk form. Det er åndeløst godt. Man kan aldrig blive færdig med det. Men fordi verden er som den er, og ikke kan holde fast på eksistentielle problemstillinger, men vil underholdes, fæstner lektørudtalelserne og anmeldelserne af Harder sig op gennem 80’erne (i det mindste dem, jeg har læst) i stigende grad ved en vis underfundighed, der kan siges at opstå her og der i forfatterskabet, og Harders rungende eksistentielle exposé bliver beskrevet som firnurlighed. Det er lige til at græde over.

Det samme overgår Lüfthøft, når han læses på en sådan måde at man ikke får mere ud af det end ”en tragikomisk sans … for verdens absurditet” og når den stakkels anmelder får at anfald af litterær ildebefindende fordi Lüfthøft går i detaljer med det vilkår i tilværelsen, han elegant afdækker som menneskets eksistentielle dilemma i en moderne tid mellem at være sig selv og være til i omverdenen på omverdenens betingelser.

”Hr. Ukendt er ikke et foreningsmenneske
Alligevel er han medlem af en række foreninger
Det kan man ikke undgå
Han har også engang været med til at stifte en
Det gør han ikke igen” (s. 97)

Hvad står der f.eks. i dette digt? Står der finurligt, at Hr. Ukendt har lavet en fejl, og at det er jo desværre bare det, der kan ske? Det skulle man tro, når man læste ovenstående anmelderkarakteristik. Men der står så meget mere end det. 

Der står noget om demokratiets væsen, om at et menneske kan lade som om det har en fri vilje, men det er en filosofisk fejltagelse at tro, der står noget om at det forpligter når man foretager sig noget i retning af at bære med på kulturlivet og samfundslivet, men desværre også nogle gange, når man ikke gør. Og det får læseren (altså dig og mig) til at overveje, hvor meget man egentlig bør engagere sig og i yderste forstand om det ikke snart var tid igen?

Sådan er det hele vejen igennem bogen. Et andet digt (der står lige overfor) lyder sådan:

”Hr. Ukendt
ved ikke
om han
vil
forandre
verden

Hvis han
skal være
helt ærlig
er det
ikke noget
han har
overvejet”

Den læser, der ikke fik stillet de spørgsmål jeg snakkede om til det forrige digt, men nøjede sig med finurligheden, vil se dette digt som en ny finurlig variation over aftegningen af et ansigt på et menneske man ikke rigtig kan se. Og så begynder det at blive ”lidt ensformigt i stil og tematik” som anmelderen skrev. Det er blot forkert opfattet. Der står noget helt andet.

Digtet stiller endnu et filosofisk spørgsmål. Det er rigtigt at det eksistentialistiske tema går igen fra det forrige digt, men det er en anden dimension af tilværelsens grundspørgsmål Lützhøft her tager op.

Hvor mange kender vi som klager over verdens tilstand? Og hvor mange af dem har aldrig nogensinde tænkt en velfunderet samfundskritisk tanke? Hvor ofte handler kritikken egentlig snarere om, at man ikke bryder sig om forandringer? Samtidig overser man at verden er noget der forandrer sig hele tiden, eftersom den er levende og livet jo er det der er kendetegnet ved at være i bevægelse. Men Hr. Ukendt er ikke det, der med et moderne skældsord hedder omstillingsparat, han har lavet sig en tilværelse hvor han ikke er så glad for at skulle stimulere sit i9ntellekt og sin bevidsthed, for han er faktisk tilfreds med at sidde i sofaen og se tv og klage over programmerne.

Så de to digte så ganske rigtigt ens ud for en overfladisk betragtning - men de handler om to forskellige dimensioner af tilværelsen. Det ene handler om arten og karakteren af de relationer man indgår i eller vælger ikke at indgå i. Det andet handler om det moralske spørgsmål, hvorvidt man kan tillade sig at kritisere tilværelsen sønder og sammen, når man aldrig nogensinde tager ansvar for noget.

Og sådan er det som sagt hele vejen igennem dette pragteksemplar af en bog med klassiske egenskaber. Der er meget mere i den. Man kan vende tilbage igen og igen og se nye flige af tilværelsen blive afdækket. Jeg siger bare: Gak til Hr. Ukendt og bliv viis.