Fascinerende, voldsom og troværdig roman

Anne Rye Andersson:
Vanvidsmor. Roman.
114 s. Forlaget Læselyst, 2026.

Af Bente Høegh 

Noget af en mavepuster, denne roman om at være psykisk syg. Den er en omskrevet version af forfatterens autofiktive debutroman Er du sindssyg, Mor?

Allerede prologen er foruroligende: Jeg-fortælleren Alma er i gang med en indviklet udregning af hemmelige koder og tegn og kommunikation med robotter og engle. I kapitel 1 er Alma tilbage i tilsyneladende normalitet og lykkeligt samvær med sin 3-årige søn, Ask (som han hedder i bogen, i modsætning til bagsidetekst og pressemeddelelse hvor han af en eller anden grund hedder Alf?), som er hos hende hver anden uge. Fortællingen er henvendt til et du, Ask.

Læseren foruroliges endnu mere. Hvordan skal det dog gå med den lille dreng? Alma må opgive at tage sig af sit elskede barn og lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling. Galskaben slår ud i lys lue i de mest barokke situationer: en klæbeånd på skulderen, stemmer, straf, ansvar, skyld, og dertil en udtalt sexlyst som hun til hver en tid forfølger. ”Har du haft sex med to mænd? Hvor var personalet?” Lægen kigger overrasket på mig, men uden fordømmende mine. Han virker nærmere nedslået, trist.

Hun svarer lægerne ærligt – ligesom hele bogen virker ærlig og uforstilt, helt i tråd med det indledende motto: She’s mad but she’s magic. There’s no lie in her fire.

”Jeg må ikke slå fluer ihjel, for så dør børn i Afrika. Jeg skal hjælpe verdens ledere med at udtænke en strategi, der kan redde verdens børn. Sulten og fattigdommen verden over. Jeg forårsagede Tjernobyls nedsmeltning, der skete noget med mig, da jeg var to år gammel, det var i 1986, samme år. Alt, hvad jeg gør, har konsekvenser af enten negativ eller positiv art.” Lægen noterer det hele.

”Så du bærer på enormt meget skyld, kan jeg næsten forstå."

”Ja, med meget ansvar kommer der naturligt meget skyldfølelse, hvis man ikke handler korrekt.”

Den ældre læge nikker og skriver ned.

En kostelig scene med Alma, der sætter sig til rette i en ambulance for at køre ud og redde, er både til at grine og græde over.

Og det gælder egentlig hele bogen. I galskaben løber et religiøst spor som slås an i prologen, hvor Gud kommer i en drøm: Han fortalte mig, at han regnede med mig. Alt jeg ikke skule være bange. Englene er med mig. Gabriel, Uriel, Michael og Rafael. Metatron.  I haven slår lynet ned i en tjørnebusk, så den står i lys lue, og som da Gud i Det Gamle Testamente åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk, åbenbarer han sig her for Alma - på en lidt anderledes måde.

Alma fører også samtaler med solguden Amon-Ra. Og med en stjerne:

”Jeg er din hjem-planet. Du er fostret i mit skød. Du er sendt til Jorden med det formål at udbrede den kærlighed, jeg står for […].”

Sproget er befriende konkret, modigt, afmålt og sine steder poetisk:

Lige bagved ligger den opadgående sol som en slags skjult lykke.

Trætheden er en strækning i mit ansigt, der kan minde om langrend.

Jeg er skræmt over al den tid. Den strækker sig ud over de åbne marker. Fuglene hakker i roerne. Jeg punkterer tiden med cigaretter.

Dertil kommer, at fortællingen ikke alene er gribende, men også yderst velskrevet og stramt komponeret. Den røde tråd følges uden overflødig snik-snak. Vanvidsmor er en stærk roman. Fascinerende, voldsom og troværdig i sin balancegang mellem ”skizoaffektiv diagnose med manisk blandet psykose” og et normalt liv som kvinde og mor.  Skræmmende – og morsom.

 

 

 

Livet i lilla

At tælle til lilla. Om løgn, ensomhed og absolut gehør
Louise Juhl Dalsgaard
Forlaget Alhambra 2025

Af Carina Wøhlk
At tælle til lilla. Det er da umuligt. Man kan ikke tælle til en farve. Eller kan man? Måske bærer titlen på et håb. At det umulige alligevel kan lade sig gøre. At de lilla farvestrejf kan gøres op for den, der vover at slå øjnene op og lægge blå og rød sammen.

Ordene skaber forventning om noget poetisk. Og poesi skal ikke nødvendigvis forstås, men fattes på et dybere plan. Sådan er det – ”der er forskel på at forstå og på at fatte, sådan som der også er forskel på at tælle til ti og at tælle til lilla” (se s. 30).

Bogen med den kryptiske titel er skrevet af  Louise Juhl Dalsgaard, som har flere bøger bag sig med stadig større opmærksomhed omkring dem. Hun underviser til daglig i skrivekunst – og det kan læseren mærke. Hendes sætninger bærer præg af stærk sproglig bevidsthed.   

At tælle til lilla præsenteres som en essaysamling. Otte forskellige og alligevel forbundne essays fører ind i forfatterens univers, ind i funderinger og erindringer fra et broget liv.  

Ufrivillig barnløshed

Læseren bringes vidt omkring – videre end løgn, ensomhed og absolut gehør, som undertitlen angiver. Også spiseforstyrrelse, barnløshed og mere overordnede emner som natur og sprog udfoldes livsklogt. 

Der er mange temaer at spejle sig i. Louise Juhl Dalsgaard er generøs. Hun giver ud af både viden og livsdetaljer og lader læseren komme tæt på. Helt derind, hvor det gør rigtigt ondt. Derinde åbner det bærende tema sig som et væskende sår: At forfatteren ”aldrig lykkedes med at få et barn” (se s. 27). Sådan skriver hun det flere gange – at hun ikke lykkedes. 

Det prikker i hjertet at læse. For underteksten er jo, at hun mislykkedes. At hun udpinte sin krop så meget, at den ikke var i stand til at undfange et barn. At hun ikke kunne, hvad hun gerne ville. Og det er vel ret beset grunddefinitionen på lidelse.   

Louise Juhl Dalsgaard er belæst. Hun sender litterære hilsner og strør om sig med citater fra både skøn- og faglitteratur. Hun er indsigtsfuld – og bag den intellektuelle styrke bølger et skrøbeligt stof, der er lige ved at falde fra hinanden. Det er det stof, hun er gjort af.  

I skrøbeligheden er trukket tråde af ensomhed. ”Den ensomhed, der kommer af at være hverken-eller-både-og, det er derfra, jeg skriver” (se s. 114.). Bliv dér, fristes læseren til at udbryde. For hun skriver fantastisk. Måske fordi hun kan ”tælle til lilla, til hestenes ånde på marken i frostvejr. Til vingummiflæsk og akilleshæl og klithedegræs (se s. 141). 

Men forfatteren vil tydeligvis gerne hæve sig over ensomheden. Som hun formulerer det: ”sprogets primære formål er at danne relationer” (se s. 162). I sin ensomhed leger hun sublimt med sproget. Hun leger, men i legen er hun drevet af alvorlig længsel efter tilhørsforhold – og her kommer drømmen om moderskab så ind i billedet igen. 

Rent æstetisk er At tælle til lilla en fryd for øjet. Omslaget er naturligvis lilla. Og det grafiske udtryk er enkelt og klart. Lige så lysende som bogens indhold. Det er sådan en bog, der bliver siddende i læseren længe. Som en smuk påmindelse om, at livet ikke bare er sort eller hvidt. Det er også lilla – og kan tælles på lige så mange hænder, som du har kærlighed til.     

Den skæbnesvangre linedans

Synne Garff: Dødens linedansere, roman, Forlaget Natblomst 2026, 294 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

På Anne Mette Hartelius’ forsideillustration ses en person, der balancerer på en streg fra et hjertekardiogram. Hjertes puls er aftagende fra venstre mod højre. Linjen er helt lige i forsidens højre side, hvorved det afsløres, at personen, hvis hjerterytme måles, er død…

Illustrationen passer vældig godt til bogens titel: Dødens linedansere. 

Den linedans, romanen handler om, er spørgsmålet om aktiv dødshjælp, der endnu engang er blevet drøftet intenst hen over de seneste par år.

Kombinationen af et alvorligt dilemma og spænding

Det er noget af en opgave at skrive en roman om aktiv dødshjælp, der giver forståelse for både tilhængernes og modstandernes argumenter, men Synne Garff, der har skrevet Dødens linedansere, kommer faktisk godt i mål. Ganske vist sættes nogle af positionerne i debatten på spidsen, for selvom genren angives som roman på bogens forside, er der mere specifikt tale om en spændingsroman. Der er således nogle regulære skurke i bogen. Det særligt uhyggelige ved dem er, at de afspejler virkelige, men oftest ukendte personer, der heller ikke blot bryder loven, men også tænker skurkagtigt. Vi ser jo gang på gang, at nogle mennesker anser akkumulering af profit for at være selve målet med livet, koste hvad det vil, så længe det ikke går ud over dem selv. Dermed tingsliggøres andre mennesker. De bliver undværlige, fordi de tjener et formål, der dog let viser sig ikke at være højere, men derimod forbløffende lavt. Et sådant menneskesyn følges med ønsket om indførelse af aktiv dødshjælp.

Det betyder dog ikke, at alle tilhængere af aktiv dødshjælp er skurke. Slet ikke! Der er jo situationer, hvor det er forståeligt for alle, at den ramte ikke længere har lyst til og mod på at leve; situationer, der er så barske, at mange andre ville nære det samme ønske om at blive hjulpet af med livet, hvis de var i den ramtes sted. Så hvorfor ikke bare indføre aktiv dødshjælp i disse forholdsvis få tilfælde? Svaret har lydt så mange gange i debatten, at det kan virke slidt, men blot fordi det gentages, er det ikke ensbetydende med, at det er usandt: En indførsel kan medføre en glidebane, sådan som man har set det i andre lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp.

Synne Garff

I Dødens linedansere oplyser lægen Frederik, hvordan det står til i Holland: ”Unge under 18 år får dødsmedicin, og der presses på for at få indført dødsmedicin for børn.” (s. 63). Han fortsætter lidt senere: ”Mange patienter med dødelige sygdomme og handicappede føler, at de er til besvær for deres pårørende. Jeg går derimod ind for retten til at være til besvær.” (s. 64). Matsson, der er romanens kvindelige kampsoldat, svarer: ”Det er en væsentlig pointe. Hvis aktiv dødshjælp legaliseres, vil det gå ud over alle, der er lidt skæve, utilpassede og anderledes, end normen tillader.” (s. 64). Anna, der er Frederiks søster, oplyser, at aktiv dødshjælp ”er et vestligt fænomen […] Aktiv dødshjælp er ikke et issue i lande med akutte problemer som dårlig sundhedspleje, udbredt sygdom og fattigdom. Aktiv dødshjælp er aktuelt i samfund, hvor man har ressourcer til at sikre sig et langt liv.” (s. 64). Det er da paradoksalt! Og paradoksalt er det også, at Anna selv nærmer sig ønsket om at blive hjulpet af med livet, da hun kommer alvorligt til skade i et trafikuheld. Men er det uforståeligt, at hun har det sådan? Det er denne flettede line af argumenter for og imod, Synne Garff balancerer på i sin roman, mens hun gør det klart for læseren, hvorfor de fleste holdninger til sagen er valide.

Pageturner med et vigtigt ærinde

Selvom emnet er tungt, skriver Synne Garff på en let og ukompliceret måde. Dødens linedansere er en pageturner med et vigtigt ærinde: At kvalificere debatten om aktiv dødshjælp og den dertil hørende debat om aktiv livshjælp i form af et større fokus på den palliative indsats, der kan hjælpe den døende med så god en afslutning på livet som muligt. Med Dødens linedansere er der mulighed for, at Garff når en læsergruppe, der normalt ikke vil beskæftige sig med så tungt et emne.

Hvad enten man er for eller imod aktiv dødshjælp, er romanen værd at læse. Måske ændrer man holdning undervejs? Men om man går fra at være tilhænger af aktiv dødshjælp til modstander eller omvendt er ikke til at sige. Man fornemmer, at Garff selv står mest på Frederiks side, men hun fastholder dilemmaet, idet en række andre betydelige karakterer også kommer til orde, alt imens handlingen udfolder sig i en stadig stigende spændingskurve.