Orakelfortællinger

Epaminondas Gonatas: ”Den gæstfri kardinal og andre fortællinger”, oversat af Anders Olesen, Forlaget Silkefyret 2021, 102 sider, 200 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke ved, hvorfor jeg nød at læse Epaminondas Gonatas otte små fortællinger. Jo, den første, ”Køerne”, nød jeg, fordi det var en spiddende latterliggørelse af pekuniær grådighed, men derefter opnåede jeg ikke nogen indsigt i, hvad Gonatas egentlig vil med sine fortællinger.

Alligevel var de en nydelse at læse. Måske fordi det antydningsvise og mystiske har sin egen værdi, også selvom det ikke samler sig i en klar forståelse.

Overfladisk høflighed

Bogen befolkes af en række mennesker, hvoraf næsten alle taler temmelig omstændeligt i et forsøg på at holde på høflighedsformerne. Det medfører dog ikke nødvendigvis, at de også opfører sig høfligt. En lille hensynsløshed titter frem i ny og næ.

Måske er det ikke så sært, at personerne i Gonatas’ univers ikke helt ved, hvordan de skal opføre sig. I en tilstand, der litterært befinder sig et sted mellem magisk realisme og surrealisme, viger de udenom at tage ansvar. Dette er nok tydeligst i den spøjse ”Besøget”, hvor to mænd på skift er herre og tjener. Den ene har lige påbegyndt sin vagt som tjener, da der pludselig komme ubudne gæster, som tilmed har planer om at bosætte sig i huset. Herren, der burde træde i karakter, overgiver ansvaret til tjeneren og rejser bort, indtil han igen må træde ind i rollen som tjener. Men på det tidspunkt satser han på, at tjeneren har smidt de indtrængende på porten.

Det unge skib

Virkelig mærkelig er en-sides-novellen ”Hemmeligheden”, hvor en ung kvinde opdager, at hun kan få sine bryster til at lyse henholdsvis grønt og rødt.

”’Jeg er altså et skib!’ hviskede jeg stille og lykkelig.” (s. 23).

Er dette en finurlig måde at skildre en kvindes modning på?

Og hvad med personen, der sidder på kanten af cisternen og vogter over, at ingen frø slipper ud? Hvad skal den fortælling til for? Svaret er ukendt, men spørgsmålet pirrende.

Titelfortællingen, ”Den gæstfri kardinal”, er ikke mindre mystisk, men noget mere opløftende.

På bogens omslag oplyses det, at den græske Epaminondas Gonatas (1924-2006) ”med sine skæve historier, der konsekvent er ubestemmelige i tid og sted, skilte sig ud fra samtidens overvejende socialrealistiske skribenter.” Megen realisme er der da heller ikke over fortællingerne, men social indignation og oprør mod fastlagte konventioner og magtmisbrug synes dog at fylde en del, og måske er det netop dette, der gør, at jeg om ikke nød, så i hvert fald fandt fortællingerne i ”Den gæstfri kardinal” nærværende og - på deres egen mærkelige måde - gribende. Jeg kommer til at tænke på Gonatas’ landskvinde Pythia, der tilbage i sagntiden var præstinde ved oraklet i Delfi. Hendes meddelelser var heller ikke lige til at forstå, og dog var der en mening med dem.

Det er – ikke overraskende – forlaget Silkefyret, der har ladet den lille samling oversætte og udgive. Forlaget har en svaghed for udenlandsk litteratur af forfattere, som de færreste danskere har hørt om. Således skabes der litterært udsyn til lande, mange danskere aldrig har læst noget fra.