onsdag den 10. februar 2021

Skade volder skade

Thóra Hjörleifsdóttir: ”Magma”, oversat fra islandsk af Nanna Kalkar, Silkefyret 2020, 132 sider, 200 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Det er ikke for sarte sjæle, når Thóra Hjörleifsdóttir skriver om, hvordan den unge forelskede Lilja overskrider sine grænser i forsøget på at tilfredsstille og dermed fastholde sin kæreste.

Hjörleifsdóttir har tidligere udgivet tre digtsamlinger, men ”Magma” er hendes debutroman, og selvom den til tider er ækel, er det også en af de bøger, der er drevet af sin egen nødvendighed.


Kompromis på kompromis

Liljas kæreste er flot, og så har han haft en barsk barndom, der i Liljas øjne gør ham skrøbelig. Samtidig med at hun er voldsomt tiltrukket af ham som mand, vækker han også hendes moderinstinkt. Problemet er bare, at hans skrøbelighed ikke manifesterer sig som sådan. Tværtimod har den gjort ham følelseskold. Der skal ikke stilles nogen diagnose her, men visse psykopatiske træk har han da.

Selvom kæresten ikke formår at være Lilja tro, går hun også på kompromis på det punkt. Det vigtigste for hende er, at der fortsat er plads til hende i hans liv. Den plads, han levner hende, er dog ikke tilstrækkelig. Det erkender Lilja ikke, men hendes psyke reagerer og driver hende længere og længere bort fra sig selv.

En spæd vulkan

”Magma” er betegnelsen for det smeltede klippemateriale, der vælter op i form af lava, når en vulkan er i udbrud.

Lilja udvikler sig til en lille vulkan, der netop i kapitlet ”Magma” går i udbrud:

”Jeg fik øje på et lille pop op-vindue, der stod og blinkede. Med hendes navn. Den rødhårede talte stadig med ham. Vreden rev mig ud af min døs. ’Har du stadig kontakt med den luder? Hvad fanden er der galt med dig?’” (s. 104).

Problemet er, at der vitterlig er noget galt med kæresten. Han er en skadet sjæl, der ikke har sans for andre end sig selv. Lilja er blot en spæd vulkan, hvis udbrud ikke berør ham for alvor. Hans behov for seksuel tilfredsstillelse skubber konstant de varme følelser, han nærer til andre, til side. Denne afstumpethed erkender han ikke, og det gør Lilja heller ikke, før hun selv er tæt på at blive følelsesmæssigt skadet i så voldsom grad, at hun må træffe et grundlæggende valg for at redde, hvad reddes kan.

Mentale eliteraids

”Magma” består af en række små kapitler, nogle ned til et par linjer, andre op til et par sider. Bogen er lynhurtigt læst, men historien kiler sig grundigt fast i erindringen. Enkelte kapitler udgør effektivt kvæstende eliteraids i læserens uforberedte psyke. Det er grumt, men også godt, for Thóra Hjörleifsdottír taler ikke kun på egne vegne, men også på vegne af alle de kvinder og mænd, der med fysisk eller mental vold tyranniseres af deres partner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar