lørdag den 24. oktober 2026

En opfordring til at rive siderne ud og give dem videre

Al Masson:
Clin d’Oeil
96 blade + 1 originaltegning
Pris: 300,- kr.
Asterisk Forlaget

Af Troels Laursen
Der er noget beskedent over Clin d’Oeil. En lille bog, udformet som en tegneblok, med 96 tuschtegninger. Ingen monumentalitet, ingen tung kunsthistorisk iscenesættelse. Tværtimod: Papir, sort blæk, en enkel streg og en opfordring til at rive siderne ud og give dem videre.

Men netop i denne beskedenhed ligger en stor del af Al Massons kunstneriske projekt. For Clin d’Oeil er ikke blot en bog med tegninger. Den er et kunstværk, der undersøger, hvad der sker, når kunsten holder op med at være et lukket og intakt objekt og i stedet bliver noget, der kan cirkulere mellem mennesker. 

Fra bogen
Masson har gennem flere årtier arbejdet på tværs af medier og formater. Hans praksis omfatter tegning, maleri, fotografi, installation, skulptur og performance, og hans udstillinger tæller blandt andet Play Time på Brandts, On Closing Up på Møstings Hus og Tâche sur papier hos Galleri Maria Friis. Det er derfor karakteristisk, at Clin d’Oeil ikke bare skal forstås som en publikation. Bogen viderefører en kunstnerisk undersøgelse, hvor grænserne mellem værk og handling, mellem privat erfaring og offentlig fortælling, hele tiden forskydes. 

De 96 tuschtegninger er ved første blik næsten kalligrafiske. Stregerne er flydende og tilsyneladende ubesværede, men samtidig præcist kontrollerede. De kan ligne tegn, der endnu ikke har fået et fast alfabet, eller små scener, der er opstået i samme bevægelse, som hånden tegner dem. Men langsomt træder figurer, kroppe og situationer frem. Humor og absurditet ligger tæt på noget mere sårbart: det personlige, det erotiske, det kønslige og det poetiske.

Det er netop denne dobbelthed, der gør Massons tegninger stærke. De vil ikke reduceres til illustrationer af et budskab. De fortæller, men de forklarer ikke. De kan være morsomme og samtidig rumme en uro eller en ømhed. Kroppen er hos Masson aldrig blot et anatomisk motiv; den er også et sted, hvor identitet, begær, erindring og sociale normer mødes. 

Omslaget
Det bliver tydeligt, når man ser Clin d’Oeil i forlængelse af Massons Tâche sur papier fra 2023. Her viste han næsten 200 akvareller og collager, hvor især unge mænds spirende homoseksuelle følelser blev skildret med en usædvanlig sarthed. Værkerne bar en blanding af erotik, ømhed og uskyld.

I Clin d’Oeil er udtrykket reduceret yderligere. Farven er sort/hvidog tilbage står stregen. Men den følelsesmæssige spændvidde er stadig til stede. Masson kan antyde en hel relation med ganske få bevægelser. En krop, der læner sig mod en anden. En gestus. Et blik. En erotisk situation, der næsten bliver til en vittighed. Det er kunst, der stoler på, at beskueren kan færdiggøre fortællingen.

Masson arbejder med alvorlige erfaringer, men insisterer på humorens og legens frihed. Det er også her, Clin d’Oeil får sin særlige karakter. Titlen betyder et blink eller et lille vink og bogen er netop fuld af den slags gestus: små tegn, små forskydninger, små hemmeligheder mellem kunstner og beskuer.

Måske er det også derfor, bogen er udformet som en tegneblok. For det er ikke en tilfældig praktisk løsning. At siderne kan rives ud, er selve bogens idé. Den enkelte tegning kan forlade sin sammenhæng og begynde et nyt liv hos en anden. Man kan give en Masson-tegning til en ven, hænge den på væggen, gemme den i en skuffe eller lade den vandre videre. Dermed bliver læseren ikke blot modtager, men deltager. Det er en enkel gestus, men den rummer en overraskende radikal tanke. Kunst har traditionelt en tendens til at blive gjort kostbar, unik og ukrænkelig. Den skal indrammes, beskyttes og bevares. Den skal ejes.

Masson foreslår det modsatte: Riv værket ud. Del det. Lad det miste sin helhed for at få et nyt liv et andet sted. Der ligger en næsten politisk handling i det. I en tid præget af ejerskab, ophobning og stadig stærkere fokus på kunstens markedsværdi insisterer dette bogværk på kunstens værdi som noget, der kan gives væk. Det er ikke en aggressiv politisk gestus, men en generøs. Og netop derfor virker den.

Hvert eksemplar indeholder desuden en lille originaltegning af Masson. Det skaber en interessant spænding mellem masseproduktion og unikhed. Bogen findes i flere eksemplarer, men hvert eksemplar har sit eget originale indslag. Den befinder sig dermed et sted mellem kunstbog, multiple og originalt kunstværk. Og når læseren river en side ud, forandrer også det enkelte eksemplar fysisk karakter.

Det er typisk Masson at lade værket opstå i dette mellemrum mellem kontrol og opløsning. Han tegner med en sikker hånd, men hans billeder synes hele tiden at kunne skride over i noget uforudsigeligt. Han fortæller historier, men lader dem stå åbne. Han arbejder med personlige og queer erfaringer, men gør dem ikke til bekendelseskunst. Og han fremsætter politiske pointer uden at opgive det absurde, det erotiske eller det humoristiske.

Derfor er Clin d’Oeil også mere end en samling tegninger fra de senere år. Den fungerer som et koncentrat af Massons kunstneriske metode. Her er kroppen, begæret, humoren, den poetiske fortælling og interessen for marginaliserede erfaringer. Men her er også hans vedvarende mistillid til faste kategorier: mellem original og reproduktion, mellem kunst og liv, mellem kunstner og publikum, mellem værk og handling. 

Og måske er det bogens egentlige pointe, at kunst ikke nødvendigvis behøver at være større for at være mere betydningsfuld. Masson arbejder i et lille format og med en tilsyneladende beskeden gestus. Men ved at lade sine billeder rive sig løs fra bogen og gå fra hånd til hånd gør han beskueren medansvarlig for værkets videre liv. 

Clin d’Oeil er sandt Masson-værk: flydende og kontrolleret, intimt og offentligt, humoristisk og alvorligt. Et værk om at se, men også om at blive set. Om kroppen, om begæret og om retten til at fortælle sin egen historie. Og ikke mindst om den enkle, men stadig forbløffende idé, at kunst måske først for alvor begynder at leve, når den bliver delt. Et blink med øjet. Men også et lille oprør.


fredag den 16. oktober 2026

Strålende ny musik fra udkanten af traditionen

Smetana: The Two Widows (Dvě vdovy, JB 1:108), Robert Jindra, Prague Radio Symphony Orchestra and Prague National Theatre Chorus (Naxos)

Herzogenberg, Brahms, Bruch: Cello Sonatas - Bartoncelj, Mesaglio (Da Vinci Classics)

Bantock: Orchestral Works, Gamba, BBC SSO (Chandos)

Af Jakob Brønnum

De allerfleste kender Smetana fra et hovedværk og det er ”Mit fædreland”, de 6 mægtige landskabsbilleder, og i symfonisk digtform noget af det vi allermest forbinder nationalromantikken med, nemlig den tjekkiske musik som også hans svigersøn Dvorak har bidraget til. Smetana har skrevet firhændig klavermusik, nogle symfoniske digte over skandinaviske temaer, men først og fremmest har han skrevet operaer – operaer, som vi ikke kender, fordi sproget er så fjernt. Den kendteste er Den solgte brud. Nu har Naxos tidligere på året udsendt De to enker (1874), en opera der i handling kan minde lidt om Cosi fan tutte.

Som der ganske rigtig står i pladeselskabets beskrivelse, er operaen tidlig udgave af den type operaer, der ikke forbinder scener med recitativer eller som i det tyske Singspiel sågar med tale. Operaen flyder musikalsk uophørligt og ”udleder en narrativ strøm fra den naturlige talerytme”.

Lidt primitivt kan man sige, at det altså ikke er nødvendigt for forståelsen eller opfattelsen at følge med i sprog og handling, eftersom den musikalske oplevelse er stærk og bærer rigelig i sig selv. Operaen er et overraskende bekendtskab, et værk, der viser Smetana fra sit mest melodiske og dynamisk veldisponerede, og desuden her opført med en fornemt ensemble af solister.

Herzogenberg?

Den næste omtale handler også om noget jeg ikke forstår helt til bunds, men det ligger på et andet plan. Når man læser om den østrigske komponist Herzogenberg (1843-1900) bliver det - med den klassiske musiks elitistiske sans for at dyrke sin egen historie - hurtigt tydeligt at det vigtigste synes at have været en brevveksling med Brahms. Han var gift med en af mesterens klaverelever. Det nævnes også at han har rådet Vaughan-Williams til at studere med Max Bruch, og så kan vi godt høre vi er ude i detaljen af, hvad man kan kalde en komponists indvirkning på musikhistorien.

Imidlertid er der er begyndt at komme indspilninger med hans musik. CPO, som man altid kan finde rigtig gode indspilninger af mindre kendte komponister hos, har fra slutningen af 1990’erne og til for 10 år siden, udsendt et repræsentativt udvalg af Herzogenberg. Hvis man hørte disse CPO-indspilninger i båndsløjfen i Bilka, mens man går og leder efter cowboybukser eller vaniljesukker, så ville man tænke, ”Nå, der er Brahms.” Herzogenberg lyder nemlig fuldstændig ligesom Brahms, bortset fra at der mangler en ting: Brahms.

Jeg skal ikke gå i detaljer med hele hans værk, som rummer en hel del kammermusik, et par symfonier og nogle fine korværker mod slutningen, men nu er der sket det, at også Da Vinci Classics har udsendt en indspilning af 3. Cellosonate (på en CD med musik af også Brahms og Bruch). Og så kan man jo pludselig begynde at lede efter en fortolkningstradition.

Da jeg lyttede til de to indspilninger første gang, måtte jeg konstatere at den nye forekom mig mere letbenet. Men senere gennemlytning har vist mig at, selv om Herzogenberg åbenlyst beundrer Brahms både i musikkens arkitektur og gestik, og ikke mindst i melodikkens forlængede linier, så lægger den lidt tungere fortolkningsmåde som CPO-indspilningen har et muligvis falsk eller forkert billede ind over komponisten, der som nævnt gør at jeg oplever at det lyder ligesom Brahms, men uden Brahms. Den ny indspilning med de to yngre musikere, den ene slovensk cellist, den anden en italiensk pianist, viser at komponisten ganske vist er mere letbenet, men at det formentlig ikke af en svaghed, der kommer et lys frem i den lettere fortolkning, som helt mangler i den anden når man hører ordentlig efter. 

Hvis jeg skal være frimodig, så vil jeg sige at Herzogenberg, fremfor at være et tyndbenet Brahmsepigoneri, snarere har en tyngde som den Gade ville have fundet, hvis ikke 1864-krigen havde gjort at han var rejst hjem igen fra Leipzig, hvor et godt samarbejde var i gang med Mendelssohn. Med andre ord er indspilningen virkelig et bekendtskab værd. Det er virkelig smukt. Omend jeg indrømmer, at jeg finder 3. sats hos CPO-kunstnerne Claudius Herrmann (cello) and Saiko Sasaki (piano), bedre forløst, mere sammenholdt og ikke med så store armbevægelser og en stakkato, der truer med at rive teksturen i stykker.

Bantocks Hebridesymfoni

Jeg har før nævnt, at der er god grund til at lade sig fascinere af engelske komponister, der med enkelte undtagelser i det store og hele står i skyggen af ikke alene de tysk-østrigske, men ret beset også østeuropæiske og måske sågar de største franske.

Når man således trænger ind til Elgar, Vaughan-Williams, Britten og måske går så vidt som til Holst, Birtwistle, Tippet og Walton, er der stadig Smythe, Gibbs, Bax, Arnold og Alwyn, før man kommer til en strålende kunstner som Bantock (1868-1946).

BBC Scottish og Rumon Gamba har udsendt en ualmindelig smuk og på flere måder bevægende indspilning af den første af fire symfonier, Hebridian Symphony (1913), der står i en senromantisk tradition med indslag af moderne tonalitet.

Der er et brucknersk-wagnersk fundament, en flydende og varm musik, der har indslag af solistiske elementer, der er klart genreoverskridende. Som altid er der hos de engelske komponister en understrøm af den engelske folketone, der præcis er det der karakteriserer den i forhold til den tysk-østrigske klassiske musik, gennem et mindre akademisk kunstnerisk udtryk. Det er ikke helt tilfældigt, at Sibelius blev den første formand for mindeselskabet, der blev dannet efter Bantocks død. 

 





torsdag den 1. oktober 2026

De skal bare have en chance

Per Gammelgaard
Djævelens legeplads og andre kulørte historier
Forlaget Læselyst 2026.

Af Anne Rye Andersson
DET KORTE AF DET LANGE - Per Gammelgaard skriver med en indlevelse og en empati, som er lige så velgørende som et knus. Jeg har tidligere anmeldt hans bøger positivt, og det kommer jeg til at gøre igen. Gammelgaard har en særlig evne til at se ind i de mellemmenneskelige relationer og bryde dem ned til små punkter, der bliver overskuelige og kærlige brudstykker.

Fælles for Djævelens legeplads' noveller er, at der på en eller anden vis altid er et vist rørende element i historierne. Man fornemmer, at Gammelgaard elsker mennesker, de skal bare have en chance for at vise, hvad deres kvaliteter er. Det er sådan, jeg læser ham. 

Da jeg havde læst samlingen, var jeg efterladt med en følelse af håb og fik faktisk, når sandheden skal frem, også gåsehud flere gange under læsningen. Det er det, Gammelgaard kan.

I sit sprog excellerer han i det tydelige, maleriske og udtryksfulde, om end der ikke er et ord for meget. Man fornemmer helt klart, at alt er tænkt over, så det er ikke en ordflom men en form for salvende digression, når han, ikke sjældent, får øje på det atypisk smukke, dvæler ved en detalje eller en menneskelig egenskab. 

Gammelgaard residerer i Frederikshavn, og der er klart noget lokalt islæt over novellerne, som ofte er i de små samfund, men samlingen kan alle få glæde af uanset, om man er fra storbyen eller fra landet. 

Det korte af det lange: Læs Gammelgaard på en god dag, og din dag bliver bedre. Læs Gammelgaard på en dårlig, og den bliver således god, ikke desto mere lidt mere håbefuld.

Det korte af det lange er en ny rubrik i Den smalle bog, skabt med henblik på at forøge antallet af anmeldelser i tidsskriftet/ jb