torsdag den 1. oktober 2026

De skal bare have en chance

Per Gammelgaard
Djævelens legeplads og andre kulørte historier
Forlaget Læselyst 2026.

Af Anne Rye Andersson
DET KORTE AF DET LANGE - Per Gammelgaard skriver med en indlevelse og en empati, som er lige så velgørende som et knus. Jeg har tidligere anmeldt hans bøger positivt, og det kommer jeg til at gøre igen. Gammelgaard har en særlig evne til at se ind i de mellemmenneskelige relationer og bryde dem ned til små punkter, der bliver overskuelige og kærlige brudstykker.

Fælles for Djævelens legeplads' noveller er, at der på en eller anden vis altid er et vist rørende element i historierne. Man fornemmer, at Gammelgaard elsker mennesker, de skal bare have en chance for at vise, hvad deres kvaliteter er. Det er sådan, jeg læser ham. 

Da jeg havde læst samlingen, var jeg efterladt med en følelse af håb og fik faktisk, når sandheden skal frem, også gåsehud flere gange under læsningen. Det er det, Gammelgaard kan.

I sit sprog excellerer han i det tydelige, maleriske og udtryksfulde, om end der ikke er et ord for meget. Man fornemmer helt klart, at alt er tænkt over, så det er ikke en ordflom men en form for salvende digression, når han, ikke sjældent, får øje på det atypisk smukke, dvæler ved en detalje eller en menneskelig egenskab. 

Gammelgaard residerer i Frederikshavn, og der er klart noget lokalt islæt over novellerne, som ofte er i de små samfund, men samlingen kan alle få glæde af uanset, om man er fra storbyen eller fra landet. 

Det korte af det lange: Læs Gammelgaard på en god dag, og din dag bliver bedre. Læs Gammelgaard på en dårlig, og den bliver således god, ikke desto mere lidt mere håbefuld.

Det korte af det lange er en ny rubrik i Den smalle bog, skabt med henblik på at forøge antallet af anmeldelser i tidsskriftet/ jb

Ingen kommentarer:

Send en kommentar