Vi kredser om dens tavshed

Linda Heide Ottosen
Fra støv til lys
Alias Forlag ApS

Af Jakob Brønnum
DET KORTE AF DET LANGE - Hvor meget skal man stole på sine fordomme, når man anmelder en bog? Hvor meget skal man gå ud fra litterære konventioner, når man anmelder en bog? Hvor meget skal man betvivle sig selv overfor en menneskelig sansning, som måske ikke er fremstillet med den poetiske faglighed man forventer af en bog der kalder sig en digtsamling?

Jeg er gået igennem forskellige faser af de her spørgsmål. Linda Heide Ottosens debutdigtsamling er ikke et litterært arbejde med mine begreber. Men det er et menneskeligt vidnesbyrd, som man ikke bør afvise i lyset af sine litterære begreber. Det er en kosmisk inspireret gravsten for en søn der ikke er her mere, det er et forsøg på at skrive sin sorg ud igennem det som ikke kan tabes, nemlig livets egen basale, evige væren.

Bogen veksler mellem iagttagelser, erindringer og definitioner på liv, bla. fra den buddhistiske sammenhæng hvor den savnede rettede sin tilværelse. Et digt lyder sådan (bogens digte er centrerede):

Et dyb af lys brydes,
gnistrende tråde, der taber sig i intet.
Vi driver gennem rummet,
som tanker
lettere end støv
fanget i tyngdekraftens lette hvisken.

En planet vokser langsomt i mørket
et øje, rødt og vågent
uden blik, men fyldt med viden.
Vi kredser om dens tavshed,
ser dens hud, ru som glemt sten,
ser dens farver -
en blanding af blod og kanel,
sukker og ild.

Vi mærker kulden i dens åndedrag,
ser polernes is,
glitrende og fremme som knust glas
på et bord ingen har dækket.

Det er et (uddrag af et) digt, der har flere fine kvaliteter, især hvis man accepterer dets åndelige landskab, hvor naturvidenskabens sprog, en indisk inspireret maya-lignende tankegang og en hverdagsrealisme med dufte af krydderier, væves sammen. I et digt kort efter tager følelserne over og skaber en profetisk figur af den savnede:

Det var ikke tilfældigt,
men et møde skabt af kræfter,
der rækker over tid og rum.
Du valgte os,
du har selv fortalt mig det.

Du kom for at elske,
at kæmpe, at forstå
at opbygge en flod af karma,
som kunne bære dig videre.

Da man som anmelder alligevel er stærkest forpligtet på det medie hvor anmeldelsen er skrevet, vil jeg sige at digtsamlingen havde været stærkere, hvis den i stedet havde sprængt sine former og brugt det selvsamme stof som aforismer, små afklarede sætninger og blot korte poetiske udsagn, frem for at spænde det for en bestemt genre, ovenikøbet én genre med meget stærke krav til formbevidsthed og en metaforisk konsistens, som det først citerede digt mangler. 

Bogen er overvældende smukt illustreret med den store århusianske kunstner Hans Krulls arbejder, som jeg imidlertid ikke kan se kommer i symbiose med teksten. Det ville de have gjort, hvis forlaget havde hjulpet forfatteren til at forløse sin tekst i de genrer den kalder på.

Men det korte af det lange er, at hvis man modtager denne bog som et genuint og dybsindigt vidnesbyrd om den menneskelige tilværelse og dens ophør og de følelser og refleksioner, det udløser i et følsomt sansende medmenneske, gør den et stærkt indtryk.

Det korte af det lange er en ny rubrik i Den smalle bog, skabt med henblik på at forøge antallet af anmeldelser i tidsskriftet/ jb