Stykket er en tragikomedie – det sure med det søde

Gitte Broeng og Lasse Krog Møller
Roma – en tragikomedie i to akter
Asterisk Forlag, 32 sider, rigt illustreret
Pris: 175 kr.

Af Troels Laursen
Blikket ændres og flyttes i dette lille drama på den store scene – Roms centrum. Det blik, som turisterne normalt retter mod byens seværdigheder, vendes om, så vi i stedet ser verden fra seværdighedernes synspunkt.

Lasse Krog Møller og Gitte Broeng har arbejdet sammen før, blandt andet på Puzzle (2016), hvor Møllers installation og Broengs litterære arbejde blev flettet sammen. Projektet bestod blandt andet af en række hverdagsobjekter, som blev gjort til figurer i et slags enakter-drama. Den samme idé om at give ting og steder en stemme og personlighed går igen i bogen.

Og det er virkelig en orker at være så gammel som Trevifontænen, Colosseum, Peterskirken, Pantheon og alle de andre seværdigheder, som bliver begloet dagen lang – ja, endda gået på, som Den Spanske Trappe, 24/7.

Bogen er rigt illustreret med turistfotos. Her er fotografierne imidlertid pixelerede, så det ikke altid er muligt at se, hvad der er hvad. De får næsten karakter af malerier, og man kan komme til at tænke på den tyske kunstner Gerhard Richter (f. 1932) og hans store værk 4096 Farben fra 1974. Værket er opbygget efter et matematisk system, hvor farvefelterne tilsammen danner en kompleks helhed. På afstand fremstår farverne som en samlet, vibrerende flade, mens de enkelte felter træder frem på tæt hold.

Farverne forestiller ikke noget bestemt. Hos Richter undersøges blandt andet kunstnerens rolle i skabelsen af et maleri, og hvordan simple regler kan skabe en kompleks helhed. Noget lignende sker i Hver dag er en orker: De mange fragmenter af noget velkendt – de enorme turistattraktioner, menneskemængderne og fotografierne – sættes sammen med den enkle idé, at det ikke længere er mennesket, der ser på stedet, men stedet, der ser tilbage på mennesket.

Det er også derfor, at fotografierne i bogen er interessante i sammenhæng med udstillingen Photography Now! Dansk samtidsfotografi netop nu på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant. Her undersøges, hvad et fotografi kan være i dag, og hvordan moderne kunstnere bruger fotografiet til at fortælle, fortolke og udfordre vores måde at se verden på.

Stykket er en tragikomedie – det sure med det søde, det almindelige med det groteske. Peterskirken taler alfaderligt, mens Trevifontænen soler sig i aftenbelysningen og gerne vil vise sig frem. Pantheon praler af sit ni meter brede oculus. Colosseum savner sine kampe med dyr og gladiatorer. Nu er der kun publikum tilbage, men intet cirkus og ingen dramatik.

Når genstande og steder bliver behandlet, som om de har personlighed, historie eller relationer, bliver de ikke længere bare rekvisitter i fortællingen. De bliver medspillere – ja, næsten karakterer.

Og her opstår en interessant tanke: Hvad sker der med vores forståelse af mennesket, når tingene får menneskelige egenskaber? Perspektivet vendes om. Man spørger ikke længere kun: Hvad gør mennesket ved tingene? Men også: Hvordan former tingene menneskets liv og fortællinger?

Når seværdighederne pludselig kan se på turisterne, bliver rollerne vendt om. Turisten går fra at være den, der betragter, til selv at blive betragtet. Seværdigheden får en menneskelig personlighed, og vi bliver mindet om, hvordan vi som turister ser på og bruger stederne.

Har disse steder deres eget liv? Eller tror mennesket, at de kun eksisterer, fordi vi har skabt dem, navngivet dem og gjort dem til seværdigheder?

Hvad er det egentlig, turisten overser, når blikket rettes mod disse monumenter? Måske det liv og den historie, der findes bag det, der er værd at fotografere. Turisten tager billedet for at kunne bevise, at man var der – og for at vise omverdenen, at man findes. Men seværdighederne står tilbage. De har stået der længe før turisten kom, og de vil sandsynligvis stå der længe efter, at turisten er væk.

Mennesket kommer med skitseblokken, kameraet og den nyeste iPhone. Monumenterne bliver stående.

Og måske er det netop dér, dette lille absurde skuespil, med de blurede fotos, rammer noget både morsomt og tankevækkende i vores tid: Hvem er det egentlig, der ser på hvem?

Photography Now! Dansk samtidsfotografi kan ses på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant indtil den 24. januar 2027 

Afvist med et nådesløst klik

Tindermonologerne
Lene Bang
Forlaget Læselyst 2026

Af Carina Wøhlk
Hvordan navigerer man i et digitalt datingliv? Hvordan finder man en kæreste i en flygtig og overfladisk skærmkultur, hvor man swiper sig igennem mulige partnere - og selv kan blive afvist med et nådesløst klik?

Disse væsentlige spørgsmål kredser Lene Bang om i sin nyeste digtsamling Tindermonologerne. Og hold nu op, hvor får læseren poetisk smæk for skillingen.

Hilsen til Vaginamonologerne

Digtsamlingens titel sender en hilsen til Vaginamonologerne, som tilbage i halvfemserne både i teater- og bogform forsøgte at gøre op med tabuiseringen af kvinders underliv. Tindermonologerne er skrevet med samme humor, alvor og sårbarhed - og med samme indsigt i kvinders udsathed. 

For på mange måder er Tinder og andre lignende platforme et udstillingsvindue, hvor både kvinder og mænds kroppe stilles til skue. Mænd bidrager gerne til kødmarkedet med “dickpics”, der får digterjeget til at svømme “rundt/ i fallosfyldt farvand”. Midt i det fallocentriske univers vejes og måles kvinders udseende med smalle blikke - a la prinsessen i Klodshans: Dur ikke, væk!

Kropslighed kommer til at fylde ekstremt meget. Og kropsvægt. Det gælder om at leve op til særlige idealer. Og det er smertefuldt, når det ikke lykkes. Det vidner det stærke digt “Jeg er aldrig ikke min krop” om: 

“...hvis de holder den (kroppen) i hånden/ udenfor/hvor andre ser den/smitter den af på dem/pludselig er de også dovne/uintelligente og uværdige”. 

En internaliseret tykfobi præger digterjegets selvbillede: “...for hun er fed/ og grim/ og hun kan ingenting”. Øh jo, det kan hun. Hun kan digte, så læseren græder, griner, grubler - og genkender scener og følelser fra sit eget kærlighedsliv.

Tindermonologerne er skrevet i et bramfrit sprog. Tonen er ærlig og rå. Vær forberedt på at få kaffen galt i halsen flere gange under læsningen. Boller er ikke kun noget, man bager. Og digterjeget er “dronningen af pik”. Bogens visuelle udtryk er skabt af forfatterens søster, Anne Bang. som også illustrerede Lene Bangs debut Fede mor. Det fine og farvestrålende omslag fungerer som triggeradvarsel. Det indstiller læseren på, at digtene jonglerer med flere kropsdele - også dem, der ikke almindeligvis klaskes op på en forside.

Lene Bang (Foto: Frederik Kronmann)

Frisproget kobles med digterens særlige lyst og evne til at lege med ord. For eksempel er digterjeget udfordret på “troen/ på det gode i mændesket”. Læseren forstår, at længslen efter nærhed og kærlighed også er en higen efter mødet med ordentlige mænd - og en romantisk drøm om en sommernat at liste

"med sandalerne i hånden/ og forbudte kys i lommen”.

Tindermonologerne er en vigtig bog. Ikke kun for dem, der aktivt bruger datingapps, nej, for alle, der er optagede af køn, kropsidealer. kærlighed og ligestilling. Digtene er formet som monologer, men de går netop i kritisk dialog med den moderne datingkultur. De sætter ord på dating fatigue, seksuel objektificering og frygten for ghosting. Og de afspejler den fremmedgørelse, som hele konceptet indebærer - at det ikke er det analoge flirteri, der sender mennesker i armene på hinanden, men en fingerbevægelse på en mobiltelefon. Tindermonologerne er ikke bare et hudløst vidnesbyrd om jagten på den eneste ene, men også et stykke samfundskritik. Og så er digtsamlingen tindrende velskrevet.

Barnets uhensigtsmæssige loyalitet

Allan Lillelund: På fars side, roman, Jensen & Dalgaard 2026, 194 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Det er engang i midthalvfemserne. Anders er teenager og har lige mistet sin mor. Nu bor han alene med sin far, der ikke blot kigger lidt for dybt i flasken, men ofte drikker sig så fuld, at udtrykket ”sanseløst beruset” fremstår i sin mest triste betydning. Anders er ladt alene med et ansvar, som ingen børn skal have. Men ingen griber ind.

Drengen med styr på det meste

Umiddelbart går det ganske godt. Anders har faktisk styr på en hel del. Han passer sin skole, laver tjeklister over alt det, han skal, og får også gjort det meste. Selv da hans far brækker sig i et prøverum i den lokale tøjbutik og lige nøjagtig kan sanse tilstrækkeligt til at få ringet efter Anders, er sønnen den, der bakser ham ud og hjem.

Da Anders kommer over til butikken, lukker han af for hjælp. Han er vant til at tackle sin far selv, og ved, at det kan have uoverskuelige konsekvenser, hvis for mange bliver indblandet:

Fars dynejakke hænger over styret på en cykel foran tøjbutikkens udstillingsvindue. Inde i butikken står hans træsko foran et par grå plastikkurve. Men hvor er han?

En lille, buttet mand kommer hen til mig.

”Anders?”

”Ja.”

”Jeg hedder Klavs, og jeg arbejder i butikken her. Din far er desværre faldet om inde i prøverummet.”

”Ja?”

”Det er nok bedst, hvis vi lige får en snak, os to. Er det ok?”

”Jeg skal nok følge min far hjem. Må jeg ikke få ham med hjem? Sidder han derinde?”

”Jeg tror lige, din far skal have det lidt bedre...”

”Må jeg ikke nok få ham med mig hjem nu?” Jeg peger ud på min bagagebærer, på Tupperwaren. ”Jeg har en bøtte med til ham. Må jeg ikke tage den med ind til ham?” (s. 82).

Anders ved, hvad det kræver at tackle sin fulde far: Overtalelse, et solidt greb om faderen og en Tupperware, han kan kaste op i. Det er selve tilværelsen med en far, der ikke kan tage ansvar, han ikke har styr på. Og her svigter alle andre voksne gang på gang. Klavs i tøjbutikken har de bedste intentioner, men insisterer ikke på at gøre mere, da først Anders og hans far er ude af butikken.

I Anders’ situation er der ikke så mange lyspunkter, men han fokuserer på dem, der er. Når han har brug for at udtrykke sine følelser, skriver han digte. Da faderen og Anders anskaffer sig hunden Knulp, hjælper det også på humøret, selvom Anders finder det afskyvækkende, når hunden slikker faderens opkast i sig. Endelig har Anders en ven, Bo, der ikke er bange for at give en hånd med, når det er nødvendigt. En dag, hvor Bo er med Anders hjemme, har faderen ikke haft åndsnærværelse nok til at gå på toilettet. Anders beder Bo om at gå hjem, men det vil han ikke.

”Skal jeg ikke hjælpe dig, Anders? Du skal ikke stå alene med det her. Jeg hjælper dig altså!”

”Med hvad?”

”Med din far.”

Min bedste ven står og spuler min far i bagen med bruseren, en brun stribe løber ned i afløbet. Far læner sig op ad de lyseblå klinker inde i brusekabinen, hans tommeltot er kroget om sæbebeholderen. (s. 111-112).

Der er noget ekstremt smerteligt over Anders’ situation: Han har allerede mistet sin mor, og klynger sig derfor til sin håbløse far. Ham vil han ikke også miste.

Et spørgsmål om ansvar

Selvom romanens handling udspiller sig for godt 30 år siden, afspejler den desværre en virkelighed, der stadig udfolder sig her til lands. 

Med ”På fars side” sætter Allan Lillelund fokus på den kendsgerning, at børn er ekstremt loyale overfor deres forældre. Selvom mange børn sukker over, hvor åndsvage deres forældre er, har kritikken en kant, der bliver skarpere, jo mere kritik forældrene rent faktisk fortjener. En far som Anders’ bør jo vitterlig både kritiseres og have hjælp, men Anders lukker af for kritikken - ja, han beskytter sin far imod den, for han kan ikke overskue konsekvenserne, hvis der gribes ind. Han gør alt, hvad der står i hans magt for, at ingen opdager, at faderen faktisk handler under al kritik ved slet ikke at handle. Anders påtager sig det fulde ansvar for at hverdagen fungerer, men på længere sigt kan det ikke lade sig gøre. Han er trods alt bare et barn. Tilmed et barn i sorg.

”På fars side” minder voksne om, at det kan være en idé at følge op på en mistanke. Hvis man fornemmer, at et barn mistrives, kan man godt tage en snak med det eller forældrene for at fornemme, om der er hold i fornemmelsen. Er der det, vil en kontakt til kommunen ikke være et bagholdsangreb, men en hjælpende hånd til både barn og forældre. Mange voksne har brug for støtte, når de er kommet ud i et misbrug, og kommunens første løsning er ikke at tvangsfjerne barnet, men at undersøge, hvor grelt det står til, og hvad familien kan tilbydes. Desværre findes der mange eksempler på, at kommuners socialforvaltninger løber fra deres ansvar, men det er ingen grund til at tie; snarere en grund til at holde kommunen op på sit ansvar. Ellers ender ansvaret i sidste ende igen hos barnet.

Hverdagsdramaet

Allan Lillelund fortæller i ”På fars side” om en dramatisk hverdag på en stilfærdig måde, fordi det for Anders netop er hverdagshændelser, han skildrer. Derfor er der også helt ufarlige beskrivelser af samværet mellem far og søn, f.eks. deres jævnligt tilbagevendende fælles jargon, der er så plat, som den slags nu engang bare er. 

Allan Lillelund er forfatter, oversætter og stifter af forlaget Silkefyret. Han har tidligere udgivet noveller og digte. ”På fars side” er hans romandebut. 

Vi kredser om dens tavshed

Linda Heide Ottosen
Fra støv til lys
Alias Forlag ApS

Af Jakob Brønnum
DET KORTE AF DET LANGE - Hvor meget skal man stole på sine fordomme, når man anmelder en bog? Hvor meget skal man gå ud fra litterære konventioner, når man anmelder en bog? Hvor meget skal man betvivle sig selv overfor en menneskelig sansning, som måske ikke er fremstillet med den poetiske faglighed man forventer af en bog der kalder sig en digtsamling?

Jeg er gået igennem forskellige faser af de her spørgsmål. Linda Heide Ottosens debutdigtsamling er ikke et litterært arbejde med mine begreber. Men det er et menneskeligt vidnesbyrd, som man ikke bør afvise i lyset af sine litterære begreber. Det er en kosmisk inspireret gravsten for en søn der ikke er her mere, det er et forsøg på at skrive sin sorg ud igennem det som ikke kan tabes, nemlig livets egen basale, evige væren.

Bogen veksler mellem iagttagelser, erindringer og definitioner på liv, bla. fra den buddhistiske sammenhæng hvor den savnede rettede sin tilværelse. Et digt lyder sådan (bogens digte er centrerede):

Et dyb af lys brydes,
gnistrende tråde, der taber sig i intet.
Vi driver gennem rummet,
som tanker
lettere end støv
fanget i tyngdekraftens lette hvisken.

En planet vokser langsomt i mørket
et øje, rødt og vågent
uden blik, men fyldt med viden.
Vi kredser om dens tavshed,
ser dens hud, ru som glemt sten,
ser dens farver -
en blanding af blod og kanel,
sukker og ild.

Vi mærker kulden i dens åndedrag,
ser polernes is,
glitrende og fremme som knust glas
på et bord ingen har dækket.

Det er et (uddrag af et) digt, der har flere fine kvaliteter, især hvis man accepterer dets åndelige landskab, hvor naturvidenskabens sprog, en indisk inspireret maya-lignende tankegang og en hverdagsrealisme med dufte af krydderier, væves sammen. I et digt kort efter tager følelserne over og skaber en profetisk figur af den savnede:

Det var ikke tilfældigt,
men et møde skabt af kræfter,
der rækker over tid og rum.
Du valgte os,
du har selv fortalt mig det.

Du kom for at elske,
at kæmpe, at forstå
at opbygge en flod af karma,
som kunne bære dig videre.

Da man som anmelder alligevel er stærkest forpligtet på det medie hvor anmeldelsen er skrevet, vil jeg sige at digtsamlingen havde været stærkere, hvis den i stedet havde sprængt sine former og brugt det selvsamme stof som aforismer, små afklarede sætninger og blot korte poetiske udsagn, frem for at spænde det for en bestemt genre, ovenikøbet én genre med meget stærke krav til formbevidsthed og en metaforisk konsistens, som det først citerede digt mangler. 

Bogen er overvældende smukt illustreret med den store århusianske kunstner Hans Krulls arbejder, som jeg imidlertid ikke kan se kommer i symbiose med teksten. Det ville de have gjort, hvis forlaget havde hjulpet forfatteren til at forløse sin tekst i de genrer den kalder på.

Men det korte af det lange er, at hvis man modtager denne bog som et genuint og dybsindigt vidnesbyrd om den menneskelige tilværelse og dens ophør og de følelser og refleksioner, det udløser i et følsomt sansende medmenneske, gør den et stærkt indtryk.

Det korte af det lange er en ny rubrik i Den smalle bog, skabt med henblik på at forøge antallet af anmeldelser i tidsskriftet/ jb