Hvordan fortæller vi om og viser vi det vi ikke umuligbart kan gennemskue endsige forstå. Troels Laursen skriver en essayanmeldelse af værker af dadaisten claus ejnar
Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen,
Forlaget Space Poetry,
52 sider, 100,-kroner
Udgivet med støtte fra Munch-Chrstensens Fond 2020
Overflod af ting, kvaler, fornemmelsen af proportioner eller mangel på proportioner, fornuftsfeber og op på hesten igen, rid videre ellers bliver du en rytterstatue
48 sider, 150, kroner
forlaget: dada-invest med støtte fra Statens Kunstfond 2020
37 performances
60 sider, rigt ill. 150,-kroner
forlaget: dada-invest med støtte fra Statens Kunstfond og Aarhus Kulturudviklingspulje 2020
Blev 2020 et surrealistisk år? Jo, måske nok, men, den var jo virkelig nok på alle måder, og hvordan fortæller vi om og viser vi det vi ikke umuligbart kan gennemskue endsige forstå, når noget sker i vore liv, som ingen kan forudse. Hvordan tolker vi vore liv med alt det der sker? Hvordan ser vi vore liv, så vi rent faktisk ser, hvad det er der sker mens det sker, imens vi lever. Det er her kunsten kiler sig ind. Det er her kunstneren kan sætte et perspektiv på det der sker, mens det sker og vi andre bare lever.
claus ejner (f. 1967) gør det på sin skæve og dadaistiske måde. Han smækker livet op foran os, så vi får chancen (om vi tør gå med) for at overveje og genlever det hele igen. Og stiller skarpe spørgsmål til den enkelte om hvad nytte det er til, alt det vi sådan går og gør, mens vi nærmere os afslutningen på det hele. Her indfanget i digtet ”Afslutning”:
Man flytter en sten
”Man flytter en sten, man flytter en til og en til, man har en lille bunke sten, man flytter flere sten, man har en større bunke sten, hele sit liv flytter man sten, og til sidst har man et bjerg af sten, og så dør man, og så bliver man selv en sten, og en dag kommer der en og flytter en over i en bunke af sten, der en dag bliver til et bjerg af sten, og det kaldes meningen med livet, og en dag dør den person, der har skabt det bjerg og bliver en sten, der flyttes over i en bunke af sten, der bliver til et bjerg af sten, og det kaldes mangel på mening med livet, og en dag dør denne person og bliver en sten”
claus ejner er meget aktiv på de sociale medier, hvor han laver fotos og serie af performances, der kredser om livet genvordigheder, store og små eksistentielle problematikker, samfundsproblematikker. Det handler om den menneskelige eksistens. Han har tidligere fået tildelt Kunstfondens treårs arbejdslegat og arbejdet med sine værker rundt om på museer i hele landet.
Han arbejder i forlængelse af dadaismens antikunst, som vrøvlede, hyldede det absurde og gjorde hverdagsting til kunstgenstande som eksempelvis Marcel Duchamp gjorde det. Samtidig trækker claus ejner på den tyske Bad Painting-bevægelse fra 80’erne, der gjorde oprør mod kunstens regler og en kapitalistisk købesyge efter værdifuld kunst, ved at være sjove, ironiske, kitschede, ekspressive, i kompositorisk ubalance og på den led ikke engang foregive at tage sig selv seriøst som kunst. Humoren er altid med som en underlæggende tone, og selv man kunne betragte kunstneren som misantropisk, hvad han selv gør i et digt, så er det aldrig helt mørkt, via humoren pibler nuancer op, så trods verdens galskab og menneskenes hovedløse løben rundt efter ingenting, så er der altid et lille og spinkelt håb, som kun kunsten kan bibringe.
Ekskurs og faktaboks:
Dadaismen:
Der findes mange forklaringer af ordet "dada", og det kan betyde en række forskellige ting på forskellige sprog. En af forklaringerne er, at navnet "dada" blev valgt pga. stilartens karakteristisk barnlige stil, og henviser til den barnlige "da-da"-frase som en guttural og tilsyneladende tilfældig lyd, der æstetisk kan minde om sider af den virvariøse litteratur og kunst. På rumænsk betyder udtrykket "ja", mens det på fransk kan hentyde til en gyngehest eller kæphest.
Begrebet ”dada”, som kunstretninger blev "opfundet" af en tysk forfatter ved navn Hugo Ball, der iført et jakkesæt af skinnende blå pap og en heksehat, fremførte Ball sit første bidrag, digtet Karawane, i en natklub i Zürich.
Dadaismen opstod i foråret 1916 – midt under Første Verdenskrig – i Zürich, hvor en international kreds af unge og yngre landflygtige militærnægtere og andre antimilitarister, hovedsagelig forfattere, billedkunstnere, scenekunstnere og intellektuelle med forskellige faglig baggrund, fandt sammen om at starte en form for protestbevægelse, der så den bestialske krigsførelse som symptom på en syg kultur, baseret på et forkasteligt menneskesyn og forlorne samfundsværdier.
Blandt de dadaistiske kunstformer er lyddigte og vrøvledigte, collager og fotomontager. Ofte brugtes tilfældighedselementer som en upersonlig, kreativ drivkraft. Det ofte absurde udtryk har en særlig poetisk virkning og nogle gange (især i den tyske gren af dada) en karakter af politisk udsagn.
 |
| 7 røde plastikspande skulptur nr 9 |
Et eksempel på et dadaistisk kunstværk er Marcel Duchamps bearbejdning af Leonardo da Vincis berømte maleri af Mona Lisa. Mona Lisa er i Duchamps udgave blevet forsynet med overskæg. Titlen på hans billede er L.H.O.O.Q. Når den udtales på fransk (dvs. bogstaverne hver for sig), lyder det som "elle a chaud au cul", hvilket betyder "hun er varm i røven". Desuden minder titlen om det engelske ord "look" – altså en temmelig direkte opfordring til beskueren.
Den fødte dadaist
Herhjemme var Sven Dalsgaard den fødte dadaist, da han også fra starten skeptisk over for den nye antikunsts muligheder. Af samme årsag fokuserede han snart på dens begrænsninger. Den nydadaistiske antikunstner blev således hurtigt anti-dadaist. Der var reelt tale om et paradoks, for han udtrykte sig fortsat med anti-kunstens virkemidler, det vil sige tvetydigt i bedste overensstemmelse med sin egen dobbeltnatur. Dalsgaards virke som ‘dadaist imod dada’ kom således til at udfolde sig som angreb på dadaismen udført med dadas egne midler.
Og det er den linje, som claus-ejner viderefører i sit kunstneriske virke.
37 performances
Performances-kunsten er claus ejners udtryksform. Oplæsninger og udførlelser af disse fysiske kunstværker, på stedte og i nuet, understøtter hans pointer om hvor vi finder plads til at være mennesker, mens hamsterhjulet snurrer.
Denne udgivelser er en dokumentation af 37 udvalgte performances, som han har udført det seneste årstid. De bliver her til en fortælling om søgen efter mening. Bogen indgik som en del af udstillingen ”23 performances”, der tidligere på året blev vist på ”Se-Rum”, i Aarhus. Bogen er også en slags vejledning i hvorledes man selv kan udføre performances og forskyde det almindelige til det unormale og skæve, som når et billede af en gul mur fra en 70’er parcelhus, har en udstoppet fugl ved soklen og et par træsko uden indhold, bærer teksten: ”Performance, hvor jeg i 2 timer fuldstændig nøgen – men usynlig – følger efter en udstoppet fugl. Det var meget koldt. Det var 9 grader og det blæste en smule. Frøs stadig 4 timer efter”. Det handler om at vise det der ikke kan vises og derfor ikke kan ses, før end kunstneren viser os det. Han viser ved hjælp af to sorte vandkander, hvorledes kunstretningernes forskellige idegrundlag skal forstås. Eller med en gammel reol, hvorledes rummelighed skal ses og forstås. Han visualiserer igen det usete og abstrakte i forståelige og sjælden u-humoristiske udtryk.
Overflod af ting, kvaler, fornemmelsen af proportioner eller mangel på proportioner, fornuftsfeber og op på hesten igen, rid videre ellers bliver du en rytterstatue
Den lange titel er en typisk claus ejner-titel, den forvirrer mere end den åbner for hvad man kan møde i bogen, eller rettere den er meget præcis som indholdsfortegnelse, da den handler om proportioner eller manglen på samme. Om hvordan forsvinder i perspektiver, der drives langt ud. Bogen består af 48 gouacher, med motiver eller rene tekst-udsagn. Her er mennesket tingsliggjort i hverdagslivet. Værkerne har tidligere i år været udstillet i SAK bygningen i Svendborg. Det kan være den ødelagte hammer der er handlingslammet, når en ostehøvl og en ligther er et kærestepar med normalt blodtryk.
Eller når hammeren har fået tilføjet en gaffel i den anden ende og skruenøglen, har fået en kniv som håndtag, og viser menneskelets tingsliggørelse og effektiviseringen af alting, så det ender med at være hel modsat intension, men blot det rene dada. Og bærer en tradition fra Robert Storm Petersens univers af finurligheder og skarpe satiriske pointer. Det er carpe diem i fornuftstørrelse, som et andet værk hedder. Mennesket er reduceret til en operativ størrelse. Det er sortseende, men med en forløsende humor, der giver os mulighed for at se, hvad vi er midt i, og dermed får vi foræret en chance for at ændre kursen, om vi tør.
Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen
Digtene er væsentlige i claus-ejners ouvre, og han har udgivet flere samlinger gennem tiden, denne seneste ”Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen” er hans femte og har været 4 år undervejs. Med alderen liver der måske mindre at le ad, med undtagelse af sig selv. Selvironien og den dermed selvindsigt, er gennemgående i samlingen. Der er to afdelinger i værket, en der omhandler det mere normale og nære, som parforholdet, forbrug og dødsangst, mens anden del er ”vrøvlets polemik” har en mere filosofisk tilgang til de mere abstrakte begreber som fornuft og rationalitet og tilfældighederne og kunsten. Den franske og dadaistiske forfader som digteren Francis Picabia, (1879 - 1953) der også blandende udtrykkende som maler og grafiker og som arbejdede med både minimalismen og surrealismen i sin kunst. Her handler det om vis resignation over menneskelivet, som kan være dyster, og er der et lys forude, så er det, måske, dette at sidde og skrive digte om livet i al den almindeligheder: ” Dit hjerte er sprættet op. Det sidder i kaffemaskinen som et kaffefilter. Det er omsonst. Du drikker p.t. kun Nescafé”.
Hos claus-ejner handler det altid og også i disse tre bøger, om mening og om, hvor den blev af, hvis den dada nogensinde har været der.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar