Fjenden er ikke en nation, men en brist i menneskeligheden

Claus Lembourn: Ildtid. Roman. 156 sider. Forlaget Læselyst, 2022.

Af Bente Høegh

Ildtid fortæller i en række snapshots - man kunne kalde den en punktroman - om mennesker i Berlin, der i foråret 1945 venter på at 1 million sovjetiske soldater nok vil angribe i Seelow og fortsætte over floden Oder, for derfra at nappe de sidste 70 km og indtage Berlin. Hvilket som bekendt også skete.

Befolkningen har gennemgået lidelser og tab igennem denne 2. verdenskrig. Undertrykkelse, nød og opfindsomhed præger hverdagen i byen, de stærkes ret hersker, og oveni frygten for egne landsmænd: angivere og magthavere, kommer nu frygten for russerne. På hospitalet arbejder Oberkrankenpflegerin Frau Kunze sammenbidt mellem udblæste vinduer og kalkstøv for at redde dem hun kan, i museet betragter inspektøren sit yndlingsbillede, en Rembrandt, og: Tiden flyver, flygter, alle flygter, de 30 udvalgte malerier skal væk fra Berlin. 

Lembourn

På flugten ud af byen opstår nye, stærke fællesskaber, mennesker finder sammen og udviser empati sideløbende med kras vilje til overlevelse og med efterfølgende moralske skrupler. De insisterer på menneskelighed, men nægter at være ofre. Vil flodprammen nå frem, eller bliver de angrebet ved næste sluse? Overlever Barbara, Klara, Eva og alle de andre? Med angribende fly i luften sidder sporvognskonduktør Heidi sammen med stabssekretær von Körner under et træ:

"Paul, vil du høre noget, jeg har skrevet?
Det vil jeg meget gerne, Heidi.
'På de tørre fliser skinner blodet, blankt i solen. Smøgen triller med det sidste af en glød. Papiret græder, mens jeg tegner ham med sort og rødt, min far, et sted derude.'"

Udeladelsen af inkvit (: sagde han, siger hun) og brugen af navns nævnelse i tiltale medvirker til at gøre historien levende og give den en lyrisk tone:

"Mor, det rumler!
Elsa, kom. Hun slog tæpperne hen over dem begge.
Mor, det er ikke torden, og der har ikke været sirener. Det er russerne, ikke?
Det tror jeg, Elsa.
Mor, du lyver, du tror det ikke, du ved det.
Ja, det er russerne, Elsa."

Magthaverne optræder i kaleidoskopiske billeder i takt med historiens gang: Vassiljevskij beder om, at et stort, rent og nystrøget Sovjet-flag bliver ført frem til styrken, der angriber Rigsdagsbygningen. Da Rigsmarskal Hermann Göring har smurt sine lår, der gnider mod hinanden, presser han cyankalium-kapslen ned i crémedåsen. 

Chefen for livvagterne beder den nyudnævnte præsident Truman om at huske at give besked, inden han går et eller andet sted hen. Churchill sidder med frakke på og maler et billede af træerne i haven. Mussolini og hans elskerinde Claretta Petacci hænger med hovederne nedad på en tankstation i Milano.

Tyskere eller russere eller – glem det. Fjenden er ikke en nation. Den er en brist i menneskeligheden.

Claus Lembourn, f. 1934, er søn af en dansk far og en tysk mor. Han har tidligere skrevet adskillige bøger, i 2021 kom Dreng i krig med alle.