Når man læser Dostojevski er det tydeligt, at han tilhører den gamle verden. Det er en tid, hvor kvinder ikke kan forvente at forsørge sig selv, som vi ser som en af hovedproblemstillingerne i mesterværket Forbrydelse og Straf, som den første af Dostojevski-artiklerne handlede om. Og det er en verden, hvor familier kan gå under, når forsørgeren ikke kan løfte sit ansvar, som Dostojevskij beskriver det i flere af de store romaner.
Beskrivelsen af hvordan hovedpersonen drages til spillehallen med alle mulige og specielt umulige kalkulationer over, hvor store hans chancer er for at få den store gevinst, så han kan komme videre i livet, er helt moderne
Hans verdensbillede er ikke præget af demokrati eller lige rettigheder til alle mennesker, selvom han skriver efter Karl Marx udgav Det kommunistiske manifest i revolutionsåret 1848, hvor demokratiske bevægelser havde en større stemme end nogensinde tidligere, men også mange steder ikke fik magt.
Kort før Dostojevskijs største romaner udkom fra midten af 1860’erne blev livegenskabet ophævet i Rusland, således at bønderne fik en form for frihed, men der var naturligvis store problemer, politisk, økonomisk og administrativt i resten af århundredet og frem til revolutionerne i begyndelsen af det ny.
Der er således ikke på nogen måde tale om, at Dostojevskij (1821-81) skriver i en moderne verden. Alligevel lykkes det Dostojevskij at gennemskue nogle af det moderne storbymenneskes eksistentielle og identitetsmæssige problemer. I flere af de kortere romaner skildrer han med stor præcision nogle mennesketyper med den største aktualitet, også i dag.
Spilleren
Blandt Dostojevskis mindre arbejder er romanen Spilleren (1867), som fortæller historien om, hvordan et menneske lader sig fange ind i drømmen om den mulige økonomiske befrielse, som han finder i et casino i Tyskland.
Beskrivelsen af hvordan hovedpersonen drages til spillehallen med alle mulige og specielt umulige kalkulationer over, hvor store hans chancer er for at få den store gevinst, så han kan komme videre i livet, er helt moderne. Det er gengivet med en psykologisk nuancering over, hvordan mennesket psykisk reagerer i disse situationer, som næppe har sin lige:
”Jeg var som i en febertilstand og skød hele denne bunke penge hen på rød – men pludselig fik jeg betænkeligheder! Det var den eneste gang i løbet af hele aftenen og under hele spillet at frygten løb som en kuldegysning igennem mig og gav sig til kende ved en dirren i arme og ben. I et kort øjeblik indså jeg. hvad det ville betyde for mig at tabe nu. Det var hele mit liv, der stod på spil … Raseriet greb mig; jeg greb de resterende to tusind floriner og satte dem på må og få på de tolv første tal – fuldkommen på må og få … (s. 161)
Kældermennesket
Når Carsten Jensen skriver en bog, der hedder “Kældermennesker“, der består af små betragtninger over menneskets adfærd i den digitale fremmedgørelse, vi lever i nu, trækker han på en beskrivelse af en nettrold, som Dostojevski har skabt for 150 år siden. Dengang der på ingen måde var tænkt på nettet, ja knapt på elektricitet.
For den der ønsker at forstå, hvordan de psykologiske processer forløber inde i hovedet på den, der sidder i ensomhed om natten i sin lejlighed eller i hemmelighed på sit arbejde og under anonymitet spreder hadske kommentar på internet, er Dostojevskijs Kældermennesket, også kendt som Optegnelser fra et kælderdyb (1864), en fantastisk mulighed.
Den lille kortroman vender vrangen ud på et menneske som i mangel af positive relationer og genuin social kontakt, og i angst over for en verden det ikke kan forstå, finder sig en offerrolle, der passer ham. I den position bliver tilladt at skælde ud på alle dem, som har gjort ham ondt gennem tiden, sådan som nettrolden gør. Det bliver næsten en moralsk forpligtelse at være ensom og ondskabsfuld. Romanen er fuld af overvejelser over hævngerrighed og had:
”Hvad foregår der for eksempel i mennesker, som formår at hævne sig og svare for sig? Når de bliver grebet af, lad os bare sige, hævnfølelse, bliver der i denne periode intet andet tilbage i deres væsen end denne følelse.” (s. 27)
Og endnu tættere på nettroldens psykodrama: ”Jeg er mistroisk og nærtagende som en pukkelrygget eller en dværg, men der har dog også været øjeblikke, hvor jeg, hvis det skulle ske, at jeg fik en lussing – at jeg da, muligvis, ligefrem ville have glædet mig over det. Det er mit alvor: Selv heri ville jeg kunne finde en slags nydelse, en fortvivlelsens nydelse, naturligvis, men netop i fortvivlelsen findes undertiden den mest intense nydelse …” (s. 26)
Det politiskes umenneskelighed
En af Dostojevskijs store romaner beskriver et vilkår, som martrer verden, men som har været muligt at se det siden Machiavelli, hvis man ser ordentligt efter. I 1532 udkom bogen Fyrsten, som er en slags håndbog i, hvordan man udøver, beholder og får magt. Alle politikere har læst den på et eller andet tidspunkt.
Det handler ikke om, at ens verdensbillede skal nyde fremme, eller at ens idéer skal slå rod hos andre men simpelthen om rendyrkning af magt. 400 år senere forklarer den franske intellektuelle Michel Foucault (1926-84), hvordan billedet ser ud blandt moderne mennesker, når han analyserer tilværelsen som et spil af rene magtstrukturer.
I romanen Onde Ånder (1871-72) skildrer Dostojevskij magtspillet i en lille kreds af politiske mennesker, der forsøger at gøre oprør. Egocentri og uforenelige dagsordener tager dog hurtigt over, og vi får fortællingen om et politisk mord – inspireret af en virkelig hændelse.
Men hvad mere er, Dostojevskij undlader ikke at se den centrale magtspiller Pjotr Verkhovenski i psykologisk perspektiv. Dels gennem hans fars ulidelige selvovervurdering og selvoptagethed, dels gennem hans beundring for romanens egentlige hovedperson, en af Dostojevskijs største romanfigurer: Den mørke Stavrogin, der næsten uden selv at foretage sig noget, har en destruktiv virkning på alle sine omgivelser.
Det er sådanne perspektiver, vi sjældent ser vore politikere i, når vi ser deres magtspil. Måske kunne det være sundt at gøre.
Citater fra:
Dostojevskij: Spilleren
Gyldendal 2004, oversat af Ole Husted Jensen
Dostojevskij: Kældermennesket
Nansensgades Antikvariat 1994, oversat af Ole Husted Jensen
Indlægget har tidligere været bragt i POV International
Ingen kommentarer:
Send en kommentar