Sammenfiltrede identiteter

Allan Lillelund Andersen: ”Tegn en verden”, noveller, Løvens Forlag 2021, 116 sider, 169 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Identiteterne fletter sig ud og ind af hinanden i Allan Lillelund Andersens komplicerede og drilske novellesamling ”Tegn en verden”. En karakter bor to forskellige steder og på samme tid, blot i forskellige aldre i ”Etager i et hus”. En pagt forbinder Lasse og Klaus så tæt til hinanden i ”En pagt for livet”, at Klaus ikke kun er Klaus, men også Lasse, og når det er tilfældet, må Klaus tale på Lasses vegne, når han – altså Lasse - er under anklage. Endnu mere sammenfiltret bliver identiteterne i ”Tegn en verden” – samlingens længste fortælling. Novellen tager udgangspunkt i og henviser også siden til Karen Blixens ”Drømmerne” fra ”Syv fantastiske fortællinger” (1935). Nogle personer bindes sammen af fælles evner og anagrammer, mens andre skrives ind og ud af historien, idet de dør med et smil på læben. En dreng formår nemlig at tegne det perfekte kunstværk, der gør nogle af beskuerne så lykkelige, at de ikke længere ønsker at leve. Man fornemmer, at det ikke længere er værd at leve, fordi intet bliver bedre. Beskuelsen af tegningen udgør livets lykketop. Når alt er indeholdt i et værk, er der kun intet tilbage, eller måske er intetheden også indeholdt i værkets alt. Under alle omstændigheder kan det kun gå nedad herfra. Hvorfor så ikke dø lykkelig?

Ikke nok med, at nogle af novellerne sammenblander karaktererne. Fortælleren kommenterer sin egen fortælling og bliver således på sin egen mystiske facon en del af den.

I ”Styrthjelmen” har en mors bekymring taget fornuften fra hende. Ifølge hende handler hun dog særdeles fornuftigt, idet hun køber en styrthjelm, der har vist sin holdbarhed. Den tidligere ejer blev knust i et trafikuheld, men hovedet var uskadt. Det måtte efterfølgende tages ud af hjelmen. Men fordi hjelmen således har vist sin kvalitet, får moderens søn den. At der er størknet blod i den, tager hun ikke så tungt som sønnen. Her, som i de andre noveller, er eksistensen på spil.

Sproget om sproget

Det er ikke småting, der kan analyseres i Lillelund Andersens novellesamling, men det vil føre for vidt i denne sammenhæng. Til gengæld vil jeg pege på sproget, der er særdeles gennemtænkt; ikke mindst i de passager, der handler om netop sproget. Et eksempel, hvor Torben Ejner Valle suges ind i førnævnte ”Drømmerne”:

”Han så indhold. Alt syntes at eksistere i det øjeblik, han læste det. Nu åndede Torben ikke længere i virkeligheden, men trak vejret et andet sted, et sted mellem Lamu og Zanzibar. Det var fantastisk. Han trak vejret sammen med sproget og så ikke længere sprogets materialitet, men dets legeme, dets sammentrækninger, dets kropslighed. Han var parat til at dø sammen med sproget. Når historien var færdig, var livet færdigt. Det var fantastisk.” (s. 72).

Det er det, sproget kan – til tider. Det kræver ganske vist en særlig fortæller, en særlig stemning, en særlig koncentration. Da er det, at man kan blive opslugt af det, man læser. Sproget tager over og skaber en virkelighed, som ikke er den, man fysisk befinder sig i. Indimellem er det også sådan, når man læser Lillelund Andersens novellesamling. Særligt titelnovellen er så fascinerende, at man momentant glemmer, hvor man er og gribes af tekstens besynderlige univers, der på et helt andet plan også siger noget vedkommende om den tilværelse, man lever i, når man ikke læser.

Debut

På bogens flap oplyses det, at ”Tegn en verden” er Allan Lillelund Andersens debutudgivelse fra 2002, men at den først nu foreligger i bogform. Noget tyder på, at debuten havde form af en e-bog. Er det tilfældet, kan man glæde sig over, at den nu også kan læses på papir. Ikke fordi det nødvendigvis er bedre end en e-reader, men fordi chancen for, at ”Tegn en verden” vil få flere læsere, er større, når den nu også foreligger som almindelig bog.

Allan Lillelund Andersen er født i 1980 og var altså 22 år, da ”Tegn en verden” udkom første gang. Det er imponerende, at han har kunnet skrive så komplekst, drilsk og dog sammenhængende dengang. Hans nyere noveller (Jf. ”Nedslag” fra 2021) er lettere at gå til, men ”Tegn en verden” er bestemt også værd at stifte bekendtskab med.