Hvileløst i et iskoldt ruinlandskab

Brahe/Hansn: ”Okkult Mekanik” og ”Atomvinterbørn”,
Fahrenheit 2017, 184 og 64 sider, 199 og 129 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Dystopier blomstrer i deres eget dunkle univers, både indenfor film, litteratur og tegneserier. Tilbage i 80’erne var en tegneserie som Raymond Briggs’ ”Når vinden blæser” (1982) et særsyn med sin triste fortælling om et gammelt ægtepars sidste tid efter et atomangreb. Albummet satte sig spor med sin særegne kombination af venlig, humoristisk personskildring og ubarmhjertig realisme. Siden er dystopien blevet dyrket i en blanding af dunkel æstetik og fremtidsskepsis, ikke mindst i ungdomslitteraturen og deraf affødte film.

Makkerparret Brahe/Hansn lægger sig i slipstrømmen på tidens dystopidyrkelse i deres to grafic novels: ”Okkult Mekanik” og ”Atomvinterbørn”. Men de gør det på en særdeles speciel og grotesk facon.

Forløb som en drøm
Særligt i ”Okkult Mekanik” ligger humoren som en understrøm gennem den virkeligt underlige fortælling. Brahe/Hansn tager alt fra sagsbehandlere til folk med interesse i det såkaldt alternative under kærlig behandling, hvilket ind imellem er ret sjovt. Selve fortællingen har et forløb som en drøm, der lader sig styre at tilfældige indfald og erindringsglimt. Således støder man undervejs i albummet både på nogle sære små skovdyr kaldet slømfer (velsagtens med en venlig tanke til Peyos smølfer) og diverse guddomme. Selvom de mange fantasifulde småhistorier bliver bundet sammen til et hele, fremstår ”Okkult Mekanik” temmelig usammenhængende og fjollet – som en parodi på tidens dystopidyrkelse, men uden yderligere sigte.


Lidt anderledes forholder det sig med den lille historie ”Atomvinterbørn”. Den udkom ganske vist to måneder før ”Okkult Mekanik”, men kan ikke desto mindre læses som en selvstændig fortsættelse af Brahe/Hansns nyeste udgivelse. ”Okkult Mekanik” ender åbent, men dystert, således at en tilstand, som den ”Atomvinterbørn” skildrer, kan være følgen af den ildevarslende slutning. Alene albummets titel afslører, at scenen er sat til en postatomar verden, der bringer mindelser om den i Cormac McCarthys roman ”Vejen”, blot koldere. Her er det oplagt at vende tilbage til Raymond Briggs, der blandt sine titler ikke kun har ”Når vinden blæser”, men også den vemodige ”Snemanden”. ”Atomvinterbørn” kombinerer den situation, som ”Når vinde blæser” advarer imod, med hovedpersonen i ”Snemanden”. ”Atomvinterbørn”s hovedperson er nemlig en snemand, som vandrer hvileløst rundt i et iskoldt ruinlandskab, hvor han angribes af fjendtlige fantasifostre.


En guddommelig rottehjælper
Der hersker hverken logik eller barmhjertighed i en verden, hvor de væsner, der stadig er i live, kun har fokus på at slå andre ihjel. Snemanden får dog hjælp af noget så sjældent som en guddommelig rotte, hvilket igen gør det muligt for snemanden at hjælpe et par mennesker. I modsætning til ”Okkult Mekanik” ender ”Atomvinterbørn” en smule optimistisk, selvom det er sært, at et hjerteløst og gennemført koldt væsen som snemanden er blandt de ganske få, der udviser hjertevarme og omsorg i den postatomare vinter.

Både ”Okkult Mekanik” og ”Atomvinterbørn” kan læses som små, særegne fabler; den første temmelig bizar, den anden stædigt poetisk.