Jais Nielsen og kulturarven

Elisabeth-freskerne

Af Dorthe Aagesen, Synne Garff

160 sider, gennemillustreret

Pris: 250,-

Forlaget: Strandberg Publishing A/S

En af de smukkeste legender om Den Hellige Elisabeth af Thüringen (1207-1231) er historien om det såkaldte ”rosenunder”. Elisabeth blev opdraget og gift fyrsteligt ved hoffet på slottet Wartburg. Men hun ønskede at frasige sig sine privilegerer og leve et liv i barmhjertighed og godhed mod de fattige og syge. Og deri lignede hendes skæbne på mange måde Frans af Assisi, og tro mod sit kald åbnede hus slottets forrådskamre til fordel for de fattige, og opførte et hospital til de spedalske i byen. Elisabeths gavmildhed forargede hoffet, og de forbød hende at dele ud af slottets rigdomme. En dag, da Elisabeth forlod slottet med en stor kurv med brød, blev nogle af hoffets soldater sendt efter hende for at gribe hende på fersk gerning under hendes barmhjertige forsøg på at lindre de fattige og syges kår. 

Rosenunderet

Og uden for byporten standsede en af soldaterne hende midt i klyngen af fattige og syge og pegede på kurven, som hun skjulte under sin kåbe, og spurgte hende, hvad hun havde i den. Elisabeth svarede med en lysende skytsengel svævende over sit hoved: ”Roser, Herre!”, hvorefter hun slog kåben til side, og et flor af skønne roser vældede ud.

I årene 1928-1935 udsmykkede kunstneren Jais Nielsen forhallen og alle murflader i det tre etager høje trappeløb på Sankt Elisabeth Hospital på Amager. Et murmaleri, der skildrer den hellige Elisabeths liv, og som skulle blive Danmarks næststørste fresko, kun overgået af Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke. Udsmykningens 350 kvadratmeter strækker sig over en stor forhal i hospitalet og et trappeareal, der gennem tre etager. Hospitalet blev bygget i 1904-05 i såkaldt national romantisk stil, og Ny Carlsbergfondet afholdt udgifterne til udsmykningen. Den blev til gengæld alt andet end nationalromantisk. 

Giotto og kubismen

For kunstneren Jais Nielsen havde været i Paris og lært kubismens ideer at kende, og han havde også ladet sig begejstre af Giottos fresker, der skildrer Frans af Assisi’s liv i Italien. Nielsens største dekorative arbejde blev derfor en moderne genfortælling af legenden om en af de mest populære helgener i den katolske kirke. Han fik dog ikke helt frie tøjler, for hans arbejdsgiver var nonnerne, og de betingede sig, at udsmykningen ikke bredte sig så meget, at de ikke kunne vaske væggene af op til en meters højde fra gulvet, så derfor rækker historien om Elisabeths gode gerninger ikke helt ned til gulvet. Til gengæld rækker denne bogudgivelse fra den ene ende til den anden. Detaljerigt og indsigtsfuld. 

Restaureringen

I forordet, der er skrevet af formand for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt introduceres vi til baggrunden for restaureringen og fondens hensigt med endnu engang at sætte penge i værket. Dorthe Aagesen, overinspektør og seniorforsker ved Statens Museum for Kunst, fortæller om freskernes tilblivelse og om Jais Nielsens udvikling ”fra kubist til kirkemaler” og om, hvordan den store rumfortælling hænger sammen med Jais Nielsens øvrige kunstneriske virke. Det er alt sammen forbilledligt fortalt med et stort overblik. 

Konservatorernes overvejelser

Forfatteren Synne Garff formidler i interviewform konservatorernes overvejelser i forbindelse med restaureringen, og det er både nørdet og spændende. Garff genfortæller også legenden om Elisabeth, der nu igen kan ses, sådan som kunstneren havde tænk det for 80 år siden. Både bogen og restaureringen er både storartet bevaring og formidling af vores kulturarv. Lidt af et rosenunder i sig selv.

Troels Laursen