Erik Kock
Forlaget Armé
110 sider, 199 kroner
Af Carina Wøhlk
Foruroligende. Sådan kan bogen Korsveje for Lu bedst beskrives. Og lur mig, om ikke forfatteren Erik Kock giver mig ret. I hvert fald skriver han under anagrammet K.K. Orekic, som må være Erik Kocks alias (a la Svend Aage Madsens Seven Age Madnes): ”Det er ikke det hvide papir, du skal frygte, men det, der kommer til at vise sig på det” (se s. 103).
Tusindkunstner
Korsveje for Lu er Erik Kocks tredje udgivelse. Udover forfatter kan Kock skrive dramatiker, sangskriver, essayist og foredragsholder på visitkortet. Manden er tusindkunstner. Han har universitetsgrader i dansk, engelsk og idéhistorie. Hans videnshorisont og dannelsesniveau lader sig ikke skjule. Navne som Dante, Heidegger, William Blake og Richard Wagner fyger henover papiret. Han forholder sig til begreber som synd, sjæl og evighed.
Kald det kærlighed
Titelnovellen er samlingens længste og mest elegante. Fortællingen Korsveje for Lu er en lille genistreg. Med verdenshistorien som reliefbaggrund forbinder Kock fem nedslag i tid og sted. Han lader fem historier udspille sig med 25 års interval – fra Krystalnatten i Berlin i 1938 til et futuristisk scenarie i Viborg i 2038. I alle historier optræder en hovedperson med kælenavnet Lu. Og der bliver netop kælet for detaljerne.
Overskriften for novellen er historien om Den barmhjertige Samaritaner fra Lukas-evangeliet. Det er, som om Kock i et historisk tværsnit vil vise betydningen af uselvisk handlekraft i mødet med medmennesket – kald det kærlighed.
Persongalleri og sprog
Tilbage til det foruroligende. Kocks persongalleri er overvejende mennesker i trængte livssituationer. Og han fører pennen, så læseren også skubbes helt op i sofahjørnet – hvirvles rundt i en dødsdrom i grænselandet imellem død og liv, mærker skalpellens skarphed, når ansigtet tabes/skrabes af, lægger brystkasse til, når en sort sjæl pilles ud til afklapsning/afrensning.
Erik Kock skriver stramt, enkelt, detaljefokuseret og alligevel sanseligt. Hans kærlighed til scenen og filmmediet manifesterer sig i et billeddannende sprog. Og det univers, han skitserer, balancerer sært imellem det surrealistiske og det alt for virkelige. Flere af fortællingerne er stærkt samfundskritiske. Kock skriver bl.a. om censur (se. f.eks. s. 82), overvågning og livsregulering
”Korsveje for Lu” er ikke åndelig føde af den letfordøjelige slags. Bogen er krævende og ja, foruroligende. Men er det ikke også kunstens og litteraturens opgave – at provokere og prikke til vores fantasi og forståelse af virkeligheden?
Forlaget Armé
110 sider, 199 kroner
Af Carina Wøhlk
Foruroligende. Sådan kan bogen Korsveje for Lu bedst beskrives. Og lur mig, om ikke forfatteren Erik Kock giver mig ret. I hvert fald skriver han under anagrammet K.K. Orekic, som må være Erik Kocks alias (a la Svend Aage Madsens Seven Age Madnes): ”Det er ikke det hvide papir, du skal frygte, men det, der kommer til at vise sig på det” (se s. 103).
Korsveje for Lu er Erik Kocks tredje udgivelse. Udover forfatter kan Kock skrive dramatiker, sangskriver, essayist og foredragsholder på visitkortet. Manden er tusindkunstner. Han har universitetsgrader i dansk, engelsk og idéhistorie. Hans videnshorisont og dannelsesniveau lader sig ikke skjule. Navne som Dante, Heidegger, William Blake og Richard Wagner fyger henover papiret. Han forholder sig til begreber som synd, sjæl og evighed.
Kald det kærlighed
Titelnovellen er samlingens længste og mest elegante. Fortællingen Korsveje for Lu er en lille genistreg. Med verdenshistorien som reliefbaggrund forbinder Kock fem nedslag i tid og sted. Han lader fem historier udspille sig med 25 års interval – fra Krystalnatten i Berlin i 1938 til et futuristisk scenarie i Viborg i 2038. I alle historier optræder en hovedperson med kælenavnet Lu. Og der bliver netop kælet for detaljerne.
Overskriften for novellen er historien om Den barmhjertige Samaritaner fra Lukas-evangeliet. Det er, som om Kock i et historisk tværsnit vil vise betydningen af uselvisk handlekraft i mødet med medmennesket – kald det kærlighed.
Persongalleri og sprog
Tilbage til det foruroligende. Kocks persongalleri er overvejende mennesker i trængte livssituationer. Og han fører pennen, så læseren også skubbes helt op i sofahjørnet – hvirvles rundt i en dødsdrom i grænselandet imellem død og liv, mærker skalpellens skarphed, når ansigtet tabes/skrabes af, lægger brystkasse til, når en sort sjæl pilles ud til afklapsning/afrensning.
Erik Kock skriver stramt, enkelt, detaljefokuseret og alligevel sanseligt. Hans kærlighed til scenen og filmmediet manifesterer sig i et billeddannende sprog. Og det univers, han skitserer, balancerer sært imellem det surrealistiske og det alt for virkelige. Flere af fortællingerne er stærkt samfundskritiske. Kock skriver bl.a. om censur (se. f.eks. s. 82), overvågning og livsregulering
”Korsveje for Lu” er ikke åndelig føde af den letfordøjelige slags. Bogen er krævende og ja, foruroligende. Men er det ikke også kunstens og litteraturens opgave – at provokere og prikke til vores fantasi og forståelse af virkeligheden?
Spændende! Ham bliver man jo nødt til at tjække ud.
SvarSlet