Episk, fabulerende, krystallinsk

The Passenger - Klavertrioer af Weinberg og Schubert
Trio Con Brio Copenhagen
Orchid Classics 2024

Peter Donohoe plays Granados and Albeniz
Chandos 2024

Af Jakob Brønnum
Der kan være mange grunde til at man sætter en klavertrio af Weinberg sammen med en af Schubert. Og der kan være endnu flere grunde til, at man giver den samlede udgivelse navn efter en opera (The Passenger, som tidligere er anmeldt i Den smalle bog), som ret beset ikke har alt for meget med de to kammermusikværker at gøre.

Det skjuler ikke det faktum, at Trio Con Brio har skabt det en aldeles strålende musikudgivelse med to fornemme kammermusikværker, der er blandt de mest lytteværdige der findes i genren.

Både Weinbergs klavertrio opus 24 og Schubert store klavertrio nummer 2 opus 100 er kunstværker og musikkompositioner af episk karakter, som man kan dykke ned i igen og igen.

Jeg ved ikke, om der endnu findes en opførelsestradition af Weinberg. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt endnu at karakterisere hans enorme værk. Oprindeligt polsk, flygtede hans familie til Rusland, hvor han imidlertid som jøde ikke fik plads i det sovjetiske regimes kulturliv. I Vesten var det Prokofiev, Shostakovich og den på mange måder utålelige og middelmådige Khachaturian, der tegnede billedet, senere er Mjaskovskij med sine 27 stort anlagt og ofte dunkle symfonier, sine 13 stramme strygekvartetter og 9 klaversonater kommet med. Men for relativt nylig har Vesten så opdaget Weinberg, der kan måle sig med dem alle, godt og vel endda. Han har mere end 20 symfonier, 16 spændende strygekvartetter (indspillet af Danel-kvartetten på CPO) og mange andre værker. Der er en art nyklassisk over hans værk, med både moderne tonale og barokelementer, men aldrig så anæmisk, som de vestlige neoklassikere indimellem kan synes. Det er rigt og varmt og stort.

Indspilningen igennem markerer Jens Elvekjær sig igen og igen med en forbløffende kraft og mange fraseringsmæssigt overbevisende momenter. De to strygere lægger sig delikat omkring den centrale pianostemme, og man har en fornemmelse af at lytte til et større ensemble end blot en trio. De store linjer i begge værker, der rummer flere ret lange kammermusiksatser, står klart frem undervejs.

Samtidig er den overordnede fortolkning af begge værker lettere tilbageholdende på en måde, der vækker lytterens nysgerrighed. Den velformede klang hos det rutinerede ensemble giver plads til opmærksomhed overfor mange små og i farten forbipasserende detaljer, som man ønsker at vende tilbage til. En vis svulstighed, der for årtier siden kunne præge opførelsen af Schuberts klavertrioer er som blæst væk, og de to værker klæder derfor hinanden bedre, end man skulle tro. Meget stærkt anbefalelsesværdig CD.

Spanske toner

Indimellem opdager man, hvor centreret, man er om sin egen tradition. Det gælder på alle områder, og også på musikkens. Pludseligt forstår man, hvor få engelske komponister man kender, og hvor gode de er. Siden kan det gentage sig for Frankrig og Italien. Bare fordi Karajan og de andre kun har indspillet tre små orkestersuiter af Respighi, betyder det altså ikke, at han kun har komponeret det, skal jeg hilse og sige. Han har nogle utrolige instrumentalkoncerter og orkesterværker, bl.a. inspireret af antikkens mystiske tonalitet

Noget lignende er hændt mig for spanske komponisters vedkommende, og jeg opdager for tiden  rigdommene hos bl.a. Albeniz og Granados, der levede nogenlunde samtidig i årtierne omkring det forrige århundredskifte.

Jeg har dvælet længe ved sidstnævntes samlede klaverværker og førstnævntes berømte klaverkomponitioner Iberia i fine indspilninger af Martin Jones på Nimbus - og Iberia i en ældre standardindspilning af Alicia de Larocha på Decca

I en helt ny indspilning på Chandos af den engelsk mesterpianist Peter Donohoe (f. 1953) får vi to af de fire Iberia-klaverbøger og værker af Granados - Bog 1 af hans såkaldte Goyescas, Op. 11, klaverstykker inspireret af Goya.

Peter Donohoe forløser de spanske komponister på en uforglemmelig lysfyldt måde. Jeg vil næsten kalde det krystallinsk. Men der er også øjeblikke, hvor han former klaverstemmen så lavmælt, overraskende og overvældende følsomt, at man undrer sig over, hvad man dog er vidne til. Hvordan kan musik være så spirituel og samtidig så menneskeligt nærværende?

Hvad han også viser, er et større sammenfald mellem de musikalske universer hos Albeniz og Granados end jeg havde set. Jeg havde oplevet den første som klassicistisk-impressionistisk og den anden som lidt påståelig romantisk, stedvis endda hult klingende. Her viser Donohoe, at de tilhører samme spanske tradition, rigt ornamenteret, nysgerrig musik fuld af klangligt mod, fabuleren og smilende humor. For mig rummer Donohoes Albeniz og Granados de mest spændende og mangedimensionelle tolkninger af de spanske komponister, jeg har hørt.